Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

Hvorved frembringer en Skuespillerinde nu denne Virkning trods den tæt tillukkede Mund, hvorfra ingen Klage, intet Forsvar giver sig Udtryk i Ord? Under hele den lange Expositionsscene, hvor Tonietta staar taus, ubevægelig og indesluttet i sig selv, gjælder det øieblikkeligt at bringe Tilskueren ind i den fulde Interesse og Spænding. Men hvorved? ja, ved at 220 der i Sjælens Dyb arbeides stærkt, medens det Ydre synes roligt og uvirksomt. Men ingen Skuespillerinde maa indbilde sig, at hun saaledes ved taus at stille sig hen, om end Øiet aldrig saa smukt stirrer hen for sig, om end Stillingen er aldrig saa beregnet, frembringer den Virkning, den Interesse, som her kræves. Intet forslaar undtagen Sjælens indadvendte Arbeiden i Rollens Aand. Hvorledes kommer nu denne indad vendte, tause, sjælelige Arbeiden til Tilskuerens Kundskab? Ja, se her er et Mysterium, som ikke let lader sig forklare, thi man bedrager som sagt ikke Publikum ved at lade, som om denne Sjælens Arbeiden var tilstede. Jeg har grubiet meget herover og er kommen til det Resultat, at her ligefrem noget Magnetisk gjør sig gjældende. Den Spillende, hvis Sjæl er i stærk Bevægelse, medens intet Ydre, ingen Gestus, intet særligt Øiensprog benyttes, men kun en ganske stille Nærværelse gjør sig gjældende, formaar dog, naar Sjælen arbeider, som den bør, ligesom at danne en usynlig Bro imellem sig og Tilskuerne. Ligesom Rav formaar at trække et Haar til sig, saaledes formaar den, der er i Besiddelse af denne usynlige Kraft, at drage Andres Sjæle til sig og holde dem fast i spændt Opmærksomhed. Men dette frembringes ikke, hvis man staar der passiv, men ved, at man selv huser en stærk Spændkraft, der maa komme fra en Arbeiden i Ens Indre. Staa indvendig kold og slap, og Alle betragte dig ligeledes med Kulde og Slaphed; men formaar du selv at være i denne aandige Arbeiden, hvor hele din Tanke og Sjæl gaar op i Situationen, da fængsles Tilskuerne uden selv at fatte eller begribe, hvad der saaledes drager dem hen imod dig. Enhver Tilskuer kjender vist det endogsaa paa et fremmed Theater, at Scenen kan være opfyldt af et helt Personale, men Øiet fængsles uophørligt af een af Figurerne uden at kunne løsrive Interessen fra denne. Er det, fordi denne Person er den smukkeste? Nej; den interessanteste? - Dette veed man i alt Fald ikke ved Stykkets første Begyndelse. Er det Physiognomiets, Øiets Udtryk? Heller ikke, thi denne Figur kan staa i en Krog med Siden til Tilskuerne, saaledes som Tilfældet er eller bør være med Toniettas første Scene i Stykket. Nu! Hvad er det da, der her uvilkaarligt fængsler? Ja se, dette er Talentets Triumph, dets beroligende Trøst, thi dette kan intet underordnet Talent copiere, saaledes som det formaar at copiere Dragten, Stillingen, Opfattelsen i ydre Henseende. Tilskuerne faa af Copisten Alt paany, hvert Ord, hver Situation, og dog spørge de, som tidligere have følt Rollens Virkning: "Min Gud, hvor er dog det hele Billede henne?" - Den magnetiske Styrke udebliver, thi den er en Andens Eiendom og lader sig ikke copiere; - men det er netop denne, der ubevidst har grebet Tilskueren og bragt ham i den fulde Illusion. Naar dette sker, da er Skuespilleren lykkelig ved sin aandelige Magt over Tilskueren.