✂

✂ SAA lad mig da nu, efter at jeg i fem Aar har været ude af Stand til at fortsætte mit Levnet, atter forsøge herpaa. Store Smerter, haarde Prøvelser have i disse fem Aar hjemsøgt mig. Det er nu noget stillere i mit Indre. Lad mig da nu som i hine Aar fortabe mig i Fortiden for om muligt at lette Øieblikkets mismodige Stemning. Naar nogle Aar ere hengaaede efter en stor Sorg, befinder vor Sjæl sig som en Baad paa Vandet, efter at den rasende Storm har lagt sig, og det er blevet Havblik; den ligger og gynger uden at komme af Stedet, thi Vinden i Seilene mangler. Saaledes gaar det ogsaa med det oprørte Menneskebryst. Naar Stormen har faaet Tid til at lægge sig, da afløser Vemodet Smertens Uro, det bliver stillere og stillere i os, men Tankerne vugge frem og tilbage og have ondt ved at komme af Stedet; de dreie sig om Et og det Samme. Vinden i Seilene mangler.

✂ Da jeg første Gang i 1855 satte mig ned for at begynde paa mit Levnet, var det jo ogsaa for at rive mig ud af det daværende Tryk; lad mig da nu i 1864 atter forsøge det samme Middel; thi mere end nogensinde er jeg nu henvist til at leve i Erindringens Billeder. Stil Eder da nu frem for min Sjæl, at jeg levende maa kunne gjengive Eder!

✂

MIT FØRSTE FORFATTERSKAB.

✂ Saa meget min Sjæl end hang ved den Kunst, som jeg saa at sige fra Fødslen af blev baaren ind i, har jeg dog aldrig i den Grad kunnet gaa op i den, at jo min uroligt higende Sjæl bestandigt søgte Noget udenfor den, søgte at staa fyldig i Virkeligheden, i Livet, og ingen Tanke var mig utaaleligere end den at fortabe mig i Illusionernes Verden og lade det virkelige Liv glide mig af Hænderne. Jeg ønskede ikke at fritages for nogen af det virkelige Livs Kampe og Anstrengelser; jeg vilde kjende det alt, Ondt og Godt. Med Vemod beklagede jeg ofte, at jeg ingen Børn havde; ofte hørte jeg med Mishag En eller Anden sige: "Hvilken Lykke, at De ikke har Børn! Hvor skulde De overkomme alt dette!" Taabelige Tale! Hvad kan ikke Kjærligheden overkomme? Jeg har aldrig manglet Tid til det, min Lyst og Hu stod 10 til. Heiberg følte ikke dette Savn. Naar jeg sagde: "Det var dog en Lykke at have Børn," da pleiede han spøgende at svare: "Nei Tak! saa brød du dig kun om dem, og jeg gik for Lud og koldt Vand." Jeg tror virkelig, at han mente, hvad han sagde, og intet Savn følte i denne Retning; og dog er jeg vis paa, at havde han havt Børn, vilde disse have udgjort en stor Lyksalighed for ham. Børn hang ved ham, og han havde et mageløst Talent til at underholde sig med dem i Leg, hvori der dog altid laa noget Belærende for dem. Halvvoxne Smaapiger havde han en egen Kjærlighed for; det var den rige Mulighed, der interesserede ham i de unge Knopper; i hans Comedier ere de komne til Orde i hans Trine, hans Caroline, hans Marie, hans Christine. Ganske smaa Børn har jeg rigtignok aldrig mærket, at han brød sig om. Mærkelig nok sagde ogsaa hans Moder tidt: "Jeg synes, det er en Lykke, at her ingen Børn er!" Jeg tror, at ogsaa hun frygtede for, at de skulde fortrænge hende i vor Kjærlighed. Det var saaledes kun mig, som ofte tænkte herpaa, ikke med Sorg, thi jeg vovede ikke at gaa i Rette med Gud for, hvad han havde negtet mig, men ofte havde jeg en Følelse af, at Kvindens vigtigste Bestemmelse var det ikke blevet mig forundt at opfylde. I ikke faa Aar var det i Stilhed løbet om i mit Hoved at antage mig nogle forladte Børn. Jeg sværmede formeligt for denne Tanke, lagde i Stilhed vidtløftige Planer om, hvorledes jeg vilde opdrage dem o. s. v. Paa dette Tidspunkt af mit Liv var Ønsket herom blevet saa levende, at - ja jeg undres ikke, om du, min Læser, smiler ad mig - strikkede flere Par Børnestrømper til de Børn, jeg engang i Tiden haabede at faa Heibergs Tilladelse til at antage mig; jeg kjøbte smaa Sølvspiseskeer til disse forventede Børn, thi jeg syntes ikke, det kunde skade at samle ind til dem itide. Dette gjorde jeg i al Hemmelighed; Ingen vidste Noget om denne min Forsynlighed. Ofte sagde jeg i Spøg til Heibergs Moder: "Jeg tager dog engang 7 Børn til mig paa een Gang!" Ved denne Tale saae hun altid ganske forfærdet ud og sagde i comisk Alvor: "Ja det kunde ligne dig, men jeg haaber da, at Ludvig er saa fornuftig at sætte sig derimod." - "Ja, ja," pleiede jeg da at svare, "det hjælper dig ikke, Børnene komme nok." Jeg kunde ikke lade være at tænke paa, hvad der skulde kunne udfylde min daglige Tilværelse, min Arbeidsdrift, naar jeg engang ophørte med min Virksomhed ved Theatret; jeg syntes, at Intet formaaede det, uden en stor Børneflok.

✂ Alt i mine første Ægteskabsaar 1833 skrev jeg hjem til Heibergs Moder fra vor Reise i Jylland i Anledning af den Lykke, hendes Noveller gjorde: "Du er lykkelig, der i de ældre Aar, efter at have levet et helt Liv fuldt ud, pludselig udvikler et Talent, der ganske kan udfylde din Tid. Hvad vil der blive af mig, naar jeg kommer i din Alder? Den Kunst, som nu optager 11 mig saa ganske, maa forstumme for den ældre Kone, og hvad skal da udfylde min aandelige Interesse? hvad udgjøre mit Arbeide? thi uden at arbeide kan jeg ikke trives." Hun svarede mig paa dette mit Brev: "Jeg har virkelig ofte tænkt noget Lignende, det er at sige jeg har ofte takket Gud fordi han tillod at mine mørke Aar kunde faae et lille Lysglimt af Kunst, den store Trøster i al Gjenvordighed. Men desværre (Troe ikke at det er falsk Beskedenhed) saa synes jeg ikke selv, at jeg fortjener det Bifald som er bleven mig til Deel. - Desuagtet glæder jeg mig over det, især over Ludvigs og dit. Jeg behøver ikke at sige hvor stor Priis jeg sætter paa dit. Ja, jeg forsikrer at min Kjærlighed til Jer To er den Livets Kilde hvoraf jeg øser dette, og alt andet hvad som endnu lever i mig, og jeg synes at jeg vist veed at dersom jeg var saa ulykkelig at miste Eder, eller at I slet ikke holdt af mig, saa var det forbi med mig i denne Henseende som i alle andre for dette Liv. Hvad der engang i Verden skal forskjønne dine ældre Dage kan jeg ikke forudsige, men noget vil der komme, det troer jeg sikkert. Den Kunst, du nu saa mesterlig udøver vil du meget længe udøve; hvilken der vil afløse den, veed jeg ikke; men noget som er dig værdigt vil vaagne for dig, det spaar jeg vist." - Og se! Hun spaaede rigtigt! Da Nøden var størst, sendte den gode, barmhjertige Gud, 28 Aar efter dette Tidspunkt, tre elskværdige, kjærlige Børn til mit Hus, til hvem jeg med hele mit Hjerte kunde slutte mig, som udgjorde min daglige Glæde, og som holdt Livets Interesse for Alt oppe i mig. Idet den gode Gud sendte mig disse, sagde han: "Du er bleven dit gamle Ønske tro, derfor opfyldes det nu, da Tidens Fylde er kommet."

✂ Som sagt dreiede mine Tanker i hine Aar sig ofte om, hvorledes jeg skulde indrette det med mine Børn . Thi det var jeg bestemt paa, at eet Barn vilde jeg under ingen Omstændigheder antage mig; det maatte være flere , for at de kunde udgjøre et lille Selskab for sig og ikke blive fordrevne Planter ved ideligt at høre paa de Voxnes Tale. Jeg uddannede mig lidt efter lidt i mine stille Tanker et helt System om Børneopdragelse. En Del af dette findes i en Afhandling, som staar i Hertz's "Ugentlige Blade" (1859). Denne Afhandling er skreven mange Aar efter det Tidspunkt, jeg nu taler om (1843), men bekjende maa jeg, at jeg netop nu pludseligt fik en uimodstaaelig Lyst til at nedskrive mine Tanker, snart om een Gjenstand, snart om en anden. Jeg havde ingen Ro, før jeg befriede mit Hoved for, hvad der spøgte i det, ved at nedskrive de Tanker, som for Øieblikket plagede mig. Snart blev det ikke engang herved. Ved den Tid udgav Heiberg endnu sine "Intelligensblade", og da var det, jeg vovede at sætte Pen til Papiret i den Hensigt at lade det Skrevne trykke, ifald Heiberg ikke forkastede det. Jeg skrev ganske hemmeligt; jeg vilde ikke meddele Heiberg Noget herom, 12 før det var færdigt; det handlede om Klædedragten, og Artiklen hed: "Mode-Artikel". Da Heiberg nu en Gang var i Forlegenhed med at fylde Bladet, sagde jeg til ham, om han ønskede en ypperlig Artikel til sit Blad, "Hvorom?" spurgte han, "og af hvem?" - "Om Klædedragten," svarede jeg, "og skrevet af Johanne Luise Heiberg." Da han hørte dette, var han saa lidet galant, at han udbrød: "Nei mange Tak! Hverken Emnet eller Forfatteren har jeg Brug for." Under megen Lystighed fik jeg ham til at love mig, at han i det Mindste skulde læse dette mit første Aandsprodukt. Jeg gav ham det uden Hjertebanken, thi den hele Sag var for mig en Leg, hvis Skjæbne ikke laa mig videre paa Sinde. Dagen efter havde jeg saa godt som glemt min Skribentvirksomhed, da Heiberg traadte ind til mig fra sit Studereværelse med en Mine, som jeg godt kjendte, naar Noget havde berørt ham behageligt. Idet jeg saae spørgende paa ham, sagde han: "Du er jo en ypperlig Medarbeider! Jeg tager med Taknemmelighed imod Modeartiklen." Jeg blev saa stolt og glad som et Barn over denne Ære. Jeg skulde virkelig have den Glæde at se mine Tanker og Ord trykte, og det i Heibergs Blade, ved Siden af hans Afhandlinger, det var jo mageløst! "Nu gjælder det blot at holde det hemmeligt," sagde han; "intet Menneske maa ane, at du skriver." Da jeg ingen Fortrolig havde i denne Verden uden ham, i dette som i alt Andet, saa tvivlede jeg meget paa, at Nogen skulde kunne tænke paa mig ved dette lille Arbeide. Da Bladet var kommet ud, modtog jeg et Exemplar i en forseglet Pakke, og ved dette laa følgende Ord, skrevet med en fordreiet Haand (tilligemed Honoraret):

✂ I den faste Overbeviisning, at det er Fruen, som har skrevet det sidste Nummer af Intelligensbladene, har Boghandler Reitzel herved den Ære at sende Honoraret tilligemed l Exemplar.
1. April 1842.
Ærbødigst.
Velbaarne
Fru Heiberg.

✂ Til Trods for det fordreiede kjendte jeg dog Heibergs Haand, saa han havde ikke den Glæde ved sit Drilleri at forskrække mig.

✂ Artiklen gjorde en vis Opsigt. Det var overordentlig morsomt at sidde i Selskab og høre paa alle de Bemærkninger, der gjordes, uden at Nogen anede, at jeg sad og hørte til som Forfatter. Martensen kom om Aftenen, roste den meget og sagde: "Den, der har skrevet denne Artikel, er et ældre Menneske, der er i Besiddelse af megen Livserfaring." Det morede mig ret at lytte til og dog selv spille en Læserindes Rolle. Men En gjennemskuede 13
Hemmeligheden - Stiftsprovst Tryde, af hvem jeg mindst havde ventet det, kjendte mig strax gjennem disse Linier. I Artiklen omtales det Hæslige i, at Mænd i Stedet for at bære deres graa Haar tillægge sig de afskyelige Parykker, der helt forandre den Ældres Physiognomi. En saadan Paryk havde ogsaa forkvaklet den gamle Trydes Udseende og gjort det milde Physiognomi strengt og uharmonisk. Dette havde ofte i Stilhed saaret mine Øine. Tænk da, hvor forundret jeg blev, da Tryde, nogle Dage efter at denne Artikel havde staaet i "Intelligensblade", kom ind til mig med en sort Kalot, hvoraf de smukke graa Haar tittede frem i Panden og faldt langt ned i Nakken, en Forandring, der i høi Grad gav ham et til hans hele Personlighed svarende ædelt Udseende. Da han havde siddet lidt, sagde han: "Tak for den ypperlige Artikel i Heibergs Blad! Den er af Dem, ikke sandt?" Jeg blev meget overrasket ved denne ligefremme Tiltale, men maatte jo benegte mit Forfatterskab, saa godt min Forlegenhed tillod. "Ikke?" sagde han, "jeg syntes, jeg sad og talte med Dem under hele Læsningen, men ligemeget; De ser, at denne Forfatter ikke har prædiket for døve Øren. Naar noget saa Sundt, Sandt og Godt udtales, saa bør det ikke være uden Virkning. Efter at have læst Artiklen besørgede jeg mig strax denne Kalot, som De her ser, og Parykken skal aldrig komme paa mit Hoved mere!" Stiftsprovst Tryde, der var os meget hengiven, var et af disse elskværdige Mennesker, hvis rige, kjærlige Hjerte sugede det Bedste ud af Alt i Livet. Alt, hvad der frembød sig i Litteraturen, i Kunsten, havde i ham en anerkjendende Betragter. Han var et af de faa Mennesker, der aldrig modtog nogen aandelig Gave, i hvad Retning det end monne være, uden at yde dens Giver en sand og virkelig Taknemmelighed for, hvad han havde modtaget, og han beholdt ikke sin Taknemmelighed for sig selv, han trængte altid til at udtale den paa sin eiendommelige hjertelige Maade. Hvor ofte, naar jeg havde spillet en eller anden Rolle, der havde bevæget ham, udtalte han da ikke denne Tak, dels skriftligt, dels mundtligt for mig! Hvor ofte kyssede han da ikke min Haand, idet hans Øine fyldtes med Taarer, og han udbrød bevæget: "Gud velsigne Dem!" Lad mig f. Ex. nævne hans Glæde over min Udførelse af Shakespeares Julie! Man behøver ikke at være forfængelig, for at en slig følt Tak kan gjøre En godt. En Kunstner takkes ofte paa en saa hul, intetsigende Maade, at Takken i Stedet for at glæde, næsten bliver en Braad, der stikker. Trydes Tak kom altid fra Hjertet, og hvor en saadan Tak lyder os imøde, være sig fra en stor Aand, være sig fra et Barn, et Tjenestetyende, ligemeget, man føler Glæden over i nogle Timer at have varmet en Menneskesjæl. Hans trofaste Hengivenhed mod Heiberg og mig holdt ud til hans sidste Dage. Foraaret 1860 besøgte han mig for sidste Gang. Jeg blev inderlig vemodig ved at se dette kjærlige 14 Øie saa mat og Legemet saa svagt. Jeg havde i Tidernes Løb havt mange Samtaler med ham om Livet efter dette, og under dette sidste Besøg bragte han det selv paa Bane. "Jeg er forberedt, min kjære Veninde," sagde han. Han takkede mig atter for de mange Timer, han havde tilbragt i vort Hus, "de bedste," sagde han, "som ere blevne mig til Del udenfor min Familiekreds." Han berørte atter, hvad han ofte havde udtalt tidligere, at hans store Hengivenhed for mig fra det første Øieblik, vi mødtes, var af en eiendommelig Natur; thi han talte aldrig med mig uden at mindes sin forlængst afdøde Kone, med hvem han fandt, at jeg havde en stor Lighed. Da hverken Heiberg eller jeg havde kjendt hende, kunde vi ikke vide, hvori denne Lighed bestod. Da han ved dette sidste Besøg tog Afsked, fyldtes hans Øine med Taarer, og hans sædvanlige "Gud velsigne Dem" lød med fordoblet Inderlighed, som om vi saaes for sidste Gang, - og det blev sidste Gang; samme Aar døde han.

✂ Hvad Tryde var som Præst i de mange Aar, han havde virket, tilkommer det vægtigere Stemmer end mig at bedømme. Men Hovedsagen til sit Kalds Udøvelse havde han, en usigelig Kjærligheds Fylde. De Unge trak han til sig, og de havde altid i hans Hus et Hjem, hvor de bleve modtagne af en Ven, en Fader. Ydmyg i Sindet lyttede han gjerne til de Yngres Tale, og hvor han troede at spore aandig Begavelse, var han altid tilrede med Raad og Bistand. Mange fandt ham altfor anerkjendende mod Alt. Nu vel! der er nok, som ikke anerkjende Noget .

✂

SOMMEREN 1843.

✂ Vi havde knapt faaet os rigtig indrettet i vor nye Bolig i Bredgaden og følt os nogenlunde hjemme der, før man talte om, at Palaiset skulde sælges; til hvem vidste man endnu ikke. En Dag blev det os meldt, at Kong Christian og hans Dronning Caroline Amalie ønskede at bese Huset, saa vi maatte være forberedte paa et Besøg af dem. Jeg tilstaar, at jeg aldrig kunde fatte nogen ret undersaatlig Følelse for Christian den Ottende. Om det var paa Grund af min gamle Kjærlighed til Frederik den Sjette, eller fordi det ikke var faldet i min Lod tilstrækkeligt at kjende Christian den Ottende, veed jeg ikke ret, men jeg kunde det ikke. Naar en Monark gjør Krav paa at besidde en udviklet Sans for Videnskab og Kunst, da stiger vor Fordring til ham i disse Retninger. I de otte Aar, han var Konge, mærkede man imidlertid kun Lidet til, at vor Videnskab og Kunst havde en Beskytter i ham. Et Mundheld var det at sige om ham: "Fagre Ord have vi nok af;" jeg havde selv været Gjenstand for disse fagre Ord, men jeg tilstaar, at 15
naar Frederik den Sjette halvt brummende med de plirende Øine stødte nogle naadige Ord ud mod En, da laa der heri for mig uendelig meget mere, end i alle de zirlige, velvalgte, dannede Ord, hvoraf Christian den Ottende vidste at betjene sig. Dronning Caroline Amalie var derimod en Kvinde, som Menneskenes Børn ikke altid lod vederfares sin fulde Ret. Naar en Kvinde stilles paa Tronen, da maa hun, hvis hun ikke helt vil gaa op i Nydelsen af Alt, hvad en saadan Stilling tilbyder, absolut fordybe sig i høiere aandelige Interesser. Mange udmærkede Kvinder, som have faaet Evne dertil, ty til Videnskab og Kunst; de, som ikke ere saaledes organiserede, at de formaa dette, søge da udelukkende til det Vigtigste, til det, der ligger en ædel kvindelig Natur nærmest, til Religionen. Caroline Amalie hørte til dem, der valgte den bedre Del. God af Hjertet, uden alt kongeligt Hovmod, trængte denne Kvinde til Noget, hun kunde virke for. Selv ikke saa lykkelig at have Børn kastede hun nu sin Kjærlighed paa Landets fattige, forladte Smaa, der nøgne og hungrige mangle Hjem og Tilsyn, medens deres Forældre maa arbeide for at fortjene Brødet. Her gjorde hun sin hele kongelige Indflydelse gjældende. Hun var den Første, der rundt i Landet reiste hyggelige Boliger, "Asyler", for at optage de Smaa indenfor lune Vægge. De fattige Børn, der tidligere havde løbet om paa Gaden, udsatte for al Plage og Fordærvelse, bleve nu her underviste i de første Børnelærdomme og legede glade med hverandre paa de dertil indrettede Legepladser. Mangen en Kvinde, der følte Trykket af ingen Beskjæftigelse at have, besøgte her de Smaa, fortalte dem Eventyr og ledede deres Lege. Ofte, naar jeg spadserede paa den ensomme Christianshavns Vold, ved hvilken der laa et af disse Asyler, glædede jeg mig ved Synet af de Smaas Lege, rørtes ofte ved at høre de spæde Stemmer inde i Huset synge Psalmer og fædrelandske Sange. Hvad Caroline Amalie har virket ved denne Kjærlighedsgjerning er uberegneligt. Selv besøgte hun ofte Asylerne og underholdt sig med de Smaa; ikke sjeldent fulgte hun dem og stod dem bi paa deres senere Vei i Livet. Ikke strax, ikke i Øieblikket vandt hun den rette Erkjendelse herfor; Menneskene ere vanskelige at tilfredsstille. Gjør noget Godt i dit Liv - og de ville have Opfindsomhed til enten at gjøre det latterligt eller underlægge det slette Motiver. Gjør noget Ondt - og Bagvaskelsen vil have et varigt Liv i sig. Kun de, der Intet gjøre uden at løbe med i al Daarskab, slentre Livet hen uden at efterlade noget Spor,: kun de have Fred og Ro for al Forfølgelse. "Skulde man nu ikke tro," sagde jeg ofte til Heiberg, "at denne Dronnings rørende Kjærlighed til sine yngste Undersaatter af Alle vilde blive betragtet og omtalt med Beundring og Hengivenhed? Men se, om de gjør!" "Ikke saa længe hun er ilive," svarede Heiberg mig, "men naar hun er død, vil dette blive den mest fremragende 16 Blomst i hendes Krans." - "Hvorfor ikke strax?" - "Fordi Menneskene ere ligesom uartige Børn, der altid have Lyst til at ødelægge, hvad der er smukt."

✂ Majestæterne syntes desværre godt om vort Palais, og vi erfarede nu, at man agtede at kjøbe det til Prinsen af Hessen, for at han og den russiske Keisers Datter her kunde opslaa deres Bolig. Hvad vil en Spurv i Tranedans? Hvorfor forlode vi Brogade Nr. 3 for at flytte ind i et Palais, hvorfra man atter fordrev os! Vi fik imidlertid Lov at bo i Ro til October 1844; saa længe trak Kjøbet ud.

✂ Det Bekjendtskab med den Hallske Familie, som vi havde stiftet paa Rahbeks Bakkehus, var blevet fortsat, da vi toge til Byen. Fru Hall, hvis Helbred havde lidt ved Faderens pludselige Død, havde i Vinterens Løb faaet en ondartet Halssyge, for hvilken det blev hende raadet at gjøre en Badereise til Ems. Da begge Ægtefolkene hørte, at vi endnu ingen Bolig havde faaet leiet paa Landet, hvor vi altid tilbragte vor Sommerferie, vare de saa gode indtrængende at anmode os om at benytte deres Hus til vort Sommerophold. Ny Bakkegaard ligger, som man vil erindre, lige overfor Rahbeks Bakkehus, en Omstændighed, som meget bidrog til, at vi med Glæde modtoge Tilbudet, thi Egnen omkring Frederiksberg var ret bleven os kjær fra vort Ophold der ifjor. Da Theatersaisonen 1842-43 lykkeligt var tilende, flyttede vi derfor, saa snart vore Forretninger tillode det, ud paa Halls Bakkegaard, hvor Meubler og Alt, hvad Huset indeholdt, stod til vor Raadighed. Hall ledsagede sin Kone til Badet, men da hendes Kur var endt, reiste hun til sine Pleieforældre paa Iselingen; Halls Forretninger som Auditeur tvang ham derimod til at vende hjem til Kjøbenhavn. Omstændighederne medførte saaledes det underlige Tilfælde, at Hall ligesom blev Kostgænger hos os i sit eget Hus. Omtrent en Maaned eller lidt mere boede vi saaledes under Tag sammen, en Maaned, der altid vil staa uforglemmelig i min Erindring. Om Sommeren paa dette Tidspunkt havde Heiberg ingen Forretninger i Byen og kom derfor saa godt som aldrig derind; Hall derimod havde dagligt at gjøre derinde og kom først om Middagen paany ud til os. Det har noget yderst behageligt selv at kunne forholde sig stille paa en Plet i en yndig Natur og dog hver Middag at faa en levende Rapport om, hvad der bevæger sig inde i Byens Larm. Halls Komme om Middagen var derfor yderst oplivende i vor lille Kreds. Oprømte og glade, som vi Alle vare, havde disse Middage noget Festligt ved sig. Samtaler om Alt, hvad der bevægede Nutiden, om Meget, der var gaaet for sig i Fortiden, om Litteratur og Kunst, afløste hinanden; man kunde tale med vor aandrige Vært og Kostgænger om Alt, hvortil en udmærket Dannelse giver Stof. Ved et saadant dagligt Samliv i en Maaned rykker man jo hinanden nærmere 17 end ved mange Aars Omgang i det sædvanlige Selskabsliv. Hall interesserede sig dengang meget for Skuespilkunst, og jeg havde da den Glæde at kunne underholde mig derom med En, der delte min Interesse, og hvis Mening i Meget stemte overens med min. Vi lærte saaledes nøie at kjende Hall tidligere end hans Kone. Tiden nærmede sig, da vi atter maatte tænke paa at vende tilbage til Byen, Theatret og meget Andet af Livets Besvær. Hall udtalte ofte sin Glæde over at have gjort vort Bekjendtskab, og ofte om Eftermiddagen vandrede vi sammen eller sade i den smukke Have med den herlige Udsigt over Byen. En saadan Eftermiddag staar endnu levende for mig. Vi To gik sammen ved Solnedgangen, hvis skinnende rødlige Glans kastede sig paa de herlige Trætoppe i den deilige Søndermark. Han talte om vort Bekjendtskab, om denne Maaneds glade Samliv og haabede paa en Fortsættelse af det, der var begyndt saa godt. Da sagde han: "Gid De nu ogsaa, naar De lærer min Kone nøiere at kjende, ret maa kunne slutte Dem til hende og holde af hende; dog jeg haaber det," lagde han til, "thi jeg synes, at det er umuligt andet."

✂ Sommermaanederne svandt kun altfor hurtigt paa den yndige Bakkegaard. Efteraaret, der altid for mig har været den kjæreste Aarstid, mindede os om, at vort rolige Sommerliv nu skulde ombyttes med Theatrets Travlhed; Prøver og Forestillinger stode for Døren. Farvel, I deilige Efteraarsdage og Aftener! Farvel, du lette Efteraarsluft, fri for Fluer og saa meget andet Sommerkryb! Farvel, I September-Maaneskinsaftener med Eders tindrende Stjerner! Farvel, du deilige Søndermark, hvis Træer nu staa rødmende i de tusinde Nuancer, medens endnu det friske Grønne paa Tjørnen danner en Modsætning, der i Sollyset frembringer en magisk Virkning! Farvel, du hele Natur! Kunsten kalder paa sine Børn for om muligt at erstatte dig, naar det sidste Blad er faldet til Jorden! - Alt tidligt i mit Liv var det mig en Overvindelse om Efteraaret at gjøre Overgangen fra mit Liv i Naturen til Livet i Kunsten, og denne Overvindelse blev større og større for mig, jo ældre jeg blev. Naar jeg i smukke Efteraarsdage, medens Solen endnu stod paa Himlen, kjørte til Theatret, da forekom denne Beskjæftigelse mig helt unaturlig og kostede mig en Overvindelse saa stor, at man neppe vilde tro mig, ifald jeg begyndte at udmale den. Om Foraaret gik det mig omtrent ligesaa, men dog lidt bedre, thi ved den lange Vinter var jeg igang hermed; det var saaledes en Fortsættelse, og den er altid lettere end en Begyndelse.

✂

FRU JULIE SØDRING.

✂ I denne Saison havde Theatret det Held at forøge sine gode Kræfter med et ualmindeligt, et ungt, friskt og eiendommeligt Talent, nemlig C. N. Rosenkildes Datter Julie, siden Fru Sødring. Hendes Ydre, Stemme, Physiognomi gjorde, at her ikke kunde være Tale om at optræde som Elskerinde eller blot i yngre Roller, uagtet hun var ganske ung af Aar; men i høi Grad maa man dog beundre den unge Pige, der intet Øieblik var uvis om, hvilken Plads hun kunde og burde indtage som Skuespillerinde, men strax besluttede sig til de ældre, comiske Roller. Her var ingen Famlen, intet Forsøg i Dit eller Dat, men en streng Adlyden i den Retning, hvorhen hendes ualmindelige Talent henviste. Hun begreb strax sin Plads og fandt den ved et lykkeligt Instinct. Saa tydeligt hendes Talent end laa for Dagen, var hendes Fader dog ængstelig ved Tanken om, at det dog maaske ikke vilde slaa til, naar det gjaldt om derpaa at bygge en Livsopgave. Han sagde til mig: "Ja, naar man bare vidste, om hun virkeligt formaar at trænge igjennem; Et er med Humeur at kunne gjengive et comisk Træk, hentet ud af Livet, et Andet kunstnerisk at opfatte Digterens Billeder." Hans Ængstelse gjorde, som naturligt var, ogsaa den unge Pige ængstelig, og nogen Tid gik hen, uden at Faderen og Datteren kunde beslutte sig til at vove det store Skridt, uagtet det Nielsenske Hus, hvor hun kom, stærkt opfordrede hende til at lyde den indre Stemme. Nu hændte det sig, at jeg i den senere Tid havde ærgret mig ved at se en udpræget comisk Rolle blive spillet altfor forfeilet, nemlig den gamle Husholderske Jacinthes Rolle i "Den sorte Domino", et Syngespil, som i de første Aar, det gik over vor Scene, gjorde stor Lykke. Det gik mig her som saa ofte, at hvor jeg saae et Billede blive forvansket paa vor Scene, blev jeg grebet af en uimodstaaelig Lyst til at oprette det Forsømte ved selv at tage fat. Halvt for Løier satte jeg mig da fuldstændigt ind i Rollen, som jeg mente, den kunde gjøre sin tilsigtede Virkning. Jeg lærte den og havde betænkt alle Smaatræk, lige til hvad Costume Jacinthe burde være iført, nemlig som fuldstændig Pendant til det Billede, hvori Phister (saa udmærket) gav Jacinthes Forlovede. En saadan Symmetri saa vel i det Ydre som i det Indre mellem to saa latterlige Figurer, især naar disse ere et mangeaarigt forlovet Par, der ligesom have dannet sig efter hinanden - (ligesom man undertiden ser Ægtefolk lidt efter lidt i Aarenes Række paa en paafaldende Maade faa hinandens Træk, Stemme, Manerer, Meninger, Følelser, stundom næsten til Forfærdelse, saa man tilsidst faar en Fornemmelse af ikke at have med to Mennesker at gjøre, men kun med et i to Legemer; har man hørt, hvad den 19
Ene siger, veed man forud den Andens Mening, og saa fremdeles) - en saadan Symmetri lagde jeg til Grund for Opfattelsen af Jacinthe, en Opfattelse, om hvis store comiske Kraft fra Scenen jeg var forvisset. En Dag sagde jeg til Phister, da jeg var færdig med Indstuderingen af denne Rolle: "Hvad vilde De sige, naar jeg havde Lyst til at spille Deres gamle Forlovede, Jacinthe?" Han saae paa mig med store Øine, og det var jo ogsaa en ret overraskende Idee, at En, der altid spillede de unge Elskerinderoller, tænkte paa Sligt; men man huske vel paa, at det Comiske ikke var det, der laa mit Talent fjernest, ja, at ikke Faa mente, at det netop heri kulminerede. Jeg meddelte ham nu det Syn, jeg havde paa Rollen, sagde en og anden Replik for ham, og han udbrød: "O, gjør det! det vil jo blive mageløst morsomt!" Imidlertid gik Tiden for mig, optaget af meget andet Arbeide, som først maatte være fra Haanden. Da kom Julie Rosenkilde en Formiddag til mig i vor Bolig i Bredgade. Hun klagede sin Nød for mig, at hendes Fader og hun ingen Bestemmelse kunde komme til med Hensyn til hendes Fremtræden. "Den Ene," sagde hun, "raader mig til en Rolle, den anden fra den; jeg er i den største Tvivlraadighed og veed hverken ud eller ind." Ved at høre denne hendes Klage havde jeg en indre Kamp. Jeg tænkte ved mig selv: Skal du være saa skikkelig at overlade hende det hele Billede med Traad og Trævl, som du har af Jacinthe. Hun vil strax forstaa min Opfattelse, og hun vil kunne gjengive den. Jeg tilstaar, at jeg kæmpede noget med mig selv, inden jeg opgav at fremstille en Rolle, jeg havde opfattet som Ingen tidligere. Men jeg sagde fremdeles til mig selv: Du har jo Roller nok, og hende gjør du en stor Tjeneste ved at give hende Billedet, thi saa er hun ude af al Vaklen. Disse stille indre Tanker havde jeg, idet jeg adspredt hørte paa hendes Klage. Da sagde jeg til hende: "Det er det Samme, jeg skal hjælpe Dem ud af Forlegenheden; De skal debutere i "Den sorte Domino" som den gamle Husholderske." - "Hvad," udbrød hun, "i den kjedelige Rolle!"- "Bryd Dem ikke om, hvorledes Rollen hidindtil er forekommet Dem," svarede jeg, og nu udtalte jeg min nye Opfattelse og tydeliggjorde den for hende. Julie Rosenkilde sprang i Henrykkelse op, brast i høi Latter og udbrød: "Nei, det er jo mageløst, ja den vil jeg spille." Endnu havde hun nogen Betænkelighed ved den lille Arie, der fandtes i Rollen; men ogsaa Maaden, hvorpaa hun kunde synge den, aftalte vi, ligesom ogsaa Costumet m. m.: "O," sagde hun, "nu gaar jeg lige hjem til Fader og fortæller ham, hvad De har sagt mig;" og hun gik, idet Glæden tindrede ud af hendes Øine. Kort efter var Alt i Orden. Efter den første Theaterprøve paa Rollen kom hun atter til mig og fortalte mig med en betænkelig Mine, at Phister efter Prøven var kommen til hende og havde sagt: "De har talt med Fru Heiberg." - "Jeg blev saa forlegen," tilføiede 20 hun, og det var tydeligt, at denne Bemærkning af Phister ingenlunde var hende behagelig.,,Bryd Dem ikke derom," sagde jeg,,,det havde jeg selv glemt; det er ganske sandt, at jeg engang for længere Tid siden har meddelt Phister min Opfattelse af Rollen; det veed kun han og ingen Anden." Den 5te November 1843 debuterede Julie Rosenkilde i Jacinthes Rolle; med hvor stort Held veed Enhver. Fra denne Aften havde Theatret i hende et fortrinligt comisk Talent, som jeg i Aarenes Løb stedse har fulgt med den største Interesse, og som jeg, naar hun henvendte sig til mig, altid har gjort mig en Glæde af at staa bi med, hvad jeg formaaede, og ofte har hun mundtligt og i Breve til mig udtalt sin Paaskønnelse heraf. Man misforstaa nu ikke denne min Beretning om Jacinthes Rolle og det Held, som fulgte Fremstillerinden. Det havde kun lidt nyttet, om jeg havde givet en Anden dette Billede af Rollen, naar denne Anden ikke havde havt Julie Rosenkildes hurtige Blik til at gribe Billedet, hendes comiske Kraft og eiendommelige Personlighed til at gjengive det hende Overleverede; der bliver altsaa Ære nok tilbage for hende. Ogsaa er jeg villig til at indrømme, at Rollen vandt ved Byttet. Mere end 30 Aar efter, da hun og hendes Mand traf sammen med mig i Rom, havde jeg den Glæde, at Sødring i et større Selskab i en Tale til mig med varm Tak mindedes den Andel, jeg havde havt i hans Kones første Optræden i Jacinthes Rolle.

✂

MICHAEL WIEHE.

✂ I nogle Aar havde jeg været opmærksom paa et ganske ungt Talent, som hidindtil kun havde spillet ubetydelige Roller, men hvori det forekom mig, at Glimt af noget Eiendommeligt, Ualmindeligt tittede frem. Dette Talent var Michael Wiehe. Mangen Aften gik jeg paa Comedie, naar jeg vidste, at dette ganske unge ubekjendte Menneske havde om end den ubetydeligste Rolle i Stykket, selv om det kun var en enkelt Replik, han havde at fremsige; ja, endog til Balletterne gik jeg af og til, fordi han der figurerede i Choret for at vinde Frihed i at bevæge sig paa Scenen. Jeg kjendte ham ikke personligt paa dette Tidspunkt, og ingen anede, at den Opmærksomhed, jeg helligede ham, var et Forsøg paa om muligt at opdage et nyt Talent i Elskerfaget, hvortil Theatret saa haardt trængte. Mere og mere fik jeg Vished for, at mit Syn ikke bedrog mig, og at dette endnu ubekjendte Talent skulde faa en rig Fremtid, blive en Støtte for Theatret.

✂ Et fransk Femaktsstykke, "Et Ægteskab i Ludvig den Femtendes Tid", stod i Vinteren 1841-42 for Tur til at opføres. W. Holst, Theatrets eneste Elsker, var nødvendig til Mandens Rolle; man var derfor i stor Forlegenhed 21 med, hvem man skulde give en meget betydelig ung Elskerrolle, som ligeledes fandtes i Stykket. Collin talte til mig om denne Theatrets Nød, og jeg sagde til ham: "Forsøg den unge Wiehe." Han saae meget betænkelig ud ved dette Forslag. Jeg lovede at ville staa den unge Mand bi med Raad og Veiledning, saa godt jeg kunde, og Wiehe fik Rollen. Wiehes Forældre havde jeg i mange Aar kjendt uden at have lagt Mærke til den stille, indesluttede Dreng, der helst unddrog sig Fremmedes Blikke. Paa dette Tidspunkt var jeg jo alt en anerkjendt Skuespillerinde, der nød Agtelse bos de yngre, begyndende Talenter. Denne ubekjendte og uforsøgte unge Mand blev derfor smigret, da jeg en Dag henvendte mig til ham paa Theatret, idet jeg sagde til ham, at jeg havde formaaet Collin til at tildele ham en meget betydelig Rolle; spøgende føiede jeg til: "Nu maa De ikke gjøre mig Skam, men spille den godt." Forlegen, men synlig glad, hørte han paa mig. Beskedent sagde han: "Jeg formaar vist ikke at fyldestgjøre i denne Opgave;" og rødmende som en Pige fremførte han med Anstrengelse: "Vil De hjælpe mig; ellers tør jeg ikke." Jeg lovede dette, og vi gjennemgik Rollen Replik for Replik, og da han i Stykket havde sine vigtigste Scener med mig, indøvede vi hemmeligt disse Scener, for at der kunde komme et Ensemble ind ved Fremstillingen. Jeg siger, vi gjorde det hemmeligt; hemmeligt ikke for Collin og Heiberg, men for Theaterpersonalet, thi en Misundelsesdjævel vilde være faret i flere af disse, ifald de havde vidst, at jeg i den Grad protegerede dette unge Talent, og dette vilde let have kunnet skade ham; mig formaaede de Intet imod. Aftenen kom, det var i Januar 1842 - og Wiehe udførte sin første betydelige Elskerrolle.

✂ Jeg var tilfreds med, hvad han her præsterede, men Publikum delte ikke min Tilfredshed. En ny Elsker ved et Theater har meget at kæmpe med. Det gik Wiehe som i sin Tid Holst; man savnede den vante Personlighed i disse Roller; Publikum er da ligesom en Elskerinde, hvem man vil tvinge til at tilbede en ny Gjenstand. De unge Damer, der i "Ørkenens Søn" havde sværmet for Holst, vare formeligt forbitrede paa den unge Mand, der vovede at gjøre Mine til at fortrænge den, de nu havde vænnet sig til at betragte som det ideale Udtryk for deres ungdommelige Sværmerier. Hvor ofte hørte jeg ikke de mest forskjellige Damer udbryde paa det velbekjendte kjøbenhavnske Modesprog: "Gud, Fru Heiberg, hvor han er rædsom, denne Wiehe! Hvor kan De udholde at spille med ham? Han kan jo ikke gaa, og hvilket Mæle! Og saa skeler han jo! Og saa ligner han jo den gruelige Hass" - en forlængst afskediget Skuespiller - "skal vi nu herefter plages med ham, saa er jo al vor Glæde forbi" o. s. v. o. s. v. Jeg skylder mig selv det Vidnesbyrd, at alle disse umotiverede Domme ikke et Øieblik rokkede min Tro paa Wiehes Fremtid. Jeg kæmpede for ham til 22 høire og til venstre og fik mangen Dadel til at forstumme ved mine Argumenter for hans øiensynlige Kald for Scenen. Publikum, Directionen, Kammeraterne, Recensenterne og, hvad der var det Værste, Damerne i Publikum havde givet ham en Kurv ved hans første Frieri til deres Gunst. Jeg mindes, at Geheimeetatsraad Adler, der var en af Theaterdirecteurerne, efter Wiehes Fremtræden i denne Rolle sagde til mig: "Tag Dem af ham; skal han nogensinde blive til Noget, da maa Damerne, men især De vække hans Kræfter, ifald han virkelig har nogen, som er værd at tale om." Den unge Mand selv var naturligvis nedslaaet over alle de haarde Domme, men af al Magt holdt jeg Modet oppe i ham, og ofte sagde han da: "Ja, naar De kun vil spille med mig; naar De ikke finder det slet, vil jeg tage Mod til mig; De skal se, hvor flittig jeg skal være." Om han til samme Tid ogsaa blev opmuntret af mangen en Ven, af mangen en Veninde, kan jeg naturligvis ikke vide, men vist er det, at han trængte til min Opmuntring. Til min store Glæde fik Wiehe i Sommeren 1842 en uventet Leilighed til at udvikle sine Evner, idet han blev opfordret til at tage Del i Skuespillernes Sommerforestillinger. Holst var kommen i Strid med sine Kammerater og frasagde sig al Deltagelse i Sommerskuespillene. I den Forlegenhed, som man herved var bragt, gjorde man en Dyd af Nødvendighed og henvendte sig til Wiehe i Holsts Sted. Wiehe fulgte Opfordringen og vandt betinget Anerkjendelse snart for een, snart for en anden Fremstilling, men endnu havde han meget at kæmpe med. Ogsaa Directionen tildelte ham forskjellige Roller, snart hist snart her, men det rige Fond i hans Indre havde han endnu ikke kunnet give den rette Form, saa atter og atter blev han strengt dømt, og endnu hørte man rundt om Folk udbryde: "Det er en underlig En, denne Wiehe."

✂ I 1839 var Oehlenschlägers fortrinlige Digt "Aladdin" blevet bearbeidet i dramatisk Form. W. Holst spillede Aladdin og gjorde Lykke i Rollen. Efter at Holst havde spillet Rollen 20 Gange, hvilede Stykket noget, men blev atter fremdraget den 30te October 1842 med M. Wiehe som Aladdin. Med Hensyn til den Virkning, denne hans Udførelse gjorde i det Hele taget, har Overskous Hukommelse svigtet ham, da han 20 Aar efter i sin Theaterhistorie beretter, at det var i denne Rolle, Wiehes Talent første Gang ganske brød igjennem hos Publikum. Dette er ikke rigtigt, saa hurtigt gik det ikke med hans Udvikling. Enhver, som ret har en Forestilling om, hvori Wiehes Begavelse og hans Personligheds Eiendommelighed bestod, maa kunne sige sig selv, at til at fremstille en Aladdin hører en frisk, lys, naiv, munter Personligheds freidige Væsen, som ved sin Tillid til Lykken seirer over alle Hindringer. Oehlenschläger har givet et ypperligt Billede heraf, idet Appelsinen falder, ikke i de Andres Hænder, men ned i Lykkebarnets Turban. Wiehes 23 stille, indadvendte, tungsindige, grublende Individualitet var lige det Modsatte af, hvad saadan en Rolle krævede. Naturligvis aabenbaredes ogsaa i denne Rolle - for hvem der havde Forstaaelse deraf - hans mærkelige erotiske Evne i Elskerscenerne med Gulnare, men endnu kun som en svag piblende Kilde, der ikke strømmede frisk og fyldigt frem. Havde Overskou havt Ret i sin Paastand om den Virkning, han heri gjorde, vilde det dog have været mærkeligt, at Wiehe kun optraadte i denne Rolle 3 Gange og aldrig senere. I det Hele taget laa Wiehes Talent, end ikke da det havde udfoldet sig i sin hele Styrke, ret for de Oehlenschlägerske Helteskikkelser, det laa de Shakespeareske Figurer langt nærmere. Og Synd var det, at det aldrig blev givet ham at udføre f. Ex. en Hamlet. Desuagtet blev man ved at forsøge ham i de Oehlenschlägerske Roller. Saaledes afløste han Nielsen som Einar Tambeskiælver i "Hakon Jarl", men hvor tyndt, blegt var ikke dette Billede imod Nielsens, der af Naturen var begavet med alle Betingelser for denne Rolle. Det kraftige Legeme, den mærkelig skjønne, svulmende Stemme, det Aabne, Freidige i Blik og Gestus, Alt forenede sig til at give et henrivende Billede af denne tapre Ungersvend. Een Gang lykkedes det dog Wiehe længere hen i Tiden at spille en Oehlenschlägersk Figur mesterligt, men denne laa ogsaa i den Grad for ham, at man skulde have troet, at Oehlenschläger havde digtet denne Rolle netop for ham og ingen Anden. Det var Trællen Grib i "Hakon Jarl". Til Fremstillingen af denne eiendommelige Natur havde Wiehe alle Betingelser, det forsagte, indesluttede, ydmyge Væsen, bag hvilket der i Sjælen brændte en Stolthed og Ærgjerrighed, som, da Trællen blev fri og modtog Ridderslaget, udbryder med et Væld af Taknemmelighed, bag hvilket Taarerne kvaltes i Stemmens bløde Modulationer. Dette kunde Ingen gjøre ham efter. En Axel vilde Wiehe derimod aldrig kunnet gjengive Billedet af, dertil manglede han alle Naturbetingelser.

✂ Endnu i Begyndelsen af 1844, da Wiehe spillede Ranild Johnsøn i Oehlenschlägers "Erik Glipping", kunde en Kritiker uden at vække Anstød udtale sig saaledes mod Wiehes Fremstilling: "i Alt, hvad han fremstillede, var der noget positivt Personligt, som tillige var uskjønt og greb forstyrrende ind i hans Præstationer." Overskou indrømmer det Berettigede heri og tilføier, at det "positivt Personlige" bestod i "snart en Eæspen i Stemmen, snart en Fremluden med Hovedet, snart en cavaleeragtig Appuyeren paa den ene Deel af Legemet", og at det "intetsteds gjorde en ubehageligere Virkning end netop i denne Rolle; thi en affecteert Modedukke med en Tilsats af Bournonvilles Mephistopheles og Lefebvres Rane Lange tør Oehlenschlägers Ranild Jonsøn ikke være." Saaledes omtaltes M. Wiehe endnu 1844, og man hørte endnu bestandigt Folk udbryde: "Han er gyselig."

✂ Da skrev Hertz sit fine. romantiske Skuespil "Amanda". Saa snart jeg 24 havde læst dette Stykke, tænkte jeg: Endelig er her en Rolle for Wiehe, til hvilken han har alle Betingelser. Hertz, der i lange Aarrækker aldrig indleverede noget Stykke til Theatret uden at raadføre sig med mig om Rollebesætningen, spurgte mig nu ogsaa til Raads om Rollebesætningen i "Amanda". "Hvad skal jeg nu gjøre," spurgte han, "med Elskerens Rolle? Hvor tør jeg betro Wiehe en saa fyldig lyrisk Rolle, hvorpaa saa meget af Stykkets Lykke i Publikum beror; hvad raader De mig til?" - "Jeg raader Dem ubetinget til at tage Wiehe," var mit Svar. "Men Publikum kan ikke lide ham," svarede Hertz. "Ikke i Dag," var mit Svar, "men maaske han kun behøver en saadan lyrisk Rolle for at vinde Terrain; forsøg det, vær modig og bryd Dem ikke om, hvad Folk synes eller ikke synes." - "Ja, hvis De vil staa ham bi ved Indstuderingen," svarede Hertz, "ellers tør jeg min Sandten ikke indlade mig paa dette Vovestykke." Og Wiehe fik sin første lyriske Elskerrolle. Da dette blev bekjendt paa Theatret, vakte det megen Forbauselse og gav Anledning til mangen en Disput. Saaledes mindes jeg, at Fru Nielsen, Jomfru Jørgensen og jeg en Aften i vort Paaklædningsværelse paa Theatret kom i en levende Samtale om, hvor vidt der var Evner hos den unge Wiehe eller ikke. Jomfru Jørgensen var paa min Side, Fru Nielsen derimod fremhævede heftigt alle de Mangler, der gjorde det umuligt for Wiehe "nogensinde at udfylde Elskerfaget tilfredsstillende".

✂ Altsaa Wiehe skulde spille Prins Julian i Hertz's "Amanda". Dagen kom, den 20de April 1844. Hvor skjælvede jeg hin Aften for min unge Vens Skjæbne! Jeg sagde til mig selv: "Mislykkes en saadan Rolle for ham, vil det i lang Tid blive mig umuligt at sætte igjennem, at man betror ham nogen anden. Udfaldet i Aften vil for ham være Liv eller Død som Skuespiller." Men Prøverne paa Stykket havde givet mig Haab om, at Livet og ikke Døden var at vente. Ved hans smukke, ungdommelige, ridderlige Fremstilling mærkede man snart, at Stemningen i alt Fald ikke var imod ham. Men da nu den egentlige Elskerscene kom, den vigtigste, i Stykkets tredie Akt, imellem Prinsen og Amanda, hvis Rolle jeg udførte, da han med sin inderlige, af Sjælens Dyb hentede Stemme udbrød:

✂ "O, tænk Dem rigtig om! Har De betænkt,
Hvad Kjærlighed vil sige? Har den grebet
Med al sin Styrke Deres Hjerte? Har De
Ved Kjærlighedens Magt paa eengang stundom
Af Smerte zittret og af Glæde grædt?
Er først igjennem den Naturen, Gud
Og alt det Skabtes Herlighed Dem bleven
Begribelig? Er det med denne Styrke
De elsker Greven?"

25

✂ da hørte man over hele Huset ligesom en Bifalds- og Forundringsmumlen. Jeg vidste, hvad denne Mumlen havde at betyde, og jeg jublede i Hjertet. Og da han nu lidt længere hen i Scenen med en henrivende Varme og Inderlighed udtalte Digterens skjønne Replik:

✂ "Kjender Du et Sagn
Om En, hvis Øiekast var af en saadan
Mærkværdig Kraft, at Alt, han saae paa, sprang
Og gik istykker? - I Dit dunkle Øie
Er der en Magt, der ei er ulig denne.
Saa tidt Du seer paa mig, da er det næsten
Som om mit Væsen smelted' eller skiltes
I sine gamle Fuger, men tillige
Som om det samled' sig med andre Evner
Og til en ny Tilværelse. - Amanda!
Hvis jeg idag mig føler stemt til Strenghed,
Da troer jeg, sandt at sige, Skylden ligger
I dine Øines søde Mildhed; dem
Blev givet af Naturen Magt at løse
De gamle Baand, der slappede min Sjæl,
Og at forlene mig med friske Kræfter" -

✂ da udbrød det længe tilbageholdte Bifald i en Applaus, saa varm, saa fuldttonende, saa enstemmig, at der ingen Tvivl længer var om hans Seier.

✂ Jeg selv havde i dette Øieblik en stor Lyst til at gaa ned til Lamperækken og sige ud til de mange opvarmede Hjerter: "Hvem har nu Ret? Hvem saae nu klart, I eller jeg? Er her Talent, eller er her intet?" - Her begyndte altsaa Wiehes glimrende Theaterperiode, skjøndt man ved hans Død i 1864 sagde, at det var i "Aladdin", at han vandt sine første Sporer. Hvor er den menneskelige Roes dog ofte usand! Nu affecterede man sig ind i en Begeistring for Wiehes Aladdin, en Begeistring, Ingen i Virkeligheden havde kjendt eller følt. Evnen til at glemme viste sig atter her som ved saa mange Leiligheder.

✂ Da jeg faa Dage efter Wiehes Død besøgte hans gamle, bedrøvede Moder, fik jeg fuld Bekræftelse paa, at min Hukommelse ikke slog mig feil i denne Sag. Vi gjennemgik, som naturligt var, hendes Søns Virksomhed fra den første Gang, han var trængt igjennem hos Publikum. Jeg omtalte med Villie ikke selv "Amanda", men sagde blot: "Hvad er det for en Tale i Bladene om, at Aladdin var den Rolle, hvor han første Gang gjorde Virkning." - "O," svarede hun, "det er aldeles feilagtigt; i "Amanda" var det, at Michael 26 første Gang brød igjennem; jeg husker det saa grandt; De kan tænke Dem, hvor mit Hjerte bankede af Glæde ved det første varme Udbrud i Theatret."

✂ Hertz's "Amanda" dreiede sig om en Conflict imellem en ideal Verden og en stærkt nuanceret, comisk realistisk. Hvor den romantiske Del af Stykket var hensat, var nu for saa vidt ligegyldigt, men derimod var det vist en Feil, at de comiske Figurer ikke vare hensatte paa et bestemt Tidspunkt. De Spillende, som udførte den comiske Del af Stykket, outrerede og karikerede disse i den Grad, at den hele Tone i Stykket blev splittet, og Enheden gik tabt. Publikum blev desorienteret og vidste hverken ud eller ind. Kritiken kastede sig skarpt over Stykket, og med blødende Hjerte saae Hertz sit Værk foreløbigt henlagt efter 4 Forestillinger. Men Michael Wiehe havde endelig helt ud vundet sit Publikum, som aldrig mere forlod ham.

✂ Inden faa Aar var min og Wiehes Virksomhed ved Theatret uadskilleligt forenet.

✂ Michael Wiehe, der strax efter sin første Optræden paa Theatret havde giftet sig - et rent Inclinationsparti fra begge Sider - med en Pige, med hvem han alt som Dreng havde trolovet sig, var af en høist indesluttet Natur. Forlegen, man kunde gjerne sige undselig som en Pige, uden derved at miste en ædel Mandighed i sin Fremtræden, behagede han Alle ved sit beskedne, noble Væsen. En stille Alvorlighed, der ofte bar Tungsindighedens Præg, havde været ham egen alt som lille Dreng. Hans Moder fortalte mig engang, at han altid som lille Barn, naar Nogen saae paa ham, holdt begge Hænderne for Ansigtet og sagde: "Ingen maa se paa mig." - "Hvem skulde troet," sagde hun leende, "at det var bestemt, at han netop skulde blive set paa af saa mange Øine." - En overordentlig Indesluttethed fulgte ham gjennem hele Livet. At faa disse Læber aabnede, at faa dette Indre til at udtale sig, var meget Faa givet; jeg smigrer mig med, at jeg var En af disse Faa. Der hørte ikke megen Skarpsindighed til bag dette stille, tilbageholdne Væsen at opdage en meget stor Lidenskabelighed og en stør Ømfindtlighed og Pirrelighed. Naar jeg i de første Aar, hvori vi spillede sammen, roste ham og udtalte min Glæde over at arbeide med ham, da saae han ofte paa mig som med et Barns bedende Blik og sagde: "Ak, mener De ogsaa dette? Gjør De ikke Nar ad mig?" Det lykkedes mig lidt efter lidt at erhverve hans fulde Tillid, og jeg tror ikke at bedrage mig, naar jeg mener, at næst efter hans Nærmeste blev jeg vist den, for hvem dette indesluttede Menneske udtalte sig lettest og friest. En vis Langsomhed i Opfattelsen, en vis Kortsynethed, saa vel i Kunsten som med Hensyn paa andre Mennesker, bedrøvede mig ofte hos ham, og mangen en Samtale imellem os gik ud paa dog at aabne hans Øine, et Arbeide, der ingenlunde var let, thi ved Siden af hans Beskedenhed og Tilbageholdenhed viste sig ofte en Stædighed, som Intet 27 kunde rokke. Da jeg lærte ham personligt nærmere at kjende, havde han alt en betydelig Læsning i den skjønne Litteratur, saa vel vor egen som andre Landes. Han læste Tysk, Engelsk, Fransk, saa vidt jeg kunde mærke, med Lethed. Men Dommen over det Læste saae ofte ud som en Tilfældighed. Raisonnementet var hans svage Side. Alt beroede paa, hvad Virkning det Læste havde havt paa hans rige Følelse, der ofte er en ypperlig Læremester, men mangen Gang ogsaa leder paa Vildspor. Det stille Drømmende i hans Natur gjorde, at hans Fremstillinger ikke sjeldent led af en Mathed, der trængte til et Incitament fra hans Medspillendes Side. Ofte, naar han saaledes faldt hen, gav jeg ham et for Publikum ubemærket Tegn, et Tegn, han forstod, og som da fremkaldte en Spøg imellem os, der hjalp til atter at sætte Liv i ham. Han var i høi Grad afhængig af sine Medspillende; ofte bebreidede jeg ham, naar han spillede med Andre end mig, hans Kulde lige overfor Stykkets Elskerinde, en Kulde, som undertiden formeligt kunde være latterlig. Han tog da mildt og venligt imod min Dadel og svarede blot: "Jeg kan ikke med hende." Denne Forskjel i Spillet med mig og med Andre var saa stor, at det ingenlunde undgik Tilskuernes Opmærksomhed, og det blev en almindelig Tale, at han var En, naar han spillede med mig, og en Anden, naar han spillede med Andre.* Saa smigrende dette nu i og for sig var for mig, laa hans Kunstnerære mig dog saaledes paa Hjerte, at jeg med Bedrøvelse saae denne Mangel paa Herredømme over sig selv og ofte bebreidede ham det. Ofte kunde han en hel Aften bevæge sig igjennem et Stykke som en Søvngjænger. En aandrig Dame sagde engang til mig: "Naar man ser Wiehe spille, uden at De er med i Stykket, ser han ud som en ung Fyrste, der for Morskabs Skyld blander sig i en Skuespillertrup, som han har indbudt til at spille paa sit Slot." Denne Bemærkning var virkelig træffende; thi unegteligt saae han som oftest ud, som om han i Fornemhed - i god Betydning - stod langt over de Omgivelser, hvorimellem han bevægede sig paa Scenen. Det ** Jeg erindrer en Aften, da han og Fru Holst spillede de Elskende, at jeg var aldeles forbauset ved fra Logen at se ham staa kold og ubevægelig paa høire Side af Scenen og hende paa venstre Side med hele Theatrets Bredde imellem sig og hver for sig udtale de elskovsfulde Ord, som Digteren havde lagt dem i Munden. Efter Forestillingen skjændte jeg ret alvorligt paa Wiehe og sagde, at dette gik dog for vidt. Som sædvanligt hørte han taalmodigt paa alle mine Skjænd. Fru Holst kom til, Wiehe fjernede sig som en klog General. "Jeg staar her og skjænder paa Wiehe," sagde jeg til hende, "hvor dog den Elskerscene tog sig kold og stiv ud imellem jer." - "Ja, hvad," svarede hun med sin dybe, rolige Stemme, "lad ham komme til mig, jeg skal da ikke rende efter ham!" 28 Ædle, det Kyske, det Rene i hans Kjærlighedsudbrud i Elskerroller i Forening med den vidunderlige Dybde af Inderlighed i Stemmens Bøininger var især det, der henrev saa vel Unge som Gamle. Hos ham var der intet Comediantagtigt; Alt sandt og besjælet af ædel Naturlighed, der frembragte den høieste Grad af Illusion. Mange paa Theatret, der paa Prøverne havde været Vidne til min Indflydelse paa hans Fremstillinger, mente, at Wiehe aldrig kunde være mig taknemmelig nok. Han var mig ogsaa taknemmelig, og han udtalte ofte dette for mig paa den mest uforbeholdne Maade. Men vist er det, at jeg, idet jeg gav, ogsaa modtog Meget af ham, hvorfor jeg burde være taknemmelig; og jeg var det og bekjendte det med Glæde. Saaledes var vor Stilling til hinanden; hvad Under da, at der af dette Sammenspil frembragtes Noget, som var lykkeligt for ham, lykkeligt for mig, lykkeligt ogsaa for Digteren, lykkeligt for Theatret og for Publikum. I Aarenes Løb bidrog saaledes Wiehes Theatervirksomhed og det nye Liv, som han bragte med sig, til mere og mere atter at opflamme min Lyst til Udøvelsen af min Kunst, der i nogle Aar betydeligt havde været svækket. Vi kæmpede om at overgaa hinanden, og Ingen af os misundte den Seirende Kampens Løn. Han sagde ofte ganske rørende: "Jeg vil gjerne staa tilbage for Dem, naar jeg kun maa være med i Deres Triumpher." Jeg siger i Aarenes Løb ; thi der hengik nogle Aar endnu, inden Wiehe ret kunde sætte sig fast i Publikums Gunst; da disse var gaaede, var han selvskreven til enhver Elskerrolle, saa vel i Lystspillet som i Tragedien.

✂

THORVALDSEN.

✂ Den nærværende Tilstand ved Theatret var imidlertid alt andet end fornøielig. Jeg har alt omtalt den farlige Concurrent, Nationaltheatret efter Christian den Ottendes Thronbestigelse havde faaet i den italienske Opera. Endnu vedligeholdt denne Mode sig. Lige overfor Donizetti og Bellim gjaldt Mozart og Méhul, for ikke at tale om Boieldieu, fremdeles for forældede; man udtalte dette uden Sky paa høiere Steder, og denne Dom godkjendtes af de Lavere. Man haanede formeligt den danske Opera til Trods for vort dengang ypperlige Orchester og vor correcte Indstudering, medens man paa Hoftheatret lod sig nøie med et tyndt og maadeligt Orchester og et latterlig slet Chor, sammensat af danske Sypiger og andet Tyende, der aldrig havde drømt om, at de skulde komme til at synge paa et offentligt Theater for den fine Verden, og det ovenikjøbet paa Italiensk. Bestyrelsen ved det kongelige Theater havde unegteligt i flere Aar været i høi Grad slap og holdningsløs; nu viste dens Vaklen sig ogsaa lige overfor det italienske Virtuosvæsen. Man vilde rette sig efter denne Modesmag og vilde nu ogsaa opføre italiensk 29 Musik. Herved fordærvede man efterhaanden den sidste Rest af vore Sangere, idet man vilde lade dem kappes med indfødte Italienere, mod hvilke de toge sig ud som en Hund, der vil danse paa Line. Det var mig en virkelig Sorg, at min faderlige Ven Collin, paa hvem jeg satte saa megen Pris, ikke tog sig bedre af Theatret. En Formiddag, da han aflagde mig Besøg, udtalte jeg paa min frimodige Maade min hele Række af Anklager imod ham, Anklager, der ogsaa gik ud paa, hvor lidt han forstod at drage Nytte af Heibergs Kræfter. Men hvor rørt blev jeg ikke, da denne ældre, ansete Mand ikke blot roligt og stille hørte paa mine Klager, men tilsidst med Taarer i Øinene tog min Haand og forsikrede, at Intet smertede ham dybere, end om han virkelig handlede mod de to Menneskers Ønske og Interesse, som han af Alle ved Theatret satte mest Pris paa. Dette afvæbnede mig fuldstændigt. Collin var ellers ikke den Mand, der taalte Irettesættelser af Nogen; at han altsaa fromt og elskværdigt hørte paa mine, viste mig tydeligt hans Hengivenhed, en Hengivenhed, der ikke endte før hans Død.

✂ Dagen efter dette Besøg modtog jeg et andet af en helt anden Natur.

✂ Det var Thorvaldsen. Jeg havde i de Aar, Thorvaldsen atter opholdt sig i sit Fædreland, havt Disputer snart med En, snart med en Anden om hans Intelligens. Man beundrede hans Geni, man elskede denne stille, godmodige Personlighed. "Han er mageløs," sagde man, "men Aand har han ikke meget af udenfor sin Kunst." Ja, ikke Faa ansaae ham endog for enfoldig. Jeg havde aldrig kunnet tiltræde denne Mening. Man kan ikke være enfoldig, naar man har tænkt og udført de Værker, Thorvaldsen har skjænket Verden; Geniet kan ikke i den Grad være skilt fra Personligheden. Men Thorvaldsen var i den Grad Geni, at han paa Vandringen mod sit Maal ikke havde Lyst til at sprede sig til andre Sider. Naar han ikke arbeidede i sin Kunst, da hvilede han sig, enten han saa stod lige overfor en Enkelt, eller han var Gjenstand for Tusinders Hylding. Hans Natur trængte ikke til denne idelige Pludren med andre Mennesker; han talte kun lidt, men han var en ypperlig Hører, og den, om hvem man med Sandhed kan sige, at han er i Besiddelse af denne sjældne Egenskab, kan aldrig staa lavt i aandelig Begavelse. Thorvaldsen havde i høi Grad Sans for det Comiske, atter et Bevis for hans Intelligens. Der laa en vis gemytlig Humor paa Bunden af hans Sjæl, et Skjælmeri, han ofte brugte i en Form, som Mange holdt for Naivetet, men hvis Braad ikke var ham ubevidst. Han vidste helt vel, hvad han sagde, og kunde i Stilhed gotte sig over at have faaet en Sandhed sagt, uden at Vedkommende tog ham det ilde op. Han havde en ædel Kunstnerstolthed til Trods for sit ydmyge Væsen; i Hjertet saae han ned paa mange Høie og Lave, der mindst anede, at han gjennemskuede dem. Jeg havde oftere talt med Thorvaldsen, dels i mit Hjem, dels paa tredie Sted, saaledes som man 30
kan tale med en ordknap, tilbageholdende Mand i Fleres Nærværelse. I Dag var jeg saa heldig, at ingen andre Visiter indfandt sig; vi vare altsaa alene; Thorvaldsen slog sig ganske gemytlig til Ro og tilbragte et Par Timer hos mig, et Par for mig uforglemmelige Timer. Han fortalte mig om sin Ungdom, om sine Reiser, om sit Ophold i Rom, med en saa livlig Bevægelighed i Ord og Følelse, at endogsaa jeg, der aldrig havde villet gaa ind paa Mængdens Blindhed i Bedømmelsen af ham, forundredes. Med stor Kjærlighed og Hengivenhed omtalte han Frederik den Sjette. "Han var ingen Kunstkjender," sagde Thorvaldsen, "men han gav sig heller ikke ud derfor." Og nu gik hans Tale fra Frederik den Sjette over paa Christian den Ottende i en saa heftig Bitterhed, at han her formeligt blev veltalende. "Han vil være Mæcen for Kunst og Videnskab," udbrød han, "og hvad har han saa gjort for dem? Mine stakkels Billeder, som jeg skjænker mit Fædreland, staa her endnu i deres Kasser, fordi de ikke kunne faa Tag over Hovedet, før der møisommeligt er tigget Skilling paa Skilling, uagtet jeg ogsaa hertil har givet en ikke ubetydelig Sum. Prale med mig og mine Værker for Udlandet, det kan han, det vil han, paa samme Tid som baade jeg og de ere ham ligegyldige. Og saa tror han, at man skal føle sig rigeligt lønnet, naar han tilsiger En til sine kjedsommelige Tafler, hvor man naturligvis blot kommer for at pryde hans Bord." Hans ædle Skikkelse blev ligesom endnu større ved disse Udtalelser; hans ellers rolige, smukke, blaa Øie flammede af Ild. "Det morer mig undertiden," sagde han, idet et skjelmsk Smil spillede ham om Munden, "at mishage ham; saaledes nylig i Roskilde. Ørsted og en Del andre af mine Venner, som vare derude ved Stænderforsamlingen, havde indbudt mig til at komme derud, for at vi kunde tilbringe en glad Middag sammen. Som jeg nu gaar paa Roskilde Gade, kommer Kongen kjørende; han lader Vognen standse og kalder mig til: "Spis med mig til Middag, Thorvaldsen," sagde han da. "Det kan jeg ikke, Deres Majestæt, thi jeg skal spise med en Del gode Venner." - "Ja, saa maa jeg staa tilbage," svarede Kongen bittert og gav Kusken Ordre til at kjøre videre. "Ja, kjør du kun," sagde Thorvaldsen med et polisk Smil, "mine Venner skulle ikke skuffes i deres Glæde for din Skyld." Denne lille Begivenhed, som Thorvaldsen her fortalte mig, havde jeg hørt omtale af Andre som et Bevis paa hans store Naivetet; det faldt Ingen ind, at det var en stolt Kunstner, der hævdede sin Personlighed lige overfor en souverain Konge. Men det er ikke mindre vist, at hans Beskedenhed ofte gav ham et naivt Præg. Hans Ven O. Bang har fortalt mig, at Byen Roskilde, hædret ved Thorvaldsens Besøg, om Aftenen var illumineret. Da Bang og Thorvaldsen kom ud paa de oplyste Gader, udbrød Thorvaldsen: "Ih, se! her maa være Bryllup i Byen i Aften!" Mindre sikker er jeg paa, om Thorvaldsen ikke havde en Skjelm bag Øret, da Studenterne hyldede ham 31 og Oehlenschläger med en Sang, da disse To ankom til Møen, hvor de unge Mennesker vare forsamlede, og Thorvaldsen nu, da Sangen var tilende, henvendte sig til Oehlenschläger med det Spørgsmaal: "Har du skrevet den Sang?" (Thiele IV, 73).

✂ "Ved Kroningen," fortalte han videre, "skulde jeg da og være med. Jeg svarede Nei. Skulde jeg nu, som en anden Nar, anskaffe mig og iklæde mig Riddercostume; nei, det vilde jeg ikke." Ogsaa om sit Forhold til Oehlenschläger fortalte han mig mangt et Træk hin Formiddag. "Jeg holder af ham," sagde han, "men hvor er han dog forfængelig. Da jeg sidst var paa Nysø, fik jeg Brev om dog at gjøre Alvor af det med at modellere hans Buste! Dog den Orm have vi jo Alle," føiede han formildende til; "nylig greb jeg mig selv i det Samme. En Dag paa Nysø, som jeg stod og arbeidede paa min egen store Portraitstatue, kom atter et Brev fra Oehlenschläger i samme Anledning; da jeg saae, hvad Brevet indeholdt, kastede jeg det hen paa Bordet, men i samme Øjeblik sagde jeg til mig selv: "Du er jo i alle Maader lige saa gal som han; staar du ikke her og arbeider paa dit eget Billede, paa samme Tid som du bebreider ham, at han ønsker sit foreviget. Jeg smed Meislen og kunde ikke arbeide mere den Dag." Denne sidste lille Begivenhed fortalte han med saa megen elskværdig Bevægelse i Stemme, Blik og Gebærder, at han vandt mit Hjerte i en endnu høiere Grad, end han alt havde det; thi jeg spørger, hvad er det at have Aand, ifald der ikke i saadanne fine Selvbekjendelser aabenbarer sig Aand hos et Menneske. Talte han til mig om Theatret, om min egen Virksomhed der, da var det aldrig denne hule, fade Smiger, aldrig denne udelicate Svingen med Røgelsekarret, hvori intet Inderligt, intet Følt ligger; et Blik, et Haandtryk, en Forsikring om Kampen, det kostede ham at blive hjemme, naar Timen nærmede sig, sagde mere, end mangen en opskruet Veltalenhed formaaede. "Naar jeg ikke kan komme i Theatret," sagde han, "saa glæder jeg mig over at have Deres Billede paa min Væg (det var det samme Billede, der senere blev ophængt i hans Værelse i Museet); det tilfredsstiller mig ikke, men det er dog bedre end Intet."

✂ Jeg fik denne Formiddag et saa levende Billede af den udødelige Mester, at jeg ret i dette Øieblik vilde ønske, at jeg havde Evne til lige saa levende at stille ham frem for Andre. Maaske En og Anden ved at læse, hvad jeg her fortæller om ham, udbryder: "Men efter disse Meddelelser var Thorvaldsen jo ikke den stille, fromme, fordringsløse, beskedne Kunstner, som vi havde set i ham." Jo, visselig var han alt dette lige overfor sit Ideal, lige overfor sin Kamp, sin Stræben mod at naa dette Ideal; men kræv ikke mere, thi I mage det altfor ofte saa, at man ikke kan være det lige overfor Eder. Visselig var han saa beskeden, at hans Hjerte bankede ved at lytte til, selv 32 lige overfor det ringeste Menneske, hos hvem han følte, at det virkelig var grebet og varmet ved at betragte hans Genis Frembringelser, men hans Forfængelighed var ikke saa stor, at enhver opskruet, af Moden betaget Begeistring, udtalt med en paatagen Varme uden Ærbødighed, ikke snarere skulde fremkalde et lønligt ironisk Smil end Glæde over en saadan Paaskjønnelse. Hvor mangen en Dame eller Herre i Selskabslivet mener ikke, at de tør vove paa en fjasende Maade, med flau Vittighed, i kjæk Uforskammethed at frembære deres Roes lige overfor en stor Kunstner? Hvor mange af disse have Begreb om, i hvilken Grad en saadan i Spøg og Fjas fremført Roes saarer den Kunstner, hvis Frembringelser ofte ere fødte i hans Livs alvorligste Timer, opstaaede hos ham i søvnløse Nætter, udførte med Sveddraaberne perlende paa Panden, i heftig Kamp for at levendegjøre det Billede, der staar for hans Sjæls Øie. Den virkelige Kunstner kræver fremfor Alt lidt Ærbødighed for sine Værker, og det er det, han af Alt sjeldnest møder.

✂ Theaterdirectionen havde besluttet denne Vinter at opføre Halms "Griseldis". Jeg havde paa det Indstændigste bedet mig fritaget for at spille Hovedrollen i dette uhyggelige, affecterede Spektakelstykke, og man havde føiet mig heri. Jeg tror virkelig, at min sædvanlige Evne til forud at ane Ulykken, hvor den var i Anmarche, gjorde mit Ønske om at blive fri for at være med i dette Stykke saa heftigt. Den 24de Marts 1844 opførtes det for første Gang. Hverken Heiberg eller jeg overværede denne Forestilling. Først næste Dag erfarede vi med dyb Smerte, at Thorvaldsen alt under Ouverturen pludseligt var besvimet i Parquettet og baaret halvdød ud af nogle af sine Venner, der sade i Nærheden. Inden han endnu havde naaet sit Hjem, havde den store Kunstner udaandet sit sidste Suk. I Theatret gik denne Begivenhed som et Lyn rundt over det hele Hus. Smukt, naturligt havde det været, om Forestillingen var blevet afbrudt, om Publikum i Stilhed havde begivet sig bort; men hvem er et Publikum? Dagen efter følte hver Enkelt af de Tilstedeværende, at en Taktløshed var begaaet. Stykkets Uhyggelighed forøgedes ved dette uhyggelige Optrin i Parquettet og bidrog vel sit til, at Forestillingen forfeilede sin Virkning, uagtet jeg rigtignok troede, at selv uden denne Catastrophe vilde det danske Publikum være for dansk til at nyde denne tyske, sentimentale Ret. Stykket slæbte sig 3 Gange over Scenen og blev derpaa henlagt. Thorvaldsens pludselige Død havde grebet Alle, Store og Smaa. Hvad mig angaar, da var jeg usigelig bedrøvet, saa bedrøvet, at det var med en sand Overvindelse, at jeg udførte min Pligt ved Theatret. En nær Ven af Thorvaldsen sendte mig en Lok af hans Haar. Det Visitkort, han havde i Lommen i Theatret hin sidste Aften, bevarer jeg endnu i et Album af Haandtegninger, som flere Kunstnere med Libert i Spidsen sendte mig paa min Fødselsdag; paa det første Blad midt i en smuk Randtegning var anbragt 33 en Haandtegning af Thorvaldsen, forestillende nogle Genier, og over denne hint Visitkort. Efter at Thorvaldsen havde faaet en Ligbegjængelse, som ellers kun Konger beæres med, blev der paa Theatret den 9de April givet en Sørgefest for ham, en Prolog af Keiberg, som jeg fremsagde, og "Hakon Jarl". Den skjønne Prolog fremsagde jeg ikke, som jeg havde ønsket. Jeg var for betagen og stod endnu for lidt over min Sorg, til at jeg med kunstnerisk Ro kunde udtale den Sorg, der føltes saa dybt af Alle. Et er Kunst, et Andet er Virkelighed. Theatret havde ikke alene tabt en af sine varmeste Tilskuere, men Salen havde tabt Synet af denne ædle Skikkelse, hvis blotte Nærværelse havde noget Forædleride overfor det hele Publikum. Han og Oehlenschläger udgjorde et Midtpunkt paa Tilskuerpladsen, der frydede Øiet og indgød Respect. Hvor ofte havde jeg ikke glædet mig fra Scenen over at se den skjønne Skikkelse med det hvide Haar omkring det skjønne Hoved sidde der og være En af dem, for hvem jeg især spillede. Forbi! Forbi! Pladsen stod nu tom for bestandigt.

✂

HUNDEN HERCULES.

✂ Den sidste Maaned af Saisonen slæbte sig døsigt frem. Jeg længtes usigeligt efter den sidste Mai, da Saisonen ophører. Det var nu afgjort, at Palaiset, hvor vi boede, skulde rømmes ved Flyttedag, og vi maatte saaledes være betænkte paa en ny Bolig, hvad der var en rigtig Sorg for os, der afskyede enhver Flytning. Men en lille Begivenhed, som hændtes os her i Bredgade denne sidste Vinter, maa det dog endnu være mig tilladt at omtale. Havde vi i denne Vinter maattet sørge over vor smukke Boligs Tab, saa havde vi derimod i denne erhvervet os en ny, trofast, hengiven Ven, den mest hengivne vi maaske nogensinde have havt, thi denne Ven ofrede Stilling, Gunst, ja tilsidst sit Liv for vor Skyld. Denne Ven hed Hercules. Jeg maa have Lov til at give et lille Levnetsløb af denne vor for tidlig tabte Ven.

✂ I Palaiset, hvor vi boede, var en adelig Godseierfamilie flyttet ind nedenunder os, for i Vintermaanederne at deltage i Hovedstadens Forlystelser som Afvexling fra Herregaardslivets Stilhed paa Landet om Sommeren. Denne Familie medbragte to Individer, Hercules og Rosas; den første en stor Jagthund med et imponerende, klogt og dybsindigt Physiognomi, den anden en rødladen langhaaret Lady, hvis Skjønhed var udisputerlig; hun saae noget fordringsfuld ud i Bevidstheden om sin Ynde og den Stilling, hun indtog i Familien som Fruens Yndling. Kort efter at Familien var flyttet ind i Huset, aflagde Hercules os en Dag et Besøg. Vi bleve alle indtagne af hans 34
Anstand, af hans Kløgt, hans indsmigrende Venlighed. Da han i nogle Timer havde glædet os med sin Nærværelse, tog han Afsked, idet han kyssede vore Hænder, for atter at begive sig ned til sit rette Hjem. Hans Besøg bleve efterhaanden hyppigere og hyppigere; det kostede ham tilsidst øiensynlig stor Overvindelse at fjerne sig fra vort behagelige Selskab. Jeg klappede ham da ofte paa Kinden, tog hans Hoved i begge mine Hænder, saae ham ind i de kloge Øine og sagde: "Gode Hercules! Du kommer vist til at gaa ned til dit, ellers er jeg bange for, at man tager dine hyppige Besøg ilde op." Han saae da paa mig med de dybsindige, melancholske Øine, udstødte et Suk, kyssede min Haand og gik langsomt bort. Min Anelse bedrog mig ikke; den fornemme Familie havde virkelig taget disse hyppige Besøg ilde op, og Hercules havde mange Ubehageligheder, naar han atter indfandt sig i Hjemmet. Han taug imidlertid herom for os, og det var foreløbig kun en Formodning fra vor Side. Men en Dag, da Hercules's Længsel havde drevet ham fra Stueetagen op til vore høiere Regioner, og han netop gemytligt havde slaaet sig til Ro ved mine Fødder, idet de kloge Øine hvilede paa mig, kom min Tjener og sagde: "Her er et Bud fra Baronessen, at Hercules strax skal komme ned." Min Tjener betroede mig da, at man allerede i længere Tid med stor Misfornøielse havde set, hvorledes Hercules fjernede sig fra Familien, hans retmæssige Omgangskreds, og sluttede sig til os. Det kloge Dyr reiste sig uroligt, da han hørte sit Navn nævne af Tjeneren, som om han virkelig forstod, hvorom Talen var. Han sprang med sine Forpoter op i mit Skjød, en Stilling, hvori han næsten forskrækkede mig ved sin usædvanlige Størrelse, kyssede mig uden videre paa Munden, paa Haanden og gik slukøret ud ad Døren, uden at Tjeneren behøvede at opmuntre ham dertil. Jeg blev ganske mismodig ved Tanken om, at man ikke undte mig denne Vens Besøg, og sukkede over, at jeg ingen Rettigheder havde over ham. Som i alle mine Sorger, saaledes ogsaa i denne, var min første Gang ind i Heibergs Studereværelse for hos ham at hente Raad og Trøst. Han saae ganske betænkelig ud ved min Fortælling, thi ogsaa han havde vænnet sig til denne Omgang og kunde ikke godt undvære den. Vi trøstede hinanden gjensidigt, saa godt vi kunde, og haabede paa bedre Tider. Kun faa Timer gik imidlertid, før min Ven atter stod ved min Side med et Udtryk i det kloge Physiognomi, der sagde mig, at han ingenlunde havde havt det behageligt, siden vi sidst havde set hinanden. Jeg talte da fornuftigt med ham og sagde: "Min kjære Hercules, dette gaar ikke an, du lægger dig jo ud med din hele Omgivelse." Omfavnelser og Kys var Alt, hvad han svarede paa mine Fornuftgrunde. Mod Aften lukkede jeg ham selv ud og bad ham gaa ned for ikke at tirre det strenge Herskab. Han gik, men stod stille paa Trappen, saa længe han saae 35 en Flig af min Kjole. Heiberg og jeg vare ret forfaldne til at sidde længe oppe om Aftenen. Dagens Arbeide skilte os ofte ad; naar da om Aftenen hans Moder havde sagt os Godnat, og vi vare blevne ene, var det os umuligt at bryde op, saa meget havde vi da at meddele hinanden, saa Klokken blev Et, undertiden To, og endnu vare vi i fuld Gang med at underholde hinanden. Naar vi da endelig brøde op for at gaa til Ro, og jeg gik til vort Sovekammer, hørte jeg en stille, klagende Lyd udenfor Døren, en Lyd saa bedende, saa rørende, at man umuligt kunde modstaa den. Jeg lukkede Døren op - og Hercules havde ligget taalmodigt og stille og ventet paa det Øieblik, da vi brøde op, i Haab om at turde tilbringe Natten i vor Nærhed. Hvor var det nu muligt at skuffe dette Haab? I hans Hjem nedenunder vare alle Døre lukkede for ham for længe siden; skulde jeg nu have Hjerte til atter at lukke min Dør uden at tilbyde ham Nattely? Umuligt! Jeg bød ham da ind, redte et Leje for ham, sagde ham det kjærligste Godnat, og beroliget sov han og vi andre ind, befalende os i Guds Varetægt. Næste Morgen tidligt kom atter det vrede Bud og førte vor Ven fra os. Atter rørende Afsked, men atter og atter overtraadte Hercules det strenge Forbud og fulgte sit Hjertes Indskydelse. En Dag blev han hentet med den Besked, at han, saa ofte han herefter overtraadte Forbudet, vilde blive alvorligt, korporligt straffet ved sin Tilbagekomst. Nu blev jeg bange for min Vens Skjæbne. Jeg gav Ordre til mine Folk, at vi aldrig mere maatte glæde Hercules med noget Ben eller nogen som helst Føde hos os; jeg antog, dette vilde være det sikreste Middel til at fjerne ham fra vor Omgang, men alt forgjæves; Hercules viste, at det ikke var saadanne lave Interesser, der bandt ham til os, men Interesser af en høiere, inderligere Natur. Altsaa hans Besøg vedbleve. Paa hundrede Maader vidste han at snige sig ind ad Døren, naar denne aabnedes for fremmede Bude eller deslige. En Dag blev han hentet med den Besked, at han herefter skulde staa bunden . Hercules og jeg gøs ved denne Efterretning: det deilige, kraftige Dyr bunden! - en Tilstand, der altid havde opvakt min inderligste Medlidenhed, naar jeg saae andre af hans Lige i denne for Dyr unaturlige Tilstand. Han blev ført ned og virkelig bunden. Jeg var usigelig bedrøvet hele Dagen ved Tanken herom. Men hvad sker? Da jeg om Aftenen vilde gaa til Ro, kunde jeg neppe tro mine egne Øren. Jeg lyttede; de samme stille Suk og Bønner løde udenfor min Sovekammerdør; jeg aabnede Døren, og min ulykkelige Ven traadte mig imøde med et langt Toug om Halsen. Han havde sønderrevet sin Lænke og ventede nu paa Belønningen for sin Hengivenhed, der havde trodset Alt, hvad der vilde fjerne os fra hinanden. Lidenskabeligt faldt jeg ham om Halsen og raabte: "Det var ret, Hercules! De skulle erfare dernede, at Kjærlighed, Hengivenhed og Troskab lader sig ikke frembringe ved Tvang; kom, min 36
Ven, og læg dig ved din Venindes Fod; her er dit Teppe!" Heiberg kom til; ogsaa han modtog Vennen med aabne Arme. Vi sagde hverandre Godnat alle Tre og sov ind, Hercules vist foruroliget af slemme Drømme, thi jeg vaagnede flere Gange ved, at han i Søvne stønnede og pustede, som om han i Galop undveg sine Forfølgere. Jeg rakte mig da ud af Sengen, klappede hans Hoved og sagde: "Hvad er det, stakkels Hercules?" Han vaagnede, slikkede min Haand og sov da roligere ind. Dagen frembrød, o ve! Hvad forestod der os nu? Ganske rigtigt kom Politibetjenten nede fra atter for at hente den Undvegne. Da han havde brugt uhøflige Ord til min Tjener, Hunden angaaende, gik jeg selv ud til ham og sagde: "Vil De hilse Deres Herskab, at det staar ikke i vor Magt at hindre, at Hunden tyer herop; vi friste ham ikke, hverken med Brød, Kjød eller andre Lokkemidler; det er et uegennyttigt Venskab, der binder ham til os," føiede jeg leende til. Men min spøgende Tone standsede brat, da Tjeneren gjorde en Undskyldning og tilføiede: "Hunden skal ikke mere uleilige Fruen, thi Herren har givet Ordre til, at han i Morgen skal transporteres hjem til Gaarden for ikke mere at vende tilbage hertil. I Aften skal jeg nok binde ham saa godt, at han ikke skal kunne komme herop." Derpaa greb han Hunden ublidt i Skindet og trak den ud med sig, idet han dog ikke kunde forhindre, at den dreiede sine store, melancholske Øine hen imod mig til Afsked. Jeg blev usigelig beklemt over saaledes efter al Sandsynlighed aldrig mere at skulle se det prægtige, kloge Dyr, en Sorg, der meddelte sig til os Alle. Samme Aften skulde jeg spille. Da jeg kjørte hjem efter Forestillingen, der havde trukket langt ud, saa at det næsten var Midnat, tænkte jeg, idet jeg steg op ad Trapperne: Ak, i Aften springer Hercules mig ikke jublende imøde i Entréen som saa ofte tidligere! Han staar nu bunden, den stakkels Ven, og hører maaske mine Trin uden at kunne rive sig ud af det forhadte Baand. Jeg var virkelig ganske trist ved Tanken herom. Hvor stor var da ikke min Forbauselse, da man aabnede Døren, og ikke alene Hercules, men Skjønheden Rosas kom mig springende imøde til Velkomst, den første med sit lange Toug slæbende efter sig. Ganske henrykt omfavnede jeg min trofaste Ven, men blev helt forfærdet ved at se den nye Gjæst, Baronessens Øiesten. Jeg gav nu, endskjøndt med blødende Hjerte, Ordre til, at man strax skulde bringe begge Hundene ned til deres Eierinde, men mine Folk sagde, at Alle alt vare gaaede til Ro, saa det kun vilde gjøre Forstyrrelse. Der var da intet Andet for end at huse begge Hundene. "Lad det da bero til i Morgen tidlig," sagde jeg, "men ingen af Eder maa give Rosas det Mindste at spise, for at ikke ogsaa hun skal faa Vane til at ty herop." Jeg gik ind til Heiberg, ledsaget af begge Hundene, og sagde: " Se her, hvad synes du? Hercules har sagt til Rosas: "Kom du med mig, saa skal jeg introducere dig hos pene, dannede Folk, 37
hos hvem det er godt at være." Rosas lagde sig ganske fornemt og roligt ned ved Siden af Hercules paa det Teppe, som vi havde ofret til vor Ven, naar han gjæstede os, og sov snart ind som den, der ikke tyngedes af ond Samvittighed; hun var for fornem til at kjende noget til denne aandelige Plage, men den stakkels Hercules saae rigtig bekymret ud, vendte og dreiede sig ideligt paa sit Leie, inden han kunde finde Hvile for sine urolige Tanker. Næste Morgen blev han virkelig transporteret bort fra Byen. Vi talte ofte om vor tabte Ven og sørgede oprigtigt. Det er utroligt, i hvilken Grad man kan binde sig til et saadant Dyr, hvis Hengivenhed viser sig saa umiskjendeligt som hos Hercules. Her maa man virkelig tro mig paa mit Ord, at andre Hunde vare kun som "Carnailler" at ligne med vor savnede Ven. Et stort Bevis paa hans uimodstaaelige Elskværdighed var, at selv Heibergs Moder fandt sig i, at det store Bæst, som hun pleiede at kalde ham, om Morgenen ved Thetiden traadte ind i hendes zirlige Stue, uagtet hans Fødder ikke altid vare saa rene, som man vel kunde ønske, og en eller anden lille Forstyrrelse i Stuen heller ikke altid udeblev. Hvor ofte brast jeg ikke i Latter, naar jeg aabnede Døren for at bede om, at Hercules maatte aflægge hende en lille Visit, og Hercules da, inden Tilladelsen var givet, sprang op ad den lille Kone, der i Størrelse saae ud som et Barn mod ham, naar han i Glæde reiste sig paa Bagbenene. Den første Velkomst var ikke den hjerteligste fra hendes Side, men snart seirede hendes gode Hjerte, Hercules blev klappet, der blev budt ham Mad og Drikke, alt zirligt anrettet paa en Tallerken, hvorunder der omhyggeligt blev bredt et Viskeklæde som Beskyttelse for Gulvteppet. Hercules fandt, at han blev overordentlig godt behandlet, og Heibergs Moders Frokostbord havde en stor Tillokkelse for ham. Imidlertid maa Ingen tro, at han, som andre ved Menneskenes Pjat fordærvede og byrdefulde Hunde, klynkede, peb og klagede, for ikke at tale om at kradse med Poterne, for at erholde noget af det vellugtende Maaltid. Nei, alle disse Unoder var Hercules altfor nobel til at nedlade sig til. Taus, men med et ubeskriveligt Udtryk i Øiet ventede han paa, hvad Bordets Herskerinde vilde unde ham. Ak, ved Nedskrivningen af disse smaa Morgenscener, saa mange Aar efter, staar Heibergs Moder atter saa levende for mig, som om det var i Gaar! Den Hjertelighed, hvormed hun modtog mig, naar jeg saaledes uventet traadte ind til hende; den Venlighed, hvormed hun bad mig sætte mig ned og slaa mig lidt til Ro hos hende; den utrolige Evne, hun havde til øieblikkeligt at give Samtalen en livlig og interessant Retning; den Trang, hun altid viste til at raadføre sig med mig om sine smaa Anliggender; den hele Hyggelighed, som hun forstod at give en saadan Time, alt dette mindes jeg i dette Øieblik med et Suk og med den stille Bebreidelse, at jeg i Momentet vel saae og følte det, men dog maaske ikke 38 skjønnede derpaa i saa høi Grad, som jeg burde have gjort. Gid hun nu kunde læse denne Tilstaaelse, hvor vilde den ikke fryde hendes kjærlige Hjerte! Jeg veed, hvad hun da vilde sige til mig, idet hun vilde slutte mig i sine kjærlige Arme; hun vilde sige: "Ak, min kjære Hanne, saadanne stille Bebreidelser kjender jeg fra mig selv." Og hvem kjender ikke dem?

✂

SOMMEREN 1844 PAA NY BAKKEHUS.

✂ Vi havde alle Tre forelsket os saaledes i Egnen om Bakkehusene, at vi i Aar igjen havde leiet en Sommerbolig der i et Hus, kaldet v. d. Maases ny Bakkehus. Der ligge nemlig de fire Steder næsten umiddelbart ved Siden af hinanden: Rahbeks Bakke hus , Halls Ny-Bakke gaard , v. d. Maases ny Bakke hus og Moltkes Bakke gaard . Vi flyttede altsaa derud i Begyndelsen af Juni. Denne Sommer blev mig iøvrigt forbitret paa flere Maader. Atter i denne Sommer skulde flere af Skuespillerne have Beneficeforestillinger; iblandt dem, som agtede at benytte Tilladelsen, var ogsaa min Broder, Skuespiller Anton Patges. At det laa ham paa Hjerte at have mig med ved en saadan Forestilling, var jo naturligt, og lige saa naturligt var det, at jeg ikke godt kunde negte ham min Hjælp. Nu var det jo den idelige Jammer ved disse private Forestillinger at faa Stykker, der kunde trække Publikum til Huset. Han havde i lang Tid kæmpet og kæmpet for at skaffe sig et, men Alting slog feil. Da greb han i sin Nød et Stykke, som havde været indleveret til Theaterdirectionen, men var blevet forkastet, et Stykke, som maaske endnu Nogle bevare i bedrøvelig Ihukommelse, og som hed "De skandinaviske Brødre". Skandinavismen havde i den sidste Tid, navnlig siden de danske Studenters Tog til Upsala, udfoldet sig stærkt; Stykkets Emne var altsaa meget populairt. Det gik ud paa at fremstille tre Repræsentanter for Skandinavien, en dansk, en norsk og en svensk Student, der i poetiske Udgydelser sammenlignedes med Bøgen, Egen og Birken. Valget var for saa vidt godt, som man kunde være vis paa at faa fuldt Hus, hvilket jo var Hovedsagen ved disse Sommerskuespil for privat Regning. Hvor fortvivlet jeg end fandt Stykket, havde jeg dog ikke Hjerte til at negte min Broder, der alt havde udstaaet saa mange Gjenvordigheder, min Bistand, og jeg maatte altsaa gjøre gode Miner til slet Spil. En Betingelse gjorde jeg dog, den nemlig, at jeg fik Lov til at stryge det lange lyriske, skandinaviske Digt, som jeg skulde fremsige som et Slags Slutningscouplet til Publikum. Hvor takkede jeg hin mindeværdige Aften alle Guder for denne min Betænksomhed! Man maa nu ikke tro, at de øvrige Spillende gik til deres Arbeide med Ulyst, tvertimod, man fandt mange "skjønne Steder" i Stykket, mange "pene Ord" i Dialogen og 39 ventede sig ikke saa lidt Løn for sit Arbeide. Jeg har aldrig havt Lyst til at gjøre Skuespillerne kjede af de Stykker, som indstuderes, og mindst vilde jeg gjort det her, hvor de Spillende arbeidede for at gjøre min Broder en Tjeneste; men jeg selv led Helvedes Kvaler paa disse Prøver, thi jeg forudsaae med den fuldstændigste Vished, at Forestillingen vilde blive til Latter og Skandale; jeg taug og sukkede i Stilhed, men min Fortvivlelse steg Dag for Dag, alt som vi rykkede Forestillingen nærmere. Jeg havde ligesom haabet paa, at en god Aand eller Djævel skulde mage det saaledes, at det Hele gik overstyr. Men nei, Loddet var kastet, Dagen kom. I det deiligste Solskin kjørte jeg den 13de Juni 1844 som en Delinkvent til sin Henrettelse ind fra Bakkehuset for at udføre, hvad jeg havde paataget mig. Jeg veed virkelig ikke, om jeg skal le eller græde ved Tanken paa den Tilstand, hvori jeg hin Eftermiddag befandt mig. Siddende i Kareten, udstødende det ene dybe Suk efter det andet, betragtende den misundelsesværdige Mængde af pyntede Folk, der i det deilige Veir strømmede ud ad Vesterport for i Søndermarken og Frederiksberg Have at frydes ved Træer, Buske, Fuglesang og de tusinde Foraarsblomster, sad jeg aldeles fortvivlet; og dog kunde jeg endnu ikke opgive Haabet om, at Et eller Andet skulde hjælpe mig i min Nød. Jeg sad og tænkte: Hvad vilde du give for endnu at blive fri? Jeg syntes virkelig, at jeg vilde give Alt, hvad jeg eiede; ja, saa vidt gik jeg, at jeg tænkte: Gud forlade mig - gid Vognen, hvori du sidder, vilde vælte; jeg vilde med Glæde tage imod et lille Benbrud og roligt finde mig i den øvrige Sommer at maatte sidde stille, for at det atter kunde læges. Jeg husker godt, at denne Tanke oplivede mig, og jeg haabede paa, at Skjæbnen vilde benytte det Vink, jeg her gav til min Redning, men den var ubøielig; Vognen væltede ikke, og jeg ankom til mit Paaklædningsværelse paa Theatret for at iføre mig min sørgelige Pynt og udføre min endnu sørgeligere Kunstpræstation. En og Anden synes vel, at denne min Stemning var overdreven exalteret! Herre Gud, om nu ogsaa et Stykke mishager, er da den Ulykke saa stor? Nei. Jeg indrømmer dette, men forud at vide med Vished, at man skal være Gjenstand for Latter, Spot og Haan, at Virkeligheden, den raa Virkelighed hos et Publikum, skal gribe ind og tilintetgjøre al Illusion, saa at jeg staar der, ikke som den unge Pige i Stykket, men som Fru Heiberg, med hvem man tillader sig at gjøre Commers; denne Tanke var det, som jeg ikke kunde udholde. Alt, hvad der forstyrrer Illusionen paa Scenen, selv det Bifald, der ofte lød ved min Indtræden, stak smerteligt i mig. Jeg selv vilde glemme, at det var mig som privat Person, som stod der, og jeg ønskede, at alle Andre vilde gjøre ligesaa. Kun Et har bestandigt ligget mig paa Hjerte, det at frembringe en fuldstændig Illusion, thi kun, hvor denne opnaas, kunde der være Tale om en kunstnerisk Nydelse for Publikum som for mig selv.

