Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

At Danmark, at vi Alle sørgede ved hans Baare, var ikke mere end vor Skyldighed. Hvad havde han ikke skjænket os! Hvad havde han ikke vakt! Jeg savnede ofte Synet af ham i Theatret paa den vante Plads, hvor han saa godt som hver Aften indfandt sig. Hans og Thorvaldsens Pladser stode nu tomme. Hvor længe vil det ikke vare, forinden saadanne To atter skulde være tilstede til Stolthed for enhver Dansk, der ved Synet af dem kunde udbryde: "Disse To ere vore!" - Og dog, selv ikke Døden kan berøve et Folk saadanne Mænd. Man skal kun ikke mere se Billederne, de levende Billeder af deres Personligheder, men de leve og ville fremdeles leve blandt os.