Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

En Aften, da hun og jeg vare komne rigtig ind i Samtale, kom ogsaa Ryge, der da alt i flere Aar havde været død, paa Tale. Hun fortalte mig da med sin milde, bløde Stemme og med en Jomfrues Blufærdighed, at Ryge, da hun var hos Liebes, en Dag havde sagt til hende: "Hør Grethe! Ingen har nogensinde kunnet omgaas mig som du, og Ingens Nærværelse har været saa behagelig og beroligende for mig som din. Vil du være min Kone, passe mit Hus og tage dig af mine Børn? Betænk dig paa Svaret i tre Dage." - "Jeg sov ikke den Nat," vedblev hun. Da de tre Dage vare gaaede, sagde han: "Naa Grethe, hvad Svar giver du mig?" I høi Grad forlegen svarede hun: "Ak, Hr. Doctor, det vilde være Uret af mig at gaa ind herpaa. Jeg simple Pige skulde være Moder for Deres Børn? Hertil har jeg jo ikke Dannelse nok, og dette Forhold vilde aldrig føre til Lykke, hverken for Dem, Deres Børn eller mig; og jeg anser det derfor som en Pligt ikke at gaa ind paa en saadan Plan." - Og ved denne Beslutning blev hun. Ryge tog sig dette Afslag saa nær, at han inden faa Dage flyttede fra Liebes. "Det vilde jo have været Uret baade mod ham og hans Børn," fortsatte hun, "især da jeg jo ikke elskede ham." - "Tror De da ikke," spurgte jeg, "at De kunde kommet til at elske ham?" - "Nei, Frue," svarede hun, idet Stemmen brast, "man elsker kun een Gang." - Og nu vedblev hun efter en Pause omtrent med følgende Ord: "Da jeg var meget ung, elskede jeg en ung Mand af min Stand og han mig, vi vare forlovede. En Dag kom en ung, mig ubekjendt Pige til mig og spurgte, om jeg var denne Mands Forlovede? Da jeg svarede Ja hertil, sagde hun: "De ser, i hvad Tilstand jeg er, og Deres Forlovede er Fader til det Barn, jeg snart skal føde; altsaa kan han ikke blive Deres Mand." Jeg svarede hende: "Nei, hvis det er sandt, da har De Ret, da har han kun Pligter mod Dem, og jeg maa opgive ham." Dagen efter kom min Forlovede til mig ude af sig selv over denne Samtale, der var bleven ham berettet. Han udbrød i Heftighed: "Aldrig forener jeg mig med hende! kun du skal blive min Kone." "Ak kjære Frue!" vedblev hun, "hvilken Scene fulgte ikke herpaa! "Gjør din Pligt mod hende," sagde jeg til ham og forlod ham." Taarerne løb langsomt ned ad den Gamles Kinder. "Har De aldrig set ham siden?" spurgte jeg. "Jo, een Gang nogle Aar efter. Jeg kom 268 gaaende ved Børsen og saae pludselig, at han kom hen imod mig længere nede i Gaden; og, ja," vedblev hun forlegen, "det er skrækkeligt at bære sig saaledes ad! jeg faldt om og blev af Folk baaren ned i en Kjælder. Da jeg vaagnede efter min Besvimelse, var jeg glad ved ikke at se ham staa hos mig; jeg formoder, at han altsaa var gaaet forbi uden at have mærket min Tilstand, der vilde have viist ham, hvorledes mit Hjerte endnu hang ved ham. Ti Aar efter kom min nuværende Mand, der er Murer, og begjærede mig. Jeg sagde ham strax, at elske ham kunde jeg ikke, jeg kunde Ingen elske mere; men ifald han vilde nøies med, at jeg blev ham en god og stræbsom Kone, da vilde jeg give ham mit Ja. Han gik ind herpaa og har altid været god imod mig, men det Bedste havde jeg dog mistet. Da jeg fik min Søn og derefter min lille Marie, da kom mit Sind først ret til Ro, nu havde jeg jo dem at elske. Vore Kaar vare smaa, men Gud har jo dog hjulpet os." - Nu forstod jeg først Grethe Grams Rørelse, naar hun stod i Coulissen og fulgte Elskerscenerne i Skuespillene, og ofte, naar jeg kom ud fra Scenen, kyssede min Haand med Taarer i Øinene. Ogsaa hun havde følt, maaske varmere, inderligere end mangen dannet Dame ude blandt Tilskuerinderne, hvad det vilde sige at skulle opgive den første varme og dybe Følelse, der i Ungdommen griber en stakkels Pige, som da i det øvrige Liv maa leve af en bitter Erindring.