40

✂ Under de første Akter forholdt Publikum sig i en rolig Døs; men lidt efter lidt syntes det overfyldte Hus, at det dog skulde have lidt Glæde for sine Penge, og nu begyndte Tilskuerne at blive muntre Medspillende, hvis Spil blev livligere og livligere, alt som vort Spil blev mere og mere mat. Da nu en af de tre skandinaviske Brødre mod Slutningen af Stykket kom hjem fra en Reise, paa hvilken han lykkeligt havde faaet sin Examen, og kom løbende ned ad et Fjeldstykke og jublende raabte: "Jeg har faaet min Examen!" udbrød Publikum i den muntreste Latter, og flere Stemmer raabte: "Vi gratulere!! Vi gratulere!!" Fra nu af var Ævred opgivet, som man siger. Man lo, man snakkede med, man raabte "O!" paa de rørende Steder, man applauderede ironisk, og Teppet faldt endelig for sidste Gang under almindelig Latter. Jeg takkede min Gud, at jeg itide havde forudset dette Resultat og gjort Indsigelse mod det rørende skandinaviske Slutningsdigt! Man tænke sig min Situation, om jeg under en saadan Stemning skulde have staaet der og snakket i en Lygte! Jeg var forresten rørt over Publikums Godhed imod mig denne Aften; thi saa ofte jeg traadte ind paa Scenen, var der stille; ikke en Lyd ytredes i det muntre Hus under mit Spil eller ved nogen af de mange næsten udæskende comiske Bortgange, som min Rolle indeholdt. Ikke let har noget Bifald i den Grad glædet og smigret mig som denne Aftens Taushed. Stykket var forbi og mine Lidelser endte. Jeg var tilmode som En, der havde været i Havsnød og nu stod reddet paa den tørre, velsignede, faste Jord. Jeg var glad, næsten til Overgivenhed. Men vare mine Lidelser nu endte, saa begyndte mine Kammeraters først. De andre Damer i Stykket strømmede ind til mig for at give deres Indignation og Bedrøvelse Luft. Da de undredes over mit glade Lune, sagde jeg: "Misund mig ikke dette, jeg har havt mine Lidelser forud; I maa nu bære Eders bagefter." Lige saa sukkende og betynget jeg var kjørt ind til Theatret, lige saa let kjørte jeg hjem, da Alt var overstaaet. Jeg kunde ikke lade være at synge høit i Kareten; jeg var fri for i Sommer; jeg traadte glad ind til Thebordet, hvor Heiberg ventede mig; min Glæde smittede ham, der ogsaa paa mine Vegne havde havt en tung Aften; vi drak de skandinaviske Brødres Glemsel i et Glas Vin og gik til Ro, haabende en bedre Dag i Morgen. Næste Morgen sendte Fru Hall Bud ind til mig, om jeg ikke vilde tjene hende i at komme et Øieblik ind til hende, da hun alt i flere Dage havde maattet holde Sengen paa Grund af en stærk Forkjølelse. Jeg gik strax ind til hende. Hun laa i Sengen, rakte Haanden ud imod mig og sagde næsten med Graad: "Hvorledes har De det, min søde Ven, efter den afskyelige Aften i Gaar, som Hall har fortalt mig om?" Ved at se hendes bedrøvelige Mine, kunde jeg ikke bare mig; jeg brast i Latter. Hun saae forundret paa mig. "Kan De le deraf?" sagde hun. "Ja, hvorfor ikke?" svarede jeg, "det er jo forbi, og jeg 41 har grædt saa længe forud, at jeg nu virkelig ikke kan mere." Da hun saae, hvor let jeg nu var om Hjertet, slog hun ind i min Tone, og jeg morede hende nu med omstændeligt at fortælle hende alle de Scener, jeg havde været Vidne til bag Scenen, paa Scenen og ude i Publikum.

✂ Se, denne Forestilling var nu Nr. l af det, der forbitrede mig denne Sommer; nu kommer Nr. 2.

✂ Det er lykkelige Tider, hvor vor Kritik endnu ikke er vakt. Jeg har kjendt saadanne Tider i mit Theaterliv - men det er længe siden - hvor ingen Kritik forbitrede mig Nydelsen af at spille Comedie. Var Rollen hvad man kalder en smuk Rolle, det vil sige, var den saaledes, at jeg forudsaae, at jeg i denne Rolle vilde gjøre Virkning, da var jeg tilfreds og glædede mig til at spille den. Om Stykket havde Værdi som Kunstværk, om Rollen var psychologisk sand, om Dictionen i den var ædel, simpel, om Verset var rent i sine Former, om der var Enhed i Charactertegningen, om Sujettet var kunstnerisk behandlet; kort, om der var Sandhed i det hele Stykke, eller om det som Helhed var et affecteret Døgnproduct, herom spurgte jeg dengang ikke mig selv; det kostede mig ikke en urolig Tanke; jeg spillede min Rolle, for det meste godt, og selv om jeg ikke altid syntes dette, saa syntes Publikum det, og dermed slog jeg mig til Ro. Saaledes kunde og burde det ikke blive ved. Det kunde ikke være andet, end at min Kritik, min Dom lidt efter lidt i Omgang med Heiberg, med hans Moder og saa mange Andre maatte udvikle sig ikke blot til at modtage, men ogsaa til at gjøre Rede for det Modtagne, til at kunne skjelne imellem Ondt og Godt. Jeg var paa dette Tidspunkt 32 Aar. Jeg kunde ikke længere med Taalmodighed, i Uvidenhed lade mine Evner misbruge, snart til eet maadeligt Arbeide, snart til et andet, uden at det smertede mig. Jeg havde alt i adskillig Tid maattet spørge mig selv: Er det ret, er det kunstnerisk rigtigt, for ikke at sige: Er det ikke umoralsk saaledes ved sit Talent at bidrage til, at saa meget Forkasteligt gaar igjennem hos Publikum og forvirrer dets Begreber om dramatisk Kunst, idet det forvexler Skuespillerinden med det Stykke, hvori hun optræder. Mangfoldige Gange vare Stykker skrevne, som kun hvilede paa den Interesse, der skulde ligge i at se mig i en eiendommelig Situation, i et mærkeligt Costume, i Benyttelsen af min Evne til at synge Couplets, eller til Dans, til Declamation af lange, kunstige Digte o. s. v. Jeg var led og kjed af alle disse Misbrug, især naar de stode ganske forladte af al virkelig Kunstinspiration. Men hvad var herved at gjøre? Modsatte jeg mig dette Misbrug, saa gik det mig som med Maurerpigen, Forfatterne rasede imod mig og ansaae mig for deres Hjernefostres Morder, for ikke at tale om, hvorledes de ganske naivt foreholdt mig, at de havde gjort Regning paa en Indtægt, som det vilde sætte dem i den største Forlegenhed at gaa glip af; vedblev jeg med Fasthed 42 min Indsigelse mod at misbruges, da udspredtes der Rygter om Primadonnachicaner, Rygter, som det store Publikum strax var beredt til at fæste Lid til. Hvad dette angaar, da bilder jeg mig imidlertid ind, at mine Foresatte og Alle, der havde været indviede i Theatrets Mysterier, have været enige heri, - at jeg aldrig i mit hele Liv, ikke en eneste Gang har nedladt mig til Noget, som kunde fortjene dette Navn. Altid har jeg arbeidet efter Pligt og Samvittighed, rent i Kunstens Tjeneste. Men hvem kan tale en fornærmet Digterforfængelighed tilrette?

✂ I Slutningen af forrige Saison havde H. P. Holst, der nylig var hjemkommen fra Italien, skrevet sin "Gioacchino", hvilket Stykke blev antaget til Opførelse. Her var atter en Rolle skrevet for mig, en af de saakaldte brillante Roller, sammensat af og udsmykket med mange Lapper, men hvoraf dog ingen hel Klædning kommer ud. I denne Rolle var nu Glanspunktet en Castagnetdans, en af de italienske Folkedanse, som vare komne i Mode i Kjøbenhavn, efter at nogle italienske Danserinder havde indført dem hos os. Man mente, at saadanne Danse, hvori Mimiken spiller en saa stor Rolle, vare som skabte for mig med mit sydlandske Udseende, og H. P. Holst, der kjendte sit Publikum, vidste, at en saadan Dans, danset af mig, og det ovenikjøbet med Hofballetmesteren selv - saa snart Bournonville hørte, at jeg skulde udføre en saadan Dans, vilde han ikke overlade Meddanserens Plads til Andre - vilde være nok til at skaffe Stykket stor Opmærksomhed. Jeg kæmpede med mig selv, om jeg skulde bede mig fritaget for Rollen og tage al det Vrøvl, som vilde følge herpaa, eller være resigneret og faa min Sommerferie fordærvet ved at indstudere den, da Directionen ønskede, at Stykket skulde opføres strax i Begyndelsen af næste Saison. Jeg gøs for Vrøvlet, og nu maatte jeg pine mig dagligt med at indstudere Rollen. Se, det var Nr. 2, der forbitrede mig denne Sommers Glæder. I Saisonens Begyndelse gik "Gioacchino" over Scenen, udstyret med al den Pragt, som Decorationer, Dragter o. s. v. kunde præstere. Sat i Scene af Balletmester Bournonville med en saadan Tilsætning af Balletapparater og Støi, at jeg bogstaveligt havde en Følelse af, at man var nær ved at blive tosset i Hovedet over al den Uro, som dette Genremaleri frembragte, blev Stykket naturligvis optaget med meget Bifald - for en Tid.

✂ Men havde jeg saaledes Sorger i denne Sommer, manglede det dog heller ikke paa Glæder. En smuk Eftermiddag, som jeg sad og talte med Stiftsprovst Tryde, der var kommen for at tilbringe Aftenen hos os, blev Døren til Stuen puffet op, og ind styrtede - Hercules! Jeg vilde neppe tro mine egne Øine. Drivende vaad sprang det kjære Dyr hylende af Glæde op ad mig og var færdig at rive mig omkuld. Jeg omfavnede ham af et ærligt Hjerte, klappede og kyssede min Ven og spurgte den ene Gang efter den anden: "Men 43
Hercules, hvor kommer du fra?" Var Hunden svømmet over Kallebodstrand til os? Jeg veed det ikke, har aldrig kunnet erfare det. Tryde saae helt forundret ud ved dette Optrin, og jeg maatte nu fortælle ham min og Dyrets Historie. Han talte ofte i senere Aar om min Henrykkelse ved Hercules's Indtrædelse i vor Stue. Jeg var virkelig usigelig glad over Dyrets Komme, saa glad, at jeg i dette Øieblik meget beklagede ikke at være ene med min uventede Gjæst, men at jeg for Skams Skyld maatte fortsætte Conversationen med den gode Tryde, hvis Selskab ellers var mig kjært. Ja, jeg var saa lidt Herre over min Glæde, at da Heiberg, som havde været en Tur inde i Søndermarken, traadte ind ad Døren, udbrød jeg lidenskabeligt: "Heiberg, Du ser slet ikke, hvem her er!" Heiberg, som antog, at jeg mente vor Ven Tryde, bukkede forbindtligt for ham og sagde: "Jo, jeg ser det meget vel." - "O nei!" udbrød jeg næsten uvillig, "Hercules!" Vi lo siden alle Tre over min Mangel paa Selvbeherskelse i min Glæde. Det stakkels Dyr var usigelig rørende; da den første Glæde over Gjensynet var ovre, lagde den sig stille hen i en Krog og sukkede, fulgte os med Øinene, hvor vi gik i Stuen, kom af og til hen og slikkede vor Haand, men lagde sig saa atter melancholsk hen i dybe Betragtninger over, hvad der nu vilde følge paa denne hans nye Ulydighed. Der var virkelig et saa vidunderlig forstandigt, vemodigt Udtryk i dette Dyrs Øine, at jeg syntes, at de Naturforskere, som tvivle paa, at et Dyr kan have en Sjæl, nødvendigt maatte komme til en anden Anskuelse ved at se min Hercules. Naar Heiberg og jeg i Tusmørket sade i Sofaen i dyb Samtale om det Meget, der interesserede os, og Hercules da satte sig hos os paa Hug paa Gulvet med sit store, prægtige Hoved boret ind imellem os begge og saae op paa os, som om han fulgte vor Samtales Gang, var der et Udtryk i dens Øine, som jeg aldrig glemmer. Vare vi uenige i vore Meninger om den Gjenstand, vi havde bragt paa Bane, da henvendte Heiberg sig ofte til Hercules og sagde: "Hvad siger du, Hercules, har jeg ikke Ret?" Ved en saadan Henvendelse udstødte Hercules da et dybt Suk, som om den begræd, at Talens Brug var den negtet. Det var mig da umuligt andet end at klappe og kjærtegne den til Trøst for dens Savn. Længe nøde vi dog ikke i Ro Glæden over Hercules's Selskab; inden kort Tid begyndte Alt paa gammel Vis. Hercules blev hentet og som en Forbryder bragt hjem til sit, men inden faa Dage havde vi ham atter ved vor Side. Dette gjentog sig atter og atter. Heiberg havde forbudt Tjenestefolkene og os Andre at tage ham med til Byen. En Dag skulde jeg derind. Hercules saae uroligt til, at jeg iførte mig Hat og Shawl. Jeg gjorde ham begribeligt, at jeg ikke kunde tage ham med, og listede mig ud ad en anden Dør for ikke at forurolige ham ved min Bortgang. Jeg kom ogsaa lykkeligt bort. Men da jeg var omtrent midt paa Vesterbro, kom Hercules med Tungen ud af Halsen 44 i et frygteligt Firspring og havde nær kastet mig omkuld i sin ubændige Glæde. Jeg blev helt betænkelig ved at overtræde Heibergs Forbud, men Heden var stærk, til atter at gaa den lange Vei tilbage havde jeg ingen Lyst, og Hunden fik saaledes sin Villie. Atter paa denne Tur steg min Agtelse for Hercules. En Mængde usle smaa Hunde, som der dengang fandtes en utrolig Masse af, inden Hundeskattens Forhøielse formindskede disse tossede Væsners umotiverede Gjøen, havde i lang Tid til hans og min Plage forfulgt os med denne utaalelige Bjæffen, som ingen Dødelig kan forstaa Meningen med. Hercules havde længe roligt hørt herpaa, idet den gik sin sindige, afmaalte Gang ved min Side, kun af og til skottende op til mig. Hundenes Mængde tiltog ideligt. Fra enhver Kjælderhals sprang en ny Piageaand op, bjæffende i Chor med de andre Bjæffere. Det var rent utaaleligt; det fandt Hercules omsider ogsaa; paa een Gang vendte det store Dyr sig om med tindrende Øine, med Haarene paa Ryggen opreiste som Børster, visende alle sine skinnende hvide Tænder, og udstødte et eneste forfærdeligt: Vov! med en saadan Styrke, at alle de smaa Køtere foer til alle Sider og i et Nu forsvandt. Jeg var ganske stolt over Hercules og klappede ham paa det store Hoved; han saae mildt og ironisk op paa mig, som om han vilde sige: "Saadan skal det Kryb have det." Jeg faldt i mange Reflexioner over denne lille Gadescene. Ak, tænkte jeg, kunde man med et saadant eneste "Vov" skræmme alle de litteraire Smaahunde ned i deres Kjælderhalse, saa de forsvandt for bestandigt! Men det lader man nok være; de skræmmes ikke saa let; de ere som Fluerne, der sætte sig paa vor Næse; jag dem hundrede Gange bort, og de ville hundrede Gange atter sætte sig paa den. Jeg havde et Ærinde i Dronningens Tvergade, og her havde jeg ganske nyligt set Hercules ved min Side. Med Et, da jeg vilde se til den, var den forsvunden. Uroligt gik jeg omkring fra den ene Gade til den anden for at finde min Ven; alt forgjæves. Mismodig, udmattet af Heden og Anstrengelsen maatte jeg omsider bedrøvet vende hjem i Uro over, hvad Heiberg, hvis Forbud ikke var overholdt, vilde sige. Siden erfarede jeg, at dens Herre tilfældigvis havde mødt den og tvunget den til at forlade mig og følge med ham. Jeg haabede dog atter at se min trofaste Ven, men siden erfoer jeg, at Hunden strax var transporteret temmelig langt ud i Landet over Hav og Sø, og jeg saae virkelig aldrig mere det prægtige Dyr. Omtrent et Aars Tid efter spurgte jeg En af Familien fra den Egn, hvor Hercules havde sit Hjem, om de ikke vidste, hvorledes han havde det. "Han er død!" lød Svaret. Le kun ad mig, min Læser, det faar ikke hjælpe; jeg græd oprigtige Taarer over En, der havde viist mig saa stor Hengivenhed, og kunde ikke komme bort fra, at Længsel efter mig havde dræbt ham.

✂ Jeg havde i denne Sommer en Forretning, som næsten af alle Forretninger 45
er mig den ubehageligste, nemlig at se mig om efter en ny Bolig. Jeg kjender ikke noget mere Stødende for min Følelse end saaledes at trænge sig ind i en ubekjendt Families Hus med Anmodning om at se enhver Krog. "Vær saa god at føre mig ind i Deres Sovekammer, i Deres Fadebur, Kjøkken, Kjælder og Loft, de Steder, De bruger til at hensætte og gjemme, hvad De ikke ønsker, at Uvedkommende skulle se!" Dette er omtrent den udelicate Rolle, man nødes til at paatage sig, naar man er saa ulykkelig at skulle gaa og se paa Værelser. Saa meget er imidlertid vist, at de, der skulde forevise deres Hjems hemmeligste Lukafer, umuligt kunde være mere forlegne ved dette ubehagelige Hverv, end jeg var under saadanne Omstændigheder. Jeg kom virkelig ligesom i Feber af Forlegenhed, og denne gjorde, at jeg sjeldent havde Nytte af min Gang; med en saadan Ilfærdighed gjennemløb jeg det Hele for hurtigt at befri mig og dem, der skulde plages med mig. Da fik vi underhaanden at vide, at Lægens Bolig paa Søkvæsthuset paa Christianshavn paa Grund af Dødsfald var at faa til Leie, og at der til denne Bolig hørte et Stykke Jord, hvor man kunde indrette en Have. Dette sidste, i Forening med Udsigten til atter at komme ud paa det gode Christianshavn, havde en stor Tillokkelse for os, og jeg begav mig da derud; men da jeg kom ind i den store Forgaard - Boligen ligger ikke ud til Gaden, men ind til en Del mindre og større Haver - og jeg paa begge Sider saae de store Fængselsbygninger, der vendte ud til Gaarden, blev jeg saa trang om Hjertet, at jeg strax tabte al Lyst til Boligen, da jeg syntes, at det daglige Syn af disse Vægge, bag hvilke saa mange Ulykkelige sade, vilde gjøre mig rent melancholsk. Da jeg nu engang var der, gik jeg dog op i Værelserne; men uagtet her fandtes det, der mest af Alt kunde friste mig, det som altid havde været mit høieste Ønske, nemlig en Bolig, hvortil der hørte en Have, saae jeg dog kun Leiligheden med et halvt Øie; bestandigt tænkte jeg paa de stakkels Fanger. Jeg kom hjem og sagde til Heiberg: "Ak nei, denne Bolig kan jeg ikke leve i paa Grund af Fangernes Nærhed." Han mente, at Sligt vænnede man sig efterhaanden til, saa at man tilsidst slet ikke mere tænkte derpaa, men jeg var bleven saa overrasket af dette nære Naboskab, at jeg for Øieblikket rent opgav Bolig og Have. Tiden gik imidlertid, og Intet tilbød sig for os; da sagde Heiberg: "Gaa dog en Gang igjen ud til Stedet; maaske du anden Gang ser det med andre Øine." Jeg begav mig da atter derud. Det var en deilig Sommersolskinsdag; Sindet var lyst som den; blaa Himmel; paa Veien derud prædikede jeg for mig selv, at det ikke er godt for os Mennesker ligesom at flygte for Synet af det Sørgelige, at man tvertimod burde vænne sig til at kunne betragte det og ikke med Feighed undfly dets Nærhed. Jeg traadte nu ind i den store Forgaard, forberedt paa at se, hvad der ved mit første Besøg saa stærkt slog mig; Indtrykket af de 46 triste Sidevægge var strax mindre, uden at det Uhyggelige dog rent udeblev. For Enden af Gaarden stod en Dør aaben ud til Haverne bag den Bygning, hvori Leiligheden var; dette Syn af Blomsterne og Træerne med Klangen af Fuglekvidren virkede oplivende paa mit Sind. Jeg gik nu op i Stueetagen - det var den, hvorom der var Spørgsmaal - og Værelserne forekom mig nu, oplyste af den deilige Sol, helt forandrede fra sidst. Alle Vinduerne laa ud til Havepladsen, og denne var igjen omgivet af mange andre Haver; disse i Forening med de store Træer paa Christianshavns Vold, der i Baggrunden af Haverne ragede høit op over dem, gave det Hele noget Stort og Landligt. Da jeg nu traadte ud paa den store Havetrappe foran Havestuen og saae det deilige Frelsers Kirketaarn pragtfuldt belyst af Solen ligge ligesom midt i Haverne, da tænkte jeg: Ja, dette var dog nok værd at agte paa til Trods for de stakkels Fangers Nærhed, som man fra denne Side ikke saae eller mærkede noget til. Det Stykke Jord, som hørte til Boligen, var paa et enkelt Kirsebærtræ nær aldeles ubeplantet. Jeg stod nu her paa Trappen og gav min Phantasi Tøilen, idet jeg strax lagde en Plan, hvorledes jeg vilde benytte denne Plet, og jeg blev aldeles henrykt ved Tanken om, at jeg kunde faa et Ønske opfyldt, som jeg havde baaret paa saa godt som hele mit Liv, nemlig at faa en Have, hvor jeg kunde saae, plante, rive, pleie Blomster, Buske og Træer. Efter at have overtydet mig om, at vi i Værelserne kunde indrette os, især ifald Heiberg kunde faa to Værelser, der fandtes paa 1ste Sal, og som ikke bleve brugte til Noget, var jeg næsten bestemt paa at raade til Flytningen herud; men hvad der især styrkede denne Beslutning var, at da jeg atter vilde gaa bort, kom en gammel, venlig Kone, der boede ovenpaa, ud fra en af Haverne hen imod mig og sagde med en mild Stemme, idet hun saae paa mig med sine gode Øine: "Kjære Fru Heiberg, betænk Dem ikke paa at flytte herud, intet Sted i Verden er der saa deiligt som paa Kvæsthuset ." Jeg kunde ikke lade være at smile over denne storartede Roes. "Ja, ja," sagde hun, "De smiler, men bo her først et halvt Aar, og De vil sande mine Ord; jeg har nu boet her over 20 Aar og gjentager, at der er intet Sted saa velsignet som her." Disse Ord, fremsagte af denne venlige Stemme, vare mig ligesom et kjært Velkommen; jeg syntes, at Stedet alt havde noget Hjemligt for mig, og Beslutningen blev taget. Jeg nød nu Opholdet paa Landet med et lettere Sind, da denne vigtige Sag blev afgjort, hvilket jeg især skyldte den venlige gamle Kone, som et Tilfælde havde ført paa min Vei hin Dag. Jeg beplantede nu i Tankerne den lille Plet Jord, gjorde Tegning paa Tegning for at benytte Alt paa det Bedste og levede mig saaledes ind i vor nye Bolig, længe før vi kom der. Heibergs Moder var tilfreds med de to Værelser, der skulde være hendes, og Heiberg glædede sig til den vide Udsigt, han ovenpaa fik til Hav og Himmel, 47 saa at han her ret kunde faa Brug for sine store Kikkerter og gjøre natlige Observationer af Stjernehimlens Gang. Saaledes vare alle tilfredse, hver med sit.

✂

DEN SUHRSKE FAMILIE.

✂ Man vil erindre, at vi ved Badet i Ems 1839 gjorde Bekjendtskab med Etatsraad Suhr og hans Kone. Ved vor Hjemkomst blev dette Bekjendtskab ikke strax fortsat, kun gjennem Oberst Tscherning, der var en fortrolig Ven af Suhr, hørte vi af og til Noget om dem. Tscherning ytrede ofte, at Suhr efter dette Møde i Ems havde bevaret en overordentlig Interesse for os, at han nu, som aldrig tidligere, ofte gik i Theatret og var uudtømmelig i at rose mig som Skuespillerinde. Tscherning maatte ofte fortælle ham om vore private Forhold o. s. v. En enkelt Gang traf vi Suhr, men især Fru Suhr, paa tredie Sted; ogsaa hun viste os da stor Venlighed.

✂ Paa Suhrs Anmodning fulgte Tscherning ham en Dag til os for at forny vort Emserbekjendtskab. Da dette var besørget, kom Suhr af og til og aflagde os Besøg, og kort efter kom han og Fru Suhr i en stadselig Visit i en af deres elegante Vogne og indbøde os til Middag. Vi modtoge Indbydelsen, og fra nu af vare vi Omgangsvenner. Ofte sagde En og Anden til mig: "Kan De faa ham til at tale, denne tause, strenge Mand?" Jeg forstod ikke ret dette Spørgsmaal, thi saa ofte han aflagde os Besøg, var Samtalen med ham altid faldet mig let. Han havde stærke politiske Interesser, kjendte mange Mennesker og mange Forhold; Theatret besøgte han, som det lod, med stor Glæde; her var altsaa Stof nok til Samtale, og det faldt mig aldrig ind, at jeg ikke lige overfor ham som for enhver Anden skulde kunne gjøre Brug af den aabne, frimodige Tone, som man har sagt mig, at jeg besad i en noget usædvanlig Grad. Og hvad ham angik, talte han ofte med mig om sine Interesser med stor Aabenhed og Hjertelighed, ja betroede mig ofte, hvad han maaske ikke har betroet Nogen foruden mig. Han viste mig saaledes, at han havde den fuldkomneste Tillid til min Taushed og Discretion. Den ene Fortrolighed førte den anden med sig, saa at ogsaa jeg snart meddelte ham, hvad der laa mig paa Hjerte, baade i mit offentlige og private Liv. Heiberg og hans Moder viste han en stor Hengivenhed, og de fattede begge et inderligt Venskab for denne trofaste Natur, hvis Omgang vi alle tre fandt meget velgjørende og hyggelig. Ofte rørte han os ved ganske uforbeholdent paa den mest hjertelige Maade at takke os, fordi vi ikke stødte ham bort. "De veed ikke," sagde han, "hvor stor Pris jeg sætter paa dette Hus's Venskab for mig; det kan ikke interessere Dem at omgaas med mig, thi 48 fraset, at jeg jo antager mig selv for nogenlunde god Forretningsmand, veed jeg godt, at jeg i alt Andet er en "Ignorant", men saa meget er vist, at af alle de Bekjendtskaber, jeg i mit Liv har gjort, har intet glædet og interesseret mig som Deres. Ofte har jeg af Hjertet takket min Kone, fordi hun foranledigede, at jeg hin Aften i Ems gjorde Deres Bekjendtskab, thi jeg tilstaar, at jeg i hine Aar var saa indesluttet i mig selv, at jeg søgte at unddrage mig fra al Omgang med andre Mennesker og kun levede i mine Forretninger." At vi bleve rørte over saadan Tale af ham, ofte fremsat med Taarer i Øinene, var da ganske naturligt, saa vel som og at disse Udtalelser bandt os Alle mere og mere til ham. Suhr havde for nogle Aar siden kjøbt det deilige Sølyst paa Strandveien, især fordi hans Kone, efter at have gjennemgaaet en betænkelig Sygdom, havde sat sit hele Hjerte til at eie dette Sted. Da Suhr kjøbte Stedet, der tidligere tilhørte den grevelige Schimmelmannske Familie, var det yderst forfaldent; men nu sparede han ingen Udgift for at sætte det i complet Stand. Han antog en kunstforstandig Gartner, saa Have og Drivhuse var det Skjønneste, man i Omegnen af Kjøbenhavn havde. Hans Vogne og Heste vare ligeledes det Bedste, der var at faa; Alt dette gjorde en vis Opsigt. Suhr havde hidindtil levet uden al Pragt, ganske stille i den gamle Gaard paa Gammeltorv; ja, Rygtet mente endog at vide, at han var gjerrig, og dette pludselige Omslag i hans Levemaade var derfor Gjenstand for Omtale. Os forundrede alt dette slet ikke, thi vi havde intet kjendt til ham i hans tidligere Liv. Han indbød os nu ofte ud til al den Herlighed paa Sølyst i større Selskaber, hvor det gik yderst elegant til. Af disse Besøg i store Selskaber fik vi intet Indblik i Familielivet i det Suhrske Hus; thi hvad ser man, og hvad lærer man ved slige Sammenkomster, hvor Enhver affører sig Hverdagsfeilene ligesom Hverdagskjolen; hvor Mad og Drikke og den almindelige Conversation, ofte tarvelig nok, er hele Udbyttet; kun saa meget saae vi, at det var et Hus, hvor Tilsidesættelse af den gode Tone ikke taaltes, ja, at en vis Stivhed ofte hæmmede Munterheden og Livligheden hos de Tilstedeværende. Det feilede aldrig, at Suhr, Dagen efter at vi havde besøgt Sølyst, kom hjem til os og paa den hjerteligste Maade takkede os for vor Nærværelse i hans Hus.

✂ I Foraaret 1844 havde Suhr og Frue paa det Indstændigste anmodet os om at tilbringe en Maanedstid paa Sølyst i vor Sommerferie. Vi havde ikke strax indvilget heri, thi slige Ophold i et fremmed Hus have altid noget Betænkeligt ved sig; man veed ikke altid, om Venskabet er af den Natur, at det taaler en saadan daglig Nærhed. Vi trak det derfor noget ud med vort Svar. En Dag, da Tscherning og jeg vare ene, sagde han til mig: "Heiberg og De føie dog vel Suhr i hans Ønske at komme ud til Sølyst?" Jeg svarede ham, at vi havde nogen Betænkelighed ved denne Plan. "De maa ikke afslaa 49
ham det," sagde Tscherning, "det er Synd; han har glædet sig saa inderligt dertil. Jeg har alt i længere Tid," vedblev han, "kjendt denne Suhrs Plan; han har ofte talt til mig herom og spurgt mig, om jeg troede, at Heiberg og De vilde kunne føle Dem tilfredse under et saadant Ophold; jeg har svaret ham, at saa vel Heiberg som Dem vilde det være overordentlig let at tilfredsstille i det daglige Livs Fordringer, hvorimod jeg ikke troede, at Fru Gyllembourg vilde kunne finde sig i at undvære sit eget Tyende og alle de Bekvemmeligheder, hun i Hjemmet er vant til." Heri havde Tscherning set klart, thi det var visselig bleven hende til stor Kval at skulle indordne sig i en forandret Levemaade i et fremmed Hus. Tscherning havde kjendt Heibergs Moder i en lang Række Aar og var hende af Hjertet hengiven; men han kjendte hendes smaa huslige Vaner for godt til at tro, at disse kunde ombyttes for andre. Det blev da omsider besluttet, at Heiberg og jeg skulde i denne Sommer tilbringe en Maaned paa Sølyst; hans Moder forblev i Bakkehuset med vore Folk, men vilde hver Søndag komme ud til os. Først i August kunde vi løsrive os fra Forskjelligt, der paahvilede os, og tage til Sølyst. Da Dagen kom til vor Udflugt, holdt en af Suhrs elegante smaa Vogne for Døren, og en større var sendt for at medtage vort Tøi. Det hjalp ikke, at vi sagde, at vi jo godt selv kunde besørge os ud til Sølyst uden at gjøre hans Folk Uleilighed; det var ham en altfor stor Glæde at sætte Alt, hvad han eiede af Comfort, til vor Tjeneste, og uudtømmelige havde hans Spørgsmaal til mig i lang Tid været om, hvorledes jeg troede, at Heiberg helst ønskede det indrettet hos ham, for at han kunde føle sig tilfreds og hjemme. Jeg smilte ofte over alle hans Skrupler med Hensyn til Heiberg, da jeg ikke har kjendt Nogen, som det var lettere at tilfredsstille i det daglige Livs Bekvemmeligheder. Det var netop en af hans elskværdige Egenskaber, hans store Talent til at orientere og indrette sig, hvorledes end det Ydre omkring ham stillede sig. Hans fortræffelige Humeur, hans comiske Sans hjalp ham ud over alle slige Smaating. Vi holdt altsaa udenfor Sølyst en Formiddag i Begyndelsen af August Maaned. Vi bleve modtagne af Husets Frue; Suhr ventedes først til Middag, den sædvanlige Tid, hvorpaa han dagligt indfandt sig paa Landet for atter tidligt den næste Morgen at begive sig ind til sit Comptoir. I en Sidefløi af Hovedbygningen bleve vi indførte i en meget stor Havestue, der i Schimmelmanns Tid havde været Bibliotheksal - nu vare alle Bøger forsvundne -; Væggene vare decorerede med Landskaber af en i sin Tid berømt fransk Maler. Dette smukke Værelse med Udsigt til den skjønne Have, til begge Sider Vinduer (mod Nord og Syd) og Havedøren mod Vest, gjorde et meget behageligt og hyggeligt Indtryk. Det var ganske nyt meubleret med Fløiels Stole og Sofaer. Et Skrivebord var anbragt til Heibergs Brug, og forresten hvad den opmærksomme Vært havde 50
troet, at vi satte Pris paa til vor Bekvemmelighed. Ved Siden af dette store Værelse var vort Sovekammer, udstyret med en Elegance, der langt oversteg, hvad vi i Hjemmet vare vante til. Efter at have rettet lidt paa mit Toilette, begav jeg mig ind i Husets Havestue, der tillige var det Værelse, hvor Alle samledes, et Værelse med en henrivende Udsigt over de skjønneste Græsplainer ud mod Sundet, hvor Hveens gule Banker viste sig imellem Trægrupperne; udenfor den store Havedør var en yndig Veranda; paa hver Side af denne Dør var et stort Vindue, hvorfra man saae andre Punkter af Sundet. Husets Personale bestod, foruden af Hr. og Fru Suhr, af en Slægtning til Fru Suhr, en Frøken Charlotte Falch, en ældre, høist elskværdig Pige, hvis Sygelighed og Lidelser, imod hvad der pleier at være Tilfældet, bidrog til end mere at forhøie det rørende Indtryk, som den stille, beskedne, milde Skikkelse gjorde paa Alle ved den barnlige Taalmodighed, hvormed hun led. Med Trækkene smerteligt fortrukne var hun altid beredt til et Smil og høist modtagelig for enhver Opmuntring. Endvidere var der for Tiden en Broderdatter, Pauline Suhr, i Besøg; selv havde Suhrs ingen Børn. Ved Vinduet til høire for Havedøren havde Fru Suhr altid sin Plads; ved Vinduet til venstre Frøken Falch sin. Da denne Havestue var meget stor, sade disse To langt fra hinanden, saa langt, at man vanskeligt kunde høre ved det ene Vindue, hvad der taltes om ved det andet. Heraf fulgte, at Stuen bestandigt indeholdt to talende Grupper, der vare for langt fra hinanden til, at Conversationen kunde blive almindelig, især da Fru Suhr led af en temmelig stærk Døvhed, og for nær til, at den modsatte Gruppe i Stuen ganske kunde ignoreres; et overordentlig trættende og for Hyggeligheden og Sammenholdet i det daglige Samliv yderst uheldigt Arrangement; thi enten sad Fruen forladt til høire, og Alt var trukket til venstre, eller ogsaa sad Frøkenen forladt til venstre, og Alt var trukket til høire. Der var altsaa en evig Marcheren over Gulvet for at ty til den, der for Øieblikket var den Ensomme; herved blev enhver Conversation hurtigt afbrudt, og der skulde ideligt knyttes en ny. Ved min Indtræden i Stuen gik jeg naturligvis til høire for at sætte mig hos Husets Frue; Fru Suhr var en høi, blond Dame, der i sin Ungdom havde været anset for en Skjønhed, og hun var endnu en smuk ældre Dame med et elegant Udseende, med et koldt, formelt Væsen, et strengt, gjennemtrængende Blik. Denne hendes stive Holdning ved min Indtrædelse i Familien forbløffede mig noget, og Conversationen slæbte sig trægt og døsigt hen. Jeg sagde imidlertid til mig selv: Hun maa vist i Dag have havt nogen Ubehagelighed, og haabede, at dette var noget Forbigaaende. Heiberg havde endnu ikke indfundet sig, thi han ordnede sine Bøger og Papirer i vor egen Dagligstue. Efter at jeg et Par Gange var marcheret frem og tilbage mellem de to Vinduers Beboere, langt mere tiltrukket af det smilende Væsen til venstre, 51
end af den tause, strenge Frue til høire, ønskede jeg inderligt, at Klokken var 4, haabende paa, at Suhrs Ankomst skulde bringe mere Varme i Temperaturen, i alt Fald en Forandring. Pludselig hørtes et stærkt Piskeknald ved Indkjørselen, og Pauline sagde: "Det er Onkel!" Uvilkaarligt reiste jeg mig op i den Tro, at Husets Herre pleiede at modtages ved sin Ankomst, men blev meget forlegen ved at se, da jeg alt var henne ved Døren, alle tre Damer ubevægeligt blive siddende ved deres Arbeider; noget flau listede jeg mig atter hen til min Stol, idet jeg ikke fandt det passende, at jeg indførte en Skik, som ikke lod til at høre hjemme her. Stakkels Fru Suhr! Stakkels Suhr! De kjendte ikke den Glæde, Heibergs Moder og jeg saa ofte havde følt, naar Heiberg vendte tilbage til os paa Landet efter et Besøg i Byen. Suhr traadte endelig ind. Et koldt, neppe hørligt "Goddag" var hele Hilsenen fra hans Side; stivt, formelt ønskede han nu mig og Heiberg, der ved Piskeknaldet havde indfundet sig, velkommen i hans Hus. Jeg kjendte ham neppe igjen; mit Hjerte blev ligesom til Is i mit Bryst, og jeg tænkte: Ak, hvem der sad hjemme i Bakkehuset ved sit eget Bord! Den zirlige Tjener meldte, at der var anrettet. Suhr bød mig Armen, Heiberg Fruen, og vi gik stadseligt ind til det elegant dækkede Bord. Jeg maatte næsten smile over, hvor tydeligt det var, at Heiberg ikke følte det Mindste til de Fornemmelser, der berøvede mig al Appetit. Livlig, munter, underholdende som sædvanligt fik han ved sit frie Væsen Samtalen i Gang; hans klare, prægtige, tydelige Stemme gjorde, at Fruen kunde følge Samtalen, og det var tydeligt, at dette satte hende i godt Lune, hvilket jo ikke er besynderligt for en stakkels Døv, der ellers saa let har den Lidelse at se Andre le ad Noget, som ikke har kunnet naa hans Øren, en Lidelse, som vi Hørende vel neppe kunne forestille os. Det varede virkelig ikke længe, før Suhr nogenlunde var den Gamle, Fru Suhr ret munter, Frøken Falch i en hjertelig Latter, og Pauline undseligt kæmpende med sin; kun jeg formaaede ikke ret at komme mig efter det første Indtryk i dette Hus. Efter Caffen trak Suhr sig tilbage i sin Stue for at ryge Tobak, Heiberg og jeg ind i vor egen Stue. Da jeg her havde sat mig ned, atter aandende frit, udbrød jeg: "Kjære Heiberg, lad os forkorte dette Besøg saa meget som muligt; jeg har en Følelse af, at vi ikke ere rigtig velkomne her." Han saae forundret paa mig. "Men Gud bevar'os," udbrød han, "hvor falder nu det dig ind? Jeg veed da, at de begge have opbudt Alt for at faa os herud, og det kunde de jo have ladet være, om de ikke havde ønsket det; der var da Ingen, som tvang dem." - "Ja," svarede jeg, "jeg forstaar det heller ikke, men jeg pines af denne Følelse; Ingen af dem ere jo, som vi ere vante til at se dem, ikke engang Suhr; jeg kjendte ham ikke igjen, saa kold og formel har jeg aldrig set ham." Som vi nu sade og talte herom, kom Suhr ind ad vor Havedør, idet han sagde: "Fru Heiberg, vil De 52
tillade, at jeg et Øieblik sætter mig ind her hos Dem, uagtet jeg har en Pibe; men her i Havedøren tror jeg ikke, at De vil kunne mærke Noget til Tobaksrøgen, og jeg skal ryge meget beskedent." Jeg bad ham venligt at komme ind, da Røgen aldeles ikke plagede mig, især i et saa stort Værelse og for aabne Døre. Han traadte nu ind, kyssede min Haand til Tak, og nu var han fuldstændigt den Gamle i Et og Alt. Han rakte Heiberg sin Haand paa den mest hjertelige Maade, idet han sagde: "Tak, Heiberg, fordi De har opfyldt vort Ønske og er kommet ud til os; De veed ikke, hvor meget jeg skjønner derpaa. Herre Gud! jeg har dette smukke Sted; jeg ønskede gjerne, at ogsaa Andre skulde glæde sig over dets Skjønhed; jeg vilde saa gjerne se Folk hos os, men hvem vilde det more at komme til os? Har jeg derimod Dem og Deres Kone her, veed jeg vist, at Alle gjerne ville komme, thi da er her Noget at komme for; uden Dem gaar det ikke, og det finder jeg meget naturligt. Lad mig nu først spørge Dem, om der Intet er, De savner her til Deres Bekvemmelighed, og dernæst vilde jeg tale med Dem om et Selskab, som jeg gjerne vilde have her paa Søndag. Sig mig nu oprigtigt, om der er nogen af de Gjæster, som jeg har isinde at indbyde, der er Dem imod, thi i saa Fald stryge vi dem." Man kan vel tænke Alt, hvad vi svarede paa en saa venlig og beskeden Tiltale. "Kjære Etatsraad Suhr," sagde Heiberg smilende, "Ingen, som De indbyder i Deres Hus, kunne vi have noget imod; tal dog ikke saaledes!" Suhr vedblev: "Jeg vilde saa gjerne samle nogle af Deres Venner her, for at De ikke skal kjede Dem med os." Og virkelig gik der kun faa Aar, før Suhr med udsøgt Artighed lidt efter lidt samlede de fleste af vore Omgangsvenner indenfor Sølysts Vægge. Ved Thebordet om Aftenen havde Fruen atter sin kolde, formelle Tone. Suhr var temmelig taus, og det Hele trykkede mig paany. Man skiltes ad tidligt om Aftenen, og hver gik til sit. Hvor aandede jeg ikke let, da Heiberg og jeg som sædvanligt sade ene og talte sammen til langt ud paa Natten. Hvor fattig kan Rigdom dog ikke være! Vi havde strax fra Begyndelsen af ytret, at vi ønskede at drikke vor Morgencaffe for os selv; thi at conversere paa Stads, strax man staar ud af Sengen, synes mig noget af det Forfærdeligste, jeg kjender. Tjeneren bragte os derfor om Morgenen, naar vi ringede, en elegant Anretning. Heiberg spurgte denne tause Person, der saae ud, som om Husets Kulde ogsaa var naaet til ham, om Etatsraad Suhr alt var kjørt til Byen. "Ja," svarede han, "Kl. 9 kjørte han." - "Han kommer vel til Middag atter herud?" - "Det tror jeg vist," svarede han, idet han spurgte, om der var Noget, vi befalede. Paa vort Nei forlod han Stuen med et Buk. Op ad Formiddagen, da Heiberg var gaaet en Tur ind i Dyrehaven, bankede det paa Døren, og Fru Suhr traadte da ind til mig, bærende paa en meget skjøn Plante. "Maa denne," sagde hun meget venligt, "staa her og blomstre for Dem?" Jeg 53 takkede, og nu satte hun sig ned hos mig, talte venligt og livligt. Dette Besøg hjalp paa min Stemning, og jeg begyndte at slaa mig til Ro i mit Sind, saa at hendes og min Samtale lidt efter lidt blev ligefrem og livlig. Ogsaa hun spurgte mig nu, om vi Intet savnede, kort, hun var et ganske andet Menneske end Gaarsdagen. Herre Gud! hvor ofte har jeg dog set dette sørgelige Syn, at Mand og Kone ere aldeles forskjellige, naar man har dem hver for sig, og naar de ere sammen. Nu gjorde jeg denne Erfaring paany med Hensyn til dette Ægtepar, thi hvorledes skulde jeg forklare deres forskjellige Stemning anderledes?

✂ Om Morgenen, den første Søndag vi tilbragte under dette vort landlige Ophold paa Sølyst, vandrede jeg ene om i den skjønne Have, hvor de deiligste Blomster bugnede i Blomsterbedene, mange endog laa langs med Jorden, nedtyngede af deres egen Fylde. De skjønneste Remontantroser prangede i alle Farver, men de nyligt udsprungne vanziredes noget ved, at de afblomstrede ikke vare afskaarne, et Syn, der altid var mig imod; det har, synes mig, noget Trist bestandigt ved Siden af det friske Liv at skulle mindes om Forgjængeligheden af alt Skjønt, og jeg syntes, at den deilige friske Rose ligesom saae melancholsk ned paa dette hæslige Støv, som om den tænkte: "Dette er altsaa om kort Tid ogsaa min Skjæbne; saaledes skal min Skjønhed forvandles, min Duft, som man nu indaander med Henrykkelse, vil da plage den Sans, som den nu forfrisker." Som jeg nu stod her imellem Roserne i mine egne Blomsterbetragtninger, kom Suhr til - om Søndagen tog han ikke ind paa Comptoiret -: "Det var Ret," sagde han venligt, "at De ser til vore Roser, thi de staa for det meste temmelig forladte." - "Ja," sagde jeg, "de trænge til en Sax, der kunde borttage de visne; havde jeg en hos mig i dette Øieblik, da dyede jeg mig ikke, men skar væk for Fode. Fornøier det Dem ikke selv," vedblev jeg, "at gjøre lidt Nytte i Haven?" - "Ak nei," svarede han, "jeg er ikke saa lykkelig at have denne Passion; jeg misunder ofte en Ven herude, naar jeg ser hans Glæde ved at beskjæftige sig med sin Have og sine Blomster." - "Nu vel," sagde jeg, "denne Lykke har De nu Leilighed til at nyde, naar De selv vil. Begynd nu med at afskjære nogle af disse visne Roser." - "Det kan jeg ikke, thi jeg har ingen Kniv." - "Hvad," udbrød jeg, "ikke engang en Kniv i Lommen, naar man dagligt gaar i en saadan Have, det er jo skammeligt. De maa nu love mig, at De vil kjøbe Dem en Kniv og altid bære den hos Dem, saa skal De se, at Lysten kommer." - "Nu haaber jeg," vedblev han, "at De, Fru Heiberg, der interesserer Dem saa meget for Blomster, benytter, hvad De finder her i Haven; klip nu nogle af de mange smukke Roser af og tag dem op med. Jeg har ogsaa tænkt paa, at De kunde have Lyst til at gaa ind i Drivhusene eller Blomsterhuset, naar De gaar ene her 54
omkring; maa jeg derfor her levere Dem en Hovednøgle, der lukker Alt op." Jeg takkede ham og tog imod Nøglen. "Og nu," sagde han, "maa De gratulere mig, thi jeg har nu faaet et Ønske opfyldt, som jeg længe har næret. Jeg har nemlig faaet et stort Pakhus, det saakaldte blaa Pakhus ved Toldboden, hvortil jeg i høi Grad trængte til mine Kuloplag." Jeg kunde ikke bare mig for at le, thi af Alt, hvad man kalder Ønskers Opfyldelse, var et Pakhus til Kul det, hvorpaa jeg mindst tænkte. "Uh!" udbrød jeg, "ikke andet end et Pakhus? Og hvad har De maattet give for det?" - "80,000 Rdl.," svarede han. "80,000 Rdl.! Og det for et Pakhus! Ak, hvor meget andet Skjønt kunde ikke kjøbes for denne Sum! Imidlertid," vedblev jeg leende, "det er et Ønske, De har faaet opfyldt; altsaa, jeg har den Ære at gratulere." Han tog ikke min Spøg ilde op og forlod mig kort efter. Jeg vandrede endnu længe om i Haven; om Middagen skulde der jo komme stort Selskab, og jeg fik Lyst til at samle mig en lille Brystbouquet, der skulde forhøie min Pynt. Af et Instinkt syntes jeg dog, at jeg ikke paa egen Haand vilde plukke Blomster i denne Have, der jo ikke tilhørte mig. I den store Have var ogsaa en Plads besaaet med Havre; jeg besluttede da at samle mig en Bouquet Markblomster. Imellem Havren fandtes de skjønne blaa Kornblomster, Klinte og under Træerne i Græsset Bellis, foruden de mange andre beskedne Smaaplanter og Græsstraa. Min Bouquet var samlet og særdeles skjøn, da Fru Suhr traadte hen til mig og med et Blik, saa underlig skarpt, maalte den. Atter af et Instinkt, thi det var igrunden slet ikke faldet mig ind, at Nogen her egentlig vilde tage mig det ilde op, om jeg havde angrebet Havens Blomsterrigdom, strakte jeg Bouquetten hen imod hende til Betragtning, idet jeg sagde: "Ikke sandt, den er smuk? De ser, det er alle uskyldige Markblomster; jeg har ikke fordristet mig til at røre ved Havens egentlige Flora." Med en stærk Betoning svarede hun: "Nej, det tror jeg heller ikke om Dem, at De vilde." Jeg blev ganske forundret over hendes gode Tro til mig. Siden erfarede jeg, at det af Fruen i Huset ikke taaltes, at Nogen, ikke engang Husets øvrige kvindelige Personale, Frøken Falch eller de unge Broderbørn, afskar nogen Blomst, plukkede noget Bær eller besøgte Driverierne. Min Hovednøgle hængte jeg efter denne Opdagelse hen i en Krog for ikke at benytte den, og aldrig har jeg i de 14 til 15 Aar, hvor vi hver Sommer besøgte Sølyst, rørt en Blomst eller spist et Bær, som ikke blev mig rakt af Fruen eller Herren i Huset. Hvori bestaar den Følelse, vi have ved at komme i et Hus, hvorom vi sige: der er saa hyggeligt, der er saa stor Gjæstfrihed. Bestaar den ikke i, at vi have den betryggende Fornemmelse, at Alt ligesom staar til Gjæsternes Raadighed, Alt hvad der kan gjøre Opholdet behageligt, at Værten og Værtinden ere glade Givere, glade Uddelere af hvad der tilhører dem. Mærker man noget Kniberi, nogen 55 ængstelig Passen paa, hvor meget man tager af hvad der bydes, da Godnat al Frihed, al Hyggelighed, al Glæde! Og møder nu dette os i et rigt, et overdaadigt Hus, da indigneres man let paa sig selv over, at man et Øieblik endnu dvæler paa et saadant Sted. Saaledes uophørligt opmuntret af Værten i Huset til at tage og nyde, og ideligt standset af Værtinden i enhver lille Frihed, var Opholdet i dette rige, fattige Hus - jeg følte mig uhyggelig der. Hvorfra udsprang da denne Modstand fra Fruens Side? Var hun skinsyg paa mig og undte mig derfor ikke Noget? Nei, thi hvad hun negtede mig, negtede hun sine gamle Venner og Veninder, sine Slægtninge i samme Maal. Var hun paaholdende? Vist ikke fri herfor; men jeg tror dog ikke, at dette hovedsagelig var Grunden; Hovedgrunden var en umættelig Herskesyge og feberagtig Holden paa, hvad der var hendes Eiendom . Hendes var Huset og Haven, Blomster, Buske, Træer og Frugter, og da det var hendes , maatte ingen Anden have den Ret at bruge noget deraf uden hendes Tilladelse, uden at det blev rakt denne Anden af hendes Haand. Dette er en Lidenskab som enhver anden, men en Lidenskab, der dræber al Frihed, al Tilfredshed hos alle dem, der maa taale den, som ikke skjænker nogen Nydelse for den, der sætter sin Villie igjennem, thi Frygten for, at Nogen kunde overtræde denne Lov, forfølger den Paagjældende med en saadan Uro, med en saadan Mistænksomhed, at Eiendomsretten bliver til en sand Kval i Stedet for til et Gode. Det er en Sjælesygdom som saa mangen en anden.

✂ Det var som sagt Søndag, og vi ventede Heibergs Moder til Middag samt mange andre Gjæster. Suhr havde indrettet sig saaledes, at han kunde afhente alle sine Gjæster i Byen med sine egne smaa elegante Equipager. "Man skal ikke," sagde han engang, "have det Besvær at leie Vogn ovenikjøbet, naar man gjør mig den Glæde at besøge mit Hus." Nogle af Vognene vare kun indrettede til to, andre til fire Personer, og Suhr havde da en stor Takt med Hensyn til, hvem han satte sammen i de forskjellige Vogne. Heibergs Moder kom denne første Søndag, glad over atter at se os og oplivet som et Barn over den smukke Kjøretur i behageligt Selskab, som bestod af Tscherning og endnu en af vore Omgangsvenner. Da jeg ledsagede hende til vort Sovekammer for at hjælpe hende lidt, sagde hun: "Naa, I ere vel henrykte over at være i dette Paradis?" Jeg meddelte hende nu, at jeg for min Del følte mig meget trykket i dette Paradis, og jeg fortalte hende, hvori Trykket bestod. "Ak, den gode Suhr," udbrød hun, "lad ham intet mærke af din Misfornøielse. Han har flere Gange besøgt mig i min Ensomhed og været uudtømmelig i Roes over din og Ludvigs Elskværdighed, idet han da altid tilføiede: "Blot de ikke kjede sig ude hos os!" Jeg beroligede ham af et oprigtigt Hjerte, idet jeg antog, at I virkelig vare glade herude; tag dig ikke disse Smaating saa nær; husk paa, hvor meget du glæder Suhr med Eders Ophold." "Ja," 56 svarede jeg, "det Samme siger Heiberg, men jeg har alligevel en Følelse af, at hvad der er sket, ikke burde være sket, og jeg glæder mig til, at dette her snart faar en Ende. Ogsaa Suhr er en Anden her i Hjemmet, end naar han gemytligt har siddet i vor Dagligstue. Kun naar han kommer ene ind til os herude eller møder os i Haven, er han den Gamle; saa snart han er med sin Familie, er han stiv, ordknap og tør; Ungdommen her vover neppe at tale til ham, og i det Hele taget taler Ingen her med ham. Havde jeg fra først af lært ham at kjende her, havde jeg aldrig faaet den ligefremme Tone imod ham, som jeg nu har, og som jeg ikke længere kan eller vil aflægge. Jeg bemærker ofte, at man studser her over min Frimodighed i at sige ham imod, og i det Hele over min ligefremme Tone. En Gang havde Frøken Falch og Pauline, der begge med stor Venlighed sluttede sig til mig, Lyst til at kjøre en Tur. De betroede mig denne Lyst. Jeg sagde: "Ja, bed Deres Onkel om en af Vognene." "Nei, det tør vi ikke," lød Svaret. Jeg bebreidede dem nu deres Tilbageholdenhed mod den gode Suhr og deres Mangel paa Frimodighed imod ham. "De tør," hed det, "vi ikke." "Er han da ikke god imod Dem," spurgte jeg. Og nu blev den rare Charlotte Falch saa varm i at berømme hans Godhed, at jeg ret kom til at holde af hende derfor; "men," lagde hun til, "Onkel taler saa lidt og er saa alvorlig, at vi ere blevne afvænte med at turde nærme os ham, og Tante vilde heller ikke kunne lide det." Ja, tænkte jeg, da liegt der Hund begraben. I Spøg sagde jeg nu til Pauline: "Deres Onkel er nu inde i sit Værelse; gaa nu ind til ham, tag ham om Halsen, kys ham og sig: Kjære Onkel! Charlotte og jeg har saa stor Lyst til at kjøre lidt ud i Dag, maa vi faa en af Vognene?" "Gud!" udbrød hun, idet hun slog Hænderne sammen, "det turde jeg ikke; han vilde tro, jeg var bleven gal." Jeg rystede paa Hovedet over deres Frygtsomhed og over ham, der uforsigtigt havde lukket sig for sine Nærmeste og indgivet dem denne Frygt. Da kom Suhr tilfældigvis gjennem Stuen; jeg sagde simpelt og jevnt: "Etatsraad Suhr, de unge Damer have Lyst til at kjøre en Tur i det smukke Vejr." "Ja, meget gjerne," var det korte Svar, "jeg skal give Kusken Ordre til at gjøre sig færdig," og hermed forlod han atter Stuen. "Ser De," sagde jeg, "det gik meget simpelt." De bade mig nu om at være med paa Kjøreturen; jeg samtykkede, men jeg mærkede nok, at det nu kneb haardt med at meddele Fruen denne mærkelige Begivenhed. Og saaledes gaar det her med Alt. Herren i Huset maa tilstede Alt, for at det kan ske; Fruen forbyder Intet, hvad Herren har befalet; men alt gaar alligevel efter Fruens Hoved; thi mere end een Gang udsætter man sig ikke for det Tryk af Misstemning, som altid opstaar ved Fruens tause, men trykkende Modstand." "Ak!" udbrød Heibergs Moder, "Slægtskab og Djævelskab! Her har vi dig igjen!"

✂ Vi gik altsaa ind til det første Søndagsselskab, det alt var temmelig 57 talrigt forsamlet. De elegante Dametoiletter, Herrerne med deres Baand og Ordener toge sig godt ud i de af Blomster duftende smukke Værelser. Fru Suhr havde en vis Anstand i sit Væsen og tog sig godt ud i sin Pynt; den gjæstfri Vært var Opmærksomheden selv mod sine Gjæster. Tonen i dette Hus var altid noget stiv, men paa Grund heraf ogsaa betrygget mod al Kaadhed eller Tilsidesættelse af, hvad god Selskabstone fordrer. Denne sidste Egenskab var, tror jeg, igrunden det, der bandt Heiberg til Huset, saa at han fandt Behag i at være der. Jeg krævede det Samme for at føle mig vel i et Hus, men - lidt til, eller rettere sagt, det Vigtigste til - Husgudernes Nærværelse . Man gik nu ind til det rigt besatte Bord, og her straalede ligesom Værtens Øine ved Tanken om at kunne gjøre sine Gjæster tilgode med Alt, hvad det rige Hus var istand til at opbyde. Den gode Vin hjalp til snart at sætte Selskabet i en munter Stemning, saa at Conversationen for det Meste var livlig. Suhr reiste sig nu og udbragte i nogle faa, hjertelige Ord Heibergs og min Skaal, idet han takkede os for vor Nærværelse paa Sølyst og, til vor Forlegenhed, ytrede sin Taknemmelighed over, at vi havde opfyldt et længe næret Ønske af hans Kone og ham. Den virkelig rørende Pris, Suhr satte paa mit Bekjendtskab, gjorde, at han syntes, at alle Andre maatte gjøre det Samme; var der derfor i Selskabet en Mand, som han ønskede at udmærke og undte særlig godt, da magede han det saaledes, at denne Mand fik mig til Bords - hvis jeg ikke gjorde en Streg i hans Regning.

✂ Iblandt Suhrs Venner var ogsaa Halls; Fru Hall var noget i Slægt med Fru Suhr. Hall var endnu ikke steget op til sine høie Embeder, han var dengang Professor ved Universitetet; der var altsaa for det Meste Adskillige, der i Rang stode over ham. Hall og jeg havde ofte talt om det Fortvivlede i, at man paa Grund af denne Rangforret blev slet placeret ved et Bord, og Glæden ved et Gilde afhænger dog især af, hvem der er Ens Bordnabo. Jeg sagde nu en Gang til Hall i en munter Stemning: "Herefter venter jeg ikke paa, hvem der vil forbarme sig over mig og tage mig til Bords; naar De er tilstede, da maa De tage mig." "Det tør jeg ikke," svarede han; "vel," svarede jeg, "saa tager jeg Dem," og jeg holdt dette Løfte. Halls Forlegenhed, naar jeg saaledes skred over Gulvet og uden videre tog hans Arm, morede mig saa meget, at dette bidrog til, at vi strax vare muntrere stemte end alle de Andre. Maaske Adskillige, der have kjendt Hall, ikke tiltror ham Forlegenhed, men bortset fra, at Hall mere end een Gang har fortalt mig, hvad han i sin Ungdom har lidt for at bekæmpe denne Egenskab, om hvilken det er vanskeligt at sige, om den er en Dyd eller en Feil, da er det ganske vist, at Hall i høi Grad plagedes af Forlegenhed, ja, at han igrunden aldrig, saa længe jeg har kjendt ham, ikke engang da han efter Kongen var den fornemste Mand i Landet, kunde faa Bugt med den. Forlegenhed kan 58 udspringe af mange Grunde, af Dyder og af Feil, af Ydmyghed og af Forfængelighed. Hos Hall tror jeg virkelig, at den udsprang mere af det Første end af det Sidste; maaske man kommer Sandheden nærmest, naar man siger, at den havde sit Udspring af en Blanding af begge Dele, thi det er det Almindeligste, uagtet de Fleste gjerne skarpt ville skille det Ene fra det Andet. Ved Bordet havde jeg et af mine Uheld med Fru Suhr. Paa Grund af hendes slette Hørelse sad hun, Stakkel, ofte meget tilovers ved et stort Bord, hvor Ordene lyde fra saa forskjellige Tunger, snart sagtere, snart høiere. Ikke Alle havde en Stemme som Heibergs, tydelig og klar, hvor sagte han end talte. Det er en naturlig Følelse, naar man ser En saaledes sidde forladt, ensom midt i en talende Kreds, at man da gjerne vil hjælpe lidt herpaa ved at henvende et Ord directe til den, der sidder som man siger tilovers. Jeg ønskede altsaa at sige nogle Ord til hende, og helst nogle, som kunde være hende behagelige. Den Meddelelse, som Suhr havde gjort mig om Morgenen i Haven om den endelige Opfyldelse af hans Ønske om at eie det blaa Pakhus, faldt mig da ind. Jeg sagde nu til hende: "Maa jeg gratulere til den forøgede Eiendom?" "Hvilken?" svarede hun. "Det blaa Pakhus," vedblev jeg. "Jeg ved ikke af noget blaat Pakhus," svarede hun. Jeg holdt ganske forbløffet inde, idet jeg tilføiede: "Undskyld! Maaske har jeg misforstaaet en Samtale, jeg før hørte." Conversationen var afbrudt. Jeg havde, Gud være lovet, ingen Forestilling om, at et Ægtepars Interesser i den Grad kunde være adskilte, at en Mand til en Fremmed meddelte et vigtigt Anliggende, ham angaaende, og fortaug det for sin Kone. Jeg var høist forundret herover, men vogtede mig herefter vel for at tale til Nogen i Huset om, hvad Suhr meddelte mig; først lidt efter lidt indsaae jeg, at han mod mig viste en Fortrolighed, som ingen Anden delte. Dette Ægtepar var og blev mig en Gaade. Saa ofte Samtalen, naar Suhr og jeg vare ene, faldt paa hans Kone, da ytrede han sig med en høi Grad af Agtelse og Hengivenhed for hende. Med et stort Velbehag kunde han dvæle ved, hvor smuk hun havde været, da de bleve gifte. Naar jeg da sagde: "Hun er jo smuk endnu," svarede han: "Ja, af en ældre Kone at være er hun jo ret smuk, men De skulde have set hende den Gang!" Aldrig forsømte han ved slige Samtaler Leiligheden til at tilføie Et eller Andet til hendes Roes; aldrig har jeg i de mange Aar, hvor vi have kjendt dette Ægtepar, en eneste Gang hørt ham forglemme sig ligeoverfor hende, uagtet hun saa ofte udfordrede ham i den Retning. Men hvad er et Samliv, hvad betyder en Holden-af uden Fortrolighed? Intet Baand er saa stærkt som dette. Kjærligheden kan blegne, Venskabet kjølnes, Familiebaandet slappes, men staar jeg mig først saaledes med et Menneske, at han er min Fortrolige , at mine Glæder, mine Smerter, mine Ængstelser, mine Tvivl, mine Forhaabninger, Alt trænger til at gjemmes for at aabenbares for denne 59 Fortrolige, saa at hans Sag er min og min Sag er hans , da er ingen Adskillelse mere mulig. Og dog gjemmer det menneskelige Bryst Et og Andet i sit Indre, som ikke kan aabenbares, selv for en saadan Fortrolig; Et og Andet, hvorom kun tales i den tause Nat med Ham, der veed og kjender Alt; Et og Andet, som det vilde være ublufærdigt at give høirøstede Ord; Et og Andet, som ikke kan udtales, fordi det trænger til Forudsætninger, som kun En har Nøglen til; Et og Andet, som vi tage med os i Graven i Haab om, at vi hist kunne finde Ord derfor, som ikke mistydes, eller endnu bedre, at Ordet ikke der behøves, fordi Alt ligger i de Ord: Du er kjendt .

✂ Naar jeg om Morgenen efter et saadant Søndagsgilde hos Suhrs vandrede mine ensomme Veie i den ubefærdede Del af vor skjønne Dyrehave, da faldt jeg i mange Tanker og Betragtninger, idet jeg følte en dyb Medlidenhed med dette Ægtepar. Det korte, det skjønne Jordeliv brugt, henslidt ved Siden af hinanden i Misforstaaelse, i Modstand, i en stadig Kamp for at sætte sin Villie igjennem, selv med Tabet af det Uundværligste, Fred . Hvor ønskede jeg ikke her at kunne være til nogen Nytte, til nogen Hjælp i at bringe Forsoning tilveie! Paa en mig selv ubevidst Maade havde jeg formaaet at bryde den haarde Skal, der i mange Aar havde lagt sig om Suhrs Væsen. Fra alle Kanter, fra hans nærmeste Omgivelser hørte jeg ideligt: "Onkel er bleven et andet Menneske, siden han lærte Dem at kjende." - En yndig Broderdatter af ham, Dorothea Suhr, som jeg senere lærte at kjende under hendes jevnlige Besøg paa Sølyst, sagde ofte med en henrivende Varme: "Vi kunne aldrig være Dem taknemmelig nok for, hvad De har gjort mod Onkel!" Denne søde Pige, ung af Aar, men gammel af Kløgt, der skjænkede mig sin Fortrolighed og Hengivenhed, lærte mig lidt efter lidt at se i dette Forhold, hvad der ofte havde været mig uforklarligt. Hun følte en sand og inderlig Godhed og Taknemmelighed mod sin Onkel for Alt, hvad han havde gjort for hendes Forældre og for hendes Søskende. Hun undskyldte Tanten med, at hun var bleven saa mistænksom, saa herskesyg efter sin sidste svære Sygdom, at de to Mennesker ikke passede for hinanden, uagtet de paa Bunden af deres Sjæl havde en inderlig Hengivenhed og Agtelse for hinanden. "Ak," sagde hun engang, "kunde De virke paa Tante som paa Onkel! Hun er ikke saa haard, som hun ofte synes. De skulde se hendes Angest, naar Onkel om Middagen udebliver over den bestemte Tid! Hun siger Intet, hun beklager sig ikke, men hun har ingen Ro paa sig, hun gaar fra Vindue til Vindue, stirrer ud imod den Kant, hvorfra han skal komme; hendes Aandedræt bliver kortere og kortere, og jeg har da den utroligste Medlidenhed med hende. Men neppe hører hun Vognen kjøre for Døren, før hun sætter sig taus hen og saa modtager Onkel paa den ligegyldigste Maade af Verden med et tørt, knapt hørligt Goddag! Hvor ofte har jeg da ikke ønsket, at 60 Onkel havde set hendes Angest for ham!" Naar jeg da sagde til Dorothea: "Hvorfor fortalte De ham det ikke?" svarede hun: "Ak, Ingen her taler jo med Onkel; vi ere fra Smaa af blevne saa afvænte dermed, at jeg tør ikke; jeg kan ikke komme ud af det; jeg gyser for de forundrede Øine, han vilde sætte op, ifald jeg begyndte paa Sligt." Her var altsaa Suhrs store Feil. Hvorfor nærmede han sig ikke mere til sine Egne, til dem, der holdt af ham? Ak, det er svært at gjenvinde en Fortrolighed, der engang er forspildt.

✂ Suhr kom som sædvanligt hver Middag ud til Sølyst, altid med nye Planer til vor Underholdning. Ved Bordet sagde han en Middag: "Heiberg, De maa gjøre mig en Fornøielse. Jeg har de mange Vogne og Heste staaende herude; jeg veed, at Deres Kone sætter stor Pris paa at kjøre i vore smukke Vogne; gjør mig den Tjeneste lidt hyppigt at benytte en af dem til Kjøreture, længere eller kortere, ligesom De selv ønsker; min sidste lille, nye Vogn til To har jeg igrunden kjøbt til dette Øiemed, for at min Kone ikke skulde savne sin Vogn, om hun vilde kjøre; mine Heste blive rent syge af den megen Stillestaaen i Stalden; af Kuske gaa her jo ogsaa to og drive hele Dagen hen; lov mig dette." Vi takkede, og jeg blev meget glad ved denne Udsigt til ene med Heiberg at kunne kjøre i denne deilige Omegn i en let, fortræffelig Vogn, med udmærkede Heste og en ypperlig Kusk. Da vi kom ind til os selv, sagde jeg: "Det var en fortræffelig Plan!" Og jeg var ganske henrykt over denne Tilvæxt i vore Behageligheder. Næste Morgen kom Tjeneren og sagde: "Inden Herren kjørte til Byen, sagde han, at jeg skulde spørge Herskabet, naar De ønskede Vognen forspændt til at kjøre ud." Vi bestemte nu en Tid, og hjertensglad satte jeg mig ved Heibergs Side, vis paa, at en rig Nydelse ventede mig. I et himmelsk Veir kjørte vi et Par Timer omkring i den nordlige Dyrehave, betragtede Dyrene med deres kloge Øine, lette Spring og lyttende, spidse Øren. Vi vandrede ogsaa omkring til Fods, og jeg steg atter op i Vognen med Arme og Hænder fulde af Skovplanter. Vi lagde de mest henrivende Planer for Fremtidsture og takkede ret i Hjertet den gode Suhr for hans Venlighed imod os. Men hvor længe var Adam i Paradiset? Vi kom først hjem til Middagsbordet. Suhr var netop ankommet og stod endnu i Entréen for at trække sit Tøj af, da Fruen kom til med et Ansigt - et Ansigt, hvorpaa jeg strax læste Uveir. Jeg skyndte mig bort, ind i mit Sovekammer, hvor Heiberg strax efter kom til. "Se saa," sagde jeg, "nu kunne vi da ikke benytte Vognen mere; det var jo tydeligt, at det var Fru Suhr imod." - "Ih," svarede Heiberg, der af Alt mest hadede Vrøvl og ingen Medlidenhed havde med Nogen, der gjorde sig skyldig heri, "det indser jeg ikke, hun har jo sin egen Vogn og Kusk." - "Men," sagde jeg, "al min Glæde ved at kjøre er nu forbi, naar jeg veed, at hun tager det ilde op; jeg beder dig ret om, at vi ikke oftere gjøre Brug heraf." - "Som du vil," sagde Heiberg, 61
"men det er Synd mod Suhr, som glæder sig ved at gjøre os den Fornøielse." I denne Stemning gik vi den Dag til Bords. Suhr saa yderst forstemt ud og faldt ofte i Tanker. Heiberg, som ikke i mindste Maade havde ladet sig paavirke af Fruens Ansigt, talte saa livligt og fornøieligt med de unge Damer ved Bordet, at han snart fik dem til at le, uagtet de gjorde det halvt sky. Glad var jeg, da vi brøde op, og jeg kunde gaa ind i mit eget Værelse. Om Eftermiddagen kom Suhr ind til os, saa venlig, saa rørende mild, at al hans Tale lød, som om han i Et væk vilde bede os om at undskylde Fruens fortrædelige Ansigt. Naturligvis nævnte ingen af os det med et Ord. Næste Morgen kom Tjeneren atter med det samme Spørgsmaal fra Herren: Naar vi ønskede at kjøre? Jeg sagde, at vi i Dag ikke kunde kjøre, da jeg agtede at aflægge nogle Visiter hos Bekjendte, der boede i Taarbæk. I Solheden travede jeg da afsted for at kunne have et passende Svar til Suhr, naar han kom ud til Middag. Det hjalp mig ikke stort, thi han sagde: "Min Gud, hvorfor gik De i Heden i Stedet for at kjøre?" Jeg svarede, at det morede mig at gaa til Fods igjennem Fiskerleiet, hvor vi endnu havde gamle Bekjendte imellem Fiskerfamilierne fra de Aar, vi havde ligget paa Landet i Taarbæk. Dette hjalp. Men idelig og idelig blev til min Kval det Spørgsmaal fornyet, om naar vi vilde kjøre. En Dag, da Tscherning var paa Sølyst, og han og jeg ene gik i Haven, sagde han: "Jeg har Noget at bede Dem om; Suhr ønsker saa meget, at De skal benytte hans Vogn, hvorfor gjør De det ikke?" - "Ak, Tscherning," svarede jeg, "jeg taler nødigt om det, men denne Benyttelse af Vognen er Fru Suhr imod, og dette gjør, at al min Glæde ved det er borte." - "Det tager De ganske sikkert feil i," sagde Tscherning. - "Jeg tager ikke feil heri, tro mig." - "Nu vel," sagde Tscherning, "om saa var, det lader man, som man ikke veed Noget af; benyt den, De bedrøver ellers Suhr!" En ganske enkelt Gang føiede vi da Suhr i hans Ønske, men Glæden var borte for mig. Jeg fandt nu paa en Udvei. Jeg sagde til Suhr, hvad jeg forresten ogsaa mente, at Noget af det Behageligste, jeg kjendte, var strax efter Bordet i smukt Veir at kjøre en Tur i en smuk Egn. Det blev nu til en daglig Skik, at hele Husets Personale efter Bordet fordelte sig paa flere Vogne - af og til opholdt andre Gjæster sig flere Dage paa Sølyst - et Arrangement, som lod til at behage Alle. Vi kjørte da paa Kryds og tvers igjennem Dyrehaven, i hvilken Suhr var en ypperlig Veiviser. I de smukke Vogne kjørte da snart Suhr med mig, Heiberg med Fruen, snart omvendt. Paa disse Kjøreture fortalte Suhr mig mange Episoder af sit Liv; han talte om sine tidligere Forhold, sine Venner og sin Slægt med stor Aabenhed og Frimodighed; om sin Moder, som han aldrig kunde nævne uden med Taarer i Øinene; med den inderligste Kjærlighed, den største Høiagtelse meddelte han mig Træk af hendes Liv; han fortalte om hendes Godgjørenhed, hendes Nøisomhed for sin 62 egen Person, hendes Flid, hendes Oeconomi, hendes kjærlige Sindelag mod Alt, hvad der kom hende nær; hun tænkte kun paa Andre, aldrig paa sig selv. Vist er det, at naar et Menneske i sin høie Alderdom ser ud som gamle Fru Suhr, saa mild, saa kjærlig, med dette velsignede Alderdomssmil, der lyste ud af et stort Portrait, som hang i Suhrs Dagligstue, da maatte man tro ethvert Ord, Suhr fortalte om denne Moder.

✂ En Dag, vi kjørte sammen, fortalte han mig Følgende af sit Liv, hvilket jeg skal stræbe at gjengive saa sanddru, som jeg har bevaret det i min Hukommelse.

✂ "De tror vel ikke om mig, at jeg har været et ungt, lystigt Menneske, en ivrig Balkavaler, en lidenskabelig Kanekusk, især naar der inde i Kanen sad en ung smuk Pige? I unge Menneskers Drikkelag var jeg altid maadeholden, skjøndt jeg kunde taale en Del, uden at det gjorde mig noget. Tidligt Student var jeg ikke strax bestemt til Handelen. I en ung Alder forelskede jeg mig i min nuværende Kone, der var udmærket smuk og omtrent i Alder med mig. Tidligt bleve vi gifte, og da Farvel al Lystighed! Da min Fader døde, viste det sig, at vort Handelshus, der havde bestaaet i over 80 Aar, stod paa svage Fødder, ja truedes med rent at maatte gaa ind. Dette Slag satte mig i den største Bekymring. I nogle Aar fortsattes Handelen i min Moders Navn; jeg og min Broder Didrik toge os især af Sagerne. Efter hans tidlige Død vare vi da tre Brødre; med min Moders Samtykke holdt vi nu et Familieraad. Jeg spurgte mine Brødre, om de syntes, at vi skulde fortsætte Handelen, i Haab om at heldige Spekulationer atter vilde sætte Huset paa Fode, eller om de ønskede, at vi skulde dele, hvad der endnu var reddet, og da hver af os arbeide med sin Part efter eget Tykke. Mine Brødre valgte det Sidste. Vor lille Formue blev altsaa delt i tre lige Parter. Jeg besluttede nu med min Part om muligt at reise vort gamle Hus. Det var et voveligt, et yderst misligt Foretagende. Jeg sagde til mig selv: "Skal dette lykkes, da maa du anstrenge dig Dag og Nat, forsage Alt, hvad der hedder Forlystelser, og maa leve for dette Formaal." Fra dette Øieblik tog jeg Afsked med Verden. Jeg indesluttede mig i mit Comptoir og blev Handelsmand med Liv og Sjæl, idet jeg negtede mig Alt, hvad der tidligere havde fristet mig. Det var forfærdelige Aar, de første! Dag og Nat i Spænding, Dag og Nat i Ængstelse for, hvad der kunde komme, undte jeg mig neppe Søvn eller Hvile. Enhver Postdag satte mig i Spænding og Skræk, og mit Legeme havde ondt ved at holde al denne Anstrengelse ud. Et saadant Liv førte jeg i 20 Aar , udelukkende henvist til mit Arbeide. Lykken var mig efterhaanden god; Held kronede mine Foretagender, og mod Slutningen af disse 20 Aar var Huset sikret og reist af sit Fald, men jeg svag, ja ødelagt i legemlig Henseende. Lægerne raadede mig til en 63
Badereise; paa denne var det, at jeg gjorde Deres og Heibergs Bekjendtskab. Hvad der meget havde bidraget til min legemlige Tilstand, var en Begivenhed, som i høi Grad havde nedstemt mit Sind, en uretfærdig Behandling, som jeg havde ondt ved atter at forvinde. Ved min Paalidelighed som Handelsmand var jeg anset paa Børsen mellem mine Lige, jeg nød Agtelse, det tør jeg nok sige, blandt dem Alle. En Dag, det var i Aarene 1826 eller 27, da jeg som sædvanligt indfandt mig paa Børsen, blev der af saa godt som alle mine Colleger viist mig en paafaldende, og som det syntes, aftalt Ringeagt. Man vendte mig Ryggen, hvorhen jeg end saae, og Ingen vilde have Noget med mig at gjøre. Forbauset og ude af mig selv forlod jeg Børsen. Jeg erfarede nu, at Rygtet gik, at jeg paa en for en Kjøbmand lidet hæderlig Maade havde benyttet mine Forbindelser (med Udlandet) til, inden Nogen herhjemme havde erfaret det, at skaffe mig Handelsefterretninger, der berigede mig paa samme Tid som de forarmede mine Colleger." - Denne Begivenhed har Suhr fortalt mig meget udførligt med mange Enkeltheder, og mange, som mig syntes, slaaende Beviser paa hans Uskyldighed, men uvidende som jeg var og er i slige Sager, har det ikke været mig muligt nu saa mange Aar efter at fastholde alle disse Détails. Den Adfærd, der saaledes vistes Suhr paa Børsen, havde gjort et saadant Indtryk paa ham, at endnu mange Aar efter, da han fortalte mig om alt dette, zitrede hans Stemme, og hans Kinder blegnede. "Nogle Faa," vedblev han, "troede paa mig, støttede mig hos Andre og holdt mig opreist; disse Faa har jeg været og vil jeg være taknemmelig mit hele Liv igjennem; hvad min Svoger, Dispacheur Aagesen, var for mig i denne Periode, kan jeg aldrig gjengjælde ham." Suhr var en høist trofast Natur; havde han engang sluttet sig til et Menneske, var han det hengiven for bestandigt, selv om dette Menneskes Anskuelser gik i en Retning, modsat hans egen, ja selv om han virkede i en Retning, der stred mod hans Interesser; herpaa var hans Venskab for Tscherning, hvis politiske Anskuelser vare Suhr i høi Grad imod, et Bevis. Da han havde betroet mig Aagesens Holdning lige overfor ham i hine Aar, forstod jeg først den Pris, han satte paa denne sære, for Fremmede lidet behagelige Mand, men som - det bør jeg Sandheden tro tilføie - de, der vare i hans daglige Omgivelse, satte megen Pris paa. Saa meget er imidlertid vist, at Suhr var svag lige overfor denne Mand, der formeligt tyranniserede ham, saa Suhr neppe turde foretage sig Noget uden hans Samtykke. "Lidt efter lidt," vedblev Suhr, "kom mit Sind igjen i Ligevægt, især da jeg mærkede, at Mange indsaae, at deres Opfattelse af min Færd havde været uretfærdig. Jeg levede stille og indesluttet i mig selv, uden al ydre Pragt eller Luxus, og saaledes behagede det mig mest, dette Liv var blevet en Vane for mig. Da blev min Kone meget syg, og det saae 64 ud, som jeg skulde miste hende. Aagesen og min Kone sluttede sig altid sammen i et varmt Venskab. Hendes Sygdom var næsten overstaaet, men hun var trist, og den Munterhed, der tidligere havde været hendes Natur, var borte. Da kom Aagesen en Dag til mig og sagde: "Vil du opfylde et af din Kones høieste Ønsker, da kjøb Sølyst, som netop nu er til at faa; dette Sted er knyttet til din Kones kjæreste Barndomserindringer; der vil hun kunne nyde den friske Søluft og gjøre sig Bevægelse i Haven og Omegnen." Jeg havde ikke megen Lyst til at gaa ind herpaa, men vovede virkelig ikke at sætte mig imod Planen af Frygt for at miste hende og da siden bebreide mig, at jeg ikke havde forsøgt dette Middel. Jeg kjøbte altsaa Sølyst! Jeg opgjorde mit Regnskab og saae, at mine Sager stode saaledes, at jeg vel nu turde tænke paa at ombytte mit strenge Arbeidsliv med nogen Nydelse og Luxus. At eie det store, smukke Sted kun for der at indeslutte os i vor forrige Ensomhed fandt jeg latterligt; det Ene førte det Andet med sig. Jeg anskaffede mig nogle Vogne og Heste og ønskede nu at samle Mennesker omkring os, der kunde sætte lidt Liv i Huset. Mit Bekjendtskab med Heiberg og Dem hjalp mig til at sætte dette mit Ønske igjennem. Da jeg for første Gang talte med Dem i Ems, havde jeg aldrig set Dem paa Scenen, thi jeg gik aldrig paa Comedie; jeg fik nu ogsaa Lyst til at se Dem der, og da Alt hos os gik i en vis Vanegang, besluttede min Kone og jeg, at vi hver Søndag Aften vilde gaa paa Comedie. Hvor mange glade Aftener jeg saaledes skylder Dem, behøver jeg ikke at sige; jeg fik mere og mere Lyst til at blande mig mellem andre Mennesker, og det er mig en stor Glæde at samle mine Venner paa Sølyst, hvor jeg ønsker, at Alle om muligt skal have det godt. Vor Familie havde i mange Aar udelukkende omgaaedes hinanden indbyrdes ; et fremmed Ansigt saaes saa godt som aldrig indenfor vor Kreds; dette har gjort os Alle stive og kjedsommelige; vi trængte i høi Grad til nye Elementer. Aagesen og Flere med ham i Familien kunne ikke finde sig i alt dette Nye, der bringer dem ud af deres gamle Vaner, af hvilken Grund De ogsaa sjeldent ser Nogen af dem, naar jeg undtager min Broders Børn, der af og til komme fra Nyborg til Kjøbenhavn i længere Tid. Hans ældste Søn, Ole, der er paa mit Comptoir, venter jeg engang kan tage Handelen op efter mig, som jeg haaber at kunne overlevere ham paa bedre Vilkaar, end jeg modtog Huset efter min Faders Død."

✂ Denne og lignende aabenhjertige Meddelelser af Suhr i Forbindelse med Et og Andet, jeg havde erfaret af Broderbørnenes Udtalelser, gav mig Nøglen til Adskilligt, jeg hidindtil ikke havde kunnet forstaa. Jeg begyndte at faa en stor Medlidenhed med Fru Suhrs Ungdomsliv. Ung, smuk, lystig, feteret som hun skal have været, var det i Sandhed en tung Skjæbne i de unge Aar at skulle give Afkald paa Verden og indeslutte sig med en stiv, 65 gammeldags Familie, medens hendes Mand Dag og Nat kun havde een Tanke, den, at reise Huset fra dets Forfald; at se ham mørk, fordybet i sine Tal og Beregninger, negtende sig selv og sine Alt, hvad der kunde bringe lidt Forandring ind i den trykkende Tilværelse, fast naglet til sit Comptoir, medens den unge Hustru sad ensom, overladt til sig selv, - det var hendes haarde Skjæbne. Ikke engang Børn vare der, som ved deres Skjæmt og Latter kunde bringe lidt Sollys ind i dette daglige Livs Alvor. Se! i et saadant Ægteskab, hvor ingen Fortrolighed, ingen Meddelelse har kunnet udvikle sig, der er unegteligt Børn en Velsignelse, ja, deres Udeblivelse er en Jammer, som intet Andet kan hjælpe paa. Havde Fru Suhr i disse tyve Aar, hvori hendes Ægtefælle sad som Pigen i Bjerget og spandt Guld, havde hun i disse lange Aar kunnet opgive Alt, hvad Ungdommen higer efter, opgivet det i Kjærlighed til ham, ja da havde dette Forhold vel fæstnet sig i Stedet for at løsnes; men hvor mange havde kunnet gjøre det? Denne Fordring til en ung Kvinde var stor, uhyre stor; kun Et havde formaaet det, en lidenskabelig Kjærlighed til den Mand, der krævede dette Offer. Der var Grund til at tro, at en saadan ikke har været tilstede. Rygtet fortalte i det Mindste, at Fru Suhr nogle Aar inden sin Forlovelse med Suhr havde været trolovet med en begavet ung Lærd, Philologen Koës, et Inclinationsparti fra begge Sider. Den unge Koës reiste paa sin Videnskabs Vegne til Grækenland. Ef ter nogen Tid ophørte hans Breve til Hjemmet, hvor hans Trolovede og Slægt levede i Angest og Forventning om at høre Noget fra ham. Pludselig kom det Rygte, at den unge Koës var blevet overfaldet og dræbt paa Reisen; om dette virkelig forholdt sig saaledes, veed jeg ikke. men han var forsvunden og kom aldrig mere tilsyne. Et Par Aar efter forlovede den unge, smukke Frøken Falch sig med Suhr; neppe var det sket, før et ulykkeligt Rygte sagde, at Koës ikke var død, men i god Behold. Man tænke sig nu den unge Piges Stilling! Dette Rygte viste sig siden at være falsk, men hvilken Virkning kan dette ikke have havt paa de Nyforlovedes Forhold til hinanden? Jeg veed Intet herom; Suhr har aldrig nævnet denne Begivenhed for mig. Hvad jeg veed, er erfaret paa tredie og fjerde Haand. Jeg har grubiet meget over disse to Menneskers Personlighed og har ikke kunnet lade være at tro, at i de tyve Aar, da Suhr arbeidede, da han sad og spandt Guld i Bjerget, gik hans unge Hustru tilgrunde, saa da han endelig fandt, at han havde spundet nok og kom ud af Bjerget for paany at nyde Livets Solskin og Varme, da stod hans Hustru der, gammel, kold, ensidig, ude af Stand til med Kjærlighed at følge ham videre paa hans Vei. Hun havde saa længe undværet Livets Goder, at hun nu klamrede sig, ikke til ham eller til den Lykke at se ham vende tilbage til Livet, men til alle disse Goder, der nu med Et raktes hende. Hun vilde nu nyde dem ene , ikke dele 66 dem med Nogen ; ikke med hans Venner, ikke med hans Paarørende; nu vilde hun sidde ene i Bjerget og spinde paa sin Lykke, medens han stod udenfor og sagde: Lad os dog nyde det korte Spand af Liv, vi have tilbage, medens det endnu er Tid. Suhr ønskede nu at kunne aabne Sølysts Porte for Alverden, Alle vilde han skulde dele hans Goder med ham, medens hun gjerne havde reist en kinesisk Mur rundt om Sølyst, for ene at nyde, hvad det tilbød. Det var ligesom blevet hendes Elskede, hun undte Ingen, Ingen at dele med sig, og derfor klamrede hun sig til hver Blomst, hvert Bær, til Værelser, Meubler, Vogne, Heste som det, det var hendes Livs Opgave at passe paa. "Jeg skal staa til Ansvar for det Hele for Gud," sagde hun en Gang. Jeg havde Medlidenhed med hende; thi som syg maa man jo betragte en Sjæl, hvor slige Tanker kunne huses. Det var forresten min Mening, at disse to Mennesker dog i Grunden hang ved hinanden; men paa hvilken Maade! En Dame sagde en Gang til mig: "Ak, hvor mageløst kunde her dog ikke være, naar ikke Fru Suhrs skarpe Øine ligesom mistænkeligt fulgte En overalt, og hvor lykkelig kunde ikke Suhr være uden hende?" Jeg svarede: "Det skal De ikke sige. Det er min Overbevisning, at Suhr, ifald han havde den Skjæbne at miste sin Kone, vilde føle sig høist ulykkelig, ja maaske rent gaa tilgrunde." Jeg anede ikke dengang, hvor profetisk jeg her talte. Damen saae forundret paa mig og sagde: "Det forstaar jeg ikke, skulde man savne den, der paa alle Punkter arbeider mod vore Ønsker?" - "Aa ja," svarede jeg, "der gives Mennesker, hvem Modstand er en Nødvendighed for at holde Spændkraften vedlige. Et Liv som dette er en Tvekamp, der holder begge Parter i Aande. Naar Suhr foretager sig Noget, som ikke behager hans Kone, naar Fru Suhr saa godt som i Alt vil det Modsatte af, hvad Suhr vil, da er det ikke, fordi nogen af dem finder Glæde i at drille eller plage den Anden, men det er hos begge en Kamp for at bevare sin Selvstændighed, eller om De hellere vil - en Kamp, hver af dem strider for at vinde den Andens Hengivenhed, Godhed, maaske Kjærlighed, i den Grad, at Underkastelse af den Andens Villie bliver et Bevis paa Hengivenhedens Styrke. Det er min Overbevisning, at disse to Mennesker i Hjertet hænge ved hinanden, men Omstændighederne have skilt dem ad i det Ydre, og nu formaa de ikke mere at finde den Tone, der atter skulde forene dem. Hvem af dem, der bliver den Sidstlevende, vil fortvivle over den Andens Bortgang, det føler jeg mig forvisset om."

✂ Fru Suhr anede vist neppe, hvor ofte mine Tanker med den inderligste Medlidenhed beskjæftigede sig med hende. Ak, tænkte jeg, var hun ikke saa tillukket, hvor kunde da ikke en Tredie, der mente det godt med dem begge, her virke velgjørende! Havde det været muligt, at hun paa dette Tidspunkt havde kunnet glemme, glemme Alt, hvad der var lidt og stridt i Fortiden; 67 havde hun kunnet bekæmpe sit Sinds Gjenstridighed, havde hun kunnet nærme sig den arbeidsomme Mand, hvis Flid hun jo selv nu nød Frugten af, nærme sig ham med kvindelig Mildhed og Varme, med Aabenhed og lidt Interesse for hans Interesser, da er jeg fuldstændig overtydet om, at hun havde vundet den Mand saa aldeles, at begges Lykke havde været vis. Suhr frøs til Is i sine Omgivelser, desværre vistnok fra Begyndelsen af ved hans egen Skyld, men nu havde de kunnet optø ham. Hørte man denne Mand tale om sin Moder, saae man, hvilken Hengivenhed han var istand til lige overfor Venner, saae man i Taarerne i hans Øine ved at omtale et tro Tyende, kjendte man hans storartede Velgjørenhed til høire og venstre, ofte øvet paa den fineste og kjærligste Maade, da kunde man ikke tvivle om, at her var et Hjerte, ikke udtørret, men varmt og blødt. Men ingen af hans Omgivelser kom den saa længe lukkede Natur til Hjælp; man havde vænnet sig til at undgaa, til at frygte ham, og Ingen hørte den tause Klage i hans Bryst, der lød: "Kom mig imøde! Jeg ønsker ikke længere at lukke mig ude fra Eder!" Hvad var Grunden til Suhrs Venskab og Hengivenhed for mig? Hvad var Grunden til, at han ikke længere kunde undvære mit Selskab? Tro mig, ene og alene min Frimodighed, min Ligefremhed, min Aabenhed imod ham. For første Gang i mange Aar traadte et Menneske ham imøde, uden Frygt, uden Forbehold, og, hvad der især var af Virkning, uden selv at ane, at her var Noget at vige tilbage for. Jeg talte ham frit til. Jeg dadlede hans Anskuelser paa mange Punkter; det længe indesluttede Liv havde gjort dem skjæve i Mangt og Meget; jeg kæmpede med ham om disse Anskuelsers Rigtighed, ja, jeg vovede at sige til ham - ikke for at belære ham, men fordi det var min Natur at være aaben imod mine Venner -: "Hvad De her ytrer, er stygt og galt. De maa forandre dette." Ofte tænkte jeg, naar han var gaaet efter en saadan Samtale: Han er vist nu saa vred, at han ikke mere vender tilbage; men lad ham blive borte, hvis han ikke kan taale at høre Sandheden. Men han kom altid tilbage, mildere end nogensinde før. Havde jeg smigret den rige Mand, snakket ham efter Munden, var vort Forhold aldrig blevet det, det var: et Forhold, bygget paa gjensidig Agtelse, rent i sit Udspring og rent i sine Virkninger; af den Grund kunde det holde ud i Længden.

✂ Al Sans for, al Kjærlighed til Kunst var igrunden Suhrs Natur fremmed. Ved at komme meget i vort Hus blev han ligesom tvunget ind i ideale Interesser, der hidtil havde været ham aldeles ligegyldige. Han blev tvunget til at lytte, naar Talen faldt paa Kunst, paa Litteratur, og dette virkede i det mindste saa meget, at han ikke længer betragtede alt herhen Hørende som Tant og Fjas, ikke mere syntes, at en Kunstner, en Digter var et unyttigt Medlem af Staten, men fik en Forestilling om, at det dog var muligt, at 68
ogsaa disse Mennesker havde en Betydning i Samfundet. Det kneb imidlertid for Suhr at vinde op til disse Betragtninger. I hans rigt forsynede Hus i Byen, paa Sølyst fandtes ikke et Maleri, ikke en Statue, ikke et Bogskab. Vore Maleres og Billedhuggeres Stilling var paa dette Tidspunkt og en Del Aar efter høist mislig, og dog havde vi udmærkede Kunstnere; men paa ganske faa Undtagelser nær kjøbte ingen Private Kunstværker. Slette Billeder, daarlige Copier saae man hænge omkring i Husene, men ingen virkelige Kunstværker. Man gøs for deres Pris og fandt det at være en overdreven Luxus, om Private vilde indlade sig herpaa; hvad der solgtes, gik til de offentlige Samlinger og begravedes bag deres Mure, i Stedet for at føres ud i Livet, hvor det dagligt kunde ses og vække Sansen. Jeg bebreidede Suhr, at han havde Penge til alle Livets andre Nydelser, men ikke en Skilling til dette Formaal. "Jeg forstaar mig ikke herpaa," sagde han, "og har ingen Nydelse heraf." - "Det er ligemeget," svarede jeg, "De bør alligevel kjøbe Billeder, ja, det er paa en Maade Deres Pligt. Naar ikke rige Mænd ville gjøre dette, hvem skal da? At fremme Kunsten er lige saa fuldt en borgerlig Dyd som at fremme saa meget andet i Staten, hvortil De ikke negter Deres Bistand." Suhr var en god Borger i Ordets bedste Betydning. Han negtede ellers aldrig sin Bistand, naar Noget fortjente at ophjælpes; ikkun Kunsten havde hidtil Intet fornummet fra ham. Han hørte med en betænkelig Mine paa min Dadel. Inden faa Aar fandtes paa Sølyst Billeder af Marstrand, Skovgaard, Fru Jerichau, Exner og Flere; Billedhuggerarbeider af Thorvaldsen og Jerichau, og et stort, i det Hele taget godt Bibliothek, mest af danske, men til Dels og af tyske, engelske og franske Bøger. Ordsproget: "L'appétit vient en mangeant," viste sig ogsaa her som rigtigt. I Begyndelsen kjøbte Suhr Kunstværker af Pligt, efterhaanden af Lyst; og ofte glædede jeg mig over at se ham selv i Bibliotheket, fordybet i en eller anden Bog. Ikke faa fattige Kunstnere har Suhr rakt en hjælpsom Haand, men hvem vidste det, hvem kjendte det? Suhr selv glemte det og talte aldrig derom. Herpaa havde jeg flere Gange mærkelige Beviser. Et mindes jeg i dette Øieblik. En Kunstner af mit Bekjendtskab sagde en Dag til mig: "Jeg er saa glad og lykkelig i Dag; jeg vil tale til Dem derom, thi De veed vel, hvad Suhr har gjort for mig, han har vel fortalt Dem det?" Jeg afbrød ham strax og sagde: "De skal ikke gjøre mig til Deres Fortrolige, ifald De ellers ikke har Lyst dertil; jeg forsikrer Dem, at Suhr ikke har nævnet et Ord til mig Dem angaaende." - "Nu vel," sagde han, "ligemeget, jeg kan ikke lade være at meddele Dem min Glæde." Og nu fortalte han, at Suhr havde hjulpet ham med en betydelig Sum, hvis Savn vilde have sat ham i den ulykkeligste Stilling. "Og De skulde set," vedblev han, "paa hvor smuk og ædel en Maade han ydede mig denne Hjælp." - Suhr havde virkelig ikke med et Ord berørt denne Sag 69 for mig. En Dag bragte jeg i en Samtale med Suhr denne Kunstner paa Bane, idet jeg roste ham. Jeg havde det Ønske at takke Suhr for hans Godhed mod ham, men fik ikke dette Ønske opfyldt, thi paa mine Lovtaler svarede Suhr kun: "Jeg kjender ham ikke personligt!" Og denne Sag kom ikke oftere paa Omtale imellem os.

✂ Saa snart jeg fik Vished om Suhrs store Godhed og Hengivenhed for mig, havde jeg fast besluttet aldrig at misbruge den ved at plage ham med Anmodninger om Pengehjælp, uagtet snart En, snart en Anden henvendte sig til mig med Begjæring om at gjøre min Indflydelse gjældende. Jeg svarede altid Nei, men undertiden tilføiede jeg: "Bede Suhr om Understøttelse for Dem gjør jeg ikke, men jeg skal se at finde Leilighed til at fortælle ham Deres Historie; ifald han da vil, saa veed han, hvor der er Brug for en Hjælp; men mit Venskab skal ikke være ham en Byrde, der skal paalægge ham snart Et, snart et Andet." Idet jeg nu holdt mit Ord og i Samtalens Løb meddelte Suhr, hvad jeg vidste, svarede han næsten aldrig herpaa; men hvor ofte erfarede jeg ikke kort efter til min Glæde, at mine Ord ikke havde været spildte. Man aner neppe, i hvilken Udstrækning denne Mand øvede sine Velgjerninger. At En og Anden ogsaa undertiden har maattet mærke, at han stod lige overfor den strenge Forretningsmand, er vel muligt, thi lige saa lidt anes det, i hvilken Grad der stilles Fordringer til slige rige Mænd; Enhver tror, at han er den Eneste, der henvender sig, og bedømmer derfor ethvert Afslag strengt og haardt.

