Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

Jeg selv kjendte aldeles ikke Hr. Høedt undtagen af Omtale fra det Nielsenske og det Wieheske Hus. Michael Wiehe havde oftere slaaet paa, at Høedt meget ønskede at gjøre mit personlige Bekjendtskab. Man ymtede alt saa smaat om, at han tænkte paa at blive Skuespiller, men man fæstede dog ei ret Lid til dette Rygte. En Dag indbød M. Wiehe og Frue mig til en Formiddagschokolade. Ved min Ankomst befandt Hr. Høedt tilligemed flere af Wiehes Slægtninge sig i Stuen. Ved Frokostbordet blev Samtalen snart munter og livlig, og Hr. Høedt udfoldede nu en Veltalenhed, som jeg paa een Gang fandt besynderlig og characteristisk. Med et vist flot Lune dreiede han Samtalen hen paa "Hverdagshistorierne", og uden at han just 217 rent ud dadlede dem, var der dog i hans Tone noget stødende, for ikke at sige taktløst, og i hans Bemærkninger mangt et Ord, som det undrede mig, at han vilde udtale i min Nærværelse ved vort første Møde, da Rygtet dog alt den Gang nævnede Heibergs Moder som Forfatterinden. Jeg lo imidlertid ved mig selv ved disse Udtalelser og tænkte: "Dette skal jeg fornøie Heibergs Moder med at fortælle hende; hun vil da blive glad ved den Tanke, at her jo maa være En, der ikke har hende mistænkt for at være Forfatteren til "Hverdagshistorierne"!" - Da han endelig slap disse, gik hans Veltalenhed ud paa at latterliggjøre den Hegelske Philosophi, som jo Heiberg stærkt havde fordybet sig i og indført i vor Litteratur. Jeg var naturligvis ikke inde i denne Videnskab, men jeg havde saa mangfoldige Aftener i vort Hjem hørt Heiberg tale herom med Poul Møller, Martensen og Flere, at jeg ligesom var lidt orienteret i, hvad den gik ud paa, saa jeg i alt Fald nogenlunde kunde vise et saa løst Angreb tilbage som det, der lød fra Hr. Høedts Læber, idet jeg skjæmtede med, at han havde valgt en saa svag Modstander som mig til at forsvare den store Philosoph. I Stilhed indsaae jeg vel, at Angrebet egentlig ikke var rettet mod Hegel, men mod Heiberg, - dog dette lod jeg, som jeg ikke forstod. Da vi vare færdige med Hegel, vendte han sin Humor mod Martensen, Hall, Tryde, Andræ og saa godt som mod alle de Mænd, han vidste hørte til vor Omgangskreds, idet han snart angreb deres Virksomhed og snart paa Skuespillervis efterabede deres Tale og Manerer. Jeg svarede ham i Spøg paa alle disse Tilløb, og da han endelig syntes at have udtømt Alt, hvad der iaa ham paa Hjerte angaaende disse Mænd, reiste jeg mig muntert fra Bordet, idet jeg sagde: "Ja, nu er det nok paa Tide at bryde op, thi nu tror jeg, at Hr. Høedt ikke har flere af vore Husvenner at kritisere; jeg tror virkelig, at ikke en Eneste er glemt." - Lidt overrasket og forlegen sagde han: "Har jeg kritiseret Deres Venner? det er jo en ren Misforstaaelse; det har jeg aldeles ikke gjort." - "Jo, De har," svarede jeg, "men det gjør Intet, mine Venner staa som før paa deres gamle Plads hos mig, og jeg kan godt lide en saadan Frimodighed, som De har lagt for Dagen. De har angrebet, jeg har forsvaret; til det Første har De Ret, til det Sidste jeg, - og saaledes er jo Alt i Orden." - Da han imidlertid blev ved at paastaa, at jeg gjorde ham Uret, og at han ikke havde angrebet Nogen, svarede jeg i Spøg: "Saa veed jeg ikke bedre, end at vi samle Stemmer - en Fremgangsmaade, som jo hører Tiden til -, for at disse kunne afgjøre, paa hvis Side Uretten er." Og nu henvendte jeg mig leende til de Tilstedeværende, der under alt dette havde siddet noget forlegne, og spurgte En for En: "Har Hr. Høedt ikke angrebet mine Venner?" - Den Ene efter den Anden svarede: "Jo!" - og da nu dette "jo!" lød fra den Sidstes Læber i Kredsen, vendte jeg mig

        

218 til Hr. Høedt, idet jeg sagde: "De ser, at den offentlige Stemme er imod Dem."