Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

Der er Vaner, saa vel hos Skuespillerne som hos Publikum, hvilke det ikke er let at kuldkaste, og Vanen her var, at Ophelia er dette stille, rørende, for al Lidenskabelighed befriede Væsen, der ligesom Englene kun lever i Skyerne uden at være betaget af nogen jordisk Syndighed. Hvem har nu Ret? Hvad var Digterens Mening? Vilde han lade den stille, blufærdige Ophelia udtale 244 slige Ord, synge slige Sange i Vanvidsscenerne, ifald det ikke havde været hans Hensigt psychologisk at vise, at selv paa Bunden af denne rene, uskyldige Piges Sjæl ligger, hende selv ubevidst, en ulmende Sanselighed, der bryder frem som en Strøm, der ikke længer bliver standset ved den sædelige Villies Kraft. Det er jo desuden et moralsk Kjendetegn hos denne store Digter, at hos alle hans Skikkelser, lige til den yndige Cordelia, kommer Syndigheden tilsyne. De rene, snehvide Engleskikkelser skildrer han ikke, dertil har han kjendt den menneskelige Natur for godt; men derfor ere ogsaa alle hans Skikkelser af Kjød og Blod, og derfor gribes vi af dem, idet vi gribe i vor egen Barm og udbryde: "Ja, det er sandt! Jeg har følt noget Lignende!"