✂ Jeg har her paa eet Sted med megen Udførlighed omtalt denne Mand, fordi jeg i det følgende ofte bliver nødt til at nævne denne Ven, og jeg ønskede, at man da skulde have et Billede af den, om hvem Talen er, et Billede af hans Person, et Billede af hans Omgivelser, et Billede af det Sølyst, hvor vi i mange Aar opholdt os en Maanedstid hver Sommer.

✂ Til Trods for Alt, hvad vor elskværdige Vært udfandt til vor Behagelighed under dette vort første Ophold paa Sølyst, var jeg dog ret glad den Dag, vi efter en Maaneds Ophold toge Afsked for atter at drage ind i vort eget Hjem i Bakkehuset, hvor vi havde besluttet at blive, indtil vi kunde flytte ind paa Søkvæsthuset paa Christianshavn.

✂

SØKVÆSTHUSET.

✂ Den 12te October 1844 flyttede vi fra Bakkehuset til Søkvæsthuset. Samme Dags Aften gik H. P. Holsts "Gioacchino" første Gang over Scenen.

✂ Jeg var nu i fuld Virksomhed paa dobbelt Maade, dels i Hjemmet med at indrette os i den nye Bolig, dels i Theatrets Tjeneste. Men hvad der især 70
levende beskjæftigede mig, var Anlæget af min Have. Jeg havde hele denne Sommer ikke set et Træ, en Busk, en Blomst uden Ønsket om, at ogsaa denne skulde findes i min Have; lidt efter lidt havde jeg optegnet Navnene paa saa mange Planter, at hermed kunde beplantes en Herregaardshave paa mange Tønder Land, i Stedet for en Christianshavnsk Have paa en kvart Tønde. Det gjaldt altsaa her, som overalt i Livet, at slaa af paa sine Ønsker og endda finde sig tilrette og tilfreds. Jeg havde nu det Held, at en Gartner anbefaledes mig, som gjennem mit offentlige Liv havde faaet Godhed og Interesse for mig, og derfor ikke alene betragtede det som en Indtægt at skulle hjælpe mig, men som en Ære at skulle anlægge min Have. Med Kjærlighed udførte han derfor dette Hverv. Han roste meget min Tegning og holdt sig strengt til den. Jeg fik nu virkelig ved en heldig Benyttelse af Pladsen anbragt mange skjønne Træer, saa vel Skovtræer som Frugttræer; en Mængde zirlige Buskvæxter, Slyngroser, foruden andre Roser, og mangen en Blomst, der af Moden for Øieblikket var forkastet, optog jeg paany. Jeg dannede et lille Parti i en Krog, hvor jeg satte de simple smaa Skovblomster, Bregner, Græsstraa, ja selv nogle enkelte Straa af Rug og Havre. Et gammelt Kirsebærtræ, det eneste store Træ, der fandtes i Haven, og som jeg derfor ikke nænnede at lade hugge om, uagtet det ikke var smukt i sin Form, men lod staa paa en lille Plads, hvorom Gange til høire og til venstre slyngede sig, beplantede jeg med Slyngroser, røde og hvide, der inden faa Aar voxede med saadan Fart og i saadan Mængde, at hele Træets Stamme saae ud som en Rosensøile. De hvide og røde Roser slyngede sig i saadan Masse op i Træets Grene, at det i Rosentiden virkelig var et idealsk Træ, som mange af vore Venner betragtede med Henrykkelse, for ikke at tale om min Glæde derved. Midt i Haven havde jeg faaet anbragt i Skjul af Buskettet et stort, firkantet Lysthus uden Loft; disse saakaldte Lysthuse med lukket Tag af Grene var mig ret en Vederstyggelighed, thi i Et væk forlystes man i dem ved Edderkopper, der hænge sig i deres lange Indvoldstraad for at naa ned til Ens Hoved. Bier og Bremser og især de pøbelagtige Fluer ty derind, summe En om Ørene og lade En ikke et Øieblik i Ro; er der derimod intet Tag undtagen den høie Himmel, da flyve alle disse Plageaander strax opad og derved ud igjen. Men høie Vægge maa et saadant Lysthus have, jo høiere, desbedre, thi da ser det virkelig ud, som om Himlen udgjorde Loftet. Dette mit Lysthus, eller rettere sagt, denne min Havesal var beplantet op ad Siderne med Aristolochia, dobbelte bengalske Slyngroser og Caprifolier, og det var rigtig skjønt at sidde indenfor disse Vægge med Himlen som et bevægeligt Loft, snart rolig blaat, snart med svævende Skyer, der trak forbi som et Panorama. Den fjerde Side, Indgangen til Lysthuset, bestod af fire Søiler. Om disse var der plantet af de 71 storbladede Vedbende. Jeg havde selv plantet dem som smaa Kviste, men de opnaaede inden kort Tid en hos os høist ualmindelig Udvikling; Søilerne vare aldeles dækkede inden faa Aar, og Planterne havde en Stamme saa tyk som Haandiedet paa et voxent Menneske; de snoede sig i Slangebugter rundt om Søilerne og sugede sig saa fast i disse, at det var umuligt at vriste dem fra hinanden; foroven dannede de en tyk Krans om Lysthusets Kant, og hvad der er yderst sjeldent hertillands, de blomstrede næsten hver Sommer. Min egen Gartner og andre Gartnere, som jeg viste denne Plantes Væxt, vare ganske forundrede herover og sagde, at de aldrig havde set denne Plante til den Fuldkommenhed herhjemme. Udenfor dette Lysthus saaes igjennem Søilerne en lille Plaine, midt paa denne et Kastanietræ, der ogsaa lykkedes ganske fortræffeligt, som i det Hele Alt, hvad her plantedes, voxede med en saadan Hurtighed og Frodighed, at man knap vilde tro mig, naar jeg fem à sex Aar efter Plantningen viste Fremmede, at jeg havde plantet dette Kastanietræ, denne Eg, denne Birk, denne Løn, i hvis Skygge jeg nu sad. Da jeg sagde til min Gartner: "Jeg maa endelig plante en Eg," smilte han og svarede: "Hvad vil De med den, den gror saa overordentlig langsomt?" - "Lad mig faa den alligevel," sagde jeg, "jeg holder saa meget af dens Blade." Inden jeg maatte skilles fra denne mig saa kjære Plet, stod Egetræet høit, rankt med en ret anselig Stamme og frydede mine Øine. I henved 20 Aar var denne Have min Glæde, ofte min Trøst i mangen en Modgang. Naar jeg aands- og legemstræt vendte hjem efter anstrengende Prøver paa Theatret, da var min første Gang efter at have sagt Heiberg Goddag og fortalt ham, hvad der var foregaaet paa Prøven, ned i Haven, hvor jeg altid havde fuldt op af Arbeide. Hvor ofte har dette Arbeide ikke lettet mit Sind! Hvor ofte styrket min Aand! Ak, jeg gribes i dette Øieblik af en usigelig Vemod ved at tænke paa denne Plet af Jord, hvor saa mange af mine Taarer faldt, da jeg de sidste Aar vandrede her, ofte langt ud paa Natten, stirrende paa de mange kolde Stjerner, som vandre deres ensformige Gang, uden at bryde sig om vor Glæde eller Sorg. Dog - tilbage til de lykkeligere Aar.

✂ Vor egentlige Leilighed var i Stueetagen, men Heiberg havde, som tidligere sagt, faaet to store Værelser til Afbenyttelse paa anden Sal, med Udsigt over Haverne og Husenes Tage, ud over Sundet. Han var glad som et Barn over herfra ret at kunne benytte sine Kikkerter. I de sidste Aar havde han atter med Liv og Sjæl kastet al sin Interesse paa Astronomien. Hans Moder og jeg vare forresten skinsyge paa denne Passion, og meget ondt maatte han døie af os, fordi han svigtede sin livsglade Musa for uophørligt Dag og Nat at fordybe sig i dette alvorlige, gigantiske Studium, hvor vi Andre ikke kunde følge ham paa hans Flugt. Alt, hvad han eiede af Penge, satte 72
han paa astronomiske Instrumenter, og Alt, hvad han raadede over af Tid, paa at benytte dem. Naar jeg saae ham sidde fordybet i disse endeløse Beregninger, saa sukkede jeg over, at disse Tal ikke kunde ombyttes med Vers og Prosa, hvoraf vi andre Dødelige kunde have Glæde. Sad han om Aftenen ved Thebordet, var han ofte distrait, idet han ideligt saae paa sit Uhr og da pludselig med Et sprang op, selv midt i en Sætning, idet han sagde: "Farvel, jeg har en Tidsbestemmelse at gjøre i Aften!" og ude af Døren var han, inden hans Moder og jeg kunde give vor Klage over at skulle undvære hans Selskab Luft. Og nu sad han deroppe, ofte i kolde Aftener, til langt ud paa Natten, for aabne Vinduer, hvilket ængstede os begge. Det ene af hans Værelser ovenpaa var hans egentlige Studerekammer, fyldt med Bøger, det andet udelukkende til hans Instrumenter. I dette kom aldrig Nogen, uden at han selv var med; det var altid aflaaset; han holdt det selv rent, thi ingen Pige havde han den Tillid til, at hun maatte færdes i det Allerhelligste. Vi lo ofte ad hans Rengjøren, men vist var det, at hans Zirlighedssans, uden alt Pedanteri, viste sig her i sin fulde Glans. Dette Studium, disse Instrumenter, disse astronomiske Beregninger, disse mathematiske Formler med deres endeløse Talstørrelser og den for os Fruentimmer dunkle Logarithmetabel, slugte al anden litterair Interesse hos ham; det var blevet en uimodstaaelig Passion, for hvilken alt Andet traadte i Skygge. Naar jeg klagede over, at hans Musa gik for Lud og koldt Vand, naar jeg noget utaalmodig udbrød: "Herre Gud! Er du da ikke snart kjed af de mange Tal, vil du dog aldrig mere skrive noget for Theatret, for Litteraturen?" svarede han smilende: "Jeg har skrevet nok; lad dem, der klage over, at jeg intet Nyt skriver, først læse, hvad jeg har skrevet; det kunne de have godt af; naar de saa have gjort det, saa skal jeg nok skrive noget Nyt til den Tid; nu har jeg jo skrevet en Række Intelligensblade; lad dem rigtigt læse dem, de rette paa mange af deres skjæve Domme, baade i det Ene og i det Andet, og ville de ikke det, saa lad dem lade det være, jeg er lige glad." Sagen var, han var i disse Aar misfornøjet med Theatrets Virksomhed, misfornøiet med mangen en Retning, som var kommen frem i Pressen. Han syntes, at man prædikede for døve Øren, enten for virkeligt Døve, eller for de værste af alle Døve, dem som ikke ville høre; han var træt af at anstrenge sig for at virke paa disse Jordens vankelmodige, snakkesalige og holdningsløse Mennesker, og han flygtede fra dem op til Himlen, for at leve i Samfund med de tause Stjerner, hvis Love vare faste og bestemte, og som ingen Raahed, ingen Uvidenhed formaaede at rykke en Linie ud af den Bane, hvori de vare satte. "Naar jeg fordyber mig i Astronomien," sagde han, "da er det, som om jeg fik et aandeligt Bad, der styrker og vederkvæger mig fra al det Vrøvl, al den Aandløshed, som man døier i Kunst og Litteratur; ved 73 at løfte Blikket opad, ved i Tankerne at vandre mellem Kloderne, befrier og bevarer man sin Sjæls Ligevægt, saa at det Smaa bliver det Smaa , det Store bliver det Store . Man maa imidlertid ikke forestille sig, at han ved saadan Tale var forstemt eller i siet Humeur; lantfra. Hans ubetvingelige gode Lune var friskt som altid. - Ved disse Aftenbesøg hos Stjernerne bleve vi to Damer altsaa forladte tilbage i Dagligstuen, og visselig var det Ens egen Skyld, ifald man manglede Stof til Samtale med Heibergs Moder, der var en sand Mester i at conversere, men det egentlige Liv i Samtalen var dog borte, naar "Broderen", som han for Spøg hed, forlod os. Vi to Damer tyede da undertiden til al Slags Lecture. Da jeg ikke var det franske Sprog mægtig og dog saa gjerne vilde vide nogen Besked om denne mærkelige Litteratur, hvoraf jeg kun kjendte de dramatiske Arbeider, der vare blevne opførte paa vor Scene, var det et Held for mig, at Heibergs Moder besad saa stor Færdighed i at læse franske Bøger op paa Dansk, næsten uden al Søgen efter Udtrykket. Derved blev jeg bekjendt med Digterværker, det ellers havde været mig negtet at stifte Bekjendtskab med. Dette Arbeide udførte hun med stor Beredvillighed, Godhed og Kjærlighed, uagtet hun i denne Periode bar paa en dyb Sorg og dagligt levede i stor Angest. Hendes elskede Pleiesøn, Georg Buntzen, havde Aaret iforveien ligget meget syg af en Nervefeber, og denne havde angrebet hans Bryst. Lægerne raadede til et længere Ophold i det sydlige Frankrig og med stor Opofrelse fra hendes Side opholdt han sig nu i dette varmere Klima. Ethvert Brev fra ham blev ventet med Længsel og med usigelig Angest, naar det i nogen Tid udeblev; hendes Tanker dreiede sig kun om denne ene Sag, og meget Andet, som hendes livlige Aand ellers havde grebet med Interesse, gik hende nu ligegyldigt forbi. Den Spænding, hvori hun dagligt levede for den kjære Bortreiste, angreb hendes Legeme, saa at hun ikke som tidligere turde sidde saa længe oppe om Aftenen. Heraf blev Følgen, at jeg, naar vi ingen Besøg havde, blev ene tilbage i vor Dagligstue. Denne Ensomhed var især trist, naar jeg sildigt kom hjem fra Theatret efter en anstrengende Rolle, hvoraf mit Blod var i en saadan Bevægelse, at jeg umuligt strax kunde lægge mig til Ro. Vel kom Heiberg da altid ned for at holde mig med Selskab ved Theen, men den skammelige Kvinde Urania lokkede ham kun altfor hurtigt tilbage til sit Rige og berøvede mig saaledes Dagens kjæreste Timer, hvor jeg pleiede ene at have Samtaler med Heiberg; nu havde jeg faaet en Rivalinde, mod hvem jeg ikke kunde seire, men maatte give fortabt. Jeg sad altsaa her ene. Bestandigt haabende paa at min Ven skulde tage Afsked med Stjernerne, opsatte jeg Time efter Time at begive mig til Ro. Ofte indhyllede jeg mig i et Shawl, gik ved Midnat ned i Haven, hvorfra jeg kunde se Heibergs Vinduer og saaledes holde Udkig med, naar han slukkede sit 74 Lys deroppe, og vandrede frem og tilbage, ogsaa betragtende de tause Stjerner, af hvilke jeg alt, ved Heibergs Hjælp, kjendte mange ved Navn. En usigelig Vemod kunde da gribe mig paa disse ensomme Nattevandringer; stille kunde mine Taarer flyde af en navnløs Længsel, en Længsel, der lader til at følge mig fra Vuggen til Graven; en Længsel, som vist først vil blive stillet i hint ubekjendte Land, hvor jeg haaber, at jeg en Gang i Naade vil blive dømt, i Naade optaget, om end som den Ringeste af de Ringe. Gjennemzitret af Nattekulde maatte jeg da ofte atter ty ind i Stuen, uden endnu at have set Lysene slukkes paa anden Sal, og lydløst begive mig til Ro, overladende Stjernekigeren til sin egen Skjæbne. Min Søvn var da altid urolig, som Søvnen er, naar man venter, at En skal komme. Naar han da omsider kom, snart Kl. l, snart Kl. 2, snart senere, vaagnede jeg altid halvt af Søvnen, og uden ret at vide, hvad jeg sagde, spurgte jeg gjerne - Gud maa vide, hvoraf det kom -: "Hvorfra kommer du?" I Begyndelsen svarede Heiberg fornuftigt paa dette Spørgsmaal, men da han mærkede, at jeg næsten var sovet ind igjen, inden Svaret var givet, drillede han mig med altid at svare paa mit: Hvorfra kommer du? med de Ord: "Fra Hesten paa Kongens Nytorv!" Jeg var som sagt halvt indslumret, før jeg kunde skjænde paa ham for dette dumme Svar, men havde dog halvt en Fornemmelse af hans Drilleri. Saa snart Heiberg vaagnede om Morgenen, var han i det fortræffeligste Humeur, fuld af Skjemt og Lystighed; jeg var angreben af Nattevaagen, men hvo kunde modstaa dette friske Lune, dette Barnlige i hans Digtergemyt? Ak! Lykkelig den, hvem Guderne forlene med et saadant Sind. Og lykkelig den, der dagligt paavirkes af et saadant Sind.

✂ Dette Nattelevnet tog lidt efter lidt snarere til end af. Jeg havde i min Ungdom lært at spille Claver, men doven som jeg var i Alt, hvad jeg skulde lære , ikke bragt det synderlig vidt, uagtet min Lærer paastod, at jeg havde ualmindelig musikalsk Sans. Men Sandheden af Heibergs Sætning, at Ingen lærer noget ret, før han lærer sig det selv, viste sig ogsaa her. Medens Heiberg saaledes om Natten kun levede for sine Stjerner, begyndte jeg atter at optage Levningerne af min musikalske Lærdom. Jeg maatte begynde med noget let, og da jeg tillige havde en lille Syngestemme, fik jeg Berggreens Folkemelodier med Text, en Art Sange, der altid har havt mest Tillokkelse for mig. Jeg blev nu næsten lige saa passioneret for dette mit Nattestudium som Heiberg for sit. Jeg spillede og spillede, sang og sang Time efter Time, saa Heiberg ofte kom ned, forundret over endnu at finde mig ved Claveret. Idet jeg saaledes sad i den ensomme Nat og sang disse simple, rørende, naive Folkesange, hvis Poesi tiltalte mig som ingen anden, da veed jeg ikke ret, hvorledes det gik til, men uden at jeg selv vidste af det, udsang jeg Ord, fødte af min bevægede Sjæl, idet Melodien ligesom indfandt 75 sig af sig selv, fremlokket dels af Ordene, dels af de Accorder, jeg anslog, og inden jeg havde gjort mig Rede derfor, sang jeg smaa Sange, hvis Text, Musik og Accompagnement var af mig selv, saa flygtigt henkastet, at de for det meste Dagen efter vare glemte, og jeg anstrengte mig da forgjæves for atter at kalde dem tillive; men hele Dagen sang det inden i mig, og jeg længtes efter de natlige, lykkelige Timer for atter at sidde ved mit ensomme Claver. Aftenen kom, og naar jeg da igjen var ene, begyndte min natlige Leg.

✂ Aldrig syntes mig, at jeg havde levet et inderligere Samliv med mine smaa Alfer end i disse Nattetimer. Jeg havde en levende Følelse af, at de omsvævede mig, hørte paa min Sang, hjalp mig med Text og Musiken, lagde mig Ordene i Munden, lo ad mig, naar det ikke rigtig vilde gaa, saa jeg ofte uvilkaarligt udbrød halvhøit: "Ja, nu le I ad mig i Stedet for at hjælpe mig." Spillede og sang jeg lystige Melodier i Dansetakt, havde jeg en Følelse af, at de Smaa svingede sig bag min Stol i muntre Kredse og ligesom tvang mig til at reise mig for at danse omkring med dem paa Gulvet; denne Opfordring fulgte jeg da i en forunderlig let og glad Stemning, idet jeg fortsatte Sangen under vort natlige Bal, medens hundrede Phantasier løftede min Sjæl bort fra denne Jords Tyngde med alle dens smaa og store Tryk. Under disse natlige Baller afbrødes jeg oftere og tidligere af Heibergs Komme, end jeg ønskede. Timerne fløi som Minuter.

✂ Ogsaa andre natlige Besøg af hel modsat Art indfandt sig undertiden. Af og til, naar jeg i den sildige Nat sad ved Claveret og sang, kunde jeg med Et, ligesom i et Nu blive jaget op og anmodet om øieblikkelig at forføie mig bort. Denne Fornemmelse kunde komme, allerbedst som jeg sad og sang en lille lystig Folkemelodi, og midt i en Takt, uden mindste høitidelig Stemning i mit Sind. Det var da, som En pludselig tvang mig til at lukke Claveret, tvang mig til øieblikkelig at forlade Stuen. Ofte kunde jeg ikke lade være halvhøit at sige: "Ja, ja, nu gaar jeg jo; nu gaar jeg." Hvad var det for natlige Aander, der ønskede Stuen for sig selv?

✂

"KONG RENÉ'S DATTER".

✂ Paa dette Tidspunkt var det, som jeg alt har berettet, en Lykke for mig, at min Ungdoms Lyst og Interesse for Theatret blev vakt paany med sin hele Styrke ved det unge, friske, eiendommelige Talent, Theatret havde vundet i Michael Wiehe. Det var mig en sand Nydelse at spille med denne ædle Personlighed, en sand Nydelse at staa ham bi med Raad og Daad, at se ham udvikle sine sjeldne Gaver i Forening med mine, som han satte 76 Pris paa, idet han ligesom ønskede at smelte sammen med mit Spil, og jeg med hans. Mange smaa Kampe maatte jeg gjennemgaa med ham, naar hans Opfattelse undertiden forvildede sig paa en noget ensidig Maade, idet hans Aand ikke var fri for den Feil, som desværre er altfor almindelig hos Skuespillerne, nemlig af en enkelt Replik i en Rolle at ville skabe det hele Billede , i Stedet for at holde sig til det Hele og bøie den enkelte Replik derefter. Heiberg sagde undertiden halvt i Spøg, men dog mest i Alvor: "Det kommer af, at han er kortsynet ;" de legemlig Kortsynede, paastod han, vinde vanskeligt en vid Horizont i Kunsten; de stirre sig blinde paa det Nærmeste, det Smaa og kan ikke faa Synet paa det hele Billede. Hvor vidt dette holder Stik, vil jeg lade staa hen, men vist er det, at Wiehe ofte med Kortsynethed opfattede mangt et Billede, og at kun hans store Godhed for mig gjorde, at han paa Prøverne, under min Paavirkning, frafaldt mangen en Ensidighed, saa at Publikum i længere Tid sjeldent fik Leilighed til at bemærke hans Hang hertil, da den ved mig for det meste var bekæmpet, inden det paagjældende Stykke kom til Opførelse. Denne min Indflydelse paa hans skjønne Talent kunde ikke blive ubemærket af det øvrige Theaterpersonale, og heraf kom den megen Tale i hans senere Aar om Alt, hvad han skyldte mig i sin lykkeligste Theaterperiode. Jeg selv har aldrig pukket paa denne Taknemmelighedsgjæld; thi vist er det, at skyldte han mig Noget, da var det især for mit Venskab for ham, ligesom jeg nærede den samme Taknemmelighed mod ham for den Hengivenhed, han viste mig; og lærte han af mig, da lærte jeg ikke mindre af ham i andre Retninger. Hvor ofte har ikke hans fine, sjælfulde Spil beaandet mine Fremstillinger, hvor ofte har ikke hans noble Personlighed løftet og baaret min! Hvor lykkelig har jeg ikke været ved vort Sammenspil, der greb Publikum ved saa mangen Leilighed, der bar saa mangt et Digterværk, saa det kom til sin fulde Ret! Hvor nød jeg ikke at have et fint dannet Menneske ved min Side, et Menneske uden Løgn, Underfundighed eller Misundelse! Hvor jublede jeg ikke ved Tanken om, at her endelig var en Skuespiller, en høit begavet Skuespiller - dette er Sagen; thi hos de mindre Begavede er det ingen Sjeldenhed - der tillige var en Mand, en sanddru, af sin Kunst inderligt gjennemtrængt Mand, hvem man ogsaa som Menneske kunde agte. Hvorfor skal dog dette være saa sjeldent! Men varsomt maatte man fare frem med ham; thi en høi Grad af Ømfindtlighed laa i hans Natur. Han var, som Hertz har sagt om Chevalieren i "Ninon", vist med Hensyn paa Wiehes Natur: "Et Kar med ædel Vin, som der maa handles varsomt med." I de første Aar af vort Kunstnersamliv gjaldt det især om at sætte Mod i ham og vække hans Selvtillid. Jeg vakte denne uden at gjøre ham hovmodig eller fordringsfuld; han var en stille, drømmende Natur, indesluttet i sig 77 selv og overordentlig taus. Ordet var ham i det daglige Liv ikke givet; han trængte ligesom til at faa sit Tungebaand løst; lige overfor mig lykkedes dette til Dels. Jeg har ofte tænkt, at han ligesom ikke turde give sine Tanker Luft i Ord, thi i den stille, indesluttede Sjæl ulmede stærke Lidenskaber, saa stærke, at jeg tror, at hans ualmindelige Ordknaphed udsprang af Frygt for, at disse Lidenskaber skulde komme til Udbrud, og at det da ikke vilde staa i hans Magt at blive Herre over dem. Jeg har i de mange Aar, jeg har færdedes ved Theatret, aldrig kjendt Nogen, der i den Grad som Wiehe i de første syv Aar vandt Alles Agtelse og Kjærlighed, saa vel paa Theatret som ude i Livet. Han var ligesom Alles Kjæledægge, inden han blev paavirket af en Personlighed, hans egen saa modsat som tænkes kunde, en Paavirkning, der ligesom rykkede denne stille, drømmende Natur ud af den Jordbund, hvori den alene kunde trives.

✂ Jeg havde engang under en Samtale med Hertz om den berømte franske Skuespillerinde Mlle. Mars's Udførelse af Hovedrollen i det lille franske Skuespil "Valérie", hvori hun var berømt for at spille den blinde Pige med aabne Øine,* uden at Illusionen derved gik tabt, ytret til ham: "Ihvad De end gjør, skriv aldrig en blind Pigerolle for mig; thi at spille hende med lukkede Øine finder jeg fattigt og kjedsommeligt, og at spille hende med aabne Øine vilde være mig umuligt; thi jeg vilde ikke kunne tale med Liv og Lidenskab, uden at dette vilde afspeile sig i Øiets Glans og Bevægelse, og hvorledes da opnaa Illusionen af Blindhed?" For et Aars Tid siden var Hertz en Dag kommen til mig og havde sagt: "Ja, Gud hjælpe mig, nu har jeg skrevet for Dem, hvad De har forbudt mig." Jeg havde glemt vor Samtale og maatte spørge, hvad han sigtede til. Han fortalte mig nu, at han havde skrevet "Kong René's Datter", hvori der netop stilledes mig en saadan Opgave, som jeg havde erklæret det for en Umulighed for mig at løse. Jeg blev ganske forfærdet over denne Meddelelse og paastod fremdeles, at det aldrig vilde lykkes mig i den Grad at blive Herre over Øiets Udtryk, eller rettere over dets Stillestaaen. Der var paa dette Tidspunkt en saa slet Tone i Bladlitteraturen, en saadan Forfølgelse mod alle originale Digterfrembringelser, at næsten Ingen turde give sit Navn tilkjende, især naar det var et berømt Navn, af Frygt for at det skulde virke skadeligt paa Dommen ved første Forestilling. Saa godt som Alle, hvis Navn havde nogen Vægt, tyede til Anonymiteten. Hertz, Andersen, Hauch, Alle maatte de gaa med Maske af Frygt for, at de kjendte Træk skulde tirre de selvbestaltede Dommere, og Stykket forud være hjemfaldet til Fordømmelse. Selv lige overfor Skuespillerne var det nyttigst at holde Kilden til Værket skjult, ** Fru Nielsen spillede denne Rolle paa vor Scene, men med lukkede Øine. 78 da disse ellers ofte hjalp til at udsprede en ugunstig Dom, forinden Stykket kom til Udførelse, ofte ved Bagvaskelse bidroge til, at Dommen var færdig, inden Værket var set. Var man derimod uvis om, hvem Stykket var af, vakte det saa vel hos Skuespillerne som hos Publikum langt større Interesse og var langt sikrere paa en retfærdig Dom hos begge. Det Characteristiske var, at ubetydelige, til Dels ubekjendte Forfattere langt dristigere turde risquere at lade Anonymiteten falde end de, hvis Navne alt havde Vægt i den dramatiske Litteratur. I Frankrig tyer ikke sjeldent en ung, ubekjendt Forfatter til en berømt Forfatter med Anmodning om at laane dennes Navn til sit Barn for at sikre det en god Modtagelse; her maatte Hertz og Heiberg være gaaet til en ubekjendt Hr. Petersen eller Christensen med Anmodning om deres Navnes Beskyttelse, ifald de vilde have sikret sig imod en forud indtaget Dom. Med en utrolig Mildhed bedømmer man ofte det Middelmaadige, medens man ruster sig som til en Kamp, hvor man tror at staa lige overfor det Udmærkede. "Natten dræber kun de vingede Sommerfugle," siger Baggesen, og Kritiken i vore Blade er og har altid været Natsiden i vort aandelige Liv.

✂ Hertz valgte altsaa at indgive sin "Kong René's Datter" til Theaterdirectionen under det strengeste Incognito. Ingen kjendte Stykkets Forfatter, uden Heiberg og jeg. Det var trukket noget ud med dets Indlevering og Antagelse; endelig blev det antaget, Rollerne omdelte og en Læseprøve ansat. Stykket var af Forfatteren saaledes besat: Kong René, Hr. Nielsen; Jolanthe, jeg; Tristan, Hr. M. Wiehe; Martha, Fru Nielsen; Bertrand, Hr. Rosenkilde; Jauffred, Hr. Waltz; Ebn Jahia, Hr. Kragh. Nielsen var afgjort Modstander af Hertz's og Heibergs, som i Grunden af alle dramatiske Digteres Muse. Saa utroligt det end lyder, saa er det dog vist, at han bar et formeligt Nag til saa godt som alle Digtere, Oehlenschläger ikke undtaget; jeg har aldrig hørt ham rose andre Digtere end Tragedieskriveren Boye. Et lystigt Hoved sagde engang: "Ser De ikke, at det er den pure Misundelse, han har mod alt Udmærket? Har De aldrig lagt Mærke til, hvor misundelig han er paa Napoleon den Store? Og virkelig tror jeg, at han ligesom kunde phantasere sig ind i et vist Raseri over dem, der vovede at gjøre sig bemærkede paa den ene eller den anden Maade. Ved Oplæsningen af dette Stykke, der ikke kunde undlade at gjøre en stor Virkning, mærkede jeg, hvorledes hans Forstemthed og Ærgrelse tiltog lidt efter lidt; han og flere af de Medspillende anede vist, at disse Vers, denne Diction maatte komme fra Hertz. Da Oplæsningen var tilende, foer han ud af Stuen uden at sige et Ord, i en Sindstilstand, som jeg strax mærkede ikke vilde blive uden Følger. Dagen efter fik jeg fra min faderlige Ven, Conferentsraad Collin, følgende Brev:

79

✂ Mad: Nielsen har frabedet sig Marthas Rolle i "Kong René's Datter"; hvem vilde Du, kiæreste Hanne, foreslaa til den? at correspondere (giennem Aviserne) med Forfatteren, ved nemlig at aflægge et Brev derom paa Theatercontoret, synes mig i Hens. til den Rolle, at være overflødigt.
24. Januar 1845.
Din
Collin.

✂ Jeg, for ikke at tale om Hertz, blev bedrøvet over, at Fru Nielsen frasagde sig Rollen. Hvad Hertz har tænkt sig ved Marthas Rolle, er ved Fru Nielsens Vægring ved at spille den aldrig kommet til sin Ret. Rollen gik over i andre Hænder, og om den end ikke spilledes slet, blev dog Præget af denne Figur udslettet og vil sandsynligvis aldrig nogensinde komme til Live igjen; thi saa forunderligt det end kan synes, saa er det dog vist, at har en Rolle ved de første Forestillinger af et nyt Arbeide antaget et forkert Præg, da fortsættes i Reglen denne feile Opfattelse, om ogsaa Rollen gaar fra Haand til Haand, thi da Geniet i Kunsten altid bører til Sjeldenhederne - og kun et saadant læser og opfatter et Digterværk friskt og selvstændigt - saa vandrer en feilagtig som en rigtig Opfattelse fra den Ene til den Anden. Dette er, hvad man kalder Traditionen ved et Theater; at bryde den er kun Faa givet. Havde Fru Nielsen beholdt Rollen, vilde den have faaet Præget af en ældre, ædel, fint dannet Kvinde, hvis Væsen indgjød Tillid, og saaledes maa man dog virkelig tænke sig den Kvinde, til hvem Kong René overlod sin blinde Datters Optugtelse og Pleie, i legemlig som i aandelig Henseende, og ikke som en tarvelig, skikkelig Bondekone, et Feilgreb, der trak Rosenkilde med ind i Opfattelsen, saa han, den gamle, betroede Bertrand, nu stod som en Tjener og ikke som Mand til den Hustru, hvem Barnet var betroet. Disse to Mennesker var Jolanthes eneste daglige Selskab; thi hendes Fader kommer jo kun af og til. Hvor er det nu muligt at tro, at Jolanthe, denne unge, digteriske Natur, vilde kunne føle sig tilfreds ved saa tarvelig en Omgang? For Martha udtaler hun sine skjønne Tanker og Følelser, som vi høre i Scenen, da Tristans Besøg har sat hendes Sjæl i en Svingning af Begeistring, som man kun udtaler til den, af hvem man er vis paa at blive forstaaet. Billedet blev ved den nye af Nødvendigheden fremtvungne Besætning forrykket; - men hvem saae det, hvem følte det? Maaske kun En foruden Digteren og mig selv, og denne Ene var netop Fru Nielsen; thi da Stykket var gaaet over Scenen, sagde jeg en Aften til hende, da hun havde været i Theatret: "Ser De ikke, hvilken Uret De har gjort! Er denne Martha en underordnet Rolle, og er det ligegyldigt, hvem den udføres af? Var det en Fornærmelse at byde Dem den? Vilde De ikke ved Deres hele 80 Personlighed have kunnet paatrykke den et Præg, give den en Interesse, som De og Stykket havde havt Ære af?" - "Det kan nok være," svarede hun, "at du har Ret, og at jeg har været for overilet i at frasige mig den; ved at se Stykket i Aften har jeg faaet et andet Indtryk af dens Betydning for det Hele." Ak, det Hele! Det er Kunstens og Kunstnerens Forbandelse, at kun saa Faa have Kjærlighed til, Indsigt i, Dom over et Hele !

✂ I Tristans Rolle var der givet Wiehe Leilighed til at udfolde alle de Evner, der stode til hans Raadighed. Nu behøvede jeg ikke længer at overtale Hertz til at benytte dette lyriske Talent; han havde selv gjort sig uundværlig. Aldrig, det tror jeg vist at kunne sige, vil denne Rolle herefter nogensinde blive udført som af M. Wiehe. Alle Betingelser vare her tilstede. Den unge, slanke, ædle, ridderlige Skikkelse, den stille, af Inderlighed dybt bevægede Røst, fuld af Virkning og dog saa tilbagetrængt, saa lidt læggende an paa Virkning, saa ren, man kan gjerne sige, saa kysk i sin lidenskabelige Elskovsflamme, medbringende ved sin hele Personlighed og sit Spil Romantikens henrivende Stemning. Selv den raaeste Tilskuer maatte gribes heraf, og de bleve grebne. Man tænke sig, med hvilken Fryd jeg nød en saadan Medspiller ved min Side! Ak, I lykkelige Tider, hvor længst forsvundne I end ere, I staa atter for mig, unge, friske, nærværende, som om Tiden ikke var svunden, men som om den var til endnu!

✂ Jeg selv havde med overordentlig Kjærlighed, Alvor og Interesse indstuderet Jolanthes vanskelige, men taknemmelige Rolle. At kunne give Talen og Følelsen frit Løb, uden at Øiets Ild talte med, var det, der især vakte min Kamp og mit Studium. Ved i mine ensomme Nattetimer at beskjæftige mig med denne Rolles Udførelse, lykkedes det mig lidt efter lidt at vende Blikket, Synet ligesom indad i Sjælen, i Stedet for at lade Glansen i Øiet straale udad. Dette er en Fornemmelsessag, som ikke let lader sig beskrive; men saa meget er vist, at jeg virkelig Intet saae tydeligt, naar Øiet saaledes vendtes indad, uagtet det stod aabent. Da jeg naturligvis ikke selv kunde se mit Øies Udtryk, stod endnu tilbage af en anden at erfare, hvorledes dette saae ud. Jeg sagde derfor en Aften til Heiberg: "Sig mig, hvorledes mine Øine se ud, naar jeg staar med dem paa denne Maade, thi saaledes agter jeg at se med dem i "Kong René's Datter"." Han saae nu paa mig, beroligede mig med Hensyn paa min Frygt for at skele og syntes, at Øiet virkelig antog et mat, men rørende Udtryk, saaledes som man ofte ser det hos Blinde, hvis Øine ikke bære Præg af Sygdom, men som have den indadstraalende i Stedet for den udadstraalende Glans. Jeg blev meget glad over at høre dette og fandt nu Vanskeligheden hævet. Forresten bevirkes Illusionen, foruden ved Øiets Udtryk, især ved det Plastiske i Gang og Bevægelser. En Blind, selv en saadan, som Forfatteren her har skildret, der i 81
en ualmindelig Grad ved Vanen er bleven Herre over Savnet af denne Sans, gaar altid med en vis Varsomhed, idet Hænderne stedse ere lidt forud for Legemet, for at disse, ligesom det er Tilfældet med Dyrenes Følehorn, kunne møde det, som staar En iveien. En egen Lytten med øret, der hvor en Seende vilde bruge Øiet, er ogsaa gjennemgaaende hos den Blinde; naar Nogen f. Ex. kommer ind ad Døren, da vender den Seende strax Blikket derhen for at erfare, hvem det er; den Blinde derimod Øret, og saaledes fremdeles. Der hører derfor en overordentlig Opmærksomhed paa sig selv til en saadan Udførelse for paa intet Punkt at forglemme sig. Ogsaa Stemmens Betoning og Klang maa hjælpe til for at tilveiebringe Indtrykket af Blindhed. Det er ganske naturligt, at ligesom den Døve ofte taler med en klangløs Stemme, kun lidet nuanceret, fordi Øret ikke stødes af Lydens Monotoni, saaledes kan man forstaa, at den Blinde i høi Grad netop lægger Vægt paa Stemmens Vellyd, thi gjennem dennes Toner har han sin hele Kundskab til det Individ, der staar for ham. For ham gjælder den Talemaade dobbelt: Tal, at jeg kan se dig! Derfor have de Blinde som oftest en smuk, melodisk og blød Stemme, med ligesom en Sordin paa; det vilde forekomme En unaturligt, om en Blind talte meget høit og skingrende, thi dette saarer og støder Øret, denne for den Blinde fineste Sans. En Blind har endvidere smaa stille Bevægelser med Haand og Arm. Det vilde strax ophæve Illusionen, om en Blind paa Theatret gjorde store, kække Armbevægelser, thi det, at en Blind aldrig kan vide, hvad disse udstrakte Arme støde paa, afholder ham uvilkaarligt derfra. Dette kun om det Ydre ved en saadan Rolle, det Indre i den maa føles og lader sig ikke forklare. Hvad Indtryk dette Stykke med al sin Eiendommelighed, al sin stille Indadvendthed vilde gjøre, var ingenlunde vist. Heiberg frygtede fra Begyndelsen af meget for dets Skjæbne, og jeg havde længe næret samme Frygt. Da vi derfor skulde have den sidste Prøve paa Stykket, bad jeg ham om at overvære den for at sige mig, hvad Virkning han troede, at det vilde gjøre paa det store Publikum. Han føiede mig, og i Parquettet overværede han Prøven. Da denne var forbi, kom han op paa Theatret, og med Taarer i Øinene og et Udtryk om Munden, som jeg saa godt kjendte, udbrød han, idet han omfavnede mig: "Dette vil gjøre en overordentlig stor Virkning!" Hvor glad og beroliget jeg blev, kan man tænke sig. I saa lang Tid havde dette Arbeide ligget mig paa Hjerte, og nu at høre ham, min øverste Dommer, henrykt at udsige denne Dom, gjorde mig en overordentlig Glæde. Heiberg skrev strax til Hertz og meddelte ham, hvad Virkning Prøven havde gjort. Næste Aften skulde Stykket opføres. Naar man betænker, hvilke Stykker der i dette Øieblik tiltrak sig Publikums Opmærksomhed, Stykker som: "Pigen i Lyon", "Advocatens Datter", "Gioacchino", "Adolf og Henriette", "En Aften i Tivoli", "Doctor 82
Robin", "Herren seer dine Veie", "En Bedstemoder", - da kunde man vel være i Tvivl om, hvorledes det samme Publikum kunde være modtageligt for et Arbeide af saa modsat Natur, drattende ned ligesom fra Himlen i alt det Mudder. Det sidste af de nysnævnte Stykker, "En Bedstemoder", var et affecteret, forskruet fransk Stykke, der gik ud paa, at en gammel Bedstemoder - der naturligvis skulde spilles af en ung Skuespillerinde, thi dette var netop det Piquante - stak en ung Pige ud hos hendes tyveaarige Elsker, saa denne absolut vilde giftes med Bedstemoderen i Stedet for med den unge Pige. Og nu maatte denne gamle Dame hitte paa alle Kneb for at kølne det unge Menneskes Flamme, forstille sig snart som en Gigtsvag, snart som en Bedesøster, kort paa alle Maader gjøre sig saa uelskværdig som muligt, indtil endelig den forsonende Opløsning kunde komme istand, saa at det forskruede unge Menneske til Alles Glæde og Opbyggelse tog tiltakke med den unge, friske, elskværdige Pige. Dette Stykke havde Publikum, og især Hoffet med Christian den Ottende i Spidsen, kastet sin særdeles Naade paa; man fandt Frøken Nathalia Ryge uforlignelig i Titelrollen, og Interessen forhøiedes desuden ved, at hendes Søster her fremtraadte første Gang; ikke fordi denne Søster var noget Talent, men det var noget helt usædvanligt, at to Søstre spillede sammen. Dette Stykke var alt gaaet mange Gange over Scenen, da det blev sat sammen med "Kong René's Datter", den første Aften dette skulde vise sig. "En Bedstemoder" var ansat til at gaa først og derefter "Kong René's Datter". Men Dagen iforveien kom der pludselig Ordre fra Excellencen Levetzau, at "Kong René's Datter" skulde gaa først og "En Bedstemoder" bagefter, thi man var ikke sikker paa, at Taflet ved Hoffet saa betids var endt, at man kunde være i Theatret i rette Tid, og man vilde Intet undvære af "En Bedstemoder"; at komme midt i et originalt Stykke gjorde man sig ingen Betænkelighed ved. Jeg foreholdt Levetzau, hvor slet denne Forandring var. "Hvorledes tror De," sagde jeg, "at et saa fadt Conversationsstykke som "En Bedstemoder" vil tage sig ud ovenpaa et romantisk Drama?" Levetzau bukkede og svarede: "Majestæterne have befalet, at saaledes skal det være." - Og saaledes blev det til liden Baade for den stakkels "Bedstemoder", der ved denne Leilighed fik det Dødsstik, som det burde have havt den første Aften, det præsenterede sig. Forestillingen (5te April 1845) begyndte altsaa med "Kong René's Datter" og gjorde en høist ualmindelig Virkning paa det tæt besatte Hus. Under den temmelig lange Indledning, Noget, man oftere har troet at burde dadle hos Hertz, men hvorom der altid kan disputeres, thi hvem tør sige, at ikke denne saakaldte Feil netop bidrager til at bearbeide Publikum til at modtage, hvad her følger paa, altsaa under denne noget lange Indledning opstod der den Uro i Huset, som pleier at ytre sig i Hosten, Rømmen, Pudsen Næse og deslige. Men 83 neppe betraadte Tristan Scenen, før dette mærkeligt tog af, og da Jolanthe viste sig i Døren, var Opmærksomheden kjendelig spændt, og denne Spænding gik lidt efter lidt over til en saadan Stilhed, at man paa Scenen kunde tro, at ikke et Menneske aandede derude i det store Rum. Man var rørt, man var løftet, og man gav tilsidst sin Stemning Luft ved et enthousiastisk Udbrud af Bifald, og Stykkets Lykke var gjort for mange Aar; og dette vil vel af og til i Fremtiden gjentage sig, saa længe vi have et Nationaltheater, hvorved der findes virkelige Kunstnere, der kunne opfatte og gjengive en slig romantisk Digtning.

✂ Hed og bevæget af den Spænding, jeg havde været i, maatte jeg efter min Omklædning opholde mig et Øieblik i Theatrets Foyer, da min Vogn endnu ikke var kommen. Som jeg sad her og talte med en af Skuespillerne, der havde set Stykket fra Tilskuerpladsen og var lige saa betaget af det som alle Andre, kom Frøken Nathalia Ryge, som alt havde spillet et Par af sine vigtigste Scener i "En Bedstemoder", der nu dernede var i fuld Gang, og udbrød til samme Skuespiller: "Men hvad er her paafærde? Publikum er jo i en saadan Bevægelse, at man knap kan høre, hvad man selv siger." Jeg hørte ham da svare hende: "Det maa De ikke undres over; det første Stykke har gjort en saa stor Virkning, at man neppe i Aften vil have Sans for Andet." Og virkelig blev der fortalt, at mangen Tilskuerinde efter Stykket satte sig ud paa Gangen, fordi de ikke kunde holde ud at høre paa alt det Pjat i "En Bedstemoder" ovenpaa "Kong René's Datter", men sade her og ventede, til deres Vogn kom.

✂ Det er en mærkelig Kjendsgjerning, som man vanskeligt kan forklare, at har et yndet Stykke som denne "Bedstemoder" en Aften kjedet og gjort et ubehageligt Indtryk, da er det for bestandigt forbi med dets Yndest. Man kan ikke ret begribe dette, thi paa en saadan Aften er der jo dog kun een Aftens Tilskuere; hvorledes kan da denne ene Aftens Publikum virke paa mange Andre, der ikke vare tilstede hin Aften. Kjendsgjerningen staar imidlertid fast; "En Bedstemoder" var denne Aften bleven et Offer for Skjæbnen og kom aldrig mere tillive. Derfor er de forskjellige Stykkers Sammensætning og Ordning paa en Aften vigtigere, end de fleste tro. Det ene Stykke kan hæve det andet, men de kunne ogsaa dræbe hinandens Virkning.

✂ Efter denne mere end sædvanligt tydelige Erfaring fik man nu travlt med, hvad der skulde kunne taale at sættes sammen med "Kong René's Datter". Saa meget havde man nu lært, at den Stemning, som dette Stykke frembragte, maatte ende Forestillingen, ifald man ikke havde et Balletdivertissement, eller i alt Fald et humoristisk lystigt Stykke at give ovenpaa, thi det Comiske har en Kraft, som man vanskeligt kan modstaa, hvad Stemning man end er i. Men længe hørte man dog Folk sige: "Jeg gaar bort, naar 84 jeg har set "Kong René's Datter", thi ovenpaa dette kan jeg Intet nyde mere af Kunst."

✂ To Dage efter Stykkets første Opførelse fik jeg et henrykt Brev fra den lykkelige, endnu anonyme Forfatter; kort efter endog en officiel Takskrivelse fra Theaterdirectionen.

✂ Den gamle, geniale, musikalske Skuespiller C. N. Rosenkilde havde den elskværdige Egenskab, naar Noget havde tiltalt ham, da med et udholdende Sværmeri at beskjæftige sig dermed. Hans Tanker dreiede sig derfor i denne Tid udelukkende om "Kong René's Datter". Da dette Stykke en Aften blev ansat i Forbindelse med "Advocatens Datter", der skulde gaa først, skrev han mig følgende Brev, som maaske dog En og Anden vil have Glæde ved at læse, især de, der have kjendt ham personligt og ofte moret sig over hans Skrivemaade.

✂ Skiønne Dame!*
Jeg vilde saa gierne, at den Luft Du imorgen atter skal aande i, naar Du betræder din Blomster Dal, efter din magiske Slummer i dit Jomfru Paulun, maatte være aldeles reen og værdig at formæle sig med din ætheriske Aande - men det forekommer mig, at dette umulig kan skee ved den Bornholmske Feyekone** alene, om hun ogsaa, men det giør hun jo desuden aldrig, undtagen naar den Bournonvilleske Genius skal divertere, svæver feyende hen over den Jord, paa hvilken Vaucluse-Dalen, efter Advocatens Datter skal arrangeres til at modtage Renés - o! Tael -.

✂ Ja - see naar man skal nævne Regiss. og Directeur, saa maae den potenserede Stiil høre op -! Elskeligste søde Frue Heiberg! tael med eller skriv til Et. C., beed ham at formaae Glæser til at lade Orchestret give Ouverturen til,,Midsommer-Nats Drømmen" foran "Kong R. Datter". See saa er Luften renset paa en Maade, som er Dem selv og Stykket tjenligst. - Hvad synes De? giør det!!
Deres Tilbeder og sande Ven R.
S. T.
Frue H. L. Heiberg.

✂ Hans Ønske i Brevet blev opfyldt, uagtet "Advocatens Datter" ikke blev givet, da Frøken Ryge betakkede sig for atter at komme i Selskab med "Kong René's Datter". Directionen havde formeligt sin Nød med at faa noget Stykke frem ved Siden deraf; Skuespillerne vægrede sig snart ved at spille i dette, ** Dette er Tristans Tiltale til Jolanthe. *** En Feiekone ved Theatret, der havde det Hverv at feie Theatergulvet, forinden en Ballet begyndte. 85 snart i hint; Følgen deraf blev, at jeg blev misbrugt som saa ofte. Jeg maatte nemlig mange Gange spille i det lille muntre Stykke "Den nye Barselstue" ovenpaa min anstrengende Rolle i "Kong René's Datter", et Offer, som igrunden ingen Directeur burde kræve; thi det gaar ud over Theatret selv. Har en Skuespillerinde formaaet at gjøre et stærkt, idealt Indtryk i et Stykke, da er der noget Uskjønt i strax ovenpaa at lade den samme Personlighed fremtræde i noget saa helt Forskjelligt og ligesom selv udslette det foregaaende Indtryk. Denne Straf faar man, naar man formaar at spille i forskjellige Genres; da kræves det af os Kl. 7 at spille en fin, lyrisk, ideal Rolle, og Kl. 8½ en gammel, ironisk Jomfru, der spotter over Verdens Daarligheder. I Frankrig kjender man Intet hertil; der er det næsten uden Exempel, at Talenterne have mere end en bestemt Genre at spille. Mig har forresten disse forskjellige Genres ofte forfrisket, men ikke paa en og samme Aften . Mange Skuespillere kokettere med denne deres Talents Alsidighed og ønske netop paa een Aften at vise Prøver herpaa; men mig har det stedse forekommet, at trænger Publikum til at mindes herom ved at se denne Evne paa samme Aften, idet de ellers glemme den, nu vel! saa lad dem glemme den; for denne Pris har jeg aldrig ønsket at minde dem derom.

✂ Min Udførelse af Kong René's Datter vandt altsaa megen Anerkjendelse; men naar jeg undtager Heibergs og Hertz's, da var der Ingen, hvis Roes glædede mig mere end Biskop Mynsters, fordi han ved sin Tale til mig herom tydeliggjorde, at han virkelig var trængt ind i min Gjengivelse af denne Rolle paa en høist ualmindelig Maade. Hvad er det dog for en styrkende Glæde at høre en saadan Mand, ikke med høflig Smiger, men med Alvor og Indsigt at udtale sig, at vise os, at han har tænkt og følt med os, at høre ham sige: "Jeg er Dem virkelig taknemmelig for, hvad jeg har modtaget, thi dette Modtagne har givet mig Stof til Eftertanke og udvidet min psychologiske Kundskab; jeg kunde vel have læst Digterens Arbeide nogenlunde godt i min Stue, men aldrig saaledes, som De har læst det for mig." Og nu at høre ham udvikle Skridt for Skridt Gangen i min Fremstilling! En Mængde Mennesker kunne vel nyde, hvad der bydes dem af Kunst, men. hverken klare, hvori denne Nydelse bestaar, eller gjøre sig Rede for den i Ord; Mynster kunde begge Dele.

✂

HOLBERGS "BARSELSTUEN" OG TO FESTFORESTILLINGER.

✂ Inden jeg forlader denne Theatersaison, maa jeg endnu bekjende en af mine Gjerninger i den, som maaske Nogle ville opskrive paa mit Synderegister, Andre derimod henregne til mine gode Gjerninger, for saa vidt 86 der af den fremlyser en Varme for den Kunst, jeg levede i og for. Til Forklaring af, hvad jeg her sigter til, bliver det imidlertid nødvendigt, at jeg først gaar noget tilbage i Tiden.

✂ Uagtet hele mit Repertoire ved Theatret havde ført mig bort fra at virke i Holbergs Comedier, maa Enhver kunne begribe, at der var for megen Opfattelse i mig, for megen Sans for den comiske Muses Frembringelser, til at de mageløse Frembringelser af denne vort Theaters Skaber ikke skulde have grebet mig og vakt min Beundring og Interesse. Men Menneskene ere undertiden dumme og mest, naar de ville bedømme Andre; de ere saa overordentlig hurtige til at afstikke de Grænser, bag hvilke de tillade, indrømme, at et Menneskes Evner maa bevæge sig; overskrider Nogen denne Grænse, for ligesom at udvide sin Horizont og ved denne sin hele Virksomhed, da er man ikke langt fra at betragte Arbeidet og Kampen som en Brøde. Da jeg nu for det Meste spillede Prinsesser, Grevinder, ideale Skikkelser i alle Former, saa vidt forskjellige fra den Holbergske Muses Frembringelser som muligt, vilde man neppe faaet noget Menneske til at tro, at jeg paa samme Tid med min hele Interesse søgte at trænge ind i Aanden af disse Comedier, ja havde til min egen Opmuntring indstuderet flere Leonora- og Magdeloneroller. Vil man nu spørge: Hvorfor prøvede du aldrig at udføre disse for Publikum, saa kan jeg kun svare: Fordi Publikum ikke vilde havt saa megen Phantasi, at det kunde have glemt det Billede, det ligesom krævede at betragte, naar jeg fremtraadte, og sætte sig ind i et helt nyt; men især fordi der ved et Theater som oftest tages alle andre Hensyn i Betragtning end Hensynet til Kunstens Tarv. Ingen vilde der have spurgt, om jeg formaaede at løse disse nye Opgaver, men En vilde have sagt: Vil hun nu og have det med! en Anden: Det var skammeligt mod Madam B., skammeligt mod Jomfru K., kan hun nu ikke unde de Stakler disse Roller, hun, som har saa mange! Saaledes vilde man paa Theatret have opfattet det, og Mange i Publikum vilde heller ikke have kunnet hæve sig til en høiere Synsmaade. Er det Hensyn at tage, hører jeg mangen en Læser udbryde. Men herpaa vil jeg svare: Det er lettere at gjøre dette Udbrud end i Virkeligheden at tage alle de Stik, der tyde paa, at Ens Motiver opfattes lige modsat af det, de vare, Varme for Kunsten, og ene og alene Varme for Kunsten. Jeg læste som sagt Holberg meget, saae Udførelsen af hans Stykker med Alvor og Anstrengelse for at trænge ind i hans Aand, et Arbeide Ingen paa Theatret bemærkede, eller om man havde sagt dem det, vilde have fæstet Lid til.

✂ Under denne Varme for Holberg gik jeg en Aften i Theatret for at overvære Forestillingen af Holbergs "Barselstue".

✂ Hvad der kan overkomme en virkelig Skuespillerinde for en Iver, for en Smerte ved at se et Stykke, en Rolle mishandlet, er vel Noget, som den, 87 der ikke selv er Digter eller Skuespiller, vanskeligt kan forestille sig. Man har en Følelse, som om det var en Samvittighedssag at faa Feilen rettet; man har ingen Ro paa sig, inden det er besørget. Allerede som ganske ung Pige pinte det mig at se en af de Holbergske Figurer totalt forvansket ved Gjengivelsen, nemlig Engelche Hattemagers i "Barselstuen". Efter en gammel Slendrian overdrog man altid denne Rolle til en af Figurantinderne ved Balletten, ubekymret om, hvorledes samme Dame opfattede Rollens Betydning i Stykket. Den ene Fremstillerinde efter den anden gjorde nu intet Andet end strengt at udføre, hvad Noterne hos Holberg forlange, nemlig at neie og atter at neie, uden at der i denne Neien laa mindste Tilløb af Mening, der sagde, hvorfor denne Dame, om hvem Ingen melder, at hun er stum, ikke betjener sig af Talens Brug; men mærkeligt nok hed Rollen paa Grund af denne Opfattelse i Theatersproget aldrig Andet end "Den Stumme", en bidende Kritik over disse Figurantinders Opfattelse; thi den naturlige Benævnelse - som den ogsaa siden fik - vilde unegteligt have været " den neiende Dame " eller " den tause Dame ". Jeg saae som sagt allerede meget tidligt, at her blev en Feil begaaet, som burde rettes, men jeg vovede ikke at melde mig som den, der troede at kunne gjøre det bedre. Engang i mit første Ægteskabsaar (1831) tog jeg imidlertid Mod til mig og sagde til Collin, at jeg troede, at der burde lægges en Mening, en Betydning i Engelche Hattemagers Taushed, der hidtil var forsømt af Fremstillerinderne. Collin greb Tilbudet med begge Hænder, og inden kort Tid optraadte jeg i Engelches Rolle. Paa Theatret havde mit Tilbud vakt en Opsigt, hvorom jeg i min Naivetet, da jeg tilbød mig, ikke havde drømt. "Hvad vil hun gjøre af den intetsigende Rolle," hed det; "det er dog Synd at berøve Jomfru L. den Indtægt, hun faar, ved fra Balletten at assistere i Skuespillet," (Indtægten bestod i 9 Skilling for hver Spilleaften). "Tror Fru Heiberg, at hun, der er saa ung, kan gjøre det bedre end en gammel, erfaren Figurantinde, der har set mange Forgjængerinder i Rollen" o. s. v. Ja, Gud bedre, at jeg maa sige det, selv Ryge syntes det at være imod, at En vilde forsøge paa at gjøre den hidtil uforstaaede Engelche Hattemagers til et Menneske i Stedet for en kjedelig, uforstaaelig Statist. Se, saaledes gaar det saa ofte bag Teppet i denne ideale Verden, og saaledes gik det mig med min varme Iver for at rette en Feil, der i saa mange Aar ustraffet var begaaet. At mine Kunstfæller toge dette paa denne Maade, smertede mig og ængstede mig. Jeg tyede i mit Mismod til min trofaste Ven Collin og sagde, at jeg meget gjerne atter vilde træde tilbage, saa meget mere som jeg jo ingenlunde var saa sikker i min Sag, at jeg kunde vide, hvorledes Udfaldet vilde blive lige overfor Publikum. Jeg havde ikke troet, tilføiede jeg, at mit Tilbud vilde blive optaget paa den Maade. Collin smilte, klappede mig 88 paa Kinden og sagde: "Ak, min kjære Hanne, du er endnu saa ung! Ja, jeg forudsaae nok dette, men desuagtet opgiver jeg ikke den Glæde at se dig udføre den Rolle paa en ny Maade." Derved blev det.

✂ Holberg har i alle disse Visiter i Barselstuen sat Farverne saa skarpt imod hinanden, at man allerede derved har en Forstaaelse af, hvorledes han ønsker disse Besøg udførte i Spillet. Han lader derfor den tause Engelche træde ind ovenpaa den larmende Misbrug af Talen ved Dorthe Knapmagers, Øllegaard Sværtfegers og Else Skolemesters. Den arme Barselkvinde er tilstrækkeligt blevet plaget af Talen; nu kommer Turen til, at hun skal plages ved Taushed. Enhver kjender disse to modsatte Plageaander i det selskabelige Liv og gyser lige meget for dem begge. Da Engelche bliver anmeldt, siger Øllegaard: "Er det den Pimpernille, hun sidder i Compagnier, ligesom en Støtte, som har hverken Maal eller Mæle." Af denne Ytring fremgaar jo paa det Bestemteste, at hun har Maal og Mæle. Det var nu faldet mig ind, at ligesom de foregaaende Damer udmærkede sig ved Tale af den mest fripostige Art, saa kunde man bringe Mening i Engelches Taushed ved en overdreven Undseelse, der bandt Tungen utilbørligt. Opgaven blev altsaa at vise denne Undseelse i alle dens Nuancer, stadig stigende, indtil den driver hende til at skynde sig ud ad Døren, ude af sig selv af Forlegenhed, ledsaget af Barselkonens Spot: "Adieu, Madame, tak for hendes angenemme Compagnie." Jeg havde tænkt mig, at det comiske Indtryk skulde frembringes ved, at hun bestandigt ligesom tog Tilløb ved Miner og Gebærder til at begynde Conversationen, men at hendes Blik aldrig saa snart naaede Barselkonens, før Undseelsen tvang hende til at sluge den begyndende Tale. Jo oftere nu disse Tilløb mislykkes, des naturligere er det, at Forlegenheden stiger. Endnu i Døren ved Afskeden vendte jeg mig om for endnu en Gang at tage et fortvivlet Tilløb til Tale, men da ogsaa dette mislykkedes, skyndte jeg mig ud. Jeg havde alt paa dette Tidspunkt af mit Theaterliv været saa heldig at overraske Publikum ved mine Fremstillinger, at det, at jeg paatog mig en ny Rolle, var nok til at fylde Huset. Men det var vanskeligt denne Aften at sige, hvor Spændingen var størst, enten ude i Huset eller mellem Personalet paa Scenen. Jeg blev ganske beklemt om Hjertet, da Akten skulde begynde, ved det uventede Syn, at Skuespillerne havde besørget Borde hensatte i Coulisserne, hvorpaa man stod opstillet for bedre at se, hvad det var, jeg vilde lægge i hin Rolle; ja, jeg blev saa beklemt ved dette Syn, at jeg inderligt fortrød min Iver, og havde det ladet sig gjøre, var jeg endnu traadt tilbage, saa uhyggelig fandt jeg denne nysgjerrige Opmærksomhed fra alle Sider. Men neppe havde jeg været et Par Secunder inde paa Scenen, før en Bifaldslatter lod sig høre, der opløste sig i en rungende Applaus. Det lettede Vægten, der havde lagt sig paa mit Bryst, 89 og da jeg atter stod udenfor Scenen, var Publikum kommen i en saadan Lystighed og Snakken om, hvad de havde set, at Stine Isenkræmmers maatte vente lidt, inden hun traadte ind efter mig, af Frygt for ikke at blive hørt af Publikum. Nu havde Engelche Hattemagers faaet sit Præg; nu vidste Alle , hvorledes hun skulde spilles. Ja, naturligvis, raabte man, er dette den eneste rette Maade , som om den nye Opfattelse var deres og ikke min. Hvor ofte har denne Maade, bagefter at se klart, ikke gjentaget sig i senere Aar! Dog ligemeget, hvad jeg havde villet, var lykkedes. Der var kommen Mening ind i en af Holbergs Figurer, der hidindtil var gjengivet paa en Maade, Theatret ikke kunde være bekjendt. Jeg vidste alt dengang af Erfaring, at Mange kunne copiere, medens Faa ere originale, og efter at have spillet Rollen en Del Gange, gik den over i andre Hænder, der fulgte mit Spor.

✂ Det var i 1831, at jeg vovede at overtage en mindre Rolle i Holberg, og der hengik mange Aar, inden jeg med uimodstaaelig Lyst dreves til et nyt Forsøg med en større. "Barselstuen" var i længere Tid ikke gaaet over Scenen, da den atter skulde opføres Søndag Aften den 17de November 1844. Jeg blev lokket af Erindringen om Ryges mageløse Corfitz og Phisters glimrende Troels til at gaa hen i Theatret. Men den hele Opførelse af dette uforlignelige Stykke gjorde, paa disse to Skuespilleres Udførelse nær, et saa kummerligt Indtryk, at jeg forlod Theatret paa een Gang dybt bedrøvet og harmfuld i mit Sind. Det var mig ikke muligt at blive det Indtryk kvit, som denne Forestilling havde fremkaldt. Paa Theatret var Intet at udrette ved der at tilkjendegive sine Anskuelser; jeg maatte derfor paa anden Maade give mit Hjerte Luft, og jeg skrev en Anmeldelse af Søndagsforestillingen paa det kongelige Theater den 17de November, som blev optaget i "Fædrelandet" den 23de November, uden at dets Redacteur eller noget fremmed Menneske vidste, hvorfra den kom. Jeg skrev den igrunden kun for at lette mit Sind, thi jeg havde saa godt som intet Haab om, at den skulde komme til Andres Kundskab, da jeg forud vidste, at Heiberg vanskeligt vilde give sit Samtykke til at indlevere den. Da jeg bad ham om at maatte læse den for ham, udbrød han: "Ak, lad det være, hvad kommer der ud af det?" Imidlertid blev jeg glad og stolt, da han efter at have hørt den sagde: "Ja, det er unegteligt Sandheder, som baade Publikum og de paa Theatret kunde have godt af at høre," og han indsendte den virkelig anonymt til "Fædrelandet". Der var paa dette Tidspunkt et Blad, som kaldte sig "Theaterbladet", et ferskt Produkt, som fristede et kort og kummerligt Liv. I dette reiste der sig et Uveir mod min lille Artikel, og nu rørte min kjære Heiberg mig ved at tage mig i Forsvar i "Fædrelandet" Lørdagen den 30te November i et Stykke med Overskrift "Gade eller Stue?". Det rørte mig, at han 90 gjorde mine Ord til sine egne med saadan Fynd og Klem, at al Strid herved standsede. Senere blev Sceneordningen uventet forandret efter min Plan og den Anvisning, jeg havde givet i min Artikel i Bladet, uden at Nogen anede, at man fulgte mit Raad. Forresten erkjender jeg, at man som Skuespiller skal afholde sig fra at skrive om Theatret i Bladene, og jeg vil derfor ikke modsige dem, der ville opføre dette mit Skriveri paa mit Synderegister.

✂ Spilleaaret var endt, og jeg tørstede efter Ro og Hvile. Men paa Grund af at Kongen af Preussen vilde gjøre Kjøbenhavn den Ære at gjæste os, var det ikke at tænke paa for det Første at drage Aande i landlig Ro. Kongehuset ønskede at vise den tyske Monark Alt, hvad der i det lille Kjøbenhavn kunde interessere en Reisende, og deriblandt da det danske Nationaltheater, hvis Ry var naaet til det store Berlin. Først den 19de Juni ventede man, at han vilde kunne besøge Theatret; hele Personalet maatte altsaa forblive i Byen, parat til hvad Tjeneste Directionen og Hoffet maatte blive enige om at ønske. Den 18de Juni lød Kanonernes Torden fra Batterierne i Sundet, der forkyndte Kongen af Preussens Ankomst. Hele Byen var paa Benene for at modtage ham; de gode Kjøbenhavnere stode fra den tidlige Morgenstund ved Toldboden og paa Langelinie for at se den interessante Person stige i Land og modtage ham med rungende Hurraraab, der kunde høres i alle Byens Hjørner. Alle vare glade undtagen den strenge Boreas, der pustede sine Kjæber ud til en Storm, som om han vilde sige: "I kjøbenhavnske Dagdrivere! Staa I nu her med Eders kummerlige Nysgjerrighed; jeg skal føre Jer i Vinden!" Jeg hørte Kanonernes Torden og Hurraraabene fra min Have paa Søkvæsthuset, hvor jeg gik og passede mine Blomster, men mine Tanker vare ogsaa ved Toldboden, idet jeg ærgrede mig over, at vi Danske aldrig kunne vise lidt Takt i slige Øieblikke. Den preussiske Konge havde alt den Gang viist, hvor lidet han var de Danske god. Som jeg gik i Haven, fandt jeg en lille Spurveunge, der laa og droges med Døden. Jeg tog den op i min Haand og opdagede nu, at en eller anden Rovfugl havde hakket den i Brystet. Jeg klappede den stakkels Fugl, der laa død i min Haand, og tænkte: Man kan mærke, at Ørnene ere komne.

✂ Hundreder af Mennesker havde staaet ved Theatret for om muligt at faa en Billet til at nyde Skuet af Berlins Konge, og hele Bredgade, Kongens Nytorv o. s. v. var om Aftenen opfyldt af Mennesker for at se den Vogn, der bar hans dyrebare Legeme, og tiljuble ham deres uskrømtede Glæde over at have ham i vor Midte. Der sad han nu i Kongelogen, tyk, meget tyk, blussende rød i Ansigtet, med stive, døsige Øine stirrende hen for sig, og saae eller lod, som han saae det Kunstværk, man paa Theatret opførte til hans Ære, nemlig Balletten "Valdemar". Ak, hvor havde jeg i dette Øieblik ønsket, at enhver Dansk paa alle anstændige Maader havde 91 viist sin Antipathi; men er der Noget at se paa, saa gaar det frem for Alt, og alle Hensyn sættes tilside. Heiberg sagde ofte: "De to eneste Lidenskaber, der besjæle de Danske, er Nysgjerrighed og Misundelse." Den 21de var atter en Forestilling til Ære for dette Kongebesøg, nemlig "Den politiske Kandestøber" og Balletten "Toreadoren". Jeg havde ingen Rolle i "Den politiske Kandestøber", men Theaterchefen bad mig overtage en af Raadsdamerne for denne Aften, da Kongen havde ytret, at han ønskede at se mig spille. Jeg maatte altsaa være med.

✂ Forøvrigt fortælles der, at det Eneste, der ret havde vakt den høie Gjæsts Opmærksomhed og Beundring i vort lille Land, var Hvidtjørnsplainerne i Dyrehaven, hvis Lige - efter Humboldts Sigende - ikke findes nogetsteds. Intet andet Sted ser man disse Træer, hvis Stammer se ud som Slangeknuder eller som grimme Troldes Værk, medens de liflige Kroner med dette Mylr af fine, hvide Blomster se ud, som om Smaaalfer her legede omkap med de kvidrende Fugle.

✂ Dette Kongebesøg gjorde, at Skuespillernes Sommerforestillinger, i hvilke jeg havde lovet at hjælpe flere af mine Kammerater, trak endnu længere ud end ellers. Hertil kom, at der skulde gives en Forestilling ved de svenske og norske Studenters Besøg i Theatret, hvorved man ligeledes anmodede mig om at deltage, en Anmodning jeg efterkom med Glæde; thi hvilken Dansk glædede sig ikke over disse Besøg fra Broderlandene? Oehlenschläger skrev en Prolog, som han bad mig om at fremsige; efter denne Prolog - hvori jeg forestillede Idun, der talte til Nordens unge Sønner - gik "Barselstuen", hvori jeg spillede Stine Isenkræmmers.

✂ Denne Aften havde iøvrigt endnu en anden Betydning for mig og Theatret, idet Jomfru Jørgensen ved denne Leilighed optraadte for sidste Gang. Hun havde taget sin Afsked ved Saisonens Ophør, men i "Barselstuen" var hendes Hjælp nødvendig som Else David Skolemesters, en Rolle, hun i mange Aar havde udført med stor Genialitet. Jeg havde saa inderligt ønsket, at Publikum paa denne Aften havde bragt den som Kunstnerinde og Menneske høit agtede Personlighed sin Hyldest, men denne udeblev. Man havde kun Tanke for Studenterne og glemte at bringe sin Tak til den beskedne, fordringsfri Kunstnerinde. Jeg havde broderet et Teppe til min moderlige Veninde, som jeg nogle Dage efter sendte hende med et Par Ord til Tak for vort Samliv ved Theatret. Til Svar modtog jeg følgende Brev:

✂ Assens, d. 12te August 1845.
"Min egen kiere - ja, hvis det ikke lød alt for forfængelig - kaldte jeg dig helst: min egen kiere aandelige Datter! Hvor meget jeg end bestandig har glædet mig i Troen paa, at du har holdt lidt af mig, har dog din 92 sidste elskelige Udtalelse deraf givet mig en Bekræftelse derpaa, som er mig usigelig kier. Din nydelige Gave har jeg endnu ikke seet, thi jeg var alt reist herover, da den kom hiem, men min Svigerinde har giort mig en Beskrivelse af dens Yndighed, og jeg fryder mig inderlig til at tage den i Besiddelse. Den vil altid være mig et kierligt Minde om, at du i dit saa bevægede og beskiæftigede Liv dog saa ofte har havt Tid og Tanke for din gamle Veninde. - At jeg ikke fik sagt dig rigtig Farvel hiin Studenteraften, var det eneste Skaar i det virkelig saa behagelige og venlige Indtryk, den efterlod hos mig, men naar jeg til Efteraaret kommer ind til Byen for at arrangere Et og Andet til mit ny Etablissement, seer jeg ud til dig. Min venligste Hilsen maa du bringe Heiberg og din Svigermoder. Den Paaskiønnelse, de saa ofte have viist mig, hører med blandt de henrundne 30 Aars kiereste Minder.

✂ Og nu, min Amour! som jeg jo engang har døbt dig, lev vel til vi sees! Endnu engang Tak for den Glæde, din Opmærksomhed har skienket mig! Naar du kommer blandt vore Venner paa Kongens Nytorv, saa hils dem Alle fra mig, og bevar din Kierlighed og Godhed for
Din bestandig hengivneste
Henriette Jørgensen .

✂ Ikke to Aar efter at hun havde opgivet sin Virksomhed, døde hun. Det forandrede Liv i en snevrere Kreds, hvortil hun havde glædet sig saa meget, lod ikke til at være hende tjenligt. Kun faa, som engang have drukket af det offentlige Livs Bæger, kunne finde sig i at undvære denne Drik, der sætter det indre Liv i en rask, om ogsaa stundom smertelig Bevægelse. Det livsglade, hidindtil ligelige Sind blev knækket og uden Evne til at søge sig et nyt Centrum. Med Smerte modtog jeg Efterretningen om hendes Død. Hun var god, elskværdig, trofast og ærlig. For mig var hendes Bortgang et overordentligt Savn.

✂

BESØGET PAA SØLYST I SOMMEREN 1845.

✂ Min Sommerferie begyndte dette Aar først hen i Juli Maaned, og strax efter maatte jeg opfylde en anden Pligt, idet vi droge ud til Sølyst. Disse Sommerophold paa Sølyst havde igrunden en skadelig Indflydelse paa min Helbred. Naturen var unegteligt der saa skjøn som muligt, men man levede ikke paa Sølyst blot for Naturen; Selskabeligheden spillede en stor Rolle i dette Sommerliv, og hvad jeg trængte til efter Vinterens Anstrengelser, var ikke Diners med mange Retter Mad og en Mængde Vine i Selskab med 93 tede Damer og Herrer, men Ro og Stilhed for atter at samle Kræfter til de lange 9 Maaneders Arbeide. Men hvor var det muligt at give den gode Suhr et Nei paa hans indtrængende Indbydelse! Sædvanligt begyndte jeg dog med et Nei, men naar da de hjertelige Ord løde: "Jeg veed jo nok, at det er et Offer, De og Heiberg bringer; jeg forstaar jo nok, at De let maa kjede Dem hos os, men vi ville opbyde Alt for at gjøre Dem Opholdet taaleligt;" ja, saa forvandlede Neiet sig til et Ja, og vi indfandt os til den aftalte Tid. Suhr var uudtømmelig i sin Opmærksomhed. Sølyst havde hidtil intet Claver eiet, nu stod der et, for at jeg ikke skulde savne mit; store Kikkerter kjøbte han til Heibergs Glæde, og saaledes fremdeles.

✂ Naar jeg opholdt mig paa Landet, hørte det til mine bedste Glæder at nærme mig de Fattiges Boliger, at faa disse stakkels Mennesker til at udøse deres Kummer for mig, en Fortrolighed, jeg pleiede at vinde med en overordentlig Lethed, og da efter Evne at hjælpe dem med Et og Andet. Mange mig uforglemmelige Glæder havde jeg under disse Besøg, og aldrig var jeg gladere og bedre tilmode, end naar jeg blev fulgt til Døren af deres venlige Farvel, ledsaget af et "Gud velsigne Dem". Disse Glæder havde Suhr opdaget, at jeg i Stilhed nød. Da jeg denne Sommer indfandt mig paa Sølyst, bragte han mig en stor Pung med Penge, Dalere, Marker, Firskillinger. "Jeg veed," sagde han, "at det hører med til Deres Sommerglæder at besøge Fattige i Egnen; und mig ogsaa at give min Skjærv til disse Besøg." Jeg tog imod denne Gave, der satte mig istand til at forøge den Glæde, jeg bragte med mig ind i de triste Boliger, og dog følte jeg en vis Fattigdom, naar Ordet nu ved min Bortgang lød: "Gud velsigne Dem!" Jeg syntes, at jeg ikke længere nød Godt af et Ønske, jeg saa høit trængte til, uagtet jeg visselig undte Suhr al den Velsignelse, han kunde faa. "Jeg bringer Dem mange Velsignelser hjem med," sagde jeg ved min Hjemkomst. "Tak!" lød hans rørte Svar, "det kan behøves." En Morgen, da Lysten overfaldt mig til at trænge ind i en ussel Fiskerhytte, liggende ved Havet, blev jeg i høi Grad overrasket, idet jeg stak Hovedet ind ad Døren og gjorde et ligegyldigt Spørgsmaal som Indledning til en Samtale med de mig ubekjendte Beboere. En høi, kvindelig Skikkelse sad halvt blottet paa en stor gammeldags Kiste, et temmelig stort, men graasprængt Haar hang hende uredt og sammenfiltret ned over Skuldrene; i den modsatte Krog af det lille, uhyggelige Rum stode to Børn, en Dreng og en Pige paa 8 à 9 Aar, ligesom trykkende sig ind i Krogen, idet den lille Pige slyngede sin Arm fast om Drengens Liv. Begge Børnene havde denne grøngraa Ansigtsfarve, som er saa eiendommelig for fattige Børn, og som er det sikreste Tegn paa slet Kost og Mangel paa Pleie. Da nu mit første Spørgsmaal om Veien eller om noget Andet, jeg ønskede at vide, var udtømt, spurgte jeg Konen, hvorfor hun sad der halvt nøgen, 94 om hun var syg. Hun saae paa mig med onde, mistænksomme Øine og svarede mig næsten skrigende: "Fordi jeg er et stakkels mishandlet Menneske; De tror nok ikke, at han der - og her pegede hun paa Drengen i Krogen - "at han der prygler og kradser sin gamle Bedstemoder til Blods? At den Bid, jeg skal putte i min Mund, rives bort i samme Nu af disse to forbandede Unger, saa at jeg er nær ved at omkomme af Sult?" Det gøs i mig, og jeg saae nu spørgende hen paa de To i Krogen. De svarede ikke et Ord, men Drengen saae paa mig med en Gammelmands bedrøvede Øine og rystede paa Hovedet, som om han vilde sige: Tro det ikke! Jeg gjorde nu flere Spørgsmaal, som den Gamle gav utydelige Svar paa, blandet med drøie Eder, men Børnene vare og bleve tause. Jeg havde hidtil staaet paa Dørtrinet til Hytten; jeg traadte nu over dette for at nærme mig Konen og om muligt faa hende til at aabne sig for mig, og da hjælpe hende med, hvad jeg kunde; men idet jeg gjorde det første Skridt over Dørtærsklen, reiste hun sig i sin fulde Høide og skred hen imod mig med løftet Arm og Haand som En, der satte sig i Forsvarsstilling mod et Angreb. Jeg veg forfærdet tilbage, idet jeg sagde: "Kan Mor da ikke se, at jeg ikke har noget Ondt isinde mod hende!" - "Huset er mit," raabte hun, pegende paa Døren for ligesom at tvinge mig til at gaa. Hun fik mig formeligt til at skjælve af Angest; jeg indsaae, at der for Øieblikket ei var Andet at gjøre end at adlyde hende, og jeg gik usigelig beklemt og bedrøvet over det Indblik, jeg havde gjort i den menneskelige Elendighed. Hvilken Contrast mellem dette Maleri, hvori jeg nys var Fjerdemand, og den friske, henrivende Morgenstund, hvor Alt aandede Ro og Harmoni. De glade Fugleunger tittede veltilfredse ud af de smaa Reder, ventende paa Moderens Komme, der skulde tilfredsstille deres Hunger. Skoven duftede, og i Træernes Kroner legede Fuglene Tagfat, idet de smaa Stemmer ligesom sang: "Vi ere Guds Fugle, vi takke for Lyset og Livet med fløitende Tunge." Hjertet blødte i mig ved Tanken om de to smaa Stakler i Krogen i Hytten, og jeg besluttede, hvordan det saa gik, ikke at opgive at være dem til Nytte.

✂ Da jeg kom tilbage til Sølyst, fortalte jeg Heiberg mit Eventyr. Ak, hvilken Lykke at have En, man kan fortælle Alt, En, der kan høre og svare, saa det mærkes, at vi ere forstaaede. Min Tanke var hele Dagen beskjæftiget med de tre Skikkelser, jeg havde set i Hytten, og om hvem jeg endnu igrunden Intet vidste uden det, at de alle Tre vare ulykkelige. I det rige Hus traadte Hyttens Elendighed endnu stærkere frem for mit Syn. Ved det rigt besatte Bord tænkte jeg paa den blege, usunde Farve hos Børnene, tænkte paa, hvor godt et Stykke af den kraftige Steg vilde gjort dem. Da jeg om Aftenen lagde mig i min zirligt redte Seng, da tænkte jeg paa Børnenes Pjalter, hvori de slumrede, tænkte: "Ogsaa du har som Lille været under 95
Armodens Tryk; hvad har du da gjort, hvormed har du fortjent at løftes op til en høiere Tilværelse fremfor disse, der stode i Krogen som to fattige Spurveunger, manglende Klæder, manglende Mad?" Jeg sov ind under disse Betragtninger, drømte hele Natten om den høie Kvindeskikkelse, der var traadt saa truende hen imod mig, og min første Gang næste Morgen var hen til Kvinden og de Smaa. Jeg havde lagt en lille Plan for at komme til at tale ene med et af Børnene for derigjennem at komme under Veir med, hvorledes alt dette hang sammen. Jeg gik først ind til Bageren i Taarbæk og kjøbte en Del fint Brød, som jeg lagde i en Kurv. Med dette haabede jeg at formilde den Gamle og komme i Kast med et af Børnene. Min Plan lykkedes. Da den Gamle saae det fine Brød, satte hun et mildere Ansigt op end Dagen iforveien, men hun vedblev dog at sige onde Ord om Børnene og om sin slette Behandling, og nogen egentlig Besked var ikke at faa af hende. Da jeg gik, bad jeg, om ikke den lille Dreng maatte bære Kurven hjem for mig, hvilket hun tilstedede, idet en Strøm af Skjænd regnede ned over Drengen, hvorfor var ikke godt at blive klog paa. Da Barnet og jeg vandrede ene hjem sammen, havde jeg en Del Møie med at faa ham gjort frimodig imod mig; lidt efter lidt fortalte han, at den gamle Kone var hans Faders Moder, at Faderen for nogle Aar siden var druknet, at hans Moder hver Morgen maatte gaa ind til Byen for at sælge Fisk, og at det var deraf, de levede. Derfor havde jeg jo ikke truffet hende om Morgenen, da hun alt var taget ind til Byen. Paa mine Spørgsmaal, om det vel var sandt, at han og Søsteren ikke vare gode imod deres Bedstemoder, svarede Drengen Intet, men saae paa mig med et Udtryk af Sorg i Øiet, saa jeg ret blev skamfuld over mit Spørgsmaal. "Jeg maa tale med din Moder," sagde jeg, "naar kan jeg træffe hende?" - "Hun kan komme til Dem i Eftermiddag," svarede Drengen. Da jeg ikke ønskede, at hun skulde komme op paa Sølyst, hvor hun let kunde komme til Uleilighed, svarede jeg, at jeg næste Dags Eftermiddag atter skulde indfinde mig i Hytten for at tale med hans Moder. Som sagt, saa gjort. Næste Dag listede jeg mig efter Bordet ned i Fiskerleiet og saae alt i Frastand en høi, slank, ungdommelig Skikkelse staa udenfor Hytten med Haanden over Øinene, idet hun stirrede hen ad Veien, hvorfra jeg kom. Da hun saae, at jeg nærmede mig Hytten, traadte hun hen imod mig og sagde: "Det er vist Dem, der har været god imod Børnene, Gud velsigne Dem." - "Kom," sagde jeg, "lad os sætte os ned; De maa aabne Deres Hjerte for mig, og gid jeg da kunde være Noget for Dem." Vi satte os nu paa en stor Sten nede ved Havbredden. Nu først saae jeg rigtigt min nye Venindes Ansigt, thi et stort Tørklæde havde næsten skjult det for mig. Jeg saae nu den arme Kones Øine i en Tilstand, saa det gøs i mig. Øienkanterne sade næsten i det blodige Kjød, og kun sekundvis 96 formaaede hun at holde dem aabne. Da jeg derfor sagde: "Min Gud, hvad feiler Deres Øine?" brast hun i en heftig Graad, idet hun udbrød: Ak, jeg er jo saa godt som blind." At se de stakkels syge Øine saaledes græde smertede mig saa dybt, at jeg indstændigt bad hende samle sig og forklare mig sin Stilling i Haab om, at den lod sig lindre. Hun fortalte nu, at hun havde været gift med den gamle Kones eneste Søn, hvem hun inderligt havde holdt af. "For at kunne gifte os vare vi nødte til at flytte i Huset hos hans Moder, thi Huset var hendes. Hvad jeg her gjennemgik i mine første Ægteskabsaar, kan jeg ikke beskrive Dem; min stakkels Mand var tit bedrøvet over den Medfart, jeg fik af hans heftige, urimelige Moder, men hvad var herved at gjøre? Vi maatte finde os i Alt for at have Hus over Hovedet. Flere Gange have der været Liebhavere til Grunden her, thi Kjøbenhavnerne ville jo saa gjerne bygge deres Lyststeder her i Taarbæk, og der blev budt ret klækkeligt, saa min Mand inderligt ønskede, at hun vilde sælge og skifte med ham, at vi kunde have vort for os selv; men dette Hus, saa usselt det end er, er hendes Stolthed, og hun har aldrig villet indvilge i Salget. Endelig en Nat, Gud se i sin Naade til os, da min Mand var taget ud paa Søen efter Fangst, reiste der sig en saa frygtelig Storm, som om Verden vilde forgaa. Herre Gud, paa den samme Sten, hvor vi nu sidde, sad jeg og saae ud over Havet efter ham, indtil de stærke Bølgers Skum mod Stranden havde gjort mig drivvaad, saa jeg maatte ty ind til hende i Huset, der bandede Stormen, bandede Sønnen, mig og Børnene; det var, som om den Onde selv havde taget Ophold inde hos os. Time for Time gik; Morgenen kom, men han kom aldrig mere. Saa græd jeg og græd, og det holde Øinene ikke af, og derfor ere de, som De nu ser dem. Hans Moder derinde blev fra den Dag af endnu forfærdeligere, og nu er hun vel undskyldt, thi Forstanden er gaaet lidt efter lidt, men mere og mere ond er hun blevet. Mine stakkels to smaa Børn slaar og sulter hun, naar jeg nødes til at gaa til Byen for at sælge Fisk, for at vi dog ikke skulle mangle det tørre Brød; men jeg maa finde mig i Alt, thi Huset er hendes, og umuligt vilde det være for mig halvblinde Stakkel ogsaa at skaffe Penge til at betale Husleie for, og jeg vilde gjerne finde mig i Alt, naar kun ikke Børnene vare, thi jeg tror, de miste Forstanden tilsidst ved det Liv, de føre."

✂ Enhver kan vel begribe, at denne simple Fortælling rørte mig dybt; der var saa store og tydelige Spor af fordums Skjønhed hos den slanke Skikkelse, som sad ved min Side, at en usigelig Medlidenhed greb mig over et saa forspildt Liv. Efter endnu at have talt en Tid med hende og søgt at trøste hende, saa godt jeg kunde, forlod jeg hende med den faste Beslutning at bringe en Forandring ind i hendes Liv, hvorledes jeg saa skulde bære mig ad. Opfyldt af disse Tanker gik jeg langsomt mod det skjønne Sølyst, 97 bag hvis Mure ogsaa Ufredsaander, om end af en anden Art, havde taget Ophold. Hvor ofte hører dog ikke vor himmelske Fader vore gode Bønner! Paa min Vandring hjemad bad jeg inderligt, at Han vilde hjælpe mig til at forandre denne Moders og hendes Børns Skjæbne. Idet jeg nu dreiede ind ad Sølysts Have, møder Suhr mig i en af Gangene op til Huset. Jeg maa have været i en egen Bevægelse, thi Suhr udbrød: "Feiler De noget, mig synes, De ser saa bleg ud?" Og nu fortalte jeg ham, varm af det Indtryk, jeg havde modtaget, den hele Sag med større Veltalenhed, end det havde været mig muligt, naar nogle Dage vare gaaede efter Mødet ved Stranden. Han hørte opmærksomt og rørt paa mit Eventyr og sagde, da det var tilende: "Vær ikke mere bekymret; jeg kan ikke taale, at De ikke ser fornøiet ud. I Morgen skal jeg forhøre mig hos Sogneforstanderen om Konens Rygte, og er dette godt, saa lader der sig vel gjøre Noget for hende og Børnene." Ved disse Ord faldt ret en Sten fra mit Hjerte, thi jeg syntes, at jeg ikke vilde kunne have en glad Dag, saa længe jeg vidste dem Alle i denne Nød.

✂ Hurtig som Suhr var i alle Forretningssager, kom han alt næste Dag til mig og sagde: "Konen er brav, jeg har forhørt mig; maa jeg nu meddele Dem min Plan. Jeg har været nede i Skovshoved for at se paa en Grund, hvor jeg meget gjerne vilde bygge et Hus til Deres Protegée. Jeg har endnu ikke faaet Besked paa, om Grunden er til at faa, men jeg haaber det; saa kan hun flytte derned og hun og Børnene leve i Fred." Man vil kunne tænke sig, hvor glad jeg blev. Den gode Suhr var nu uudtømmelig i at betænke Alt for den stakkels Kone; snart havde han set paa Kakkelovne, der vare hensigtsmæssige i et saa lille Rum; snart paa Skorstene; en lille Tegning havde han alt bedet en Murer om o. s. v. Jeg meddelte nu Konen vore gode Udsigter, og hun saae ud, som om jeg fortalte hende et Eventyr. Men det gik dog ikke ganske saa glat, som det saae ud i Begyndelsen. Grunden, hvorpaa Huset skulde staa, vilde Eieren ikke af med, da det kom til Stykket, og andre vare ikke at faa. Suhr gik nu en anden Vei og fik Communen til at tage sig af Sagen. Den Gamle var afsindig, og hun blev optaget i et Slags Hospital, Huset solgt og Pengene givet til Enken; disse i Forening med en maanedlig Understøttelse af Suhr gjorde, at den stakkels Kone og hendes Børn befriedes fra det daglige Helvede, hvori de levede. Jeg følte mig lykkelig over, at det nu var blevet mig forundt at have virket hertil. Ofte, naar Suhr kom hjem fra en eller anden Tur, sagde han: "Jeg kan hilse Dem fra Deres Kone." Han havde virkelig faaet Interesse for hende, saa man ret kunde kalde ham en glad Giver. Saadanne Øieblikke vare Suhrs elskværdigste. Han kunde være kold som Is, men denne Is kunde smeltes. Stakkels Suhr! Der var Ingen, der gav ham saa megen Varme, at Isskorpen smeltede 98 om det ensomme, af Faa forstaaede Hjerte. Hvilken Trøst ligger der dog ikke i den Tanke for os Alle, En er der, som hører dine Tanker, som ser dine Bevæggrunde, som kjender, hvad der kan siges til din Undskyldning. Naar jeg roste Suhr for hans gode Hjerte til at hjælpe, hvor der var Nød, da sagde han med sin bevægede Stemme: "Det er jo kun min Pligt."

✂ Jeg har alt tidligere fortalt, at Heiberg i disse Aar med hele sin Sjæl og al sin Interesse havde optaget sit Ungdomsstudium, Astronomien. Han havde alt i nogle Aar sværmet for den Tanke at reise over til Hveen og, ligesom hans digtede Astronom Longomontan i "Tycho Brahes Spaadom", undersøge de sidste Rester af den Borg, der sank i Grus ved Avind og Bornerthed, saa at nu

✂ "Ploven monne fure
Urania! dit Huus."

✂ Alt længe havde han tænkt at formaa en Maler til at tage over med sig, for at han kunde tegne de fattige Rester, som endnu vare tilbage af hin Plet, der -

✂ "ei fortaug hans Rygte,
Men bar det over Sø,
Og Konger selv besøgte
Ham paa den liden Ø," -

✂ af hint Sted, hvor for ham enhver Plet var hellig, ethvert Mindesmærke seværdigt. Nu formaaede han ikke længer at holde sin Lyst og Længsel tilbage. Det blev besluttet, at han en af Dagene i denne Sommer skulde reise over til Hveen for at stille sin Længsel, og da han havde fundet en ung Maler, der vilde tage med over og optage Skizzer af, hvad der endnu fandtes, var alle Hindringer overvundne. Han leiede en Fiskerbaad, og da han, hans Instrumenter og Kikkerter, Maleren og en vel pakket Madkurv, som Fru Suhr havde forsynet ham med, vare indkvarterede i Baaden, gik det i strygende Fart over Sundet. Paa Sølyst fulgte vi Alle Baadens Fart; i en stor Kikkert saae vi den, om end noget utydeligt, lande paa den Ø, hvor Heibergs Tanker med ærefrygtsfuld Kjærlighed havde dvælet alt som Dreng, en Kjærlighed han blev tro til sin Død. Det var først bestemt, at han kun vilde blive to Dage derovre; men de to blev til otte. Efter et Par Dage fik jeg et lille Brev, sendt over med en Fisker, hvori han meldte mig, at han ikke endnu kunde løsrive sig. Jeg saae af disse Linier, hvor betagen og opfyldt han var, og jeg undte ham ret af Hjertet at blive derovre, indtil han havde tømt Bægeret til Bunden. Det var forunderligt for mig, naar jeg sad paa Høien i Sølysts Have, at se over Sundet den Plet, Heiberg befandt sig paa, uden at kunne 99 komme derover. Det var første Gang i vort Ægteskab, at vi en eneste Dag havde været adskilte, og vi lo gjensidigt over, hvilken Vigtighed vi tillagde denne Udenlandsreise. Jeg tør paastaa, at der i vort ægteskabelige Samliv intet Trivielt havde indsneget sig i Aarenes Række. Jeg selv gøs tilbage herfor, og med en saa fin, ridderlig Natur som Heibergs var det let, endog for en saa ømfindtlig Natur som min, ikke at saares paa noget Punkt af den trivielle Gaaen i Negligé for hinanden, saa vel i legemlig som i aandelig Henseende, som saa ofte indtræder imellem Ægtefolk. Der vedblev altsaa i vort Ægteskab - om jeg tør bruge dette Udtryk - et Courtoisieforhold. En Forfatter skrev engang efter Heibergs Død i Anledning af den lille Brevvexling, der udkom, for at de, der ikke havde Anelse om Heibergs Personlighed, herigjennem kunde faa et lille Indkig i den: " Heiberg var en sværmerisk Natur" . Den store, hurtigt dømmende Masse har vel denne Characteristik forundret noget, og den har vel tvivlet om dens Sandhed paa Grund af den stærkt udviklede kritiske Side i hans Naturel, og dog er Intet vissere. Saa vist jeg veed, at jeg, medens Heiberg var paa Hveen, i de deilige Maaneskinsaftener gik paa den ene Side af Sundet til langt ud paa Natten med Tankerne ovre hos min Ven paa den berømte Ø, gik og tænkte mig rørt over hans mandige, fine, noble Natur, saa vis er jeg paa, at han paa den anden Side af Havet, med et Sværmeri, som de fleste Ægtemænd vilde finde forunderligt nok, har anstrengt sig for igjennem sin Kikkert at se Skrænten ved Sølyst og sendt mig sit Godnat over Havet, inden han gik til Hvile.

✂ Der er og maa være et Punkt i de fleste Ægteskaber, som jeg altid har anset for en yderst farlig Fjende for dette, nemlig de velsignede, for ikke at sige fordømte Pengeforhold. Hvor ofte ser ikke en Mand med Ængstelse sin kjære Halvdel træde ind i sit Studereværelse med Frygt for en Anmodning om Penge, som hans Pung ikke strækker til at udrede? Hvor mangen bitter Følelse opstaar ikke let hos den flittige, arbeidsomme Hustru, naar hun trods al Sparsommelighed ideligt og ideligt maa høre de Ord: "Der gaar for meget med, vær dog sparsom!" Hvor har jeg ikke i mit Liv paaskjønnet, at jeg havde mine egne Indtægter, saa at jeg aldrig behøvede at plage Heiberg med at skaffe, hvad der vilde falde ham tungt at opdrive, hvad der vilde spilde hans Tid og maaske bringe ham til det, som saa mangen en stakkels Mand maa finde sig i, at gaa ydmygende Gange for at tilveiebringe, hvad Huset og Livets Ophold kræver. Der ligger en stor Sandhed i den franske Anskuelse, at en Kone maa have Noget for sig selv til hendes egne personlige Udgifter, nogle Penge, som ere hendes. Denne Anskuelse gjør, som bekjendt, at selv den ringe, arbeidende Mand i Frankrig ikke hviler, før han har sammenskrabet nogle hundrede Francs til sin Datter, og at disse ere og blive hendes personlige Eiendom, selv om en Ægtemand staar ved 100 hendes Side. Hvert Menneske kan jo have Udgifter, som man ikke saa lige ønsker at gjøre en Anden Regnskab for, om ikke til Andet, saa til en eller anden lille Kjærlighedsgave. Det er jo dog en ulige større Glæde selv at besørge en saadan helt og holdent end at blive sat i den Nødvendighed at gjøre som den Kone, der af Kjærlighed til sin Mand gav ham daarlig Mad et halvt Aar igjennem for at spare Skilling paa Skilling, saa hun, da Aaret var omme, kunde overraske ham paa hans Fødselsdag med en "Secretaire". Der er farlige Skjær nok paa det ægteskabelige Hav, ogsaa uden Trykket af ideligt i Dagens Løb at mindes om Alt, hvad der kræves til Time for Time at tilfredsstille alle de Fordringer, som en moderne Civilisation har opstillet som nødvendige til det daglige Liv. At tale herom saa lidt som muligt er vist det Bedste, og jeg har altid sagt med Buurmann i "De Uadskillelige": "Tal nu ikke om Pengene, lille Mutter, det fordærver strax Fornøielsen". At dette imidlertid for de Fleste er uundgaaeligt, veed jeg meget vel, og jeg siger derfor blot: Lykkeligt det Forhold, hvor Pengene ingen Rolle spille!

