Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

De Fleste have dog vist omgaaedes med Mennesker, om hvem de sige: "Nei, hvor hun dog er lunefuld, vankelmodig, let at støde uden mindste Grund! Det ene Øieblik overgiven og lattermild, det andet trist, mut og tvær! Man veed aldrig, hvor man har hende, eller hvad hun vil!" Slige Mennesker have altid, i det Mindste bilde de sig det ind, en lille Grund til disse Overgange, saa et lille Ord, saa et Blik, som de mene, En har kastet til en Anden, og som de tro gjaldt dem, og saa fremdeles. Det falder dem aldrig ind, at hele Feilen ligger hos dem selv, idet de ikke have Villiestyrke til at holde nogen Stemning fast ud over Øieblikket. Deres Sjæl svinger sig op og ned, som om den sad i en Gynge, frem og tilbage som Perpendiklen i et Uhr, der aldrig staar stille, med mindre det aldeles gaar istaa.