Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

Var det nu Hr. Høedts Hensigt denne Formiddag at fornærme mig, ja blot at fortrædige mig? Ingenlunde! tvertimod, jeg skulde tage meget feil, om det ikke lige modsat var hans Hensigt at vinde og behage mig ved sin Aandrighed og sit Conversationstalent, og at netop denne Formiddags Indbydelse til mig var af Alle som af ham selv beregnet paa, at jeg skulde gjøre hans Bekjendtskab fra den fordelagtigste Side. Hvoraf kom det da, at Resultatet blev det Modsatte? Hvorfor viste han sig saaledes? Ja, hvad var det? Det var, hvad saa Meget hos ham har været: Mangel paa Takt, denne fine Egenskab, som ingen Dannelse, intet Studium, ingen Begavelse kan erhverve sig, naar den ikke er en medfødt sjælelig Gave. Opdrag i det Uendelige den, der mangler denne Finhed i Sjælen, du indpoder den ikke; den er en Væxt for sig selv, der gror lige frodig hos den Ringeste som hos den Høieste, hos den Uvidende og Enfoldige som hos den Lærde, naar den er nedlagt i Sjælen herovenfra. Man taler saa ofte om medfødte Gaver og Talenter, men Ingen nævner mellem disse Takt, og dog er dette Talent maaske det sjeldneste af alle. Maaske man studser over, at jeg kalder denne Evne et Talent, - nu vel, hvad vil du da kalde det? Den Dannede mangler det ofte, medens det ikke sjeldent findes hos den Udannede; det kan savnes hos den Kløgtige, hos Verdensmanden, hos den Gode, den Velvillige, den Tjenstagtige og findes hos et Barn, et Tyende. Hvori ligger det da, at det savnes, og at det haves?