✂ Det var en stor Glæde at se Heiberg vende tilbage fra sit Hveenske Ophold, medbringende sine smaa Relikvier til Erindring om den Skikkelse, der saa ofte havde stemt hans Lyra. Han var oplivet og glad som en Yngling, der vender tilbage fra at have besøgt sin Elskede, og fra nu af havde han ingen anden Tanke end at skrive i sin "Urania", en astronomisk Aarbog, som han i disse Aar (1844-46) udgav, en Afhandling om Hveen og Tycho Brahe, for hos sine Landsmænd at opfriske Mindet om denne Mands Storhed, om hans interessante og bevægede Liv.

✂ Heibergs "Urania" var ikke blevet modtaget med den Interesse, hvormed den var skrevet. Han arbeidede ufortrødent paa at skaffe den Indgang hos det større Publikum, men her manglede vel altfor mange Forudsætninger til. at det kunde lykkes. Da han imidlertid udsendte det Bind af "Urania", hvori Tychos og hans Søster Sophies Billede skarpt, bestemt og levende stilles frem, var Virkningen høist ualmindelig. Man talte virkelig om, at de Danske burde reise et Mindesmærke paa Hveen, om hvad Norden engang eiede i hin lærde Ridder, hvem Keiser Rudolf i Prag med Glæde modtog, medens hans Fædreland forstødte ham selv og lod hans Borg, hans over hele Europa navnkundige Borg paa Hveen, smuldre hen i Grus, medens den landflygtige Stjernetyder i Prag lærte, at hans vemodige Afskedsord, da han forlod sit Fædreland:

✂ "Er ei Himlen allevegne?
Hvad behøver jeg saa meer?"

✂ ikke holdt Stik, - thi Alt tyder paa, at hans Hjerte brast længe før Tiden, da man voldsomt havde rykket ham op med Rode fra den Plet Jord, vor 101 Herre havde sat ham paa. 1846 var det Trehundredeaaret siden Tycho Brahe fødtes, og ved den Interesse, Heiberg vakte ved "Urania", blev den gamle Stjernetyders og hans mærkelige Søster Sophies Minde saa levende og nærværende, at man virkelig som sagt tænkte paa at reise ham et Monument. En Indbydelse blev udstedt, og ikke ubetydelige Bidrag tegnedes; men de Mænd, der havde paataget sig at fremme Sagen, hørte ikke til dem, der for Øieblikket kunde beherske Strømmen herhjemme; de troede, efter at Stemningen var vakt, at en Indbydelse var nok, og at det Hele da gik af sig selv. uden at man behøvede at smigre for den Enes Forfængelighed, dens Andens Hovmod, den Tredies Egenraadighed o. s. v., og slog sig til Ro i denne Naivetet. Følgen blev, at hele Planen med Monumentet døde hen.

✂

"DON CÆSAR DE BAZAN".

✂ Sommeren 1845 med dens Glæder, smaa Sorger, Ængstelser, Forhaabninger, Drømme, Planer for Fremtiden, kort alle disse Stemninger, hvori dette vort jordiske Liv bevæger sig, var forbi, og de døde, malede Skove, Bække, Blomster skulde atter for mig træde i Stedet for de grønne, friske, levende. Og dog, hvilket Liv formaar ikke Illusionen at give alle disse saakaldte døde, malede Skjærmbrætter! Medens Sjælen i den virkelige Natur drømmende indsuger Duften af dens Skjønhed, idet den hviler ligesom ubevidst i Ro, medens alt dette Liv, denne Væxt, dette Mylr af Frembringelser foregaar i rastløs Travlhed, i en ustandselig Fremadstræben; medens man ligesom vugges i Stilhed og Hvile og føler, her er Intet at gjøre, som behøver din Hjælp, Alt gaar sin Gang efter bestemte, faste Love, og du har Intet at gjøre uden at modtage i Tryghed, hvad Han, den Mægtige, giver, - hvilken Forskjel mellem denne rolige, nydende, modtagende Tilværelse og den Tilværelse, der kræves af os i den udøvende Kunst! I dette Musernes Rige ere vi den skabende Magt, her er det os, der skulle frembringe, os, der med vor Aand skulle opvarme og sætte Liv i alt dette Døde; os, der skulle gjøre Illusion til Sandhed og Sandhed til Illusion; her bestaar vor Nydelse ikke i Hvilen, men i Arbeidet, og det i et Arbeide, der sætter de mindste Fibre, de mindste Nerver i Bevægelse, der sætter vor Sjæl i en Spænding, som de Uindviede lige saa lidt forstaa i dette Kunstens Værksted, som de forstaa det hist i Naturens. En Kunstner har salige Smerter, der ere ham uundværlige, thi i disse Smerter arbeider han for at naa og gribe Skjønhedsidealet; dette er hans ulykkelige, lidenskabelige Kjærlighed; han opgiver den ikke, men sætter Livet ind paa at vinde den Elskede.

✂ I Saisonen 1845-46 vil jeg forbigaa en hel Del af de nye Roller, jeg 102
spillede, dels fordi ingen af dem ret har interesseret mig selv, dels af Frygt for at trætte. Dette Spilleaar bør desuden væsentligt tilhøre den glimrende svenske Gjæst, Jenny Lind, hvis Sang og Fremstillinger paa den danske Scene i saa høi Grad trak Interessen til sig, en Interesse, der vistnok aldrig var mere begrundet end her. Naar man siger om Jenny Lind, at her var Natur og Kunst blevet til Et, da er det her ingen Phrase, men en dyb Sandhed. Jeg havde ofte sagt til Heiberg: "Gid jeg snart kunde se noget Nyt, Stort og Skjønt, at det ret kunde opflamme min Lyst; man dør langsomt ved ideligt kun at se det Samme, man kjender." Her, under Nydelsen af Jenny Linds lykkelige Naturbegavelse, fik jeg mit Ønske opfyldt. Hvor trist, at hun ikke selv saa godt som vi Andre forstod denne lykkelige Naturs Bestemmelse! Forsynet havde skabt hende, for at hun skulde træde i Musers og Gratiers Tjeneste; hun selv trak sig tidligt tilbage fra dette Hverv, overladende sig til Bitterhed mod Verden og Menneskene. Og dog, hvo tør dømme hende? Hvo veed, hvilke Smerter, hvilke Fornemmelser det rige, begavede Bryst har havt at kæmpe med? Det er vanskeligt at synge med Graad i Halsen, at le med Taarer i Øinene, at pynte sig, naar Ens Stemning er at søge i en mørk Krog, hvor man indhyllet i et Slør kan overgive sig til sin Smerte og lade Tankerne Stykke for Stykke lægge det Iturevne frem for Phantasien, uden Haab om at disse Stumper nogensinde mere kunne sammenføies til en Helhed. Kun en af Saisonens mest søgte Nyheder vil jeg af en og anden Grund berøre, nemlig det franske Femaktsstykke "Don Cæsar de Bazan". Det franske Theaters Frembringelser, hvoraf vort for en Del levede, var efterhaanden blevet tyndere og tyndere. Ligesom en gammel, sminket Kokette smører tykkere og tykkere paa af den Sminke, der tidligere, brugt med Smag, forskjønnede hende, saaledes maatte de franske Forfattere bruge altid tykkere Pensel, altid grellere Farver til deres dramatiske Arbeider, hvis de vilde være visse paa at vække de slumrende Sjæle, der tyede til Kunstens Tempel for ikke rent at falde i Dvale over Livets Trivialitet, som de manglede enhver Løftestang til at hæve sig over. I saadanne Tider græde de virkelige Muser, thi med dem vil man igrunden Intet have at gjøre; det er kun Maskerademuser, man ser op til, og kun for disse svinger man Røgelsekarret. En saadan fransk Nyhed, malet med den tykkeste Pensel og de grelleste, spraglede Farver, havde det danske Nationaltheater optaget i sit Repertoire, idet dets Censor havde antaget "Don Cæsar de Bazan". Michael Wiehe fik her for første Gang Leilighed til at spille en Characterrolle, Kongen af Spanien, der var en complet latterlig Figur; men Wiehe lagde sit interessante Ydre, sin sjælfulde Stemme, sit lidenskabelige Blik til, og Alle tænkte, at Forfatteren virkelig havde leveret en characteristisk Figur, medens han kun havde leveret en hul Dukke, som Wiehe pustede Liv i og paaklædte saa vel, at man troede, 103
der bag denne folderige Kappe befandt sig et Legeme. I Maritanas Rolle havde jeg atter den Glæde eller Sorg, ligesom man vil tage det, at Publikum fandt denne Rolle en af mine fortrinligste. V. Holsts elskværdige Personlighed passede særdeles vel til Titelrollen; det Forcerede deri modererede han, det Godmodige og Noble trak han frem, og da han var aldeles fri for Affectation, hvortil denne Rolle paa mere end et Sted opfordrede, saa forelskede de unge Kjøbenhavnerinder sig i den ædle Don Cæsar de Bazan, og Stykket blev i flere Aar et Kassestykke. Heiberg kaldte bestandigt denne Comedie en Hundecomedie, og vi havde mange Løier over Folks Enthousiasme ved denne storartede Kunstnydelse. "I forekomme mig Allesammen," sagde han, "som paaklædte Hunde, der gaa paa Bagbenene, og naar jeg ser paa Jer, sidder jeg i en Angest for, at I som andre Hunde skulle blive trætte af at gaa paa Bagbenene og falde ned paa alle fire." Da jeg var enig med ham, saarede denne Kritik mig ingenlunde, men opvakte kun min hjertelige Latter, en Latter, jeg selv under Udførelsen af Rollen havde ondt ved at holde tilbage; da nu tillige Tilfældet eller Indskydelsen - hvad man vil - gjorde, at Fru Sødring spillede sin fornemme, comiske Dame, der unegteligt var mere et Dyr end et Menneske, saa lig en pyntet Hund og med en saa uimodstaaelig comisk Kraft, saa var det ved Fremstillingen af Maritana min væsentligste Opgave ikke for Publikums Øine at briste i Latter, medens de sade rørte over mit interessante Spil. Og dog hørte jeg dengang ofte, meget ofte Damer udbryde: "Saaledes har De aldrig henrevet mig som i "Cæsar de Bazan"!" Hvor behageligt en saadan Roes klinger i Ens Øren, siger sig selv. Imidlertid, vi toge Sagen fra den lystige Side og sagde med Jøden i "Østergade og Vestergade": "Wenn det er Dem en Fornøielse, saa er det ogsaa mig en Fornøielse." Nielsen spillede den ældre Adelsmand, Kongens Fortrolige i hans lidenskabelige Kjærlighed til Maritana. Han var som bekjendt i Aarenes Løb bleven overmaade tyk, og aldrig kan jeg glemme hans Udseende i den spanske Ridderdragt i dette Stykke; jeg tror virkelig, at en lille Nisse havde grebet Heibergs Idee om de paaklædte Hunde, thi ogsaa han saae unegteligt saaledes ud, naar Øiet først var blevet aabnet for dette Billede. Fru Sødring og jeg turde neppe paa Scenen se paa hinanden af Frygt for at briste i Latter, naar Nielsen stod der i den korte spanske Kappe, med Fjederbaretten trykket ned i Øinene og med et Udtryk som en arrig, knurrende Hund; thi ogsaa han kunde selvfølgelig se det Uværdige i at spille slige Roller. Nielsen var forresten udenfor Scenen endnu en smuk Mand til Trods for sin Førlighed og sine Aar. Den høie Pande, de brede Tindinger, det smukke, bløde, brune Haar, den fintdannede Næse og den veltalende Mund, hvorfra den sonore Stemme lød, det livlige, af en utilregnelig Phantasi opbrusende, varme Væsen gjorde, at man nok forstod den Magt, som 104 denne Personlighed øvede paa saa Mange. Naar han med denne Stemme, med den lidenskabeligste Betoning paakaldte alle Guders Vidnesbyrd for sin Tale, begreb jeg godt, at de, der ikke vare vante til at se ham i hans daglige Folder, som ikke kjendte, hvad der skjulte sig bag disse Folder, at de troskyldigst troede paa, hvad det den Dag laa ham paa Hjerte at bilde dem ind. Forfængelige, nysgjerrige, sladderagtige, for ikke at tale om usandfærdige Mandfolk have altid været mig en Vederstyggelighed, og desværre, disse Halvmænd ere ikke saa sjeldne. Men, besynderligt nok, har jeg aldrig kunnet trives i deres Nærhed, saa have de endnu mindre kunnet trives i min. Jeg er for dem det Samme som Katten i Stuen er for Mange; de blive urolige, ufrie, indtil dette electriske Dyr atter er jaget ud ad Døren; først da befinde de sig atter vel. Med Nielsen havde jeg det i de senere Aar paa en egen Maade. Det saae virkelig ud, som om Had og Kjærlighed stred i hans Sjæl lige overfor mig. Det utroligt Lunefulde i hans Character førte til, at han den ene Dag uden Grund gjorde mig sin Kur og næste Dag, atter uden at jeg vidste nogen Grund hertil, var aldeles barnagtigt uartig og frastødende i sit Væsen. Heiberg sagde, at det gik En med ham som med Barometret: hver Morgen maatte man skaffe sig Underretning, om det var sunket eller steget. Det er umuligt Andet, end at en saadan Figur til daglig Brug bliver til Latter paa Theatret mellem Personalet, til Trods for den Respect, han som Skuespiller maatte indgyde.

✂ Som en Prøve paa, hvor hurtigt dette Menneske kunde slaa om i sin Opførsel, vil jeg fortælle en lille Historie om ham og mig. Paa de første Prøver af "Don Cæsar de Bazan" erindrer jeg, i hvilket ufordrageligt Humeur han var mod Alle; men især hver Gang jeg nærmede mig, satte han et Ansigt op, som i min daværende Stemning ofte gjorde, at jeg maatte vende mig bort for at skjule den Latter, der uvilkaarligt trængte sig frem ved at se et Menneske uden al tænkelig Grund paatage sig en slig Mine. Hans Had til Heiberg var mere bestemt og permanent, men med mig gik det op og ned og kunde forandre sig, lige saa hurtigt som Vinden dreiede sig. Paa en af disse Prøver var han som sagt ganske utaalelig. En af Skuespillerinderne sagde da til mig: "Men hvad har De dog gjort dette Menneske? Han er utrættelig i at bagvaske Dem og lyve Dem paa; det ser jo virkelig ud, som om han formeligt hadede Dem." Smilende svarede jeg: "Deri tager De feil! Han hader mig ingenlunde, tvertimod, han elsker mig snarere saa høit, at jeg kan faa ham til at gjøre, hvad jeg vil, saafremt jeg vil nedlade mig til at smigre hans Forfængelighed lidt." - "Deri tager De bestemt feil," sagde hun, "i Dag faar De ham sandelig ikke af Stedet, saa ond er han sindet mod Dem." Da blev jeg noget kaad i min Overgivenhed og sagde: "Vel, sig selv, hvad De vil have, at jeg skal faa ham til, og De skal se, at jeg er istand dertil."

105

✂ I det Samme saae vi begge, at han nærmede sig med sit optrukne vrede Ansigt, og hurtigt hviskede hun til mig: "Kan De faa ham til at krølle sit Haar til Prøven i Morgen?" Jeg fik neppe Tid til at svare: "Det skal ske," før han passerede tæt forbi os. Uagtet hans vrede Ansigt og trodsige Gang standsede jeg ham i Farten med et ligegyldigt Spørgsmaal. Han besvarede det høfligt; det ene Ord tog det andet; hans Ansigt opklaredes; han blev livlig, underholdende, galant, og mit Held vilde, at han kom til at sige mig en Compliment om, som han sagde, mit smukke, brune Haar. "Ja," svarede jeg, "jeg negligerer ikke mit Haar, saaledes som De negligerer Deres; hvor kan De nænne at lade det hænge i saadanne lange Tjavser, hvorfor krøller De det ikke?" Ubeskrivelig var Overgangen i hans hele Væsen efter denne min Tiltale. Under hele Prøven greb han enhver Leilighed til at være ved min Side og underholde mig paa det Ivrigste til stor Forbauselse for hin Dame, der troede, at han hadede mig, og hendes Forbauselse steg, da han mod Slutningen af Prøven zirligt traadte mig imøde med en Bakke, hvorpaa der stod Vin, Druer, Kager, med de Ord: "Prøven har varet saa længe i Dag, trænger De ikke til en en lille Forfriskning?" Damen, jeg og han nød disse Sager i den muntreste Stemning; han fulgte mig som en galant Cavaler ned til min Vogn, og jeg var vis paa, at jeg hele den Dag var høit agtet og elsket af ham. Da jeg næste Dag kom paa Prøven og til Dels havde glemt Had, Vrede, Venlighed og Galanteri, kom Nielsen mig imøde med et saa blankt Haar, der bølgede i de yndigste Krøller, at jeg havde al min Selvbeherskelse nødig for ikke at briste i Latter. Jeg kastede et Blik hen til Damen, og med et talende Minespil udtrykte hun sin Overraskelse over, hvad hun saae og hørte. "Ser De," sagde jeg til hende, da vi vare blevne ene, "saaledes hænger det sammen med slige Menneskers Had og Bagvaskelse! Vil man kun nedlade sig til at række dem den lille Finger, smigre, om aldrig saa lidt, deres Forfængelighed, da bliver der af en Fjende en Ven, en enthousiastisk Ven, der aldeles ikke mindes, at han nogensinde har været os imod, ja vilde anse det for den største Bagtalelse, om nogen vilde paastaa Sligt. Men jeg kan ikke være Ven med slige Mennesker, og altsaa blive de mine Fjender." Nielsens Kur fra Dagen iforveien fortsattes paa en for mig foruroligende Maade, og det gjaldt nu om at standse den i sin Fart. Da han derfor i Samtalens Løb bragte Talen hen paa sin Lydighed med at krølle sig, sagde han: "Ak ja, det er snart for sent, De har vel neppe lagt Mærke til, at jeg har al mulig Udsigt til at blive skaldet?" Da svarede jeg: "Saa meget desbedre, thi saa kommer De til at ligne Heiberg; da han er skaldet, finder jeg det smukkest." Neppe vare disse Ord udtalte, før det fuldstændigste Changement foregik i hans Physiognomi; han foer bort og - o ve! den stolte Venskabsbygning var for lang Tid sunken i Grus. Han bragte mig 106 ikke oftere Vin, Kager og Druer, men des oftere hørte jeg, hvor stærkt han paa min Ryg beskjæftigede sig med min ringe Person.

✂ Hvor ofte har dog dette Menneske i sin grænseløse Holdningsløshed været mig rent uforstaaelig! Saaledes da Christian den Fjerdes Rolle i "Elverhøi" efter Ryges Død paany skulde besættes, da var jo Nielsen unegteligt den Nærmeste, for ikke at sige den Eneste, der kunde overtage den efter Ryge. Men hvad sker? Kort før Stykket skulde besættes, faar Heiberg en Dag et Brev fra Nielsen, saa plat, saa raat, saa hensynsløst, at man selv maa have læst det for at tro Sligt muligt af en Mand, der dog ikke stod udenfor det dannede Selskab. Dets egentlige Indhold var, at det var ham modbydeligt at spille nogen som helst Rolle i et Stykke af Heiberg, og han bad derfor en Gang for alle Heiberg om at fritage ham for nogensinde at optræde i disse . Heiberg svarede ham ikke, men sendte Brevet til Collin, som deraf kunde se, at man ikke turde byde Nielsen Christian den Fjerdes Rolle i "Elverhøi", og saaledes blev Rollen et Par Dage efter overdraget til Hr. Kragh. Samme Dag som dette var sket, spillede Nielsen og jeg om Aftenen i Andersens "Kongen drømmer". Da han kom ned paa Scenen, mærkede jeg strax, at hans Sind var stærkt i Oprør. Da han saae mig, stilede han lige hen imod mig; men mindst anede jeg, hvad nu kom. Med et vist vemodigt og bedrøvet Udtryk klagede han nu for mig over Heibergs Uretfærdighed mod ham. "Er De dog ikke enig med mig, gode Fru Heiberg," udbrød han, "at naar Christian den Fjerdes Rolle skal gjenbesættes, Ingen da er nærmere til at spille denne Rolle end jeg?" Jeg hørte med Forbauselse paa ham og vidste ikke, om jeg kunde tro mine egne Øren. "Men min Gud," udbrød jeg sagtmodigt, thi jeg havde virkelig i dette Øieblik Medlidenhed med denne vankelmodige Sjæl, "har De da rent glemt det Brev, De for faa Dage siden sendte Heiberg? Heri frabeder De Dem jo nu og for Fremtiden nogensinde mere at spille i hans Stykker, hvilket De skriver er Dem en Kval; Heiberg havde naturligvis villet overdrage Dem Kongens Rolle, men efter Deres Brev til ham lod det sig jo ikke længere gjøre." Med famlende Ord, snakkende op og ned om Uretfærdighed, vedblev han sin Paastand, at han var skammeligt fornærmet! Hvad er der nu at gjøre med slige Mennesker? Indbildning og Sandhed, Illusion og Virkelighed, Følelse og Affectation ere saa sammenfiltrede i deres hele Væsen, at det er umuligt for Andre, umuligt for dem selv at blive klog paa, hvad der er det Ene, hvad det Andet. En Del Aar efter sagde han engang Noget til mig, som til Dels oplyste mig om hans Tilstand. Han sagde: "Jeg forsikrer Dem, at min Fantasi er saa levende, at jeg aldrig veed, om jeg har drømt Noget, eller om jeg virkelig har oplevet det; ofte tror jeg, at hvad jeg har oplevet er en Drøm, og at hvad jeg har drømt virkelig er foregaaet." Jeg saae i denne Bekjendelse en 107 Undskyldning for alle de Usandheder, han med sin overtalende Stemme saa ofte fik Andre til at tro paa, Usandheder, der saa ofte blodigt gik ud over Næstens gode Navn og Rygte. Det lader sig vel ikke negte, at Heibergs mangeaarige Bekjendtskab med denne Kunstnersjæl gav ham Ideen til Scenen mellem Døden og Skuespilleren i "En Sjæl efter Døden".

✂

BEGYNDELSERNE TIL "ABEKATTEN" OG
"EN SØNDAG PAA AMAGER".

✂ I denne Vinter, hvori saa Lidet af Interesse kom paa Scenen, hengav jeg mig ret til mine natlige musikalske Studier, medens Heiberg fordybede sig i sine Beregninger over Himmellegemernes Gang. Fortvtivlet over at vor dramatiske Litteratur laa saa øde og død, opfordrede jeg ideligt Heiberg til dog at skrive for Theatret, men altid forgjæves. Ofte svarede han mig: "Skriv selv!" og i min Sorg over hans dramatiske Taushed, begyndte det virkeligt at løbe mig rundt i Hovedet, om jeg kunde skrive Noget, der lod sig spille. Ofte faa vi Impulser til noget for os Vigtigt af ganske smaa Begivenheder. Saaledes hændte det en Dag, at det ringede paa vor Dør, idet jeg vilde gaa ud i Byen for at gjøre nogle Visiter; jeg kom saaledes til selv at lukke op for den Ringende. Det var en ret velklædt Kone, der traadte mig imøde, men jeg blev formeligt forbauset over, i hvilken Grad hun lignede en Rotte. Hvor forundret blev jeg nu ikke ved, da jeg spurgte hende, hvad hun vilde, at faa til Svar: "Jeg vilde gjerne spørge Dem, om De ikke har Rotter, der skulle fordrives, thi det besørger jeg?" Hun sagde dette med et saa livligt Udtryk i de runde, glinsende Øine, at hun virkelig i en endnu høiere Grad kom til at ligne en Rotte, saa hun ordentlig gjorde mig ganske bange, og jeg skyndte mig med at faa hende bort. Jeg kunde i lang Tid ikke faa denne Kone med sit Rottephysiognomi ud af mine Tanker; saa levende var Indtrykket, at jeg selv i dette Øieblik, henved 20 Aar efter, ser hende grangivelig for mine Øine, med sin lange Næse. sine runde, mørke, smaa, glinsende Øine, hvori noget Klogt, noget Ondskabsfuldt lurede. Jeg faldt hen i Reflexioner over den Mening, som Mange have, at Mennesket kan ved idelig Omgang med et vist Dyr lidt efter lidt komme til at ligne dette i Væsen, Manerer og Udseende. Her var jo virkelig et Bevis derpaa. At Dyr, især Hunde, antage deres Herres Væsen, det har jeg set mere end een Gang. Afdøde Skuespiller Lindgreen f. Ex. havde en gammel Moppe, der i den Grad lignede sin Herre, at det var aldeles utroligt for den, der ikke selv havde set den og ham sammen. Allerede da jeg som Barn om Eftermiddagen kom hjem til Lindgreen, for at han kunde høre, om der var 108 Noget at bemærke i mine Roller, hørte jeg Lindgreen og Moppen snorke omkap i deres Eftermiddagslur; og naar de da vaagnede, og begge vraltende af Fedme kom ind til mig, var Ligheden saa fuldstændig som muligt. Ogsaa er det vist, at Mennesker i den Grad kunne leve sig ind med et Dyr, især med en Hund, at de paa en Maade forvirres i deres Tankegang, Dyret angaaende. Det er ikke længe siden, at en Dame her i Byen meget omtaltes paa Grund af sin Sorg over en Hunds Død. Naar Nogen vilde trøste hende med, at en Hund dog var en Hund, og at man ikke burde sørge over et saadant Dyr som over et Menneskes Tab, da udbrød hun: "Det er ingen Hund, jeg har mistet, det er en Fader, en Moder, en Søster, en Broder, og Ingens Tab har været saa stort som mit!" Det maa vel udtrykkeligt bemærkes, at denne Dame ingenlunde var afsindig; hun var ellers ved sine fulde Fem. I gamle Dage morede det mig ogsaa meget, naar jeg en Gang om Ugen malede hos min rare Frøken Løvmand, da at betragte to gamle Ægtefolk og deres Moppe, der boede lige overfor i Frederiksberggade. Manden var formodentlig Pensionist, thi det var tydeligt, at han Intet havde at bestille, uden det at faa Dagen til at gaa. Saa snart Veiret var mildt og smukt, aabnede de Vinduet derovre; Manden, Konen og Moppen sade da alle tre med Shawl om Skuldrene og betragtede de Forbigaaende paa Gaden. Frøken Løvmand fortalte mig, at de i den Grad havde optaget Moppen som Lem af Familien, at de en Gang, da de ønskede at flytte over i hendes Værelser, sagde: "Stor er Leiligheden jo ikke, men altid stor nok til os tre ." Kort, denne Abekatteside hos Menneskene saa vel som hos Dyrene beskjæftigede levende mine Tanker, og da jeg netop den Gang læste lidt Naturhistorie, iblandt Andet en lille populair Bog af Præsten Strøm, opstod lidt efter lidt for mig Sujettet til Vaudevillen "Abekatten". Ja, Gud bedre det, denne Vaudeville er virkelig skrevet af mig; Frøkenen med sine Kalkuner, Iversen med sin Lidenskab for sin Abekat, disse to Figurer udsprang dels af Rottekonen, dels af mine naturhistoriske Betragtninger. I mine musikalske Nattetimer componerede jeg alle de Melodier, som findes i dette Stykke; Ordene og Melodierne bleve til paa een Gang, og Timerne fløi som Minuter. Da jeg ikke længe kunde beholde denne vigtige Hemmelighed for mig selv uden at betro den til min Ven - men ogsaa kun til ham -, saa varede det kun kort, inden jeg bad Heiberg, naar han om Aftenen endelig løsrev sig fra sine Stjerner, om jeg maatte synge lidt for ham. Han blev helt forundret over disse Sange, og hans Godhed for mig gjorde, at han med Kjærlighed lyttede til dem; men han bad mig dog indstændigt ikke at gaa videre i denne Sag. "Tænk, hvilken Leilighed," sagde han, "for dem, der ville mig ilde, om de peb et Stykke ud af dig! Nej, slaa dette ud af din Tanke!" - og jeg slog det med et Suk ud af min Tanke. Men ingen Uven af Heiberg kunde dog 109 forbyde mig min stille, natlige Glæde, naar jeg holdt den for mig selv; Stykket derimod blev henlagt, og jeg tænkte ikke mere paa at fuldende det.

✂ Vor Bolig paa Søkvæsthuset laa, som man veed, temmelig nær ved Amager Port. Denne stakkels flade, af Kjøbenhavnerne lidet paaagtede Ø, havde jeg skjænket min særdeles Yndest. Ikke en eneste pyntet Kjøbenhavnerinde havde man her den Glæde at se; kun Amagerbondelivet traadte En imøde. Uforstyrret og fordybet i sine egne Tanker kunde man her vandre langt ud i Landet, uden at risquere, at en sladderagtig Bekjendt trættede En med Dit og Dat, hvorfor man ingen Interesse havde. Jeg tror virkelig, at Ingen i det hele Kjøbenhavn kjender Amagers Skjønhed som jeg; maaske jeg ogsaa har en særegen Smag, netop for denne Art af Skjønhed, nemlig Sletteskjønheden, hvor Blikket ingen Hindring møder, men kan strække sig fremad i det Uendelige, kun standset af Himlens Bue. Denne Naturskjønhed har altid for mig havt en stor Tillokkelse, en stor Beroligelse; det Meget, som ellers hemmer og standser Synet, snart et Hus, snart en Række Træer, snart en Høi, fører Tanken bag alle disse Gjenstande, og man har en vis utaalmodig Higen efter at naa, saa eet af disse Punkter, saa et andet, og denne Higen forstyrrer den rolige Gang, hvori vor Tanke ellers søger Hvile. Mine Venner lo ofte over min Kjærlighed til dette flade, og som de dristede sig til at sige, stygge Amager. Men hvoraf kom det, at de fandt det stygt? Deraf at de her i Naturen, som saa ofte ellers, søge en anden Skjønhed end den, som netop dette Sted tilbyder. De betænkte ikke, at her maatte man holde sig til den mest ideale af al Skjønhed, nemlig Lysets Virkning, dets Fortoning paa Himlens Skyer, som paa alle Gjenstande paa Jorden. Hvilken mageløs Himmelhvælving har Øiet ikke at glæde sig over paa Amager! Kun paa de jyske Heder ser man slige Skygrupper, glimrende ved deres Farvepragt ved Solnedgang, alvorligt storartede i et truende Uvejr. Men Et kommer jeg til at bekjende, Amager er kun skjønt i Foraar og Efteraar; ved Midsommer er Monotonien for stor; men hermed standser ogsaa al Imødekommenhed fra min Side. Hvor udvidede ikke mit Bryst sig, naar jeg i det meget tidlige Foraar, mat i Sjælen af den foregaaende Aftens Anstrengelse paa Theatret, ene vandrede ud ad den kjære Amagerport! Ti Minuters Gang - og Alt hvad der hed Byliv og Kjøbenhavn var forsvunden, og man drømte sig langt ude paa Landet, midt i et travlt Bondelivs Sysler! Medens da de gode Kjøbenhavnere endnu ingen Anelse havde om, at Foraaret alt havde løftet sine Vinger, gik jeg her langs med de frodige Marker, farvede med et Grønsvær, som ingen Sommerpragt senere giver, og over disse grønne Fløielstepper svang sig Hundreder af Lærker med Triller saa stærke, saa energiske, saa jublende, at man kun undrer sig over, at dette lille Fuglebryst ikke sprænges, og den lille Sanger styrter død til Jorden. Hvor ofte, naar 110
jeg saaledes om Foraaret noget vemodig gik ud paa mit kjære Amager, have ikke disse smaa Sangere lettet mit Bryst, idet jeg sagde til mig selv: "Nei, naar Lærkerne svinge sig syngende mod Sky og "prise Vor Herre saa godt de formaae", da bør vi Mennesker være med og ikke fortabe os i vore egenkjærlige Sorger." Undertiden blev jeg ledsaget paa disse Ture af Heibergs Moder, der da ofte paa sin kjærlige Maade ytrede, idet hun tog mig under Armen: "Ak, min Hanne! Jeg har altid syntes, at et af Livets største Goder bestaar i, at To Arm i Arm vandre sammen i en fortrolig Samtale, saaledes som vi nu gjøre det." Det var bestandigt hendes Styrke til given Tid at sige noget Behageligt, Noget, der ligesom satte Seglet paa den Hengivenhed, hun havde for sine Venner. For det Meste gik jeg dog ene og glædede mig i Taushed over denne Natur; thi jeg var heri ganske forskjellig fra Heibergs Moder; kun ene og taus formaaede jeg at smelte sammen med Naturens Stilhed og Skjønhed. Talen forstyrrer altid Indtrykket for mig. For at glæde sig i Naturen skal man altid lytte til dens Røster, til Fuglenes Kvidren, til Insekternes Summen, til Vindens Susen, til Vandets Piasken, ja til den fjerne Hunds Bjæffen. Talen forstyrrer dette Orchesters Harmoni; da man ikke kan lytte, naar man taler, saa hører man Intet til alle de Accorder, der netop stemme Sjælen saaledes, at vi formaa at høre, at forstaa, hvad vi høre. Jeg vil derfor tilstaa, at jeg helst gik ene ud paa mit ensomme Amager. Alle de smaa Remiser, der som Oaser ere strøede paa Markerne, kjendte jeg nøie hver og en; ofte naar jeg trængte igjennem Buskene, sprang en Hare forskrækket op, idet den kastede et Sideblik til mig, som om den vilde sige: hvad mon hun vil her? Hvor ofte har jeg siddet paa en Træstub i en af disse Remiser og glædet mig over Synet af de fjerne Seilere paa Kallebodstrand, naar de ligesom syntes at glide for fulde Seil hen over de flade Marker, thi Stranden selv bliver paa Grund af Markernes Høining ude af Synskredsen. Hver Hytte og til Dels dens Beboere kjendte jeg derude, og lidt efter lidt blev jeg i Aarenes Løb kjendt saa godt som af alle de Amagere, der boede i de nærmeste Byer, og mangt et venligt Nik, mangt et venligt Goddag gjorde mig disse Veie end kjærere. Simple Folk have en egen Forestilling om Kunstnere, især fra Theatret; enten holde de dem ikke for bedre end dem, der æde Blaar paa Dyrehavsbakken, eller ogsaa stille de dem ved Siden af de Høieste i Samfundet. Det sidste havde jeg en Gang et pudsigt Exempel paa. En Dag, da jeg just stod i Begreb med at vandre ud ad mine kjære Veie, kom Christine Løvmand for at besøge mig, og jeg fik hende da til at følge med, for at jeg kunde vise hende Amagers Skjønhed. I et af Smaahusene derude boede en original Kone, frimodig og snaksom. Hun havde en lille Traadhandel, saa man let kunde give sig et Ærinde ind til hende. Jeg fik paa denne Dag Lyst til at vise Frk. Løvmand, 111 der i høi Grad havde Sans for det Comiske, min eiendommelige Kone; vi gik derind, og som sædvanligt vare vi i et Nu i en livlig Samtale, hvori Frk. Løvmand ikke tog mindste Del. Da jeg nu nogen Tid efter atter ene besøgte den snaksomme Kone, spurgte hun mig i stor Alvor: "Hvor er Deres Hofdame i Dag? Hvorfor er hun ikke med?" Denne Tiltale satte mig virkelig i stor Forlegenhed, thi den kom saa uventet, at jeg havde den største Umage for ikke at briste i Latter, thi lige saa vist det er, at mangen en Hofdame maatte ønske sig at have Christine Løvmands Finhed i Sjælen, lige saa lidt vil Nogen, der kjender min Veninde, kunne tænke sig hende iført den ydre Nimbus. Konen kjendte mig godt; hun vidste mit Navn, min Stand, men desuagtet syntes hun, jeg maatte have en Hofdame, ligesom Dronninger og Prinsesser. Paa dette Punkt støder man ideligt paa Forvirring hos simple Folk; ja man vilde - hvis jeg nu gad brede mig over dette Thema - forbauses over, hvilke Anmodninger man af og til har gjort mig i de forskjelligste Retninger, snart om Embeders Besættelse, snart om Capitalers Tilveiebringelse, snart om at blande mig i Familieforhold, der vare mig aldeles ubekjendte, ja, i det Utroligste, saa vis var man paa, at for mig var Intet umuligt.

✂ Ved at færdes saa meget paa Amager forundrede jeg mig ofte over, at vore Malere intet Stof hentede derude fra. De smukke brogede Dragter, de gammelhollandske Skikke, de prægtige bredskuldrede Lodser med deres brune Ansigter under den bredskyggede Sømandshat, der saa malerisk stikke af niod den hvide, uldne Trøie, som tydeligt viser det hvælvede Bryst og de stærke Arme. Jeg mindes saaledes et Syn, hvorved jeg formeligt studsede. Jeg var en Eftermiddag mod Solnedgangen kommet langt ud ved Dragør. En Baad med Kjølen vendt opad laa paa Kanten af Strandbredden, og med Benene tvers over Baadens Ryg, som ridende paa en Hest, sad en af disse firskaarne Lodser, solbrændt, bredbrystet, med de kraftige Hænder støttet paa Knæene, og saae ud over Havet. Solen kastede disse mægtige, guldrøde Straaler, som vort Øie her i Norden dog af og til har at frydes ved, hen over hele Landskabet og med en saadan Styrke paa Baaden og den prægtige Skikkelse, hvis Contourer antoge saa skarpe Omrids, at jeg kun paa italienske Malerier har set denne Belysning. Da der nu i nogen Afstand herfra tillige stod en net lille Amagerpige i sin brogede, klædelige Dragt, hvis Farver formeligt glimrede i denne Belysning, da tænkte jeg: "Herre Gud, vore Kunstnere reise og reise til Italien for at gribe Stof til Malerier, og de have det tæt ved, ude paa det foragtede Amager." Nu opstod den Tanke hos mig: Hvorfor benytte vore Digtere ikke dette Folkefærd med dets eiendommelige Costumer og Omgivelser? Og jeg sagde til Heiberg, da jeg kom hjem: "Skriv en Vaudeville, som foregaar paa Amager. Folkene, 112 Omgivelserne, Costumet, Nærheden tæt ved Hovedstaden, Alt vilde kunne bidrage til en Stemning, der maatte kunne gjøre en smuk poetisk Virkning; men da maa du," vedblev jeg, "ikke hente Melodier fra Operaen, eller i det Hele taget bruge bekjendte Melodier, som hidtil i dine Vaudeviller, men selv componere Melodierne for at tilveiebringe den Simpelhed, som her vil være Hovedsagen." Heiberg syntes, at Ideen ikke var saa gal, men det var hele det Udbytte, jeg fik af denne min Tale.

✂ Imidlertid sad jeg og sang om Natten mine Folkeviser, og alt som jeg sang, tænkte jeg paa Amager og Livet derude. Jeg havde hørt, at der om Søndagen i Kroen holdtes Baller, hvor det gik meget pent til, og disse Søndage paa Amager spøgte saaledes i min Hjerne, at jeg i Tankerne lavede et lille Forhold mellem et elskende Par, en net lille Amagerpige og en ung, smuk Sømandsgut fra Dragør. Den unge Amagerpige gav jeg en ældre Søster til Fortrolig, og saaledes sang jeg ud af min natlige Stemning og paavirket af Berggreens Folkemelodier den lille Samtale mellem Søstrene: "Min kjære lille Søster! Hvorfor er Kinden Din ei rød?" Slige Samtaler findes jo ofte i gamle Viser, og jeg søgte saa godt jeg kunde at efterligne den naive Tone og Form i Text og Musik. Endnu var den dristige Tanke ikke opstaaet hos mig, selv at vove, hvad jeg forgjæves havde bedt Heiberg om. Men den lille Lisbet, som jeg havde tænkt mig Amagerpigen skulde hedde, og hendes lille Sømand Jokum lode mig ingen Ro, og inden jeg selv vidste af det, var Sangen imellem hende og Jokum:

✂ "Lisbet! Lisbet! O hvor er Du sød og net!"

✂ componeret og Ord satte til. Hvad var nu naturligere og simplere, end at en saadan kvik lille Amagerpige ikke alene havde en lykkelig Elsker, men tillige en ulykkelig, og inden kort Tid fødtes Amageren Rasmus, og Sangen mellem ham og Lisbet: "Kom, min Skat! hør Dandsen kalder os," kunde En, som havde staaet og lyttet ved min Dør, have hørt mig synge, længe før Nogen anede, at den existerede; saa uskyldigt blev disse Sange til, at det aldrig faldt mig ind, at nogen Anden end jeg, høist Heiberg, skulde høre dem, eller at de nogensinde skulde lyde fra andre Læber end mine, og det i stille Ensomhed. Men det veed Gud, de bleve sungne i denne Ensomhed. Ofte efter at jeg havde spillet paa Theatret og kom sildigt hjem, sad jeg til langt ud paa Natten og sang om Lisbet og Jokum, indtil jeg overvældet af Træthed maatte afbryde og søge Hvile. Disse Sange, dette lille Tilløb til en Digtervirksomhed gjorde mig lykkelig og satte mig i det fortræffeligste Lune. Jeg erfarede ret her, at den Paastand er sand, at Intet giver den Tilfredsstillelse som at være Dilettant i en Kunst. Den virkelige Kunstner har Kampen, Angesten, Fordringen, der piner ham Dag og Nat; Dilettanten har kun Nydelsen.

✂

EN FORESTILLING PAA FREDERIKSBORG.

✂ Uagtet jeg saa godt som ingen Del tog i de private Sommerforestillinger 1846, blev min Sommerferie dog beklippet, idet nemlig Kong Oscar og Dronning Josephine i Juli Maaned aflagde et Besøg i Kjøbenhavn hos Christian den Ottende. At være i Kjøbenhavn uden at se den danske Comedie lod sig den Gang ikke tænke, i saa høi Anseelse stod vort Theater i Naborigerne. Uagtet Saisonen var sluttet, kom derfor Levetzau til mig og sagde, at Kong Oscar, men især Dronningen ønskede saa særdeles at se "Kong René's Datter" forinden deres Afreise. Herved var Intet at gjøre; jeg maatte pent samtykke i, at dette Ønske blev opfyldt; den 13de Juli overværede altsaa hele den kongelige Familie og deres Gjæster "Kong René's Datter" og efter den et Dansedivertissement. Glad var jeg, da Forestillingen var vel forbi, men hvad sker? Hoffet med sine Gjæster begiver sig ud til Frederiksborg. Her paadrog Christian den Ottende sig en Sygdom i den ene Fod, saa at han var nødsaget til at opholde sig i sine Gemakker, siddende i en Stol, indrettet til Fodens Bekvemmelighed. Jeg blev ganske ulykkelig, da Hofmarchal Levetzau en Dag kom til mig og sagde: "De veed, at Kongen sidder lænket paa Frederiksborg; han har ytret, at det, der mest kunde opmuntre og glæde ham i denne hans Tilstand, var, om han kunde faa sit Yndlingsstykke "Nei" opført derude paa et lille Theater, som vi da, hvis De samtykker i Flanen, skulle lade indrette i en af de større Sale. Ogsaa Kong Oscar og Dronning Josephine, som have hørt saa meget tale om denne Vaudeville, fik derved et Ønske opfyldt, hvorpaa de sikkert vilde sætte stor Pris." En saadan Anmodning var mig høist ubehagelig. Man veed jo nok, hvorledes kongelige Personer bede, og hvorledes de optage et Afslag. Jeg havde saa ofte i mit Theaterliv takket Skjæbnen, fordi jeg ikke var Sangerinde og derved udsat for, at Hoffet ønskede min Nærværelse ved sine Concerter, en Kunstnertjeneste, jeg altid har fundet havde noget ydmygende for et virkeligt Talent. I Theatret er det i sin Orden, at Tilskuerne og Kunstneren ere adskilte, intet Personligt have de med hinanden at gjøre; ja, netop i denne Adskillelse ligger en vis Fortryllelse, et Spillerum for Phantasien for begge Parter; men i en Selskabssal kan denne Adskillelse ikke finde Sted, uden at der ligger en Ydmygelse heri for Kunstneren. Naar nu hertil kommer, at vort Hof ofte, givende efter for Øieblikkets Enthousiasme eller for kvindelig Nysgjerrighed, har ladet fremmede Kunstnere blande sig i Selskabet, medens Landets egne ere blevne holdt tilbage paa deres underordnede Plads, da følte jeg paa mine Kunstfællers Vegne en Harme herover, som, ifald jeg havde været Sangerinde, ufeilbarligt havde givet sig tilkjende ved paa det Bestemteste at negte 114 at deltage i Hoffets Fester. Vel sandt, vore Sangere og Sangerinder tage Betaling for hver Medvirken ved saadanne Fester, hvilket unegteligt giver dem en falsk Stilling i Selskabet - forøvrigt gjorde de fremmede Kunstnere ogsaa dette -, men derfor fandt jeg ogsaa, at det vilde have været passende, om Hoffet aarligt havde engageret Sangerne, og ikke for hver enkelt Gang de benyttedes. Som sagt, jeg var glad over, at jeg ikke var Sangerinde og altsaa ikke attraaet ved Hofferne. Men nu kom Levetzau med denne for mig saa pinlige Anmodning, og hvad den ikke var for mig, var den for Heiberg, som syntes, at jeg var for god til at fylde det tomme Rum ved et Hof med min Kunst. Vi gjorde derfor begge, hvad vi formaaede, for at faa ham til at vælge et andet Stykke, hvori jeg ingen Del havde; men denne underdanige Tjener af sin Konges Ønsker vedblev udholdende med sin Anmodning. Der skulde ingen Fremmed overvære denne Forestilling; kun den hele kongelige Familie og de kongelige Gjæster skulde være Tilskuere. Dette hjalp jo unegteligt en Del, og vi maatte give efter. Heiberg, der ikke vilde være uden Beskjæftigelse ved en Forestilling af den Natur, hvori jeg skulde deltage, tilbød sig at være Souffleur ved denne private kongelige Munterhed.

✂ Jeg hører En og Anden af mine Læsere sige: "Herre Gud! Hvorfor gjøre saa mange Ophævelser over at udøve en Kunst, hvis Udførelse hører til dit daglige Arbeide." Jo, netop fordi det for mig har været en Kunst, udøvet i Alvor, hvor det gjaldt Alvor og ikke en Leg, foreslaaet af En eller Anden, ligesom Blindebuk eller Panteleg for at fordrive et Selskabs Kjedsommelighed. At gjøre Løier med det, hvori man har sat sit Livs Opgave, taaler ingen alvorlig Natur. Og endnu Et! Den Virkning, som en Kunstpræstation kan gjøre fra en ordentlig Scene, hvor det Ene svarer til det Andet, Theatrets Størrelse, Publikums Afstand, Spillemaadens stærkere eller svagere Nuancer, Alt beregnet paa det vante Lokale, denne Virkning bliver en helt anden, naar alle Omgivelserne pludseligt forandres, og Ensemblet er tilintetgjort. Man tænke sig alene den Forskjel, der ligger i, naar et stort Publikum følger et yndet Arbeide, som det kan udenad, følger det med denne brusende Latter, med dette stormende Bifald, hvis Virkning er saa smittende paa selve Skuespillerne; her er en saadan Vexelvirkning, at det er vanskeligt at sige, hvem af Parterne der er den Givende og hvem den Modtagende; og saa - at opføre en saadan lille lystig Vaudeville for en Samling af kongelige Personer, der sidde tause, lydløse, tilsyneladende upaavirkede, saa man har en Følelse, som om det Hele var et Spøgeri, en ond Drøm, en Kamp mellem Livet og Døden. Hu, det gyser endnu i mig ved Tanken om denne triste Forestilling, spillet for at vække Munterhed, denne livlige Gjæst, der hidtil aldrig havde svigtet, men som hin Aften udeblev saa ganske, skjøndt der vel var Sang og Tale, men ingen Øren, der kunde gribe Tonerne eller Ordets Lystighed, saa det 115 kunde straale tilbage og frembringe ny Virkning. Dette kom mig ikke uventet; tvertimod, jeg havde iforveien sagt til Levetzau: "Den Glæde, som dette Stykke pleier at frembringe hos Kongen, vil udeblive under de forandrede Betingelser." Ligesom Dans ikke kan glæde uden Musik, saaledes kan et overgivent Skuespil ikke glæde uden et Publikum, der giver sig hen og lader Latteren og Lystigheden frit Løb.

✂ Da Forestillingen var forbi, kom Levetzau op paa Scenen for at anmode mig fra Kongen om at komme ned i Salen og blande mig mellem de kongelige Gjæster. Det har altid forekommet mig pinligt, ja saarende, naar man for at vise En Artighed og Udmærkelse slaar en Streg over den Høflighed, som skyldes dem, der i et saadant Tilfælde ere lige berettigede til Opmærksomheden. Jeg tillod mig derfor at sige til Marchallen: "Vaudevillen "Nei" er i Aften blevet spillet af tre Skuespillere foruden mig. Vi ere alle Fire komne herud for at underholde de kongelige Gjæster; det kan altsaa ikke være Kongens Mening, at jeg skulde være den Eneste, som der vises en Udmærkelse, hvorpaa ingen af os har Krav. Jeg beder Dem derfor endnu en Gang at forhøre hos Kongen om, hvad der er hans Ønske." Med et ubeskriveligt stivt og koldt Udtryk i sit Ansigt forlod Hofmarchallen mig, men kom kort efter lettet og smilende tilbage, idet han sagde: "Jeg har Hans Majestæts Ordre til at indbyde Dem Alle." Og nu gik han ind i Herrernes Paaklædningsværelser for at indbyde dem til denne kongelige Naade. Heiberg sagde man Intet til, men han tog det for givet, at man ikke kunde anmode hans Kone om at komme uden ham, og han ledsagede mig ind i Salen. Jeg blev nu forestillet for Kong Oscar og Dronning Josephine og modtog nogle høflige Ord af dem begge. De forekom mig noget stive og forlegne i deres Holdning. Man saae i Dronningens Aasyn Intelligens og et vist distingveret Udtryk, men tillige noget Stivt og en vis Tørhed. Kongen saae alt den Gang slap og sygelig ud. Vor egen Kronprins - senere Frederik den Syvende - gik omkring med en stor Klap bundet for det ene Øie, hvilket klædte ham forfærdeligt. "Hvad feiler Deres Kongelige Høiheds Øie?" spurgte jeg ham. "Ih, nu, det feiler," gav han til Svar, "at jeg rimeligvis en af Dagene mister det rent og bliver blind." - "Ih bevares," udbrød jeg, idet jeg havde ondt ved at tilbageholde et Smil, thi jeg troede ikke rigtig paa Faren. "Ja," vedblev han, "det er en sur Tid for mig denne; Kongen har lidt ondt i et Ben og tager sig Ferie, medens hele Landets Arbeide kastes over paa mig." Naar man nu vidste, i hvilken Grad Prins Frederik blev holdt udenfor Alt, hvad der hed Regering, da var dette Paafund kun et af de mange, hvormed han ideligt holdt sine Omgivelser i Munterhed. Med beraad Hu spurgte jeg kort efter Prinsesse Caroline, da Prinsen var gaaet: "Hvad feiler Hans Kongelige Høiheds Øie?" Paa sin ligefremme Maade og med en Latter, der bragte mig 116 hendes elskværdige Fader i Minde, svarede hun: "Hans Øie feiler ikke mere end Deres; saadanne smaa Forklamninger som den med Klappen for Øiet, det morer ham; han tror derved at gjøre sig interessant; vi Andre le kun deraf."

✂ Der blev nu serveret The, medens Conversationen slæbte sig døsigt hen. Christian den Ottende trak sig da tilbage, og lidt efter lidt forsvandt de kongelige Gjæster som Skyggerne i et Camera obscura. Det Hele gjorde et overordentlig trist Indtryk. De store Sale, kun halvt oplyste, de faa Mennesker, der vare spredte, to à tre, hist og her, der var noget Skyggeagtigt i det Hele, Noget, der mindede om Hoffmannske Fortællinger; man vidste ikke, om man drømte, eller om det, man saae, var levende. Talen lød saa dæmpet, som om det gjaldt en Sammensværgelse og ikke om at forlyste en syg Konge. Til Lykke kunde man snart afbryde og tage bort, og glad var Heiberg og jeg, da vi ikke længere befandt os i de store pragtfulde, men triste Sale, men ovre i det utrolig slette Hotels lille Stue. hvor vi paany lode The komme, og hvor den blev nydt under en livlig Samtale.,,Havde du Lyst til at være Dronning?" spurgte Heiberg mig. "Uf!" var mit Svar; - "men," vedblev jeg, "hvis jeg var Dronning, da vilde jeg gjøre en formelig Revolution. Landets udmærkede Mænd og Kvinder skulde være min Omgang, ligemeget om de fandtes mellem Adel, Borgere eller Bønder. Adelen skulde jeg bringe til at forstaa, at det ikke er det ydre Skin, men det indre Værd hos Mennesket, hvorpaa det kommer an, og Bonden vilde jeg hæve, saa han ikke skulde føle sig ydmyg lige overfor fornemme Folk, men ligesom alle Andre se op til dem, der stode over ham i Aand, Indsigt og Character, og ikke tro, at han, fordi han eier Køer, Svin og Heste, er lige saa god som den, hvem Gud gav Begavelse til at gaa foran sin Nation i Statskunst, Videnskab, Kunst eller Litteratur. Al adelig Forret skulde ophøre, thi denne unaturlige Arv skaber latterlige Mennesketyper. Enhver Individualitet maa selv tilkæmpe sig den Plads og den Stilling i Samfundet, som han gjør Krav paa. Vil han ikke udmærke sig, saa lad ham smelte sammen med Massen, thi da er dette hans naturlige og rette Plads. Et Menneske er ikke latterligt, fordi han ikke udmærker sig, men han er latterlig, naar der er paatrykt ham et falsk Stempel, saa man tror at have en Daler i Haanden, medens det nærmere beset knap er en Skilling. Al Adelsforret skulde som sagt ophøre, men til Gjengjæld vilde jeg være stolt af enhver udmærket Mand eller Kvinde i mit Land, som om Manden var min Søn, Kvinden min Datter. Jeg vilde gjøre mig Umage for at følge deres Interesser, deres Arbeide, og ligesom Præsten bør dele med sin fattige Menighed, saaledes vilde jeg dele med mine Undersaatter, dele med Videnskabsmanden og Kunstneren, der ofte standses paa sin Vei, fordi han ikke tør fordybe sig i et Arbeide, der kan give ham og hans Land Ære , 117 men ikke Brød, Brød, som en talrig Børneflok raaber paa. Min Dronningeetikette skulde kun bestaa i den Ærbødighed, som enhver Kvinde i Ordets fulde Betydning tvinger Alle, der staa Ansigt til Ansigt med hende, til at underkaste sig. Hvis en Videnskabsmand, en Retslærd, en Kunstner, en Haandværker, en Landmand udmærkede sig, skulde Landets Moder ikke staa tilbage for deres egen Moder i Glæde over Sønnens Hæder. Naar jeg tænker paa, hvor ofte jeg har erfaret, at vore Konger, Dronninger, Prinser og Prinsesser ikke kjendte Landets Digtere, Forfattere, ikke kjendte dem, der havde trængt ned til de laveste Klasser i Folket, ikke kjendte dem af Navn, har jeg ikke kunnet lade være at føle en Smerte herover, der mere end een Gang er gaaet over til Harme. Min Gud, tænkte jeg da, hvorfor er man Konge, hvorfor Dronning, hvorfor hører man til det første Hus i Landet, kalder Befolkningen Landets Børn, Kongen Landets Fader, Dronningen dets Moder, naar dette Lands Sønner og Døtre, deres Virken, Stræben, Hæder ikke ligger En paa Hjerte? Hvad har en Konge og Dronning at være stolt af, undtagen den Nation, de herske over. Nei, jeg har aldrig kunnet fatte denne Ligegyldighed. Hvis jeg stod i Spidsen for en Nation, da vilde det blive mit Livs Nødvendighed at opmuntre, belønne, ikke blot med Penge, men med Ord, med Bønner om ikke at trættes, men holde ud, thi deres Seier vilde være min egen. Og hvor trænger man mere til Opmuntring af denne Art end netop i et lille Land? De Tilskyndelser, en stor Nation kan byde sine udmærkede Sønner, savnes her for Størstedelen. Ingen europæisk Navnkundighed, ingen Udsigt til, at selv den kraftigste Anstrengelse fører til Betryggelse af vor egen og vore Børns Fremtid; Nøisomhed og en vedvarende Kamp, et vedvarende Arbeide, selv naar vi føle, at vi burde overlade vor Virksomhed til yngre, livligere Kræfter, det er det Perspectiv, som stilles os for Øie, uden at de triste Linier heri tør gjøre os modløse. Hvad skulde da holde os oppe i vor Fattigdom? Det Eneste, der holder den Fattige fra at tabe Modet og bringer ham til med Glæde at spise den fattige Kost, Kjærlighed ."

✂ Heiberg lo ad mig og sagde: "Du vilde faa noget travlt som Dronning, ifald du saaledes skulde tage hver Enkelt under din Beskyttelse." - "Ja," svarede jeg, "travlt vilde jeg faa, men til Gjengjæld vilde jeg aldrig komme til at smage den kongelige Ret, som hedder Kjedsomhed ."

✂ Næste Morgen kjørte vi i et himmelsk Veir til Kjøbenhavn, glade over, at det Hverv at forlyste en syg Konge og hans Gjæster var tilende. Faa Dage efter sendte Christian den Ottende mig et Guldarmbaand med blaa Emaille og Diamanter. Naar Enden er god, er Alting godt.

✂

TOGET TIL HVEEN 1846.

✂ Foruden den kongelige Begivenhed paa Frederiksborg Slot bragte denne Sommer en anden og helt forskjellig. Der tænktes virkelig for Alvor paa en lille Folkevandring over til Hveen, til Minde om det Aar, da Tycho Brahe for tre Hundrede Aar siden blev skjænket Norden, det bedste Bevis for, hvad Virkning Heibergs Afhandling i "Urania" om Tycho Brahe havde gjort; i Sverrig havde den bevirket, at Kong Oscar for første Gang var reist til Hveen for at tage Ruinerne i Øiesyn. Men hvor naturlig var ikke Virkningen paa os Alle herhjemme; man maatte da ikke have en dansk Blodsdraabe i sine Aarer, ifald ikke Billedet af denne Mand og hans mærkelige Søster paa mere end een Maade berørte os. Det blev nu bestemt, at alle Dampskibene paa den Dag skulde gjøre en Tur til Hveen og medtage saa mange, de kunde rumme. Det skandinaviske Selskab med Lehmann i Spidsen leiede et af Skibene, til hvilket Heiberg og jeg som Æresgjæster bleve indbudne tilligemed Constantin Hansen med Frue; Hansen havde malet Faner og Flag til Togets Forskjønnelse, Fru Hansen og jeg vare saaledes de eneste Damer ombord i Skibet. Om Morgenen den 21de Juni, Aarets længste Dag, var det halve Kjøbenhavn i Bevægelse, dels for at reise til Hveen, dels som Tilskuere ved Indskibningen fra Kvæsthusgaden. I det skjønneste Veir gled Skibene under Mængdens Hurraraab hen over Vandet, idet et Musikkorps istemte vor Nationalsang: "Der er et yndigt Land". Hjertet svulmede i Brystet paa mig, og da jeg saae hen paa Heiberg, stod han der høi og rank med vibrerende Læber og Taarer i Øiet. At han skulde opleve, at der bragtes hans første Kjærlighed en saadan Hylding, fremkaldt ved ham selv, gjorde ham en stor og inderlig Glæde. Da vi vare komne lidt ud i Sundet, uddelte Lehmann smukke Cocarder med flagrende Baand og de tre Rigers Farver, hvilke Alle heftede paa Brystet til Tegn paa, at de, der bare dem, hørte til det egentlige Tog.

✂ Under en forfærdelig Hede og en Støvsky, der næsten hyllede Alle og Alt ind i et uigjennemtrængeligt Slør, vandrede vi endelig op til den Slette, hvor en Talerstol var opreist for dem, der ønskede at udtale sig i Dagens Anledning. Efter et Par Ord af Professor Sommer traadte Lehmann op og fremførte nu i en noget exalteret Begeistring, hvad han havde at sige om Tycho Brahe og det utaknemmelige Fædreland; men til Gjengjæld, sagde han, vilde vi reise ham en Statue paa en af vore offentlige Pladser, og han opfordrede - idet han svingede sin graa Hat - Svenskerne til her paa Hveen at reise ham en himmelhøi Obelisk, der skulde kunne ses fra alle Kanter, langt ud over Havet. Der var Varme i denne Tale, tilvisse, og den var vist ogsaa oprigtigt følt, men der var ingen ret Alvor bag denne Begeistring for Tycho 119
Brahe, ingen Smerte bag Følelsen; begge Dele vare flade og manglede Baggrund; det var en routineret Tale over et Thema, som var blevet Gjenstand for Dagens Conversation; man vidste, hvorom der skulde tales, og i hvad Aand der skulde tales; man leflede lidt med Tychos Minde, med Kongernes Utaknemmelighed, med den vaagnende Skandinavisme, men intet ualmindeligt Ord løftede den Masse, der lyttende stod ved Talerstolens Fod, over Hverdagslivet. Man raabte Bravo paa samme Maade, som naar en Kunstner kommer godt fra sit Kunststykke, men det var ikke en Tale, der fremkalder et af disse Raab, hvori ligger, at en Nation føler sig selv og ligesom udbryder i et kraftigt Ja eller Nei, der skal give tilkjende, hvad der gjærer og rører sig dybt i dens inderste Væsen. Da Lehmann gik ned af Talerstolen, steg en ældre, bredskuldret Mand op. I første Øieblik troede jeg at se en Bonde i sin Kofte, saa skjødesløs var hans Paaklædning. Den grove, bredskyggede Hat og de bare Hænder bidroge ikke lidet til at holde mig i den Tro, at en velstaaende Bonde havde indfundet sig for at give sit Besyv med i Laget. Men da han løftede denne Hat, og det mægtige Hoved med den yppige Haarvæxt, de brede Tindinger og den fintdannede Munds Bevægelse kom tilsyne, da overraskede det mig ikke, at En, der stod nær, sagde: "Det er Professor Thomander fra Lund." Med virkelig Humor og med bidende Ironi og Vittighed imødegik han Lehmanns Opfordring, spottede over den himmelhøie Obelisk og udtalte sin Vantro med Hensyn til dens Virkeliggjørelse paa en Maade, der vilde have havt noget Saarende, hvis Spidsen af hans Pile ikke var blevet stumpet af ved det Humoristiske i hans Tale og ved den Kjærlighed til Danmark og de Danske, der lyste ud af hans Ord. Hans Tale blev ledsaget af Tilhørernes Latter og Bifald; thi man sige om os, hvad man vil, det Satiriske, det Comiske, det Vittige forfeiler aldrig sin Virkning paa os, og det er vel det, der holder os Danske unge, næsten altfor unge! Efter at denne Del af Festen lykkeligt var tilbagelagt, spredte Alle sig for at nyde, hvad de medbragte Madkurve formaaede. Nogle af vore Bekjendte havde opsøgt os og sluttet sig til os, derimellem Justitsraad Lunding, Cabinetssecretair hos Kronprins Frederik, og Michael Wiehe. Lunding, der egentlig var en melancholsk Natur, havde som mange saadanne en ualmindelig Humor, der gjorde saa meget større Virkning, som den altid kom uden Pretention og med stor Tørhed. Han havde det Talent at tegne Karikaturer og øvede det ofte paa Venner og Bekjendte, men den bedste var den, han havde gjort af sig selv, og som han undertiden brugte til Visitkort, naar de, han havde villet besøge, ikke vare hjemme. Jeg erindrer i dette Øieblik en Dag, da han bragte mig i en ustandselig Latter ved at fortælle Følgende om sig selv. "Tænk Dem," sagde han, "hvilket Uheld jeg i Dag har havt. Jeg veed ikke, om De har bemærket, at jeg bærer Paryk? Jeg har hidindtil omhyggeligt skjult det for 120 Alle, men efter hvad der i Dag er mødt mig, vil jeg opgive Eiendomsretten paa denne Hemmelighed. Jeg kommer gaaende i Store Kongensgade, og en Dame af mit Bekjendtskab, som jeg ved første Øiekast ikke kjender paa Grund af min store Nærsynethed, kommer mig imøde og har den store Venlighed at hilse mig først; forfærdet herover rev jeg Hatten af med en saadan Voldsomhed, at en ganske ny Paryk, som jeg for første Gang havde paa, blev hængende ved Hatten og ved Bevægelsen faldt i Rendestenen. Et Secund stod jeg som lynslagen og tænkte: Hvad skal du gjøre? Men i næste Secund havde jeg taget min Beslutning og opgav Parykken, idet jeg, saa hastigt jeg kunde, ilede afsted; men hvad sker? Kort efter hører jeg et forfærdeligt Raab efter mig, og da jeg med Gysen forudsaae, at den ulykkelige Paryk forfulgte mig, lod jeg først, som om disse Raab ikke kunde gjælde mig; men snart blev jeg indhentet og uforskammet banket paa Skulderen, idet en Mand holdt min Paryk varsomt paa den yderste Spids af sin Stok og sagde: "Denne hersens er nok Deres, vær saa artig!" Med en fortvivlet Kraftanstrengelse greb jeg den ulykkelige Paryk og puttede den i Baglommen, men med en saadan Heftighed, at jeg nær havde kastet Parykkens Redningsmand omkuld, og ilede afsted, forfulgt af Mandens Skjældsord over den Utaknemmelighed, han havde været Gjenstand for." Man tænke sig dette fortalt med Lundings overstrømmende Lune!

✂ Da Alle vare ankomne til den store Plaine, satte de mange Hundrede Mennesker sig nu i Græsset og begyndte at pakke Kurvene ud, hvilket frembød et virkelig malerisk Skue paa den deilige, solklare Dag. De mange brogede Farver, de glade Ansigter, den hele Summen og Latter af de mange Stemmer, mandlige og kvindelige, Alt tydede paa, at Alle havde besluttet at være glade, og saa vare de det ogsaa. Paa Plainen fandtes der et Par Trægrupper, hvor der var anbragt Borde og Bænke; en hel Herlighed var det at besidde et af disse til at holde Maaltid ved. Man tilbød Heiberg at tage Plads ved et, og glade ved denne Udmærkelse havde vi med vore Venner slaaet os ned, og jeg havde alt begyndt med Tjenerens Hjælp at pakke vore Rariteter ud, da vi bleve ubehageligt overraskede ved, at et helt Selskab af unge Studerende uden videre kom hen, satte sig ved vort Bord og paa vore Bænke og ligeledes begyndte at pakke ud og sætte deres Sager paa den modsatte Ende af Bordet. Jeg kjendte Heiberg for godt til ikke at vide, at han ansaae dette for en uforskammet Paatrængenhed, for en Fornærmelse især mod mig, og jeg maatte næsten smile, da jeg saae hen paa ham og saae et Ansigt, der sagde alt Andet, end at de paatrængende Gjæster vare velkomne; og virkelig fordærvede de jo ogsaa vor Glæde, thi al aaben og frimodig Tale maatte jo standse, naar man sad Side om Side med ganske ubekjendte Mennesker. De bemærkede nu snart paa Heibergs Holdning, at han fandt, at de bare sig 121
taktløst ad; og som det saa ofte gaar, den, der forløber sig, gjør sig vred og mut, saaledes ogsaa her. Da de unge Herrer saae, hvor uvelkomne de vare, bleve deres Miner stive og ubehagelige. Jeg tænkte: Hvad er nu herved at gjøre; de ere her jo nu engang; der er intet Haab om, at de ville fortrække; skal nu deres og vor Glæde forspildes ved dette kjedsommelige Tilfælde? Dette fandt jeg taabeligt, baade af dem og af os, og for med eet Slag at vende Stemningen til Fordel for alle Parter, benyttede jeg en udmærket Leverpostei, som jeg netop havde pakket ud af Kurven, til dette Øiemed, rakte den til den Nærmeste af det fremmede Selskab og sagde: "Skulle vi dele? jeg ser, De har ikke denne Ret, vil De lade den gaa rundt; maaske De da ofrer os noget af Deres gode Sager, som vi ikke have." Disse Ord forvandlede med Et Alles Miner og Gemytter, og i et Nu rakte de os snart Et, snart et Andet af deres Madkurv, og inden faa Minutter sad her et stort, muntert Selskab i Stedet for to Hold, der vilde have siddet som en flakt Ørn, uden Maal og Mæle, uden Glæde og Munterhed. Udenfor vor Løvhytte sad Hall paa Jorden med sit Selskab, en Familie, der havde inviteret ham til at være med dem og et Par Svenske. Familien havde udbredt en Dug paa Græsset; jeg kunde saaledes fra mit høie Stade se Alt, hvad der blev serveret, og saae nu til min Forundring en Bunke skaaret Smørrebrød, hvis Udseende man kan forestille sig, da det paa den brændende Dag havde gjort Reisen fra Kjøbenhavn, Stykkerne tæt sluttede i hinandens Favn; men min Forundring steg til Latter og Medlidenhed med Hall, da jeg, medens Hundreder af Champagnepropper knaldede hen over Piainen, saae Husmoderen i Halls Kreds ligge paa Knæ i Græsset og presse Citroner i en gammel, grønmalet Kjøkkenspand til Limonade, en Spand, hun, efter hvad jeg senere erfarede, havde laant i en lille ussel Hytte i Nærheden, og som hun i sin Nød maatte tage tiltakke med. Aldrig kan jeg glemme Halls ubeskrivelige Udtryk ved denne nationale Familiefest! Min Medlidenhed steg, saa jeg gik hen til ham og fik sagt til ham, uden at de Andre hørte det: "Besøg os i Løvhytten, Hall! Vi ere muntre og have mange rare spiselige Sager, uden at tale om de drikkelige!" Med et Suk og Vemod i Øiet svarede han: "Ak, jeg kan jo ikke, jeg er bunden til Vandspanden og lider Tantaluskvaler ved at se Jer Andre svælge i Nydelsernes Overdaadighed. Jeg lider Trang, men det fik endda være med mig, men jeg skammer mig for disse skandinaviske Brødre, som dele Skjæbne med mig; men saa meget tør jeg spaa," vedblev han, idet Smilehullet i hans Kind og Hage blev dobbelt saa dybt, "med disses Skandinavisme er det forbi efter en slig Behandling af Danas Æt." Leende forlod jeg ham, idet han sagde: "Ja, De kan sagtens le!" Man hørte nu Skaaler udbragte fra de forskjellige Grupper. Sang og Hurraraab afvexlede, og der var kommen Liv og Lystighed over Alle. Det var Heiberg, der ved sin "Urania" 122
havde vakt Stemningen for et saadant Tog til Hveen, for en saadan Hylding til en for tre Hundrede Aar siden født stor Mand. I Aar og Dag havde han arbeidet paa at gjøre sine Landsmænd bekjendte med Tycho og hans Slægt, hans Arbeiders Betydning for Norden, for hele Europa; det var ham, der med Opofrelse af Tid og Kraft havde udgravet Tychos Minde for hans Landsmænd; det var Digteren, som, fra han var et Barn, havde elsket dette Minde, og som ofte med et bevæget Sind havde gjentaget Tychos Ord: "Sig mig dog, hvad var min Brøde, o Fædreland, at du forstødte mig." O, hvilken dyb Nationalfølelse udtale ikke disse Ord hos den arme forurettede Mand! Jeg sagde engang til Heiberg: "Man taler saa meget om Pøbel, hvem er Pøbel?" Han svarede da: "Kun den hører til Pøbelen, som er uden Nationalfølelse, som ikke er fastgroet med sine fineste Rødder til den Plet af Jord, hvorpaa Forsynet satte ham." Tycho Brahe viser Sandheden heraf, thi inden to Aar bøiede den ædle, stolte Natur sig til Døden under Smerten over den Uret, der var overgaaet ham i hans elskede Fædreland. Heiberg havde hele sit Liv igjennem følt Sorg ved denne Mands Skjæbne. Var det en Anelse om, at ogsaa han, om end i langt mindre Grad, skulde føle Utaknemmelighedens og Urettens smertelige Braad? Hvem kan tyde Anelser? I 1819 havde han som Yngling skrevet sin "Tycho Brahes Spaadom"; Digtene heri om Tycho vare kjendte af Alle og ofte benyttede som Mønsterdigte, man gav de Unge i Skolerne at læse; nu havde han atter levet med Tycho, seende med ham op til Stjernerne, vandrende med ham ved de Ruiner, som til Skam for hans Fædreland vare prisgivne til Raahed og Uvidenhed. Han havde villet minde Fædrelandet om denne dets Søns Fødsel for tre Hundrede Aar siden, og han havde nu virkelig samlet Landets Sønner og mange af dem hist ovre fra den anden Side Sundet til dette Stævne ved Graven. Hvad havde nu været rimeligere, end at den studerende Ungdom, naar den vilde udbringe et Hurra for en Mand ved denne Leilighed, da havde udbragt det for ham, der havde fremkaldt Mødet; men ikke engang ved den Leilighed fandt man Anledning til dog een Gang at udtale, hvad Heiberg havde været og var for den aandelige Udvikling herhjemme. Ham bragte man intet Hurra, men vel en Mand, der sad i vor Nærhed, og som ikke havde havt det Allermindste med den hele Sag at gjøre, men som nu engang var udset til at modtage Fakkeltog, Hurraer og andre Udmærkelser ved alle mulige Leiligheder, nemlig Professor Clausen. Enkelte følte dog det Upassende i denne Forsømmelse og kom ind i vor Løvhytte for at drikke Heibergs Skaal; blandt disse Enkelte var Orla Lehmann. Man tro nu forresten ikke, at denne Tilsidesættelse forspildte Heibergs Glæde ved denne Tychos Fest, og dog mindes jeg kun denne ene Gang at have hørt ham udtale nogen Forundring over Forbigaaelsen, og det med 123 et noget smerteligt Udtryk, der, netop fordi en saadan Klage saa sjeldent lød fra hans Læber, virkede desto stærkere paa mig. Det gaar os med Mennesker som med Dyrene; det taalmodige, nøisomme Dyr rører os; naar det taalmodige, fordringsløse, i sin Smerte tause Menneske, der aldrig klager, aldrig pukker paa sine Fortjenester, en enkelt Gang løfter sin Røst, da føle vi dybt med ham, fordi vi vide, at et vist Maal maa være overskredet, naar disse Læber bevæge sig i Klage.

✂ Da man havde spist og drukket, raabt Hurra og sunget, opløste alle Grupper sig, og man spredtes over hele Øen for ret at tage den i Øiesyn. Med Heiberg og mig fulgte Lunding og Wiehe. Efter at have streifet længe om paa Øen i det deilige Veir, hvormed denne Tur ret var begunstiget, hvilede vi alle Fire paa den høie Skrænt "Bækvig", som fremstilles i det tredie Billede, der ledsager Heibergs Afhandling om Hveen. Her, med Udsigt til Landskrona, sade vi i en henrivende Solnedgang, Heiberg glad og underholdende, Lunding muntert skjemtende, Michael Wiehe taust drømmende, men med et mildt, stille glad Udtryk, og jeg med Skjødet fuldt af de utallige Markblomster, som jeg havde fundet i Grøfter og Gjærder paa vor Spadseretur, og hvis Pragt omgav os endnu paa den Plet Jord, hvor vi sade, saa jeg i Et væk forøgede min Samling, idet jeg blot behøvede at strække Haanden ud i det frodige Græs. Mageløst var det at sidde her og skue hen over Sundets Speilflade; Skibene laa der spredte i magisk, rødlig Belysning, speilende sig saa idealsk, at havde ikke Speilbilledet staaet paa Hovedet, vilde det have været vanskeligt at sige, hvilket af Billederne der var det virkelige, hvilket Gjenbilled. Sjeldent ser jeg Naturskjønheder, uden at Bellman synger i mit Indre, saaledes ogsaa her; jeg sagde:

✂ "Ä'ke det guddomligt? - Dessa ängarna!"
"Guddomligt att beskåda!"

✂ Og har man først med et Par Linier mindet om denne magiske Natursanger, da gaar det med den ædle Digtervin, som naar man plukker det første Bær af en moden Drueklase; man har ondt ved at holde op, før hele Klasen er nydt. Den ene af hans Sange fører til den anden; det er fast umuligt at slippe dem igjen.

✂ Solen var alt under Horizonten, og vi maatte tænke paa at naa til Strandbredden, hvor Dampskibene ventede for atter at føre os over til Sjælland. Vi begave os da paa Vei. Wiehe udtalte sin Glæde over, at han atter til Vinter skulde spille Romeo, og vi talte frem og tilbage, saa vel om Mesterværket i sig selv som om Maaden at udføre det paa, men især udtalte vi vor Glæde over at skulle udføre det. Han var i det Hele taget saa 124 stille elskværdig paa denne yndige Sommerdag, at Heiberg sagde: "Han er dog anderledes end de fleste Skuespillere, saa fri for alt Hovmod, for al Jagen efter Effect i det daglige Liv, en saa opmærksom Hører; godt var det imidlertid, om han selv vilde give Lidt af det, man aner gjennem hans tænkende Øie, men som han Alt beholder for sig selv."

✂ Da vi nærmede os Strandbredden, hvor alt en Mængde af Hveens Besøgende havde indfundet sig til Indskibning, kom Professor Thomander og bad Heiberg præsentere ham for mig. Det var mig en virkelig Glæde at tale med denne Mand, der kom mig imøde, som om han i mange Aar havde været min Ven. Saa aabent, saa djærvt, saa kjækt udtalte han mange Meninger og Anskuelser for mig paa en saa livlig, naturlig Maade, at jeg med Glæde havde sat mig ned i Sandet paa Strandbredden, saa længe det skulde være, og lyttet til denne svenske Bjergrøst, fuld af Forstand, Phantasi og Følelse. Han talte ogsaa med mig om Jenny Lind. Jeg klagede for ham over, at jeg under hendes Ophold i Kjøbenhavn ikke personligt havde faaet mere med hende at gjøre. Han afbrød mig, idet han sagde: "De behøver Intet at sige herom; jeg har fulgt denne Sag, mere end De maaske tror. Den Kreds, som optog hende helt og holdent under hendes Ophold i Kjøbenhavn, maatte nødvendigt udelukke hende fra Deres." Ogsaa han beklagede, at den Jenny Lind, som hele Sverrig bar paa Hænderne, ikke havde kunnet modstaa Fristelsen at vandre ud og blive europæisk berømt; "hun blev derved en Anden," sagde han, "mistede sit Fædreland uden at faa et nyt i Stedet." Der var Noget i denne Mands Tone lige overfor mig, Noget, hvad skal jeg kalde det, Faderligt, Fortroligt, som jeg aldrig har kunnet glemme, og som selv i dette Øieblik, jeg nedskriver dette, tyve Aar efter, gjør godt at tænke paa. Naar man ikke kjender det Mindste personligt til en udmærket Mand, og denne da pludseligt, uventet træder os imøde, ikke som en Fremmed, men som En, der ved sin Tale viser, at han har fulgt os paa vor Vei, kjender vore Skjæbner, er inde i vore Bestræbelser og agter dem, tror det Bedste om os, ja kommer os imøde med en gammel Vens Hengivenhed, da veed jeg Intet, som i den Grad løfter vor Selvfølelse; det er, ligesom naar man tvivlraadig søger om Veien i Skoven, og der da pludseligt viser sig et Hus, en Sten, en Sti, som vi kjende, og som viser os, at vi ikke forvilde os, men at vor Kurs er den rette; en Fred, en Tryghed, en stille Glæde overfalder os da. En saadan Følelse havde jeg hin Aften ved Hveens Strand, da Thomander talte med mig.

✂ Ovenpaa den ualmindelig deilige Dag var fulgt en, om muligt, endnu deiligere Aften. Fem eller sex Dampskibe, overfyldte med Passagerer, styrede nu atter under Musik tilbage til Sjælland. Uagtet det var Juni Maaned, hvor Stjernerne ellers ikke ere glimrende og pragtfulde, vare de det dog 125 paa denne Aften; og aldrig kan jeg glemme de Timer paa Skibet, hvor Himlen over os speilede sig i Vandet under os og satte Phantasien i en Stemning, der blev forhøiet ved Musiken og de mange glade Ansigter, der mødte En, hvor man saae hen. Adskillige pudsige Scener udeblev ikke. Skibet var som sagt overfyldt, og Mange havde af Mangel paa Plads sat sig tæt sammenpakkede op paa Rælingen. Med Et trænger et ungt, blondt Menneske sig frem. Man raabte til ham fra alle Kanter: "Hvor vil De hen? Her er ingen Plads!" Han trænger desuagtet hen imod Kanten af Skibet; Raabene forstærke sig: "Gaa, De kommer ikke frem!" da han med Et siger: "Jeg maa, jeg har ondt, jeg skal kaste op!" og nu, som ved et Trylleslag vege Alle tilbage med et Skrig af Frygt for at forholde Søen dens Bytte, og den Lidende fik ti Gange saa megen Plads til sin triste Gjerning; det stakkels Menneskes Vaande blev ledsaget med et Chor af Latter fra de unge, overmodige Søhelte.

✂ Jeg havde sat mig paa mit sædvanlige Yndlingssted, naar jeg er til Søs, nemlig i Forstavnen af Skibet, ovenpaa en Rulle Toug, som jo gjerne findes paa dette Sted. En Del af vore Bekjendte satte sig hos os, deriblandt Wiehe. Et ungt, af Dagens Begeistring noget exalteret Menneske, som jeg for nogle Aar siden havde mødt paa tredie Sted, havde, saa ofte det lod sig gjøre, nærmet sig mig. Ogsaa her paa denne Plet tog han Ophold. Wiehe sad taus og drømmende som sædvanligt. Da sagde det unge Menneske til mig: "Om kort Tid ere vi ved Kjøbenhavn. Aar ere gaaede, siden jeg sidst saae og talte med Dem; hvor lang Tid skal nu atter hengaa, inden jeg ser Dem nær ved og taler med Dem? Det vil vist vare en Evighed, og den er lang." Wiehe, der havde siddet fordybet i Betragtning af Stjernerne, saae nu stivt hen paa ham og sagde med en klangløs Stemme, som han undertiden betjente sig af: " Evigheden er ikke lang ." - "Er en Evighed da kort?" svarede min unge Ridder. - " Den er heller ikke kort ," svarede Wiehe og hævede atter Blikket mod Stjernerne med en saa afvisende kold Mine, at min Tilbeder taus trak sig tilbage. Den Slags tause Mennesker som Wiehe have den Fordel, at naar de sige Noget, da er man tilbøielig til at lægge en hel Livsanskuelse i deres Ord, at sige, naar de i deres hele Personlighed have noget saa Tiltalende, som Wiehe havde det for saa godt som alle Mennesker. Der var En, som engang sagde om ham: "Man sidder ligesom i Spænding, naar man ser paa ham, over det, man tror der nu vil komme fra hans Læber, uagtet man jo af Erfaring veed, at han beholder Alt for sig selv." Paa Skibet pralede jeg for de unge Studerende med mit Kjendskab til Stjernebilledernes Navne, nogle Smuler, der vare faldne af for mig fra Heibergs rige Bord, og denne min Viden lærte mig, hvor lidt vore unge Studerende befatte sig med Himlens Løb, thi naar jeg undtager, at En og Anden 126 kjendte Carlsvognen, som de dog til min store Moro ikke vidste var det Samme som den store Bjørn, saa kjendte de ikke et af alle de glimrende Øine, der saa ofte kige ned paa Mennesket og tvinge det til at løfte Øinene opad og ikke overse det eneste rigtig store Billede, det er forundt os Mennesker at skue med vore legemlige Øine som Tegn paa, hvad en Uendelighed i Rummet vil sige. Hvor levende kunde jeg paa hin Aften tænke mig Tycho Brahe staa paa en af sine mange Altaner paa sit vidunderlige Slot, seende i Natten op mod hine Kloder, hvis Veie han kjendte, staa der ventende paa de Stjerner, hvis Ankomst op fra Horizonten han paa Secundet vidste, staa der maalende den hele Himmel, ikke blot som en Mathematiker maaler, men maalende den med sin poetiske Tanke, en anden Apollo, som hans begavede Søster pleiede at kalde ham. Hvor mange Reflexioner, hvor mange Følelser, hvor mange af Aandens Lynglimt gaa ikke igjennem en saadan Menneskesjæl i saadanne Nætter, medens vi Andre ligge og sove. Hvor underligt smaat bliver dog alt det daglige Slid lige overfor en saa ophøiet Gjerning!

✂

"ROMEO OG JULIE".

✂ I denne Sommer tilbragte vi en deilig Maaned i det smukke Humlebæk. Aarets bedste Nydelse var ene med Heiberg at ty ud paa Landet i Stilhed og Ro og glæde mig over Naturen, hvis beroligende Indflydelse mere og mere var bleven en Nødvendighed for mig. Jeg var ligesom de Stueplanter, der hele Vinteren igjennem maa gjøre Nytte i Værelserne, hvorover de Stakler ved Vinterens Slutning ere saa ødelagte, at de, naar Foraaret kommer, maa plantes ned et Sted i Haven for atter at samle Kræfter af vor Herres Sol, Dug og Regn.

✂ Men Opholdet var i Aar kun kort. Imod Sædvane havde jeg Intet imod, at den Tid nærmede sig, da Theaterprøverne toge deres Begyndelse. Jeg havde mange og vanskelige Opgaver at betænke til næste Saison, og det mylrede i mit Hoved og lod mig ingen Ro Dag eller Nat. Jeg trængte ligesom til at befries fra det meget Stof, som gjærede i mig. Først og fremmest var jeg ganske opfyldt af Shakespeares Julie, som jeg nu efter 20 Aars Forløb atter indstuderede. Jeg længtes efter Prøverne for at erfare, om det, jeg havde tænkt, slog til og gjorde den rette Virkning, Noget, man aldrig med Vished veed, før man ser det i Forbindelse med de Andres Spil og Opfattelse. Den første Prøve paa et Stykke er derfor, om end ufuldkommen, af stor Betydning for os; thi her føler man strax, om man er paa rette Vei eller ikke, om der kan opnaas Harmoni imellem det, vi i Stilhed have betænkt, og de Andres Opfattelse, og om vi i det Hele taget, naar det kommer 127 til Stykket, kunne udføre det, vi ville udføre, eller om vi skulle mærke, at Et er Villien, et Andet er Evnen. Ofte svigter Stemmen, Følelsen, Lunet, eller hvad det nu er, vi i Særdeleshed have Brug for i denne særegne Opgave, elier vi føle efter Sammenspillet med de Andre, at vi blive nødte til at begynde Indstuderingen forfra. En virkelig Skuespiller mærker strax paa den første Prøve, om der er Liv i det Billede, som her for første Gang træder levende frem af hans Indre; om det er, hvad Digteren har villet; thi dette Sidste er især Hovedsagen.

✂ Man vil erindre, at Julie havde været en af mine første større Roller, som jeg indstuderede saratidigt med at gaa til Præsten for at blive confirmeret, altsaa i mit 16de Aar. Uagtet jeg nu ikke, som den berømte Digter Tieck, mener, at man først i sit 40de Aar formaar at spille Julie, saa er det dog vist, at man ikke kan spille hende i sit 16de. Julie fremtræder i Tragediens første Akt som et Barn paa 14 Aar; man maa dog ikke glemme, at det er en 14-Aars Pige i Syden og ikke i Norden. Alt i fjerde Akt staar hun der som en fuldtudviklet Kvinde, kraftig, energisk, ikke vigende tilbage selv for det Forfærdeligste, det, som endog kunde bringe en Mand til at skjælve. Hun veed, hvad hun vil, og hun udfører sin Villie med Heltemod, et Heltemod, der ikke viger selv ved Dødens Porte. Den første Del af Rollen lader sig altsaa fortræffeligt spille af en ganske ung Pige, men aldrig den sidste, den vigtigste Del af Opgaven. Den første Del kan en ældre Skuespillerinde fremstille ved Kunst, saa der kan tilveiebringes en Illusion, men den unge Pige kan ikke ved Kunst frembringe Virkningen af den fuldt udviklede Kvinde, thi her kræves Modenhed i Kunstudviklingen, en virkelig Kunstnerinde, i Besiddelse saa godt som af Alt, hvad Tid, Erfaring, Dannelse fører med sig. Alle Nuancer hos Elskerinden, den hele Scala, lige fra den første umiddelbare Hengivelse til den dæmoniske Lidenskabs Høide. Det vil for Julies Fremstillerinde neppe slaa til kun at kjende de menneskelige Lidenskaber af Bøger; nogen Erfaring, hentet fra Virkeligheden, maa der til, og denne kan den ganske unge Pige endnu ikke have.

✂ Alle ere vel enige om, at Rötscher blandt de æsthetiske Dramaturger indtager den første Plads, at der hos ham virkelig findes Veiledning for den, der kan læse og forstaa den dybe Tænker. Hans Betragtninger over Shakespeares Værker, over de enkelte Figurer i disse, ere i høi Grad belærende og interessante; men af alle hans Udtalelser om de enkelte Characterer har den om Julie forekommet mig som det mest glimrende Bevis paa hans Opfattelsesevne. Denne hans Opfattelse af Julie fordybede jeg mig nu ganske i, da der i den ligesom var talt ud af mit eget Hjerte. Jeg læste, jeg talte, ja jeg tænkte i denne Tid ikke paa andet end paa denne yndige, brændende, heltemodige Pige. Hvor ofte, naar vore Aftengjæster forlode os, og Heiberg 128 tyede op til sine Stjerner, vandrede jeg da til langt ud paa Natten ensom i Søkvæsthusets Have, kun tænkende, kun drømmende mig ind i det deilige Digt, idet jeg gjentog de skjønne Monologer i Havens Gange, fordybede mig i Tanken om dette mægtige Menneske, denne Digtergenius, fra hvis Sjæl al denne Herlighed er udstrømmet, der har givet alle Menneskers Smerter og Lidenskaber Ord, Ord, som Enhver synes ere Ens egne, kun løste som ved en Troldmand fra Sjælens Indre. Hvem kan paavise noget af den menneskelige Stræben, hvem kjender en hemmelig Følelse i Sjælens Dyb, som dette Menneske ikke har givet Ord i sine Værker? Hvor var jeg dog betaget af denne Digter og hans Julie, som jeg i mit 16de Aar havde spillet uden en Anelse om, hvad jeg egentlig foretog mig, men som nu, henved 20 Aar efter, fyldte min hele Sjæl i den Grad, at jeg syntes, at Udførelsen af denne Rolle egentlig var mit Livs Kald; ja, jeg skammer mig formeligt over det Afguderi, hvortil jeg paa dette Tidspunkt var forfalden med Hensyn paa denne Opgave, og i hvilken Grad Udfaldet af denne Rolles Fremstilling laa mig paa Sinde. Det er en overordentlig vanskelig Sag i et Kunstnerliv at holde Maade med sin kunstneriske Interesse og ikke sætte det kunstneriske Maal som vort Livs høieste Opgave, ikke ganske at gaa op i sin Kunst; thi dette har intet Menneske Lov til . Vi ere henviste til et høiere Maal, en større aandelig Kamp, end den kunstneriske, der ofte fører os i helt modsat Retning og ødelægger, netop naar vi gaa seierrigt ud af Kunstneropgaven, det Vigtigste af Alt, vor Individualitet , idet denne saa let fortabes i den kunstneriske Selvforgudelse. Og dog! skal en Kunstner naa op til nogen Høide, hvorledes kan det da ske, ifald det ikke brænder i ham, ifald han ikke kaster alt andet bort end netop dette Ene, der fylder hans Sjæl, fylder den i en saadan Grad, at Karret undertiden truer med at sprænges af den gjærende Vin, ja for at være oprigtig og sige den fulde Sandhed, fylder den i den Grad, at vort Hjerte ligesom glemmer Gud og hans Engle og intet Samliv har med dem, men kun lever og aander for Phantasiens Fostre! Vi skabe og glemme, at han den Mægtige skabte os, glemme, at vi Intet formaa, hvis han ikke lægger sin Velsignelse til vor Gjerning, glemme, at disse kunstneriske Frembringelser, som vi mene at være Mester for, ogsaa ere hans Værk, idet han nedlagde Evnen i os og hjælper os med at faa dem frem og tydeliggjøre dem for Andre. Vi Mennesker kunne Intet udrette, uden at vi ganske gaa op i det, vi ville, og dette kunne vi paa den anden Side ikke uden Fare for at tabe os selv; det er vort Jordelivs største Vanskelighed at forene disse tvende Krav. Hvilken Udholdenhed, hvilken Afholdenhed, hvilket Fond af Kræfter hører der ikke til for at vandre hen ad denne Vei! Jeg var ikke paa denne Vei under Indstuderingen af Julie; jeg var i Lidenskab og glemte alt Andet over dette Ene; naar jeg af og til kom til lidt Eftertanke, 129 begyndte jeg næsten at frygte for, at Nemesis, naar Øieblikket kom, vilde kræve et Offer for dette mit Afguderi.

✂ Endelig, efter mange Forhindringer, kom "Romeo og Julie" omsider til Opførelse den 23de januar 1847. Jeg var lykkelig paa Prøverne ved den Glæde, som det er at turde udtale i lydelige Toner de herlige Ord, at turde hengive mig til de mægtige Stemninger, at turde lade mig løfte høit op over Hverdagslivets smaa Tryk, at turde ligesom formæle mig med den mageløse Digters Aand og føle og fornemme, hvad han har følt og fornummet, føle det, hvis det ikke klinger formasteligt, føle det maaske stærkere, end da det strømmede ind paa ham selv ved Inspirationen, hvori en Digter saa at sige faar det Bedste for Ingenting. Ikke saaledes er det med Skuespilleren; vel kunde man sige, at ogsaa han faar det Bedste ved Inspirationen, en Gave fra de høie Guder, men efter at en Skuespiller ved Inspirationen har grebet Billedet i dets Helhed, maa han møisommeligt, ligesom ved et Mosaikarbeide, føie Sten til Sten, og faa disse uendelig mange Smaating, som en Fremstilling bestaar af, til at passe ind i hinanden, for at et helt levende Billede kan komme frem heraf og paavirke Tilskuerne. Nu ere der nogle Talenter, som først gribe alle disse smaa Detailler, og deraf udspringer for dem tilsidst Billedet, men det Høieste opnaas ikke paa denne Maade. Først det hele Billede bestemt, levende, sikkert, saa Fordybelsen i alle de smaa Træk, der slutter sig dertil, først saaledes gjør man Digterens Ord til sine, Digterens Følelser, hans Glæder, hans Smerter til sine egne Glæder og Smerter; ja, hvor besynderligt man dog kan tilegne sig Digterens Ord og Tanker, det er ikke længere hans, men vore; vi synes, at de ere undfangne af os selv. Jeg mindes i dette Øieblik en Samtale, jeg engang havde med den gamle Grundtvig. Vi vare begge hos Hall til Middag. Efter Bordet kom Fru Hall hen til mig og sagde: "De maa endelig tale rigtig med Grundtvig; jeg har glædet mig over at føre Jer To sammen." Jeg bad paa det Indstændigste, om jeg maatte være fri herfor. Vi omgikkes ikke Grundtvig, da han aldrig havde kunnet forsone sig med Heiberg paa Grund af den Polemik, hvori de engang havde været indviklede. Ved Bordet havde han mishaget mig ved sine hensynsløse Udtalelser til høire og venstre. Han havde forekommet mig som en bidsk Hund, om hvem man ikke vidste, hvad Øieblik den vilde springe op paa Bordet og anfalde Gjæsterne med et vældigt Vov! Jeg havde derfor aldeles ingen Lyst til at tale med ham. Imidlertid holdt Fru Hall mig fast, gjorde Tegn til Grundtvig, og inden jeg saae mig om, vare vi To ene i et lille Cabinet, som stødte op til den egentlige Selskabssal. Han nærmede sig til mig og indledede en Samtale: "Lad os sætte os her og tale lidt i Ro," sagde han, idet han pegede hen paa en Sofa i Dybden af Stuen. Vi satte os, og nu dreiede han strax Samtalen hen paa vore Digtere, især Oehlenschläger og Hertz, 130 idet han temmelig bittert sammenlignede dem med Shakespeare, den eneste Digter, som det lod til, at han anerkjendte. Nu ja, det bedste er godt nok, som man siger. Fra Digterne kom Turen til Skuespillerne. Med en vis Foragt i Minen, der sandelig ikke skulde bidrage til at gjøre mig forfængelig, sagde han: "Jeg kommer saa godt som aldrig i Theatret og har ingen Interesse for Skuespilkunst, thi det skal ingen faa mig fra, at første Gang en Skuespiller spiller en Rolle, nu ja, det lader jeg gaa, men anden Gang den samme Rolle spilles, er det jo dog ikke andet end den pure Affectation." Jeg svarede ham, at en saadan Anskuelse kunde jeg umuligt gaa ind paa, men at jeg syntes, at hvis denne hans Opfattelse var den sande, da saae jeg ikke rettere, end at den Præst, der den samme Formiddag prædikede den samme Prædiken to Gange i to forskjellige Kirker, da ligeledes kun var sand den første Gang, men affecteret den anden Gang. Denne Ytring af mig behagede ham aabenbart ikke; han svarede, idet hans Læber zitrede, med slet tilbageholdt Vrede: "Nej, Tak skal De have! Præsten kan prædike den samme Prædiken to Gange, thi Ordene ere hans egne ." - "Men en god Skuespiller tilegner sig Digterens Ord, som om de vare hans egne," svarede jeg, og nu prøvede jeg paa at gjøre mig forstaaelig for ham, idet jeg udviklede, hvor forunderligt en Skuespiller formaar at formæle sig med det Digt, han fremstiller; men enten vilde han ikke, eller han kunde ikke forstaa mig; jeg er tilbøielig til at antage det Sidste. Der manglede ham aabenbart en Sans paa dette Punkt. Mon Grundtvig har havt Sans for Maleri? Jeg maa næsten betvivle det. Hvor vilde han ikke være bleven forundret, om han havde kunnet se ind i mig under min Indstudering af Shakespeares Julie! Nej, sandelig, min Glæde og Henrykkelse herover var ikke Affectation.

✂ Aftenen kom, da jeg skulde udføre, hvad jeg saa længe havde forberedet. Den Tanke, at jeg vilde komme til at bøde for mit Afguderi under denne Rolles Indstudering, havde igjen meldt sig med fornyet Styrke. Imidlertid gik Forestillingen sin rolige Gang for det tæt besatte Hus og blev fulgt med stor Opmærksomhed og Interesse, indtil jeg i tredie Akt, hvor Julie udtaler sig i Lidenskabens stærkeste Udtryk, med Et ser Røghvirvler stige op af Gulvet, hvor jeg stod. Aldrig har jeg som i dette Øieblik mærket, hvor Tanken kan være hurtig som Lynet. At sige til mig selv: Der er Ild i Theatret, det brænder under dine Fødder - det er Nemesis! - men jeg viger ikke, jeg vil have denne Monolog tilende, Ord til Andet, inden jeg forlader Scenen, - var hurtigere tænkt, end jeg her kan nedskrive det; jeg blev og fik Ord til andet sagt, hvad jeg vilde sige, men idet Julie forlod Scenen, brød Røgen frem med en saadan Styrke, at det ikke længere var muligt at skjule det for Publikum, og der opstod en saadan Alarm, at Teppet 131 maatte gaa ned. Ubeskrivelig var min Smerte, da jeg var kommen ud i Coulissen. Spildt! Alt spildt! Illusionen fuldstændig tilintetgjort! Endnu medens jeg stod paa Scenen, var Ilden opdaget af de andre Skuespillere og Skuespillerinder, hvis Mumien og Udraab lød dæmpet til mig fra Coulisserne, hvor de beklagede mig i denne Situation; jeg blev derfor, da jeg kom ud, modtaget af en af Damerne med de Ord: "Vær ikke bange, endnu er der ingen Fare." - "Bange," udbrød jeg, "hvorfor?" Jeg blev næsten forbitret over denne Trøst, som om Frygt var det, der i dette Øieblik bevægede mig! Kunde jeg dog med Ord forklare den forfærdelige Tilstand det er, naar saaledes en tilfældig Omstændighed pludselig tilintetgjør al Illusion, og vi staa der berøvede alt det, der bærer os i denne Illusionernes Verden. Jeg kan kun sammenligne det med, hvad det vilde være for en Kvinde, om pludselig ethvert Klædebon faldt af hende, og hun stod der, udsat for Alles Øine - ja Billedet er ikke smukt, men jeg kan ingen Lignelse finde, der bedre passer til en saadan Situation; saaledes har jeg følt den som en Skam, thi pludselig staar man der, som en Gjøgler, der er set i Kortene; Følelsen af en uhyre Ydmygelse har ved saadanne Leiligheder lagt sig som en Sten paa mit Bryst.

