Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

Den rette Fremstilling af de Holbergske Figurer havde som sagt paa det Tidspunkt, da jeg første Gang spillede "Den Vægelsindede", alt i mange Aar beskjæftiget mine Tanker. Hvad der saaledes efter min Mening er gaaet aldeles tabt, er Traditionen om de Holbergske Eleonorer. At de umuligt oprindeligt kunne være spillede, som de nu spilles, er vist. Vore nuværende unge Skuespillerinder, der spille disse uskyldige, tarvelige, ofte lidt enfoldige, til HusSid opdragne, under de Tiders strenge Tugt staaende smaa Jomfruer, mangle alt historisk Fundament. De have ikke kunnet sætte sig ind i den Tids unge Pigers Væsen, Holdning og troskyldige, naive og lidt prosaiske Tone; den Tid, da en Fader siger: "Denne Monsieur har jeg bestemt til din Ægteherre," hvorpaa Svaret sædvanligt lyder, idet hun neier dybt og kysser sin Faders Haand: "Jeg siger tusind Tak." Af disse stille, tarvelige, huslige, forknytte Piger se vi nu paa vor Scene intet Spor. En Leonora som i "Den Stundesløse", der Intet selv kan hitte paa for at befries fra den paanødte Beiler, saa hun kysser Pernilles Haand, for at denne kan staa hende bi med Raad og Daad, da hun selv er for uskyldig, for uerfaren til at have mindste Anelse om nogen Intrige, bliver nu paa vor Scene fremstillet som en pyntelig, koket Dame i klare Kniplingscostumer. Dragt, Væsen, Diction, Alt er falskt, som det nu fremstilles. Medens Ryge levede og havde med Costumeringen at gjøre, holdt han noget igjen paa Damernes ufornuftige Lyst til at forvexle de gamle Dages Dragter med de moderne, til at opgive hin Tids tarvelige Costumer, hvori Ungdommen holdtes; - men fra det Øieblik, da "Den Stundesløse"s Tjenestepige fik Lov til at gaa med Pennen bag Øret under Kniplingskappe med flagrende Baand, var Ævred opgivet.