Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

Efter at nu "Hamlet" var gaaet over Scenen, og jeg havde bragt det Offer efter Hr. Høedts Ønske at spille Ophelia, hvad Løn fik jeg da for min Beredvillighed? At Hr. Høedt havde den Taktløshed, strax efter den første Opførelse af "Hamlet", en Aften i en stor Soirée hos Bournonvilles at efterabe min Fremstilling af Ophelia og bruge sin æsthetiske Indsigt til at gjøre alle de Tilstedeværende opmærksomme paa, at den Art af Roller burde jeg aldrig spille, da de laa aldeles udenfor mit Talent, at min hele Fremstilling var forfeilet o. s. v. Da der nu havde været mange Mennesker samlede hin Aften og imellem disse ikke faa af mine Venner, kunde denne hans Opførsel ikke blive skjult for mig. Høedt erfarede snart, at hans Adfærd var mig meddelt, og kom derfor paa en Prøve hen til mig og forsikrede, at han ikke havde gjort sig skyldig i, hvad saa Mange fortalte. Jeg svarede roligt og leende, at han vist havde Ret i, at Ophelia ikke laa for mit Talent, en Mening, han jo nok mindedes, at jeg selv havde havt, da jeg modstræbende opfyldte hans Ønske om at overtage denne Rolle. "Forresten," vedblev jeg, "er jeg jo Skuespillerinde og maa være forberedt paa Kritik saa vel af Dem som af Andre, og jeg vil raade Dem til itide at indøve Deni i ogsaa at kunne taale Kritik, thi den udebliver ikke." - "De fæster altsaa Lid til, hvad man har fortalt?" vedblev han. "Ja!" svarede jeg, "men jeg finder den hele Sag ganske ligegyldig." - Denne Koldblodighed fra min Side satte ham aabenbart i Forlegenhed, jeg forlod ham, og vor Samtale var dermed endt. Men unegteligt maatte jeg tænke paa mit Spørgsmaal til Michael Wiehe: "Er han sanddru?" - og Wiehes Svar: "Fuldstændig!"