✂ Jeg tyede op i mit Paaklædningsværelse, lukkede min Dør og overgav mig til min Smerte, ubekymret om Ilden dernede greb om sig eller ikke. Man blev imidlertid hurtigt Herre over den, saa at Stykket kunde fortsættes. En ny Kval! Man tænke sig, hvilken Anstrengelse der kræves af vor Phantasi, naar den efter en saadan Afbrydelse paany skal arbeide os og Tilskuerne ind i Illusionen. Dette var en af de smerteligste Aftener, jeg har oplevet paa Theatret, - og desuagtet fik Phister mig dog samme Aften til at le. Da jeg havde trukket mig tilbage under Alarmen, vidste jeg ikke, hvorledes Alt var gaaet til. Phister fortalte nu, at da Alarmen i Publikum begyndte at blive foruroligende, havde man formaaet Nielsen til at træde frem for at berolige Gemytterne; "men," vedblev han, "nu var det nær gaaet rent galt, thi da Nielsen forsikrede paa sit Æresord , at der ingen Fare var, da lød det: "Siger han det, saa er det vist Løgn, lad os hellere se at komme afsted" - og Gud veed, hvad der var sket for Ulykker, ifald ikke Teppet i det Samme paany var gaaet op og Forestillingen fortsat."

✂ Dog ikke nok med denne Sorg; jeg havde ogsaa en anden, som ikke gik mig mindre nær. Michael Wiehe havde tidligere gjort stor Lykke som Romeo; men Virkningen var nu kjendeligt ringere. Jeg klagede herover til mine Venner, idet jeg fandt, at Publikum var ubilligt mod ham. Martensen svarede: "De gjør Publikum Uret; Anken over hans Spils Mathed er ikke ugrundet; saa længe Wiehe spillede med den lille unge Pige, der debuterede heri, var hans Romeo tilstrækkelig fyldig; nu da han spiller den med 132 Dem. forslaar det ikke ret; De trykker ham, og han kan ikke vinde op i Niveau med Dem." Om denne Ytring udsprang af Interesse for mig, tør jeg ikke bedømme. Men en stor Sorg var det for mig, at Publikums Begejstring for Wiehe i denne Rolle saaledes var svækket. Fem Gange gik "Romeo og Julie" over Scenen i denne Saison, og for hver Gang fandt jeg selv, at Wiehe blev mattere og mattere; jeg saae, at hans Ulyst til at spille denne Rolle blev større og større, og den Glæde, han i Begyndelsen havde ytret ved atter at skulle spille Romeo, gik nu over til fuldstændig Vrantenhed, naar Stykket stod paa Repertoiret. Jeg var i høi Grad forundret over dette Omslag, thi Wiehe var ikke af de Skuespillere, der tabe Kjærligheden til deres Opgave, fordi nogle Haandklap udeblive. Her maatte stikke noget Andet under. Naar jeg spurgte ham, hvad der saaledes havde forandret hans gamle Glæde over at spille denne Rolle, svarede han: "Jeg kan ikke spille den; min Udførelse af den er slet, og jeg vil ikke være til Latter." Da jeg nu trængte ind paa ham med Spørgsmaal om, hvad det dog var, der havde givet ham dette Syn paa hans Udførelse, fik jeg omsider Lys i Sagen. Der gives Venner, som styrke os ved deres Dadel, saa vi samle nye Kræfter og ret tage os sammen; Andre, der lamslaa os, idet Dadelen klinger som Haan og Spot og derved berøver os Modet til at tage fat med fornyet Kraft. Wiehes ømfindtlige Natur taalte ikke en Ven af den sidste Slags, og en saadan havde han faaet i en Mand, som kun Faa dengang kjendte, nemlig Student Høedt. Gjennem ironiske Bemærkninger havde han spottet Wiehe for hans Fremstilling af Romeo, latterliggjort den lyriske Tone, der var Wiehes Styrke i enhver Rolle af erotisk Art, der klingede igjennem hans Spil med en saa skjøn og inderlig Sandhed og smeltede saa ganske sammen med hans hele Personlighed, at man vel tør sige, at Theatret aldrig har havt og vanskeligt faar et Talent, der i denne Retning kommer ham nær. Hvor Wiehe gav disse Toner frit Løb, var hans Seier hos Publikum vis; thi uimodstaaeligt var det Væld af Følelse uden al Sentimentalitet, den mandige, lyriske Styrke, hvormed han kunde give selv den ubetydeligste Replik et Indhold, en Baggrund, der paa een Gang fængslede og bedaarede. Og hvor var disse lyriske Toner mere paa deres Plads, end hos Shakespeares elskovssyge Romeo? Disse hans Toner bleve nu parodierede af en spottende Ven; han veg tilbage for Spotten, havde ei Kraft til at tilbagevise den; nei, den rammede ham saa dybt, at man godt kan sige, at han aldrig i sit senere Theaterliv forvandt Braadden; og efterhaanden forandredes hans Spillemaade mere og mere, saa at der endogsaa ikke sjeldent indsneg sig en vis Raahed i hans Spil, af Frygt for at han skulde lade sig forlede af sit varme Hjerte til altfor bløde Udbrud. Da man senere gjorde Bekjendtskab med Høedts Skuespillertalent, erfarede man, i hvor høi Grad dette netop var 133 berøvet de lyrisk-erotiske Toner; hvad Under da, at de i hans Øre klang som falsk Musik, der burde afskaffes. Det er ikke godt at synge for døve Øren, siger Ordsproget. Ved Høedts Drillerier blev nu engang Wiehes ømfindtlige Natur rammet saa stærkt, at det ikke stod i hans Magt at frigjøre sig for Virkningen deraf, til Trods for, hvad alle Andre forsikrede ham i modsat Retning. Han blev ved, at hans Fremstilling af Romeo var slet, og at han ikke vilde være til Latter.

✂ Dette var for mig det første synlige Tegn paa et Venskab, der skulde virke saa sørgeligt paa Wiehes Fremtid og bringe hans mange Venner og Beundrere til lidt efter lidt med Smerte at opgive al Indflydelse paa et Talent, de satte saa stor Pris paa.

✂ Fem Aar efter, 1852, var Wiehe imidlertid paany villig til at spille Rollen: "Jeg har nu ganske omarbeidet Udførelsen," sagde han, "og vil nu spille den." Stykket blev altsaa opført i April. - Nu skulde man altsaa se Romeo spillet efter den forbedrede Spillemaade; men hvilken Skuffelse! Mat og tørt var nu det Billede, hvis ungdommelige Varme man tidligere havde glædet sig ved, og Virkningen paa Publikum udeblev aldeles. Wiehe spillede denne Aften en af de taknemmeligste Roller, et Repertoire kan have, uden at der den hele Aften lød mindste Bifald fra det tætbesatte Hus. Hvad gik der dog i Aftes af Wiehe? spurgte Folk Dagen efter; hvorledes var det, han spillede? Dette var Udbyttet af Høedts Kritik og Wiehes Reflexion over samme. Nogle Dage efter denne triste Aften mødte jeg Wiehes Kone paa Gaden. Hun kom hen til mig og spurgte: "Hvad siger De om Michael, som han spillede forleden!" Jeg udtalte da min Sorg over, at et Menneske i den Grad kan lade sig paavirke af en umoden og ensidig Anskuelse, der intetsteds havde hjemme. "Vær ikke vred paa ham," sagde hun, "De tror ikke, hvilken Stemning han var i efter Forestillingen. Herre Gud!" vedblev hun, "han turde ikke spise sig mæt om Middagen, og vi havde derfor aftalt, at han om Aftenen skulde tracteres. Jeg havde indrettet Alt saa godt hjemme, og nu sade vi der foran det dækkede Bord; Ingen af os havde Lyst til at røre ved Noget; det var dog en forfærdelig trist Aften! Han er nu fast besluttet paa aldrig mere at spille denne Rolle. Da jeg vilde gjøre Indvendinger derimod," vedblev hun, "svarede han: Naar man kan spille en Rolle som Romeo, uden at der den hele Aften rører sig en Haand, da maa det være, fordi man spiller den slet."

✂ Hvad jeg selv havde lidt under Opførelsen hin Aften ved saaledes at blive understøttet af Høedts nye Spillemaade, vil jeg forbigaa, men kun tilføie, at da jeg som Julie i 5te Akt havde stødt Dolken i mit Bryst og laa der som død, da overfaldt mig en saa dyb Smerte, at det ikke var mig muligt at tilbageholde mine Taarer. Da Teppet faldt, vidste jeg, at jeg denne 134 Aften for bestandigt havde taget Afsked med den Nydelse at hengive mig til denne Fremstilling. Til Trods for alle de Sorger, denne Rolle forvoldte mig, fortrød jeg dog ikke paany at have spillet Julie; jeg maatte spille hende en Gang endnu, opfattet med fuld Bevidsthed om, hvad Rollen krævede.

✂ Noget efter at jeg anden Gang efter saa mange Aars Forløb havde spillet Julie, udkom i Sommeren 1848 i "Fædrelandet" en pseudonym Afhandling (af S. Kierkegaard), under Titlen: "Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv." Ved at læse denne i mere end een Henseende mærkelige Afhandling maatte jeg tro, at det var mig og min kunstneriske Virksomhed, han havde gjort til Gjenstand for sin Tænkning, for sine psychologiske Betragtninger. Det kunde ikke andet end være beroligende og glædeligt for mig at læse den Dom, der her blev udtalt over mig i en Art af Roller, som man gjerne har villet paastaa laa udenfor mit Omraade. Det er ikke hendes Genre, - saaledes hedder det gjerne, naar et Talent med Lethed er henvist til en Retning og fra denne vover sig ind i en anden Retning paa Kunstens Omraade. Ganske vist var Lystspillet, Eventyrcomedien, det lyriske Drama, Vaudevillen det, som jeg saa at sige fik for Intet, fordi det saa ganske smeltede sammen med min Individualitet, med min Natur, med de Evner, denne havde faaet til at fremstille Billeder, der formaaede at illudere. Ganske vist maatte jeg i tragiske Roller i høi Grad samle mine Kræfter og være opmærksom paa mig selv; ogsaa er det muligt, at jeg i disse manglede en vis Tyngde , nogen, om jeg saa maa sige, symmetrisk Storhed, en vis stereotyp Ro i Minespillet, som mit bevægelige Physiognomi havde ondt ved at bevare, en vis ædel Monotoni i Plastiken, i Gang og Holdning. Men Julie er ingen Medea. Hun er et ungt lidenskabeligt Barn, der bevæger sig igjennem en stærk Nuancering af den erotiske Lidenskab; en virkelig tragisk Høide naar hun først i de faa Repliker, Digteren lader hende udtale, efter at hun er vaagnet op i Gravkapellet og finder Romeo død ved sin Side og da selv støder Dolken i sit Hjerte for at følge ham. Derfor lader Digteren hende heller ikke her udbryde i Suk og Klager, i Taarer og Skrig, thi da vilde den tragiske Høihed forsvinde og den ædle Ro forstyrres. Tilskueren vilde da nedsænkes i Jammer, men ikke hæves op til det Sublime. Efter min Anskuelse er det altsaa kun disse tre, fire korte Repliker i Julies Dødstime, der egentlig fordre en stor tragisk Fremstilling, og derfor mener jeg, at mine Evner vel kunne strække til for at udføre en Julie, saa vist som de ikke vilde strække til for at udføre en Medea. Men som sagt, lige let faar man ikke Alt, og unegteligt er det det bedste, som man faar for Intet.

✂ At min Gjætning med Hensyn paa Kierkegaards Afhandling var rigtig, fik jeg Vished om, da han i 1851 sendte mig et lille Skrift, "Min Forfattervirksomhed", indlagt i en Convolut, hvori stod:

135

✂ Til
Den lykkelige Kunstnerinde,
hvis Forstandighed og Villies-Kraft dog var - anden Gang hvor lykkeligt!
- netop lige saa stor som hendes Lykke,
Frue Heiberg,
med Beundring fra
Forfatteren.

✂ og ledsaget af følgende Brev:

✂ "Ikke er det, end i fjerneste Maade, Meningen hermed, at ville endog blot foranledige Dem til at læse en lille Bog, der til syvende og sidst, og maaskee længe før, vel vilde kjede og trætte.

✂ Nei. Men i Bogen omtales etsteds en lille æsthetisk Artikel af en Pseudonym Inter et Inter, "Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv" "Fædrelandet" 1848 Nr. 188-91. Dersom De i sin Tid er blevet tilfældigviis opmærksom paa denne Artikel: det vilde være mig kjert, at turde vide, at De, Fru Heiberg, er vidende om, at denne lille Artikel hører til mit Forfatterskab; og det vil sees af denne Bog. Skulde De ikke i sin Tid være blevet opmærksom paa denne Artikel, da var det Forfatterens Ønske, at De vilde finde en ledig Time, der kunde udfyldes ved at læse den. Thi hvis De - hvad jeg udbeder mig blot et Øieblik og for denne Sag - hvis De tillader mig at tale saaledes: oprigtigt talt, den lille Artikel forholder sig særligt til Dem. Hvad enten den i sin Tid er blevet læst af Mange eller kun af Faa - naar den ikke er blevet læst af Dem, er den, efter Forfatterens Mening, ikke kommet til sin Bestemmelse. Dersom den derimod er blevet læst af Dem - hvis den da fandtes at være, om ikke i fuldkommen saa dog i lykkeligere Overeensstemmelse med Deres Tanker om den Sag: da har den, efter Forfatterens Mening, ganske naaet sin Bestemmelse."

✂ Jeg havde naturligvis, forinden Kierkegaard nu selv sendte denne Afhandling, læst og atter læst den og følt mig glad og styrket derved. Ak, misund ikke en stakkels Kunstnerinde, der mener og har ment det alvorligt med sin Stræben, en Gang imellem at høre et aandfuldt Ord som Svar paa denne Stræben. At gjøre hvad man kalder Lykke, at blive beundret af Bladenes Kunstcritici, denne Anerkjendelse ser ved første Øieblik ud, som var den noget, og den er jo, ifald man tør haabe, at den er et Resultat af det Tryk, den almindelige Mening udøver, ogsaa noget, men - lad mig her citere Kierkegaard selv - "Det synes saa herligt, det seer ud som var det Noget; men naar man seer nøiere til og seer i hvilken Møntsort denne anerkjendende Beundring udredes, seer hvilket fattigt Indbegreb af lurvede Trivialiteter, der i Theaterkritikens Verden constituerer Fondet ad usus publicos (og det er jo af dette Fond, at hin stadig anerkjendende Beundring 136 ordenligvis udredes), saa turde det vel være muligt, at selv dette det heldigste Vilkaar for en Skuespillerinde er tarveligt og fattigt nok."

✂ Det er med en forunderlig Overraskelse, at en praktisk Kunstner læser, hvad den inspirerede Theoretiker formaar at udtale klart og bestemt, hvad man i høi Grad har følt uden at kunne finde Ordet, der klarer og tydeliggjør denne Følelse. Saaledes har jeg altid været forbauset over, hvad Kierkegaard ytrer Pag. 162 i samme Afhandling. Han siger: "Hendes ubestemmelige Besiddelse betyder endeligen: at hun er i den rette Rapport til den sceniske Spænding . Enhver Spænding kan - - - virke paa en dobbelt Maade; den kan gjøre Anstrængelsen aabenbar, men den kan ogsaa gjøre det Modsatte, den kan skjule Anstrængelsen, og ikke blot skjule den, men bestandigt omsætte den i, forvandle og forklare den til Lethed. Letheden grunder da usynligt i Spændingens Anstrængelse, men denne sees ikke, den anes end ikke, kun Letheden aabenbares. En Tyngde kan tynge Noget, men den kan ogsaa omvendt skjule, at den tynger, og udtrykke Tyngden ved det Modsatte, ved at hæve Noget i Veiret. I daglig Tale taler man om at gjøre sig let ved at afkaste Byrder, og denne Betragtning ligger til Grund for alle trivielle Livsanskuelser. I høiere, i poetisk og philosophisk Forstand, gjælder det Modsatte: man bliver let ved Hjælp af - Tyngde, man svinger sig høit og frit ved Hjælp af - et Tryk. Himmellegemerne svæve saaledes ved Hjælp af en stor Tyngde; Fuglen flyver ved Hjælp af en stor Tyngde; Troens lette Svæven er ved Hjælp af en uhyre Tyngde; Haabets høieste Sving er just ved Hjælp af Trængsel og Gjenvordigheders Tryk. Men den sceniske Illusion og Vægten af Alles Øine er en uhyre Tyngde, der lægges paa et Menneske; hvor derfor den lykkelige Rapport mangler, der vil end ikke Routine i nok saa høi Grad ganske kunne skjule Byrdens Tyngde, men hvor den lykkelige Rapport er, der forvandler Vægten af Byrden sig i eetvæk til Lethed. Saaledes med den unge Skuespillerinde; i Scenens Spænding er hun i sit Element, just der er hun let som Fuglen, netop Vægten giver hende Lethed, og Trykket giver det høie Sving. Der er ikke Spor af Angst; mellem Coulisserne er hun maaskee angest, men paa Scenen er hun lykkelig og let som Fuglen, der har faaet sin Frihed, thi nu først, i Trykket, er hun fri og har faaet Friheden. Hvad der hjemme paa Studereværelset, hvad der mellem Coulisserne viser sig som Angst, er ikke Afmagt, men lige det Modsatte, er Elasticitet, som ængster hende, just fordi hun ingen Tyngde har paa; i den theatralske Spænding forklarer denne Angst sig absolut lykkeligt som Potensation. Det er overhovedet en meget borneret Betragtning, at en Konstner eller Konstnerinde ikke maa være angest, og fremfor Alt et maadeligt Kjende paa den store Konstner, at han ikke er angest. Netop jo flere Kræfter han har, desto større 137 er hans Angst, saa længe han er udenfor den Spænding, der nøiagtigt svarer til hans Kræfter. Dersom man tænkte sig den Naturkraft, der bærer Himmellegemerne, i en Personification udenfor sin Opgave, ventende paa at skulle overtage den: saa vilde den sidde i Dødens Angst, og først i det Øieblik, den fik Byrden paa, vilde den være sorgløs og let. Derfor er det een af de største Qvaler for et Menneske, at have en for stor Elasticitet i Forhold til den lille Verdens Spænding, i hvilket han lever, en saadan Ulykkelig kommer aldrig til at føle sig ganske fri, netop fordi han ikke kan faae Tyngde nok paa sig. Sagen er kun, at Angsten slaaer absolut rigtig til, at den i Forhold til den sceniske Konstner bestandig er udenfor Scenen, aldrig paa Scenen , hvilket just pleier at hænde den, der ikke er angest udenfor."

✂ Disse Udtalelser af en Ikke-Skuespiller var det, jeg forbausedes over. De ere fuldstændig rigtige, jeg har følt det mange Gange, netop som det her skildres. I Coulissen hele Angestens Vægt, ved Indtrædelsen og Udøvelsen let som en Fugl. Det gaar dem, som igrunden slet ikke ere eller bør være Skuespillere, lige modsat. Udenfor i Coulissen freidige: hvad skulde jeg være angest for? siger de. Men ikke saa saare træde de ind, før Angesten lægger sig paa dem som en Mare. Det er derfor en Kjendsgjerning, at unge Debutanter sjeldent ere angest første Gang, de optræde; men Aar for Aar indfinder Angesten sig altid stærkere, alt som den kunstneriske Byrde lægges tungere og tungere paa dem. Hvor lidt et Publikum veed noget af alt dette, viser det bedst ved, at der altid er rørt og kjærligt stemt imod den, der viser sin Angest paa Scenen lige overfor det, uden at betænke, at denne synlige Angest er det bedste Kjendetegn paa, at man ikke formaar helt at gaa op i Fremstillingen, saa at man er en Anden og ikke sig selv som i det private Liv.

✂

RESTEN AF VINTEREN.

✂ Jeg havde i en Del Aar sørget over, at Heiberg Intet skrev for Theatret, da der endelig hændte Noget, som førte ham dertil.

✂ Man erindrer vel det Brev, som en dansk Dame skrev til den gamle Professor Arndt i Bonn om Forholdene i Slesvig, et Brev, der havde gjort stor Opsigt ved den Varme og det danske Sindelag, som udtalte sig deri. Dette Brev, som var underskrevet "Valgerda", havde meget interesseret Heiberg og sysselsat hans Tanker. En Morgen, inden han endnu var staaet op, sagde han til mig: "Nu vil jeg skrive et Stykke for Theatret; det er mærkeligt, jeg har i Nat i Drømme faaet hele Sujettet for Intet; det skal handle om den Valgerda, der skrev Brevet til Professor Arndt." Jeg blev ganske henrykt herover og bad ham kun ikke ikke at opsætte at udføre Arbeidet. Og 138
virkelig tog han strax fat med stor Iver. I en Maanedstid var Stykket skrevet og indleveret anonymt; thi det gik Heiberg som Hertz; paa dette Tidspunkt turde mindst han skrive med Navn under. En Aften læste han Stykket op for sin Moder og mig, og vi fandt begge stort Behag deri. En Nydelse var det altid at høre Heiberg læse høit med sin rene, velklingende Stemme og det fuldendte Udtryk i Replikens Nuancering. Stykket blev antaget og opførtes den 5te Februar 1847. Da Stykket havde nogle politiske Tendenser og raillerede en Del med vore Blade, var Publikum i en vis Spænding og vidste ikke ret, om det turde more sig herover, om det turde applaudere, eller om det skulde være paa sin Post mod den anonyme Forfatter. Imidlertid brød nogle af de comiske Scener Isen, og man havde en Følelse af, at det dog nok ikke gik an at negte det et anerkjendende Bifald. Juditas Rolle blev en af mine kjæreste; i faa Roller paaskjønnedes jeg mere end i denne stille, fordringsløse Pige, hvis dybe Følelse Heiberg har udtrykt paa en saa henrivende Maade. Scenen mellem Broder og Søster, hvor hun bebreider ham, at han ligesom har fornegtet hende lige overfor den i egen Indbildning mere betydelige Vilhelmine, er en af de smukkeste og fineste Scener, jeg kjender i noget Lystspil; heller ikke forfeilede denne Scene en eneste Gang sin Virkning hos Publikum. Til min store Glæde var Heiberg henrykt over min Fremstilling af Judita. Ogsaa fra min gamle, faderlige Ven Collin fik jeg Dagen efter den første Forestilling en saa varm og hjertelig Taksigelse, at det ret frydede mig: "Jeg kan ikke gaa til Ro," skriver han efter Forestillingen, "uden paa det Hjerteligste at takke Dig, min velsignede Hanne, for Din yndige Fremstilling i Aften, der bragte Taarerne i mine gamle Øine." Collin takkede sjeldent og var i det Hele taget i høi Grad tilbageholdende med Udtalelser om, hvad han syntes om eller ikke syntes om. Fra saadanne Mennesker gjør det derfor godt, naar de en enkelt Gang bryde ud i Varme. Der var virkelig Ingen, der ved Stykkets Opførelse gjættede paa, at Heiberg var Forfatteren; saa lidt formaa de Fleste at gjenkjende selv en meget bekjendt Forfatters Stil og Form. Jeg var forundret herover, thi hvem Andre end han kunde vel skrive denne Prosa, denne Dialog? Jeg skulde have gjenkjendt ham heri, om Manuscriptet saa var kommen fra Sibirien eller Grønland, saa Heibergsk var hele Stykket i Form, Stil og Character. Forøvrigt gjorde det ikke sin fulde Virkning fra Scenen, thi Hovedrollen, der var i M. Wiehes Hænder, kom ikke til sin Ret. Han tog for tungt paa den hele Fremstilling og havde ikke den lette, flydende Conversationstone tilstrækkeligt i sin Magt. Det noget Melancholske i Wiehes hele Væsen forrykkede Billedet af den lette, bevægelige, af Patriotisme begeistrede unge Mand, der maa have et Anstrøg af en Fusentast for ret at forstaas. Den hele Character maa have et lyst Foraarspræg og ikke spilles som en grublende Melancholiker, thi da 139 bliver det Hele uforstaaeligt. Jeg foreholdt ham alt dette, men han formaaede ikke at forandre sin Opfattelse og gribe en ny, og Heiberg delte Skjæbne med saa mangen en Forfatter, der ikke i Skuespillernes Udførelse gjenkjender sit eget Billede, men faar et nyt, der ikke passer ind i den hele Ramme. Man maa haabe, at dette Stykke en Gang i Tiden vil komme mere til sin Ret. Phister som den døve Sproglærer og Fru Sødring som Husholdersken vare aldeles fortrinlige.

✂ Efter "Valgerda" var jeg meget beskjæftiget med Indstuderingen af Roses Rolle i "Fruentimmer-Skolen" af Molière, der mod Slutningen af denne Maaned kom til Opførelse og gjorde stor Lykke. Her var Wiehe fuldstændigt paa sin Plads som den unge, forelskede Adelsmand, og en Nydelse var det at spille med ham. Jeg selv paaskjønnedes i min lille Rose over al Forventning.

✂ Rose i Molières "Fruentimmer-Skolen" har, saa underligt det ved første Øiekast kan synes, stor Lighed med den Opgave, Shakespeares Julie stiller; saa stor Lighed som en Rolle i et Lystspil kan have med en Rolle i en Tragedie. "Det var som Pokker!" hører jeg dem sige, som læse dette. Dog lad mig forklare, hvori Ligheden bestaar. Begge disse unge Piger begynde i Stykkerne næsten som Børn, fuldstændigt paa Umiddelbarhedens Standpunkt, uden mindste Erfaring eller Reflexion. Julie takker sin Moder som et lydigt Barn ved Talen om en Forbindelse med Paris; Rose lader sig lede som en Dukke af sin Formynder; men begge Pigerne blive selvstændige, opfindsomme, ulydige mod Alt imellem Himmel og Jord, da Kjærligheden vaagner i deres unge Hjerter. De begynde som Børn, men ende som selvstændige Kvinder, der vide, hvad de ville, og ville dette for enhver Pris. Julie samtykker i at udgive sig for død for at vinde sin Romeo. Rose, den uvidende, naive, troskyldige, uerfarne Rose, samtykker i om Natten at flygte bort med den ubekjendte unge Mand for ikke at miste ham. Begges Lidenskab voxer næsten til samme Høide, overgaar næsten Elskernes i Styrke og Heroisme. Hos begge er Amor Læremesteren, der i et Nu forvandler dem og i et Nu lægger Aar til deres Alder. Her gjælder det altsaa i Udførelsen om en fuldstændig Forvandling hos begge. I denne Forvandling ligger Hovedopgaven for den Skuespillerinde, der skal fremstille dem. I Tragedien som i Lystspillet se vi derfor ofte, at Skuespillerinderne snart formaa at give det første Stadium i Rollen, men ikke det sidste; snart det sidste, men ikke det første; og dog ere disse Fremstillinger Intet, uden ved Forening af begge Sider. Rose skal mod Slutningen af Stykket, lige saa lidt som Julie, længer være et Barn, men en ung Kvinde, der som en Blomst har udfoldet sine Blade, rede til at sætte Frugt. Julie dør paa dette Toppunkt af sin Udvikling; Rose føres til Brudeskamlen, ikke længer som en "lille Gaas", men som en ung Kvinde, der bærer alle Muligheder i sig til fremdeles at 140 udvikles ved sin Ægteherres Side. Derfor gjælder det i høi Grad i denne Rolle, hvad jeg har udviklet om det Naive, at det ikke fremtræder som Pjat, men som Uskyldighed, hvor Dybsindet anes at kunne komme frem. Man kan sige, at Moliére har gjort Overgangen vanskeligere end Shakespeare, da han egentlig kun har givet Rose en eneste lille Scene med Elskeren i Slutningen af Stykket til at vise Forvandlingen, men i denne lille Scene er det Skuespillerindens bestemte Opgave at faa Forvandlingen frem, kan hun ikke dette, er Opgaven med Roses Rolle kun halvt løst. Det yndige Brev fra Rose til Elskeren er aabenbart af Forfatteren bestemt til at forberede Tilskuerne paa, at en Forvandling er mulig.

✂ En lille enestaaende, privat Glæde havde jeg under Opførelsen af dette Stykke, saa ofte det blev spillet. Det hørte til de store Sjeldenheder, at jeg i de Stykker, hvori jeg spillede, havde en hel Akt fri. I "Fruentimmer-Skolen" var dette Tilfældet; det blev da besluttet, at denne Akt skulde benyttes til en lille Fest i Coulissen. Jeg tracterede med Vin og Kager, og de øvrige Spillende indfandt sig da, saa ofte de ikke vare paa Scenen, til min Fest. Det Usædvanlige heri satte os Alle i en overgiven Stemning; man lo, man spøgte, man ønskede, at Akten havde været dobbelt saa lang, saa fortræffeligt gik denne Fest for os. Undertiden blev Heiberg og Collin indbudne til vor Coulissefest, hvilket ikke standsede Munterheden, men gav den fornyet Kraft. Ak! lykkelige Tider, hvor et Kunstnersamfund staar saaledes, at Sligt lader sig gjøre! Hvad Under da, at der kom Liv i Fremstillingen, naar Munterheden bragtes ind med fra Coulissen, saa at Indtrædelsen paa Scenen kun var en Fortsættelse heraf. Glade med hverandre maa man være for at kunne spille Comedie sammen; har Splid og Tvedragt indfundet sig mellem Personalet, da Farvel alt Sammenspil! Hvor ofte er et Lystspil ikke gaaet fortrinligt over Scenen ved den Munterhed, som har hersket paa Prøverne til det? Den Enes Lystighed sætter den Andens i Bevægelse, og et Sammenspil opnaas, som uden denne Lystighed havde været en Umulighed. Naar man derfor undertiden hører den Ytring i Publikum: "Hvad kommer det os ved, om de kives indbyrdes, naar de kun spille godt," da er dette en stor Feiltagelse; det kommer dem ved, thi de ville lide derunder. Skuespilkunsten er en glad Kunst, og er Glæden borte, da mangler det Sollys, som skal give det Hele Glans og Varme.

✂ En Vinteraften, den 3die Marts, sad Heiberg, hans Moder, Martensen og jeg i fortrolig Samtale. Det ringede, og Georg Buntzens Broder, Andreas, traadte ind og meldte os, at den stakkels Georg, som i den sidste Tid havde ligget paa Frederiks Hospital, var befriet fra sine Lidelser. Som alle ædle Naturer modtog Heibergs Moder dette Sorgens Budskab stille; men rørende var det at se den bøiede Skikkelse krybe sammen, som om Sjælen frøs i 141 hende, og lille, som hun var, blev hun næsten til Intet. Hun knugede de sammenfoldede Hænder til sit Bryst ligesom for at holde sig opreist; de stille Taarer trillede ned ad den Gamles Kinder, og vi Andre kunde ved dette Syn lige saa lidt holde vore tilbage. Vi havde jo længe været forberedte paa, at dette Budskab kunde bringes os, hvad Øieblik det skulde være; ak, men hvem er saaledes forberedt paa Døden, at den ikke alligevel gjør sin fulde, overraskende Virkning, naar Visheden kommer. Jeg var meget taknemmelig over, at Martensen netop var hos os i dette Øieblik, og han blev længe hos os den Aften; han talte saa skjønt med sin dybe, mandige Røst, talte saa menneskeligt og dog tillige saa opløftende og belærende, at disse Timer havde den mildeste, den mest beroligende Indflydelse paa os Alle. Det er en besynderlig Virkning, et saadant Dødsbudskab øver paa os. Vi havde siddet i høirøstet Samtale, da Georgs Broder traadte ind i Stuen, og nu efter Budskabet lød Talen saa dæmpet, saa sagte, som om man frygtede for, at et eneste af de uskyldige Ord skulde blive hørt af Andre. Det er det Høitidsfulde, det er Sjælen, der hvisker inde i os: "Denne Vei er ogsaa bestemt for dig, dæmp din Røst med Ærbødighed, saa ofte et Budskab fra de Dødes Rige minder dig om dit rette Hjem!"

✂ Fra Dag til Dag mærkede jeg mere og mere, i hvilken Grad Budskabet om Georgs Død havde rystet Heibergs stakkels Moder. "Gudskelov!" udbrød hun, "jeg har jo endnu Eder tilbage; men I kunne undvære mig, for ham var jeg nødvendig, thi fra min Haand modtog han Alt." Alligevel var og blev hendes Sorg stille og mild. Den trofaste Martensen besøgte hende i denne Tid hyppigt om Eftermiddagene i hendes lille Stue og talte taalmodigt med hende om det Eneste, der nu beskjæftigede hendes Tanker, Livet efter dette. Efter ethvert nyt Besøg af ham opstod der atter Spørgsmaal paa Spørgsmaal, som hun længtes efter at faa besvarede af ham. Naar jeg undertiden et Øieblik satte mig ind hos dem, sagde hun med sin milde, ydmyge Stemme: "Den gode Martensen sidder her og svarer mig saa overbærende paa alle mine dumme Indfald og triste Tanker." Hun var i Grunden forandret fra samme Time, som dette Slag havde ramt hende; fra den Aftentime kan man sige, at hendes Alderdom begyndte. Livlig, sangvinsk, som hun var af Naturen, kunde hun tidligere, selv om Et og Andet trykkede hendes Sind, hurtigt glemme alle Tryk og le af Hjertens Grund, naar noget Comisk naaede til hende; efter Buntzens Død hørte jeg aldrig mere den bekjendte hjertelige Latter, en Iagttagelse, som ofte smertede mig og indgød mig den inderligste Medlidenhed med min stakkels Veninde. Tidligere kunde hun, naar Samtalen var livlig imellem os, glemme Tiden, saa at hun ofte sad med os til ud paa Natten; efter denne Sorg afbrød hun tidligt og gik ind paa sine egne Værelser, for langsomt at forberede sig til at gaa til Hvile.

142

✂ Heibergs gode Humeur hjalp til, at Alt i Huset hurtigt antog sit gamle Præg og sin gamle Gang; naar han silde vandrede op til sine Stjerner, satte jeg mig til Claveret og opskrév snart een Sang, snart en anden, som jeg da sang mig hæs paa og fandt saa overmaade smuk, at jeg syntes, Alle maatte finde det Samme, ifald de kun fik den at høre. Enhver af de Sange, der findes i "En Søndag paa Amager", lige til Slutningssangen, var nu færdig, og Gangen i Stykket, Scene for Scene, fremkaldt ved Sangene, havde jeg i Hovedet, saa jeg kun behøvede at nedskrive det paa Papiret for at have Alt i Orden. Men dette havde jeg endnu ikke iværksat. Mit travle Theaterliv, mine mange huslige Forretninger, Besøg og Visiter lode mig just ikke megen Tid tilovers. Naar Heiberg og jeg til Sommeren tyede ud til et eller andet Sted paa Landet i Ensomhed, da vilde jeg gjøre det Hele færdigt og saa overlade det til den Skjæbne, som ventede det. Min største Frygt var, at Heiberg i det afgjørende Øieblik vilde sætte sig imod, at mit poetiske Produkt fik Lov til at lyde andetsteds end i mine natlige Timer, ene for mig selv. Der var endnu tre Maaneder af Saisonen tilbage og i dem meget Arbeide, saa megen legemlig og aandelig Anstrengelse, men desuagtet sværmede min Tanke ude paa Amager hos Jokum og Lisbet. De lode mig ingen Ro, og jeg tænkte: "Ja, ja, til næste Saison skulle Eders Navne være paa Alles Læber! I skulle blive kjendte af Andre end mig!" Jeg lo ved Tanken herom, tog det Hele som en Spøg og glædede mig i mine ensomme Timer.

✂

HELLEBÆK. SOMMEREN 1847.

✂ Efter at vi paa Suhrs og Fru Suhrs indstændige Opfordring atter havde gjæstet Sølyst en Maanedstid, droge vi fra det brogede Selskabsliv, fra de elegante Sale, fra Luxus i enhver Retning paa Eventyr i det yndige Hellebæk for at opsøge os et Par Værelser, hvor vi i Stilhed kunde nyde Skovensomhed og den Lykke, uforstyrret at være i hinandens Selskab. Hvor var jeg let om Hjertet, da jeg paa Vognen sad ved Heibergs Side, tagende Afsked med alle Convenientsens Baand, hvor aandede jeg frit ved Tanken om det Naturliv, jeg nu gik imøde! Et vældigt Hurra havde jeg gjerne udraabt, da vi foer ud ad Sølysts Port og hen ad Veien, tæt sluttet ved hinandens Side. Baandet om Vingerne var løst, og jeg bredte dem til Flugt, som om det gjaldt at storme Himlen og kige ind i dens mest forborgne Kamre. Hvor lykkelig var jeg dog ikke, at Heiberg delte denne min Glæde! At ogsaa han fandt, at vi havde det bedst, naar vi vare ene sammen, at ogsaa han ligegyldigt kastede al Pragten bag sig og istemte min Lærkejubel over nu rigtigt at skulle nyde Frihed i den henrivende Egn, vi i Aar havde valgt til 143 vort Opholdssted, for til Bunds at kjende et Sted, vi hidindtil kun flygtigt havde beskuet paa Gjennemreiser, men da altid med den Tanke: Her maa vi engang dvæle i længere Tid.

✂ Der er vist intet Punkt i Danmark, hvorpaa de Ord: "Danmark, du Perle, som svømmer paa Voven", bedre passer, end Hellebæk. Hvilken Rigdom! Hvilken Afvexling i Landskabet! Det udstrakte Hav til høire, stoltere, friskere end man i Omegnen af Kjøbenhavn er vant til at se det. I Baggrunden Kullens mørke, alvorlige Banker, paa hvis sorte Vægge de forbifarende Skibes hvide Seil vise sig, som Maager foran en Tordensky. Til venstre det smilende, frodige Land med den rige Vegetation, de lyse, oplivende Skove, hvorimellem de yndigste Indsøer slynge sig. Og nu Markerne, bugnende fulde af Bondens Rigdom! Velsignede Land, hvor den mindste Haandfuld Jord betaler den Plads, den fylder!

✂ Vi kjørte først til Helsingør, hvor vi agtede at overnatte - Heiberg havde en egen Forkjærlighed for Helsingør. Mod Aften vandrede vi omkring den skjønt beliggende By, betragtede det stolte, alvorlige Kronborg fra alle Sider og saae med Vemod op til de Vinduer i Slottet, hvor den ulykkelige Dronning Caroline Mathildes Fængsel havde været.

✂ Tilsidst gik vi i det deilige Veir ned til Havnen for at se de sidste Lysstraaler farve Skyerne og de mange Skibe, som Havnen var fuld af. Paa Rheden laa en Del russiske Krigsskibe, som i denne Sommer manoeuvrerede i vore Farvande. Da vi i Tusmørket vilde vende hjem, standsedes vi pludselig ved en vidunderlig Musik; vi lyttede og gik efter Lyden. Da saae vi en stor Admiralsbaad ligge ved Bolværket, og en Snes russiske Matroser i Baaden. Fra disse kom den besynderlige Musik. Det var utvivlsomt en Nationalsang, som de udførte, medens de, efter hvad der blev os fortalt, ventede paa Admiralen, der var i Land, men en Nationalsang af et saa vidunderligt Præg, at den vistnok kun kunde tilhøre russiske Matroser. Den begyndte med, at en Stemme sang en Strophe, derpaa faldt en og atter en Stemme ind og tilsidst Alle; den hele Sang lød saa dæmpet, som om der var lagt Sordiner paa Røsterne, svulmede af og til op og endte tilsidst i et hendøende Piano. Det Hele gjorde et saa melancholsk, et saa knugende Indtryk, at jeg neppe turde trække Veiret, saa længe de sang. Det var vistnok betegnende for et Land at have en saadan Nationalsang. Trældommen lød ud af enhver Tone, og hvor de svulmede op, lød Befrielsens Suk igjennem med en saa vidunderligt dæmpet Lidenskab, at jeg gøs derved. Jeg kan aldrig glemme denne Tusmørkesang, og længe gjenlød den i mine Øren, efter at Tonerne forlængst vare ophørte. Jeg tænkte paa vore raske, djærve, blaa Gutter; jeg kunde ikke lade være at synge: "Vi Søemænd giør' ei mange Ord," og takkede Gud for Forskjellen imellem disse Sømandssange; tænkte paa vore frimodige, 144 velsignede Matroser med deres humoristiske Indfald og poliske Miner, deres friske Farve af rødt og brunt i Modsætning til disse tynde, magre Skikkelser, som med deres gulgraa Ansigtsfarve saae ud ved Lygteskinnet som Dødningehoveder.

✂ Næste Morgen kjørte vi i det mest himmelske Veir til Hellebæk for at søge et Logis. Vi valgte altid de Egne i Landet, som Kjøbenhavnerne endnu ikke havde skjænket deres Opmærksomhed for der at opslaa deres Sommerboliger, og Hellebæk laa i 1847 endnu uberørt i al sin Skjønhed, fuldkommen ensomt, kun flygtigt betragtet af Gjennemreisende; endnu havde ingen Kjøbenhavner faaet den Idee at opslaa sit Sommerkvarter i denne Egn.

✂ Ankommen til Hellebæk tyede vi strax hen til Kroen, og bleve vi betænkelige ved dens Ydre, hvad maatte vi da ikke blive ved dens Indre! Kromadammen blev helt forundret, da vi spurgte, om vi kunde bo her en sex Uger. "Bo her!" gjentog hun halvt forfærdet, "ih, Du Fredsens Gud, hvor skulde det være!" - "Viis os, hvilke Rum De har staaende ledige," sagde jeg, "man kan jo altid se paa dem." - "Ja, det veed Gud, De kan," sagde Konen, hos hvem Enfoldigheden lyste ud af de stillestaaende Øine og den hængende Mund, men tillige et naivt, godmodigt Præg, der strax indtog mig. Hun fulgte os nu ud i Gaarden, hvor Høns, Ænder, Katte, Køer og Heste levede i skøn Samdrægtighed, og hver paa sin Viis og i sit Sprog gav Hals over at se de to uventede Fremmede og gloede paa os som paa noget forunderligt Noget, de ikke vidste, hvad de skulde tænke om. Hanen galede, Hønsene klukkede, Køerne brølte, Hestene dreiede Hovederne og saae ud ad den aabne Stalddør, og Katten trippede forsigtigt med sine pene Poter for om muligt at finde en ren Plet i den smudsige Gaard. Den Eneste, der bød os Velkommen, var en ung Laps af en Hund, som foer op ad mig med livlige Kjærtegn, der efterlod sig varige Spor paa mine Klæder. Jeg blev saa glad ved denne unge Herres Velkomsthilsen, at jeg udbrød: "Oh, Heiberg, her maa vi virkelig blive! - Hvad hedder Hunden?" spurgte jeg. "Aah, den Hvalp er endnu ikke rigtig døbt," svarede Konen med et Smil, "vi kalde ham snart Et, snart et Andet!" - "Lad ham hedde Valter!" udbrød jeg; jeg veed ikke, hvor dette Navn faldt mig ind. "Kom, Valter, og viis os Veien!" en Anmodning, Valter ikke lod sig sige to Gange; hylende af Glæde sprang han foran Konen og over Gaarden hen til en lille Dør ved Enden af samme. Konen stak en stor gammel rusten Nøgle ind i Laasen paa den lave Dør. "Naar den nu bare passer og kan lukke op," vedblev hun, "thi det er længe siden, vi vare herovre." Hun vrikkede til høire og til venstre med Nøglen, trak den ud af Laasen, stak den atter ind for paany at dreie til høire og til venstre, uden at Laasen havde Lyst til at aabne sig og gjøre Ende paa vor, men især paa Vallers Utaalmodighed; han gjøede høiere og høiere op mod 145
den stædige Laas, idet han af og til saae op til mig for at se, om jeg bifaldt hans Utaalmodighed. "Det var ret, Valter," svarede jeg, "det er en skammelig Laas, der ikke vil lade os komme ind," og ved enhver saadan Tiltale forstærkede Valter sine Hyl, der atter efterabedes af hele Besætningen i Gaarden. "Maa jeg prøve," sagde Heiberg, og ved taalmodigt at lirke frem og tilbage aabnedes virkelig Døren til vort Sommerhjem. Vi kom nu først ind i en lille Forstue, derpaa i et lille lavt Værelse ud til Gaarden, hvori stode to gamle Senge, fyldte med Dyner; derfra ind i et andet lille Værelse ud mod Haven, der stod ganske tomt, og bag dette atter en lille Forstue ud til Veien. Da vi traadte ind her, udbrøde vi begge: "Nei, hvor deiligt!" Thi Havet med Kullen i Baggrunden laa der i et himmelsk Veir og i en Belysning, der er mig uforglemmelig. "Ak," udbrød jeg, "lad os blive her!" - "Hvor kan vi det?" svarede Heiberg, "her mangler jo Alt til Ophold for civiliserede Mennesker! Hvor kan vi ligge i de Senge med de forfærdelige Dyner; vi vilde jo smelte i alle disse Gaasefjer! - Men vist er det," vedblev han, "at Udsigten fra disse Vinduer er henrivende! Ja, tal med Konen, imidlertid vil jeg gaa ud og kige lidt ud over Stranden og gjøre en lille Runde i Egnen." Og nu gjorde jeg mig saa behagelig for Madammen, at hun gik ind paa Alt, hvad der stod til hende at føie mig i. Først Sengene! Jeg spurgte hende, om hun eiede godt tørt Hø. Hertil svarede hun ja. "Vi maa da allerførst sy nogle Hømadratser." Hun saae paa mig med store Øine. "Bring Høet herned i Forstuen til Gaarden; jeg gaar imidlertid her lige overfor, hvor jeg ser der bor en Kræmmer, for at kjøbe Lærred til Madratserne." Som sagt, saa gjort. Efter en halv Times Forløb sad Madammen og jeg og syede to store Sække; da en var syet, bad jeg hende stoppe den fuld med Hø, medens jeg syede den anden færdig; da det var besørget, blev denne ligeledes stoppet, og nu begyndte Sengeredningen. De mægtige Dyner bleve lagte paa Bunden af Sengene og Hømadratserne oven paa. Saa ofte mine Øine faldt hen paa Konen, havde jeg ondt ved at bare mig for Latter; thi det var aabenbart, at hun ansaae mig for gal, eller i alt Fald vidste hun ikke, hvad hun skulde tro. Linnedet til Sengene var der intet at udsætte paa; men nu kom det værste. "Har De ingen Tepper til Sengene?" spurgte jeg. "Nei, det veed Gud, jeg ikke har," lød Svaret. - "Findes her intet Teppe i hele Huset?" - "Intet, det kjender vi ikke noget til!" Jeg vidste, at det var at dræbe Heiberg, ifald han skulde sove med dette Bjerg af en Dyne paa sig. Her var altsaa gode Raad dyre. Da faldt det mig ind at spørge: "De har dog vist Hestedækkener?" - "Ja, det forstaar sig," - "Godt, bring os hver to af dem." Hun gik, idet hun i Døren vendte sig om og betragtede mig med et spørgende Blik, som sagde: "Gud veed dog, om det er rigtigt fat med hende?" Et Øieblik efter kun hun tilbage med fire fortræffelige, 146 hjemmegjorte Hestedækkener. Med Stolthed lagde jeg dem paa Sengene og sagde: "Nu maa vi sørge for Stuernes Meublering! Følg mig op i Deres øvrige Værelser." Af disse tog jeg nu det Allernødvendigste, Stole, Borde, et lille Speil o.s.v. Derpaa bad jeg hende om Vandfad, Kande til Vaskebordene. Men hun erklærede paa det Bestemteste, at af slige Rariteter eiede hun Intet. "Godt, følg mig hen i Boutiken!" Dette gjorde hun, og for faa Dalere fik jeg det Nødvendigste samt nogle Vinglas og en og anden lille Nethed til mit nye Indbo, deriblandt en høi Skaal, der kunde tjene til Blomstervase paa Bordet. Da Heiberg kom og saae, hvor vidt jeg alt havde bragt vort nye Hjem, var det besluttet, at vi indtil videre bleve her i denne mærkelige, uskyldige Kro. Nu bleve Heibergs Bøger og Instrumenter udpakkede; han valgte Forstuen ud til Stranden til sit Værelse, og da Bøgerne stode opstillede paa et Bord og Instrumenterne paa et andet, hans Hat og Stok i en Krog, to Lysestager med nye Lys paa en lille Bakke paa Bordet, med Vandkaraffel og Glas, Herligheder, jeg alt havde kjøbt, saae det lille Hul virkelig saa hyggeligt ud, at Enhver gjerne med Glæde kunde slaa sig til Ro her. Til silde paa Aftenen havde jeg travlt med at indrette Alt. Da vi endelig sade ved Thebordet, der ikke uden stor Møie havde naaet det Høidepunkt, hvori det nu straalede, omfavnede Heiberg mig og sagde: "Du er en lille Hexemester; vi have det jo fortræffeligt her." Vi morede os over Overgangen fra Sølysts Fløiel og Silke til denne Hyttes Tarvelighed. Hvor sade vi der muntre og glade! Og Heibergs Roes steg til en humoristisk Begeistring, da han lagde sig paa Hømadratsen med Hestedækkenerne over sig. "Dette er jo en mageløs Seng," udbrød han, "hvilken Duft af Høet i Forening med min Yndlingslugt af Hestestalden," og i sin Begeistrings Varme udbrød han: "Hvorfor har man nu ikke saadanne Senge hjemme?" Og virkelig sov jeg saa sødt denne Nat som ikke i lang Tid.

✂ Vor lille Dagligstue straalede næste Morgen i fuld Glans, da den høie Skaal, jeg havde købt, stod paa Caffebordet med en pragtfuld Bouquet af de skjønneste vildtvoxende Planter, som jeg i den tidlige Morgenstund havde samlet rundt omkring. Jeg syntes virkelig, at her var saa nydeligt og hyggeligt, og jeg gad i det Hele taget se den Stue, der kan se uhyggelig ud, naar Udsigten fra Vinduet er skjøn, og naar der paa Bordet staar en smukt ordnet Bouquet af Markblomster! Kort efter at vi havde sat os til Bords, skrabede det paa Døren; med et Udbrud af Glæde blev Valler lukket ind og var saaledes Trediemand i vor Kreds og sandelig ikke den, der blev viist mindst Opmærksomhed. Det var det Eneste, jeg havde mod Valler, han var noget udelicat og lillvang sig hele Opmærksomheden, saa Conversalionen ideligt dreiede sig om ham, en Feil, han - del være sagt til hans Undskyldning - delte med mange andre skikkelige Hunde.

147

✂ Det er en forunderlig Befrielse, jeg altid har følt, naar jeg saaledes om Sommeren boede i en smuk Egn langt borte fra Byen, simpelt indrettet som her i denne Kro. Man bebyrder sig med saa mange Sager i sit Hjem, har saa meget at holde i Orden, at passe paa, at dette ikke fordærves, at hint ikke slaas i Stykker! Man optages af alle disse døde Gjenstande, selv om man gaar i Stilhed med disse Plager og ikke taler derom, thi da er Hjemmets Hygge borte; man maa dog give Tiden hen til saa meget og samle al sin Taalmodighed herom for ikke at trættes af alle disse Pligter, hvis Opfyldelses høieste Roes bestaar i, at de slet ikke bemærkes. Vel sandt, den rette Comfort kan ikke undvære disse smaa Tilsætninger, men af og til udbryder man dog: "Min Gud, hvortil behøves dog alt dette; kan mindre ikke gjøre det?" Og visselig: Mindre kan gjøre det! Det saae jeg her i vor simple Bolig.

✂ Heiberg havde et Arbeide, som han i denne Stilhed paa Landet ret glædede sig over at kunne hengive sig til, og jeg kunde ikke længere modstaa min Lyst til af mine natlige Sange at sammensætte et lille dramatisk Arbeide, en Slags Vaudeville, som jeg vilde kalde "En Søndag paa Amager". Jeg havde bedt Heiberg saa længe om Tilladelse hertil, at han endelig gav sit Samtykke, idet han sagde: "Ja, saa skriv da; saa faa vi se, naar det er færdigt, om det kan bruges." Jeg havde besluttet, at Scenen i min Vaudeville skulde lægges ude i Kroen paa Amager, og at Kongelunden - en Plantage, af hvis Tilblivelse Collin havde Fortjenesten, hvorfor hans Hjerte ogsaa hang ved den begyndende Skov - skulde spille en Slags Rolle i Stykket og derved blive bekjendt for Mangfoldige, der ikke anede, at en saadan Lund existerede. Jeg forudsaae, i hvilken Grad dette vilde glæde Collin. Jeg gik til dette mit Arbeide, ikke med Hjertebanken, ikke med Spor af Noget, der blot lignede Forfattervigtighed, jeg gik dertil som til en Leg, som til en Dans, hvor Musiken lokker os leende og sjæleglade ud paa Gulvet. Jeg begyndte altsaa her i Hellebæk paa at nedskrive paa Papiret i Sammenhæng. hvad saa længe havde spøgt i min Hjerne. Naar Heiberg gik igjennem Stuen og saae mig sidde her skrivende foran min store Markbouquet, da lo han ad mig, og jeg lo med og sagde i kaad Overgivenhed: "Ja, ja, du skal nok se, at dette bliver en mageløs Vaudeville, der vil gjøre uhyre Lykke." Jeg skrev paa min Vaudeville, med samme Glæde som en ung Pige syer paa sin Balstads, forvisset om, at den nok vil klæde hende.

✂ Ogsaa havde jeg nye Roller med til Indstudering, vigtige Opgaver for næste Saison, som, idet de i høi Grad interesserede mig, tillige krævede stor Anstrengelse. Det var især to af disse, der af og til forstyrrede min Nattero, idet jeg ikke kunde slippe dem af Tanke, naar jeg om Dagen havde beskjæftiget mig med dem. Den ene af disse var Hertz's "Ninon", den anden 148 Shakespeares " Viola ". "Viola" var bearbeidet af den mig inderligt hengivne, rare Frøken Sille Beyer, hvis beskedne, fordringsløse Væsen skaffede hende Venner blandt alle dem, hun kom i Berøring med; dette Stykke var det første af de Shakespeareske Lystspil, der skulde vandre over vor Scene for om muligt at bane Veien for flere af samme Slags. Det laa derfor baade hende og mig overordentligt paa Hjerte, at dette Forsøg skulde finde Indgang hos Publikum; men vi indsaae begge, at disse Lystspil vare saa forskjellige fra dem, vort Publikum hidtil havde skjænket sit Bifald, at Udfaldet var høist problematisk. Imidlertid lærte jeg ved Indstuderingen mere og mere at elske min yndige Viola, og jeg glædede mig usigeligt til at skulle fremstille det henrivende, gratieuse Billede. Det var besluttet, at Stykket skulde opføres første Gang i Anledning af Kong Christian den Ottendes Fødselsdag den 18de September. - Den anden Rolle, der fængslede mig og til Dels foruroligede mig, var Hertz's "Ninon". Hertz havde her skrevet en Hovedrolle for mig, der allerede ved det Omfang, han havde givet den, fordrede en ualmindelig Anstrengelse, endog blot som en Hukommelsessag. Ninon er vist en af Repertoirets største Roller. Denne ene Rolle er lige saa stor som mangt et To-Akts Lystspil. Hvis nu denne Masse ikke alene skulde læres, men nuanceres i alle sine uendelige Bøininger og Stemninger, da udkrævede den tilvisse en Skuespillerindes hele aandelige Anstrengelse, og havde ikke den glimrende Diction her hjulpet og baaret Kræfterne oppe, da havde der vel været Anledning til at segne under Arbeidet. Men ligesom en fortrinlig Musik først ret griber os, naar vi ligesom kunne hver Node udenad, saaledes gaar det ogsaa med en fortrinlig Dialog, den bliver ligesom Musik i vore Øren, og vi elske den høiere og høiere, jo mere vi tilegne os den i dens fineste Afskygninger og Modulationer, saa at vi ikke nænne, at den mindste Nuance gaar tabt. Jo mere jeg fordybede mig i dette kolossale Arbejde, jo kjærere blev det mig, saa at tilsidst Arbeidet forsvandt, og kun Glæden blev tilbage. Dialogen i Hertz's "Ninon" er utvivlsomt den reneste og fuldendteste, vor dramatiske Litteratur har at fremvise; men for at underskrive denne Dom maa man - det vil jeg være ubeskeden nok til at sige - kjende den i samme Grad, som den er kjendt af mig, thi det forslaar ikke at løbe den igjennem paa mange Læseres Viis. Rhytmen i de fortrinlige Vers maa klinge i Øret som bekjendte Toner, der først komme til deres Ret ved atter og atter at gjentages, thi her er en Finhed i Nuanceringen, som selv en god Læser ikke strax formaar fuldstændigt at gribe.

✂ Jeg havde altsaa, som man ser, god Brug for de Uger, jeg skulde tilbringe her i landlig Ensomhed, saa det kom mig ret tilpas at være fritaget for de Forretninger, som en Husmoder har i sit Hjem; og dog vilde Skjæbnen, at jeg selv her om end i mindre Grad skulde gjøre Nytte under dette mit 149
Hellebæksophold. Kromadammen, det mærkeligt uvidende Menneske, havde ikke Begreb om Madlavning; heraf fulgte, at hun hver Formiddag kom til mig og sagde: "Ak, lille Frue, hvad skal jeg dog give Dem at spise til Middag?" Og nu maatte jeg ikke alene foreslaa hende Noget af, hvad Stedet tilbød, men maatte Punkt for Punkt lære hende, hvorledes Maden skulde tillaves. Naar jeg nu ytrede min Forundring over, at hun kunde være Kromadam uden at have noget Begreb herom, sagde hun: "Ak, min rare, lille Frue, her kommer jo ikke et Menneske imellem Aar og Dag, kun Bønder sidde i Skjænkestuen og drikke til langt ud paa Natten, og det sørger Fader for; jeg spinder og passer Kreaturerne og har aldrig lært Sligt." Vi kom imidlertid fortræffeligt ud af det sammen, og hun var temmelig hurtig i sin Opfattelse af den skjønne Kogekunst; men overordentlig comisk var hendes idelige Venden tilbage til mig for at hente Raad snart i Et, snart i et Andet, og ikke alene hvad der angik os, men hvad der var paafærde i det øvrige Hus. Et af de faa Besøg, vi modtoge her i Hellebæk, var af vor gamle Ven Collin. Da han til vor Glæde kom ind ad Døren, sagde han til mig: "Ja, her er jeg, min bedste Hanne, og nu spørger jeg dig ligefrem: vilde det genere dig, om jeg blev her til Middag hos Eder?" Jeg sagde, at han var hjertelig velkommen, hvis han vilde tage tiltakke med, hvad Huset formaaede. Hurtigt aftalte jeg med Madammen, hvad vi kunde beværte vor Ven med, og tyede især til vor Hovedhjælp, Fisk, som man naturligvis fik fortræffelig i denne Egn. Medens Heiberg, Collin og jeg nu sade i vor lille Stue, stak Kromadammen i Et væk Hovedet ind ad Døren og vinkede mig ud. Dette bemærkede Collin, og han sagde: "Jeg er dog vist kommen til megen Uleilighed og Besvær, det mærker jeg nok paa den stakkels Krokone." Jeg brast i Latter og sagde: "Tro for Alting ikke, at det er Forberedelser til vor Middagsmad, som gjør, at jeg ideligt bliver kaldet ud; nei, det er ganske andre Begivenheder; der er nemlig mod al Sædvane kommen fremmede Gjæster, der ville have Noget at spise, og nu kommer hun til mig for at finde Trøst og Raad i sin store Forlegenhed. Det, hvorfor hun nu sidst kaldte mig ud, var, om det gik an at sætte kogte Æg paa Bordet. Ja, jeg er virkelig med Et bleven Kromadam og har meget travlt med at holde Kroens Renommé oppe." Nu var Collin orienteret, og næste Gang der blev vinket ad mig i Døren, gav det Anledning til Spøg og Latter af os alle Tre. Collin tog Afsked med os om Aftenen, idet han sagde: "Hvor har det dog glædet mig at være hos Eder paa denne Dag, hvor have vi haft det fortræffeligt! Vogt Eder, at jeg ikke gjentager dette Besøg, der i høi Grad har oplivet mig." Med oprigtige Ønsker om hans Gjenkomst toge vi Afsked med den milde, kjærlige, opofrende Mand; han trykkede vore Hænder med en Hjertelighed, som det kun stod i Faas Magt at vise med det Udtryk af 150 Sandhed og Inderlighed. Idet jeg saa mange Aar efter nedskriver disse Linier, staar den elskelige Skikkelse saa levende for mig, at jeg af Hjertet udbryder: Gud glæde ham i sit Paradis!

✂ Hverken Heiberg eller jeg vare, hvad man kalder Morgenmennesker, en naturlig Følge af mit anstrengende Theaterliv. Naar man kom sildigt hjem om Aftenen, træt, hed, var Blodet endnu i stærk Bevægelse efter Aftenens Arbeide, og det var da nødvendigt at sidde en Stund for at afkjøles og bringe Blodet i Ro; inden dette opnaaedes, lod det sig ikke gjøre at begive sig til Hvile. Min kjære Heiberg blev altsaa siddende oppe hos mig for at holde mig med Selskab; ved mine Forretninger vare vi saa ofte adskilte, at vi begge længtes efter disse rolige, natlige Samtaler. Af denne sildige Gaaen til Hvile fulgte atter Vanskeligheden ved at staa tidligt op; Søvn maa man have; kan man ikke faa den i rette Tid, da maa man tage den i urette. En hel anden Sag var det med mig, naar vi saaledes ene laa paa Landet; da blev jeg med Et et Morgenmenneske, medens Heiberg, opholdt om Aftenen af sine Stjerner, vedblev sit sædvanlige Liv, sildigt til Sengs, sildigt op.

✂ Det hørte nu til mine største Lyksaligheder under disse landlige Ophold tidligt om Morgenen at vandre ene ud paa Opdagelser i de mig fremmede Egne og saaledes lidt efter lidt leve mig ind i Egnens Skjønhed og særegne Character. Og hvilken Nydelse at vandre her i denne vidunderlig deilige Egn! Hvis der noget Sted paa Jorden findes Dryader, da maa det være i Hellebæks lyse, pragtfulde Skove. Hvis der nogetsteds findes Nereider, da maa det være i Indsøerne ved Hellebæk, som de slyngede sig hen imellem Trægrupperne. Hvis der nogetsteds findes en Kildenymphe, da maa hun søges ved de klare Kilder, som her vælde frem af Jorden. Jeg gik her i et fuldstændigt Sværmeri over denne Egns henrivende Skjønhed. Der var saaledes et Sted, hvor Indsøen slyngede sig, saa den tabte sig i det Fjerne. Hvorledes jeg end bar mig ad, kunde jeg aldrig komme til at se, hvor den endte, og jeg udfandt lidt efter lidt, at bag denne Sø laa Alfernes Slot, som jeg forgjæves anstrengte mig for at naa hen til. Lykkelige Aar, hvor Naturen griber os med en saadan Styrke! Jeg vandrede nu hver Morgen paa Kryds og tvers i fuldstændig Ensomhed, thi det er bogstavelig Sandhed, at jeg i de sex lykkelige Uger, jeg tilbragte her, ikke mødte et velklædt Menneske i disse Skove. Hist og her vare nogle Køer tøirede, og disse bleve saa forundrede over mit Komme, at de med et mærkeligt nysgjerrigt Udtryk i de store, døsigt gloende Øjne vendte Hovedet om efter mig, som om de vilde sige: "Hvad mon det er for En?" Men just denne Ensomhed behagede mig. Jeg nød ligesom det at være taus, fri for Talen, og lade Duften af Græs og Blomster strømme ind paa mig. Paa disse mine ensomme Vandringer tiltrak et Bondehus, en ussel Hyttes Indvaanere mig med uimodstaaelig Magt. Jeg 151 vilde kjende de Mennesker, hvis Liv gik hen bag disse Vægge, kjende deres Glæder, kjende deres Smerter, haabende, at en lille Gave af mig kunde bringe lidt Forandring, lidt Sollys ind i den tarvelige Bolig, og med Sandhed kan jeg sige, at min Taknemmelighed var stor, naar Forsynet undte mig den Glæde at bidrage lidt til deres Lykke.

✂ En Morgen havde jeg vandret længere om end sædvanligt; jeg havde fordybet mig i en af Skovene og var ved Enden af denne kommen ud til en af de brede Aaer, der blødt og yndigt slynge sig langs med Skovene. Endelig standsede jeg ved en Granskov, der saae mørk og høitidelig ud, som Granskove jo gjerne gjøre; de nøgne Stammer tabte sig, den ene bag den anden, i et Perspectiv, der har noget Uendeligt ved sig, idet man paa een Gang ser saa langt igjennem den og dog ikke formaar at se Enden paa den. Det rødlige Teppe af nedfaldne Naale bidrager til, at det Oplivende, Friske i Naturen her ikke findes. Man har ofte sammenlignet saadanne Skove med en Kirke; jeg vil hellere sammenligne dem med en Klosterhvælving, hvor Pillerne staa i Rader ved Siden af hinanden. Vel bliver man høitidelig stemt i en saadan Skov; men det er ikke Kirkens Høitidelighed, det er Klosterets. Stemningen er ikke lys, opløftende, men tung og knugende, som om man skulde vogte sig og være paa sin Post i paakommende Tilfælde. Med disse Følelser gik jeg igjennem hin Skov, ikke fri for en ængstelig Hjertebanken, og jeg tænkte: Du vover dig ogsaa for vidt paa disse ensomme Steder! Vende om havde jeg dog ikke Lyst til, især da jeg syntes at øine en Lysning, der spaaede, at jeg snart maatte komme ud af Skoven, og saa ønskede jeg dog nok at vide, hvad der da vilde vise sig; jeg tog altsaa Mod til mig og gik videre. Omsider naaede jeg ud og stod nu pludseligt ved en lille Hytte, der laa ved en af de bugtede Indsøer. Omkring Hytten var et Stakit, der indesluttede en temmelig stor Køkkenhave. Jeg gik lige hen til dette, saae ind i Haven og blev da en ualmindelig høi, gammel Kvindeskikkelse vaer; hun støttede sig paa en Krykke under den ene Arm og gravede i Jorden med en Spade i den anden Haand; med stort Besvær stak hun Spaden i Jorden og søgte, som det lod, efter Kartofler. Hun vendte Ryggen til den Side, hvor jeg stod, saa jeg ikke kunde se hendes Ansigt. Jeg tænkte strax: denne Kone maa jeg tale med. Bøiende mig over Stakitet raabte jeg med lydelig Røst: "Goddag! vil De ikke sige mig Besked om Veien til Kroen i Hellebæk?" Hun dreiede sig nu om efter Lyden, og idet hun saae en velklædt Dame, sagde hun med en ualmindelig kraftig Røst: "Herre Gud, hvor kommer De herhen?" Hun humpende nu hen til mig og gav mig en kort Besked om Veien. "Hvad feiler Deres Ben?" spurgte jeg. Og nu brast hun til min Forundring i en saa heftig og lidenskabelig Graad, at hun formeligt forskrækkede mig. "Luk op og lad mig komme ind til Dem," sagde jeg; 152 hun adlød. "Kan jeg ikke faa Lov at komme ind i Deres Hus," vedblev jeg, "jeg har gaaet langt og trænger til at sidde ned." - "Jo, det veed Gud, De kan," svarede hun, "hvis De vil træde ind i min usle Hytte til mig elendige Menneske!" Jeg gik nu ind i Hytten; hun fulgte grædende efter. Derinde saae ganske pent og renligt ud. Det var et lille, firkantet Rum med et Vindue til begge Sider, et ud til Haven, et andet til Søen paa den modsatte Side. Ved dette sidste stod mod Væggen en meget stor Dragkiste med nogle dybe Skuffer, der vare til at trække ud med Messingringe. Ved Vinduet ud til Haven stod paa den ene Side en gammeldags Topseng, fyldt med Dyner næsten op til Loftet, paa den anden Side af Vinduet en Slagbænk af Træ, ved Vinduet selv et lille Bord, en gammel Læderlænestol og en Spinderok, Midt i Stuen ved Siden af Slagbænken en meget stor, fremspringende, gammeldags, firkantet Kakkelovn. Bag denne Stue et lille Kjøkken, hvor Alt stod i den bedste Orden.

✂ Da vi vare komne ind i Stuen, sagde jeg: "Sæt Dem nu ned og fortæl mig, hvorfor De er saa fortvivlet." Hun kastede sig grædende ned paa Stolen ved Vinduet ud til Haven, og jeg satte mig ned lige overfor paa Slagbænken. "Hvorfor?" udbrød hun med sin stærke, mandige Stemme og saae paa mig med et saa fortvivlet og lidenskabeligt Udtryk, at jeg blev ganske bange for hende. "Fordi Gud har forladt mig." - "Hvorfor tror De det?" spurgte jeg, idet jeg følte den dybeste Medlidenhed med det arme Menneske. - "Vilde han," vedblev hun, "lade mig lide, som jeg gjør, vilde han have fundet sig i, at den Onde fik Lov at husere med mit arme Legeme, hvis han ikke havde forladt mig? Dag og Nat plages jeg af de uudsigeligste Smerter i dette Ben; uden Søvn om Natten, uden Ro om Dagen er jeg som i et Helvede af Pine og Smerte." - "Lad mig se Deres Ben," svarede jeg, "maaske veed jeg Raad." Hun saae atter paa mig, men denne Gang med et forbauset Udtryk. "Vil De se paa mit Ben?" sagde hun, "vil De betragte mig elendige Skabning? Hvor er De fra?" - "Fra Kjøbenhavn," svarede jeg. - "Ja, det kunde jeg nok tænke, thi Folk derinde ere gode." - "Lad mig se det," vedblev jeg. Hun saae nu paa mig med et venligt Smil, idet Taarerne løb mere stille ned ad hendes Kinder. "Nei, det er Synd, lille Jomfru, at De skulde se det hæslige Syn." - Atter maatte jeg bede og gjentage min Anmodning, idet hun tilsidst grædende og ligesom mumlende nogle Ord, jeg ikke kunde forstaa, løste en Mængde Klude af Benet. Og nu kom et Syn tilskue, hvorved jeg gøs. Hele Benet fra Hælen til Knæet sad i det blodige Kjød. "Har De ikke spurgt en Læge til Raads?" spurgte jeg. - "En Læge? Hvad tror De, at en Doctor bryder sig om et Kryb som mig? En Læge kan desuden ikke hjælpe; der er kun een Ting, som kan hjælpe, og dette har jeg ønsket i fem Aar, men hvor skulde jeg faa det fra?" - "Og det er?" 153 spurgte jeg. - "Det hjælper ikke, at jeg siger Dem det," sagde hun med en haard Stemme, "thi De kan ikke skaffe mig det." - "Herre Gud," vedblev jeg lidt utaalmodigt, "De kan jo sagtens sige, hvad det er; det var jo dog muligt, at jeg kunde skaffe Dem det." - "Ja," sagde hun, seende hen for sig, "kunde jeg faa en Krukke Universalbalsam , da var jeg hjulpen." Forundret over dette Ønskes Beskedenhed spurgte jeg, hvorfor hun, ifald hun troede, at dette vilde hjælpe, da ikke for længe siden havde sendt Bud til Helsingør derefter. - "Sende Bud? Med hvem? Kan jeg gaa til Helsingør? Og hvem vil gaa for mig? Manden er hele Dagen paa Arbeide oppe paa Herregaarden for at fortjene Brødet til os, er træt og mødig, naar han kommer hjem, det gamle Skrog, og hvem har jeg ellers at sende? Og desuden ere saadanne Sager vist dyre; naar man Dag for Dag har sin Ulykke med at faa Skillingerne til at slaa til, saa betænker man sig og paa en saadan Udgift." - "Har De aldrig klaget Deres Nød for Herregaardsfruen?"

✂ - "Her er ingen Herregaardsfrue, men en Forpagtermadam; hun er fin, kan De tro, men klage sin Nød for hende, - det skulde nok hjælpe! Jeg spinder Hør for hende, og Gud veed bedst, hvad det betyder at træde Rokken med det daarlige Ben; naar jeg da om Lørdagen slæber mig paa min Krykke op paa Gaarden, saa skulde De høre, hvor hun kan pine mig for at faa Pundet spundet et Par Skilling billigere." - "Har De slet ingen Hjælp af Nogen?" spurgte jeg. - "Nei, det veed Himlen, af Ingen, undtagen af en gammel fattig Fisker, der bor nede i Byen; naar han har fisket, og Vor Herre har været ham god, da kommer han mod Aften, banker paa Døren og stikker en Fisk ind til mig, idet han siger: Se her, Ane, her er lidt til dig og din Gamle! Fattigfolk dele helst med hinanden, for de vide, hvad Trang er; det kjende de Rige Intet til." - "Nu vel," sagde jeg, "i Morgen kommer jeg atter og bringer Salven med." - "Vil De skaffe den?" spurgte hun med et mistroisk Blik. "Hvem er De, hvorledes vilde De bære Dem ad dermed?"

✂ - "Ganske simpelt; naar jeg kommer hjem til Kroen, skal et Bud strax ride til Helsingør og hente Salven paa Apotheket, og i Morgen skal jeg komme her med den og sige Dem Besked om, hvorledes De bør bruge den."

✂ - Hun foldede Hænderne og saae op imod Himlen, idet Smil og Graad afløste hinanden: "Nei, Herre Jesus, hvor er jeg dog glad, hvor er jeg glad! Og veed De hvorfor? Fordi jeg ser, at Gud ikke har forladt mig, thi det er ham og ingen Anden, der har sendt Dem til mig elendige Menneske." Og atter foldede hun Hænderne, lod Hovedet synke og mumlede Noget imellem Tænderne. Jeg kan ikke sige, hvor hun rørte mig. Der var i hendes hele Væsen, i hendes Stemme, i Øiets Udtryk noget saa Eiendommeligt, noget saa Originalt, saa Primitivt, at jeg syntes, at jeg aldrig havde set hendes Lige. "Naar kommer De i Morgen?" spurgte hun, som om hun frygtede for, 154 at jeg ikke vilde holde Ord. "Saa tidligt jeg kan," svarede jeg, "omtrent paa samme Klokkeslet som i Dag, thi jeg gaar en Tur hver Morgen." - "Ak, Herre Gud, er det sandt, er det sandt?" sagde hun, idet Taarerne ganske stille fløde ned ad de gamle, rynkede Kinder. Jeg tog nu Afsked, idet jeg bad hende være taalmodig, saa vilde Vor Herre vel hjælpe. "Ja," udbrød hun, pegende opad: "Han veed nok, hvad han gjør. Han slaar og klapper, alt eftersom vi fortjene det. I Dag har han rigtignok klappet gamle Ane." Hun fulgte mig til Døren, og idet jeg gik igjennem Haven forbi Vinduet, stod hun i dette og nikkede som til en gammel, kjær Ven.

✂ Jeg var Vor Herre usigelig taknemmelig over, at han havde ført mig ind i denne Hytte, thi under alle Omstændigheder kunde jeg dog bringe lidt Sollys ind her til den gamle, smertefulde Kvinde. Jeg var glad og let om Hjertet, og Veien hjemad gik hurtigt og let, idet jeg faldt i Betragtning over Menneskenes ulige Kaar. I fem Aar havde dette Menneske siddet her ensom i Smerte, ønskende et lille Lægemiddel til at lindre den med, uden at dette Ønske var opnaaet! Hvor sørgeligt! Hvor forfærdeligt! Jeg havde desværee ikke nogen Tro til Lægemidlet, men hun skulde dog have det; Troen flytter Bjerge. Som naar et Dagværk heldigt er fuldbragt, saa let og glad traadte jeg ind i vor Kro, hvor Heiberg utaalmodig og ængstelig ventede paa mig, medens Valter gav Hals og hylede af Glæde over mit Komme. "Hvor bliver du dog af?" udbrød Heiberg. "Skjænd ikke, jeg har havt et besynderligt Eventyr, som jeg skal fortælle Dig ved Caffen." Og nu satte vi os til Bords og lode vor Morgencaffe smage os fortræffeligt, idet jeg fortalte mit Eventyr om Ane i det lille Hus ved Søen. Heiberg tog stor Del i min Fortælling og glædede sig ret paa mine Vegne. Hvor er det dog herligt, naar man er sikker paa Sympathi hos sine Nærmeste, sikker paa de samme Anskuelser, de samme Følelser i Stort og Smaat.

✂ Min skikkelige Kromadam skaffede mig nu et Bud til Helsingør for at hente den mirakuløse Salve, der næste Morgen skulde bringe Ane Trøst og Lægedom. Som en forsigtig Husmoder havde jeg altid paa vore smaa Udflugter et lille Haandapothek og lidt gammelt fint Linned med, i Tilfælde af Uheld paa en eller anden Maade. Jeg kjendte Fattigfolk saa godt, at jeg vidste, at det ikke kunde nytte at bringe dem Lægehjælp, naar de selv skulde have mindste Ulejlighed dermed. Jeg syede da en Del Bind og lagde smaa Linnedlapper mange Gange dobbelt til at lægge paa Hullerne paa Benet, og jeg lod Budet tillige i Helsingør kjøbe nogle Pund Caffe, The og Sukker til Oplivelse for min Patient. Da dette var i Orden, tog jeg med fornyet Kraft og Glæde fat paa "En Søndag paa Amager", og det var ligesom der var Velsignelse ved Arbeidet, saa let og hurtigt gik det fra Haanden.

✂ Næste Morgen vandrede jeg glad med min Oppakning til Ane. I Afstand 155 kunde jeg se, at hun stod i det aabne Vindue og saae hen imod den Kant, hvorfra jeg skulde komme; da jeg nu stod udenfor Vinduet, nikkede til hende og sagde: "Godmorgen Ane, her er jeg!" da nikkede hun igjen saa venligt, saa fortroligt til mig, aabnede Børen og sagde: "Herre Gud, saa kom De virkelig!" Jeg spurgte hende nu, om hun havde lidt lunkent Vand; det havde hun da. "Saa kom nu," sagde jeg, "og sæt Dem ned, thi først maa vi nu omhyggeligt vaske Benet rent, forinden Salven bliver lagt paa det." Hun satte sig nu i den gamle Læderlænestol; knælende paa Gulvet hjalp jeg hende med Afvaskningen. Hun sad stille med en Mine som et Barn, idet de stille Taarer langsomt løb ned ad hendes Kinder. Endelig udbrød hun: "Herre Gud, vil De røre ved mig jammerlige Skabning!" Jeg tilstaar, at det ikke var uden en vis Overvindelse, at jeg udførte dette Arbejde, men jegsagde til mig selv: "Skam dig, er hun ikke et Menneske som du selv?" Nu blev Salven smurt paa Linnedet og lagt paa, derefter Bindet snoet om hele Benet fra Hælen til Knæet. Jeg gik i Sørgedragt denne Sommer for Georg Buntzen og tog derfor en sort Knappenaal af min Krave for at hefte Bindet fast. Idet jeg fæstede denne Naal i Bindet, sagde Ane: "Denne Naal skal aldrig komme fra mig, saa længe som Vor Herre lader mine Øine staa aabne." Hun havde en egen Maade at sige slige Ord paa, forskjellig fra den, fattige Folk ellers bruge; de bleve sagte med en Alvor, jeg kunde næsten sige en Høihed i Tonen, der aldrig forfeilede sin Virkning paa mig.

✂ Næste Morgen aflagde jeg atter Ane et kort Besøg, thi vi havde en længere Tur for den Dag. Hun forsikrede, at hun ikke i fem Aar havde havt en saa rolig Søvn som i denne sidste Nat. Jeg sagde nu, at hun, inden jeg gik, skulde vise mig, om hun nu forstod selv at vaske Benet og lægge ny Salve paa, samt forbinde det, da dette hver Dag maatte gjentages. Hun gjorde det Alt meget ordentligt, og da jeg nu sagde: "Med Vished kan jeg ikke love at komme hver Dag; lad mig da se, at De ikke forsømmer at gjentage, hvad De i Dag har gjort." Hun lovede det med de Ord: "Skulde jeg love Dem noget og ikke holde det, da maatte jeg jo være et Skarn." Da jeg gik, sagde hun: "Jeg har noget til Dem, som jeg vil forære Dem." Hun hentede nu en lille Kurv fuld af Rødløg: "Dem skal De have!" Jeg takkede hende, men bad hende selv beholde Løgene, da hun jo havde Brug for Sligt. "Nei," sagde hun med comisk Pathos, "disse Løg, som jeg selv har plantet og passet, skal De og ingen Anden nyde Godt af." Der hjalp Intet; jeg maatte bære mine Rødløg hjem. Det var ingen videre behagelig Belønning at bære disse den temmelig lange Vei i Heden, men Ane mente det saa godt, og jeg maatte føie hende i at modtage Gaven. Heiberg lo, da jeg kom hjem og spurgte ham, om han vilde kjøbe Løg; men Kromadammen fik dem.

156

✂ I det fortryllende Hellebæk vandrede jeg i denne uforglemmelige Sommer hver Morgen, bestandigt opdagende flere og flere Skjønheder. Den frodige Vegetation i de lyse Skove, paa de grønne Marker gjorde, at jeg hver Dag kom hjem til Caffen med den skjønneste Flora af vildtvoxende Planter til min store Skaal paa Dagligstuebordet, og til en ganske lille, der altid stod paa Heibergs Skrivebord, sammensat af de smukkeste og sjeldneste Markblomster. Hans Tak for denne lille Bouquet hørte ligesom med til Dagens Glæde. En Gjenvordighed havde Heiberg i dette vort romantiske Logis, den nemlig, at Dørene vare saa lave, at den høie Mand ideligt rendte Panden mod Kanten, naar han skulde gaa ind og ud ad dem; men selv denne Ubehagelighed blev ingen Aarsag til Ærgrelse eller Vrantenhed, men kun til Latter og Lystighed. "Jeg er for fornem," sagde han spøgende, "til at bo i saa lave Rum; det har upaatvivleligt været min Bestemmelse at bo i Paladser; det er derfor krænkende for mig at bo i en saadan Hytte, saa jeg hele Sommeren maa gaa med Buler i Panden." Om Aftenen læste Heiberg ofte høit for mig, snart i et, snart i et andet Digterværk, medens jeg var flittig ved mit Haandarbejde, og efter Læsningen vare vi ofte i en saa livlig Samtale, at det var vanskeligt at rive sig løs og gaa til Hvile paa vore Hømadratser. Ofte, naar jeg kom hjem fra mine Morgenvandringer, laa Heiberg endnu: "Min Gud," raabte jeg da, "er det muligt, at du kan sove endnu!" - glemmende, at jeg selv den meste Del af Aaret fandt det i sin Orden paa denne Tid af Dagen at ligge i den dybeste Søvn. Ere vi selv oppe, da kunne vi næsten ikke forstaa, at det er muligt, at Andre kunne ligge og sove.

✂ Da jeg næste Gang besøgte min Ane, kom hun mig fortvivlet imøde: "Hvad er der nu iveien?" spurgte jeg. - "Ak, jeg har mistet den sorte Knappenaal, som De heftede mit Bind sammen med." - "Ikke andet," sagde jeg, "De skal faa en anden af mig, saa er jo den Sorg slukket." - "Nei!" raabte hun, "det hjælper til Intet; det maa være den samme. Jeg har vendt op og ned paa hele Huset, set efter i alle Kroge, i alle Gjemmer, men forgjæves; jeg har sagt til mig selv: nu Naalen er borte, følger Fruen snart efter." - "De maa ikke være saa overtroisk!" sagde jeg. - "Ak!" svarede hun, "det er Altsammen det Skarnstøi Skyld i; længe har det pint og drillet mig, og nu under det mig ikke Dem." - "Hvem?" spurgte jeg. "De," svarede hun, "der sky Lyset og søge Mørket; saa tænker jeg vel, De forstaar mig; det er ikke godt at tale meget om det Tøi, saa blive de rent gale; men Ingen har stjaalet min Naal, uden de. Jo, jo, jeg kjender dem; jeg har havt med dem at bestille; de har altid villet tage det Bedste fra mig, og det Skarnstøi mærkede nok, at Naalen var mig kjær. I min Ungdom havde jeg mangen en Dyst med dem, da jeg var Barnepige. Jeg havde et deiligt Barn at passe; da havde de travlt, kan Fruen tro. Hver Nat havde 157 jeg min Hyre med at passe paa Glutten, thi Troldtøiet havde ingen Rist eller Ro, de vilde partout have Barnet fra mig og lægge deres eget Utyske i Stedet. Men jeg holdt fast, maa De tro, og de maatte fortrække. En Gang var det nær gaaet galt. Jeg havde været silde oppe den foregaaende Aften og sov haardt. Med Et vaagner jeg, føler strax i min Forskrækkelse efter Barnet, thi jeg syntes nok, at Noget puslede om i Stuen; jeg springer ud af Sengen og i Befippelsen lode de Barnet falde, som jeg tog op midt paa Gulvet. Men da tænkte jeg, nei nu maa her gjøres Noget, saa jeg herefter kan være sikker, og da satte jeg hver Aften en Stoppenaal tvers i Sengeomhænget, og saa blev der Fred." Forbauset hørte jeg paa denne Tale, der blev fremsat med en saadan Alvor i Stemme, Blik og Miner, en saadan Tiltro til sin egen Tale, at det uvilkaarligt stemte mig til Alvor, og i alt Fald interesserede det mig en Gang at træffe et saadant Menneske, saa jeg vel vogtede mig for at bringe hende ud af Stemning til at fortælle videre. "Tror Ane," spurgte jeg, "at Trolde endnu husere imellem os?" - "Om de gjør," svarede hun, "jo jeg takker, men de have ikke mere den Magt nu som i gamle Dage; thi jeg skal sige Dem, nu da Christendommen er kommen i Verden, da Børnene ordentlig døbes og confirmeres, saa er deres egentlige Herredømme forbi; men man ser dog, at de endnu kunne drive deres Spil. Har De ikke set det lille Utyske, som i Sommer tripper om her i Egnen, og som bor deroppe paa Herregaarden?" - "Mener De Minister Wynns Søn?"* spurgte jeg. "Søn," gjentog hun, "han er ikke mere Wynns Søn end han er min eller Deres; den smukke, fine Kone har ikke født det Utyske." - "Hvis Søn er han da?" spurgte jeg. Med en Stentorstemme, idet hun reiste sig og stod der i sin fulde Høide, raabte hun: "Troldunge, forbyttet," med en saadan Kraft, at det formeligt gøs i mig: "Han har aldrig smagt Daaben, det kan De stole paa; men den stakkels Unge, de have stjaalet og nu have imellem sig, han maa døie Ondt, medens dette Utyske her lever med Tjener paa hver Finger i Glans og Herlighed; thi dette Troldtøi kan godt lide, at der bliver gjort Stads af deres Unger."

✂ Jeg blev mere og mere forundret; jeg havde jo her Konen fra "Elverhøi", lyslevende staaende for mig. Hun talte endnu længe og mærkeligt, og naar jeg saaledes ene sad med hende i det lille, afsides Hus, var det umuligt andet end at smittes af denne Overbevisning, der fremtraadte med et saa stærkt Præg af Sandhed. Det var mig næsten ikke muligt at løsrive mig fra hende denne Dag, saa mærkeligt beaandet forekom hun mig og saa ** Wynn, der i mange Aar var engelsk Gesandt i Kjøbenhavn, havde en Dværg af en Søn, som i sin Tid var alle Kjøbenhavnere vel bekjendt. Wynns laa denne Sommer paa Landet i Hellebæk. 158
eiendommeligt førte hun sin Tale. Endelig maatte jeg da tænke paa at vende hjem til den stakkels Heiberg, der ventede paa sin Morgencaffe; jeg selv havde hverken følt Hunger eller Tørst, saa længe jeg sad overfor Ane og hørte paa hendes forunderlige Tale. Da jeg sagde hende Farvel, spurgte hun, hvad jeg hed: "Herre Gud, jeg veed jo ikke en Gang Deres Navn!" - "Det er jo ligemeget, hvad jeg hedder," svarede jeg. "Aa ja, et Navn har ikke saa meget at betyde," sagde hun. Hermed gik jeg, opfyldt af hvad jeg havde hørt, glædende mig til at meddele Heiberg det, naar jeg kom hjem. Forinden jeg forlod Ane, havde jeg sagt, at hun ikke maatte vente mig Dagen efter, men først den derpaa følgende, da vi næste Dag tænkte paa at kjøre en Tur i Omegnen. I Løbet af Dagen forandrede vi imidlertid vor Plan, og næste Morgen indfandt jeg mig derfor atter hos Ane. Jeg listede mig igjennem Haven; jeg vilde prøve paa at overraske hende, da hun i Dag ikke ventede mig, og jeg nød i Tanken den Glæde, hun vilde lægge for Dagen ved min Ankomst. Da jeg gik forbi Vinduet ud til Haven, sad den besynderlige høie Skikkelse indenfor, ivrigt beskjæftiget med at spinde paa sin Rok. Jeg kunde ikke lade være med at standse lidt for at betragte hendes Profil; i samme Øieblik slog hun Øiet op, og da hun saae mig, rev hun Vinduet op og udbrød: "Herre Gud, er De der; det var da ærgerligt, De sagde jo, at jeg først skulde vente Dem i Morgen!" Jeg tænkte: Saaledes er det, naar man vil overraske! Da jeg kom ind i Stuen, sagde jeg: "Naa Ane, jeg er altsaa ikke velkommen, det var jo slemt." - "Aa," svarede hun, "jeg havde nu saa inderligt glædet mig til, naar De kom i Morgen, at staa for Dem i min Brudedragt. Her skal De se," vedblev hun, idet hun trak en af de store Dragkisteskuffer ud, "her ligger hele Stadsen færdig til at tage paa; det var da kjedeligt!" Jeg blev ret rørt over den Gamles Indfald og beklagede, at jeg selv havde berøvet mig dette Syn. "Hvorledes gaar det med Benet?" spurgte jeg. Med en polisk Mine svarede hun: "Bedre og bedre; men endnu skal De ikke se det; først om nogen Tid," tilføiede hun ganske naivt, "skal De have den Fornøielse. Men nu maa jeg allerførst fortælle Dem, hvor glad jeg er i Dag. Jeg har fundet Knappenaalen; den havde forputtet sig i min Trøie. Nu sidder den paa sin gamle Plads i Bindet, og Alt gaar godt. Dernæst maa jeg sige Dem, at jeg nu veed, hvem De er, og hvad De hedder." - "Ja saa, hvad hedder jeg da?" - "De hedder Fru Hein og danser inde paa Comedien." - "Ja, ja, saa veed De jo Besked, saa vi behøve ikke mere at tale herom," svarede jeg, ret fornøiet over, at hun dog ingen Besked vidste; jeg syntes, at det romantiske i mit Skoveventyr ligesom blev mere prosaisk, naar saaledes Alt var paa det Rene, og ingen Opdagelse mere var at vente. At jeg aldrig saae Anes Mand paa mine Besøg hos hende, var i sin Orden, thi paa denne Tid var han jo gaaet 159 paa Arbeide, hvilket var mig ret kjært; Tre er et daarligt Tal, naar det gjælder fortrolige Samtaler. Derimod erfarede jeg først i Dag, at Ane havde en Søn, hvilket hun i Samtalens Løb kom til at nævne. "Saa De har en Søn? Kommer han ofte til Dem?" - "Aa nei," svarede hun, idet et smerteligt Træk viste sig om hendes Mund. "Han passer Sit, jeg Mit." - "Men han besøger dog sin Moder," vedblev jeg. "Sin Moder," gjentog hun ligesom med Bitterhed, "ja, der er mange, som hedde Moder, og som dog ikke ere det." Jeg forstod hende ikke, men saae, at hun ligesom ikke havde Lyst til videre Forklaring. "Ja, Ane," sagde jeg, "nu er det Alvor, at jeg ikke kommer her i flere Dage. Vi reise i Morgen til Nakkehoved og Gilleleie, og jeg veed ikke saa lige, naar jeg kan komme igjen." Hun reiste sig lidt forskrækket op af Stolen, gik hen og tog mig troskyldig i Haanden og sagde: "Ja saa, men Herre Gud, De kommer dog vel en Gang igjen? Jeg skal vel ikke sidde Dag ud og Dag ind og vente paa Dem, uden at De kommer? Det er nu, ligesom De hørte mig til," sagde hun, idet hun saae saa vemodigt paa mig; "ja, bliver De vred, fordi jeg taler saadan til Dem, saa beder jeg Dem mange Gange om Forladelse; jeg er jo et simpelt Bondefruentimmer, og jeg veed ikke saa lige, hvad der skikker sig." Rørt over denne simple Hjertelighed rakte jeg hende min Haand, som hun kyssede; jeg lovede hende bestemt at komme tilbage. "Farvel," sagde hun, "en god Bøn trænge jo Alle til, og et Bæst maatte jeg være, om jeg ikke hver Aften bad Vor Herre om at holde sin Haand over Dem!" Jeg takkede hende og gik.

✂ Hver Gang jeg kom fra Ane, maatte jeg fortælle Heiberg Alt, hvad denne besynderlige Kone havde sagt, og hun interesserede ham mere og mere.

✂ Der er dog ingen Mennesker, der kan udtale Ordet saa varmt og hjerteligt som saadanne umiddelbare Naturer. Det smukke "Goddag" og "Farvel" lyder anderledes hos dem end hos den overdannede Mængde, som bruger disse og lignende kjærlige Ord med en vis ligegyldig Vanetone, som gjør Ordet hult og betydningsløst. Hvor ofte spørger man os ikke, hvorledes vi befinde os, og inden vort Svar er udtalt, er Spørgeren alt et langt Stykke inde i sin næste Sætning. Jeg kan ikke fordrage dette. Kjærlige Ord, et Haandtryk, et Kys bør aldrig benyttes som en Vanesag; det er kun den fulde Nærværelse, som giver det Betydning, og det burde altid enten have en Betydning eller ikke benyttes. Jeg selv har aldrig kunnet bringe det til Vane; det er mig umuligt at tage en Fremmed i Haanden, uden at jeg har maattet tænke paa, at et Haandtryk dog er en stor Venlighed.

✂ I det mest himmelske Veir reiste Heiberg og jeg til Nakkehoved, som ligger et Par Mil fra Hellebæk. Dette mærkelige Punkt er ret et Bevis paa, hvad den menneskelige Udholdenhed formaar. Nakkehoved er en af 160 Sjællands yderste Pynter mod Nord; et Fyrtaarn staar her som Leder for de stakkels Sømænd i Farens Øieblikke. Fyrinspecteuren, en Hr. Faber, kom til at bo her for et Halvhundrede Aar siden paa nøgne Strandbanker, Sand og atter Sand og intet andet! Med overmenneskelig Taalmodighed begyndte denne Mand at plante i Sandet. Stormene kastede omkuld, hvad hans kjærlige Haand havde plantet, det ene Aar efter det andet. Han plantede atter og atter, og se, nu gaar man der i 7 à 8 Alen høie franske Hække, tætte som Vægge i en Stue, og indenfor disse Træer, Blomster, Frugter af sjeldne Arter; smaa Damme med alle Slags Vandfugle, Fiskeparker o. s. v. Og hvilken Udsigt over Havet fra dette Punkt! Hvilke Skypartier, hvilke Belysninger paa Kysten, paa Kullen, paa Skyerne, paa Skibene, der ligge dybt nede ved Ens Fod! Uforglemmeligt er mig alt dette. Da jeg nogle faa Aar efter atter besøgte dette Sted, fortalte Faber mig, at jeg, første Gang jeg sad her og saae dette Skue, havde udbrudt: Og saa reiser man til Italien for at se en henrivende Natur, naar man har Sligt hos sig selv! Jeg erindrer det ikke, men vil gjerne staa ved mine den Gang udtalte Ord.

✂ Efter at have ligget paa Gilleleie om Natten, kjørte vi næste Dag atter tilbage til vor Kro. Der gik et Par Dage, inden jeg kunde faa Tid til at besøge Ane. Nu vandrede jeg en Morgen tidligt derhen. Luften var tyk og trykkende, og sorte Tordenskyer viste sig i Horizonten. Tordenluft har altid havt en stærk Virkning paa mig, rimeligvis paa Grund af den paafaldende Elektricitet i mit Legeme, hvorpaa jeg ofte har set de mærkeligste Tegn. Mangen en Dag, naar jeg vilde rede mit Haar, kunde dette fare ud til Siderne som store Børster og blive staaende i stiv Stilling, hvilket saae helt sælsomt ud. Jeg har undertiden for Løiers Skyld viist Fremmede, der sade og talte med mig, hvorledes en Silkefrynse, som jeg strakte Fingrene ud imod, reiste sig og blev staaende stiv i Luften. Heraf kom vist det Tryk, jeg føler i Tordenluft. Jeg kom derfor hed, træt, betynget af Luften til Ane, der modtog mig med et Glædesraab. Da jeg spurgte: "Hvor gaar det Ane?" sagde hun med glædestraalende Ansigt: "Ja kom, skal De se!" og nu blottede hun det syge Ben, og til min Forundring var virkelig det hele Ben overtrukket med en fin Hud. Jeg blev saa glad som et Barn, og jeg forstaar endnu ikke, hvorledes det simple Middel kunde have denne Virkning. Jeg tænker, at den daglige Vask, det fine, rene Linned i Stedet for de grove Klude vel især var det, der bevirkede den mærkelige Forandring. "Der kan De se," udbrød jeg spøgende, "er jeg ikke en god Doktor?" Ane kyssede min Haand og sagde: "Gud velsigne Dem!" - "Tak," svarede jeg, "dertil trænge vi Alle."

