Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

Imidlertid opførtes nu "Hamlet" den ene Gang efter den anden under stor Tilstrømning; men efter at den første Nysgjerrighed var tilfredsstillet, nød det tætbesatte Hus Forestillingen i fuldstændig Taushed, hvilket pinte og trykkede Høedt i høi Grad. "Hvad skal dog denne Taushed betyde?" hørte jeg ham en Aften sige til Fru Nielsen, "det er jo modbydeligt at spille, naar de Alle sidde der uden at røre en Haand." 252 Ja, vist er det haardt at spille i 5 lange Akter under almindelig Taushed, thi Bifaldet, dette Svar paa vort Spil, dette Kjendetegn paa, at vi ere hørte og forstaaede, giver flere og flere Kræfter, hvorimod Tausheden nedslaar, lammer og forringer Kræfterne hos Skuespilleren. Hvorfor var nu Publikum saa taust lige overfor den Hamlet, som de jo Alle stormede til for at se? Sagen var denne: til Trods for Høedts store Fortjeneste af Udførelsen, hørte han dog aabenbart ikke hjemme i Tragedien. Den tragiske Pathos, der skulde varme et Publikum, saa det uimodstaaeligt brød ud i Applaus, den var ikke tilstede i denne Fremstilling. Man kunde beundre, paaskjønne, anerkjende, men opildnes, løftes, betages, nei, det kunde man ikke. Jeg vilde kalde Høedts Udførelse af Hamlet en fortrinlig Oplæsning med Gestikulation.