Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

En Mængde Forandringer ved Theatret skulde nu iværksættes, hvilke i høi 207 Grad vare skikkede til at gjøre den ny Directeur upopulair. Hertil hørte først, at da Staten nu havde overtaget det forhen Kongen tilhørende Theater, skulde det mest mulige bringes ud af "Driften", - ikke i kunstnerisk, men i financiel Retning, Paa Grund heraf blev hele Hof- og Friparquettet strøget. Man tænke sig, hvad dette vilde sige! Alle disse Herrer, Hoffets Blomst, der i mange Aar hver Aften i hele Saisonen vare vante til at samles i første Parquet, hvor de mødtes som paa en Børs, tildels for at meddele, høre og drøfte Dagens Nyheder, under hele Forestillingen kommende og gaaende ud og ind, smækkende med Dørene efter sig, som om Alt her var gjort for dem og ene for dem; de traadte høirøstede ind med klirrende Sabler efter endt Taffel paa Slottet og converserede til høire og venstre, - saa at man ofte oppe paa Scenen kunde høre, hvorom Talen gjaldt, - snart klappende, snart hyssende, alt som Stikordet var givet, - for alle disse elegante Dommere skulde nu Indgangen lukkes; hele denne "fine Portion" blev nu uden Barmhjertighed vist Døren som Theatret uvedkommende Personer. Et fuldstændigt Raseri reiste sig mellem disse fordrevne Fugle, der saa længe havde boet og bygget i Templets Høisal! Ja, selv hele Hoffets Tjenerpersonale havde hver Aften havt en Loge i Galleriet til fri Afbenyttelse, hvilket nu ligeledes blev strøget. Og hvem var Forbryderen? Naturligvis den nye Theaterdirecteur. Det var kun ham, der havde tilføiet dem denne uhørte Fornærmelse. Det gik dem som hele Hoffet, som Publikum, som Skuespillerne: det var dem umuligt saa hurtigt at sætte sig ind i, at alle Forhold i den absolutistiske Stat vare undergaaede en gjennemgribende Forandring. De vidste vel Alle, at noget Nyt var foregaaet, idet en Constitution var givet Folket; men Enhver mente, at dette Nye ikke kunde eller burde strække sig til ham personligt eller til hans een Gang erhvervede Rettigheder. Selve Hoffets høie Herskaber vare ligeledes vante til, fra umindelige Tider, at betragte Theatret og Alt, hvad der stod i Forbindelse dermed, som Noget de Alle havde Rettigheder over, som deres Eiendom, da det jo hed "det kongelige Theater". Naar den kongelige Familie vilde se et Stykke, da fordredes, ofte med kort Varsel, at den Forestilling, der stod anmeldt, skulde gaa ind, og den, de ønskede, sættes i dens Sted, til stor Byrde for alle Paagjældende og ofte til Tab for den Indtægt, man havde gjort Regning paa. Var der Hofconcerter, da forlangtes Theatrets Sangeres og Orchesters Medvirkning derved, hvor megen Brug Theatret end havde for dem til Aftenens Forestilling. Var der Maskerader, Costumeballer eller Skuespil ved Hoffet, udskrev man efter Behag Theatrets Garderobe, uden Hensyn til om netop disse Dragter skulde bruges samme Aften. Alle disse Hoffets Rettigheder bleve nu strøgne til stor Indignation for Høie og Lave. Ja, saa lidt kunde selv Overhofmarchallen, Levetzau, sætte sig ind i, hvad der nu var gjort til Pligt for den nye Theaterdirecteur, at han, der altid havde været Heiberg hengiven, nu i bitre Billetter

        

208 bebreidede ham den hele Forandring og ansaae sig for personligt fornærmet af ham. Altsaa, hele Hoffet med dets lange Hale, lige til dens yderste Spids, var fra nu af fjendtligt stemt mod ham.