Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

Samlivet i et Theaterpersonale er af en høist eiendommelig Natur. Det er ligesom en hel stor Familie af Fremmede. Man mødes dagligt, ja er sammen det meste af Døgnet. Man viser sig ofte for hinanden i aandeligt Negligé, medens man i næste Minut i Kunstens Tjeneste anspænder alle sine bedste aandelige Kræfter. I sidste Tilfælde kan man ligesom elske hinanden, ja, ikke undvære hinanden, medens man i første Tilfælde ser skarpt paa hinandens menneskelige Svagheder og Lyder. Man er her som Broder og Søster, medens man er anskilt fra hinanden i de private Glæder og Sorger, Held og Uheld. Her føres saaledes et dobbelt Liv. Imidlertid er denne Adskillelse ikke altid nødvendig; der gives Tilfælde, hvor den private Personlighed kan slutte sig i den Grad til den kunstneriske, at de ligesom løbe sammen i een Person, saa at man elsker dem begge lige høit. Men dette hører til de store Sjeldenheder. Der er dem, man elsker og agter som Kunstnere, men ikke formaar at agte og 239 elske som Mennesker, og omvendt. Som overalt i Livet, i Familierne, er der Nogle, der tiltrække hinanden, først paa Grund af det samme Dannelsestrin og de samme Anskuelser, dernæst paa Grund af en sympathetisk Tiltrækning, der ikke saa lige lader sig forklare. Det daglige Forhold bliver paa een Gang et meget nært og et meget fjernt. Det har derfor ofte været mig paafaldende at lægge Mærke til den Forskjel, der kan være i Tone og Omgang med en Kammerat paa Theatret, og den, der viser sig, saa snart den samme Kammerat træder ind i vor Dagligstue. Den, der er behagelig i vor Dagligstue, kan ofte være meget ubehagelig i Virksomheden paa Theatret, og omvendt. Denne Adskillelse imellem Livet og Kunsten er ikke af god Virkning for Kunstens Udøvelse. Sammenspillet, det Vigtigste næsten af Alt, kan ikke naas uden ved gjensidige Aftaler og Føielighed mod hinandens Opfattelsesmaade. Er det private Forhold nu venskabeligt, da gaar dette jo let, som af sig selv, er det derimod uvenskabeligt, da bliver let enhver Anmodning betragtet som en Irettesættelse og Sammenspillet umuliggjort. En Theatertrup burde egentlig bestaa af en eneste stor Familie, hvor alle Interesser, alle Anskuelser vare fælles; da vilde maaske Misundelsen lige overfor hinandens Held bortfalde. Dog, dette er Phantasier, der ikke lade sig realisere!