Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

Faa Dage efter hin Fest aflagde Oehlenschläger mig et Besøg. Han kjørte om for at takke alle dem, der paa hans Fødselsdag havde viist ham nogen Opmærksomhed. Jeg ser ham endnu for mig hin Formiddag! Han var jo altid en smuk Mand, men det forekom mig, at jeg endnu aldrig havde set ham saa smuk som i denne fine, sorte Dragt, med det smukke Storkors paa Brystet. Hans Ansigtsfarve var frisk, hvid og rød, det skjønne blaasorte, kraftige Haar bølgede om den høie, ædle Digterpande. Der kunde undertiden i hans Udseende være noget - hvad skal jeg kalde det - kjødeligt; men denne Dag saae han saa løftet, saa aandig glad ud og havde et saa kraftigt, sundt Udseende, at Ingen vilde falde paa, at Døden kort efter kunde standse 223 alt det Liv og den Friskhed, som her lyste En imøde. Han blev længe hos mig - Heiberg og hans Moder vare ikke hjemme - han talte saa aabent og saa fortroligt med mig, at jeg altid i senere Aar, naar min Tanke har dvælet ved hans Minde, maa tænke mig ham, som han var hin Formiddag. Han omtalte Nielsens utrolige Opførsel ved Gildet; han sagde blandt Andet: "Ja, ser De, det har ofte forundret mig, at Nielsen spiller Ulfeld i "Dina" saa daarligt, da man jo netop maatte antage, at denne Rolle laa fuldstændigt for ham og hans Evner; men det er min Overbevisning, at han ikke i denne Rolle er istand til at blive Herre over sit Talent af ren og pur Skinsyge og Misundelse over den Virkning, De formaar at frembringe som Dina; hans uhyre Forfængelighed spiller ham dette Puds." Hvad Oehlenschläger her ytrede, havde jeg alt forlængst mærket selv. Mange tro, at Skuespillere ere Mestere i at forstille sig i Livet som paa Scenen. Ingen Tro kan være mere feilagtig. At der gives Enkelte, der ogsaa udenfor Scenen ere i Besiddelse af denne Kunst, kan nu vel ikke benegtes, men i Reglen formaar en Skuespiller aldeles ikke dette. Havde Skuespillerne denne Evne, da vilde Mange af dem staa mindre kjendte, end de sædvanligt staa hos Alle. Det er forunderligt nok, at de i Reglen mangle denne Evne! Det er, som om de fuldstændigt opbrugte den i deres Kunst og derfor trænge til i Livet at give sig fuldt hen uden Kritik og Tilbageholdenhed. Den Spændetrøie, som deres Character hver Aften maa iføre sig, gjør, at de føle en uimodstaaelig Trang til, naar Forestillingen er forbi, at afkaste den saa fuldstændigt, at de ikke kunne holde Sjælens frie Bevægelse indenfor de Skranker, som Andre, der ikke ere Skuespillere, formaa at underkaste sig. Jeg meddelte denne Betragtning til Oehlenschläger, og han lod til at give mig Ret. Med den elskværdigste Aabenhed fortalte han mig Meget om sit foregaaende Liv og om sine Nærmeste. Paa det venligste tog han Afsked, idet han kyssede min Haand og paa den ham egne, bevægede Maade sagde: "Gud velsigne Dem!" Dette var sidste Gang, jeg talte med ham. Kort efter lød Rygtet til Alles Sorg, at Oehlenschläger laa farligt syg. Jeg kunde neppe tænke mig det muligt, saa kort efter at jeg havde set ham straalende af Sundhed og Livsmod; thi han saae hin Dag ud, som om han havde faaet fornyet Kraft til at begynde Livet forfra. Ak, maaske netop jeg paa denne Dag var klartseende: et Liv, et nyt Liv skulde snart aabne sig for ham,