✂ Samtalen gik nu over paa det Uveir, der truede med at bryde løs. Det tordnede alt i det Fjerne. "Bare ikke Tordenveiret bryder løs, medens jeg 161 gaar hjem, hvad skal jeg saa gjøre?" - "Stil Dem ikke under noget Egetræ," sagde Ane alvorligt, "thi De veed jo nok, at der søge altid Troldene hen i Uveir." - "Nei, det veed jeg ikke," svarede jeg, "er det saa?" - "Ganske vist, for det Troldtøi veed, at Lynet vanskeligt slaar ned i Egen, og derfor ty de ind derunder." - "Sig mig oprigtigt, Ane, har De nogensinde set Trolde eller andre overnaturlige Væsener?" - "Nei," svarede hun med en kraftig, bestemt Stemme; "jeg vilde være et Skarn, om jeg løi for Dem , men," tilføiede hun i en forunderlig troværdig og bestemt Tone: "min Søn har set det." - "Naar og hvor?" spurgte jeg. "Netop i et Tordenveir. Det var silde om Aftenen, og han gik hjemad, da et forfærdeligt Veir brød løs. Han vilde krybe i Skjul for Tordenregnen og gik uforsigtigt ind under et Egetræ. Da saae han oppe imellem Grenene i den tykke Krone af Træet flere Trolde, som sade der og krøbe i Skjul, thi Troldene ere mere bange i Tordenveir end vi Christenmennesker. Ved dette Syn glemte han Regn og Torden og løb, alt hvad han kunde, herhjem. Forpustet og aandeløs kom han herind og sagde: Sæt dig, Ane, saa skal jeg fortælle dig, hvad jeg har set i Aften. Jeg satte mig, men maatte først give ham lidt at drikke, for at han kunde komme til Kræfter. Og nu fortalte han mig, hvad jeg nylig fortalte Dem om Troldene i Egetræet. Har du ikke set feil, spurgte jeg. Nei, Ane, var Svaret, jeg saae tydeligt og klart Troldene, som jeg ser dig, Ane, i dette Øieblik." Jeg veed ikke selv, hvor det faldt mig ind at sige: "Hvorfor kalder Deres Søn Dem Ane og ikke Moder?" - "Nei," udbrød hun i den heftigste Lidenskab, "han siger Ane, og han skal sige Ane, thi jeg har ikke været som en Moder for ham." - "Hvorledes skal jeg forstaa det," spurgte jeg, "hvad mener De med, at De ikke har været Moder for ham?" Hun foldede sine Hænder, saae ned for sig og drog det ene Suk efter det andet, indtil hun tilsidst brast i Graad. "Fortæl mig, Ane, hvad De sørger over," sagde jeg, "let Deres Hjerte for mig, jeg hører paa Dem, ikke af Nysgjerrighed, men af Godhed for Dem." - "Ja ja," sagde hun med Forklædet tørrende de gamle Øine, "saa faar jeg vel fortælle."

✂ "De maa da vide, at jeg i min Ungdom gik for en smuk Pige. Jeg var lovlig høi, men dertil saa stærk, at jeg formeligt havde Ry for min Styrke, thi ingen af Karlene kunde løfte, hvad jeg kunde løfte; mangt et Væddemaal vandt jeg, fordi de stærkeste Karle i Endrup - der er jeg fra - maatte lade den Sten ligge, som jeg løftede. Det morede Karlene, og de søgte altid Ane op, naar der var Dans og Lystighed. Stærk var jeg, med et sundt Legeme, hvid og rød var jeg ogsaa, saa de havde nu faaet det Skjøn paa mig, at jeg var smuk, og jeg kunde jo ogsaa nok selv se, at jeg ikke var af de Grimmeste. Paa den Viis gik nu nogle Aar. Saa blev jeg da gift og skulde have et Barn. Da kom en Dag Herregaardsmadammen i 162 Endrup til mig og sagde: "Hør Ane, vi ere begge To paa de samme Veie. Du er stærk, jeg er svag og kan ikke amme mit Barn. Vil du være Amme for mit Barn, naar det kommer til Verden, giver jeg dig en høi Betaling, men paa det Vilkaar, at du giver dit eget Barn fra dig." Se, det var haarde Ord at høre paa. "Du skal ikke svare mig strax," sagde hun, "betænk dig paa det og sig mig Besked." Ja, jeg tænkte og tænkte; jeg sagde hundrede Gange nei, men Tiden kom nærmere og nærmere; Fattigdom er en haard Gjæst. Manden mente, at det Hele jo ikke var saa vigtig en Sag, jeg kunde jo være lige god Moder til Barnet for det. Madammen gjorde større og større Tilbud, og jeg blev mere og mere ulykkelig over, hvad jeg skulde beslutte. Min stakkels Dreng kom før til Verden end hendes, og lidt fik jeg da Lov til at beholde ham. Ja, De maa tro, at jeg mangen en Nat gik paa Gulvet og vred mine Hænder, naar jeg saae paa Drengen. Men Enden blev da, at jeg maatte give ham fra mig; jeg maatte negte ham min sunde Mælk, for at en Anden kunde faa den. Men da svor jeg en dyr Ed: Han skal aldrig i Livet kalde mig Moder, og da Drengen blev saa stor, at man kunde tale til ham, da sagde jeg: Du kalder mig Ane og ikke Moder ."

✂ Man tro nu ikke, at jeg har udpyntet denne Kones Fortælling; tvertimod, det gjør mig ret ondt, at mangen Vending i hendes Tale, mangt et characteristisk Træk i Aarenes Løb er gaaet mig i Glemme, og ofte har jeg fortrudt, at jeg ikke strax opskrev ethvert Ord hun sagde, men kun har beholdt det Væsentlige i en tro Hukommelse.

✂ Denne hendes Fortælling gjorde et dybt Indtryk paa mig. Hvilken Finhed i Følelsen, hvilken Dybde i Smerten bærer den ikke Præget af! Hundrede og atter hundrede fine Damer negte deres Børn den Die, Naturen selv skjænker dem til Føde for den Lille, uden at Spor af Anger opstaar hos dem, fordi de fritage sig for den første af deres moderlige Pligter. Det kan ikke forenes med mit øvrige Liv, hedder det; det vil med andre Ord sige: med Selskabslivet, med den Del, de ønske at tage i Verdens saakaldte Glæder. Jeg sad med en vis Ærbødighed lige over for denne simple Kone, der ved Enden af sin Beretning sad med foldede Hænder, seende ned for sig, idet Taarerne glinsede i Øienhaarene. Det Hele forekom mig som et Eventyr, som et Digt, og dog behøvede jeg kun at se mig om i det lille Rum for at erfare, at Virkeligheden var tilstede. Jeg glemte rent Tiden, blev siddende og siddende og hørte paa Ane, der endnu fortalte mig mangt et Træk fra sin Ungdom. Bestandigt blandede sig i disse Fortællinger den stærkeste Overtro paa underjordiske Væsener, som hun tillagde Indflydelse paa Menneskenes Skjæbner. Hun sagde blandt Andet: "De misunde os Christi Aabenbarelse; de ærgre sig over, at de ikke ere saa gode som vi, og meget Ondt vilde de vel gjøre os, om de havde Magten dertil, men det have de ikke mere 163 nu som fordum." Det var en besynderlig Virkning, denne Kones Ord havde paa mig ved den Bestemthed, den Overbevisning, hvormed de bleve udtalte. Omsider reiste jeg mig for at gaa. Da jeg saae ud ad Vinduet, hang Tordenskyerne tykke og tætte over Haven og Søen. "Jeg maa begive mig paa Vei," sagde jeg, "thi der kan let komme en Tordenregn, og Veien er lang." Ane saae op mod Himlen og sagde: "Jeg tror dog ikke, det bliver til noget, saa truende det end ser ud." Alvorligt sagde Ane mig Farvel; det Udtryk af Smerte, som havde hvilet over hendes Træk under hendes Fortælling, var ikke veget, men stod endnu uforandret i dem. Jeg sagde hende, saa godt jeg formaaede, nogle Trøstens Ord ved Afskeden; hun svarede kun med de Ord: Kom snart igjen!

✂ Ane havde under dette mit Besøg i høi Grad sat min Phantasi i Bevægelse. Da jeg ene gik igjennem den tause Granskov, mærkede jeg ret, i hvilken Grad jeg var opskræmt til at se noget Ængsteligt i Alt. Snart syntes jeg, at Nogen kigede frem bag Træstammerne, snart forekom det mig saa tyde ligt, at Skridt løde bag mig, snart, at Øine stirrede ned til mig gjennem Grenene, og da jeg nu virkelig i Afstand saae en gammel, hæslig, pjaltet Kone komme imod mig paa sine to Krykker, bankede mit Hjerte saa stærkt, at jeg neppe kunde trække Veiret; thi at det var en Troldkvinde, sagde min Ængstelse strax, og jeg gøs for det Øieblik, da denne hæslige Skikkelse skulde gaa mig forbi. Hun nærmede sig mere og mere; ved ethvert af hendes Skridt steg min Angest, der naaede Høidepunktet, da hun Side om Side passerede mig; efter at hun vel var gaaet mig forbi, maatte jeg vende mig for at se, om hun ikke vilde tage mig i Nakken; uvilkaarligt forstærkede jeg mine Skridt og skød en Fart, der bragte mit Blod i den heftigste Bevægelse, og glad var jeg, da jeg traadte ud af den tætte Skov paa fri Vei, hvor Vor Herres Sol kunde skinne paa mig og Øiet ile ud over Markerne. Tordenskyen hang endnu ubevægelig, og den trykkende Luft, som følger med en saadan, meddelte sig til Alt. Fuglene fløi urolige, Svalerne peb paa deres lave Flugt, Køerne stak Hovederne sammen og stode i en tæt Klynge paa Marken, hvor de af og til belystes af disse stikkende Solstraaler, der ofte bryde frem af Tordenskyer og farve Alt paa den mest maleriske Maade. En enkelt Regndraabe faldt hist og her, og jeg fortsatte min hurtige Gang, idet mit Gemyt ikke ret formaaede at komme i Ligevægt. Først da jeg sad i vor rare Kro ved Heibergs Side, først da Valter hvinende af Glæde sprang op ad mig, og Regnen nu strømmede ned, lettedes mit Aandedræt. Og nu fortalte jeg Heiberg Alt, hvad Ane i Hytten ved Søen den Dag havde meddelt mig. "Det er dog en mærkelig Kone," udbrød han, "næste Gang du gaar til Hytten, maa du tage mig med." - "Ja," svarede jeg, "naar kun Hytten da staar paa sin gamle Plads, thi det skulde slet ikke forundre mig, om Alt, 164 Hytten, Ane, Skoven og Søen vare forsvundne, og det Hele kun havde været et Phantasispil."

✂ I nogle Dage kom jeg ikke ad den Kant, hvor Anes Hytte laa, men vandrede i de lyse, herlige Skove. Hele Timer kunde jeg da sidde og se ud over det blaa Hav og paa de vexlende Skyer og alle de Former, de i Bevægelsen dannede. Jeg nød ret det at have Lov til at tie. Ak, hvor ofte lyder ikke vor Tale af Pligt, af Frygt for at støde an mod den gode Tone, uagtet vi Intet have at sige og Intet faa at høre, uden en Lyd, der farer hen over os som et Vindpust, vi ikke vide hvor kommer fra eller hvorhen det gaar, og intet Andet efterlader end Træthed og Mathed paa Sjæl og Legeme. Jeg har ofte misundt de Mennesker, der nu engang have faaet Lov at sidde og tie, uden at Nogen tager dem det ilde op. I Naturen taler Alt saa stille, saa velgjørende til os; den befrugter vor Tanke med mangt et Frø, som først længe efter bærer Blomst og Frugt. Fred! Fred! hvor er du velgjørende! Har man nu ved Siden af en saadan ydre Fred et aandeligt Arbeide, der opfylder Ens Tanke, og som lader til at lykkes, da kan man vel kalde en saadan Tid lykkelig. Jeg havde jo ved Siden af denne Fred i Hellebæk en saadan Sysselsættelse i den lille Vaudeville, som jeg legede med som et Barn med sin kjæreste Dukke. Det var en Leg, og mine Fordringer til denne Leg bestode kun i, at jeg fik Lov til at lege den tilende, det vil sige, at fremstille min Lisbet for det Publikum, der saa vidunderligt holdt fast ved mig, og som jeg til Gjengjæld ønskede at behage. De nye store Opgaver som Viola og Ninon gjorde jo ogsaa stærkt Krav paa min Opmærksomhed, saa der var Fylde i denne Tid baade paa den ene og den anden Maade.

✂ Mit Navn var ganske naturligt bekjendt ogsaa udenfor Kjøbenhavn. Der var altsaa intet Forunderligt i, at man selv her i det ringe Fiskerleie vidste, hvem jeg var, og en og anden lille Opmærksomhed blev mig derfor til Del. Saaledes havde jeg ikke længe boet i Kroen, før jeg en Formiddag hørte Nogen banke paa Ruden i vor lave Stue ud til Veien. Jeg gik derhen, og en nydelig ung Bondepige stod udenfor Vinduet med en Bouquet Blomster i Haanden. Da jeg aabnede Vinduet, neiede hun rødmende og sagde: "Denne vil jeg bede Dem modtage". Jeg takkede den lille smukke Giverinde, der ikke var at formaa til at træde indenfor Døren. Paa samme Maade gjentog dette sig oftere; hver Gang jeg hørte den sagte Banken paa Ruden, vidste jeg, at det var lille Inger, der kom for neiende at række mig sine Blomster. Det er ikke altid de store Opmærksomheder, som glæde os mest. De smaa, der vise os et godt Menneskes Hjertelag, virke ofte langt mere oplivende. Lille Ingers Opmærksomhed frydede mig ret; udeblev hun i flere Dage, savnede jeg min lille Venindes smukke Ansigt og venlige Tiltale.

✂ "I Morgen gaar jeg til Ane," sagde jeg en Aften til Heiberg; "vil du 165 saa med?" - "Ja, i Morgen gaar jeg med," var Svaret, og næste Dag vandrede vi begge hen ad de Veie, hvor jeg nu var som hjemme, men som vare Heiberg temmelig fremmede. Han glædede sig over mangen en yndig Udsigt, mangt et skjønt Træ, som jeg tidligere havde lagt Mærke til og nu viste ham. Han havde altid meget travlt med Insekterne, og ofte laa han næsegrus i Græsset, snart for at betragte Myrerne, snart naar han havde opdaget et eller andet Insekt, der interesserede ham. Han havde i sin Ungdom beskjæftiget sig meget med Insekter og kjendte mange af dem meget nøie, uagtet jeg beskyldte ham for, at han kaldte dem alle Skolopendere, naar han ikke vidste at give dem andet Navn. Vi ankom endelig til Anes Hytte. Hun tog glad imod mig, men standsede, da hun blev Heiberg vaer. Hun bad os sætte os, og vi toge alle Tre Plads. Samtalen vilde ikke ret komme igang. Under en af Pauserne spurgte Heiberg Ane til min Forfærdelse: "Har Mor nylig set nogle Trolde her i Skoven?" Ane spilede Øinene op og saae stivt og noget vredt paa ham, uden at svare. "Ja, ikke sandt," vedblev han, "der gives Trolde saa vel i vor Tid som i gamle Dage." Ane saae atter stivt paa ham og svarede med sin Stentorstemme: "Jeg har ingen Trolde set og har Intet med dem at bestille." Heiberg saae noget flov ud ved dette Svar, og jeg havde den største Møie med at bekæmpe den Latter, der vilde bryde frem. Der blev atter en Pause. Endelig reiste Ane sig op i sin fulde Høide, saae foragteligt op og ned ad Heiberg og sagde hen til mig: "Er det Deres Mand?" Da jeg bekræftede dette, udtalte hun i en ypperlig Betoning, hvori der umiskjendeligt laa Foragt og Medynk: " Herre Gud, saa det er det! " Jeg kunde virkelig ikke længere bare mig for Latter, især ved at se Heibergs halvt forlegne, halvt ironiske Mine, og maatte ty ud i Haven for at give Latteren Luft. Et Øieblik efter kom de andre To ud til mig, thi Ensomheden havde ikke hjulpet til at skaffe en Forsoning tilveie. Da Ane var og blev taus, forlode vi hende kort efter. "Det var virkelig et interessant Besøg," sagde Heiberg, da vi vare blevne ene. Jeg lo ham dygtigt ud og sagde: "Hvor kan nu en Digter, Philosoph, Psycholog bære sig saa keitet ad?" Med en forbausende Naivetet - ja saa underligt end dette Udtryk vil forekomme Mange, naar der tales om Heiberg, passer dog intet andet - svarede han: "Herre Gud, hun havde jo talt til dig om Trolde, saa syntes jeg, at hun kunde ogsaa tale til mig om Trolde, uden at det kunde fornærme hende." - "Men slige Samtaler maa lokkes frem lidt efter lidt, og man maa ikke falde med Døren ind i Huset, som du gjorde." - "Ja ja," svarede Heiberg ganske taalmodigt, "saa faar jeg jo finde mig i det; jeg syntes, at jeg begyndte meget fint." At denne Scene gav Anledning til Spøg og Drilleri, følger af sig selv, saa den var dog ikke ganske uden Udbytte.

166

✂ Heibergs Moder, fra hvem vi ugentligt fik Brev og ugentligt skrev Brev til, havde modtaget det Løfte af Heiberg, at han en Gang under vort Ophold i Hellebæk vilde komme ind til Kjøbenhavn og besøge hende. Det blev altsaa besluttet, at han nu skulde gjøre Alvor af det. En Morgen tidligt reiste han til Helsingør for derfra at tage med Dampskibet til Kjøbenhavn; næste Dag vilde han atter komme tilbage. Min kjære Heiberg tog Afsked med mig, som om Reisen gjaldt et Aar og ikke en Dag.

✂ Jeg skulde altsaa bo ene i Kroen, indtil Heiberg næste Dag kom tilbage. Det var en Trøst, at jeg her paa dette afsidesliggende Sted havde vundet flere Venner; til dem, for hvem jeg ikke var ligegyldig, hørte ikke mindst min firbenede Ven Valter. I Ensomheden rykkede vi endnu nærmere sammen og forsødede hinanden Timerne, saa godt vi kunde det, idet vi gjensidigt gjorde os Umage for at gaa ind i hinandens Tankegang. Naar han troskyldigt lagde sin Snude i mit Skjød og saae op paa mig med sine kloge Øine, idet jeg fandt mig i en og anden Plet paa min Kjole som Følge af denne kjærlige Fortrolighed, da var det, som om han spurgte: "Hvor er Herren henne?" Naar jeg da svarede: "Herren kommer igjen i Morgen, Valter," da svarede han atter med et høit, glad Vov, til Tegn paa at han forstod, hvad jeg havde sagt. Ved Middagsbordet indtog han formeligt Heibergs Plads, idet han ikke som sædvanligt lagde sig under Bordet, men sprang op paa den ledige Stol lige overfor mig og sad der stolt for at modtage sin Del af Maaltidet; det lod til, at han syntes meget godt om vor Tête-à-tête.

✂ Jeg har alt fortalt, at en russisk Eskadre laa ved Helsingør. I den sidste Uges Tid havde den lagt sig lige udenfor Hellebæk, til stor Fornøielse for Heiberg, der dagligt havde manoeuvreret med sine Kikkerter for i dem at betragte Alt, hvad der passerede om Bord paa Skibene, og snart fortalte mig et, snart et andet heldigt Resultat af disse Iagttagelser. Jeg havde maattet love Heiberg, at jeg den hele Dag, han var i Kjøbenhavn, vilde holde mig roligt hjemme. "Du vandrer saa meget ene her omkring i Egnen, hvor let kan ikke Noget hænde dig paa disse ensomme Veie. Naar jeg er her, faar det at være, men det ængster mig, naar jeg er saa langt borte." I Overgivenhed svarede jeg: "Jeg skal nok blive hjemme; jeg har desuden bestilt nogle elskværdige Herrer herud for at holde mig med Selskab, medens du er borte." - "Det maa da være Kalvekuskene eller Fiskerne, thi andre Herrer har jeg ikke set i Hellebæk," svarede han. "Det er sandt, men jeg har bestilt Nogen langveis fra til at komme i din Fraværelse." Det er underligt, at saadanne Ord falde En ud af Munden som en ren Spøg og saa paa en Maade gaa i Opfyldelse.

✂ Jeg blev efter mit Løfte til Heiberg hjemme den hele Dag, skrev, syede, læste og var flittig. Henimod Aften i Tusmørket, da jeg sidder i min Stue, 167
stille beskjæftiget i den rolige Kro, hvor man kun af og til hørte en Hane gale, en Høne klukke, en Ko brøle, hvor mange Dage kunde hengaa, uden at der kom Gjæster, der ønskede Noget af Værtinden; mod Aften, som sagt, i Tusmørke hører jeg med Et en Støi, en Tummel, en Gaaen frem og tilbage, en Slaaen med Dørene, der satte mig i stor Forundring. Med Et kom Kromadammen ind til mig, ganske ude af sig selv: "Hvad skal jeg dog gjøre, Frue," sagde hun, "her er kommet en Mængde russiske Officerer derude fra Skibene; de snakke i Munden paa hinanden til mig, og jeg forstaar ikke et Ord, jeg veed slet ikke, hvad de ville; hvad skal jeg gjøre? Og heller ikke min Mand er hjemme, men det kunde da lige saa lidt hjælpe, thi han kunde da heller ikke forstaa det Pluddervælsk, de tale; hvad skal jeg Ulykkelige dog gribe til?" Jeg havde ganske ondt af Konen og havde Lyst til at hjælpe hende, om jeg kunde. Jeg sagde da: "Tag En af dem her ned til mig, men kun En," gjentog jeg forsigtig, "og se saa at faa fat i Deres Mand og bed ham komme hjem strax." Lidt efter kom Madammen med en Herre, som hun trak i Frakkeskjøderne, og sagde: "Her ned, her ned!" En lille middelhøi Mand med et godt Ansigt og et civiliseret Væsen stod for mig. Han bukkede og sagde paa Tysk: "Undskyld!" Jeg sagde: "Konen forstaar Dem ikke, men ifald De vil sige mig, hvad De vil, skal jeg meddele hende det." Han svarede: "Ja, for det Første vilde vi have lidt at spise og drikke, dernæst vilde vi gjøre et Indkjøb af forskjellige Sager, som Grøntsager, Kartofler, Flæsk, Fisk," og nu ramsede han en utrolig Mængde af alle Slags op. Jeg oversatte den hele Spiseseddel for Madammen. Hun saae ud, som om det sortnede for hendes Øine. "Hvad skal jeg give dem at spise i Aften," var hendes første Sorg; "jeg eier Intet i Huset." - "Jo vist," sagde jeg, "De har jo salt Kjød." - "Ja, det har jeg." - "Godt, det koger De strax. Dernæst har De jo Spegesild og Kartofler?" - "Ja, det har jeg." - "Dernæst har De Æg." - "Ja, Gud bevares." - "Godt, altsaa giver De dem salt Kjød med Kartofler, Spegesild og Æg. Vin kan De jo lade Karlen hente her lige overfor, hvor vi kjøbe vor Vin. Sæt nu strax nogle Flasker Vin paa Bordet til dem, saa vente de mere taalmodigt paa Maden, til den kan blive kogt; men Deres Mand maa komme hjem for at besørge Indkjøbet af Grøntsager o.s.v." Noget beroliget gik Madammen, medens Officeren fortsatte Samtalen med mig. Jeg bad ham sætte sig ned, thi jeg tænkte: saadanne Fremmede maa dog ikke have et altfor slet Indtryk af de danske Damer; men inden i mig lo jeg ved Tanken om, hvad jeg havde ytret til Heiberg om de Herrer, der vilde besøge mig i hans Fraværelse. Den russiske Officer var en Mand, som det syntes noget over 30 Aar. Han havde et net og dannet Væsen, saa jeg var uden Frygt for at indlade mig med ham. Hans Physiognomi havde ikke det sædvanlige russiske Præg; han kunde lige saa godt 168 have hørt til enhver anden Nation. Han roste den danske Kyst for sin Skjønhed og Folkene for deres Godmodighed. Samtalen blev livligere og dreiede sig blandt Andet om Øieblikkets politiske Forhold. Uagtet mit af Naturen liberale Sind havde jeg dog altid havt en stor Interesse for Keiser Nicolaus. Han stod for mig, med Rette eller med Urette, det veed jeg ikke, som Typus paa en Mand i Ordets egentlige Betydning, og jeg kunde altsaa med god Samvittighed for den Fremmede udtale min Interesse for hans Keiser. Han tog høfligt herimod, men var temmelig tilbageholden i sine Ytringer og dreiede hurtigt Samtalen hen paa andre Gjenstande.

✂ Paa mit Bord stod en udmærket Bouquet af brogede Nelliker, som min lille Velgjørerinde Inger om Formiddagen havde bragt mig. Den Fremmede betragtede disse, lugtede til dem og udstødte et Suk, idet han sagde: "Ak, Blomster! Nu har jeg i 14 Aar flydt om paa Havet paa den Aarstid, hvor alle disse Jordens Gaver fryde Mennesket, uden at jeg har kunnet faa min Del deraf; naar jeg ser friske Blomster som disse her, bliver jeg ganske vemodig. Er det ubeskedent, om jeg beder Dem forære mig en af dem?" Med Glæde rakte jeg ham den smukkeste, jeg kunde finde. Han stak den i sit Knaphul og takkede mig paa det Forbindtligste, idet han høfligt tilføiede: "Den skal gjemmes som en Erindring om Danmark." Her bleve vi afbrudte af Værten, der endelig var skaffet tilveie, og som nu igjennem mig fik Listen paa Alt, hvad han skulde indkjøbe til Russerne. Han sagde: "Et Par Timer ville mindst medgaa til Indkjøbet." - "Godt," svarede den Fremmede, "vi opholde os her i Kroen, til De er her tilbage." Hermed gik Værten; den Fremmede tog Afsked, idet han takkede mig for al min Bistand. Det lille Besøg morede mig ret. Jeg saae i Tanken, hvor store Øine Heiberg vilde gjøre ved min Fortælling herom, hvorledes dette Besøg vilde give Anledning til Spøg imellem os og til lidt Drilleri fra min Side. Naar Heiberg altid ligesom vilde holde mig under Laas og Lukke, da gjentager jeg, at det egentlig ikke var, hvad man kalder Jalousie, men en Holden mig i Hævd; han syntes, at det ligesom degraderede mig at komme i Berøring med Mennesker, der ikke først havde staaet Prøve for hans kritiske Domstol og viist sig værdige til min Omgang. Jeg fandt, at han gik for vidt i denne Retning, og drillede ham lidt. Jalousie, som man i Almindelighed forstaar Ordet, var det ikke; ifald en saadan Følelse var opstaaet hos ham, da tror jeg, at en vis Stolthed havde holdt den nede; han vilde have vidst at bære paa denne Smerte i Taushed og kun ytret den ved selv at trække sig tilbage fra Gjenstanden for den.

✂ Et Kvarters Tid efter at den russiske Officer havde forladt mig, kom Madammen og sagde, at samme Herre ved Miner og Gebærder havde givet tilkjende, at han vilde ind til mig; "han har formodentligt Mere paa sit Hjerte." "Det er ellers pæne Mennesker allesammen," vedblev hun; "de Andre sidde 169 nu oppe i Gjæstestuen og drikke og ere rigtig glade, men Gud fri mig, hvor de kunne drikke!" Hun aabnede nu paa min Tilladelse Døren for min nye Bekjendt. Med et Smil paa Læben og en Skjelm i Øiet bukkede han for mig, idet han sagde: "Ja, jeg kommer som Ambassadeur for mine Kammerater; de paastaa, at jeg har opført mig underfundigt mod dem, ved ene at henvende mig til Dem, og mene, at de have Alle samme Adkomst til at gjøre en dansk Dames Bekjendtskab, og da jeg nu kom op til dem med min Blomst i Knaphullet, steg deres Forbitrelse; de bede nu om Tilladelse til at modtage samme Gunst og ligeledes hente sig en duftende Blomst." Jeg blev betænkelig ved denne Anmodning og tænkte: Nei Tak, paa dette tør jeg ikke indlade mig. Jeg tog nu hele Bouquetten af Nelliker, som stod paa Bordet og rakte den til Fyren, idet jeg overlod til ham at dele den efter bedste Skjøn imellem sine Kammerater. Han takkede høfligt herfor og fjernede sig. Men nu var mit Mod forbi, og da jeg vel havde faaet ham ud af Døren, dreiede jeg Nøglen forsvarligt to Gange om og besluttede ikke oftere at indlade mig med Nogen af dem. Kort efter, da jeg efter Tiden at dømme kunde antage, at han overrakte mine Nelliker, hørte jeg et umaadeligt Fryderaab, Latter og Støi oppe i Skjænkestuen. Jeg maatte smile over mig selv; thi nu blev jeg saa angest over Alt, hvad jeg havde indladt mig paa, at jeg inderligt ønskede Heiberg ved min Side. Man erindre, at vort Sovekammer vendte ud mod Gaarden og laa ganske lavt ved Jorden. Igjennem Gaarden vare de komne for at gaa op til Stuen, den vilde de altsaa atter passere, naar de gik bort. Jeg rullede derfor godt ned for Vinduerne og belavede mig paa at gaa til Ro, thi Klokken var under alt dette bleven temmelig mange. Da bankede det atter paa Døren ud til Gaardforstuen. Jeg gik derud og spurgte: "Hvem der?" - "Det er mig," sagde Kromadammen, "den fremmede Herre har atter Noget at spørge Dem om." Jeg svarede nu bag den lukkede Dør, at hun maatte se at gjøre sig forstaaelig for ham; jeg var gaaet til Ro, og han kunde ikke oftere faa mig i Tale, ligesom jeg paalagde hende selv ikke oftere at forstyrre mig. Hun gik. Jeg eftersaae Vindueskrogene og Dørlaasen endnu en Gang, forinden jeg turde lægge mig. At falde i Søvn lod sig imidlertid ikke godt gjøre, thi angest var jeg engang blevet og kunde derfor ikke lade være at lytte til den mindste Lyd eller Støj; navnlig holdtes jeg vaagen af Sange, der løde ned til mig fra det muntre Selskab. Omsider mærkede jeg til min Glæde, at man brød op. Talende i Munden paa hinanden, under Latter og Lystighed passerede de Gaarden og gik mit Vindue tæt forbi. De standsede her, og et tordnende Hurra lød, idet jeg hørte Nogle raabe: "Gute Nacht zu der Madam!" Et Øieblik efter vare de ude af Gaarden paa Veien til deres Skibe, og glad var jeg.

✂ Henimod Middag kom Heiberg fra Kjøbenhavn. "Sæt dig nu her lige overfor mig," sagde jeg, "saa skal jeg fortælle dig mærkelige Ting." Og nu 170 berettede jeg ham Skridt for Skridt mit Sammenstød med Russerne. Med et ironisk Smil hørte han derpaa og sagde tilsidst: "Ja, nu gik dette jo godt, men meget uforsigtigt er det af dig at indlade dig paa Sligt." Som Sonoffer tilstod jeg ham ogsaa, at jeg tilsidst havde været angest og inderligt ønsket ham tilbage.

✂ Vi fortsatte nu atter vort stille, lykkelige Kroliv; jeg sukkede over, at dette snart nærmede sig sin Ende. Dagligt indsugede jeg Livskraft ved at vandre om i den henrivende Egn i alle Slags Betragtninger. Hvad Bønderne nu her i Egnen kaldte Herregaarden, hed engang Slottet, da Eieren Grev Schimmelmann om Sommeren opholdt sig her, omgivet af al Luxus og Pragt, og samlede det bedste Selskab om sig; Digteren Baggesen hørte til dette. Stakkels Baggesen! Stakkels fredløse Sangfugl! Sammensat af et af Varme svulmende Hjerte, af en glødende Phantasi, og saa til din Kval af en kritisk Sans, saa skarp, saa tilspidset, saa klartseende, at du i Taage og Mørke saae, hvad Andre knap skimtede ved høilys Dag. Jeg har altid tænkt, at disse besynderligt modstridende Elementer hos vor Sanger var det, der gjorde ham uforstaaelig for Mange, det, hvorfra Miskjendelsen af ham reiste sig. Thi saaledes ere Menneskene; de taale ikke, at en Natur midt imellem dem, ligesom et Prisme, kaster Straalerne til alle Sider; det er kun de bestemt begrænsede Naturer, der faa Lov til stille at gaa i Fred, hen ad den af deres Natur afstukne Sti. Snart med Sydens brændende Farver at sværme ved Lyren, snart med Satirens hvasseste Pile at ramme den sorte Plet i Hjertet af et Digterværk, snart elegisk at sukke under Miskjendelsens Braad, snart som en Hercules at svinge Køllen til høire og til venstre og trodsigt skoggerle ad de Kastespyd, der sendes imod ham uden at ramme - dette er mere, end Samtiden taaler; hvad Eftertidens Dom bliver, vil vise sig, selv om den kommer sent, - den kommer dog. Heibergs Moder har fortalt mig saa meget om denne mærkeligt sammensatte Natur, at han nødvendigt i høi Grad maatte interessere mig. Hvorledes han, kunde glemme Tid og Sted, hvorledes han med sin brændende Phantasi kunde sætte sig ind i en Situation, saa at han tilsidst virkelig troede, at han selv havde oplevet Ord til Andet, hvad han fortalte; hvor barnligt elskværdig, hvor taknemmelig han kunde være for den mindste Opmærksomhed, hvor henrykt over Andres Arbeide, naar det tiltalte ham; men ogsaa, i hvilket Raseri han kunde komme over det Forfeilede, især over det Keitede, det i Tanken Forkludrede, hvor der var vendt op og ned paa al Menneskeforstand, al Logik; da skummede han af Vrede, da strømmede Ordene fra hans Læber som en rivende Fos, der truer med at opløse sig i Skum. I saadanne Øieblikke forsvandt den bløde, elskovsfulde Sanger; han dyppede sin Pen i Satirens grønneste Blæk og kunde neppe nedskrive Tankerne saa hurtigt, som hans Hjerne udslyngede dem. Hvad Under da, at Besindigheden, denne beundrede, kolde Evne, ikke kunde komme til at 171 spille første Rolle ved den Baggesenske Skrivepult! Men studse maa man i Sandhed ofte ved at læse, hvad Baggesen skrev under sit Fædrelands unge Sønners Forfølgelse, studse over, i hvilken Grad han forudsaae, hvad der var skjult for hans Forfølgeres Øine. Hvor ofte tænkte jeg dog ikke paa ham paa mine ensomme Vandringer, tænkte: Her har han ogsaa vandret, snart jublende af Fryd, snart mismodig over sine huslige Tryk, snart med Tanker om at forlade sit Fædreland for bestandigt. Ja, han kunde udbryde med Goethe:

✂ Wie theuer hab' ich meine Gedichte bezahlt! -

✂ "En Søndag paa Amager" var færdig og mit sidste Besøg hos Ane bestemt til næste Morgen; om faa Dage maatte vi bryde op fra vort lykkelige Hellebækliv. Med stille Vemod tænkte jeg paa atter at reise hjem til Byens Larm og Støi; jeg veed ikke, hvad det var for en Anelse, der paa det Stærkeste tilhviskede mig, at disse 6 Uger, tilbragte i Ro, i Fred, i Glæde, i søde Drømmerier, vilde blive afløste af Uro og nye Begivenheder, der paa mere end een Maade vilde gribe ind i vort Liv. Jeg meddelte Heiberg mine Anelser, men han lo ad mig.

✂ Næste Morgen ganske tidligt gik jeg til Ane, der tog imod mig saa kjærligt, saa rørende og forsikrede, at naar hun i flere Dage ikke saae mig, faldt hun i Bedrøvelse og Tungsind. Da jeg nu maatte sige hende, at dette Besøg var et Afskedsbesøg, da jeg om to Dage forlod Egnen, blev hun helt urolig og sagde i Et væk: "Herre Gud, jeg har saa meget at tale med. Dem om, saa meget jeg vilde sige Dem, og nu løber det alt i Et for mig, og jeg veed hverken ud eller ind." Med foldede Hænder gik hun frem og tilbage i Stuen, idet hun i Et væk mumlede sit: "Herre Gud, der var saa meget!" Jeg sagde hende nu, at Heiberg havde lovet mig, at vi hver Sommer skulde besøge Hellebæk, om og kun for en halv Dag, og jeg lovede hende, at jeg da vilde besøge hende i hendes Hytte, se til hendes Ben og gjøre hende, hvad godt jeg kunde. "Saa skal jeg se Dem igjen," sagde hun med et Smil, der klædte hende saa godt, idet hun trofast saae mig ind i Øiet; hun blev nu livligere og roligere;,,ja, ja," sagde hun, "altsaa naar Stæren næste Aar begynder at fløite, saa siger jeg til den: Ja fløit rigtig kjønt, thi nu kommer snart Fruen til Ane. Havde jeg dog bare Et eller Andet, jeg kunde give Dem med, som ret kunde f ornøie Dem! Men hvad skulde det være? Bi lidt," tilføiede hun, idet hun kigede ud ad Vinduet, tog en Sax og sagde: "Følg med!" og nu begyndte hun at afklippe alle Blomsterne i Haven, en for en. Jeg bad for dem og sagde: "Lad dog nogle staa, Ane, de pynte saa pænt udenfor Deres Vindue." "Nej," svarede hun, "ikke een skal blive staaende!" og nu rakte hun mig den temmelig store og noget klodsede Bouquet, med de Ord: "Og saa vil jeg sige Dem Farvel. Naar De om Aftenen 172 beder Deres Fadervor, som jeg tror De gjør, saa husk paa, at gamle Ane ingen Aften beder sit uden at bede Gud Fader vaage over Dem og hjælpe Dem i Stort som i Smaat." Af et oprigtigt Hjerte takkede jeg hende for dette Løfte og var lige saa rørt ved at forlade Ane som hun ved min Bortreise. Jeg holdt mit givne Ord til Ane. I nogle Aar besøgte jeg hende og fornyede vort første Bekjendtskab, indtil hendes Mand en Dag bragte mig det Budskab, at Anes jordiske Lidelser og Savn vare ophørte, og hun havde Fred.

✂ Ved min Ankomst tilbage til Kroen begyndte jeg nu paa Indpakningen af vort Tøi. Valter gik uroligt omkring med spørgende Blikke, som om han vilde sige: "Hvad betyder alt dette?" Der laa et saadant Udtryk i Dyrets Øine og i det hele urolige Væsen, at vi begge bleve rørte herover og fik saa godt som paa een Gang den Tanke at tage Hunden med os, ifald vi kunde faa Tilladelse dertil af Krokonen. Da jeg udtalte dette vort Ønske for hende, svarede hun godmodigt: "De har været mig til saa stor Hjælp i denne Tid, at jeg ikke kan negte Dem noget," og Sagen var afgjort. Efter at have taget venlig Afsked med de Faa, vi paa dette Sted vare komne i Berøring med, indfandt vi os til Heibergs Moders Glæde paa Søkvæsthuset, medbringende vor firbenede Ven, der skulde udgjøre et nyt Medlem i vor lille Kreds. Ikke uden Betænkelighed blev Valter modtaget af vor Moder, der gøs for en stor Hunds Mangel paa Zirlighed, og hun saae helt betænkelig ud over Følgerne og vilde ikke ret ønske ham velkommen. Men naturligvis havde Valter ikke været i Huset i otte Dage, før hun med sit kjærlige Hjerte sørgede for hans Behageligheder i alle Retninger, og Valter tyede gjerne ind i hendes Vinterstue, hvor der sædvanligt var 18 Graders Varme. Jeg selv blev strax kastet ind i Arbeide op over Ørene baade ved Theatret og i Hjemmet.

✂

VINTEREN 1847 - 48. THRONSKIFTET.

✂ Sangene i "En Søndag paa Amager" havde jeg efter fattig Leilighed skrevet Ordene og Musiken til; de vare saaledes færdige til at overgives til en Musiker, der kunde instrumentere Numrene for Orchestret. Det gjaldt altsaa om at finde en saadan, der forenede Evnen til dette Arbeide med den personlige Egenskab at kunne bevare i Hemmelighed, hvad der blev ham betroet. Der gives ikke saa faa Mennesker, som ikke just ligefrem fortælle Andre, hvad der betros dem, men Hemmeligheden trykker dem, saa de ikke kunne lade være at slaa paa Et og Andet den angaaende. De have Intet røbet, men de have vakt Mistanke ved deres uforsigtige Tale. At det nu var mig og Heiberg i høi Grad magtpaaliggende, at man ikke i mig saae Forfatteren til den nye originale Vaudeville, vil vel Enhver kunne forstaa. Vi talte derfor frem og tilbage om, 173 hvem vi skulde betro os til, og Valget faldt paa den paalidelige Concertmester Frøhlich. Frøhlich var i sin Tid almindelig anerkjendt som en fortræffelig Anfører i Orchestret og som en Componist, der havde leveret adskillige smukke og originale Arbeider, iblandt Andre den skjønne Musik til Bournonvilles Ballet "Valdemar", en af de smukkeste musikalske Balletcompositioner, vi eie. Pludselig ramtes han i sin bedste Manddomsal der af den Ulykke, at et Anfald af Apoplexi lammede hans Legeme; han maatte paa Grund heraf trække sig tilbage fra sin Embedsstilling ved Theatret og levede nu i Stilhed, kun sysselsat med sine musikalske Studier. Vort Valg faldt paa Frøhlich, fordi han var en taus, indesluttet Mand, fri for al svag Kunstnerforfængelighed. Vi tvivlede ikke et Øieblik paa, at naar vi sagde: dette skal holdes aldeles hemmeligt, saa blev det ogsaa en Hemmelighed for Alle . Vi betroede imidlertid heller ikke ham den hele Sandhed, for mit Vedkommende ikke af Mangel paa Tillid, men af en vis Forlegenhed med Hensyn til mit Forfatterskab. Heiberg sagde til Frøhlich, at Forfatteren til "En Søndag paa Amager" ønskede, at han skulde arrangere Musiken for Orchesterstemmerne, at jeg var i Forfatterens Fortrolighed og vidste, hvilke Ønsker der i Anledning af Musiken især laa ham paa Hjerte, hvorfor han bad ham aftale det Hele med mig. Hvad enten Frøhlich fattede Mistanke til mig eller ei, skal jeg lade være usagt; vist er det, at han viste den største Discretion i de Møder, vi havde om Alt Musiken angaaende. Til min Glæde roste han de smaa simple Melodier og sagde, at Heiberg havde gjort ham en sand Fornøielse ved at overdrage dette Arbeide til ham, der jo nu levede stille og uden al offentlig Virksomhed i den Kunst, som han havde ofret sit Liv. Ganske undselig satte jeg mig første Dag til Claveret med den lærde Musiker for at spille og synge mine uskyldige Sange for ham; men hans milde, venlige Ord satte Mod i mig, og vi bleve hurtigt enige om Alt. Han lovede at sammensætte en lille Ouverture af de vigtigste Melodier som Forspil til Stykket. Jeg var usigelig glad over, at Frøhlich med saa megen Interesse tog fat paa Arbeidet. Da nu ogsaa Musiken var færdig, blev Stykket indleveret til Theaterdirectionen og med stor Glæde antaget af Collin, der ganske rigtigt blev rørt over, at hans kjære Barn, Kongelunden, kom til Ære og Værdighed ved at besynges i sin unge Alder. Rollerne bleve afskrevne og uddelte til alle vedkommende Skuespillere, men Opførelsen blev udsat af forskjellige Aarsager, blandt Andet den, at baade jeg og de andre Spillende vare beskjæftigede med Indstuderingen af "Viola", som skulde opføres i Anledning af Kong Christian den Ottendes Fødselsdag. Shakespeares "Viola" har altid været mit Hjertes Barn, ogsaa af den simple Grund, at jeg bilder mig ind, at jeg har havt saa megen Andel i, at dette yndige Stykke trængte igennem hos Publikum og vedligeholdt Interessen hos dette lige til de sidste Aar af min Theatervirksomhed. Jeg har erfaret i Aarenes Løb, at saa snart en ny Genre 174 skulde indføres paa Scenen, da vare Skuespillerne i Begyndelsen desorienterede og paa Vildspor med Hensyn til Maaden, hvorpaa de skulde gribe den an. Det franske Lystspil var man nu ved mange Aars Øvelse paa det Rene med, ligeledes med Tragedien og det lyriske Drama; men et Digterværk som "Viola", der svæver imellem Lystspillet og det lyriske Drama og det stærkt Burleske, kjendte de saa godt som Intet til, saa En holdt sig til den ene Side, En til den anden uden at formaa at forene Modsætningerne, saa disse ikke dannede en grel Modsigelse men smeltede sammen i en harmonisk Helhed. Dette opnaas ikke, idet man kun studerer sin løsrevne Rolle, men ved at studere den hele Genre. Jeg havde i lang Tid, forinden "Viola" blev bearbeidet for Theatret, sat mig ind i denne, saa at jeg paa dette Punkt var orienteret. Ved de første Prøver paa "Viola" viste det sig strax, hvad jeg havde frygtet. En stod rent paa Conversationsstandpunktet, en Anden paa det rørende, lyriske Dramas, en Tredie paa det rent kaade, burleske Standpunkt, og alle Tre vare de paa Vildspor. Disse lette, hurtige Svingninger i Digtet, Følelsen blandet med Ironien, Latteren, hvorigjennem Taarerne vibrere, Smerten og Smilet, dette er det, der især udgjør Hovedtrækkene i Violas Rolle som i de fleste andre Figurer i dette Stykke. Den, der ikke formaar at fremstille, om jeg saa maa sige, den gratieuse Sorg, den milde Lystighed, bag hvilken Vemoden romantisk titter frem, den kan ikke spille Viola. Her er ikke Tale om Graad, ikke om Latter, begge disse Yderligheder af Stemninger have her Intet at gjøre; en romantisk Skjønhed maa være udbredt over hele Billedet. Den Smerte, som en nyere Digter vilde lade sin Elskerinde fælde bitre Taarer over, titter her tilbagetrængt frem af Sjælen og bliver netop derved rørende. I Skjemten vibrerer det elskovssyge Hjertes Suk. Den Ytring, som Viola udtaler om sin Sjæls Tilstand:

✂ "Groet fast i Tanken sad det blege Tungsind
- - -
Og smilte i sin Kval,"

✂ disse Ord ere betegnende for den hele yndige Kvindeskikkelse. Ethvert stærkt Udbrud af Lidenskaben vilde ligesom ophæve Billedets zarte Natur. At formaa med Lethed at glide over fra den ene Stemning til den anden, fint at kunne nuancere disse, er Hovedopgaven for Fremstillerinden. Alle disse Shakespeareske Lystspil ere en Slags Eventyrcomedier, og som saadanne maa de holdes i Fremstillingen; derfor er det nødvendigt, at de Skuespillere, der skulle udføre disse Stykker, fremfor Alt maa være i Besiddelse af en Phantasi, der kan sætte sig ind i dette fine, romantisk-brogede Stof uden at tage for haardt paa det; thi ellers er Enheden borte.

✂ Ikke liden Umage havde jeg derfor blandt mine Kunstfæller for at faa den 175 Ene til at opgive Tragedietonen, den Anden til at moderere den prosaiske Lystspiltone, den Tredie til at holde det Burleske indenfor Skjønhedens Grænser. Rung havde componeret Musiken til Stykket med den Smag, som var ham egen ved slige Leiligheder. Stykket, der første Gang blev spillet for et kongeligt Fødselsdagspublikum, gjorde neppe noget stærkt Indtryk den første Aften, men det blev i Aarenes Løb mere og mere et Yndlingsstykke hos det danske Publikum, og til min bedste kunstneriske Nydelse regner jeg de Aftener, paa hvilke jeg udførte Violas yndige Billede. Frøken Sille Beyer var henrykt over dette Udfald af det første Forsøg, og dette Held gav hende Mod til i Aarenes Løb at bearbeide flere af den udødelige Digters Værker.

✂ I Saisonens Begyndelse gjæstedes det danske Theater af en berømt tysk Notabilitet, Madame Schroder-Devrient, der optraadte i nogle Operascener, naturligvis paa Tysk. Man saae her betydelige Gaver, saa vel legemlige som aandelige, men som unegteligt vare paa Retur. Hun var vel noget over de Fyrretyve, da det danske Publikum gjorde hendes Bekjendtskab. Dette er et vel sildigt Tidspunkt til at fremstille sig for et nyt Publikum, der ikke bringer Kjærlighedserindringen med fra en mere glimrende Tid; thi det gaar med et godt Publikum som med Mennesker i det private Liv; har man set en Personlighed i sin Skjønheds Glans og Ynde, og denne har vundet vort Hjerte, da kan den ubarmhjertige Tid, selv naar Aarene have afbleget Billedet, ikke rent udslette det, der engang henrev os, ja vi se med Erindringsblikket det unge, straalende Aasyn af og til titte frem, saa at Forandringen synes os ringe og i alt Fald ingenlunde en saadan, at Nydelsen af denne Personligheds ydre Præg er tilintetgjort. Men den Fremmede, der første Gang ser en saadan Personlighed, dømmer anderledes; han har ingen Historie, ingen Forudsætninger at holde sig til, staar kold lige overfor det, der har varmet Tusinders Hjerter. Saaledes er det, og det kan ikke godt være anderledes. Jeg saae paa Madame Schröder-Devrients Spil med dyb Medfølelse. Aanden var endnu frisk, opadstræbende; med en fin kunstnerisk Phantasi hengav hun sig i sit Spil; det løftede hendes kunstneriske Sjæl ind i Ungdomsaarenes Drømmerier, men ak! hun drømte ene denne Drøm, Publikum blev koldt og skjænkede hende kun det for en virkelig Kunstner smerteligste Bifald, en kold, anerkjendende Applaus, hvori ligger, at man finder Fremstillingen agtværdig men uden Evne til at rive hen. Ligesom en Maler og Billedhugger ser med andre Øine, andre Fordringer paa et Kunstværk end den store Mængde, saaledes ser og en Skuespiller med andre Øine end det tilfældige Publikum. For mig havde hendes Fremstillinger, om end, som jeg maatte indrømme, med noget aftagende Kræfter, stor Interesse. De vare beaandede af virkelig Skjønhed og Inderlighed, og det berørte mig smerteligt, at de ikke fandt mere Indgang. Jeg tænkte: hvad er saa det Hele, naar en lidt for fyldig Figur, en noget 176 mindre stærk Stemme og især Kjendskab til Vedkommendes Døbeseddel gjør, at man ikke kan nyde en aandig Opfattelse og Gjengivelse; ikke kan beundre en fuldendt Plastik, en fin Nuancering af Musikens Skjønhed og Harmoni. Hvor tungt maa det dog ikke være, naar Sjælen har formaaet at holde sig ung, frisk, begeistret for det Ideale i Kunsten, da at stødes ud af Templet paa Grund af dette Legemes Forkrænkelighed. Kun Skuespillere kjende til denne Kval; ingen andre Kunstnere. En tysk Dame, som jeg adskillige Aar efter traf paa en af mine Reiser, fortalte mig meget om hende: at hun var anset for et højst uegennyttigt Menneske, nobel af Tænkemaade, godgjørende mod Fattige, en trofast Veninde, og meget mere til hendes Roes; da hun maatte ophøre med sin Kunsts Udøvelse, fortvivlede hun rent og flød hen i Taarer af Smerte over den Tomhed, hun nu følte. Dette er daarligt, udbryde Menneskene saa rask; ak, ja vist er det daarligt, thi det viser, at her er intet Indkjøb af Resignation gjort itide til Vinterbrug, men visselig er Overgangen fra at sværme i den ideale Verden til den, kun at bevæge sig i den virkelige, en Opgave, som kun de Færreste have noget Begreb om. Det er en Amputation af en meget smertelig Art. Kan man da ikke føre et idealt Liv uden at være Skuespiller, Sanger, Danser? Jo visselig! men den store Forskjel bestaar deri, at det selv at producere ophører. De fleste dramatiske Talenter formaa kun at nyde igjennem deres egen Produktionsevne; ophører denne, da ophører som oftest ogsaa Modtageligheden til at nyde, til at sætte sig i Stemning; thi for de Fleste bestaar deres Nyden i Arbeidet, i den Kamp, den Strid og den Seier, der er ivente; at hengive sig til en ideal Nyden, uden selv at producere, formaa kun saare faa af dem, netop fordi de have faaet mere end de Fleste, Evnen til i Fremstillingen at levendegjøre deres Nyden for Andre. Man tænke sig en Sanger med en henrivende Stemme, men indelukket i et Rum, hvor Ingen kunde høre en Tone; hvor længe tror man da vel, at han ene vilde fryde sig ved disse Toner? Men saa er det jo Altsammen Forfængelighed! Maaske, men den er menneskelig. Hvor længe mon en Digter vilde vedblive at skrive, naar intet Menneske læste, hvad han skrev? Hvor længe vedblev en Maler, en Billedhugger at arbeide, naar intet menneskeligt Øie frydede sig derover? Og en dramatisk Kunstner, der paa Grund af Omstændighederne tvinges til at ophøre med sin Kunst, uagtet Sjælen endnu er frisk og istand til at producere, er som den indelukkede Sanger, som den Maler eller Billedhugger, hvis Værker intet Øie frydes ved. En Dame fortalte mig engang, at den yndige Sangerinde, Mlle. Sontag, den senere Grevinde Rossi, som Grevinde i en stor Soirée havde henrevet hende, som alle de Tilstedeværende, ved sin fortryllende Stemme. Damen gik hen til hende ved Claveret for at udtale sin Beundring for den feirede, nu fornemme Dame. Grevinde Rossi vendte sig mod hende med store Taarer i Øinene og sagde: "Ak, det 177 Bifald, der her ydes mig i Aften, kan jo ikke andet end glæde mig, men min kjære Frue, hvad er dette imod at staa for et helt Publikum, som vi henrive, og som, idet det henrives, løfter os op til Gudernes Salighed! Min Gud!" tilføjedede hun ganske naivt, "hvor jeg længes efter en Gang igen at opleve et saadant Øieblik!" Hun fik omsider denne Længsel stillet; hun sang sig paany Berømmelse - og Døden til. Skal man fra et Theaterliv, især naar dette har været kronet med Held, indtræde i det rent private Liv, da maa dette Spring i mange Aar iforveien være forberedet. Der maa være Noget, hvori Ens verdslige Tilværelse da kan gaa op ved Siden af Forberedelsen til Livet hinsides, thi dagligt Arbejde er blevet en Nødvendighed, ikke alene indadtil, men udad mod Menneskene, og det gjælder da at finde et saadant, thi en fattigere Trøst end den, der ligger i Talemaaden: "at hvile paa sine Laurbær", kjender jeg ikke. Noget Forfærdeligere, noget Uhyggeligere end den Fortvivlelse, der ikke sjeldent griber en Kunstner efter et glimrende Kunstnerliv, kjender jeg lige saa lidt. Hvilken Sjælsfortabelse ligger der ikke i den Gjerning at skyde sig en Kugle for Panden, fordi Stemmen var tabt, som det berettes om en fransk Sanger! Hvilke Afgrunde aabnes ikke for vor Phantasi, naar vi læse Beretningen om den store franske tragiske Skuespillerinde Rachel, der i Dødsøieblikket udbreder sine Smykker, sine Diamanter paa Sengeteppet og udbryder ved Synet af den Herlighed, idet hun vrider sine Hænder: Og alt dette skal jeg forlade!

✂ Fra Begyndelsen af Januar 1848 havde Christian den Ottende befundet sig i en noget sygelig Tilstand, der ved tilfældige Omstændigheder forværredes, saa Døden indtraf den 20de Januar. Til Trods for sine mange fagre Ord havde Christian den Ottende ikke formaaet at gjøre sig populair. Man havde ventet, at denne Konge, der hørte den nyere Tid til, skulde have dannet en Modsætning til Frederik den Sjette, i friere Anskuelser, i Kjærlighed til det nye Liv, hvoraf det unge Danmark var inspireret; man krævede noget Nyt i saa godt som alle Retninger, men for det Meste blev alt ved det Gamle, og dette Gamle var man forlængst træt af. Frederik den Syvende kom altsaa paa Thronen, den Prins, der mere end een Gang høit havde udtalt: Naar jeg bliver Konge, skal Folket faa en Constitution, saa fri som det kan ønske den. Leiligheden til at indfri dette Løfte kom snart. Den 18de Marts afsendtes en Stænderdeputation fra Rendsborg til Kongen for at fordre Slesvigs og Holstens Forening ved en fælles fri Forfatning og Slesvigs Indlemmelse i det tyske Forbund, med mere. Den 20de Marts afholdtes et offentligt Møde i Casino for at nedlægge Indsigelse imod, at dette Forlangende blev opfyldt, og Dagen efter afskedigede Kongen sit Ministerium for at lade danne et andet paa constitutionel Grund. Fra dette Øieblik af sank alt det Gamle herhjemme i sin Grav, og en ny Aand, et nyt Liv vaktes i Folket, der bevirkede et Fremskridt i alle 178 borgerlige Forhold, som maatte forbause Enhver. At slige Forandringer ikke kunne gaa for sig, uden at mange Institutioner, mange Forhold, mangt et Individ berøres smerteligt, er naturligt; et saadant Ryk i alle Baand, der i Mands Minde have fæstet sig, maa nødvendigt mærkes. De Gamle føle sig tilovers, og de Unge fare ofte frem med en Hensynsløshed, der har sin væsentligste Grund i, netop at de ere unge og utaalmodigt hige efter at sætte deres nye Syn igjennem; de fare frem i Stormskridt, ubekymrede om, hvad de nedtrampe i deres raske Løb. Men var ikke Stemningen ved disse Begivenheder bleven løftet i en saa kjendelig Grad, havde vor Krig i 1848 ikke baaret saaledes op, som den gjorde. Uforglemmelig er Folkebegeistringen fra hint Aar for mig

✂ - og jeg tænker for Alle, der oplevede det. Al Smaalighed var med Et forstummet; een Tanke opfyldte Alle, Tanken om vort Fædrelands Frelse. Hvis Nogen have sagt til mig inden 1848: De kjender ikke Noget til en rigtig Nationalfølelse, da vilde jeg upaatvivleligt have anset det for en stor Fornærmelse og fundet en slig Ytring usand i høieste Grad, og dog - det er sandt, jeg kjendte den ikke, før den nu vaagnede i Farens Øieblik. Jeg vidste ikke før, i hvilken Grad Hjertet kan blive blødt i Brystet, naar Ens Fædreland er i Fare. Jeg husker saa levende en Formiddag, jeg sad i Søkvæsthusets Have, efter at Krigen var udbrudt, og jeg hørte de ellers slemme Gadedrenge istemme en af vore Nationalsange, hvorledes det da var mig umuligt at tilbageholde mine Taarer, og hvor velgjørende disse Taarer vare. Der gives mange Slags Taarer, men mere opløftende end disse har jeg aldrig grædt. Hvor bevæget blev man ikke, da Budskabet kom om de første Faldne. Den Første, hvis

✂ Fald blev berettet os, var en Hegermann-Lindencrone. Hverken Heiberg eller jeg kjendte denne Mand personligt, men hvor bleve vi begge bevægede! Det var, som om en nær Slægtning var tabt for os. Siden desværre lød Dødsbudskabet saa ofte, at Følelsen for den Enkelte tabte sig, men Varmen for det Hele, det Store beholdt sin Styrke og tog snarere til end af.

✂ Det var ikke saa let en Sag i denne bevægede Tid, opløftet af Virkelighedens store Drama at vedligeholde sin Interesse for den Illusionernes Verden, hvori jeg var sat til at virke. Theatret var paa Grund af Christian den Ottendes Død lukket fra den 20de Januar til den 3die Marts. Denne Pause blev imidlertid ingen Ferie for mig, thi vi indstuderede og prøvede Hertz's "Ninon" og "En Søndag paa Amager", for at disse to Nyheder kunde være rede ved Theatrets Gjenaabning.

✂

"NINON". "EN SØNDAG PAA AMAGER". KRIGEN.

✂ Den 3die Marts altsaa aabnedes Skuespilhuset paany med en Sørgeprolog af Heiberg, der fremsagdes af M. Wiehe, "Kong René's Datter" og "Liden Kirsten". Den 4de Marts, Aftenen efter, spilledes første Gang Hertz's "Ni non"; den 5te Marts Heibergs "Valgerda" og første Gang "En Søndag paa Amager"; den 6te Marts "En Søndag paa Amager" anden Gang, den 7de atter "Ninon", den 9de igjen "Ninon". Jeg studser selv ved at mindes det Arbeide, jeg saaledes udførte i en Uge. Gud maa vide, hvorfra jeg tog de Kræfter, som udfordredes dertil; men hvad formaar et Menneske ikke, naar Sindet er løftet, og hvor lidet, naar det er nedbøiet.

✂ Skuespillet "Ninon" gjorde hos Publikum en Lykke, der steg med hvert Aar, det gik over Scenen, saa at man kan sige, at Tilløbet, Beundringen for dette Arbeide var størst, den sidste Saison det spilledes, otte Aar efter. Den gode Hertz var henrykt over Michael Wiehes og min Fremstilling; jeg husker, at han i Stykkets første Tid udbrød en Aften til mig: "Et saadant Sammenspil som Deres og Wiehes kan man forgjæves reise Europa rundt for at søge Magen til!" Med stor Flid havde jeg udarbeidet Memoreringen af min yderst vanskelige Rolle, og tør jeg slutte fra Publikums Interesse ved mit Spil, da maa jeg vel antage, at Arbeidet var lykkedes mig. M. Wiehes fortræffelige Spil bidrog overordentligt til at holde mig i Aande. Chevalierens Rolle maa vistnok anses for en af M. Wiehes fortrinligste; den skjønne, ungdommelige, naive Inderlighed, hvormed han spillede den første Del af Rollen, den erotiske Lidenskabs Styrke, som han formaaede at lægge for Dagen i den sidste Del, er vist aldrig overtruffet af Nogen. I femte Akt, hvor Lidenskaben stiger til et Slags Vanvid, maa han være uforglemmelig for Enhver, der har hørt disse dybe, hjerteskjærende Toner, set dette Udtryk i Øiet, hans stumme Spils fuldendte Kunst; i alt dette var en Illusion, der greb og maatte gribe enhver Tilskuer, som det greb mig. Saaledes at spille sammen, som vi To her, er en Nydelse, som de Færreste kunne gjøre sig nogen ret Forestilling om. I denne forfærde lige Scene i femte Akt blev der en Aften viist Wiehe og mig en Opmærksomhed fra Publikums Side, som jeg tror er enestaaende. Enhver som har havt Leilighed til at bemærke, hvor let Illusionen rives i Stykker for et Publikum til Skuespillernes Fortvivlelse, hvorledes en Coulisse, der vakler lidt, en Stol, der falder overende, et Baand, der titter frem fra en Dragt, hvor det ikke maa ses, som alt Goethe omtaler ved en Forestilling af "Hamlet", er nok til at frembringe en Latter hos Publikum, der tilintetgjør den mest rystende Situations Virkning, kan vel forestille sig, hvad det vil sige, naar pludselig i en 180 saadan tragisk Situation en Kat sætter sig i Ro og Mag ind paa Scenen, som om den ogsaa vilde være Tilskuer og have Nydelse af Spillet. En saadan indfandt sig netop i vor Scene i femte Akt, uden at Wiehe eller jeg anede det, thi ikke mindste Uro, Hvisken eller Støi var at spore i det tæt besatte Hus. Først efter Forestillingen blev det os fortalt, hvilken ubuden Tilskuer vi havde havt i vor Hovedscene. Jeg blev høist forbauset herover og ansaae dette Træk som et Tegn paa det høieste Bifald fra Publikums Side, som meget Faa vilde have kunnet opnaa.

✂ Stoffet i dette Skuespil havde imidlertid adskillige Modstandere, og unegteligt lod det sig kun behandle af en Digter som Hertz. Hundrede og atter Hundrede vilde have lidt Skibbrud paa det. Den glimrende Form bar det nu frem. I dette Stof ligger forøvrigt en dyb psychologisk Sandhed, den nemlig: at vi ofte straffes paa vort uskyldigste Punkt, medens Straffen ligesom synes at udeblive paa de skyldigere. Ninon har vist mere end een Gang elsket uværdigt, men lige overfor denne Søn er hendes Kjærlighed, som hun siger, hendes "reneste", hendes "bedste", og netop her straffes hendes Kjærlighed paa det Forfærdeligste. For første Gang elsker hun her i sin fulde Ret, og netop her rammer Nemesis hende. Den eneste Gang hvor hun har Lov til at elske, forbydes det hende, og hendes Kjærlighed knuser og tilintetgjør dens Gjenstand. Eros er hendes Gud; hun har ikke kunnet leve ham foruden, og da hun endelig vil vende sig bort fra den lille falske Betvinger af hendes erotiske Natur til den trofaste Gud, der holder ud og ikke opbrænder sig selv, da stødes hun ud i Fortvivlelse, og hendes Livs Nødvendighed negtes hende for bestandigt. Heri ligger hendes tragiske Skjæbne. Alt tages fra hende paa een Gang; thi ve den Kvinde, der efter en saadan Catastrophe endnu formaar at nyde af det brusende, falske Bægers Drik, hvori Sanserne bedøves for at vaagne i sløv Tomhed. Vi se i denne mærkelige Begivenhed i den franske Verdensdames Liv, i hvilken Grad Forældrenes Synd straffes paa Børnene, og denne Begivenhed nedslaar med et Slag alle Ninons glimrende Beviset for Kvindeemancipationens Ret. Hele hendes aandrige Philosophi om det menneskelige Hjertes Rettigheder, der sættes over Familielivets moralske Grundvold, knuses med eet Slag, da hun her lige overfor sin Søn, der er blevel til efter disse Anskuelser, ser, hvorhen de føre, hvilken Forvirring de afstedkomme i Samfundet. Naar derfor Nogle have ment, at dette Stof er umoralsk, da maa de ikke have set, i hvilken Grad Moralen her viser sig som den hævnende Nemesis. For enhver tænkende Tilskuer maa dog hele denne Begivenhed føre Tanken hen paa det Moralske og ikke bort derfra. Hvilken Kvinde vilde vel ønske sig i Ninons Sted, naar hun ved Slutningen af Stykket ser hende tilintetgjort ved Virkningerne af et saadant Liv. Hvem vilde vel ikke gyse tilbage og udbryde i sit Inderste: " Nei , dette gaar ikke an "; og det er dog altid Slutningsmoralen i et Stykke, der fælder Dommen for eller imod.

181

✂ Med en Dilettants hele barnagtige Glæde havde jeg frydet mig over Prøverne paa "En Søndag paa Amager"; aldrig kan jeg glemme det Indtryk, det gjorde paa mig, da jeg paa den første Theaterprøve hørte Orchestret spille Ouverturen, hvori mine Melodier, componerede i de mig uforglemmelige Nattetimer paa Søkvæsthuset, klingede mig imøde forskjønnede ved den gratieuse Instrumentation, som Frøhlich havde iklædt dem. Det forekom mig som en Drøm, at det var mine Melodier, som man her gjorde mig den Ære at udføre, og Hjertet hoppede i mig af Glæde. I Stykkets Iscenesættelse havde jeg den væsentligste Del, som næsten i alle Stykker, hvori jeg selv havde Rolle. "Naar Lykken vil, skyder Pistolhylstret," siger et svensk Ordsprog; saaledes ogsaa her. Alt lykkedes. Mine Medspillende vare hver for sig fortrinlige. M. Wiehe som Jokum, Phister som Hans, Chr. Hansen som Lodsen, gamle Rosenkilde som Jepsen, Fru Sødring som den ældre Søster, Hultmann som Kjøbenhavneren; ja selv Knudsen som Rasmus tog Tilløb i Publikums Gunst, saa heldigt skilte han sig fra den grædende Elsker. Alle, for at tage mig selv med som Lisbet, bidroge til at gjøre Udførelsen saa livlig, saa gemytlig som en Forfatter kunde ønske sig. Det Nye og Eiendommelige, at Stykket spil ledes paa Amager, satte Publikum strax ved Teppets Opgang i en animeret Stemning, der gav sig Luft, da gamle Rosenkilde traadte ind i sin Amagerdragt, saa han blev modtaget med rungende Applaus. Om Indtrykket af den første Opførelse i det Hele, vil jeg henvise til Overskous Theaterhistorie. *

✂ Man ser af Overskous Beretning, at "En Søndag paa Amager" kom i et Moment, der gjorde det til Lykkens Skjødebarn. Jeg selv havde besynderligt nok under dets Indstudering ikke et Øieblik tvivlet paa, at Stykket vilde gjøre Virkning fra Scenen, og jeg havde derfor ikke havt Spor af Forfatterfeber under dets Opførelse. Naar Heiberg drillende havde sagt til mig: "Hvad vil du nu sige, naar dette dit Aandsfoster bliver pebet ud," lo jeg ad ham og svarede: "Pyt, det har ingen Nød, det vil gjøre stormende Lykke, mine Sange ville inden kort Tid være paa Alles Læber." Og saaledes gik det virkelig; paa Gader og Stræder, paa Caffehuse og i Skoven hørte man Sangene fra "En Søndag paa Amager". M. Wiehe klagede over, at han ikke kunde gaa paa Gaden, uden at man raabte Jokum efter ham, og paa samme Maade gik det mig, idet man næsten ikke kaldte mig andet end Lisbet. Jeg erindrer en pudsig Scene i mit Hjem. Grev Moltke-Bregentved og hans elskværdige Hustru (født v. d. Maase) besøgte mig en Dag med to af deres Børn. Den ældste Dreng, dengang fem à sex Aar, som Døden desværre tidligt kaldte bort fra de bedrøvede Forældre, sad jeg og talte med om alle Slags, hvad man taler med Børn om. I Samtalen med ham sagde jeg: "Ja, du veed vel, hvad jeg hedder, for at du kan finde mig, naar du atter vil besøge mig?" Rødmende slog det yndige Barn Øinene ned og sagde med svag Stemme: "Jo, det veed jeg godt."

** V. 791-793. 182

✂ - "Nu, hvad hedder jeg da?" spurgte jeg. Smilende saae han mig ind i Øiet med det henrivende Udtryk af Troskyldighed, som kun ses hos slige Smaa, og svarede: "De hedder - Lisbet ."

✂ At jeg var glad, ja løftet op til en Slags Henrykkelse under Stykkets første Opførelse ved den Jubel, der ledsagede Forestillingen, kan vel Enhver let forstaa; jeg kom imidlertid ikke ud af min Ligevægt og fik ikke høiere Tanker om mig selv og min Forfatterstorhed end inden Stykkets Opførelse. Jeg glædede mig især ved Tanken om, at Heiberg nu var beroliget og glad paa mine Vegne. Jeg lo i mit Indre over den Magt, jeg udøvede over Publikum, ogsaa i denne Retning. Uagtet jeg, som sagt, ikke et Øieblik havde tvivlet paa Stykkets Virkning fra Scenen, ikke fordi jeg fandt det saa fortræffeligt, men fordi jeg vidste, at Lystighed, Liv og Friskhed aldrig forfeiler sin Virkning, saa var jeg dog noget forbauset over, i hvilken Grad mit lille Arbeide greb alle, Unge som Gamle. Jeg maatte ofte le over Ytringer, der kom mig for Øre af Folk, hos hvem man mindst skulde tro, at de erotiske Strenge endnu kunde finde Gjenklang. Saaledes mindes jeg den bekjendte Peter Georg Bangs Henrykkelse, saa ofte han talte om Stykket til mig: "Jeg bliver ung paany," sagde han; "de lykkelige Dage, da jeg sværmede for min Kone, staa atter levende for mig; jeg maa være i hvad Humeur som helst, saa rykkes jeg ud af Alt, naar jeg ser den velsignede Lisbet og den ypperlige Sømandsgut Jokum. Veed De ikke," vedblev han, "hvem der kan have skrevet det prægtige Stykke? Jeg vilde saagu hellere have skrevet det end Alverdens berømte Comedier!" Og saaledes kunde han til min store Forundring vedblive, idet alt det Gnavne og Tørre hos Manden faldt bort, og et ungdommeligt Udtryk viste sig i Øiet, som jeg aldrig tidligere havde set Spor af. Den gode Suhr var ligeledes saa indtaget i dette Stykke, at han aldrig, saa ofte det i Aarenes Løb gik over Scenen, en eneste Gang forsømte at være i Theatret: "Jeg kan ikke blive siddende stille hjemme," sagde han, "naar jeg veed, at De spiller i "En Søndag paa Amager"; det er mig umuligt." At Nysgjerrigheden i høi Grad var vakt for at komme efter, hvem Forfatteren var, er naturligt, og ideligt blev Heiberg og jeg opfordrede til at betro snart En, snart en Anden denne Hemmelighed. Efter nogle Aars Forløb gik vel det Rygte i Svang, et Rygte der kom fra Theaterpersonalet, at det vist maatte være mig, men jeg tror dog ikke, at Nogen dengang fæstede Lid dertil. En Aften efter Opførelsen, hvor Suhr som sædvanligt havde været henrykt, sagde han til Heiberg, da han gik ud af Parquettet: "Sig mig dog, Heiberg, hvor er det muligt, at Forfatteren til dette Stykke kan finde sig i at være anonym; jeg synes, at han maatte navngive sig, naar han hører al den Jubel i Theatret, saa ofte det spilles." - "Oh," svarede Heiberg, "der kan jo tænkes saa mange Grunde til ikke at ville være bekjendt." - "Jeg kan ikke tænke mig en eneste," sagde Suhr. "Sæt," svarede Heiberg, "at det var et Menneske, der 183
er i stor Gjæld og frygter for, at hans Creditorer ved at se den Indtægt, Stykket skaffer ham, vilde strømme ind paa ham!" - "Ja, det var jo muligt," sagde Suhr ganske betænkeligt, "herpaa har jeg ikke tænkt." Den almindelige Mening var især i Begyndelsen til min store "Smigrelse", at Stykket maatte være af Heiberg selv. Den vittige Phister sagde imidlertid: "Nei, det tror jeg ikke; Heiberg slog før sin Fader og sin Moder ihjel, end han skrev Vers som dem, der findes i Stykket." Han var den Første, tror jeg, der fik en Anelse om, at det maatte være mig, en Mening han udtalte til Mange. Ogsaa til mig selv ytrede han den, og naar jeg leende spurgte ham, hvor Sligt dog kunde falde ham ind, svarede han: "Jeg veed ikke selv, men det er, ligesom De staar for mig fra først til sidst." Den Omstændighed, at Sangene ogsaa vare componerede af Forfatteren, forvirrede Mange; thi de tiltroede mig dog ikke denne Evne og vidste saaledes ikke, hvem de skulde gjætte paa. Frøhlich var, som vi havde ventet af ham, taus som Graven, thi jeg kan næsten ikke tvivle paa, at han fik Mistanke til mig, da vi aftalte Instrumentationen til Sangene, men hverken for mig eller for nogen Anden lod han sig mærke hermed, hvorfor jeg var ham yderst taknemmelig. Imidlertid, da vi Mennesker sjeldent i denne Verden nyde et Gode uden at betale vor Tribut til den strenge Guddom Nemesis, maatte ogsaa jeg ved denne Leilighed betale min. Krigen stod i Flammer, vort Fædreland kæmpede for sin Tilværelse mod en overlegen Styrke. Mine og Alles Tanker dreiede sig om dette Brændpunkt, og jeg havde ofte en Følelse af, at det var unaturligt, ja jeg syntes tidt uværdigt, at gaa og spille Comedie i en saadan Tid. Det var næsten heller ikke muligt at faa Folk paa Comedie, undtagen, som Overskou siger, naar der gaves "En Søndag paa Amager", et nyt Bevis paa. at et Publikum altid tiltrækkes, naar Scenen byder dem Contrasten af det, hvori de leve - som da man i den franske Revolution sad i Theatrene og græd over Hyrdestykker, hvori et Lam blev dræbt, medens Guillotinen dagligt huggede Hovedet af de ædleste Personligheder. Saaledes ogsaa her. Udenfor Theatret Sorg, Graad, Angest for Ens Kjære i Felten; fra Scenen en lille idyllisk Kjærlighedshistorie imellem en Amagerpige og en Matros, Sang, Glæde, Dans og Lystighed paa en Kro. Man hørte ofte Folk sige: "Det er velsignet at se dette lille, glade Stykke i denne Tid; man oplives, man opmuntres og rives ud af al den Angest og Sorg, man gaar i." Men for mig, der følte mit Fædrelands Skjæbne dybt, for mig var det ofte en stor Overvindelse, ja en Smerte at overgive mig til Udførelsen af min lille Lisbet med al den muntre Overgivenhed, som denne krævede. Forlod jeg Scenen og kom ud i Coulissen, da stod her Flokke af Folk, der kun talte om Død, Tab, Nederlag og Angest for, hvad den næste Time kunde bringe; at lukke Ørene herfor var umuligt, men da atter at træde ind paa Scenen, som om intet Tryk laa paa Sjælen, var sandelig ofte en Anstrengelse, der tog stærkt paa mig. Der var et 184 Øieblik Tale om at lukke Theatret i nogen Tid, og visseligt havde det været mig kjærkomment, men Mange mente, at det vilde være uheldigt, da Byen derved vilde faa et endnu tristere Anstrøg. Collin spurgte mig om min Mening: "Ja," svarede jeg, "visseligt er det tungt at skulle holde sine Tanker sammen til at spille i en saadan Tid, men det skal nu være vor Heltegjerning i denne Tid, at vi bør holde ud, ifald vi ved vort Spil kunne holde Gemytterne fra at blive altfor triste." Og jeg spillede og spillede ufortrødent, ofte over mine legemlige Kræfter. Men mangt et Træk i Folket, mangt et Træk fra Felten løftede En ogsaa, thi Folkestemningen var fortræffelig, ja beundringsværdig, og saadanne Tider give Styrke til Gjengjæld for det, de tage. Hvilken Følelse gik ikke igjennem den simple Mand, igjennem det simple Tyende i denne Periode. Med hvilken Glæde gav ikke Enhver sin Skjærv ved de Pengeindsamlinger, der skete for de Saarede, for de Faldnes Efterladte. Jeg erindrer endnu, at Suhr med Taarer i Øinene fortalte, at da hans Tjenestepiger havde givet deres sammensparede Skillinger, deres Linned til Lazaretherne, og han vilde erstatte dem dette, havde en Pige svaret: "Nei, Herre, jeg vil Intet have erstattet, thi saa havde jeg jo ikke den Glæde at have bidraget min Skjærv." Og saadanne Træk hørte man dagligt, Træk af den mest rørende Natur. Heiberg sagde ofte: "Det er da en velsignet Tid denne; alt Smaavrøvlet er jo forstummet; hvor en saadan Enhed i et Folk dog er forfriskende og styrkende!"

✂ En Dag i April kom Heiberg hjem og sagde: "Se her, vil du have en af de mange Viser, her falbydes i disse Dage paa Gaderne; jeg kjøbte den af en Dreng; jeg har endnu ikke set, om den duer noget." Jeg modtog den og satte mig strax ved Claveret for at spille Melodien, hvis Noder vare aftrykte paa Bladet, og sang til min jublende Glæde "Den tapre Landsoldat ". Aldrig glemmer jeg dette Øieblik! Ude af mig selv løb jeg ind til Heiberg og sagde: "Oh, kom og hør!" Og nu sang jeg "Den tapre Landsoldat" for ham, een Gang, to Gange, tre Gange, ja Gud veed, hvor mange Gange, thi jeg blev ikke træt af det. Enhver Fremmed, der kom ind ad Døren, maatte høre den, og Alle elektriseredes som jeg af den fortræffelige Sang. Gamle Molbech, som tilfældigvis var en af dem, der kom den Dag, talte ofte i senere Aar om den Virkning, min Sang havde gjort paa ham. Jeg sang den til den sildigste Nat, indtil jeg tilsidst var saa hæs, at jeg ikke kunde faa en Tone frem mere. Jeg mindes ikke Noget, der saaledes betog mig. Det viste sig her, hvad en lykkelig Digterinspiration formaar; man kan vist sige, at denne Sang virkede uendeligt til at holde Modet og Stemningen oppe, at den løftede og varmede de Kjække mer end noget Andet. Se, det formaar en Digter! Husk det, I som mene, at Digtekunsten er en Leg til ingen Nytte. Hvor dybt den almindelige Stemning var trængt ned, selv i Børneverdenen, 185 fik jeg et Bevis paa en Dag, jeg gik paa Christianshavns Vold for at trække frisk Luft. Jeg kom her forbi en Del ganske smaa Drengebørn, der stode hver med en Pind i Haanden. Midt imellem dem laa paa Græsset en ganske lille En udstrakt paa Jorden som død. Forskrækket over dette Syn spurgte jeg de Større: "Hvad feiler det lille Barn, er han syg? I have dog vel ikke gjort ham Fortræd?" Da traadte en af dem hen til mig, stillede sig foran mig med militair Holdning og svarede: "Jo, han er død; vi have slaaet ham ihjel, thi han var en Slesvigholstener." Den lille døde Slesvigholstener reiste sig nu op og sagde til de Andre: "Ja, i Dag maatte jeg nu finde mig i at være Slesvigholstener, og I sloge mig ihjel; men næste Gang skal en af Jer være det, og saa slaar jeg ham ihjel." Jeg gav Drengene nogle Smaapenge til at føre deres Krig med, og de toge Afsked med mig, idet der lød et skingrende Hurra. Man maa være i en Stemning som den, jeg, ja som Alle vare i paa hin Tid, for at forstaa Virkningen af saadanne smaa Træk.

✂ Sommeren 1848 fyldte som sagt Alle med Spænding om, hvad Udfald vor Krig skulde faa, om vi skulde gaa tilgrunde eller med Ære komme fra den ulige Kamp. Saa fortvivlet vore Sager end syntes at staa, var Befolkningen dog ingenlunde betaget af Modløshed; den begeistrede Stemning bar Alle op, og man satte sin Lid til, at Forsynet vilde beskytte vor brave Hær og lede den til Frelse for vort Fædreland. Det var i denne Tid virkelig, som om alle Mennesker vare blevne bedre, som om Alle inderligere sluttede sig sammen, saa al Standsforskjel var udslettet, idet Høie og Lave levede i samme Interesse, Fædrelandets Frelse. Det er herligt at leve i en saadan Tid! Herligt, naar Livet bæres af en stor, ophøiet Tanke, i Stedet for at tabe sig i alle de smaalige Interesser, der ellers optage de fleste Menneskers Sind. Ens første Tanke om Morgenen, Ens sidste Tanke om Aftenen var Tanken om vore tapre Brødres Skjæbne, varme Bønner om, at et naadigt Forsyn vilde holde Haanden over dem og vort dyrebare Fædreland. Sommeren gik saaledes hen i Frygt og Haab, i Sorg og i Glæde. Kampen ved Dybbøl den 5te Juni bragte Alles Hjerter til at banke. De danske Kvinder fældede Vemodstaarer over de Ofre, denne Hædersdag havde krævet, og hvilken Kvinde ønskede ikke, at hun kunde have staaet ved Nordmanden Leopold Løvenskiolds og de svenske Brødre Lejonhufvuds og Sommelius's Side for med Taknemmelighedstaarer at række dem den sidste Hjælp, inden Øiet lukkedes i Døden. Disse Nordens Sønner, der vare ilede over til os for at kæmpe med os for vor Tilværelse, fandt Heltedøden den 5te Juni. Lykkelige Lod at have et Liv at give i en Sag, der er et Liv værd!

✂ Den 26de August sluttedes en Vaabenstilstand paa syv Maaneder med Preussen og det tyske Forbund. Vore Soldater fik herved en Pustetid, hvori de Saarede og Syge bleve pleiede med al den Kjærlighed, med alle de Ofre 186 af Penge og Nødvendighedsgjenstande, som Nationen formaaede at give dem. Og den Tanke, at Alt for en Tid var stille, var velgjørende ovenpaa den Spænding, hvori vi Alle havde levet. Man havde paany Ro til at tage fat paa sine vante Sysler, medens Sagernes uafgjorte Stilling dog laa som en truende Tordensky i Horizonten.

✂ Vi tilbragte som sædvanligt en Maanedstid paa Sølyst. Livet var der, som andetsteds, i denne Sommer mere animeret end ellers. Mange Fremmede besøgte Suhr, og vi kom saaledes i Berøring med ikke faa interessante Mennesker. Naturligvis dreiede al Samtale sig om Krigen og om de Danskes Udholdenhed lige overfor den Overmagt, de havde at kæmpe imod. Mange Ytringer af disse Fremmede har jeg beholdt i min Hukommelse. Saaledes erindrer jeg en af den djærve Nordmand, som jeg i Aarenes Løb mere og mere har lært at sætte Pris paa, Ketil Motzfeldt. Vi sade paa en af de yndige Høie i Sølysts Have og glædede os over Sundets Skjønhed og de mange Seilere, der krydsede hinanden paa det stille, hvilende Hav. "Ja," sagde han med sin dybe, mandige Røst, "jeg tilstaar, at de Danske ofte have forekommet mig som et letsindigt Folk med alle deres Forlystelser, Tivolier, Maskerader og Gud veed hvad. Men kan en Nation vise sig, som de Danske have gjort det i denne Tid, naar det alvorligt gjælder, da i Guds Navn lad dem forlyste sig i Fredstid, saa meget de lyste, min Agtelse have de i fuldt Maal vundet." Saadanne Ord af en kraftig Mand kan vel gjøre Indtryk, især naar de siges med Taarer i Øinene; fra dette Øieblik af betragtede jeg ham som min Ven.

✂

VINTEREN 1848-49.

✂ Med Glæde hilste jeg ved Tilbagekomsten atter paa alle mine Blomster i Søkvæsthusets Have. Saa ofte jeg kunde for mine Forretninger, nød jeg det deilige Efteraar i denne Have, hvor snart een Plante, snart en anden ventede paa den Haand, der var vant til her at binde op, hist at rette, hvad der var forsømt under min Fraværelse. En Formiddag, som jeg gik her i travl Virksomhed, kom Oehlenschläger for at hilse paa mig. Vi gik længe sammen i Haven. Han var saa elskværdig, saa godmodig, saa smuk denne Formiddag, tog saa venligt Del i mit Arbeide og meddelte mig flere Planer, han havde til nye Stykker, i hvilke han stolede paa min Hjælp. Naar han saaledes var mild og glad, havde han noget barnligt Humoristisk, der gjorde, at man maatte holde af ham. Da han tog Afsked, plukkede jeg nogle Apricoser til ham af mit eget Træ; til Tak sendte han mig nogle Dage efter følgende Digt:

187

✂ Natur og Kunst er Søstre, ganske vist,
Og derfor aldrig burde være Tvist
Imellem dem, som skienke Livets Goder.
Af disse To Naturen vel er ældst;
Jeg veed dog ikke hvem jeg ynder helst,
I evig Ungdom, født af samme Moder.

✂ Hvad Kunst er kiært, det er Naturen kiært;
Hun har sin yngre Søster stave lært;
Saa lærte hun af hin at lægge sammen.
Nu læse begge de det store Skrift
Og male Billedet: Liv og Bedrift,
Som Tiden daglig spænder ud i Rammen.

✂ At Du en sielden Kunstnerinde var,
Som Æbler nød af Yduns gyldne Kar,
Det vidste jeg, min yndige Veninde!
Jeg burde vidst, skiøndt jeg det ikke saae,
Du paa Naturen monne Dig forstaae
Saa godt som Kunst, da Du ei gik iblinde.

✂ Men paa det Sidste fik jeg klart Beviis,
Da jeg stod hos Dig i Dit Paradis,
Og Du - som tidt mig rakte Kunstens Roser, -
Nu plukked venligt mig med egen Haand,
Hvad ikke mindre fryded høit min Aand,
Af Livets Træ Naturens Aprikoser.

✂ Tak! Du som sprang ud af Naturens Skiød
I Kunstens Favn, for alt det Godt jeg nød.
Virk længe Skjønhed, med Geniets Styrke!
Og naar, bedøvet af vort Bifalds Larm,
Du hviler qvæget i Naturens Arm,
Med barnlig Andagt Du den atter dyrke!
Fasangaarden, d. 16. Sept. 1848.
A. Oehlenschläger .

188

✂ Jeg har alt fortalt, at mit første dramatiske Forsøg egentlig var Vaudevillen "Abekatten", men at jeg opgav det paa Halvveien, da jeg følte Lyst til at skrive "En Søndag paa Amager". Ved det Held, der havde fulgt dette mit Digterbarn, fik jeg atter Lyst til at fuldføre mit første Barns Opdragelse, saa at ogsaa det kunde træde ud i Verden og forsøge sin Lykke. Jeg fuldførte det, og det kom til Opførelse i Mai 1849. Alle Musiknumrene paa to nær har jeg selv componeret i mine ensomme Nattetimer. De to Numre, som ikke ere af mig, det ene om Fiskene, hvori Margrete skal lægge sine naturhistoriske Kundskaber for Dagen, det andet, Iversens Sang om Søndermarksturen med Abekatten i Lommen, til disse ere baade Text og Musik af Heiberg. Da jeg havde Situationerne færdige, som jeg selv synes er noget af det Bedste i Stykket, kunde jeg slet ikke komme ud af de Sange, jeg her ønskede at benytte. Jeg maatte bruge mange Overtalelser for at formaa Heiberg til at komme mig til Hjælp hermed. I Lystighed sagde jeg til ham: "Vil du skrive disse to Sange for mig, da skal du faa 300 Rdl. for dem, ifald Stykket gjør Lykke." - "Ja, det forandrer Sagen," sagde han polisk, og han skrev dem. Stykket gjorde Lykke, og han fik virkelig 300 Rdl. af det Honorar, jeg erholdt fra Theatret. Da han sang disse to Viser første Gang for mig, syntes jeg meget godt om dem; jeg sagde til ham: "Ja, visselig ere de de bedste i Vaudevillen baade fra Textens og Musikens Side, men nu skal jeg sige dig noget: disse to Numre blive de eneste i Vaudevillen, der ikke blive applauderede." Og virkelig fik jeg Ret heri ved Stykkets Opførelse. Saaledes gaar det ofte, det Bedste paaskjønnes ikke. Jeg spøgte ofte med Heiberg herom og sagde, at en anden Gang vilde jeg henvende mig til en Heldigere om Hjælp.

✂ Stykket gjorde i Begyndelsen ikke den Lykke hos Publikum som "En Søndag paa Amager", men Tid efter anden stak "Abekatten" næsten "En Søndag paa Amager" ud og blev et Kassestykke. Imidlertid fik Stykket, der blev fortrinligt udført, dog strax mange Velyndere, deriblandt nuværende Geheimeraad Hall, der aldrig forsømte nogen Forestilling, saa ofte det gik over Scenen; ja saa pudsigt det end monne klinge, gik virkelig i nogen Tid det Rygte, at han var den anonyme Forfatter, et Rygte, der vel netop opkom ved hans stadige Nærværelse ved Opførelsen. Han selv sagde saa ofte til mig: "Det er mig umuligt at blive hjemme, naar jeg veed, at "Abekatten" spilles; jeg kommer i det fortræffeligste Humeur, naar Teppet gaar op, og jeg ser Dem, Fru Sødring og gamle Rosenkilde sidde paa Scenen; da har jeg strax en Følelse af Hjemlighed, Munterhed og Glæde, der virker uimodstaaeligt paa mig." Hvad han her har følt, gik lidt efter lidt over i det hele Publikum, saa at det mangfoldige Gange hændte, hvad jeg ikke mindes ved noget andet Stykke, at Publikum udbrød i stærk Applaus, idet Teppet 189 rullede op, forinden det endnu havde hørt et Ord eller en Tone. Det var Forudbetaling for den Nydelse, det saae imøde. Min stille Glæde herved kan kun lignes ved et Barns. Med Sandhed kan jeg sige, at ikke mindste Forfængelighed blandede sig heri. Jeg saae klart Spøgens store Mangler, men jeg glædede mig over, at Spøgen virkede uimodstaaeligt paa Tilskuerne, til Trods for Alt, hvad Kritiken maatte indvende imod den som Kunstværk. Undertiden greb en vis Skamfuldhed mig over at have vovet mig ud paa denne Vei, og ikke altid kunde jeg tilbagetrænge en vis ubehagelig Følelse, naar Bifaldet var større, end dette Arbejde fortjente; jeg skammede mig da og syntes, at jeg havde forsyndet mig mod den hellige Kunst og ledet Mængden paa Vildspor. Jeg blev derfor meget forundret en Aften i vort Hjem, da vi talte med Digteren Welhaven om dette Stykke, og jeg havde ytret mig lidt dadlende om det, til Dels for at skjule min Andel i det, og han da udbrød ivrigt og heftigt paa sin vante Vis: "Nei, heri er jeg aldeles ikke af Deres Mening, tvertimod, den hele Opfindelse af Handlingen, Charactererne, den hjemlige danske Tone er ligefrem genial." Ja, sandelig sagde han genial! Jeg vilde neppe tro mine egne Øren, men tilstaar, at jeg blev meget glad ved at høre denne skarpe, som oftest ufornøielige Kritiker udbryde saaledes i den ham egne varme Tone. Denne Udtalelse beroligede min kunstneriske Samvittighed. Da han var gaaet, sagde jeg til Heiberg: "Hvad synes du om Welhavens Udtalelse!" Min kjære Heiberg svarede: "Jeg synes, at han har Ret i, hvad han sagde."

✂ Det var ganske i sin Orden, at den Lykke, disse ubetydelige Stykker gjorde hos det theaterbesøgende Publikum, lidt efter lidt i Aarenes Række fremkaldte en Opposition i Kritiken; man ærgrede sig over, at de Saison efter Saison kaldte Folk sammen, der fra de tætbesatte Bænke lo hjerteligt, applauderede livligt, til Trods for Alt, hvad der med en comisk Heftighed prædikedes om, at man ikke maatte le, ikke applaudere, ikke indfinde sig, naar de spilledes. Det gik disse Stykker, som det ofte gaar en ung, smuk Pige, hvem man gjør sit Bedste for at bagvaske. Bagvaskelsen tros kun altfor gjerne, men naar den unge Pige selv viser sig, ser man paa hende med Velvillie og siger: hun er dog smuk og indtagende, og Bagvaskelsen glemmes, saa længe hun haves for Øinene. Jeg, som maaske bedre end nogen Anden kjendte disse Stykkers Mangler, har ofte selv været forundret over den Magt, de udøvede paa Tilskuerne, og jeg har da spurgt mig selv: "Hvori kan da egentlig denne Tiltrækning ligge?" Og jeg har da ikke kunnet udfinde anden Grund end den, at den Umiddelbarhed, den naive Glæde, den ungdommelige Frimodighed, hvormed jeg i hine Tider barnligt glad nedskrev dem, den er det, der ubevidst meddeler sig Tilskuerne og gjør dem selv unge, glade og naive, saa at de glemme al Kritiseren og forfriskes af 190 det, der engang uden al Kritik kom fra et friskt, freidigt, bevægeligt Sind. Hertz sagde en Gang til mig om disse Stykker - jeg havde lige saa lidt betroet ham som nogen Fremmed, at de vare af mig -: "Det er en meget uskyldig Forfatter, der ikke generes af nogen Kritik; ifald han ikke havde været det, vilde de ikke være blevne saa morsomme og fornøielige at se paa; man smittes af hans Ungdomsmagt og bliver selv ung." I en Række Aar ere nu disse Stykker gaaet over Scenen; hver Gang de efter nogle Aars Forløb paany fremdrages, ere de blevne hudflettede af Kritikens kloge Herrer, men se, den unge Pige viste sig, og Virkningen var og blev den samme. Man har i sin Harme over dem endog udfundet et nyt Skjældsord; man har kaldet dem "Duftvaudeviller". Ja ser I, mine Herrer, der har I netop truffet Sømmet paa Hovedet; ganske vist, de ere " Duftvaudeviller ", og det er denne Duft, der uimodstaaeligt har virket i det tætbesatte, lumre Hus som en Forfriskning, ligesom man paa en lummer Dag oplives ved Duften af en Reseda. Denne lille, grønlige, beskedne Plante bemærkes neppe imellem Pragtblomster, men den har en Duft, som virker oplivende paa Sindet. Her er egentlig slet ingen Kunst, her er en umiddelbar Natur, der, hvor lavt man end vil sætte den, virker ved, at den ikke gjør Fordring paa nogen Virkning. Og hvad der gjælder om "En Søndag paa Amager", gjælder ligesaa om "Abekatten" *. Nu vel, lad det Hele være Intet, en Leg, et lille Maaneskinssværmeri, et romantisk Tidsfordriv, hvori Forfatteren har forfrisket sig efter andet anstrengt Arbeide; noget Virkeligt maa der dog være i denne Leg, eftersom Publikum i mange Aar ikke er bleven kjed af Legen, men stadigt har ønsket den om igjen. Min Undskyldning er altsaa, at jeg som dramatisk Forfatter har forlystet mig med en Leg, som Hundrede og atter Hundrede efter mig have fundet Morskab i at fortsætte.

✂

THEATERBESTYRELSENS OMDANNELSE.

