Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Tredie Del. Syv Theateraar 1849 -56

Heiberg brugte sædvanligt Mai Maaned til udførligt at udarbeide et helt Repertoire for den kommende Saison, saa vel af ældre som nyere Arbeider, nøie betænkende de forskjellige Digtarter, der i Saisonens Løb skulde afløse hinanden, saa der kunde komme Variation i Rækken af Forestillingerne. Denne sin Ordning af hele Saisonen holdt han strengt fast ved, for at det Vaklende og Urolige i Virksomheden saa vidt muligt kunde undgaas. Denne Fremgangsmaade var tillige en stor Fordel for Skuespillerne, da de saaledes forud vidste, hvilke Roller de i Ferietidens halvtredie Maaned havde at indstudere, og naar omtrent disse vilde komme til Opførelse. Derfor holdt han fast ved sin een Gang tagne Bestemmelse, for at ingen Rolle skulde indstuderes forgjæves i Ferietiden; og derfor kunde han ikke kuldkaste hele sin Plan for at føie en enkelt Skuespiller i at opføre et Stykke, han slet ikke havde paatænkt at give. Til saadanne store Værkers Opførelse kræves mere omfattende Forberedelser, end de Fleste tænke. Først til Indstuderingen af de mange store Roller, dernæst til at forfærdige de mange Costumer og fremfor Alt til at male de nye Decorationer, hvoraf der altid kræves nogle i et større Arbeide. Til alt dette bliver der vanskeligt Tid og Rum, medens Saisonen er i fuld Gang, og der hver Aften skal spilles. Men fremfor Alt maa Directeuren have Tid til at betænke først, om han i det Hele taget ønsker at drage et saadant Arbeide frem. Bestemmer han sig nu hertil, da maa et saadant ældre Digterværk omhyggeligt gjennemgaas med Hensyn til Sproget og andet mere, saaledes som Heiberg havde gjort forud for Opførelsen af "Hamlet", thi at Høedt alt paa egen Haand havde paataget sig dette Arbeide med "Richard den Tredie" var, efter de Erfaringer Heiberg havde gjort ved hans Arrangement med "Hamlet", ingen Betryggelse, man kunde slaa sig til Ro ved. Dernæst maa nøie betænkes, i hvilke Hænder de mange vanskelige Roller kunne betros; heller ikke heri kan man stole paa Skuespillernes indbyrdes Kammeratskab. Det er Directeuren, der til syvende og sidst bærer 273 Ansvaret, og dette Ansvar kan ikke uden videre en Anden paatage sig. Mislykkes et saadant stort og kostbart Arbeide, da gaa Alle afveien for Kritiken og skulle vel forstaa at kaste hele Skylden over paa Directeuren.