Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

Mine Øine mødte sure og tvære Miner. Ingen saae glad ud, undtagen jeg, om jeg end var i en stor Spænding over, hvad Virkning min Fremstilling vilde gjøre paa mine Kunstfæller. Men neppe havde jeg udført den første lille Scene, der slutter første Akt, før Minerne hos de Medspillende antoge et andet Udtryk, hos Nogle Munterhed og Glæde, hos Andre en stram Spænding; men tydeligt var det, at Alle fulgte mit Spil med stor Opmærksomhed. Man flokkedes i Coulisserne for at se, hvad jeg videre havde isinde; og uagtet den godmodige Foersom var den Eneste, der havde Varme og Mod til at lade Hjertet komme op paa Tungen, idet han udtalte sin Dom for mig med de Ord: "Det maa jeg sige, det havde jeg ikke troet lod sig bringe ud af denne Rolle," følte jeg dog nu med Vished ved Prøvens Ende, at denne min nye Opgave var lykkedes for mig og nok skulde gjøre sin Virkning paa Publikum, og mit Arbeide og min Udholdenhed faa sin Løn.