✂ Det nye Liv, det Røre, de Omvæltninger saa godt som i alle Forhold, som Frihedens Morgenrøde i Danmark nødvendigt maatte føre med sig efter den store Begivenhed i 1848, kunde ikke blive uden Virkning paa Kunstens Omraade. Enhver havde Lyst til at drikke sin Part af det fulde Bæger, Enhver vilde smage den unge Vin, til Trods for, at den endnu ikke havde eller kunde have afgjæret; Enhver i sin Sphære følte Trang til ogsaa hos sig at lukke Vinduer og Døre op, for at den friske Luftning ogsaa kunde naa til ham. Enhver vilde være med i dette nye Arbeide og krævede som en Ret, ** der i 1871 opnaaede at gaa med Bifald for 100de Gang over Scenen. "En Søndag paa Amager" havde alt tidligere opnaaet samme Resultat. 191
at ogsaa hans Stilling undergik væsentlig Forandring. Den store Omvæltning i Statsstyreisen fremkaldte mange smaa. Ingen kunde finde sig i at sidde stille i det Vante, om end dette var aldrig saa godt, Forandring i Alt var Løsnet. Skuespillere have ofte noget vist Barnligt, naar de ville gribe ind i Begivenhedernes alvorlige Gang, den lette Phantasi løber stedse af med dem; Udholdenhed i, hvad de ville, er ikke deres Sag; de blive ofte trætte paa Halvveien og opgive hurtigt, hvad de kort iforveien med Fanatisme havde besluttet at sætte igjennem; de ere Øieblikkets Børn, og Seighed i Handlekraften ligger rent udenfor deres Natur. Men denne halve Villiekraft kan dog ofte være farlig og skadelig, thi det er ikke altid let at standse, som er drevet til en vis Høide; Kuglen har faaet et Stød, og nu ruller den frem uden at kunne standses, hvor meget man end ønsker, at den igjen vilde løbe tilbage. Altsaa ogsaa Skuespillerne vilde gjøre noget Nyt ud af deres hidtil rolige, lykkelige Stilling, ligemeget hvad, kun noget Nyt. De havde set, at nogle faa kraftige Mænd havde sat det Utrolige igjennem lige overfor Konge og Land, hvorfor skulde de da ikke paa deres Omraade kunne gjøre det Samme? Mig forekom de ofte comiske i deres Heltetilløb, og de fandt sig godmodigt i, at jeg lo ad alle deres vilde Planer. Imidlertid, Noget maatte og skulde der gjøres; jeg saae dem ofte paa Theatret i tætte Klynger, ivrigt gesticulerende, med flammende Blikke, som Sammensvorne, der ruge over sorte Planer, der skulde slaa ned som Lyn over dem, de vilde ramme. Nielsen var især brillant i denne Positur og saae ud som en Hercules, der vilde omstyrte og knuse Alt, der kom i hans Nærhed. Mindst drømte jeg om, at den, paa hvem de agtede at lade Hævnens Sværd falde, var Alles faderlige Ven og Velgjører, Geheimeraad Collin. Dog, der maatte jo sigtes paa et høit Maal, naar Kampen skulde have nogen Anseelse. Fra min Barndom af havde jeg været vant til at se Alle, Store og Smaa, ty til denne Mands Mildhed og Hjælpsomhed i Nød og Trængsler; Alle kunde aflægge Vidnesbyrd om hans Hjertensgodhed. Uden nogensinde af personlig Erfaring at have kjendt Nød og Trang, havde Collin en saadan Humanitet, var saa blottet for al Sneverhjertethed, at enhver Klage altid fandt Vei til hans Medfølelse, og mere end een Gang har jeg set ham ligesom rødmende høre paa, naar Nogen vilde aflægge ham Regnskab for den Elendighed, hvori de vare komne; altid var han, saa vidt det stod til ham, rede med Hjælpen. Han var Alles Fortrolige, og der var ikke En af det hele Personale, som ikke skyldte ham varm Taknemmelighed for, hvad han havde været for ham. Ved Siden heraf var Collin en kraftig og bestemt Mand og den Eneste af de flere Directeurer, som Bestyrelsen den Gang bestod af, der virkelig befattede sig med Arbeidet og holdt det gaaende. Dette vidste og følte Skuespillerne; hvor ofte havde jeg ikke hørt dem erkjende dette! Min Forundring var derfor stor, da man kom og 192 vilde gjøre mig delagtig i den Revolution, som skulde være Skuespillernes 1848, og som bestod i hverken mere eller mindre, end at Alle skulde indgive en Adresse, efter den første Plan til Kongen, men efter en senere Beslutning til Levetzau, hvori hele Personalet bevidnede Levetzau sin uskrømtede Høiagtelse og Hengivenhed, og hvori man imellem Linierne læste Haabet om en snarlig Forandring i Theaterbestyrelsen, hvorved Collin traadte tilbage, og Levetzau blev den Eneraadende. De vigtigste Ledere, Nielsen, gamle Rosenkilde og Phister, fik vel nogle Svage i Aanden overtalte til at slutte sig til dem - desværre var selv M. Wiehe, besnakket af det Nielsenske Hus, med til at ville krænke den Mand, som havde fra hans tidligste Ungdom hjulpet og støttet ham paa saa mange Maader - men de mødte Modstand hos Mange, der endnu bevarede Erindringen om Collins Godhed imod dem, og som negtede at underskrive en Tillidsadresse til en Mand, de knap kjendte, undtagen naar han ved festlige Anledninger, bestjernet, modtog deres ærbødige Hilsen; hvis Manerer og hele Holdning de ved Prøver og andre Leiligheder havde set de samme Skuespillere, der nu vilde hylde ham, efterabe og latterliggjøre, og om hvem de hundrede Gange af de Samme havde hørt, at en saadan Chef var et rent Nul, som Theatret havde bedst af at undvære. Jeg var en af de Første, hvem man overrakte det vigtige Dokument til Underskrift. Jeg veed ikke, hvilken Følelse der i dette Øieblik var stærkest hos mig, Forbauselse eller Bedrøvelse. Stille negtede jeg min Underskrift og kjørte den Dag hjem fra Prøven, vemodig over Menneskenes Glemsomhed og Utaknemmelighed. Ved min Hjemkomst gik jeg strax ind til Heiberg og meddelte ham det Passerede. Hans Forbauselse var ikke mindre end min. Det havde sat de Herrer Ledere i nogen Forlegenhed, at jeg, der skulde throne i Spidsen for Navnerækken, havde negtet at underskrive; men man vidste at hjælpe sig; man besluttede at henvende sig til Levetzau i hele Personalets Navn , uden Hensyn til de manglende Underskrifter, og denne Beslutning blev virkelig udført. Jeg har sjeldent set Heiberg saa vred, som da dette kom til hans Kundskab. Han skrev el meget skarpt Brev til Rosenkilde, hvori han sagde, at hvis nogen af dem oftere vovede i den Grad at misbruge hans Hustrus Navn, da vilde han ad Rettens Vei kræve dem til Regnskab for en saadan Anmasselse.

✂ Den hele Sag var mig meget ubehagelig, thi da Intel paa el Theater kan holdes skjult, blev det jo strax kundbart, at jeg havde negtel al underskrive Adressen, og uagtet jeg, som Alle tidligere, var af den Mening, at Levetzaus Fortjenesle af Thealret vare for Intet at regne, vilde jeg dog saare nødigt gjøre Noget, som var denne Mand imod, thi han havde bestandigt viist mig en saa udsøgt Opmærksomhed, at jeg sandelig var den, som sidst af alle havde Grund dertil; men en Handling stik imod min Overbevisning maatte 193 jeg jo skamme mig ved at have taget Del i. Og til hans Ære skal det siges, at denne Modstand fra min Side ikke et Øieblik forandrede hans Velvillie imod mig, men at han vedblev uforandret at vise mig den samme Opmærksomhed som tidligere.

✂ Det er en Skam, at jeg har glemt, hvem det var, der stillede sig i Spidsen for en ny Adresse, der skulde tilstilles Collin; denne ny Adresse (Overskou, V. 850) fik 46 Underskrifter, medens kun 18 havde deltaget i Henvendelsen til Levetzau.

✂ Jeg behøver neppe at fortælle, at alt dette Theaterrøre virkede som et Uveir ude i Publikum. Bladene holdt naturligvis med de 18, fordi 18 Snakkere paa Conditorier formaa en hel Slump, dels fordi Collin var en gammel Embedsmand, der ikke hørte den ny Tid til, og ovenikjøbet en Theaterdirecteur, der jo altid er lagt for Had hos Publikum.

✂ Resultatet i den almindelige Mening blev, at baade Collin og Levetzau burde fortrække, for at yngre Kræfter kunde komme til Roret. Hvad Collin angaar, da tror jeg virkelig, at han var træt og Intet havde imod at fjerne sig, uagtet hans Interesse for Theatret var gammel og prøvet. Ogsaa er jeg vis paa, at dette sidste Træk af Personalets Utaknemmelighed smertede ham mere, end han vilde være ved, uagtet intet bittert Ord om Nogen kom over hans Læber, ja at han endogsaa kort efter med største Beredvillighed hjalp en af de 18, der trods det Passerede denne Gang som saa mange Gange tidligere tyede til hans Godhed for at reddes ud af en trykkende Forlegenhed; og at dette skete med den Mildhed og Delicatesse, som var ham egen, kan jeg saa meget vissere bevidne, som jeg selv var Mellemmanden for den Paagjældende hos ham. Jeg vil fortælle et Træk af ham i et lignende Tilfælde. En Formiddag kom jeg til ham, og i Samtalens Gang kom jeg til at nævne, at jeg paa Veien havde mødt et Tog bestaaende af tre Vogne fulde af Mennesker, der kjørte i Skoven, og at disse blev anført af en af Theatrets dengang meget yndede Sangerinder med Mand og Børn. Collin smilte og sagde: "Ja saa! I Aftes var hun hos mig og jamrede over, at hun i Dag ikke vilde have Mad til sine Børn, ifald jeg ikke strax hjalp hende med et Gratiale." - "Fik hun det?" spurgte jeg ham. Smilende svarede han: "Ja saamænd gjorde hun det!" - "Nej," udbrød jeg, "hvor er det dog muligt at gjøre Sligt." - "Ja, Herre Gud," svarede han, "hun har taget feil, da hun sagde, at hun trængte til Brød, hun mente til en Skovtur," og det saae ud, som om han ordentlig glædede sig ved Tanken om, at hun og hendes Børn havde en glad Dag, og jeg er vis paa, at han altid lige overfor hende har spillet den Uvidende i denne Sag. Collin var en nobel Natur; hans Hjerte og hans Forstand vare ikke adskilte, men tæt forenede. Saadanne Naturer forstaas ikke af Alle; det er kun de Nærmeste, der tilfulde se og vurdere et saadant Menneske. "Ak," 194 sagde engang hans ældste Datter til mig mange Aar efter hans Død, "hvor jeg dog længes efter igjen at møde Fader! Hvor findes en saa kjærlig Sjæl, saa beredt til at gaa ind i Andres Interesser og ofre sig for dem!" Læg nu hertil den overordentlige Dygtighed hos denne Mand, der i Frederik den Sjettes Tid var inde i Alt, hvad der krævede Arbeide og Anstrengelse, søgt af Alle, Store og Smaa, bestemt, villiestærk, saa at, hvor Collin havde Plads, Alle bøiede sig for hans raske, uinteresserede Handlekraft. Tarvelig og bramfri i alt sit Væsen, var Collin i Ordets skjønne Betydning en sand Borger med alle de Dyder, som høre til for at fortjene dette Hædersnavn. Han var helt og holdent en dansk Mand, der elskede sit Fædreland høit; jeg tror virkelig, at naar han, til Trods for al bornert Modstand, satte igjennem, at den danske Vaudeville fik Lov til at holde sit glimrende Indtog paa den danske Scene, saa udsprang dette af, at han rørtes ved den Danskhed, som i Ord og Toner her traadte Nationen imøde, og som derfor ogsaa blev grebet af denne med en Jubel, der forbausede de bornerte Kunstdommere. Er det ikke besynderligt, at en saadan Mand kunde møde en Behandling som den, Skuespillerne havde beredt ham, og det tilmed i Aaret 1848! Jeg var usigelig bedrøvet, ja, ifald Ordet kan bruges, lidenskabelig bedrøvet. Da derfor gamle Rosenkilde en Formiddag besøgte mig paa Søkvæsthuset, var det mig ikke muligt at tie, men jeg udbrød i heftige Klager over hans og hans Collegers Adfærd: "Herre Gud, Rosenkilde," sagde jeg, "tænk dog paa, hvad denne Mand i saa mange Aar har været for Eder Alle! Hvor tidt er De ikke selv gaaet med et tungt Hjerte til ham og gaaet trøstet fra ham! Hvor ofte har han ikke været Eders Talsmand hos Kongen, naar Næringssorger kuede Eder, saa I hverken vidste ud eller ind! Hvor human, ja kjærlig, uden al Embedsvigtighed, omgikkes han Eder ikke! Var han ikke den, paa hvem I kunde stole, naar alt Andet slog feil? Og betænk nu, at denne Mand ville I krænke for at hædre en Anden, som det hundrede Gange har forarget Eder at se i Spidsen for en Kunstanstalt, i hvis Anliggender han ikke havde anden Indsigt end Enhver, der af og til gaar paa Comedie, som holdt sig fornem, bydende lige overfor Eder og saa godt som aldrig satte sin Fod op paa Theatret, men kun tilstedede Eder Adgang til sig, naar I vare iførte Kjole og hvide Handsker. Og denne Mand, hvem I ofte omtalte som mig syntes paa den ubilligste Maade, ja gjerne gjorde latterlig, hvor det lod sig gjøre; denne Mand fêtere I nu, blot for at berede en prøvet Ven en Krænkelse, affectere at sætte ham høit; denne Mand, der Intet udrettede ved Theatret som Nr. 2, ham kunne I nu ønske skal blive Nr. 1." Saadanne Ord og mange lignende fløi fra min Tunge med den Varme, som kun kan opstaa hos mig, naar noget Godt forurettes. Jeg ser endnu i dette Øieblik Rosenkildes Ryg, thi han stod taus og stille i Kakkelovnskrogen med Ryggen vendt imod mig, som sad i Sofaen. Da mit Forsvar 195 for Collin var tilende, vendte Rosenkilde sig om. saa paa mig med et bedrøvet, halvt skamfuldt Udtryk og udbrød med stærk Stemme: "Ja , vi ere nogle Asner." - "Godt," svarede jeg, "saa tale vi ikke mere om den Sag."

✂ Den offentlige Mening var under alt dette mere og mere stemt baade mod Collin og Levetzau; Feltraabet var overalt, at Theatret maatte undergaa en gjennemgribende Reform. Theatret maatte ophøre at være kongeligt og blive et Nationaltheater, det maatte som saadant underlægges Cultusministeriet med et aarligt bestemt Tilskud af Staten og undergivet Rigsdagens Control som andre Nationalindretninger. En saadan Forandring maatte blive af den største Betydning for Theatrets hele Fremtidsliv, men dette blev af mange, især af Kunstnerne, ikke strax set eller forstaaet; der gik Aar hen, inden man ret begreb, at denne Omdannelse, som i første Øieblik paa Grund af hele Landets Stemning ansaaes for en Ære, vilde bringe Mange til Fortvivlelse, naar de ret fik Øinene op for, hvilken Betydning det for Kunsten kan have at komme ind under en Rigsdag, i Stedet for som hidtil at staa i et Slags patriarkalsk Forhold til Kongen og de Mænd, han havde stillet i Spidsen til at varetage Kunstens og Kunstnernes Interesse. I Mai 1849 blev Theatret da og af Kongen henlagt under Cultusministeriet; det kom altsaa til at staa under Madvig. Det var os Alle en Ære og en Trøst, at netop denne dannede, humane, sandhedskjærlige Mand tog Theatret i sin Haand. Paa Theatret levede og aandede man kun for, hvorledes Theaterforholdene vilde blive ordnede. Erfaringen havde viist, at imellem de 3 à 4 Directeurer, som Directionen hidtil havde bestaaet af, var det dog bestandigt kun En, der i Sandhed styrede Theatret, og at de mange Hoveder kun vanskeliggjorde Arbeidet i Stedet for at lette det. Det var derfor ofte offentligt udtalt, snart i smaa trykte Piècer, snart i Bladene, at det Retteste vilde være at sætte een Mand i Spidsen for Theatret med den hele Myndighed og det hele Ansvar. Man forudsaae, at Madvig vilde tiltræde denne Mening, og var nu spændt paa, hvem han vilde vælge. Rygtet nævnede snart En, snart en Anden, som man vidste ikke vilde undslaa sig for at modtage Embedet, naar det blev ham tilbudt; thi det er det Mærkelige, at uagtet Erfaringen til alle Tider viser, at den Dødelige er ikke født, der kan tilfredsstille et Kunstnersamfund, for ikke at tale om Publikum, saa har dog dette, som mig synes, vanskeligste, byrdefuldeste, utaknemmeligste af alle Embeder stedse fundet mange Liebhavere.

✂ En skjøn Dag fik Heiberg en Billet fra Madvig, hvis Omgangsven han var, om at komme til ham i en vigtig Sag. Madvig tilbød nu Heiberg at stille ham i Spidsen for vort Nationaltheater, med udelt Myndighed i alle Forhold. "Der er ikke en Mand i Landet," sagde Madvig, "som jeg ifølge min Samvittighed kan tilbyde Posten uden Dem." Heiberg bad om nogen Tids 196
Betænkning. Ved sin Hjemkomst meddelte han os, hvad der var bleven ham tilbudt. Han, men især jeg, var meget betænkelig, jeg endog mere end betænkelig, jeg var næsten ulykkelig ved Forestillingen om, hvad han her udsatte sig for, og hvad der paa denne Bane kunde møde ham. I Aarenes Løb havde jeg, om end dengang ufuldstændigt, lært at indse, hvor vanskeligt, for ikke at sige umuligt, det er at tilfredsstille Kunstnernes mange, ofte barnagtige Fordringer; lært, hvor lidt deres Venskab, deres Velvillie er at stole paa; lært, hvorledes de, naar deres Lidenskab er sat i Bevægelse, ikke sky noget Middel til at skade og modarbeide den, der, om end af de gyldigste Grunde, nødes til ikke at understøtte, hvad de attraa. Jeg gøs ved Tanken om, at min kjære, sanddru Heiberg skulde begive sig ind i dette Mylr af Lidenskaber af enhver Slags, at han, der hadede Vrøvl fremfor Alt, nu skulde indvie sit daglige Liv til denne Plage, som jeg vidste var ham den største; at dette skulde tilintetgjøre vort stille, huslige Samliv i Hjemmet, denne Kilde, hvoraf jeg hidtil havde hentet fornyede Kræfter; at denne velgjørende Ro skulde afløses af Uro fra Morgen til Aften, hans stille Digterliv forvandles til Kamp med alle de Prætentioner, som gjøre Theaterlivet saa besværligt. Jeg frygtede for, at Heibergs Troskyldighed lige overfor alle Slags Intriger - thi den, som selv aldrig intrigerer, tror ikke let, at Andre gjøre det - skulde berede ham Skuffelser, der vilde virke skadeligt paa hans lykkelige, muntre Sind. Ogsaa laa hans Ære mig paa Hjerte som min egen, og jeg gøs ved Tanken om den Mulighed, at han ikke tilfulde skulde kunne udfylde de mange store, men især de mange bittesmaa daglige Krav, der stilles til den, som fra Morgen til Aften skal bevæge sig i denne urolige Verden, som kaldes den ideale, men som, Gud bedre det, oftest er meget uideal. Jeg gøs ved Tanken om, hvorledes da min Stilling vilde blive ved Theatret. Jeg havde hidtil staaet mig godt med mine Kammerater, mit Theaterliv havde i Sandhed været lykkeligt, men hvorledes vilde det herefter blive? Jeg vidste forud, at hvad der saa end rammede mig, skulde jeg have Kraft til at bære det taalmodigt, men hvorledes skulde jeg kunne bære, om man forurettede Heiberg? Ja, jeg var høist urolig. Paa den anden Side havde Heiberg jo fra sin tidligste Ungdom i høi Grad interesseret sig for Theatret og ofte fundet, at der var noget Underligt i, at han stod udenfor dets Styrelse; hans Stilling som dramatisk Forfatter, hans mange dramaturgiske Afhandlinger, hans kritiske Sans, hans musikalske Dannelse, hans nøie Kjendskab til fremmed Litteratur og til Udlandets Theatre, alt dette i Forening med hans store Kjærlighed til en Kunst, hvorpaa han jo selv havde sat sine bedste aandelige Kræfter, maatte vel være Adkomst til en Stilling, hvor det gjaldt om at løfte vort Theater, der unegteligt i de sidste Aar sygnede hen af Mangel paa Holdning og Enhed hos Bestyrelsen. Jeg havde ofte ønsket ham i en større 197
Virksomhed, der kunde rive ham ud af det stille Studerekammers Ensomhed og give ham Leilighed til at virke livligere udadtil; hans Moder og jeg vare ofte ængstelige over, at den blodrige Mand Dag ud og Dag ind sad bøiet over sit Skrivebord uden synderlig legemlig Bevægelse og saa godt som kun i Selskab med os To og de faa, prøvede Venner, der udgjorde vor Kreds. Naar vi da sagde til ham: "Du sidder her bestandigt hjemme, hvorfor søger du ikke mere Omgang udadtil?" svarede han: "Jeg trænger ikke dertil; jeg er fornøiet som jeg har det." Saa lykkeligt dette nu end var for os, frygtede vi dog for, at han legemligt skulde tage Skade af den megen Indesidden; men vist var det, at han altid var livlig, elskværdig og oprømt og udgjorde Lykken i vort Hjem. Han vaklede endnu noget, inden han vilde give Madvig sit Ja. Da kom en Dag et Brev fra Madvig med en indstændig Begjæring om en hurtig Beslutning. "Jeg vil meddele Dem," skrev Madvig, "at ifald De virkelig giver mig Nei, da har jeg kun En at ty til, nemlig Hr. - - -." Vi forfærdedes ved at læse dette Navn, thi den Paagjældendes aandelige Uformuenhed var os velbekjendt; Madvig klagede ogsaa i stærke Udtryk over det Uheldige i at maatte ty til et saadant Valg. Da gav Heiberg sit Samtykke. Saa snart hans Udnævnelse blev bekjendt - den faldt i Slutningen af Juli - hilstes den i Bladene med Velvillie og Haab. Paa Theatret vare naturligvis Følelserne blandede. Vor mangeaarige Ven Oberst Tscherning udbrød: "Nu har Fru Heiberg faaet den vanskeligste Stilling i Landet!" Gamle Rosenkilde var en af de Første, der kom glædedrukken ind til Heiberg og sagde: "Ja, nu er der endelig sket, hvad forlængst burde være sket; kan nu ikke Theatret trives under J. L. Heiberg, saa lad det gaa ad H...... til, thi saa er det ikke bedre værd." Vi troede, at Nielsen vilde geraade i en sand Bersærkergang ved denne Efterretning, men hvem kunde beregne dette Menneskebarn? Paa Grund af Vaudevillernes Lykke, foruden meget Andet, hvorved hans Misundelse var vakt, havde Nielsen alt i mange Aar været i skarp Opposition mod Heiberg og kom aldrig i vort Hus. Stor var derfor vor Forundring, da han en Formiddag traadte ind i vor Stue i Selskab med Overskou, og i varme, begeistrede Udtryk udtalte sin Glæde over Heibergs Udnævnelse, ja han udbrød i disse, i hans Mund mig uforglemmelige Ord: "Nu er der gaaet en Sol op over det kongelige Theater!" - i den Grad var Levetzau glemt, som om han aldrig havde existeret. Overskou, der kjendte hans tidligere Stemning saa vel mod Heiberg som mod mig, kastede et stjaalent ironisk Blik hen til mig, og vi havde begge Møie med at skjule et Smil. Ak, jeg kunde ikke glæde mig over dette hans Udbrud; thi af Erfaring vidste jeg, hvad slige Udtryk af ham betød, og hvor liden Rod der var i dem. En af de Lykkelige var Phister. Heiberg havde bestandigt en stor Beundring for Phisters Talent, ja han satte ham ubetinget over Alle. Dette vidste Phister og glædede sig derfor ved at 198 have Heiberg som Directeur til sin enthousiatiske Velynder. Heiberg førte endog sin Beundring for Phister som Skuespiller over paa hans Personlighed og vilde aldrig taale, at Nogen angreb denne i hans Nærværelse. Hvor ofte har Heiberg ikke ved vort Aftensbord været Phisters Talsmand mod Angreb snart af En, snart af en Anden. Heiberg var en forunderlig trofast Natur; havde han først kastet sin Hengivenhed paa Nogen, da var det ham næsten umuligt at vende denne til kjøligere Følelser. Han havde et helt Raisonnement om denne Sag fuldfærdigt; det lød i Korthed omtrent saaledes: "Den, jeg først har skjænket mit Venskab, kan ikke blive det berøvet; i Udholdenheden ærer jeg mine egne Følelser; det er mig selv, det gaar ud over, hvis jeg kan forandre dem; hvad jeg engang har sat høit, maa beholde denne Plads hos mig; jeg nedsætter mig selv, idet jeg opgiver, hvad jeg engang har optaget i min Sjæl." Jeg erindrer, at han en Gang sagde: "Ligesom den, der engang har stjaalet, vedbliver at være en Tyv sit hele Liv igjennem, selv om han aldrig stjæler mere, saaledes er den, der engang er min Ven, min Ven for bestandigt, selv om han paa en eller anden Maade gjør Noget, der er mindre venskabeligt imod mig!" Naar vi da sagde: "Men er det da umuligt at bryde et Venskab?" svarede han: " Ja, næsten."

✂ Saa snart det var afgjort, at Heiberg skulde afløse den tidligere Bestyrelse, skrev han et Brev til vor gamle Ven Collin*, hvem ogsaa vi skyldte saa meget for den Trofasthed og Kjærlighed, han i saa mange Aar havde viist os. Nogle Dage efter fik Heiberg et Brev fra hans ældste Søn, som jeg vil meddele:

✂ Hr. Professor Heiberg!
Tillad, at jeg i al Hemmelighed henvender mig til Dem - ikke som ubekjendt Forfatter, men som Søn af en bekjendt Mand. Jeg har i dette Øieblik læst det Brev, som De har skrevet til Fader. Det har rørt ham dybt, og jeg tør sige, at den Glæde, han har følt derved, opveier Summen af mange af den senere Tids Krænkelser. Det er derfor en Trang for mit Hjerte, i hans Børns Navn at bevidne Dem vor Tak for Deres hædrende, jeg kunde næsten sige sønligt kjærlige Brev til ham. Gud veed, han har fortjent et saadant fra mange Andre.
26. Juli 1849. Deres
E. Collin .

✂ Til Trods for alle de skjønne Udbrud af Glæde og Forundring i Anledning af Heibergs Udnævnelse, der løde for mig baade paa Theatret og udenfor, gik jeg Fremtiden imøde med et tungt og ængsteligt Hjerte. Det var ** Breve fra og til J. L. Heiberg. 199 naturligt, at Mange rystede paa Hovedet ved den Omstændighed, at Directeurens Kone var Theatrets første Elskerinde. I dette Punkt følte jeg dog ingen Uro. Jeg stod mig godt med Alle paa meget Faa nær, som lede af sygelig Misundelse over mit Held, over min Stilling til Publikum, og disse Faa vare - vel at mærke - Mænd og ikke Kvinder. Jeg har aldrig, saa mærkeligt det end kan lyde, lige til dette Tidsrum af mit Theaterliv, lidt af nogen Skuespillerindes Misundelse. Jeg stod mig godt med dem Alle, og ofte rørte det mig, naar der blev tildelt mig en Rolle, som en anden Skuespillerinde havde ønsket sig, da at høre hende sige: "Ja, det er en anden Sag, spiller Fru Heiberg Rollen, træder jeg tilbage, men heller ikke for nogen Anden." Jeg følte som sagt paa dette Punkt ingen Uro, thi hvad kunde, rent ud sagt, en Theaterdirecteur gjøre for mig? I mange Aar havde ethvert originalt Arbeide, der blev indleveret til Theatret, været ledsaget af en indstændig Bøn om, at jeg og ingen Anden maatte komme til at spille den kvindelige Hovedrolle. Forfattere og Oversættere havde aldrig saa snart indleveret deres Arbeider, før jeg fik Brev fra dem med bønlig Anmodning om at tage mig af Stykket ved at spille deri; i modsat Fald ansaae de Stykket for tabt. Her var ikke Tale om at blive protegeret af Directeuren; det Vanskelige for mig var ikke det, at erholde Roller, men det, at blive fri for den Masse af Arbeide, der blev lagt paa mig, og som jeg ofte var ved at segne under, saa at mit Legeme havde ondt ved at holde sig opreist, thi jeg blev misbrugt baade til Godt og til Ondt. Jeg vidste med mig selv, at jeg, saa vel som Heiberg, med Taknemmelighed vilde gaa ind paa, at jeg spillede mindre end hidtil. Jeg vidste med mig selv, at en saadan Dumhed aldrig kunde falde mig ind som at hovmode mig over den Stilling at være Directeurens Kone, og jeg troede, at ogsaa alle Andre ved Theatret vidste, at Hovmod lige overfor andre Talenter ikke hørte mig til; havde dette været Tilfældet, da veed Gud, at jeg i de foregaaende Aar havde havt mere end nok Anledning til at vise dette, men mit Valgsprog var den Gang som senere: "Ydmyg i Lykken, frimodig i Ulykken." Det var altsaa ikke Noget af det, som Andre frygtede, der gjorde mig betænkelig ved Heibergs Udnævnelse, saa at jeg i et mismodigt Øieblik udbrød: "Ak, nu er min bedste Tid forbi ved Theatret!" Det var Tanken om, hvad vor huslige Lykke vilde tabe i Ro og Fred; thi jeg kjendte saa meget til den Stilling, hvori han nu skulde indtræde, at jeg forudsaae, hvilken Uro den medførte fra Morgen til Aften for den, der virkelig vilde tage sig af Sagerne med Liv og Sjæl, og jeg vidste, at paatog Heiberg sig Noget, da var det med en Alvor, en Udholdenhed, der vilde optage ham ganske, thi alt Sløseri, alt Jaskeri var ham modbydeligt. Dernæst hidrørte mit Suk fra den Mistvivl, som jeg i Aarenes Løb havde faaet om Muligheden af at tilfredsstille de mange, ofte barnagtige Gemytter, 200
der altid findes i et Theaterpersonale, alle de her herskende Prætentioner, alle de Illusioner, al den Indbildning, som her raadede om egen Storhed, om en Uret, hver især tror at lide ved ikke at blive paaskjønnet efter Fortjeneste. Al den Mangel paa Herredømme over Lidenskaberne, al den Usandhed, som bliver Følgen af Lidenskabernes Magt, alt dette skulde Heiberg, det sandhedskjærlige, ridderlige, noble Gemyt, give sig i Kast med! Hvor var det muligt, at han mere end de mange tidligere Directeurer skulde kunne uskadt gaa ud af denne daglige Kamp? Jeg skjælvede ved Tanken om alt dette og var i Uro fra Morgen til Aften. Til ham selv, der med Freidighed og varm Interesse gik sin nye Stilling imøde, nænnede jeg ikke at udtale al min Bekymring; men for hans Moder udøste jeg mine Klager og min Frygt. Hun trøstede mig vel paa det Bedste og sagde, at Heiberg vel var Manden for at holde alle de stridende Elementer i Tømme, men til Trods for Alt, hvad hun sagde, var Enden paa vore Samtaler dog en Rysten paa Hovedet fra min Side. Af alle vore Venner var der Ingen, som varmere og ivrigere tog Del i den Ære, der blev viist Heiberg, end vor trofaste Ven Etatsraad Suhr. Han kastede formeligt sin Kjærlighed paa Madvig for dette hans Valg. Han kom flere Gange om Dagen for at tale med os herom og sagde ofte til mig: "De veed, hvor megen Pris jeg sætter paa Heiberg; jeg har altid syntes, at man herhjemme ikke noksom paaskjønnede ham, og har ofte forarget mig over, at medens man hylder snart En, snart en Anden, bliver Saadant aldrig Heiberg til Del. Og hvorfor? Fordi han aldrig har beilet til det, og det hører nu engang til." - Naar jeg fortalte Heiberg disse og lignende Ytringer af Suhr og mange Andre, svarede han med det beskedne Udtryk, han altid havde, naar Talen gjaldt ham selv: "Aa, det veed jeg ikke, hvad skulde de gjøre ved mig? Alle slige Udmærkelser er jeg helst fri for." Suhr var barnagtig stolt paa Heibergs Vegne, som om han havde været hans egen Søn, og spurgte ofte i denne Tid Heiberg: "Er der Intet, jeg kan gjøre for Dem?" Og til mig sagde han: "Jeg vilde saa gjerne forskaffe Heiberg en lille Glæde, naar jeg kun vidste, hvori den skulde bestaa." Han kom nu i Tanker om, at Heiberg var en lidenskabelig Astronom; han kom derfor en Dag og sagde halvt forlegen til ham: "Heiberg, det er i Dag faldet mig ind, at De ofte har udtalt Deres Roes over en af mine store Kikkerter, vil De have den?"- "Ja, det vil jeg rigtignok," svarede Heiberg muntert, "jeg trænger netop til en af den Størrelse til mine Observationer." - "Godt," sagde Suhr, "saa sender jeg den i Morgen." Heiberg havde det for alle virkelige Digtergemytter eiendommelige barnlige Sind. Uophørligt spurgte han Dagen efter, om Kikkerten ikke var kommen; hver Gang det ringede paa Døren, sprang han op og sagde: "Der er Kikkerten!" Og naar han da blev skuffet, udbrød han: "Bare Suhr ikke glemmer at sende den!" Da den 201 virkelig kom, kunde han som et andet Barn hverken spise eller drikke; uophørligt til langt ud paa Natten betragtede han sin Gave, tørrede og pudsede Glassene, og klappede dem, som et Barn klapper sin Dukke. "Hvor er Ludvig dog barnagtig," sagde ofte hans Moder, "men det er just dette, jeg finder saa elskværdigt hos ham." Naar vi da sagde til ham: "Hvordan skal det nu gaa Dig med Astronomien, nu faar Du jo herefter ikke Tid til at befatte dig med den;" da svarede han: "Jo, det skal være min Opmuntring efter Arbeidet!

✂

I
1849-50.

✂ ALTSAA, efter den constitutionelle Forfatnings Indførelse skulde Heiberg, indstillet af den ansvarlige Minister, ved den Reform, som ogsaa det kongelige Theaters hele Stilling blev underkastet, nu afløse den tidligere Direction, i hvilken fornemme Hof- og Statsmænd havde ført det store Ord. Heiberg skulde nu ene have al den Magt og Myndighed, der tidligere var delt. Vel havde de Fleste Respect for hans Dannelse, hans Indsigt i forskjellige videnskabelige Retninger; vel vidste man, at han var en anset Kritiker og Philosoph, en æsthetisk begavet Dommer med ikke ringe musikalsk Dannelse, en fin, beleven Mand, aandrig i Omgang og human i sin hele Tænkemaade; men hvad vilde alt dette sige imod det at være Excellence, En der staar i nær Forbindelse med Kongehuset! Dette er nemlig Fortrin, som Kunstnerne, til Trods for deres sædvanlige Udtalelser om den Ligegyldighed, den Foragt, de nære for al Fornemhed, dog uvilkaarligt bøie sig for, medens de se paa Fortrin som dem, Heiberg var i Besiddelse af, som Noget, de Alle mere eller mindre kunne rose sig af.

✂ I Frihedens første Morgenrøde frydede man sig vel over Talentets Seier, over, at den forældede Form var revet af Pinden; men inden kort Tid sagde man, først hemmeligt til sig selv, siden til Enhver, som vilde høre derpaa: " Hvorfor netop han? Enhver af os var jo lige saa berettiget til denne Stilling, denne Opgave!" - især da det i hine Aar var Skuespillernes forvildede men faste Overbevisning, at de selv , og Ingen uden de selv burde styre alle Theatrets Anliggender, saa vel de æsthetiske som de praktiske, saa vel de ideale som de pecuniaire, og de offentlige Organer styrkede dem i denne Tro. For mig, der var opvoxet i deres Midte, stillede denne Selvtillid sig i et comisk Lys. Medens Enhver havde Troen paa sin egen Dygtighed til at lede og styre, havde ikke en Eneste denne Tro til sin Kammerat. Imidlertid, vi stode jo paa det første Stadium af Begivenhederne; - man tænkte: "Turen kan jo snart komme til dig," - og man fandt sig for Øieblikket i den nye Ordning. Skuespillerne, Publikum, Bladene, Venner og Fjender lode til at være fornøiede over alt det Nye, som de med en glødende Phantasi saae i Perspectiv.

206

✂ Publikum bildte sig ind, at det stod i et Menneskes Magt at kunne tilfredsstille dets uklare, lunefuldt vexlende Fordringer. Bladredacteurerne huskede ikke paa, at de i Reglen ere hensynsløse og ikke tage det saa nøie med Sandheden, men at de ofte ere ligesom gamle Jomfruer, der modtage Sladder for at løbe med Sladder, - og staar det først trykt Sort paa Hvidt, da, uagtet man senere erfarer, at det dog nok ikke forholder sig saa ganske rigtigt med Sladderen, er det dog altfor kjedeligt og ikke Umagen værd at komme tilbage dertil ved en Berigtigelse. Skuespillerne huskede ikke den Egoisme, der som en Lygtemand altid fører dem ned i Moserne i Stedet for op paa de sikre, banede Veie. Heiberg huskede ikke, at Kjærlighed, Agtelse, Studium, Kundskab, en ren Villie og en begeistret Nationalfølelse for, hvad Holberg havde grundlagt i den dramatiske Kunst, og som han selv med hele sin Sjæls Energi havde stræbt at fortsætte, at alt dette kommer tilkort lige overfor de onde Lidenskabers Magt. Saaledes vare da Alle i Illusion undtagen En, og denne Ene var mig, der ofte i Stilhed maatte trøstes af Heibergs Moder i mit Mismod og min Frygt for, hvad han vilde blive udsat for, og jeg kunde ikke lade være atter og atter at gjentage det gamle: "Ak, nu er min bedste Tid ved Theatret forbi, thi jeg vil bestandigt gaa i Angest og Uro!"

✂ Heiberg skulde altsaa overtage Bestyrelsen af Theatret under helt forandrede Forhold. Det var jo ikke længer et kongeligt Theater paa samme Maade som før, eftersom Kongen ikke mere havde direkte med dets hele Virksomhed at gjøre. Det var nu et Nationaltheater, lagt under en Minister og afhængigt af en Rigsdag. Alle Forhold, fra de mindste til de største, vare herved forandrede. Udførlig Forklaring, ikke alene over Theatrets Indtægter og Udgifter, Ansættelser og Afskedigelser, men ogsaa Repertoiret, og i det Hele taget Alt, hvad der fra denne Stund sorterede under det characteristiske Ord, som for første Gang i Rigsdagen blev brugt om vort Theater, nemlig Theatrets "Drift" - et Udtryk, der ret betegnende viste den nye Anskuelse af en Kunstanstalt - alt vedkommende denne "Drift" maatte der nu aflægges Regnskab for, og til enhver nok saa ubetydelig Bestemmelse indhentes Tilladelse hos Ministeren. Idelige Skriverier bevægede sig saaledes frem og tilbage mellem Ministeren og Directeuren og forøgede ikke lidet det daglige Arbeide. Dette var den ene raadige Stilling, som denne Mand var kommet i Besiddelse af under de nuværende Forhold ved Theatret. Det fik derved den største Betydning for ham, hvem der var Minister, om dette var en Mand, der var ham med eller imod; Alt var afhængigt af, at han havde ham med sig, da han ellers fra Morgen til Aften maatte kæmpe udadtil med Ministeren og indadtil med Kunstnernes Fordringer og Modstand, en Kamp, om hvis Smaalighed kun de Indviede kunde have nogen Forestilling.

✂ En Mængde Forandringer ved Theatret skulde nu iværksættes, hvilke i høi 207
Grad vare skikkede til at gjøre den ny Directeur upopulair. Hertil hørte først, at da Staten nu havde overtaget det forhen Kongen tilhørende Theater, skulde det mest mulige bringes ud af "Driften", - ikke i kunstnerisk, men i financiel Retning, Paa Grund heraf blev hele Hof- og Friparquettet strøget. Man tænke sig, hvad dette vilde sige! Alle disse Herrer, Hoffets Blomst, der i mange Aar hver Aften i hele Saisonen vare vante til at samles i første Parquet, hvor de mødtes som paa en Børs, tildels for at meddele, høre og drøfte Dagens Nyheder, under hele Forestillingen kommende og gaaende ud og ind, smækkende med Dørene efter sig, som om Alt her var gjort for dem og ene for dem; de traadte høirøstede ind med klirrende Sabler efter endt Taffel paa Slottet og converserede til høire og venstre, - saa at man ofte oppe paa Scenen kunde høre, hvorom Talen gjaldt, - snart klappende, snart hyssende, alt som Stikordet var givet, - for alle disse elegante Dommere skulde nu Indgangen lukkes; hele denne "fine Portion" blev nu uden Barmhjertighed vist Døren som Theatret uvedkommende Personer. Et fuldstændigt Raseri reiste sig mellem disse fordrevne Fugle, der saa længe havde boet og bygget i Templets Høisal! Ja, selv hele Hoffets Tjenerpersonale havde hver Aften havt en Loge i Galleriet til fri Afbenyttelse, hvilket nu ligeledes blev strøget. Og hvem var Forbryderen? Naturligvis den nye Theaterdirecteur. Det var kun ham, der havde tilføiet dem denne uhørte Fornærmelse. Det gik dem som hele Hoffet, som Publikum, som Skuespillerne: det var dem umuligt saa hurtigt at sætte sig ind i, at alle Forhold i den absolutistiske Stat vare undergaaede en gjennemgribende Forandring. De vidste vel Alle, at noget Nyt var foregaaet, idet en Constitution var givet Folket; men Enhver mente, at dette Nye ikke kunde eller burde strække sig til ham personligt eller til hans een Gang erhvervede Rettigheder. Selve Hoffets høie Herskaber vare ligeledes vante til, fra umindelige Tider, at betragte Theatret og Alt, hvad der stod i Forbindelse dermed, som Noget de Alle havde Rettigheder over, som deres Eiendom, da det jo hed "det kongelige Theater". Naar den kongelige Familie vilde se et Stykke, da fordredes, ofte med kort Varsel, at den Forestilling, der stod anmeldt, skulde gaa ind, og den, de ønskede, sættes i dens Sted, til stor Byrde for alle Paagjældende og ofte til Tab for den Indtægt, man havde gjort Regning paa. Var der Hofconcerter, da forlangtes Theatrets Sangeres og Orchesters Medvirkning derved, hvor megen Brug Theatret end havde for dem til Aftenens Forestilling. Var der Maskerader, Costumeballer eller Skuespil ved Hoffet, udskrev man efter Behag Theatrets Garderobe, uden Hensyn til om netop disse Dragter skulde bruges samme Aften. Alle disse Hoffets Rettigheder bleve nu strøgne til stor Indignation for Høie og Lave. Ja, saa lidt kunde selv Overhofmarchallen, Levetzau, sætte sig ind i, hvad der nu var gjort til Pligt for den nye Theaterdirecteur, at han, der altid havde været Heiberg hengiven, nu i bitre Billetter 208 bebreidede ham den hele Forandring og ansaae sig for personligt fornærmet af ham. Altsaa, hele Hoffet med dets lange Hale, lige til dens yderste Spids, var fra nu af fjendtligt stemt mod ham.

✂ Visselig havde det staaet i den nye Directeurs Magt at ignorere, ikke Bestemmelsen om Hofparquettets Ophævelse, thi dette var jo ligefrem et Pengespørgsmaal for Theatret, men en Del af al den anden Slendrian, som lidt efter lidt havde antaget større og større Dimensioner; men det var hans Overbevisning, at disse Misbrug vare til største Skade for Theatrets regelmæssige Gang, og han kunde aldrig gaa ind paa i Smug at tilstede Brud paa det, som nu var slaaet fast som Regel. Han fandt sig derfor i Alles Vrede som noget Uundgaaeligt, naar disse Misbrug skulde afskaffes een Gang for alle .

✂ Som det gik Hoffet, saaledes gik det ogsaa tildels Skuespillerne. Deres letbevægelige Phantasi havde gjort, at de hilste Friheden i Danmark med opbrusende Varme, ja med Begeistring. De vare, Alle som En, Frihedens Venner; men at denne Frihed paa mange Punkter maatte komme til at gribe ind i deres egne Forhold ved Theatret, vilde eller kunde de ikke forstaa. Tvertimod, de mente, at nu vare alle Baand løste, nu gjaldt det kun at vinde den ene Directeur, i Stedet for tidligere flere, for deres Planer og Fordringer; da maatte jo Alt kunne sættes igjennem i disse deilige, gyldne Frihedstider. At den nye Theaterdirecteur ved alt dette Nye var bunden som Ingen tidligere, faldt dem aldrig ind.

✂ At være underkastet Pligtforhold er Noget, Skuespillere til alle Tider have ondt ved at forstaa og fastholde, og det er derfor lige saa vanskeligt for dem at forstaa, at Andre ville fastholde deres. Hvor ofte hørte jeg dem sige, naar der blev sagt: "Dette eller Hint lader sig ikke længer gjøre; hvad vilde Ministeren, hvad vilde Rigsdagen sige dertil?" - "Aa, Rigsdagen! Hvad bryde vi os om den! Hvad kommer det den ved!" - Derved, at Theatret saa godt som aldeles blev unddraget Kongen og Hoffet, faldt naturligvis mangen en kongelig Naade bort. Her var ikke længer Tale om de saa meget yndede Gratialer, Reiseunderstøttelser eller Directionens Forbøn hos Kongen om at faa en eller anden Gjæld betalt underhaanden og i al Hemmelighed. Skulde nu noget Overordentligt gjøres, da maatte Ministeren give sit Samtykke, og, hvad der var værre, Rigsdagen havde den, som dem syntes, utrolige Mangel paa Delicatesse, offentligt at omtale Sligt, som helst Ingen maatte vide.

✂ Slige Ubehageligheder stode, som sagt, i første Øieblik ikke tydeligt for dem. De hørte overalt Tale om større Frihed, om, at nu var Tiden kommen, hvor Talentet, Begavelsen kunde bane sig en glimrende Vei; Aaget var brudt, og de sang af Hjertens Lyst med i Frihedssangenes Chor uden at betænke, at Kunsten trænger til at fredes med blødere Hænder end dem, der ere vante til at føre Plov og Spade. Men, som sagt, de forstode ikke Øieblikkets Alvor og 209 vare glade - indtil videre. Men da nu Ministeriet, ligesom det for Indtægtens Skyld strøg Friparquettet med mere, ogsaa strøg Skuespillernes private Sommerskuespil, paa Grund af at Theatret i Saisonens sidste Maaneder ligefrem led et betydeligt Tab ved, at Skuespillerne ikke vare at formaa til at lære nogen ny Rolle, fordi de havde travlt med at indstudere nye Roller til deres private Forestillinger om Sommeren, ja, da bleve de misfornøiede med den nye Tids Resultater og fandt, at den var høist generende.

✂ I Publikum gjorde Heiberg sig strax upopulair ved to Bestemmelser, der i høi Grad mishagede. Han og alle vi Kunstnere havde ofte ærgret os over den Uskik, at man i et virkeligt Kunsttheater tillod, at ganske smaa Børn fik Adgang der. Hvor ofte var ikke en hel Scene, en hel Akt, ja et helt Stykkes Udfald blevet forstyrret ved, at der i et pathetisk Moment, hvor det var lykkedes at frembringe Illusion, pludselig hørtes en grædende Barnestemme, der høit raabte: "Jeg vil hjem!" og derved fremkaldte Latter. Hvor ofte hørte man ikke Familier klage over, at al deres Nydelse var bleven forstyrret af en "Pokkers Unge", der i Et væk talte med og bragte Uro i hele Logen. Men hvad det vil sige for en Skuespiller, der, selv henreven til Illusion, har formaaet at henrive Andre dertil, nu pludselig forstyrres ved et saadant Uvæsen, ja, det maa man selv være Skuespiller for helt at begribe. Heiberg forbød derfor ethvert Barn under 10 Aar Adgang til Nationaltheatret. Dette Forbud blev det betydet alle Controlleurer at overholde under deres Embedes Fortabelse. Han mente, at der var ringere Theatre i Byen for smaa Børn, uden at dette alvorligere Hus, som han ønskede at holde i Agt og Ære, skulde staa dem aabent; han mente, at Forældres Smagløshed ved at drage dem for tidligt her ind gjorde en sand Uret mod de Smaa, thi de forspildte derved Børnenes lykkeligste Øieblik, da de første Gang træde ind i et virkeligt Kunstens Tempel, hvor deres Phantasi og Følelse modtager et dybt Indtryk. Men for at kunne modtage et saadant nogenlunde bevidst maa Barnet dog ogsaa nogenlunde forstaa, hvad det ser, og være istand til at bevare Indtrykket, et Indtryk, der kan være saa stort og levende, at det aldrig glemmes. Lad smaa Børn besøge Beridere, Abetheatre, Marionetcomedier, Casortiske Pantomimer, dette er alt rigeligt nok til at glæde dem og sætte det i Aktivitet, som hos dem er det mest udviklede. Men slige fine Opdragelsesprinciper holdt Folk ingenlunde af. "Hvad kommer det ham ved" - sagde man - "hvorledes vi ville opdrage vore Børn! det er jo vor egen Sag." - Men de gode Forældre betænke ikke, at det paa offentlige Steder virkelig ogsaa er Andres Sag, da disse Andres Nydelse forstyrres og tilintetgjøres ved et skrigende og pludrende Barns uharmoniske Adfærd. Og lige saa lidt som den, der har betalt sin Billet, derved kjøber sig Ret til at forstyrre sine Naboer ved upassende Lyde og plump Adfærd, lige saa lidt har Forældre Lov til ikke at underkaste sig den gode Tones Fordring, og 210 denne er, at man i et Theater vil have Ro til uforstyrret at modtage den Nydelse, man søger. Den Alarm, dette Forbud vakte, var virkelig i høi Grad latterlig. Uagtet det var annonceret i alle Blade og, om jeg ikke husker feil, i Begyndelsen stod paa Plakaten, at ingen Børn under 10 Aar havde Adgang til Theatret, toge Mødrene dem dog med derhen, og naar de nu bleve standsede ved Indgangen, forefaldt her de voldsomste Scener med Graad og Spektakel. Man fik hjerteskjærende Opsatser indrykket i Bladene mod den grumme, hjerteløse Mand, der forfulgte de Smaa; man skrev snart bønlige, snart grove anonyme Breve til Heiberg, hvori han udskjældtes som en Barbar o. s. v. Men Bestemmelsen blev ikke forandret, til Lykke for Stilheden i Theatret og til Skuespillernes store Tilfredshed.

✂ Den anden Bestemmelse var, at den egentlige Theaterport, den, hvor de Vogne, der skulde kjøre Theatrets Damer til og fra Prøverne og Forestillingerne, blev lukket for alle Uvedkommende. Denne Bestemmelse tog en anden Del af Publikum meget ilde op, nemlig de unge, løse og ledige Herrer, der havde for Skik at indfinde sig efter Forestillingen for med deres Cigar i Munden at vente paa Skuespillerindernes og Danserindernes Ankomst, for at de endnu en Gang kunde betragte dem, naar de stege ind i Vognen, ja, undertiden springe op bag paa denne for saaledes at vise dem deres Hyldest. Ja, de betalte formelig hemmeligt Kusken, for at han ikke med sin Pisk skulde falde paa at vise den forøgede Byrde bort. Det var nu ingenlunde behageligt i Mulm og Mørke at ledsages hjem af en slig selvbeskikket Tjener, thi stod han først dér i Ledtog med Kusken, hvem borgede da for, at han ikke havde overtalt denne til at kjøre andet Steds hen? Den ældre Theaterhistorie fortæller jo, at Sligt kunde ske. Ved at aflukke Porten forhindredes nu alt dette. Desuden havde de gode Kjøbenhavnere, der færdedes paa disse Steder, vænnet sig til at forkorte Veien et Par Skridt ved at gaa igjennem Theaterporten. Et lignende Ramaskrig som det, Forbudet mod de smaa Børn havde vakt, reiste sig derfor mod Heiberg over denne Foranstaltning.

✂ Som det gik Hoffet, Skuespillerne og Publikum, saaledes gik det ogsaa Bladredacteurerne. Heller ikke disse vilde erindre, at Meget nu stillede sig anderledes under den nye Form end under den gamle. Saaledes bebreidede Hr. Ploug for Exempel atter og atter Heiberg, at han havde svigtet sine gamle Anskuelser om, hvorledes Tilskuerpladsen burde omdannes, saa at Parterret, den billigste Plads, burde være forrest og optage det Meste af Gulvet, umiddelbart efter Orchestret. Denne Anskuelse, som Heiberg udviklede 1840, havde han visselig ikke forandret i 1849, men det var den i 1848 indtraadte Forandring i hele Statsstyreisen, der tvang ham til at opgive dens Udførelse, da man ikke kunde sætte en Omordning igjennem, der vilde formindske Indtægten betydeligt. Rigsdagen stillede sig jo fra første Øieblik fjendtligt mod Theatret, 211 og de lidet kunstneriske, for ikke at sige brutale Udtalelser, der ideligt kom tilorde i Forsamlingen, gik alle ud paa, om ikke helt at inddrage, saa dog saa meget som muligt at formindske Tilskuddet. Under slige Forhold vilde det jo have været Baarskab at tænke paa af kunstneriske Hensyn at formindske hver Aftens Indtægt. Skulde nu virkelig Hr. Ploug ikke mange Gange have kunnet sige sig dette selv og saaledes sparet sine Angreb? Jeg kan umuligt tro andet, da han jo selv tog virksom Del i vort politiske Liv. Skulde han virkelig ikke have lagt Mærke til, at til Trods for al den hule Declamation om Kunst, høiere Kunst, national Kunst o. s. v. vilde enhver Theaterdirecteurs Capacitet blive maalt efter, om Theaterkassen florerer eller ikke? Nogle Tusinde Kroners Underbalance ved en Saisons Slutning vilde ufeilbarligt give Signalet til en saadan Directeurs Afsættelse, uden Hensyn til om han havde fremdraget vore originale Arbeider eller ikke, uden Hensyn til om han havde givet begyndende Forfattere Leilighed til at øve deres Kræfter o. 1.

✂ Hvem var vel i det Hele i en lang Række af Aar Theatrets værste Fjender? Hvem har gjort, at ingen Theaterdirecteur med Plan og kunstnerisk Syn, med Autoritet og Myndighed har faaet Lov til i Ro at plante, saae og høste paa Kunstens Omraade? Ingen uden Bladredacteurerne! Hvad kan det hjælpe, at en Minister siger til en Mand: "Nu er De eneraadig paa dette mislige Omraade, kun Deres Villie har man at rette sig efter," naar samtlige Bladredacteurer ville være Meddirecteurer, idet de blande sig i enhver nok saa privat bag Coulisserne tagen Bestemmelse, idet de lytte til fordringsfulde Talenters evindelige Klager over Tilsidesættelse; naar de blande sig i Rollebesættelser og Gageforhøielser, blande sig i Alt og tage Parti for og imod, støttet paa Sladder og Usandhed? Det være langt fra mig at ville binde Munden paa Oxen, som tærsker, men saa længe Bladredacteurerne befatte sig med Andet Theatret angaaende end Stykkernes værdige Valg paa Nationalscenen og Udførelsens Godhed og Slethed, saa længe er enhver Bestyrelses Magt og Myndighed knækket lige overfor Personalet, ja, den bliver en Umulighed.

✂ Hvorfor var der mere Ro, mere Stilhed, mere Disciplin ved Privattheatrene? Det er dog ikke rimeligt, at Directeurerne og Kunstnerne paa disse Theatre ere mere ophøiede, fordringsløse, uinteresserede Individer end paa Nationaltheatret, hvor det ene Spektakel har afløst det andet under de forskjellige Directeurer. Nei, men Bladene holdt sig her - Gud veed af hvilken Grund - til det Eneste, de bør have med at gjøre, Bedømmelsen af den offentlige Virksomhed, og lode Directeuren om Resten. Man vil maaske indvende, at man har mere Ret til at blande sig i Détaillen ved Nationaltheatret, da denne Institution støttes af Statens Midler, og at saaledes enhver Borger betaler sin Skjærv dertil. Men at tro, at d'Hrr. Journalister se Sagen fra dette Synspunkt, er vistnok at gjøre dem for stor Ære.

212

✂ Da Heiberg satte alle disse Bestemmelser i Kraft, sagde jeg til ham: "Du gjør dig jo strax upopulair ved alle disse Forholdsregler!" Han svarede: "Det er det Første, en Theaterdirecteur maa sige sig selv, at fra det Øieblik, han tiltræder Theaterbestyrelsen, hører al hans Popularitet op, hvis han iøvrigt har nogen, især naar han tænker paa nogen som helst Forbedring. Man er strax rede til at misbillige Alt. Du ser jo, at selv det, at jeg befalede, at alle Theaterkattene skulle lukkes inde fra Forestillingens Begyndelse og til den er tilende, for at uskadeliggjøre disse firfødede Acteurs - der, særligt i Tragedien, næsten altid gaa af med Seiren og fængsle Opmærksomheden, naar de betræde Scenen - at selv denne Bestemmelse udraabtes som Tyranni mod de arme Dyr. Nei, ingen undgaar sin Skjæbne! Man raaber paa Forbedringer i alle Punkter, men Notabene Forbedringer, hvor Alt bliver ved det Gamle!"

✂ Hvad der maaske, uden at man selv gjorde sig det ret klart, stillede sig i Veien for Heibergs Popularitet, var, at han havde faste, ufravigelige, æsthetiske Anskuelser, begrundede paa mange Aars Studier saa godt som i alle Litteraturer, Anskuelser, der hverken vare fra i Dag eller i Gaar, og derfor ikke kunde afrystes af den første den bedste Bladcriticus. Som æsthetisk Kritiker havde Heiberg erhvervet sig et betydeligt Navn. Hans Kritiker vare ansete af alle virkelige Kjendere som de første herhjemme. Hans Anskuelser om Kunst og Litteratur vaklede intet Øieblik, og han overførte disse i sin nuværende Stilling. Men det at have faste Principer er noget, det store Publikum aldeles ikke ynder. Man skal være føielig, eftergivende, human, selv mod sin Overbevisning om hvad man anser for sin Pligt at sætte igjennem. Man kan derfor vædde Hundrede mod En, at en Directeur uden litteraire Principer har langt større Chance for at vinde det store Publikum, ja selv Kunstnerne, for sig, uagtet der ideligt raabes derpaa som en nødvendig Betingelse for al Autoritet.

✂ Dog, alt dette var ikke det Eneste, Heiberg ved sin nye Stilling havde at kæmpe med. Da alle Privilegier lidt efter lidt ophørte, trængte Concurrencen ogsaa ind paa Theatrets Omraade, og i Efteraaret 1848 fik Casino Tilladelse til at opføre Folkecomedier, Lystspil og Vaudeviller. Man veed af Erfaring, at første Gang de saakaldte Folketheatre blive indførte i en stor By, vinde disse ubetinget Massen, og det af mange Grunde. Først er det noget Nyt, dernæst er Repertoiret let og ofte benyttende Øieblikkets Spørgsmaal. Mængden holder ogsaa nok af, at det Hele har noget hyggeligt, dilettantmæssigt. Det Alvorsfulde, som hviler over en virkelig Skueplads, er her forsvundet; man føler sig som i sin Dagligstue, iført et mageligt Toilette, med Hatten paa Hovedet og uden Ansvar for sin Dom; man klapper ad det Middelmaadige og overøser venskabeligt en Skuespiller eller Skuespillerinde med Blomster, thi man kjender hende saa godt privat, og "hun er virkelig sød". - Men frem for Alt er Prisen billig; man kan gaa Flere for samme Penge, og det er dog 213 altid morsomt at have Selskab. Imidlertid maa det dog tilføies, at Casino og de andre senere oprettede Privattheatre efterhaanden kom til at gjøre deres Nytte, selv for det kongelige Theater, thi de danne lidt efter lidt et større theaterbesøgende Publikum. Vistnok hører der Tid til, inden det lavere Lag i Folket naar op til at ville se det Bedste, men ere de først komne indenfor Døren, da ere de vundne; har man først drukket en ædel Vin, smager den simple ikke mere. Og Heiberg havde ikke alene at kæmpe med denne Concurrence, der lokkede den simplere Befolkning bort fra det kongelige Theater paa Grund af de lave Priser; men ogsaa den elegante Verden havde et andet og nyt Tiltrækningspunkt for sin Kunstnydelse i en ny italiensk Opera, som paa dette Tidspunkt gjæstede Kjøbenhavn, og som atter satte hele den fornemme Verden i Bevægelse.

✂ Det faldt altsaa i Heibergs Lod at bære denne Concurrence, til den fik udraset, holde den høiere Skueplads ilive, medens det lavere Publikum fik løbet Hornene af sig paa de mindre Theatre. Og hvad der end yderligere forværrede den kongelige Scenes Stilling under denne Udvikling, var, at mange af de Dannede eller de, som i det Mindste gjorde Fordring paa at høre til disse, efter en Gang at have ladet sig friste til at se paa dette Nye, som saa Mange løb til, egentlig følte sig mere hjemme, mere tilfredse ved Nydelsen i et Folketheater, hvor de uden aandelig Anstrengelse kunde modtage det Givne, end i et Theater, hvor man ingen ret Nydelse kan have undtagen ved at arbeide sig ind i Digterens Tankegang og Skuespillerens Fremstilling. Det gjaldt altsaa for den nye Directeur under disse Forhold at holde det kongelige Theater oppe med Ro og Anstand og ikke lade sig forføre til nogen uværdig Kappestrid. Han lod derfor det mindre Theater tumle sig med en ny Theaterlitteratur og bringe det mest Mulige ud af den, medens han holdt sig til vor ældre, rige, nationale dramatiske Litteratur for atter at sætte den ind i sin Ret, hvorfra den i de senere Aar mere og mere var fortrængt.

✂ Det er en Kjendsgjerning, at til Trods for en Theaterdirecteurs vanskelige, byrdefulde og utaknemmelige Stilling, er der til alle Tider Hundrede for En, der føle Lyst og Kald til at overtage dette Arbeide. Og hvorfor? Fordi de ikke kjende det Mindste til, hvad det er, de agte at begive sig ind i. Alle sammenligne denne Stilling med andre i Samfundet uden at ane, at dette Embede i Grunden intet tilsvarende har i Staten. En af de Mange, der havde ønsket at gjøre sine Evner gjældende paa det Tidspunkt, da Heiberg blev valgt, var Kammerraad Arnesen, bekjendt som "Et Reise-Eventyr"s Forfatter og som Medforfatter af Folkecomedien "Capriciosa". - Mange, især mellem Skuespillerne, mente, at han nok kunde have været Manden. Han var forresten en brav, skikkelig Character. Da nu Valget ikke faldt paa ham, og han tørstede efter dog engang at komme - ifølge sin egen Mening - 214 paa sin rette Hylde, tilbød han sin Tjeneste hos Heiberg, der søgte en Secretair, hvis Forretninger skulde være, hvad den tidligere Regisseur havde at varetage. Skuespillerne interesserede sig meget for dette Valg, og Heiberg føiede dem, uagtet han ingen ret Tro havde til Arnesens Udholdenhed; han blev altsaa ansat med Titel af Committeret. Hvilken Anskuelse der var den rette, viste sig imidlertid snart, thi vi vare neppe komne tre Uger ind i Saisonen, førend Arnesens sygelige, pirrelige Natur bukkede under for det daglige Arbeides Uro. Efter en Maaneds Virksomhed blev han i den Grad nerveus, at hans Læge pludselig en Dag skrev til Heiberg, at hvis han ikke øieblikkelig gav Arnesen Ferie fra sin Tjeneste, da indestod Lægen ikke for Følgerne af hans nuværende aandelige Tilstand. Han maatte øieblikkeligt reise ud paa Landet for at komme til Ro og Kræfter. Han reiste altsaa, og den unge Berner fra Theatercontoiret blev Secretair hos Heiberg.

✂ Hvad Heiberg angik, da var det en Glæde at se ham munter og tillidsfuld kaste sig ind i hver Dags anstrengende Arbeide. Det mere bevægelige Liv udadtil, som hans nye Stilling førte med sig, virkede velgjørende paa hans Sundhed og Udseende; han var ligesom bleven ti Aar yngre. Og hvor naturligt var ikke dette! Han havde lige fra sine Drengaar levet for den dramatiske Kunst. Som meget ungt Menneske havde han et lille Marionettheater, hvorpaa han opførte Comedier for hele den Vennekreds, der kom i hans Moders Hus. Hans Moder pyntede Dukkerne, og Weyse havde malet flere Decorationer til dette Theater. Hans "Pottemager Walter" samt "Julespøg og Nytaarsløier" bleve her opførte foruden en og anden improviseret Forestilling. Oehlenschläger har selv fortalt mig, at han havde fældet Taarer over disse Fremstillinger, saa let og nydeligt gik de over Scenen. Heiberg selv, hans Moder og to yndige unge Cousiner laante Dukkerne deres fine, bøielige Stemmer; det var Manges foruden min Mening, at Heiberg havde en ualmindelig blød, klar og klangfuld Stemme, og hvad hans Diction angik, da syntes mig altid, naar han oplæste sine egne eller Andres Digterværker, at ingen af vore Skuespilleres Diction kom hans nær i Renhed, fin Nuancering og Flugt i lyriske Udbrud. Hvor meget har jeg ikke lært af ham i denne Retning!

✂ Det var altsaa hans Ungdoms Drøm, der nu var bleven til Virkelighed. Dukkerne vare forvandlede til levende Mennesker og Vennekredsen til et stort Publikum. Som han havde elsket sine smaa tause Skuespillere, saaledes elskede han nu de store levende. Han selv var endnu lige saa ungdommelig frisk, ja, jeg kunde tilføie, barnlig i Sind og Tanke, som da han dirigerede sine Dukker med den unge, lykkelige Digters Enthousiasme. Ifald der var noget i Heibergs Character, der var mindre heldigt for hans nuværende Stilling, da var det netop dette barnlige, tillidsfulde, ja troskyldige, der ikke 215 lod ham se Snarer, Intriger og Usandhed hos Nogen, som med ydre Venlighed kom ham imøde. Maaske man har ondt for at faa denne Characteristik af ham til at passe sammen med Billedet af den skarpe Kritiker, og dog er Intet vissere, end at det forholdt sig saaledes. Han havde derfor ikke Frygt for den Stilling, han saa freidigt begav sig ind i, men levede i Illusioner om et heldigt Udfald, uden Kamp og Modstand, som det var værd at bekymre sig om.

✂ Da Heibergs Ansættelse først blev stadfæstet midt i Juli, og Prøverne skulde begynde midt i August, havde han sandelig fuldt op at gjøre for at sætte det Hele i Gang. Da vi derfor begyndte paa Prøverne, var min Tilstand virkelig saaledes, at jeg kunde udbryde med Holbergs Antonius: "Ak, mit Hierte sidder mig i min Hals!" - og Tschernings Udraab, da Heiberg var udnævnt til Directeur: "Nu har Fru Heiberg faaet det vanskeligste Embede i Landet," stod atter truende for mig. Phister mærkede paa de første Prøver min Nedslagenhed og spurgte, hvorfor jeg saae saa mismodig ud? Jeg svarede aabent, at jeg frygtede for, at Skuespillerne lige saa lidt vilde skjønne paa Heiberg, som de i Aarenes Løb havde skjønnet paa de foregaaende Directeurer, og at jeg da vidste, i hvor høi Grad dette vilde smerte mig, Han gjensvarede, at denne Frygt var ugrundet, thi jeg skulde se, at Alle vilde skjønne paa endelig at have faaet en Mand i Spidsen, hvis æsthetiske Dom de havde en saa stor Respect for. - "Ja, ja," svarede jeg, "det vil Tiden vise."

✂ Den 1ste September løftedes Teppet for Shakespeares "Livet i Skoven" og den lille originale Vaudeville "Slægtningerne". Virkningen af "Livet i Skoven", en af S. Beyers bedste Shakespearebearbeidelser for vor Scene, blev forhøiet ved Rungs smukke Musik, og dette fine Billede af Skovensomheden havde sin Plads i Publikums Yndest mange Saisoner efter denne første. Udførelsen var heldig paa alle Hovedpunkter. En virkelig Nydelse var det for mig at spille heri med Michael Wiehe, hvis poetiske Skikkelse og noget melancholske Ydre saa ganske passede for den tilbagetrukne Orlando. Den trofaste, livlige, skjælmske Celia blev en af mine Yndlingsroller. Der er en forunderlig Illusion i dette Stykke. De malede Træer forekom En som levende; det var et virkeligt Liv i Skoven, man følte sig hensat i, og dette Liv virkede uimodstaaeligt paa Tilskuerne som paa os Spillende.

✂ I den lille Vaudeville "Slægtningerne", hvori Phister, Wiehe og jeg havde Hovedrollerne, frembragte vi en livlig Lystighed hos Publikum. Dette lille Arbeide gik saa fortræffeligt over Scenen, at det atter og atter opførtes under Folks Latter og Bifald. Saaledes var altsaa Heibergs Begyndelse heldig. Senere i Aarenes Løb har "Slægtningerne" været underkastet en skarp, og som mig synes, ubillig Kritik. Jeg tilstaar, at det altid har været mig 216 uforklarligt, hvad man fik mod dette uskyldige Arbeide, ifald det ikke var det, at det er skrevet af en Dame, Frøken Nielsen, Elev af St. Blicher. Det er et let lille Genrebillede, der, om end Tegningen hist og her er noget svag, dog fremkalder en national Stemning, som mig synes Enhver kan være bekjendt at lade sig paavirke af.

✂ Da Lystspillet "Herr og Fru Møller" havde behaget meget ved Wiehes private Sommerforestilling i Juli, gik det over i Theatrets faste Repertoire og skulde jo saa honoreres efter Theaterregulativet for Omarbeidelser. Hr. Høedt kom nu paa Theatercontoiret for at hæve sin Betaling for sin Bearbeidelse, men da denne blev ham anvist, paastod han, at den var for ringe, og han indfandt sig nu hos Directeuren for at fremsætte sin Klage. Det var Heibergs første Bekjendtskab med Student Høedt. Heiberg spurgte ham nu, om han ikke selv efter først at have indleveret "Herr og Fru Møller" som et originalt Arbeide senere havde erklæret, at dette Stykke ikke var originalt, men en Bearbeidelse. Dette indrømmede Hr. Høedt. "Nu vel," sagde Heiberg, "i saa Fald bliver De jo honoreret efter Regulativet for Bearbeidelser, og De har altsaa Intet at klage over." Hr. Høedt fandt imidlertid vedblivende Summen for lille og udbrød, at han i saa Fald vilde skjænke Theatret den, da han ikke agtede at hæve en Skilling deraf. Heiberg saae lidt forundret paa den unge Mand og svarede, at det maatte han gjøre, som han vilde, thi at forandre Regulativets Bestemmelser for et enkelt Arbeide lod sig ikke gjøre. Hermed gik Hr. Høedt. Man hørte nu snart omkring i Byen, hvor skammeligt Høedt var bleven behandlet af Heiberg, og hvor nobelt han havde erklæret ikke at ville modtage en Skilling af de ham anviste Penge, en Beslutning, man saae op til med Beundring. Omtrent 14 Dage efter, da Hr. Høedt var færdig med at beundres for sin kraftige Modstand, hævede han imidlertid i al Stilhed den ham anviste Sum paa Theatercontoiret! Contoirchefen, Justitsraad Løffler, en Embedsmand af den gamle Skole, fortalte nu Heiberg dette, idet han udbrød: "Hvilken Nar have vi ikke der faaet at bestille med!"

✂ Jeg selv kjendte aldeles ikke Hr. Høedt undtagen af Omtale fra det Nielsenske og det Wieheske Hus. Michael Wiehe havde oftere slaaet paa, at Høedt meget ønskede at gjøre mit personlige Bekjendtskab. Man ymtede alt saa smaat om, at han tænkte paa at blive Skuespiller, men man fæstede dog ei ret Lid til dette Rygte. En Dag indbød M. Wiehe og Frue mig til en Formiddagschokolade. Ved min Ankomst befandt Hr. Høedt tilligemed flere af Wiehes Slægtninge sig i Stuen. Ved Frokostbordet blev Samtalen snart munter og livlig, og Hr. Høedt udfoldede nu en Veltalenhed, som jeg paa een Gang fandt besynderlig og characteristisk. Med et vist flot Lune dreiede han Samtalen hen paa "Hverdagshistorierne", og uden at han just 217
rent ud dadlede dem, var der dog i hans Tone noget stødende, for ikke at sige taktløst, og i hans Bemærkninger mangt et Ord, som det undrede mig, at han vilde udtale i min Nærværelse ved vort første Møde, da Rygtet dog alt den Gang nævnede Heibergs Moder som Forfatterinden. Jeg lo imidlertid ved mig selv ved disse Udtalelser og tænkte: "Dette skal jeg fornøie Heibergs Moder med at fortælle hende; hun vil da blive glad ved den Tanke, at her jo maa være En, der ikke har hende mistænkt for at være Forfatteren til "Hverdagshistorierne"!" - Da han endelig slap disse, gik hans Veltalenhed ud paa at latterliggjøre den Hegelske Philosophi, som jo Heiberg stærkt havde fordybet sig i og indført i vor Litteratur. Jeg var naturligvis ikke inde i denne Videnskab, men jeg havde saa mangfoldige Aftener i vort Hjem hørt Heiberg tale herom med Poul Møller, Martensen og Flere, at jeg ligesom var lidt orienteret i, hvad den gik ud paa, saa jeg i alt Fald nogenlunde kunde vise et saa løst Angreb tilbage som det, der lød fra Hr. Høedts Læber, idet jeg skjæmtede med, at han havde valgt en saa svag Modstander som mig til at forsvare den store Philosoph. I Stilhed indsaae jeg vel, at Angrebet egentlig ikke var rettet mod Hegel, men mod Heiberg, - dog dette lod jeg, som jeg ikke forstod. Da vi vare færdige med Hegel, vendte han sin Humor mod Martensen, Hall, Tryde, Andræ og saa godt som mod alle de Mænd, han vidste hørte til vor Omgangskreds, idet han snart angreb deres Virksomhed og snart paa Skuespillervis efterabede deres Tale og Manerer. Jeg svarede ham i Spøg paa alle disse Tilløb, og da han endelig syntes at have udtømt Alt, hvad der iaa ham paa Hjerte angaaende disse Mænd, reiste jeg mig muntert fra Bordet, idet jeg sagde: "Ja, nu er det nok paa Tide at bryde op, thi nu tror jeg, at Hr. Høedt ikke har flere af vore Husvenner at kritisere; jeg tror virkelig, at ikke en Eneste er glemt." - Lidt overrasket og forlegen sagde han: "Har jeg kritiseret Deres Venner? det er jo en ren Misforstaaelse; det har jeg aldeles ikke gjort." - "Jo, De har," svarede jeg, "men det gjør Intet, mine Venner staa som før paa deres gamle Plads hos mig, og jeg kan godt lide en saadan Frimodighed, som De har lagt for Dagen. De har angrebet, jeg har forsvaret; til det Første har De Ret, til det Sidste jeg, - og saaledes er jo Alt i Orden." - Da han imidlertid blev ved at paastaa, at jeg gjorde ham Uret, og at han ikke havde angrebet Nogen, svarede jeg i Spøg: "Saa veed jeg ikke bedre, end at vi samle Stemmer - en Fremgangsmaade, som jo hører Tiden til -, for at disse kunne afgjøre, paa hvis Side Uretten er." Og nu henvendte jeg mig leende til de Tilstedeværende, der under alt dette havde siddet noget forlegne, og spurgte En for En: "Har Hr. Høedt ikke angrebet mine Venner?" - Den Ene efter den Anden svarede: "Jo!" - og da nu dette "jo!" lød fra den Sidstes Læber i Kredsen, vendte jeg mig 218 til Hr. Høedt, idet jeg sagde: "De ser, at den offentlige Stemme er imod Dem."

✂ Derpaa forlod jeg Selskabet, overladende Enhver til sine egne Betragtninger. Michael Wiehe, der fulgte mig ud, og som saa gjerne havde set, at jeg havde modtaget det bedste Indtryk af Høedt, saae ganske vemodig ud, da jeg sagde mit sidste Farvel. Jeg forstod dette Udtryk, saae leende op paa ham og sagde: "Det skulde De ikke ha' gjort, Hr. Reiersen!" Han gav sig til at le, og jeg gik ned ad Trappen.

✂ Var det nu Hr. Høedts Hensigt denne Formiddag at fornærme mig, ja blot at fortrædige mig? Ingenlunde! tvertimod, jeg skulde tage meget feil, om det ikke lige modsat var hans Hensigt at vinde og behage mig ved sin Aandrighed og sit Conversationstalent, og at netop denne Formiddags Indbydelse til mig var af Alle som af ham selv beregnet paa, at jeg skulde gjøre hans Bekjendtskab fra den fordelagtigste Side. Hvoraf kom det da, at Resultatet blev det Modsatte? Hvorfor viste han sig saaledes? Ja, hvad var det? Det var, hvad saa Meget hos ham har været: Mangel paa Takt, denne fine Egenskab, som ingen Dannelse, intet Studium, ingen Begavelse kan erhverve sig, naar den ikke er en medfødt sjælelig Gave. Opdrag i det Uendelige den, der mangler denne Finhed i Sjælen, du indpoder den ikke; den er en Væxt for sig selv, der gror lige frodig hos den Ringeste som hos den Høieste, hos den Uvidende og Enfoldige som hos den Lærde, naar den er nedlagt i Sjælen herovenfra. Man taler saa ofte om medfødte Gaver og Talenter, men Ingen nævner mellem disse Takt, og dog er dette Talent maaske det sjeldneste af alle. Maaske man studser over, at jeg kalder denne Evne et Talent, - nu vel, hvad vil du da kalde det? Den Dannede mangler det ofte, medens det ikke sjeldent findes hos den Udannede; det kan savnes hos den Kløgtige, hos Verdensmanden, hos den Gode, den Velvillige, den Tjenstagtige og findes hos et Barn, et Tyende. Hvori ligger det da, at det savnes, og at det haves?

✂ Hin Formiddag gjorde jeg saaledes første Gang personligt Bekjendtskab med den Mand, der snart paa forskjellige Maader skulde gribe forstyrrende ind i mit Liv og min Tilfredshed.

✂ Ethvert Menneske har vist gjort den Erfaring, at Intet tager den Forfængelige os mere ilde op, end at han har viist sig ufordelagtig for os. Man ærgrer sig i Stilhed over at have forløbet sig, og i Stedet for at blive vred paa sig selv kaster man sin Vrede paa den, der har staaet klartseende lige overfor vor Uret, vort Nederlag.

✂ Det var et characteristisk Svar, en Mand gav en anden, der spurgte ham: "Hvorfor i Alverden er B. saa forbitret paa dig?" - "Aa," lød Svaret, "han har engang forløbet sig lige overfor mig, og denne sin Uret 219 kan han ikke tilgive mig." - Der er Intet, et forfængeligt Menneske tilgiver mindre, naar han har villet vinde en Anden, end at denne Anden har været uimodtagelig herfor, - og Hr. Høedt behagede mig ikke hin Formiddag.

✂ Jeg tror virkelig, at jeg i en særlig Grad har havt Øie for det Forfængelige hos Mændene, og at denne min Sans herfor har virket frastødende paa mere end En, og jeg har ofte moret mig ved at bemærke, at forfængelige Mænd altid have følt sig ubehageligt tilmode i min Nærværelse; - ligesom Mange ikke taale en Kat i den Stue, hvori de ere. Hvor ofte har jeg ikke ved slige Leiligheder sagt: "Se saa, nu er jeg atter Katten i Stuen - for ham!"

✂ Vi vare nu alt komme et godt Stykke ind i Saisonen, og til min usigelige Glæde gik Alt vel, og Personalet lod til at være muntert og tilfreds! I den forløbne Del af Saisonen vare alt flere Stykker efter Aars Henliggen gjenoptagne og havde gjort Lykke hos Publikum.

✂ Sidst i Oktober opførtes et nyt Skuespil af Hertz: "Tonietta", hvori jeg udførte Titelrollen, en Opgave, som i senere Aar er forsøgt med lidet Held, misforstaaet af Fremstillerinden, og altsaa misforstaaet af Publikum.

✂ Tonietta er en af disse i Taushed forstokkede Naturer, der gjemmer Alt paa Bunden af sin Sjæl og derfor hellere udsætter sig for hvilken som helst feilagtig Dom om sine Handlinger end oplyser Feiltagelsen ved at modsige Anklagen, dels fordi hun ikke vil , dels fordi hun ikke kan . Hun vil ikke , fordi hun i sin stolte Sjæl ser ned med Foragt paa en Anklage, hvori hun er uskyldig; hun kan ikke , fordi den Indesluttede vaander sig ved gjennem Forsvaret at lukke op for skjulte Vidder i Dybet af sin Sjæl, af hvis Hemmelighed hun suger det daglige Livs Næring. Hertil kommer endnu, at dette Italiens Barn har gjort et Løfte til Madonna at tie, og at bryde dette Løfte er en ren Umulighed. Elskeren siger om hende i Stykket: "Hun er en lukket Spændebog, som man har Lyst til at læse." - Samme Lyst skal ikke alene hendes Tilbeder have, men det hele Publikum. Tonietta er en af de saakaldte indadvendte Roller. Tilskueren maa tro, at der i denne indesluttede, tause Sjæl bevæger sig en hel Verden af Tanker, Følelser og Lidenskaber, men som hun ikke ønsker at aabenbare for Nogen, og som, først løsladte, ikke vilde være til at bringe til Ro igjen - man maa paa een Gang ønske og frygte for at gjøre Bekjendtskab med dem.

✂ Hvorved frembringer en Skuespillerinde nu denne Virkning trods den tæt tillukkede Mund, hvorfra ingen Klage, intet Forsvar giver sig Udtryk i Ord? Under hele den lange Expositionsscene, hvor Tonietta staar taus, ubevægelig og indesluttet i sig selv, gjælder det øieblikkeligt at bringe Tilskueren ind i den fulde Interesse og Spænding. Men hvorved? ja, ved at 220 der i Sjælens Dyb arbeides stærkt, medens det Ydre synes roligt og uvirksomt. Men ingen Skuespillerinde maa indbilde sig, at hun saaledes ved taus at stille sig hen, om end Øiet aldrig saa smukt stirrer hen for sig, om end Stillingen er aldrig saa beregnet, frembringer den Virkning, den Interesse, som her kræves. Intet forslaar undtagen Sjælens indadvendte Arbeiden i Rollens Aand. Hvorledes kommer nu denne indad vendte, tause, sjælelige Arbeiden til Tilskuerens Kundskab? Ja, se her er et Mysterium, som ikke let lader sig forklare, thi man bedrager som sagt ikke Publikum ved at lade, som om denne Sjælens Arbeiden var tilstede. Jeg har grubiet meget herover og er kommen til det Resultat, at her ligefrem noget Magnetisk gjør sig gjældende. Den Spillende, hvis Sjæl er i stærk Bevægelse, medens intet Ydre, ingen Gestus, intet særligt Øiensprog benyttes, men kun en ganske stille Nærværelse gjør sig gjældende, formaar dog, naar Sjælen arbeider, som den bør, ligesom at danne en usynlig Bro imellem sig og Tilskuerne. Ligesom Rav formaar at trække et Haar til sig, saaledes formaar den, der er i Besiddelse af denne usynlige Kraft, at drage Andres Sjæle til sig og holde dem fast i spændt Opmærksomhed. Men dette frembringes ikke, hvis man staar der passiv, men ved, at man selv huser en stærk Spændkraft, der maa komme fra en Arbeiden i Ens Indre. Staa indvendig kold og slap, og Alle betragte dig ligeledes med Kulde og Slaphed; men formaar du selv at være i denne aandige Arbeiden, hvor hele din Tanke og Sjæl gaar op i Situationen, da fængsles Tilskuerne uden selv at fatte eller begribe, hvad der saaledes drager dem hen imod dig. Enhver Tilskuer kjender vist det endogsaa paa et fremmed Theater, at Scenen kan være opfyldt af et helt Personale, men Øiet fængsles uophørligt af een af Figurerne uden at kunne løsrive Interessen fra denne. Er det, fordi denne Person er den smukkeste? Nej; den interessanteste? - Dette veed man i alt Fald ikke ved Stykkets første Begyndelse. Er det Physiognomiets, Øiets Udtryk? Heller ikke, thi denne Figur kan staa i en Krog med Siden til Tilskuerne, saaledes som Tilfældet er eller bør være med Toniettas første Scene i Stykket. Nu! Hvad er det da, der her uvilkaarligt fængsler? Ja se, dette er Talentets Triumph, dets beroligende Trøst, thi dette kan intet underordnet Talent copiere, saaledes som det formaar at copiere Dragten, Stillingen, Opfattelsen i ydre Henseende. Tilskuerne faa af Copisten Alt paany, hvert Ord, hver Situation, og dog spørge de, som tidligere have følt Rollens Virkning: "Min Gud, hvor er dog det hele Billede henne?" - Den magnetiske Styrke udebliver, thi den er en Andens Eiendom og lader sig ikke copiere; - men det er netop denne, der ubevidst har grebet Tilskueren og bragt ham i den fulde Illusion. Naar dette sker, da er Skuespilleren lykkelig ved sin aandelige Magt over Tilskueren.

✂ Gamle Christen Niemann Rosenkilde og jeg havde ofte disputeret om 221 Maaden at spille alvorlige poetiske Roller paa. Han var ligesom bange for det ideale Udtryk og kunde ikke faa dette dagligdags nok. Han var som bekjendt en fortrinlig comisk Skuespiller. Han gjorde sig ikke Rede for, at i et sprudlende Lune som hans laa alt en Idealitet, som han havde faaet for Intet, som Vuggegave; men denne kræver en anden Form i det alvorligere Skuespil, hvor Følelsen og Begeistringen gjør Udslaget. Det faldt derfor ikke altid i min Lod at behage ham i saadanne phantastiske Roller, medens mine lystige og comiske altid havde hans Bifald. Visselig gives der alvorlige Roller, som kan holdes ganske tæt op til det dagligdags og dog frembringe stærk Illusion, dette har han selv viist i sin Michel Perrin, men da maa det hele Digterværk og Figurerne deri være bygget paa Hverdagslivet; bringes derimod Hverdagstonen ind i det høiere lyriske Drama, da kan det Hele let slaa over i det Comiske. Men denne Forskjel vilde han ikke indlade sig paa. Jeg blev derfor rørt over hans Glæde ved Udførelsen af min alvorlige Tonietta. Han udtalte sig i høie, begeistrede Ord herom, og da Stykket gik tredie Gang, modtoges jeg i mit Paaklædningsværelse af en prægtig Laurbærkrans, sendt af gamle Rosenkilde. Slige theatralske Tegn gav han sig ellers ikke af med, saa jeg kunde ikke andet end fornøie mig over den gamle Kunstners Hylding og Tilfredshed.

✂ Stykket "Tonietta" blev modtaget af Publikum med udelt Bifald; det blev i høi Grad baaret frem til dette Held ved Phisters, M. Wiehes, Fru Nielsens, Fru Holsts og Foersoms fortræffelige Fremstillinger.

✂ Den 14de November var det Adam Oehlenschlägers 70aarige Fødselsdag. I Theatret og paa mange andre Maader feiredes i Aar denne Dag af Alle, der elskede vor Litteratur, og som havde Sans for, hvad Betydning Oehlenschläger havde havt for denne. Et talrigt Selskab af Mænd i alle Livsstillinger havde indbudt ham til en Fest paa Skydebanen i Anledning af Dagen; mellem disse var naturligvis ogsaa Heiberg, der skrev en, som mig synes, meget characteristisk Sang til Oehlenschläger med Overskrift "Den yngre Digterskole". Ogsaa en Del af det mandlige Theaterpersonale var mellem Gjæslerne. Kongen hædrede ham med Storkorset. Mange sendte ham Gaver, der udtrykte deres Beundring for vor store Skjald. Oehlenschläger var lykkelig og glad som et Barn ved al slig Paaskjønnelse.

✂ Ved det store Festmaaltid paa Skydebanen skal have hersket den hjerteligste og gladeste Stemning. Skaaler udbragtes, og Taler holdtes til Oehlenschlägers Ære under hele Maaltidet, og Enhver bragte efter Evne den lykkelige, glædestraalende Skjald sin Hyldest. Ogsaa for andre Personligheder udbragtes Skaaler og mellem disse for Skuespiller Nielsen og Hustru. Men 222 nu reiste Oehlenschläger sig og udbragte en Skaal for sin "Dinas" Fremstillerinde, ledsaget af nogle Ord til min Ære. Da gik Naturen over Optugtelsen hos Nielsen, der var iblandt Gjæsterne, saa han tabte al Besindighed, stødte sin Stol fra Bordet og styrtede ud af Salen. Phister, der sad hos ham, løb efter ham for om muligt at bringe ham til Besindelse, men forgjæves. Han foer ned ad Trapperne og ud paa Gaden, Phister efter ham. Og her gav han nu til Forbauselse for de Forbigaaende med sin klingende, kraftige Stemme midt paa Vesterbro sin Harme Luft i en Strøm af Skjældsord imod mig. Folk, der kom gaaende paa Gaden, hørte til deres Forundring snart en Ed og snart mit Navn udraabes, idet han rasende truede op til den festligt oplyste Sal, hvor Oehlenschläger og det øvrige Selskab sad.

✂ Phister havde imidlertid den største Møie med at faa Nielsen til at fjerne sig og undgaa Opløb og bad ham enten at gaa op igjen til Selskabet og lade som Ingenting eller og lade ham følge sig hjem. Omsider bestemte han sig til det Sidste, og Phister fulgte ham nu hjem til hans Bolig i Frederiksbergallée. Da Nielsen ledsaget af Phister traadte ind ad Døren til sin stakkels Hustru, saae hun strax paa hans Udseende og ophidsede Stemning, at noget Usædvanligt maatte være passeret, og da de Begge noget forlegne taug, raabte hun: "Hvad er der sket? Hvad betyder dette? tal dog! tal!" - Da svarede Phister paa sin ironiske Maade: "Han har talt! det er Ulykken!" Denne Scene i Hjemmet og hans Opførsel paa Gaden gik naturligvis Byen rundt, thi Phister var ikke den, der kunde beholde noget saa Comisk for sig selv.

✂ Heiberg var det hele Optrin paa Skydebanen gaaet ubemærket forbi, som bedst kan vides deraf, at han intet Ord talte derom ved Hjemkomsten til os. Næste Aften traf han Nielsen paa Theatret. Denne gik nu hen til ham og gjorde en Slags Undskyldning for sin Opførsel Dagen forud. Heiberg forstod ham ikke og sagde: "Jeg veed ikke, hvad De mener; mig synes, at De var, som De pleier." - Dette Heibergs Svar blev nu fortalt som et vittigt, bidende Svar, hvoraf Alle lo. Først bagefter kom hele Historien os for Øre med alle sine Détails.

✂ Faa Dage efter hin Fest aflagde Oehlenschläger mig et Besøg. Han kjørte om for at takke alle dem, der paa hans Fødselsdag havde viist ham nogen Opmærksomhed. Jeg ser ham endnu for mig hin Formiddag! Han var jo altid en smuk Mand, men det forekom mig, at jeg endnu aldrig havde set ham saa smuk som i denne fine, sorte Dragt, med det smukke Storkors paa Brystet. Hans Ansigtsfarve var frisk, hvid og rød, det skjønne blaasorte, kraftige Haar bølgede om den høie, ædle Digterpande. Der kunde undertiden i hans Udseende være noget - hvad skal jeg kalde det - kjødeligt; men denne Dag saae han saa løftet, saa aandig glad ud og havde et saa kraftigt, sundt Udseende, at Ingen vilde falde paa, at Døden kort efter kunde standse 223 alt det Liv og den Friskhed, som her lyste En imøde. Han blev længe hos mig - Heiberg og hans Moder vare ikke hjemme - han talte saa aabent og saa fortroligt med mig, at jeg altid i senere Aar, naar min Tanke har dvælet ved hans Minde, maa tænke mig ham, som han var hin Formiddag. Han omtalte Nielsens utrolige Opførsel ved Gildet; han sagde blandt Andet: "Ja, ser De, det har ofte forundret mig, at Nielsen spiller Ulfeld i "Dina" saa daarligt, da man jo netop maatte antage, at denne Rolle laa fuldstændigt for ham og hans Evner; men det er min Overbevisning, at han ikke i denne Rolle er istand til at blive Herre over sit Talent af ren og pur Skinsyge og Misundelse over den Virkning, De formaar at frembringe som Dina; hans uhyre Forfængelighed spiller ham dette Puds." Hvad Oehlenschläger her ytrede, havde jeg alt forlængst mærket selv. Mange tro, at Skuespillere ere Mestere i at forstille sig i Livet som paa Scenen. Ingen Tro kan være mere feilagtig. At der gives Enkelte, der ogsaa udenfor Scenen ere i Besiddelse af denne Kunst, kan nu vel ikke benegtes, men i Reglen formaar en Skuespiller aldeles ikke dette. Havde Skuespillerne denne Evne, da vilde Mange af dem staa mindre kjendte, end de sædvanligt staa hos Alle. Det er forunderligt nok, at de i Reglen mangle denne Evne! Det er, som om de fuldstændigt opbrugte den i deres Kunst og derfor trænge til i Livet at give sig fuldt hen uden Kritik og Tilbageholdenhed. Den Spændetrøie, som deres Character hver Aften maa iføre sig, gjør, at de føle en uimodstaaelig Trang til, naar Forestillingen er forbi, at afkaste den saa fuldstændigt, at de ikke kunne holde Sjælens frie Bevægelse indenfor de Skranker, som Andre, der ikke ere Skuespillere, formaa at underkaste sig. Jeg meddelte denne Betragtning til Oehlenschläger, og han lod til at give mig Ret. Med den elskværdigste Aabenhed fortalte han mig Meget om sit foregaaende Liv og om sine Nærmeste. Paa det venligste tog han Afsked, idet han kyssede min Haand og paa den ham egne, bevægede Maade sagde: "Gud velsigne Dem!" Dette var sidste Gang, jeg talte med ham. Kort efter lød Rygtet til Alles Sorg, at Oehlenschläger laa farligt syg. Jeg kunde neppe tænke mig det muligt, saa kort efter at jeg havde set ham straalende af Sundhed og Livsmod; thi han saae hin Dag ud, som om han havde faaet fornyet Kraft til at begynde Livet forfra. Ak, maaske netop jeg paa denne Dag var klartseende: et Liv, et nyt Liv skulde snart aabne sig for ham,

✂ "Hvor grønt hans Træ skal herligt staae
Og sine dybe Rødder slaae
I Evighedens Sommer."

✂ Den 21de Januar 1850 lød Budskabet over hele Norden: Adam Oehlenschläger er død!

224

✂ At Danmark, at vi Alle sørgede ved hans Baare, var ikke mere end vor Skyldighed. Hvad havde han ikke skjænket os! Hvad havde han ikke vakt! Jeg savnede ofte Synet af ham i Theatret paa den vante Plads, hvor han saa godt som hver Aften indfandt sig. Hans og Thorvaldsens Pladser stode nu tomme. Hvor længe vil det ikke vare, forinden saadanne To atter skulde være tilstede til Stolthed for enhver Dansk, der ved Synet af dem kunde udbryde: "Disse To ere vore!" - Og dog, selv ikke Døden kan berøve et Folk saadanne Mænd. Man skal kun ikke mere se Billederne, de levende Billeder af deres Personligheder, men de leve og ville fremdeles leve blandt os.

✂ Det var mig nu formeligt en Trøst, at Oehlenschlägers og Heibergs Forhold til hinanden i de senere Aar var blevet mildt og godt. Enhver Dansk, der giver sig af med vor Litteratur, mindes Heibergs Kritiker i Tyverne over Oehlenschlägers Digterværker og den Strid, som ved dem opkom i den litteraire Verden. Lidenskaberne vare dengang i for stærk Bevægelse, til at man kunde eller vilde se - til Trods for, at Heiberg klarede Synet for Manglerne hos Oehlenschläger, - den Kjærlighed til mange af hans Værker, som lyste ud af disse Kritiker. Ja, man tør vist paastaa, at viste Heiberg end, hvori Manglerne bestode, med den ham egne Skarphed og Bestemthed, saa har paa den anden Side ingen af Oehlenschlägers Beundrere formaaet at fremhæve og tydeliggjøre Fuldkommenhederne hos ham som netop Heiberg. Fra alle Kanter blev der i hine Aar pustet til Oehlenschlägers Vrede mod Heiberg. At en gjennemgaaende Kritik kan udspringe af Kjærlighed til Sagen og ikke af Avind og Misundelse, stod det ikke da i Oehlenschlägers Magt at faa Syn paa. Imidlertid, Aarene slibe og jævne mange Kanter, og Oehlenschlägers Hjertensgodhed gjorde, at han nødigt i lang Tid lod Solen gaa ned over sin Vrede. At Heiberg med varm Begeistring saae op til hans Frembringelser fra de tidligere Aar og elskede hans Musa, vidste Ingen bedre end vi i Hjemmet, der ofte havde hørt ham oplæse hans Værker og udtale sig om den mægtige, lykkelige Skjalds Frembringelser med varm Beundring, Imidlertid, at en saa kritisk Natur som Heibergs ikke kunde fuldt forstaas af en saa umiddelbar Natur som Oehlenschlägers, er en Selvfølge; men i dennes sidste Aar var der kommet en Ro, en Ligevægt i hans Sind, der var den ædle Skjald værdig, og det var ligesom om han stiltiende bad Heiberg om Undskyldning for det tidligere Syn, han havde havt paa hans kritiske Virksomhed.

✂ Ved Theatret gik Alt sin jævne, stille Gang. Alle vare flittige, og meget Arbeide blev udført, da det hele Repertoire, enten Stykkerne bestode i nye eller gamle Digterværker, fordrede fornyet Opmærksomhed og Omhu ved Indstuderingen.

✂ I de senere Aar vare de Holbergske Comedier meget sjeldent blevne opførte paa Theatret. Heiberg besluttede atter at drage disse, der ligesom er 225 Fundamentet for den danske, dramatiske Digtekunst, frem, idet Indstuderingen blev behandlet med al den Omhu og Kjærlighed, de fortjene; og det viste sig, at Publikum atter kunde glæde sig i fuldt Maal derved. Blandt de af Holbergs Stykker, som ikke vare opførte i de sidste 30 Aar, var "Den Vægelsindede". Min næste nye Rolle var denne Lucretia, saa modsat Toniettas som muligt, thi var Alt hos hin indadvendt, da var Alt her netop paa Yderfladen. Fremstillingen af denne Rolle havde i Aar og Dag beskjæftiget mig i høi Grad. Jeg maa have Lov til at fortælle mine Gjenvordigheder, mine Kampe, forinden det endelig lykkedes mig at fremstille den for Publikum. For dem, som det morer at kige lidt ind bag Coulisserne, forekommer det mig, at Gangen i det Følgende maa være ret instructiv.

✂ Omtrent et Aarstid førend Collin afgik som Theaterdirecteur, altsaa 1848, fik jeg en Eftermiddag et Besøg af en Dame af mit Bekjendtskab. I Samtalens Gang sagde hun: "De bør engang spille Holbergs Vægelsindede, De vilde kunne løse denne Opgave." - Dette Stykke var aldrig opført i min Theatertid, og medens Holberg levede, vilde det til hans store Sorg ikke trænge igjennem. Hans Hjerte hang ved dette Arbeide, han omarbeidede det flere Gange, men Alt forgjæves. Han har skrevet et langt Forsvar mod dets Angribere, men bestandigt hed det sig, at dette Stykke ikke lod sig spille, at Hovedfiguren var overdreven, usand og ikke morsom. Efter Holbergs Død prøvede man flere Gange i Aarenes Løb med lange Mellemrum atter at opføre det, idet virkelige Talenter forsøgte sig i Rollen, men Alt til ingen Nytte. Sidst var det prøvet for over 30 Aar siden, men til Trods for alle Forsøg slæbte det sig i 72 Aar kun 11 Gange over Scenen med lange Mellemrum, og stadig henlagdes det paany. Stykket var mig ikke ret nærværende. Da Damen var gaaet, tog jeg det derfor frem, læste det med nogen Forundring, idet jeg ikke fattede, hvad man skulde kunne bringe ud af en Hovedrolle, der i den Grad var fragmentarisk og skitseret, at den næsten ingen Repliker indeholdt. Jeg lagde den strax paany bort som noget aldeles Uspilleligt.

