Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

"Der er Mere mellem Himmel og Jord, end Eders Philosopher drømme om," siger Hamlet. Jeg tror vel, at Holbergs Aand i de Egne, hvor den nu befinder sig, har andet Arbeide, Andet, der opfylder hans Tanker, end det, om hans "Vægelsindede" endelig er trængt igjennem hos det kjøbenhavnske Publikum! Men var det dog ikke muligt, at en Menneskesjæl, løsrevet fra sin Virksomhed hernede, dog bevarede Erindringen om det, der her havde anstrengt hele dens aandelige Arbeidskraft, alle de Evner, som af Gud vare nedlagte i den? Gud sender sine Udvalgte ud for af dem at faa det Arbeide udført, som Jorden, Menneskeheden trænger til for at udvikles snart i een Retning, snart i en anden. De Trofaste udføre, hvad der er dem paalagt af Aanden. Skulde det nu være underligt og mod Skriften at tro, at naar Sjælen vender tilbage til sit Udspring, at den da fører Erindringen med sig om, hvorledes den har udført sit jordiske Arbeide ved Siden af sin Saliggjørelse? Vor Herre Jesus har jo sagt til den arbeidsomme Tjener: "Du har været tro over Lidet, dig skal gives Mere." Der kan altsaa være Tale om dette Lidet! Og var det nu underligt at tro, at ligesom vi her i vor jordiske Tilværelse, naar vi blive gamle, med et Smil, men dog med Erindringens fulde Nærværelse se tilbage paa mangen Begivenhed i vor Ungdom, som er os uforglemmelig, vi saaledes ogsaa hisset med et Smil, men med Kjærlighedens Erindring dvæle i Tanken om, hvad vi med de Evner, der vare nedlagte i os, have virket? Ere Mange af os dog ikke enige om, at vi skulle gjense vore kjære Afdøde hisset? Men dette Haab er jo helt og holdent bygget paa vor jordiske Erindring. Jeg kan ikke tænke mig, saafremt der gives jordiske Erindringer, som ledsage os til hint ubekjendte Land, at da af en Sjæl som Holbergs - der opgav saa godt som alle Livets Nydelser, opgav Familielivets Glæder og Hygge for helt ud at hellige sig til et anstrengt, aandeligt Arbeide med en Utrættelighed og 234 Iver, der ofte var ifærd med at tilintetgjøre det svage, skrøbelige Legeme, - at dette Arbeide, denne Livsbeskjæftigelse nu hisset var glemt og ham ganske ligegyldig! Og hvis det ikke er saa, var det da atter saa utroligt, at hans Sjæl fra sit nuværende Stade ligesom fulgte et af hans Aandsbørn, - der, medens han var her, beredte ham den Smerte, at man ikke vilde anerkjende dette Barn for ægte, - fulgte det for nu atter at se Udfaldet, ikke med Lidenskab, ikke med Angest eller Spænding, men med hint Smil, hvormed vi erkjende, at hvad der hernede forekom os saa vigtigt, ikke er saa vigtigt endda. Og ifald hans Aandstanke da sænkede sig ned et lille Moment, var det da atter saa ufatteligt, at et sensitivt Øre ligesom kunde fange denne Tanke fra oven? Dette er da min Tro eller min Anelse, ikke at Holberg stod i min Stue hin Aften, men at han fra sit høiere Stade sænkede Tanken et Øieblik ned, og at jeg fangede denne Tanke, disse Ord med et indre Øre. Jeg vilde ikke have syntes om, ifald Stemmen havde takket mig, men i dette hjertelige, men rolige "Godnat!" laa ligesom: "Sov nu, du har fortjent Søvnens velgjørende Hvile ovenpaa din Anstrengelse, din Udholdenhed." Har der hele mit Liv igjennem ligget noget i min Natur, der har gjort, at jeg og dette Ubeskrivelige mellem Himmel og Jord lettere kunde komme i Berøring med hinanden, end det ellers pleier at være Tilfældet med os Dødelige? Jeg veed det ikke; hvad jeg derimod veed, er, at jeg ikke lyver, naar jeg fortæller herom, det være sig nu Virkelighed eller Illusion.