Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

I Frihedens første Morgenrøde frydede man sig vel over Talentets Seier, over, at den forældede Form var revet af Pinden; men inden kort Tid sagde man, først hemmeligt til sig selv, siden til Enhver, som vilde høre derpaa: " Hvorfor netop han? Enhver af os var jo lige saa berettiget til denne Stilling, denne Opgave!" - især da det i hine Aar var Skuespillernes forvildede men faste Overbevisning, at de selv , og Ingen uden de selv burde styre alle Theatrets Anliggender, saa vel de æsthetiske som de praktiske, saa vel de ideale som de pecuniaire, og de offentlige Organer styrkede dem i denne Tro. For mig, der var opvoxet i deres Midte, stillede denne Selvtillid sig i et comisk Lys. Medens Enhver havde Troen paa sin egen Dygtighed til at lede og styre, havde ikke en Eneste denne Tro til sin Kammerat. Imidlertid, vi stode jo paa det første Stadium af Begivenhederne; - man tænkte: "Turen kan jo snart komme til dig," - og man fandt sig for Øieblikket i den nye Ordning. Skuespillerne, Publikum, Bladene, Venner og Fjender lode til at være fornøiede over alt det Nye, som de med en glødende Phantasi saae i Perspectiv.