✂ Nogen Tid efter sad jeg en Eftermiddag ene i min Dagligstue i et godt, muntert Humeur. Min Tanke faldt paa en gammel, forlængst afdød Lærerinde i Fransk, jeg som ganske ung Pige havde havt, en gammel godmodig, men meget comisk Figur. Jeg mindedes nu, hvor besynderligt hun gik paa Gaden, og hvor usigelig comisk hun løftede sin Kjole op, naar hun skulde over en Rendesten; et Syn, hvorved min Søster Amalie og jeg aldrig kunde bare os for at le hjerteligt. Jeg tænkte nu: Hvorfor mon man aldrig paa Theatret benytter slige smaa comiske Træk, da Scenen jo dog i mange Stykker fremstiller en Gade? Det var morsomt, tænkte jeg, engang at sætte Tilskuernes Lattermuskler i Bevægelse ved dette fra Gaden vante Syn. Da faldt det mig ind, om der ikke i "Den Vægelsindede" var Leilighed til at benytte 226 et saadant Træk. Hurtigt sprang jeg op, tog Bogen, og se! her var virkelig et Sted i Rollen, hvor denne comiske Gestus kunde anvendes naturligt og med fuld Virkning; nemlig i Lucretias 2den Scene, hvor hun i et Anfald af sine Luner beslutter at sende Portechaisen bort, fordi hun nu ikke vil bæres , men gaa i Selskab til Fods; hun tager sin pyntelige Dragt af og iklæder sig en, som Henrich characteriserer med de Ord: "Nu seer hun ud, som en gammel Huus-Postill." Jeg læste nu atter og atter Stykket, fordybede mig i det og fandt snart ud, at hvis denne kort skitserede Rolle skulde udfyldes efter sin Bestemmelse som en Hovedrolle, da maatte den næsten tages mere mimisk end talende; - dette Syn paa Rollen havde vist ikke staaet klart for Holberg selv, da han ellers i Noter under Replikerne vilde have antydet det. Nu stod det paa een Gang klart for mig, at de foregaaende Fremstillerinders Feil vist havde været, at de mente, at den comiske Virkning laa i saa brat som muligt at slaa om fra den ene Stemning til den anden uden al Motivering. Heraf den megen Anke hos Kritiken, at denne Lucretia ikke var noget Menneske, men høist en Gal, der ingen Sympathi kunde vække. Det gjaldt altsaa nu om ved Fremstillingen at gjøre hende til et Menneske, hvis Lige man af og til støder paa i Livet, om end Tegningen her er noget outreret. Men for at dette skulde lykkes, maatte Skuespillerinden ikke alene lægge en bestemt, characteristisk Personlighed til, men, om jeg saa maa sige, digte mellem Linierne, naturligvis uden at sige et Ord mere eller mindre, end hvad der staar i Bogen. Altsaa, sagde jeg mig selv, Mimiken maa uomtvisteligt blive en Hovedbetingelse for den, der skal trænge igjennem i denne enestaaende Rolle, og langt fra at gjøre den Vægelsindedes Overgange bratte og umotiverede gjælder det paa ethvert Punkt netop at faa Overgangene motiverede tydeligt og bestemt.

✂ De Fleste have dog vist omgaaedes med Mennesker, om hvem de sige: "Nei, hvor hun dog er lunefuld, vankelmodig, let at støde uden mindste Grund! Det ene Øieblik overgiven og lattermild, det andet trist, mut og tvær! Man veed aldrig, hvor man har hende, eller hvad hun vil!" Slige Mennesker have altid, i det Mindste bilde de sig det ind, en lille Grund til disse Overgange, saa et lille Ord, saa et Blik, som de mene, En har kastet til en Anden, og som de tro gjaldt dem, og saa fremdeles. Det falder dem aldrig ind, at hele Feilen ligger hos dem selv, idet de ikke have Villiestyrke til at holde nogen Stemning fast ud over Øieblikket. Deres Sjæl svinger sig op og ned, som om den sad i en Gynge, frem og tilbage som Perpendiklen i et Uhr, der aldrig staar stille, med mindre det aldeles gaar istaa.

✂ Det blev mig nu derfor som sagt klart, at det comiske i alle hendes Overgange, fra Latter til Graad, fra Hovmod til Ydmyghed, fra Kjækhed til Frygt, 227 fra Religiøsitet til Frivolitet, fra Snerperi til Koketteri, for ret at blive forstaaet trængte til gjennemgaaende omhyggeligt at motiveres, og for at kunne dette har Skuespillerinden, da Repliken mangler, kun eet brugeligt Middel, det Mimiske.

✂ Jeg vil give nogle smaa Exempler af Stykkets Repliker for at tydeliggjøre, hvad jeg mener med det Mimiske.

✂ Holberg har viist sin mærkelige Sans for det Dramatiske ved at lade alle Personerne i Stykket saa godt som hele første Akt udtale sig om den Vægelsindedes besynderlige Character. Publikum er da forberedt og længes nu formeligt efter selv at se og dømme. Endelig kommer hun og slutter med en lille characteristisk Scene i første Akt.

✂ Førend hun træder ind, spørger Henrich Pernille:

✂ "Er Madamen klædt, Pernille?"

✂

### Pernille .

"Ligesom hun skulde gaae til Bryllup."

✂

### Henrich .

"Da hun skikkede mig i Byen efter dette Brød, var hun saa skiden som et Svin. Maa skee hendes artige Siæl nu spiller Mester."

Efter at nu Henrich og Pernille have fortsat deres Raisonneren i en Række Repliker, træder Lucretia ind. Hun kommer altsaa glad og fornøiet, hun er jo klædt "som hun skulde gaae til Bryllup". Hendes første Replik er:

"Henrich! hent mig en Portechaise. Jeg vil ud."

✂

### Henrich .

"Vil Madamen lade sig bære udi dette dejlige Vejr?" -

Her forandres Mimiken, thi en slig Raisonneren af Tjeneren synes Madammen ingenlunde om, og Smilet forvandler sig til Vrede, idet hun siger befalende:

"Ingen Raisonnemens. Giør, som jeg siger."

Dette lille Tilløb til Vrede gaar imidlertid strax over, idet hun med Minespillet giver tilkjende, hvor glad hun er over at være saa deilig pyntet, og betragter sig selv med Velbehag. Hun siger nu atter venligt til Henrich:

"Gak ind og pynt dig noget, du, skal ud med mig."

✂

### Pernille .

"Hun vil da gaae ud Madam?"

Lucretia svarer i en henrykt, sværmerisk Tone:

"Ja Pernille! Jeg maa endelig ud."

✂

### Pernille .

"Ha, ha, ha!"

228 Atter forandres Mimiken. Denne Latter af Pernille danner Overgangen hos Lucretia, der føler sig fornærmet herover og siger vredt:

"Hvad vil den Latter betyde?"

✂

### Pernille .

"Jeg veed den heele Hemmelighed, Madam!"

✂

### Lucretia

(stødt).

"Hvilken Hemmelighed?"

✂

### Pernille .

"Der er en vis Magister Petronius. Det er ikke for intet, at han gaaer og støver saa her omkring Huuset. Jeg veed, at han er forliebt i Madamen."

Atter en mimisk Overgang. Over denne Tilstaaelse bliver nemlig nu Lucretia meget glad og udbryder smigret:

"Hvem har sagt dig det?"

✂

### Pernille .

"Henrich."

Her danner nu atter Lucretias Mimik en Overgang; hun ser vredt paa dem begge, da hun ikke synes om, at disse to Tjenestefolk befatte sig med hendes Sager. Hun bliver derfor atter vred og udbryder:

"Hør, Pernille! du est en Næse-viis! Er det ikke uforskammed, at en Tieneste-Pige tør saaledes tale udi sit Herskabs Nærværelse? Dersom du aabner din Mund, for at tale videre derom, da skal jeg kiøre dig paa Døren."

✂

### Pernille .

"Jeg beder om Forladelse. Jeg skal ikke tale meer derom. Undertiden bær Madamen stor Fortroelighed til mig, undertiden igien har hun mig mistænkt. Har jeg vel nogen Tid røbet hende?"

Under denne Pigens ydmyge Tale dannes Overgangen i Mimiken hos Lucretia til Forsoning og Fortrydelse, og hun svarer:

"Det siger jeg endelig ikke."

✂

### Pernille .

"Hun maa herefter beholde hendes Hemmeligheder for hende selv. Jeg skal aldrig forlange at viide noget deraf."

Og nu dannes Overgangen i Mimiken hos Lucretia for at forsone Pigen, og hun siger indsmigrende:

"Nu giv dig tilfreds, jeg skal aabenbare dig den heele Sag."

✂

### Pernille .

"Nej, jeg er ikke nysgierrig, Madam."

Atter en Overgang i Mimiken. Her bliver Lucretia ulykkelig over Pernilles Vrede og siger afsides: 229

"Denne Pige er forbandet vanskelig."

Atter henvender hun sig nu mildt og forsonligt til Pernille, idet hun klapper hende og siger:

"Lar os gaae ind! jeg skal fortælle dig den heele Sag."

✂

### Pernille

(vranten).

"Ach!"

Over denne Trods hos Pigen taber Lucretia Taalmodigheden, og hun siger befalende, idet hun trækker hende ind med sig:

"Nu vil jeg , at du skal viide den."

✂ Hun gaar nu ind i Huset, og efter alle disse vexlende Stemninger, som man har været Vidne til, er man forberedt paa Alt og finder det meget rimeligt, at hun i et nyt Anfald har revet al Pynten af og iklæder sig en Dragt, hvorom Henrich udbryder, da hun kommer: "Ach Himmel! er det mueligt? Er det Madamen? Nu seer hun jo ud, som en gammel Huus-Postill."

✂ Lucretia kommer da "slet klædt" atter ind paa Scenen i et meget fortrædeligt Humeur og spadserer op ad Gaden; her var det nu, at jeg vandrende op ad Scenen benyttede det lille Træk af min gamle Lærerinde at holde den simple Kjole omhyggeligt iveiret med begge Hænder, medens jeg i den foregaaende Scene havde ladet den pyntelige Dragt slæbe.

✂ At alle Overgangene saaledes blive stærkt mimiske, vil man forstaa heraf, og ligesom i denne første lille Scene saaledes fortsættes Overgangen igjennem hele Stykket. Det var efter denne Plan, at jeg indstuderede "Den Vægelsindede".

✂ Da jeg i al Hemmelighed var færdig med Rollens Indstudering, sagde jeg en Dag til Collin: "Nu skal jeg sige Dem Noget, som vil forundre Dem. Jeg har Lyst til at spille Holbergs Vægelsindede. Dette Stykke er i flere Henseender saa forskjelligt fra Holbergs andre Skuespil, at mig synes, at det maatte være interessant at opføre det." Da mine Anmodninger til Collin ellers saa godt som altid gik ud paa at bede mig fritaget for Roller, eftersom jeg virkelig i høi Grad blev misbrugt, - blev han helt forundret og glad ved denne min Anmodning og svarede: "Nei, det var jo prægtigt! Jeg skal strax gjøre Anstalter til at besætte de andre Roller; og da disse ikke ere store, kan det jo snart komme til Opførelse."

✂ En Maaned gik imidlertid hen, og jeg hørte Intet om nogen Forberedelse til at opføre "Den Vægelsindede". Da spurgte jeg Collin en Aften paa Theatret, hvoraf det kom. Forlegen svarede han: "Ak, min kjære Hanne, du kjender lige saa godt som jeg al den Modstand og Vrøvl, man har ved ethvert Skridt, man vil gjøre. Jeg vil da sige dig, at da jeg efter dit Tilbud talte med Phister om at opføre dette Holbergske Stykke, blev han meget heftig 230 og sagde, at hvis Theatret tænkte paa at opføre "Den Vægelsindede", da skulde han dog tro, at hans Kone, hvis Fag det var at spille i de Holbergske Comedier, var den Nærmeste til at udføre denne Hovedrolle." - "Da jeg nu ikke tror," vedblev Collin, "at Rollen i hendes Hænder vil føre til Noget, har jeg opgivet den hele Plan." - "Nu vel," svarede jeg, "det er jo meget muligt, at hun, der er vant til at spille i Holbergs Comedier, kan faa Syn paa denne eiendommelige Opgave og spille den bedre end jeg; thi, sandt at sige, er jeg dog ængstelig for at paatage mig dette Vovestykke; vis paa, at det vil lykkes mig, kan jeg naturligvis ikke være, og jeg forsikrer Dem, at jeg ordentlig føler mig lettet ved Tanken om, at denne Byrde er taget fra mig. Men Stykket saa vel som Muligheden af, at det vil tiltale Publikum, interesserer mig nu engang. Lad da hende spille Rollen, og det skal more mig at se, hvad hun kan bringe ud af den." Collin blev øiensynligt let om Hjertet ved at høre mig tale saaledes og sagde: "Ja, baade Phister og hans Kone ville jo blive glade, naar jeg anmoder dem herom. Hvis du altsaa synes saa, vil jeg da gjøre dette."

✂ Nu gik atter flere Maaneder, og jeg hørte endnu Intet om "Den Vægelsindede". Da spurgte jeg omsider atter Collin, hvad der var iveien for Stykkets Opførelse? "Ak," svarede han, "Vrøvl og atter Vrøvl. Nu erklærer baade Phister og hans Kone efter at have læst Stykket atter og atter igjennem med Tanke om, hvorledes det skulde være muligt at bringe Noget ud af denne besynderlige Rolle, at de begge ere komne til den Overbevisning, at den ikke lader sig udføre med mindste Haab om at tiltale Publikum, "og," tilføiede Phister, "dette Stykke har jo aldrig kunnet finde Indgang paa Grund af denne Characters ufuldstændige Behandling fra Holbergs Side; og det uagtet de første Talenter i Aarenes Løb have forsøgt sig i Rollen, og det Samme vil blive Tilfældet, naar Fru Heiberg spiller den, thi den lader sig ikke spille. Hvad min Kone angaar, da beder hun sig fritaget for et saa utaknemmeligt Arbeide."" - "Ja, ja," svarede jeg Collin, "det er jo muligt, at det heller ikke vil lykkes for mig; men hør nu! Jeg har indstuderet Rollen og tror at have faaet et Syn paa den, hvoraf der kan blive et levende Menneske, hvis Eiendommeligheder man vil tro paa. Jeg opgav at spille Rollen, da Phister vilde, at hans Kone skulde have den, men nu erklærer hun jo, ikke at ville spille den; nu synes mig, at jeg maa have Lov at forsøge mig herpaa, saa meget mere som Interessen for den ideligt og ideligt vender tilbage hos mig og ikke lader mig Ro - og dette Tegn pleier ikke at skuffe mig." - "Ja, nu kan der jo Intet være iveien herfor," svarede Collin, "og jeg skal nu gjerne uddele de øvrige Roller."

✂ Men se! Rollerne bleve vel uddelte, men Stykket kom aldrig til Opførelse. Det gik Collin her som saa mangen tidligere Theaterdirecteur, han blev træt 231 af Modstanden og opgav derfor det Hele. Under alt dette modnedes Opfattelsen af "Den Vægelsindede" mere og mere i mine Tanker; snart formede sig et, snart et andet vanskeligt Punkt, saa at hun ved Aarets Slutning stod aldeles fix og færdig i min Phantasi i alle sine Nuanceringer, Men at komme til at udføre Rollen for Publikum var under de daværende Forhold ikke at tænke paa.

✂ Da nu Heiberg Aaret efter blev Directeur, dukkede mit gamle Ønske op, at spille "Den Vægelsindede". Jeg spurgte ham derfor: "Kan nu ikke du sætte igjennem, at Stykket kommer til Opførelse?" - "Jo, det skal have gode Veie," svarede han, og nu foretog han de fornødne Skridt for at fremme denne Sag. Skuespillerne ømmede sig ved strax at gjøre Indvendinger mod den ny Directeurs Bestemmelser, og Alt blev nu forberedt; - men med Opførelsen varede det endnu en god Stund. Man udsatte Prøverne, snart af een Grund, snart af en anden, saa jeg maatte fremdeles have Taalmodighed.

✂ Det er ikke opmuntrende, naar man har paataget sig en stor og vanskelig Opgave, hvis Udfald sætter En i Spænding, da at høre fra alle Kanter, at dette er en uheldig Idee. Man sagde til mig: "Hvorfor vil De dog have dette Arbeide med en Rolle i et Stykke, der høist vil gaa en à to Gange? Det vil snart atter blive lagt til den evige Hvile."

✂ Under min Indstudering af denne Rolle læste jeg Alt, hvad Holberg havde skrevet til Forsvar for dette sit kjære forskudte Barn. Jeg hørte i min Phantasi de Digtersuk, han havde udstødt over at have set dette Arbeide miskjendt og forkastet. Ak, tænkte jeg, kunde du dog nu skaffe ham Opreisning!

✂ Først den 14de Januar kom det endelig til den første Prøve paa "Den Vægelsindede".

✂ Mine Øine mødte sure og tvære Miner. Ingen saae glad ud, undtagen jeg, om jeg end var i en stor Spænding over, hvad Virkning min Fremstilling vilde gjøre paa mine Kunstfæller. Men neppe havde jeg udført den første lille Scene, der slutter første Akt, før Minerne hos de Medspillende antoge et andet Udtryk, hos Nogle Munterhed og Glæde, hos Andre en stram Spænding; men tydeligt var det, at Alle fulgte mit Spil med stor Opmærksomhed. Man flokkedes i Coulisserne for at se, hvad jeg videre havde isinde; og uagtet den godmodige Foersom var den Eneste, der havde Varme og Mod til at lade Hjertet komme op paa Tungen, idet han udtalte sin Dom for mig med de Ord: "Det maa jeg sige, det havde jeg ikke troet lod sig bringe ud af denne Rolle," følte jeg dog nu med Vished ved Prøvens Ende, at denne min nye Opgave var lykkedes for mig og nok skulde gjøre sin Virkning paa Publikum, og mit Arbeide og min Udholdenhed faa sin Løn.

✂ Mit Sind havde paa mange Maader været i stærk Spænding og Uro i de Maaneder, der alt vare gaaede under Heibergs første Theatersaison, idet hans 232 Ære med Centnervægt laa mig paa Sinde; dette foruden meget Andet paa dette Tidspunkt, som Livet og en Kunstnervirksomhed fører med sig, havde taget stærkt paa mine Kræfter. Jeg stred længe imod, saa godt jeg kunde, men efter at et Par Prøver vare holdte paa "Den Vægelsindede", tiltog mit Ildebefindende i den Grad, at Lægen erklærede, at det vilde være uforsvarligt ikke i nogen Tid at holde Sengen. Feberen tiltog, og her laa jeg nu i tre Uger. Jeg var ulykkelig over, at jeg ved min Sygdom skulde standse Repertoiret for Heiberg, men han trøstede og beroligede mig efter bedste Evne, idet han gjentog: "Bryd dig ikke herom, men se blot at komme til Kræfter paany."

✂ Saaledes blev det nu mig selv, der forhindrede Stykkets Opførelse, - og en Dag, da jeg liggende i Sengen følte mig svagere end ellers, var jeg saa barnagtig at sige til Heiberg: "Du vil vist le ad mig, men jeg kan ikke lade være at tænke paa, at jeg dog grumme nødigt i dette Øieblik vilde dø, forinden jeg har spillet "Den Vægelsindede". Dør jeg nu, da vil en Anden belært af Prøverne paa Stykket udføre Rollen efter min Opfattelse og saaledes høste Lønnen for alt mit lange Arbeide; og jeg tilstaar, at jeg ikke under Nogen dette." - Saa aldeles var jeg gaaet op i mit Værk.

✂ Endelig begyndte Prøverne paany, og den 14de Februar opførtes Stykket. Huset var fuldt, og Publikum og jeg vare vist lige spændte paa, om Digterens Arbeide vilde blive modtaget med Glæde eller atter blive forviist fra Scenen. Min Spænding, ikke at tale om Publikums, varede dog kun nogle faa Minutter efter min første Indtrædelse. Enhver af mine Repliker, enhver af mine mimiske Overgange fremkaldte Latter og Bifald; og da jeg i Slutningen af første Akt spadserede ud af Scenen, idet jeg med begge Hænder løftede min simple og korte Kjole op for ligesom at beskytte den mod Gadens Smuds, ledsagede hele Husets Latter og Bifald mig. Usigelig glad stod jeg oppe i mit Paaklædningsværelse for at klæde mig om til næste Akt, idet den velsignede Madam Gram, min Paaklæderske, kyssede mig paa Hænderne og lo og græd paa een Gang over mit Held. - Den muntre, overgivne Stemning hos Publikum vedligeholdt sig Akt efter Akt, og et stormende Bifald fulgte mig ved min sidste Bortgang i Stykket, da jeg dansende og syngende forlod Scenen. Min Seier var saaledes fuldstændig. Stykket holdt sig Aar efter Aar paa Scenen, saa at "Den Vægelsindede" var en af de sidste Roller jeg spillede, forinden jeg 1864 for bestandigt forlod min Virksomhed som Skuespillerinde. Kritiken strømmede over af Roes, og det var ikke ganske usandt, hvad "Fædrelandet" i en udførlig Anmeldelse ytrede, at jeg spillede denne Rolle, som om jeg vilde sige: "Tag alle mine Triumpher fra mig, men lad mig blot beholde denne."

✂ Da jeg efter Forestillingen kom hjem til Heiberg, var jeg virkelig saa lykkelig, som kun den kan forstaa, der har følt en lignende Stemning. Det gik mig denne Aften som altid efter en stor Rolles Spænding, jeg kunde 233 umuligt strax gaa til Sengs. Blodet var i for stærk Bevægelse, det maatte først afkjøles, førend der kunde tænkes paa Søvn. Vandrende op og ned ad Gulvet, da jeg blev ene, tænkte jeg ret levende paa gamle Holberg og udbrød for mig selv: "O, havde han dog havt den Glæde at være i Theatret i Aften og set og hørt sit forskudte Barn blive saaledes modtaget!" - Beskjæftiget med disse Tanker slukkede jeg omsider min Lampe for om muligt at faa den Hvile, hvortil mit Legeme trængte. Det var alt langt over Midnat. Idet jeg nu i Mørke gik ind ad Døren til mit Sovekammer, hørte jeg lige bagved mig tydeligt en Røst sige et hjerteligt "Godnat!" - Uden al Reflexion, i samme Nu, udbrød jeg uvilkaarligt: "O, det var Holbergs Stemme!"

✂ Ja, I. der læse dette, ler kun ad mig, kald mig en Phantast, men vist var det, at intet levende Væsen var i min Nærhed, og at jeg gik til Sengs i den faste Overbevisning, at Stemmen havde været Holbergs og ingen Andens, der til Tak ønskede mig en god Nat.

✂ "Der er Mere mellem Himmel og Jord, end Eders Philosopher drømme om," siger Hamlet. Jeg tror vel, at Holbergs Aand i de Egne, hvor den nu befinder sig, har andet Arbeide, Andet, der opfylder hans Tanker, end det, om hans "Vægelsindede" endelig er trængt igjennem hos det kjøbenhavnske Publikum! Men var det dog ikke muligt, at en Menneskesjæl, løsrevet fra sin Virksomhed hernede, dog bevarede Erindringen om det, der her havde anstrengt hele dens aandelige Arbeidskraft, alle de Evner, som af Gud vare nedlagte i den? Gud sender sine Udvalgte ud for af dem at faa det Arbeide udført, som Jorden, Menneskeheden trænger til for at udvikles snart i een Retning, snart i en anden. De Trofaste udføre, hvad der er dem paalagt af Aanden. Skulde det nu være underligt og mod Skriften at tro, at naar Sjælen vender tilbage til sit Udspring, at den da fører Erindringen med sig om, hvorledes den har udført sit jordiske Arbeide ved Siden af sin Saliggjørelse? Vor Herre Jesus har jo sagt til den arbeidsomme Tjener: "Du har været tro over Lidet, dig skal gives Mere." Der kan altsaa være Tale om dette Lidet! Og var det nu underligt at tro, at ligesom vi her i vor jordiske Tilværelse, naar vi blive gamle, med et Smil, men dog med Erindringens fulde Nærværelse se tilbage paa mangen Begivenhed i vor Ungdom, som er os uforglemmelig, vi saaledes ogsaa hisset med et Smil, men med Kjærlighedens Erindring dvæle i Tanken om, hvad vi med de Evner, der vare nedlagte i os, have virket? Ere Mange af os dog ikke enige om, at vi skulle gjense vore kjære Afdøde hisset? Men dette Haab er jo helt og holdent bygget paa vor jordiske Erindring. Jeg kan ikke tænke mig, saafremt der gives jordiske Erindringer, som ledsage os til hint ubekjendte Land, at da af en Sjæl som Holbergs - der opgav saa godt som alle Livets Nydelser, opgav Familielivets Glæder og Hygge for helt ud at hellige sig til et anstrengt, aandeligt Arbeide med en Utrættelighed og 234 Iver, der ofte var ifærd med at tilintetgjøre det svage, skrøbelige Legeme, - at dette Arbeide, denne Livsbeskjæftigelse nu hisset var glemt og ham ganske ligegyldig! Og hvis det ikke er saa, var det da atter saa utroligt, at hans Sjæl fra sit nuværende Stade ligesom fulgte et af hans Aandsbørn, - der, medens han var her, beredte ham den Smerte, at man ikke vilde anerkjende dette Barn for ægte, - fulgte det for nu atter at se Udfaldet, ikke med Lidenskab, ikke med Angest eller Spænding, men med hint Smil, hvormed vi erkjende, at hvad der hernede forekom os saa vigtigt, ikke er saa vigtigt endda. Og ifald hans Aandstanke da sænkede sig ned et lille Moment, var det da atter saa ufatteligt, at et sensitivt Øre ligesom kunde fange denne Tanke fra oven? Dette er da min Tro eller min Anelse, ikke at Holberg stod i min Stue hin Aften, men at han fra sit høiere Stade sænkede Tanken et Øieblik ned, og at jeg fangede denne Tanke, disse Ord med et indre Øre. Jeg vilde ikke have syntes om, ifald Stemmen havde takket mig, men i dette hjertelige, men rolige "Godnat!" laa ligesom: "Sov nu, du har fortjent Søvnens velgjørende Hvile ovenpaa din Anstrengelse, din Udholdenhed." Har der hele mit Liv igjennem ligget noget i min Natur, der har gjort, at jeg og dette Ubeskrivelige mellem Himmel og Jord lettere kunde komme i Berøring med hinanden, end det ellers pleier at være Tilfældet med os Dødelige? Jeg veed det ikke; hvad jeg derimod veed, er, at jeg ikke lyver, naar jeg fortæller herom, det være sig nu Virkelighed eller Illusion.

✂ Foruden de offentlige Bemærkninger hørte jeg mange mundtlige om denne Rolles Udførelse, men een glædede mig især at høre, nemlig naar Folk sagde: "Saadanne Mennesker som denne Lucretia ere slet ikke saa sjeldne at træffe i Livet, som man tror," - og snart hørte jeg En, snart en Anden forsikre, at de kjendte en saadan Person. Ved at høre disse Udtalelser, tænkte jeg: "Saa er hun virkelig lykkedes dig!"

✂ Forundringen over, at jeg vilde spille i et Holbergsk Stykke, reiste sig af forskjellige Grunde. Man var saa vant til at se mig spille franske, elegante Damer, med den lette, tilspidsede Replik og det zirlige Væsen, at man holdt det for en Umulighed, at jeg kunde tilegne mig den bredere, djærvere Diction og Dristigheden i at udtale den drøie Humor i den Holbergske Comedie uden kvindeligt Snerperi. Man vidste ikke, at den Holbergske Muse alt længe, ja fra min Barndom, havde beskjæftiget mine Tanker, at jeg alt længe havde gjort mig Rede for, hvad Forskjel der var mellem den djærve danske Forfatter, der ma. lede med den saftige Pensel, og Modsætningen, den polerede, slebne, af Salonlivet hentede Diction. Man huskede ikke paa, at mit oprindelige Talent, der fik sit første Udtryk i Heibergs Vaudeviller og Comedier, laa Holberg nær. Man vidste ikke, i hvilken Grad jeg alt som Barn var bleven grebet af de ældre Skuespillerinder, der gjennem den Holbergske Tids Tradition havde fastholdt Stil og Tone. Madam Clausen, Madam Liebe, Jomfru Jørgensen, ja selv Madam 235 Rongsteds Magdeloner vare mig saa levende, som om jeg havde set dem for faa Dage siden; uden at tale om Ryges mageløse Jeronimusser, Lindgreens Henrikker, hans Jeppe, hans "Pantsatte Bondedreng" og hans Arv'er. En Jeronimus som Ryges have vi nu kun et svagt Billede af paa vor Scene, om endskjøndt de dog alle staa paa hans geniale Opfattelse. Naar man havde set hans Jeronimusser, hans Peer Degn etc., da havde man vist set det mest fuldendte, som kan ses i den Genre. Lindgreens og Ryges Fremstillinger havde jo vistnok deres Baggrund i den fælles Holbergske Tradition, men vare iøvrigt i høi Grad originale; thi Lindgreen var et saa primitivt, grotekst, sandt og naturfriskt Talent, at det neppe engang havde staaet i hans Magt at optage noget Væsentligt efter en Anden; ligesom Ryges mægtige, geniale og paa Studium byggede Spil vist helt og holdent var hans Eiendom. Med disse fortrinlige Fremstillere og Fremstillerinder for Øie er jeg opvoxet, og af dem kunde vist læres en Del. Det er Fordelen ved at begynde et Kunstnerliv i en saa ung Alder, at man ligesom kommer til at tilhøre to Generationer. Ens Barndomserindringer komme da senere til at bære Frugt.

✂ Den rette Fremstilling af de Holbergske Figurer havde som sagt paa det Tidspunkt, da jeg første Gang spillede "Den Vægelsindede", alt i mange Aar beskjæftiget mine Tanker. Hvad der saaledes efter min Mening er gaaet aldeles tabt, er Traditionen om de Holbergske Eleonorer. At de umuligt oprindeligt kunne være spillede, som de nu spilles, er vist. Vore nuværende unge Skuespillerinder, der spille disse uskyldige, tarvelige, ofte lidt enfoldige, til HusSid opdragne, under de Tiders strenge Tugt staaende smaa Jomfruer, mangle alt historisk Fundament. De have ikke kunnet sætte sig ind i den Tids unge Pigers Væsen, Holdning og troskyldige, naive og lidt prosaiske Tone; den Tid, da en Fader siger: "Denne Monsieur har jeg bestemt til din Ægteherre," hvorpaa Svaret sædvanligt lyder, idet hun neier dybt og kysser sin Faders Haand: "Jeg siger tusind Tak." Af disse stille, tarvelige, huslige, forknytte Piger se vi nu paa vor Scene intet Spor. En Leonora som i "Den Stundesløse", der Intet selv kan hitte paa for at befries fra den paanødte Beiler, saa hun kysser Pernilles Haand, for at denne kan staa hende bi med Raad og Daad, da hun selv er for uskyldig, for uerfaren til at have mindste Anelse om nogen Intrige, bliver nu paa vor Scene fremstillet som en pyntelig, koket Dame i klare Kniplingscostumer. Dragt, Væsen, Diction, Alt er falskt, som det nu fremstilles. Medens Ryge levede og havde med Costumeringen at gjøre, holdt han noget igjen paa Damernes ufornuftige Lyst til at forvexle de gamle Dages Dragter med de moderne, til at opgive hin Tids tarvelige Costumer, hvori Ungdommen holdtes; - men fra det Øieblik, da "Den Stundesløse"s Tjenestepige fik Lov til at gaa med Pennen bag Øret under Kniplingskappe med flagrende Baand, var Ævred opgivet.

236

✂ Hvor ofte har jeg dog ikke havt Lyst til blot nogle faa Gange at spille en Leonora for om muligt atter at sætte den lille Pige hen paa sin rette Plads. Jeg vidste, at hvis jeg blot nogle Gange var kommet til dette, da vilde man tvinges til at følge Sporet; thi mangt et Talent kan meget godt efterligne uden selv at opfatte det Rette. Jeg har ofte forsøgt at tale herom med dem, der spillede Leonora, men til ingen Nytte. Man maa vise dem det, de maa se Stilling, Holdning og høre Dictionen, Replik for Replik. De maa erfare det med egne Øine, at der kan opnaas en Virkning hos Publikum, netop ved at gjengive Figuren tro; da først gaa de ind paa, hvad man ofte har prædiket for dem uden Virkning. De vare jo da rigtignok kun blevne Copier, men en god Copi er bedre end en slet Original.

✂ Min Lyst til en Gang at spille en Holbergsk Leonora førte imidlertid aldrig til Mere. Dels fordi Ens Kræfter ikke række til at spille Alt, dels fordi man i et Kunstnersamfund sjeldent ser paa et rent kunstnerisk Hensyn med kunstneriske Øine. Det vilde kun være blevet betragtet fra een Side, nemlig at det var Synd imod den, der ellers spillede Leonora; thi de smaa Talenter have mange Venner, - her kommer det gode Hjerte frem i Form af Medlidenhed, Middelmaadigheden har det godt, thi da den aldrig fremlokker nogen Enthousiasme, foruroliger den hverken Kunstbrødrene eller Kritiken; den lever trygt og stille i sit Incognito. Man lader de Middelmaadige roligt vedblive i en Virksomhed, hvori de Ingen glæde, men heller Ingen bedrøve, undtagen de stakkels Digterværker, der maa finde sig i at blive misforstaaede af det Publikum, de tale til.

✂ Heibergs første Saison var nu tilende. Den udførlige Plan og Gang i Forestillingerne, som han havde lagt ved dens Begyndelse, blev roligt og sikkert fulgt Maaned for Maaned. Hvori denne Saisons hele Repertoire bestod, kan jo efterses i Overskous Repertoireliste i Theaterhistorien. Ved efter saa mange Aars Forløb atter at løbe denne igjennem, stiller dette Repertoire sig, for mig i det Mindste, som udmærket. Alt var saaledes gaaet over min Forventning. Personalets Stemning lige overfor Heiberg havde været høist imødekommende, naturligvis paa En eller To nær, til hvis Eiendommelighed det hørte, og i mange Aar havde hørt, aldrig at være tilfreds med Noget. Personalet lod virkelig til at paaskjønne den Kjærlighed til Kunsten, der lyste ud af enhver Bestemmelse, som Heiberg gav Liv og Kraft. Der viste sig aabenbart et nyt og friskere Liv i hele Virksomheden ved Theatret, og Indtægterne havde været gode, saa Heiberg ved Saisonens Slutning var i høi Grad oplivet ved denne sin nye Virksomhed. "Hvor det er rart at se Ludvig saa glad og fornøiet," sagde hans Moder ofte til mig, "jeg anser det for en Lykke, at han er kommen i nogen Virksomhed udadtil." - Ytrede vi dette for ham selv, svarede han: "Jeg har jo altid været glad og fornøiet!" 237 Cultusministeren udtalte sin Tilfredshed med Heiberg som Directeur og indstillede ham til at blive Etatsraad. I den Anledning fik jeg et lille Brev fra vor kjære Ven Collin. Han skriver paa sin korte Maade:

✂ Kiæreste Hanne!
Kan Din ældste Ven ikke være en af de Første, saa vilde han dog ugierne være blandt de Sidste, som bringe Dig en Lykønskning i Anledning af Heibergs Forfremmelse. Jeg er, det veed Du, af faa Ord, men disse komme ikke paa Skrømt. Gud give, at Du som Etatsraadinde maa leve ligesaa lykkelige Dage, som de vare, da jeg, som Etatsraad, stod i nærmere venskabelig Forbindelse med Dig og Din Mand. Den Tid er mig uforglemmelig. Bevar Din fordums datterlige Godhed for mig; jeg sætter Priis derpaa ogsaa i min Alderdom. Lev stedse vel
6 Maji 1850. Din uforandrede Ven
Collin .

✂ Til
Johanne Louise Heiberg.
Foraaret i al sin stemningsfulde Pragt var atter kommet. Stærene, mine travle smaa Lugekoner, som jeg kaldte dem, gik atter flittigt og pillede Ormene op af Plainen i min Have. Crocus, Tulipaner og Hyacinther mylrede op af Jorden. Min Kunstnertravlhed var tilende, min Gartnertravlhed begyndt. Fra nu af gik jeg mere paa fire end paa to Ben, næsegrus laa jeg i Haven, - og Theatret med hele dets indre og ydre Verden existerede ikke mere for mig. I fulde Drag nød jeg nu min Frihed og bragte Heiberg hver Morgen en eller anden nys udsprungen Blomst, som han beholdt paa sit Skrivebord Dagen over, indtil den næste Morgen blev afløst af en ny og frisk.

✂ Sidst i Juni droge vi, hvilket nu var blevet Skik og Brug, en Maaned ud paa Sølyst hos Suhr, der ikke vidste alt det Gode, han vilde gjøre os. Og desuagtet var det et Offer, jeg bragte; thi efter en hel Saisons anstrengende Arbeide trængte jeg til Ro og Hvile og ikke til et stærkt selskabeligt Liv. Da Maaneden var tilende, toge vi ud paa Slottet Marienlyst ved Helsingør, der denne Sommer var at faa tilleie. Det jublede i mig ved Tanken om, at vi her i Ensomhed skulde tilbringe Resten af vor Ferie. Her var Hvile, den velsignede Hvile og Ro, der kun afbrydes ved, at to Mennesker, der sympathisere, udvexle deres Tanker med hinanden, To, der kunne tie og tale, uden at Tausheden kjeder, uden at Talen irriterer og fremkalder Misstemning.

✂ Lykkelige Tider! hvorfor ile I saa hurtigt? Tunge Tider! hvorfor snige I Eder saa sendrægtige, saa krybende afsted? Dog, det kan jo ikke være anderledes; de første have Vinger, de sidste ere lig Ormen, der med Møie og Besvær slæber sig hen ad Jorden! Her var jeg lykkelig, ved Havet, i Skovene, paa Markerne, i mit deilige Fædreland!

✂

II
1850-51.

✂ En ny Saison tog sin Begyndelse. Naar undtages Nielsens evige Slaaen paa Alarmtrommen, saa vel under den forrige som under den nuværende Bestyrelse, snart om Forhøielse af Gage, snart fordi hans Helbred ikke taalte, at han spillede saa ofte, snart Klager over, at han ikke spillede hyppigt nok, snart over det moderne Repertoire, der fordærvede Smagen, snart over, at det Klassiske tog for meget paa hans Kræfter, uden at Publikum viste den tilbørlige Interesse derfor, og at hans Feu saadanne Aftener ikke var høiere end ellers, snart over, at han havde helliget sig til denne "lumpne Stand", medens hans Evner kunde have baaret ham op til de høieste Stillinger i Staten; men fremfor Alt hans nu i 6 à 7 Aar permanente ustyrlige Tale om at ville have sin Afsked, en Begjæring, han dog strax opgav ved den første, den bedste lille Tildragelse, der atter satte ham i Humeur; - som sagt, naar undtages alt dette, da var der endnu ved Theatret Fred, Ro og Disciplin. Nielsens uophørlige Klagesange havde tilsidst faaet noget Comisk, Personalet lo ad dem, og Alle vare saa vante hertil, at man syntes, at dette nu engang hørte Theatret til, ligesom Coulisser og Tepper. Foruden de mange andre Roller, han spillede i denne Saison, gjenoptog Heiberg flere Stykker for at sætte ham i Aktivitet og give ham Andet at tænke paa; saaledes Oehlenschlägers "Væringer", der ikke havde været opført i de sidste 20 Aar, Shakespeares "Kong Lear", der ikke havde været opført i 35 Aar, Oehlenschlägers "Hakon Jarl", "Statsmand og Borger" etc., men de gamle, mangeaarige Klager over Tilsidesættelse fortsattes desuagtet: - "Hvad kaster man i sligt et Svælg!"

✂ Samlivet i et Theaterpersonale er af en høist eiendommelig Natur. Det er ligesom en hel stor Familie af Fremmede. Man mødes dagligt, ja er sammen det meste af Døgnet. Man viser sig ofte for hinanden i aandeligt Negligé, medens man i næste Minut i Kunstens Tjeneste anspænder alle sine bedste aandelige Kræfter. I sidste Tilfælde kan man ligesom elske hinanden, ja, ikke undvære hinanden, medens man i første Tilfælde ser skarpt paa hinandens menneskelige Svagheder og Lyder. Man er her som Broder og Søster, medens man er anskilt fra hinanden i de private Glæder og Sorger, Held og Uheld. Her føres saaledes et dobbelt Liv. Imidlertid er denne Adskillelse ikke altid nødvendig; der gives Tilfælde, hvor den private Personlighed kan slutte sig i den Grad til den kunstneriske, at de ligesom løbe sammen i een Person, saa at man elsker dem begge lige høit. Men dette hører til de store Sjeldenheder. Der er dem, man elsker og agter som Kunstnere, men ikke formaar at agte og 239 elske som Mennesker, og omvendt. Som overalt i Livet, i Familierne, er der Nogle, der tiltrække hinanden, først paa Grund af det samme Dannelsestrin og de samme Anskuelser, dernæst paa Grund af en sympathetisk Tiltrækning, der ikke saa lige lader sig forklare. Det daglige Forhold bliver paa een Gang et meget nært og et meget fjernt. Det har derfor ofte været mig paafaldende at lægge Mærke til den Forskjel, der kan være i Tone og Omgang med en Kammerat paa Theatret, og den, der viser sig, saa snart den samme Kammerat træder ind i vor Dagligstue. Den, der er behagelig i vor Dagligstue, kan ofte være meget ubehagelig i Virksomheden paa Theatret, og omvendt. Denne Adskillelse imellem Livet og Kunsten er ikke af god Virkning for Kunstens Udøvelse. Sammenspillet, det Vigtigste næsten af Alt, kan ikke naas uden ved gjensidige Aftaler og Føielighed mod hinandens Opfattelsesmaade. Er det private Forhold nu venskabeligt, da gaar dette jo let, som af sig selv, er det derimod uvenskabeligt, da bliver let enhver Anmodning betragtet som en Irettesættelse og Sammenspillet umuliggjort. En Theatertrup burde egentlig bestaa af en eneste stor Familie, hvor alle Interesser, alle Anskuelser vare fælles; da vilde maaske Misundelsen lige overfor hinandens Held bortfalde. Dog, dette er Phantasier, der ikke lade sig realisere!

✂ I Slutningen af September opførtes Shakespeares "All's well that ends well" under Titlen: "Kongens Læge", bearbeidet af Frøken S. Beyer. Atter den samme umotiverede Klage i Bladene over Forhutling af Shakespeare, fordi man tillod sig Forandringer i Sceneordningen samt Forkortelser. Heiberg var paa det Rene med, at den Række af Shakespeareske Skuespil, hvortil dette Stykke hører, umuligt kan opføres paa det moderne Theater uden en streng Bearbeidelse, hvorved man bortskjærer de mange udenoms Bygninger, som Shakespeare har føiet til Hovedbygningen. Men om intet af hans Skuespil gjælder dette i høiere Grad end om "All's well that ends well", thi det vilde være ligefrem en Umulighed at opføre det i den Form, hvori det er udgaaet fra hans Haand. "Kongens Læge" modtoges med stormende Bifald af Publikum og vedblev at trække fuldt Hus i 14 Aar, lige til jeg forlod Theatret i 1864. Senere er det ikke opført.

✂ Hovedrollen, den unge Helena, var en af de Roller, jeg indstuderede med Glæde, og som Publikum rigeligt lønnede med sit Bifald. Opgaven er ikke af de letteste, thi her skulle unegteligt mange og stærke Modsætninger forbindes til et Hele, hvortil der hører en lyrisk Characterskuespillerinde, og denne Opgaves Vanskelighed har vel gjort, at Ingen hidtil har havt Mod til at binde an med den. Hvad mig angik, da har jeg altid havt mest Interesse for de Roller, hvori denne Dobbelthed findes; thi disse Modsætninger danne en Baggrund, som gjør Billedet interessant og tiltrækkende. At Fremstillerinden af denne Rolle især bør have sin Styrke i lyriske Udbrud, er givet. Hendes lyrisk-musikalske 240 Repliker maa være den Poesi, der løfter Rollen, uden dette musikalske Element kan denne Figur let faa noget Kløgtigt-Prosaisk, der kan gjøre hende triviel, tung og gammel; men de lyriske, varme Udbrud hæfter Ungdomsvingerne paa hendes Skuldre, og at Helena i Fremstillingen bliver saa ung som muligt, er en Hovedbetingelse for Rollens, ja Stykkets Skjæbne paa Scenen.

✂ Efter at Heiberg havde afpareret en Sangerindes Pretentioner paa forhøiet Gage, som det ikke stod i hans Magt at skaffe hende, og det uagtet Redacteuren af "Den Berlingske Tidende", Hr. Nathanson, var optraadt som hendes Ridder i Bladet og i plumpe Angreb førte hendes Sag, - gik forresten Alt sin vante rolige og ordentlige Gang ved Theatret.

✂ Da hørtes pludselig i Slutningen af Saisonen allehaande Rygter om, at det nu skulde blive Alvor med, at Hr. Høedt vilde lade sig engagere ved det kongelige Theater og agtede at optræde som Hamlet. Ved Theatret vidste man Intet bestemt, thi Hr. Høedt havde endnu ikke meldt sig hos Directeuren. Men man hørte, at Hr. Høedt privat havde spillet Hamlet, snart for En og snart for en Anden, og at det Nielsenske Hus udtalte sig i høie Toner om det unge Talent; Nysgjenigheden blev vakt, og Forventningerne bleve større og større. Michael Wiehe var i Selskab med Høedt i den senere Tid bleven en daglig Omgangsven i det Nielsenske Hus og maatte altsaa vide Besked, om Rygtet var grundet eller ikke. Jeg spurgte ham derfor herom, og han svarede, at Rygtet talte sandt. Jeg sagde da aabent til ham: "Det vilde jo være herligt, om vort Personale blev forøget med et virkeligt Talent, thi et saadant nyde vi jo Alle Godt af. Men De kjender min ulykkelige Evne til at forudane, hvad der senere vil indtræde. Jeg kjender jo saa godt som slet ikke Hr. Høedt, og dog, jeg veed ikke, hvoraf det kommer, men hver Gang jeg tænker paa ham, bliver jeg ligesom angest. Svar mig oprigtigt paa et Spørgsmaal: Er han sanddru?" - "Ja, fuldstændig!" svarede Wiehe. - "Nu godt," sagde jeg, "saa har det ingen Nød," og jeg blev virkelig beroliget, stolende paa Wiehes Udsagn.

✂ Nogen Tid efter meldte Hr. Høedt sig da hos Heiberg for at meddele ham, at han ønskede at optræde næste Saison i Shakespeares "Hamlet". Det interesserede Heiberg overordentligt at faa dette Stykke opført, da han ikke blot satte det øverst af alle Shakespeares Arbeider, men ofte har ytret, at han ansaae det for det første dramatiske Arbeide, der nogensinde er skrevet. Han tog nu Stykket for sig og gjennemgik det nøie og samvittighedsfuldt, foretog en Del mindre Forkortninger og rettede helt igjennem paa den gamle danske Oversættelse, hvis Sprog i Tidens Løb dog var blevet altfor forældet, ja paa nogle Steder rent uforstaaeligt. Da Hr. Høedt havde meddelt Heiberg, at ogsaa han havde gjennemgaaet Stykket og havde Forslag til flere Forandringer, lod Heiberg ham tilsige for at conferere med ham om, hvorvidt de vare enige i Forandringerne, - en Udmærkelse. Hr. Høedt burde have paaskjønnet som en 241 enestaaende Opmærksomhed fra Heibergs Side. Hr. Høedt kom nu med sine mærkelige Forslag, iblandt andre, at de første berømte Scener, der aabne Stykket, nemlig Scenerne paa Skansen, hvor Aanden viser sig, der ere af en saa mageløs Virkning til at stemme Tilskuerne, skulde udelades, og Stykket begynde med den store Scene ved Hoffet, hvor Hamlet første Gang træder ind. Dette kunde Heiberg nu paa ingen Maade indlade sig paa. Ligeledes ønskede Hr. Høedt udeladt den berømte Scene i 3die Akt, hvor Kongen i Samvittighedskvaler prøver paa at løfte sin Sjæl i Bøn til Gud i den store Replik, der begynder med: "Fæl er min Synd" o.s.v. Her træder Hamlet ind, ubemærket af den knælende Konge, og udbryder: "Nu gad jeg gjøre det!" (nemlig dræbe ham) "nu, medens han beder," o.s.v. - men i sin Vaklen atter griber til en Udflugt og opsætter Hævnen, idet han udtaler, at han "ikke under Kongens Sjæl at fare bedende herfra."

✂ At udelade en saa mægtig dramatisk Situation ansaae Heiberg for aldeles utilladeligt, hans Digtersamvittighed tillod ham ikke at gaa ind herpaa, han maatte altsaa sætte sig derimod, og disse Scener bleve saaledes staaende.

✂ Disse Forslag af Hr. Høedt forekom Heiberg, og jeg antager flere med ham, høist characteristiske for, hvad en Skuespiller tror at turde tillade sig lige overfor et Digterværk. Hr. Høedts Forslag var vel begrundet paa, at den berømte engelske Skuespiller Garrick ogsaa havde havt Mod til at slette Hamlets Monolog bag den knælende Konge, ja endogsaa den berømte Scene mellem Graverkarlene paa Kirkegaarden. - Til Lykke for Shakespeares "Hamlet" levede senere en Digter, som hed Goethe, der atter fik disse Misgreb rettede - og Heiberg kunde lige saa lidt som Goethe taale denne Anmasselse mod det berømte Værk. Han havde spurgt Hr. Høedt, hvorfor han ønskede Hamlets store Monolog udeladt, hvorpaa Hr.Høedt havde svaret: "Fordi denne Monolog vilde trætte mig for meget." Men Enhver maa vel indrømme, at denne Grund ikke var tilstrækkelig; thi hvortil vilde dette føre, om det tillodes Skuespillerne at udelade snart dette, snart hint, fordi det trættede dem? At holde tilraade med sine Kræfter og faa disse til at strække til er en af Opgaverne ved Udførelsen af store Roller.

✂ Inden kort Tid vare alle Forarbeiderne færdige med Hensyn paa Stykkets Opførelse til næste Saison. Nu stod kun tilbage, at alle de øvrige Roller skulde uddeles. Da Heiberg nu gjerne vilde føie Hr. Høedt i hans Ønsker om, i hvilke Hænder disse skulde komme, bleve de enige heri paa een Rolle nær, nemlig Ophelias, som Fru Holst tidligere havde udført. Jeg blev meget forundret, da Heiberg kom hjem efter dette Møde og fortalte, at Hr. Høedt paa det Indstændigste havde bedet ham formaa mig til at spille Ophelia, da det ikke var ham muligt at faa noget Sammenspil bragt tilveie mellem sig og Rollens tidligere Fremstillerinde. Heiberg havde strax paa egen Haand gjort Indsigelse 242 imod at berøve Fru Holst Rollen, og jeg for min Part gjorde den endnu kraftigere. Fru Holst, denne skjønne, i saadanne stille, tilslørede Roller, som mig syntes, yndige Skuespillerinde, havde altid været strengt bedømt, ja undervurderet i det Nielsenske Hus. - Saadanne Roller som Ophelias laa ganske udenfor mit Rollefag, især hvis den skulde spilles, som man nu engang var vant til at opfatte denne Skikkelse. Til at spille saadanne bløde, halvt skitserede, i Taage holdte Skikkelser kræves der en lignende Personlighed, nemlig hvad jeg vil kalde en Følelsesskuespillerinde og ikke en Characterskuespillerinde, som jeg var. Skal det nu engang tilvante Billede bibeholdes, maa Rollen udføres uden stærke Nuanceringer eller Betoninger, saaledes som Fru Holst pleiede at udføre slige Roller; for megen Tydelighed, som Characterskuespillerinden netop er udsat for, bliver her til Skade for Fremstillingen. En vis tilsløret Monotoni bidrager til at holde det hele Billede saa let, saa luftigt, saa fint som en Elverpiges Skikkelse i Maaneskin, og saaledes have jo nu engang Alle opfattet Ophelia. Se, hvorledes de bekjendte Billeder af Ophelia, f. Ex. i Vanvidsscenerne, ere holdte af Malerne, bemærk, hvor gjennemsigtig, ja utydelig hun med Forsæt holdes. Skulde Rollen nu udføres saaledes, som man var vant til at se den, da havde Fru Holst alle Betingelserne hertil, men jeg saa godt som ingen, saa jeg afslog at gaa ind paa denne Opfordring.

✂ Da Heiberg nu meddelte Hr. Høedt mit Afslag, blev der stor Alarm i Leiren. M. Wiehe blev sendt til mig for at forandre min Beslutning, og da dette heller ikke hjalp, anholdt Fru Nielsen mig en Dag paa Theatret for indtrængende at anmode mig om at føie Høedt i hans Ønske. Jeg svarede hende, at det jo i høi Grad vilde interessere mig at være med i et saa mærkeligt Arbeide, men at jeg virkelig ligefrem frygtede for, at min hele Personlighed ikke vilde svare til det Billede, som man ventede at se af Ophelia, og at det ogsaa vilde pine mig at forvolde Fru Holst den Krænkelse at miste en Rolle, som jeg vidste hun satte Pris paa. "Aah, ikke Andet end det," svarede Fru Nielsen, "det er jo intet kunstnerisk Hensyn. Du bør spille Rollen, Høedt ønsker det saa levende, at han altid vil være dig taknemmelig derfor." - Jeg kunde desuagtet ikke bestemme mig dertil.

✂ Hr. Høedts Snakkesalighed, som vi senere mere og mere led af, hans Lyst til at fortælle Alt ude i Publikum, hvad der gik for sig paa Theatret, fik jeg allerede nu inden hans første Optræden Leilighed til at lære at kjende. Snart En, snart en Anden spurgte mig, om det var sandt, at jeg havde negtet at spille Ophelia, uagtet Hr. Høedt saa inderligt ønskede det? Det var dog Synd mod Stykket, mod ham etc. Da nu Snakken herom mere og mere greb om sig, sagde Heiberg til mig: "Kan du bekvemme dig dertil, saa spil den, Sladderen har jo alt udbredt, at du ikke vil, fordi Hr. Høedt ønsker det." Jeg svarede: "Jeg 243 kan ikke spille slige taagede Elskerinder, dertil er mit Talent, min Diction altfor udpræget i anden Retning. Men jeg indser jo nok, at hvad jeg end i dette Tilfælde beslutter mig til, saa kommer det dog til at gaa ud over mig. Føier jeg Hr. Høedt, saa vil Fru Holsts Venner i Publikum finde det haardt imod hende, der har alle Betingelser for at give det Billede af Ophelia, man, ønsker og er vant til, og man vil beskylde mig for at have fortrængt hende. Føier jeg ikke Hr. Høedt, da vil han og hans Tilhængere udbrede, at jeg er ham imod, og Gud veed hvad mere man vil finde paa at sige. Saa dette er virkelig for mig en høist pinlig Historie."

✂ Imidlertid vedblev man at overdænge mig med Bønner om at spille Rollen. Nu vel, jeg var svag, jeg var naiv og godtroende og lod mig overtale til at spille den, stolende paa, at jeg vilde finde Forsvarere i alle dem, der havde overtalt mig dertil.

✂ Da nu Beslutningen var taget, tænkte jeg: Mon ikke Ophelias Rolle kunde opfattes paa en noget anden Maade end tidligere, saa den mere kom til at ligge for min Personlighed. Jeg erindrede, at Tieck havde skrevet en Afhandling om "Hamlet", og jeg læste nu atter hans Opfattelse af Ophelias Character, - en Figur, som jo mange Critici have disputeret om. Ved nu atter at læse, hvad han herom havde skrevet, fandt jeg, at hans Opfattelse var fin, psychologisk sand. Han mener, at denne unge Kvindes dybe Lidenskabelighed, der er skjult for Alle som for hende selv, tydeligt bliver aabenbaret i de mærkelige Vanvidsscener. Her lader Forfatteren for første Gang det dybe Væld, der hidtil holdtes tilbage inden sine Bredder, medens Sjælen var behersket af Fornuft og Moral, bryde enhver Skranke; saa snart disse svigte hende, kommer Ustyrligheden op fra Sjælens Bund, og hun udtaler lidenskabeligt sin Kjærlighed til Hamlet i en Form, som Enhver maatte tro laa denne fine Kvindeskikkelse fjernest. Læger, som have behandlet slige kvindelige Vanvidspatienter, have jo paa dette Omraade de mærkeligste Ting at aabenbare.

✂ Men ved den Tieckske Opfattelse bliver Ophelia ikke længer et stakkels villieløst, mishandlet Barn, men en tilbagetrængt lidenskabelig Natur, hvis Sjælstraade sprænges, da hun tror sig forladt af den, hun elsker.

✂ Man ser nu let, at skal denne Opfattelse holdes fast, da bliver Fremstillingen en helt anden end den, man er vant til at se. Da nu denne Tieckske Opfattelse laa mit Talent og min Personlighed nærmere, greb jeg den med Begjærlighed, støttet paa den geniale Dramaturgs Autoritet.

✂ Der er Vaner, saa vel hos Skuespillerne som hos Publikum, hvilke det ikke er let at kuldkaste, og Vanen her var, at Ophelia er dette stille, rørende, for al Lidenskabelighed befriede Væsen, der ligesom Englene kun lever i Skyerne uden at være betaget af nogen jordisk Syndighed. Hvem har nu Ret? Hvad var Digterens Mening? Vilde han lade den stille, blufærdige Ophelia udtale 244 slige Ord, synge slige Sange i Vanvidsscenerne, ifald det ikke havde været hans Hensigt psychologisk at vise, at selv paa Bunden af denne rene, uskyldige Piges Sjæl ligger, hende selv ubevidst, en ulmende Sanselighed, der bryder frem som en Strøm, der ikke længer bliver standset ved den sædelige Villies Kraft. Det er jo desuden et moralsk Kjendetegn hos denne store Digter, at hos alle hans Skikkelser, lige til den yndige Cordelia, kommer Syndigheden tilsyne. De rene, snehvide Engleskikkelser skildrer han ikke, dertil har han kjendt den menneskelige Natur for godt; men derfor ere ogsaa alle hans Skikkelser af Kjød og Blod, og derfor gribes vi af dem, idet vi gribe i vor egen Barm og udbryde: "Ja, det er sandt! Jeg har følt noget Lignende!"

✂ Jeg tror derfor, at Tiecks Opfattelse af Ophelia er rigtig, men fra denne Tro til at gjengive dette Billede er der et uhyre Spring. Her kræves Naturbetingelser, som vanskeligt findes samlede hos een Person, idet man paa een Gang skulde forene Følelsens aabne, bløde, kvindelige Monotoni med Characterens Baggrund og stærke Nuanceringer. Førend Ophelia i Vanvidsscenerne aabenbarer Sjælens Mysterier, skal man kun se den rene, uskyldige, jomfruelige unge Pige, men dog maa den dybe, tilbagetrængte Lidenskab anes , og hvor den endelig i Vanvidsscenerne bryder helt frem, forbause og forfærde Tilskueren. Med andre Ord, for ret at tydeliggjøre, hvad her menes, maa der under hele Fremstillingen komme en Dobbelthed tilsyne i Characteren. Den første Halvdel af Ophelias Rolle lader sig let fremstille, naar Fremstillerindens ydre Skikkelse staar i Poesiens Tjeneste. Men hvorledes smelte denne første Halvdel sammen med, hvad der ligger paa Bunden af Ophelias Sjæl og først kommer frem i Vanvidsscenerne? Hvorledes fremstille begge Sider af Characteren saa klart og tydeligt, at Publikum forstaar, hvad her er Talen om? Glimter Lidenskaben ikke frem i den første, stille, tilbagetrukne Del af Rollen, da staar den grelle Lidenskabelighed, de grelle Ytringer i Vanvidsscenerne ene og uforstaaelige; og kommer Lidenskaben tilsyne i den første Del, hvad bliver der da af den stille, monotone Opheliaskikkelse, hvis Præg man nu engang har fastslaaet og forelsket sig i? Denne Vanskelighed have de fleste Theatre, hvor Stykket er blevet opført, og baade Bestyrelserne og Fremstillerinderne have da hjulpet sig paa den nemme og bekvemme Maade, nemlig ved at stryge alle de krasse, lidenskabelige Udbrud i Vanvidsscenerne og kun lade hende udtale og udsynge pæne, yndige, kvindelige, lyriske Linier. Men hvad vilde Shakespeare sige hertil? En halv Ophelia kan spilles af Mange, en hel maatte skabes af Vorherre selv for at bringes til klar Forstaaelse. Jeg var ikke udrustet med disse dobbelte Betingelser, især hvad det ydre, bløde, blonde Udseende angaar, og ifølge min Natur kunde jeg ikke slaa mig til Ro med at faa det Halve i Rollen frem. Men da jeg nu dog paa en Maade var tvunget til at udføre den, forsøgte jeg at faa det samlede Billede frem, saa vidt jeg havde 245 Betingelserne derfor, skjøndt uden synderligt Haab om, at dette nye Billede vilde finde Indgang hos Tilskuerne.

✂ Ved dette Arbeide blev hele min kommende Sommerferie mig berøvet, thi Ophelia stod som et Skræmmebillede for mig baade Dag og Nat. Hvad Lønjeg fik af Hr. Høedt og hans Venner for min Eftergivenhed, mit Offer, vil man se af det Følgende.

✂ Vi vare nu alt naaede hen mod Slutningen af denne anden Saison. Vi havde i længere Tid været beskjæftigede med at indstudere Scribes "Dronning Marguerites Noveller", oversat af Høedt, hvori jeg udførte Hovedrollen, en glimrende, taknemmelig Conversationsrolle. Dette Stykke har en stor Evne til at tiltale og fængsle det store Publikum, dels paa Grund af Scribes enestaaende Talent til at forme en Scenerække, men fremfor Alt ved hans Evne til at skrive en piquant Dialog, der aldrig trætter, men holder Tilhøreren spændt og i Aande til det sidste. Det store Publikum har desuden en vis Forkjærlighed for, en vis Glæde af at føres ind i Kongeborgens Glimmer, naar Tonen der er elegant og vittig, og Alvoren afvexler med Lunets uimodstaaelige Magt, og naar en ung, glimrende Prinsesse sætter hele Maskineriet igang.

✂ I Mai opførtes dette Stykke for første Gang og gjorde overordentlig Lykke. De nyere franske Skuespil stille den Fordring til Skuespillerne at tale simpelt, tydeligt og med naturlige Nuancer, hentede fra den dannede Conversationstone; dette er her det uundgaaelige Krav. Skuespillerne maa have selskabelig Dannelse og den Conversationstone, som følger hermed. Man kunde ikke længer hjælpe sig med at synes , men maatte være dannede Mennesker. Kort sagt, den Skuespiller eller Skuespillerinde, der ikke til dagligt Brug forstaar eller har Evne til at føre en dannet Conversation, vil aldrig i de Scribeske Stykker, der foregaa i den elegante Verden, kunne udfylde sin Plads, og ere de finere Nuancer i Betoningen falske, da hører ethvert dannet Øre det strax og vil ikke kjendes ved dem.

✂ Ifald en Psycholog imellem Tilskuerne ønskede at gjennemskue, hvorledes det staar til med en Skuespillers private Person, hans Dannelsestrin, hans Finhed i Characteren, hans hele aandelige Standpunkt, da er der ingen større Sladderhank til at oplyse ham herom end denne Art af Roller i Conversationsstykkerne. Er en Skuespiller til dagligt Brug plump og raa, da kommer netop dette skarpt frem i den tilslebne, elegante Diction, ligesom en simpel Mand aldrig ser simplere ud, end naar han pynter sig. I de høiere Dramaer, de lyriske, tragiske, kan Skuespillerens Person ganske anderledes forputte sig, idet Digteren løfter ham op i en anden Sphære end den daglige og kaster Idealitens Kaabe over ham. Derfor er det en meget feilagtig Anskuelse, at en Dilettant sagtens kan spille en lille Rolle i et Conversationsstykke, hvorimod det vilde være for Meget vovet at lade ham optræde i en Tragedie. I 246 Conversationsstykket maa han bruge sin egen Personlighed, og har han ingen, hvad der er det Almindelige, ja da gjør han ganske vist Fiasko.

✂ Naar nu en saadan Dame som Marguerite skal fremstilles, da kunne de fleste Skuespillerinder strax se, at her gjøre vi Bekjendtskab med en Kvinde, forstandig, vittig, intrigant, overlegen, selv lige overfor kloge Mænd, hun kommer i Berøring med. Men hvis ikke Fremstillerinden bag denne Kløgt, denne Vittighed, dette Intrigante formaar at lade en elskværdig, kvindelig Hjertensgodhed lyse ud af Alt, hvad hun foretager sig, da have vi her vel en kold, glimrende Kvinde, men hun vækker ikke vor Sympati, tvertimod; uvilkaarligt udbryder man: Pokker skulde have med hende at bestille! Men Sagen er, denne Marguerite nyder ikke sin Evne til Intriger, nyder ikke sin Kløgt, sin Forstillelse som saadan, alt dette staar i Kjærlighedens Tjeneste, hun kæmper for en elsket, ulykkelig Broder, som hun ønsker at udløse fra Fangenskab. Hjerteslaget maa høres bag den glimrende Kløgt, Sukket maa fornemmes bag den frivole Latter, og ethvert nok saa lille Ord, enhver nok saa lille Situation maa gribes for at faa denne Side af Characteren frem, som hun for de Kortsynede ikke er i Besiddelse af.

✂ Jeg tror, at meget Faa have gjort sig Rede for, hvori det laa, at man saa godt som enstemmigt fandt, at netop disse Conversationsstykkets Damer laa for mit Talent. Snart hørte jeg, at et vist elskværdigt Koketteri i saadanne Roller var min Styrke, snart min Evne til en stærkt tilspidset Repliks Gjengivelse, snart min Smag i Toilettet o. s. v., - men aldrig hørte jeg Hovedsagen nævne, Modsætningernes Forening i Rollens Opfatning. I Foreningen af Modsætningerne ligger hele Trylleriet; i Sandheden midt i Forstillelsen, i Følelsens Dybde midt i det flagrende, lette Væsen, i Evnen til, ligesom bag hvert intrigant Ord at lade forstaa, at hun helst var fri for al den Intrige, al den snedige Opfindsomhed, og at kun den bitre Nødvendighed paanøder hende hele dette Spil med Aandens Evner i Kjærlighedens Tjeneste, hvilket Forfatteren jo ogsaa lader hende udtale i hendes første, korte Monolog. Denne Monolog maa derfor stærkt betones af Fremstillerinden; i den giver hun Publikum Nøglen til hele sin senere Adfærd. Siges denne Monolog - saaledes som ofte sker - løseligt hen, saa den intet blivende Indtryk gjør paa Tilskuerne, da har Skuespillerinden atter her viist, at hun ikke forstaar, at Digteren bruger Monologen som Speil for Personens virkelige indre Tilstand.

✂ Goethe har sagt: "Naar jeg vil lære en Digter, en Skuespiller at kjende, da læser jeg en Monolog hos den første og hører en Monolog udtalt af den sidste."

✂ Faar Fremstillerinden denne Forstaaelse tydeligt frem, da bliver den kokette Dame ikke kold, den kloge Dame ikke ond, den forstilte Dame ikke falsk, den glimrende Dame ikke hul og tom.

247

✂ Michael Wiehe spillede Carl den Femte paa en høist eiendommelig og characteristisk Maade. Det Noble, det Elegante og Fornemme, der laa i hans Personlighed, havde han formaaet at sætte i Forbindelse - om jeg saa maa sige - med en kongelig raa, fordringsfuld Høflighed i Manerer og Tone, der, idet den antog Ydmyghedens Præg lige overfor Prinsessen, lod os ane hans grove, sanselige Lidenskab for hende uagtet det kolde Hjerte bag det guldbesatte Fløil. Hans Anstand, hans næsten ubevægelige Physiognomi i denne Rolle, hans paatagne Smil, vare af stor Virkning. Det var mig en virkelig kunstnerisk Nydelse at spille med ham i dette Stykke, og jeg tør nok sige, at i den store Scene, der slutter 3die Akt, vare vi begge saa vel som Publikum i fuldstændig Illusion.

✂ En Aften, da Teppet var faldet efter denne Scene, greb Wiehe min Haand og sagde, idet han kyssede den: "Ja, det er deiligt at spille saaledes sammen!" Ja, visselig er det deiligt, naar Intet forstyrrer Illusionen! naar man føler en fuldkommen Harmoni mellem Ens eget Spil og den Medspillendes; naar man mærker, at den lyttende Mængde ligesom tilbageholder Aandedrættet, for at intet Ord, intet Minespil, ingen Bevægelse skal gaa tabt! Ja, da er det deiligt at udøve denne Kunst, selv om den forsvinder med Øieblikket, uden at noget synligt Spor bliver tilbage!

✂ Mangen en ung, især smuk Skuespillerinde kan nu meget godt blænde Tilskuerne ved den første Aftens Udførelse af en saadan Rolle, selv uden denne Baggrund i Sjælen, der giver hele Figuren Personlighed. Men hendes Lykke varer kun en stakket Tid. Anden Gang sporer alt en god Tilskuer Mangelen, og tredie Gang kjedes han ved det Hele som Noget, der dog ingen egentlig Interesse har. Med andre Ord, et sligt Spil taaler ikke Gjentagelsen . Og dette skal man mærke sig, at Kjendetegnet paa virkelig ægte Kunst baade i Digterværkerne og Fremstillingen af dem er, om de taale Gjentagelsen .

✂ Ser man tilbage paa den Tid, fra Tyverne til mod Slutningen af Halvtredserne, da vort Theater havde sin Glansperiode, da vil man forbauses over, i hvilken Grad baade Stykker og Spil formaaede at gjentages Aar ud og Aar ind, uden at Publikum trættedes derved. I de senere Aar derimod, da Kræfterne, saa vel Digternes som Skuespillernes, ere svagere, gjælder det ideligt og ideligt at forsøge Nyt, thi det Meste er efter een Saison strax udspillet, Gjentagelse hører saa godt som op eller trætter. Der maa i hver ny Saison begyndes forfra med nye Indstuderinger, og det i den Grad, at ingen aandfuld og samvittighedsfuld Skuespiller, hos hvem der er Tale om et Studium i Opfattelsen af en Rolle, i dette Hastværk vil kunne udvikle sine Evner altid fuldkomnere, men nødvendigt maa slappes og opslides inden kort Tid.

✂ En Skuespiller, der lærer en stor, betydelig Rolle i 8 Dage, er troløs 248 imod sit Kald, thi dette lader sig ikke gjøre. Man kan nok lære den udenad og støttet paa Routinen faa Nogle indbildt, at Alt er i sin Orden; men en betydelig Rolle, Opfattelsen af Synet paa, hvad den indeholder, og hvad der kan komme frem af den, maa have Tid til at gro i Sjælen en sagte, rolig, langsom Væxt, forinden Billedet helt og fuldt kan springe færdigt frem for Kunstneren og for Tilskuerne. Men den daglige Tjeneste kræver jo mange Ofre, og det største af disse er, ikke at faa Tid til at blive færdig . Har en Skuespiller fremstillet mellem tre à firehundrede Roller, er han, naar han er et virkeligt Talent, maaske ved Slutningen af sin Bane bleven færdig høist med tyve. Mange naa ikke til ti, Mange maaske til en eller høist to. I disse færdige Fremstillinger er der fremtidigt Liv, men kun i disse. De erindres af Samtiden og gaa dernæst over i, hvad man kalder Traditionen ved et Theater. Høre disse Roller hjemme i virkelige Digterværker , da vil en saadan Opfattelse vedblive i det Uendelige som Tradition mellem Skuespillerne fra Slægt til Slægt lige til Kjolen, Hatten og Stokken. Det nye Publikum veed Intet heraf; det nyder Godt af den een Gang givne, fortrinlige Opfattelse uden at ane, hvem det skylder den.

✂ Det er ofte faldet mig ind, at det dog kunde være ret interessant at gjøre Publikum opmærksom paa, hvem af de gamle, forlængst afdøde Skuespilleres Talent det i Aften nyder Godt af. Man har hørt Tale om Ryge, Lindgreen, Foersom, Winsløv, gamle Rosenkilde, Phister, Michael Wiehe, Nielsens og Flere. Var det nu ikke morsomt at sige til Publikum: "Vil du have en Forestilling om denne eller hin afdøde Skuespillers Talent, da ser du i Aften i Hr. A, Hr. B, Hr. C en Gjengivelse heraf, et levende Minde om hans Spillemaade og Opfattelse, der gjennem Traditionen er naaet ned til dette Øieblik, og som de nulevende Talenter nyde Godt af." Men jeg er bange for, at Takken for denne Henvisning vilde udeblive fra de Spillendes Side.

✂ Altsaa, Tid til Studium kræves, og det saa megen Tid, at den hele Fremstilling i den Grad er bleven let og tilvant, at Studiet kan skjules , som om den hele Fremstilling ganske falder af sig selv og ikke kunde være anderledes. Da først er en ny Rolle færdig til at fremtræde for Publikum, thi da først er al Famlen hos Skuespilleren, al Misforstaaelse fra Publikums Side overvunden.

✂ Da Teppet faldt for den sidste Forestilling i denne Saison, var jeg saa træt paa Sjæl og Legeme, at jeg ikke med den sædvanlige Glæde tænkte paa Sommeren, uagtet vi skulde bo ved Havet i det yndige Skodsborg, hvortil Kjøbenhavnerne i hine Aar endnu ikke havde fundet Vei. Frøken Ophelia tilligemed andre unge Damer, med hvem jeg i min Ferie var nødt til at gjøre nærmere Bekjendtskab, foruroligede mig i ikke ringe Grad. Dog, da Havet bruste omkap med min Stemning, da de vældige store Bølger gjorde 249 mig og mine Sorger smaa, da den landlige Stilhed herskede rundt om, da kom Sindet atter nogenlunde i Ligevægt. Hvem tænkte i hin Tid paa, at dette var den sidste Sommer, hvori Skodsborg gav Ly for et roligt, landligt Ophold! - Aaret efter bleve alle de smaa Huse forvandlede til Boliger for Frederik den Syvendes Kavalerer, og han fik det største Hus indrettet til en landlig Kongebolig, hvori han flyttede ind med den forrige Louise Rasmussen, hans nuværende Gemalinde, Grevinde Danner, hvis Fortid og Nutid satte vort Land som hele Europa i Forbauselse og Vrede. Jeg havde i Frastand alt tidligere kjendt hende, da hun var ansat ved Theatret som en af de ringeste og talentløseste Figurantinder ved Balletten. Hun var ikke smuk, ikke god, i høi Grad intrigant og ærgjerrig indtil Lidenskab, efter at hun i sit Eventyr med Kongen havde seiret, til Trods for Alles Modstand. Høie og Lave saae med Sorg og Bekymring paa dette Skuespil, hvis Skandale kastede en lang, mørk Slagskygge over det stakkels lille Danmark, og uberegnelig var vist den Skade, som dette Forhold forvoldte os.

✂ Fra det første Øieblik det blev bekjendt, havde der i hele Nationen reist sig en stærk Modstand imod at anerkjende det; fra hele den kongelige Familie, fra Adelen og Borgerklassen mødte det en Uvillie, der bedrøvede Kongen og harmede Grevinden. Alle, der stode nogenlunde frit, unddrog sig fra Omgang med dette besynderlige Hof. Man sørgede over, at Kongen i den Grad kunde glemme, hvad han skyldte sine Forfædre og det Folk, der skulde se op til Thronen.

✂

III
1851-52.

✂ Bournonville har componeret en Ballet, "Faust"; Sujettet er taget af Goethes bekjendte Digt. I en af Scenerne fremstilles en landlig Fest. De unge Karle og Piger svinge sig i uskyldig Dans og Munterhed. De Gamle tage Del i Festen, omslyngede af Børneflokken, der jubler i overgiven Glæde; ingen Mislyd, ingen Forstemthed giver sig tilkjende. Da træder pludselig Faust og Mefistofeles ind i Kredsen, og inden faa Minutter er Alt i Uro, i Strid og Kamp. De unge Karle slaas, de unge Piger skjændes, Børnene græde, de Ældre straffe dem fortørnede; al Munterhed, al Tilfredshed er forsvunden mellem de før saa glade Mennesker.

✂ Denne Forvandling fra Glæde og Tilfredshed til Kiv og Spektakel maatte jeg altid tænke paa, efter at Høedt fra denne Saisons Begyndelse var bleven daglig Gjæst ved vort Theater.

✂ Neppe var han kommen indenfor Døren, førend han høit paa Theatret 250 udtalte for Personalet, at nu var han kommen, og nu skulde Alt faa en anden Gænge. Det var Skuespillerne, mente han, der burde regere Theatret, antage Stykkerne, uddele Rollerne, ansætte, afskedige, kort: styre det Hele. De vilde ogsaa have deres 1848, have Del i Frihedsgodet, saa vel som den øvrige Del af Nationen; de trængte ikke til en Directeur, de vilde selv være Directeuren. Saaledes lød det fra Morgen til Aften.

✂ Phister, der ligesom Puk i Shakespeares "Skærsommernatsdrøm" aldrig var gladere, end naar Alt var i stærkt Røre, slog med ind i denne Tone, uagtet han baade til Heiberg og mig var fuld af vittige, ironiske Indfald over den unge Hercules, der truede med at omstyrte alle Skranker.

✂ Sidst i September begyndte Prøverne paa "Hamlet", der vare forberedte med stor Omhu fra alle Sider. I Spænding mødte man paa den første Prøve for at se, hvad det nye Talent formaaede, der alt havde givet Stof til saa megen Tale, saa mange Rygter i Publikum.

✂ For at kunne udføre Hamlets Rolle er Tankens overlegne Klarhed og Dictionens Tydelighed noget af det Vigtigste. Men en fyldestgjørende Udførelse kræver tillige i høi Grad et virkelig tragisk Talent. Hvad der nu strax glædede og interesserede mig ved Høedts Fremstilling, var hans overordentlige Tydelighed i Dictionen. Her var ingen Famlen, ingen Søgen, ingen Usikkerhed eller Tilfældighed i Memoreringen, intet af alt dette Jask og Kludreri, der altid har været min Pest, men Ro og Sikkerhed. Man maatte sige om denne Indstudering, at den var færdig, og til Trods for de Skranker, Naturen havde sat Høedt, først i Stemmens Nasallyd, dernæst i Legemets spinkle og lidet ideale Bygning, maatte Enhver erkjende, at dette var en høist interessant og ualmindelig Fremstilling. Heiberg og jeg vare oprigtig glade over Theatrets Held, idet Personalet her, som det syntes, var blevet forøget med et eiendommeligt Talent.

✂ Ret characteristisk var det, at Nielsen, der alt i lang Tid, forinden Høedt fremtraadte, havde været den, der især i høie Toner havde udbasuneret det nye Talents Roes, nu da samme Talent vandt Anerkjendelse paa Prøverne, ikke kunde beherske sin slet dulgte Ærgrelse herover, saa at han endog, medens Høedt udførte Hamlet paa Prøverne nede paa Scenen, selv oppe i Foyeren udførte samme Rolle for at vise de Tilstedeværende Høedts Mangel paa Pathos og Begeistring og det Fattige i hans Stemmemidler. Unegteligt havde Nielsen alle de Naturfortrin, som vare negtede Høedt, men i Forstaaelsen af Rollen, i Dictionens Aandfuldhed og Tydelighed stod Høedt langt over Nielsen, hvis tidligere Udførelse af Hamlet ikke havde været bygget paa noget Studium eller nogen Indtrængen i Characterens Eiendommelighed.

✂ En Dag stod jeg ved en af Prøverne paa "Hamlet" og fulgte Høedts Spil med Opmærksomhed. Michael Wiehe kom hen til mig, saae spørgende paa 251 mig og sagde endelig: "Ja, - hans næste Rolle vil blive Hammer i Vaudevillen "Nei", og dette vil blive noget endnu fortrinligere." Jeg svarede, at jeg stod just og beundrede det Fortrinlige i denne Høedts Udførelse af Hamlet, at jeg glædede mig over denne overordentlige Klarhed og Tydelighed i Dictionen, men at min Glæde ikke skulde være ringere, ifald han virkelig tillige formaaede at spille Hammer i "Nei". Jeg var lidt forundret over Wiehes betænksomme Mine, idet han vedblev at følge Prøven. Og dog, det var i Grunden høist naturligt, om Wiehe - uden at ville tilstaa det - følte noget Modstræbende i sig ved Betragtningen af Høedts Hamlet. At han havde Øie for Høedts Fortrin og glædede sig herover, tvivler jeg ikke om, men et Følelsesmenneske som han maatte nødvendigt savne noget Væsentligt i Fremstillingen, noget af det Samme, som Nielsen savnede. Der er ingen Tvivl om, at Michael Wiehe vilde have henrevet Alle, ifald han i sin Tid havde spillet Hamlet; havde han savnet Noget til Rollens Udførelse, vilde det have været den Studenteruddannelse, der udvikler det Logiske, den Maade, hvorpaa Tankens Indhold tydeliggjøres, uden derfor at blive tør og skolemesteragtig.

✂ At Høedt havde studeret, hvad der af berømte Dramaturger var udtalt om Hamlets Character, var tydeligt at spore. Mig syntes dog ikke, at hans Fremstilling egentlig bar Præg af noget Nyt, Personligt, der belyste Characteren fra nye Sider; men ingen god Tilskuer behøvede som tidligere at gruble over Shakespeares Mening med Hamlets Ord og Handlemaade.

✂ At et saadant Digterværk, ukjendt som det var af de Fleste, thi det var længe siden det var opført paa vort Theater, maatte vække den høieste Grad af Opmærksomhed hos Alle, der havde Interesse for den sceniske Kunst, var jo glædeligt og i sin Orden - og efter Høedts første Fremstilling for Publikum var han Dagens Løve. Især vare Damerne betagne af den nye Skuespiller; pjattede unge Frøkener og Fruer sendte naturligvis Blomster, rosenrøde Breve, Indbydelse til Samtaler o.s.v. til den lykkelige Debutant. Alt dette fortumlede Hovedet paa den unge Seierherre. Ogsaa Heiberg vilde vise ham en Opmærksomhed og indbød ham til Middag i vort Hjem i Selskab med vor hele Omgangskreds. At Høedt her paa mere end een Maade ved sin Selskabstone stødte Kredsen, vil ikke forundre den, der husker vort første Sammentræf.

✂ Imidlertid opførtes nu "Hamlet" den ene Gang efter den anden under stor Tilstrømning; men efter at den første Nysgjerrighed var tilfredsstillet, nød det tætbesatte Hus Forestillingen i fuldstændig Taushed, hvilket pinte og trykkede Høedt i høi Grad. "Hvad skal dog denne Taushed betyde?" hørte jeg ham en Aften sige til Fru Nielsen, "det er jo modbydeligt at spille, naar de Alle sidde der uden at røre en Haand." 252 Ja, vist er det haardt at spille i 5 lange Akter under almindelig Taushed, thi Bifaldet, dette Svar paa vort Spil, dette Kjendetegn paa, at vi ere hørte og forstaaede, giver flere og flere Kræfter, hvorimod Tausheden nedslaar, lammer og forringer Kræfterne hos Skuespilleren. Hvorfor var nu Publikum saa taust lige overfor den Hamlet, som de jo Alle stormede til for at se? Sagen var denne: til Trods for Høedts store Fortjeneste af Udførelsen, hørte han dog aabenbart ikke hjemme i Tragedien. Den tragiske Pathos, der skulde varme et Publikum, saa det uimodstaaeligt brød ud i Applaus, den var ikke tilstede i denne Fremstilling. Man kunde beundre, paaskjønne, anerkjende, men opildnes, løftes, betages, nei, det kunde man ikke. Jeg vilde kalde Høedts Udførelse af Hamlet en fortrinlig Oplæsning med Gestikulation.

✂ Mange have ytret, at det var en Feil af Høedt at begynde sin Theaterbane med Hamlet, det høieste, og at derfor Begeistringen i de senere Roller maatte blive ringere; jeg tror tvertimod, at havde Hamlet ikke været hans første Rolle, da havde han aldrig naaet den Opsigt, som nu blev ham til Del. Det viste sig nemlig senere, at det ikke stod i hans Magt at forandre Diction, Gang, Gestus og den hele Maner at sige Repliker paa. Havde man gjenkjendt alt dette fra tidligere udførte Roller, da havde man aldrig modtaget hans Hamlet, som man nu gjorde. Det vilde altid kun blive Høedts første Rolle , der kunde vække en saadan Opsigt.

✂ Til Trods for alle Høedts Fortrin var han nemlig alligevel intet genialt stort Skuespillertalent. Hvad manglede ham da dertil? Det, som er Hovedbetingelsen, naar man med eet Ord skal sige, hvori et Skuespillertalent bestaar: Phantasi og gjennem den Evnen til at illudere , til at kunne skjule sin egen private Person bag den, man udfører i Digterværket. Det viste sig senere mere og mere, at det ikke stod i Høedts Magt at fjerne sin egen private Personlighed i nogen som helst Rolle; han kunde maskere sig fra Fodsaalen til Issen, den private Hr. Høedt stak dog igjennem fra først til sidst; og dette har i flere af hans senere Roller tilintetgjort Illusionen.

✂ Dette var Forskjellen imellem Høedts og Michael Wiehes Skuespillertalent: spillede Wiehe en Prins, da troede man, at han aldrig havde spillet eller kunde spille andet; spillede han en ung Matros, da syntes man, at han var født og baaren i Matrostrøien. Han kunde illudere , og dette er Kjendetegnet paa det rette Skuespillertalent. Spillede Høedt en svag, characterløs Mand, som i "De Uafhængige", en Enfoldig, som Grignon i "Qvindens Vaaben", en raa, ond Dreng, som i "De Deporterede", en naragtig Modeherre etc., altid stod Personen Høedt ved Siden af med sin Kløgt, sin Ironi, sin studenteragtige Selvbehagelighed, sin Maner at spille med det ene Øie oppe paa Scenen og det andet ude i Publikum. Jo nærmere man altsaa lærte ham at kjende, desto vanskeligere var det for ham, blot tilnærmelsesvis, at illudere 253 i den Rolle, han skulde fremstille. I dem alle kunde han til en vis Grad vel blive beundret, men ikke vække Enthousiasme, og derfor, jo oftere han spillede Hamlet, især efter at man havde set ham i andre Roller, jo mere han personligt blev kjendt, desto mindre henreves Publikum.

✂ Efter at nu "Hamlet" var gaaet over Scenen, og jeg havde bragt det Offer efter Hr. Høedts Ønske at spille Ophelia, hvad Løn fik jeg da for min Beredvillighed? At Hr. Høedt havde den Taktløshed, strax efter den første Opførelse af "Hamlet", en Aften i en stor Soirée hos Bournonvilles at efterabe min Fremstilling af Ophelia og bruge sin æsthetiske Indsigt til at gjøre alle de Tilstedeværende opmærksomme paa, at den Art af Roller burde jeg aldrig spille, da de laa aldeles udenfor mit Talent, at min hele Fremstilling var forfeilet o. s. v. Da der nu havde været mange Mennesker samlede hin Aften og imellem disse ikke faa af mine Venner, kunde denne hans Opførsel ikke blive skjult for mig. Høedt erfarede snart, at hans Adfærd var mig meddelt, og kom derfor paa en Prøve hen til mig og forsikrede, at han ikke havde gjort sig skyldig i, hvad saa Mange fortalte. Jeg svarede roligt og leende, at han vist havde Ret i, at Ophelia ikke laa for mit Talent, en Mening, han jo nok mindedes, at jeg selv havde havt, da jeg modstræbende opfyldte hans Ønske om at overtage denne Rolle. "Forresten," vedblev jeg, "er jeg jo Skuespillerinde og maa være forberedt paa Kritik saa vel af Dem som af Andre, og jeg vil raade Dem til itide at indøve Deni i ogsaa at kunne taale Kritik, thi den udebliver ikke." - "De fæster altsaa Lid til, hvad man har fortalt?" vedblev han. "Ja!" svarede jeg, "men jeg finder den hele Sag ganske ligegyldig." - Denne Koldblodighed fra min Side satte ham aabenbart i Forlegenhed, jeg forlod ham, og vor Samtale var dermed endt. Men unegteligt maatte jeg tænke paa mit Spørgsmaal til Michael Wiehe: "Er han sanddru?" - og Wiehes Svar: "Fuldstændig!"

✂ Da nu den offentlige Kritik ogsaa lod sig forstaa med, at det var min private Stilling til Directeuren, der havde fordrevet Fru Holst ud af sin Rolle, hvad gjorde saa Hr. Høedt og hans Venner, der havde formaaet mig til at overtage den? De taug stille, ganske stille. Efter min Følelse havde Ingen været nærmere til at forsvare mig imod dette falske Angreb end Vennerne, men fremfor Alle Hr. Høedt selv.

✂ En Glæde havde jeg dog ved at overtage Ophelia, en fornyet Bekræftelse paa mit Venskabsforhold til Fru Holst. Ikke et Øieblik havde hun ladet sig paavirke af de falske Beretninger. Alt Sligt foragtede denne noble Natur, thi hun var en Heger af Fødsel!

✂ Sidst i November optraadte Høedt i sin anden Debutrolle som Hammer i Vaudevillen "Nei". Overskous Theaterhistorie omtaler denne Debut saaledes: "Høedt gik ud paa strax at gjøre Effect, ved at vise sit Talents 254 Mangfoldighed. Efter at have overrasket med Fremstillingen af en af de største og vanskeligste Charakteerroller i Shakespearesk Tragedie, vilde han, som Hammer i "Nei!", frappere ved at spille en munter borgerlig Elsker i en livlig Conversationstone, som skulde gjøres interessant ved let og fiin Nuancering af Skjemt og elskværdig Badinage. Dette Valg var uheldigt. Han havde flere Gange, for Venner, spillet Rollen nydeligt i et Værelse, hvor hans naturlige Foredrags fortræffelige Modulationer og flygtige Pointeringer kunde gives med almindelig Talestemme; men i det store Theaterrum blev den delicate Cabinetsudførelse saa mat og farveløs, at Publikum optog den med megen Kulde og for en Deel nedstemte sine store Forventninger." Høedt traadte strax selv tilbage fra denne Rolle; han spillede kun en eneste Gang i "Nei".

✂ Denne Heibergs Vaudeville havde som bekjendt lige fra 1836 gjort overordentlig Lykke hos Publikum, og dens Udførelse blev anset af Alle som en Pryd for vor Scene. Phisters mageløse Klokker Link, Foersoms Gamstrup og min Sophie vare saa indgroede i Publikums Yndest, at Ingen af os viste sig i Stykket, uden at man hilste os, jeg vil ikke gierne sige med Applaus, thi dette Ord er ikke betegnende, men snarere med den Latter, det Glædesudbrud, hvormed man møder gamle kjære Venner, hvis Selskab man nu glæder sig til at nyde.

✂ Elskeren i Stykket var fra dets første Opførelse spillet af en i sig selv underordnet Skuespiller, Hr. Waltz, men naar man ikke vidste det iforveien, da havde man her et Exempel paa, hvad et harmonisk Sammenspil har at sige; thi Waltz havde fra først af i den Grad paa en beskeden og elskværdig Maade ladet sit Spil sammensmelte med vort, at her intet Savn føltes, men Publikum optog ham med Glæde i dette "Firkløver", som man havde døbt Besætningen af "Nei" med; og saa ofte Stykket gik over Scenen, ledsagedes det af ustandselig Latter og Bifald. Nu skulde altsaa ogsaa Hammers Rolle overtages af en Skuespiller af første Rang; Aftenen kom, Huset var propfuldt og Spændingen stor. Ind træder den nye Hammer, kastende let sine Repliker til høire og venstre, men uden Virkning, - ja, Stykket fortsattes, uden at den vante Glæde, den Latter, der saa ofte havde runget i Justitsraad Gamstrups Stue, lod sig høre. "Men Virkningen af de tre Ældres Fremstilling maatte jo dog blive den samme?" spørges der maaske. Nei, ingenlunde! thi Sagen var, at Høedt havde ved Indstuderingen kun tænkt paa sig selv, men aldeles ikke sat sig i Forhold til os Andre og vor Maade at udføre Rollerne paa. Han stod ene, vi stode ene, og Ensemblet var revet i Stykker, Grundtonen forrykket og borte.

✂ Da Teppet hin Aften faldt for Vaudevillen "Nei", uden at Phister paa et eneste Punkt havde tilveiebragt den gamle, glimrende Virkning, saae han 255 forundret paa mig og sagde: "Hvad var det? Har jeg virkelig spillet saa daarligt i Aften? Mig synes, at jeg spillede som sædvanligt." Jeg svarede ham: "Ja, det var netop Ulykken! De spillede som sædvanligt, De brugte den gamle Tone uden at lægge Mærke til, at den nu ikke længer passede eller blev besvaret af vor nye Hammer." Phister saae betænksomt hen for sig og svarede comisk med en af Replikerne af Stykket: "Ja, det kan s'gu gjerne ligge i saadant noget."

✂ Da jeg efter Forestillingen kom hjem til Heiberg, sagde han: "Nu havde jeg dog aldrig troet, at Waltz var saa stor en Skuespiller."

✂ Høedt vovede ikke oftere at spille Rollen, og da Hultmann overtog den - Waltz var død - kom atter den gode Tone og den gamle Lystighed ind i det Gamstrupske Hus.

✂ Høedts tredie Debut var Grignon i "Qvindens Vaaben" af Scribe og Legouvé.

✂ Grignon er en stakkels elskværdig, ærlig, godmodig, men forknyt Person, der saa gjerne vilde være en Helt og raisonnerer som saadan i enhver Situation, der møder ham paa hans Vei i Livet; men af Natur er han den frygtsomste Stakkel, saa at de Laurbær, han bestandigt tragter efter for Udøvelsen af sit Heltemod, aldrig vindes, da han i det afgjørende Øieblik rent betages af Angest. Samme Grignon forelsker sig lidenskabeligt i en glimrende Grevinde, der er Hovedfiguren i Stykket; men han fortvivler over, at han aldrig har Mod til at erklære hende sin oprigtige Kjærlighed. Rørende i sin Fortvivlelse, trofast i sin Hengivenhed kommer han til at spille en Hovedrolle i Intrigen, idet Grevinden benytter denne trofaste Hengivenhed til at fremme sine Planer. Da Grignon selv indser sine Mangler, bliver han kun comisk gjennem Stykkets Situationer og ved sin ærligt mente Kjærlighed til en glimrende Verdensdame, der tolererer ham paa Grund af det ubetydelige Menneskes naive, rørende Sider. Jo mere ærlig, troskyldig, sand og oprigtig denne Rolle fremstilles, desto større bliver Virkningen. Men i Stedet for nu at hengive sig ærligt, sandt og rørende i Rollen kom atter her den private Hr. Høedt stikkende frem, som om han vilde sige til Publikum: "Ja, I kan da nok begribe, at jeg ingen Tosse er, men kun morer mig med at spille en saadan." I Stedet for Troskyldighed fik man Ironi, i Stedet for Enfoldighed tilspidset Kløgt, i Stedet for Ydmyghed fordringsfuld, bevidst Comik. Man saae atter her Hr. Høedt i Stedet for Scribes Grignon, man morede sig privat over den private Fremstiller, men jeg vil se den Tilskuer, der et Øieblik var i Illusion , saa at han ikke saae, at Høedt morede sig privat bagved Fremstillingen. Men Publikum tog ham ikke dette ilde op, tvertimod, det var morsomt at se Hr. Høedt saaledes stikke frem bag Masken.

✂ Hvor lidt det virkelig kom Høedt an paa det Ensemble, som han saa ofte 256 udtalte sig om som noget af det Vigtigste, havde vi ved denne Leilighed atter et Bevis paa, der ikke kunde andet end vække de Medspillendes Misbilligelse og Directeurens Vrede.

✂ Stykket spiller under det første franske Keiserdømme; Costumet maatte derfor minde om den Tid, det forstaar sig. Men ethvert Tidscostume kan anvendes modereret, uden at man beholder alle Bizarrerierne ved samme, og Figurerne i Stykket vare jo ikke historiske Figurer, men ganske almindelige Herrer og Damer fra den Tid. Det Historiske laa kun som en fjern Baggrund for at give Stykket forhøiet Interesse.

✂ Under Indstuderingen havde vi derfor talt frem og tilbage om, hvorvidt det var nødvendigt strengt at holde Costumet fra hin Tid. Høedt, der Intet havde imod at forhøie det Comiske i sin Rolle ved at gaa til yderste Grænse, med en kortlivet Kjole, med Vesten afskaaret under Brystet, Uhrkjæden hængende ned ad Maven o. s. v., stemte herfor. Michael Wiehe fandt derimod dette Costume aldeles uforeneligt med at skulle spille en ung, kjøn, indtagende Elsker og sagde til Høedt: "Du kan sagtens pynte dig saaledes ud i en comisk Rolle, men for mig er det umuligt!" - Heiberg holdt med Wiehe, idet han udtalte, at Opgaven var under slige Omstændigheder at modificere alt det Stødende i Costumet, og at en Elsker eller Elskerinde aldrig maatte iføre sig Klæder, der ophævede det Ideale og gjorde deres Erotik latterlig, thi det Latterlige forenes ikke med erotiske Udbrud. - Tieck siger et Sted i Anledning af Costumering: "Bort med alle Klude, som støde Øiet og hæmme Skuespillerens Bevægelser."-Vi to Damer, som spillede i Stykket, turde heller ikke indlade os paa at overholde Costumet strengt fra den Tid. Enhver, som kan erindre Josephines Dragt eller Madame Récamiers fra hin første Keisertid, med Kjolelivet af et Par Tommers Længde oppe under Armene, og i den Grad blottet, at Bryst og Arme saa godt som vare ubedækkede, kan vel begribe, at den Art af Correcthed ikke lod sig fremstille uden i høi Grad at støde Blufærdigheden og forrykke vore to pæne, anstændige Dameroller. Vi bleve da Alle, ogsaa Høedt , enige om, at Elskeren, Wiehe, kunde iføre sig en klædelig Tjenerdragt, idet han under denne Forklædning opholder sig i Huset hos Grevinden, de andre Herrer i Stykket og vi Damer modificere Dragten, saa at den ikke blev latterlig og anstødelig; men at det var en Selvfølge, at de nuværende Moder under alle Omstændigheder maatte undgaas for ikke at bringe Forvirring ind i Tidsbilledet. Den militaire Dragt i Stykket samt Decorationen skulde strengt overholdes. Efter denne Aftale imellem Directeuren, de Spillende og Sceneinstructeuren bleve Dragterne bestilte paa Skrædersalen.

✂ Den første Forestillingsaften kom.

✂ Det er altid Brug, at de Rollehavende, især den første Aften et nyt Stykke spilles, i lidt god Tid vise sig for hinanden for ligesom at være fortrolige med 257 Enhvers Udseende og ikke at overraskes ved Synet af hinanden inde paa Scenen for Publikums Øine.

✂ Da "Qvindens Vaaben" nu skulde begynde hin første Aften, vare vi ogsaa Alle tilstede paa Høedt nær. Man spurgte, man kaldte; bestandigt hed det: "Hr. Høedt er endnu ikke færdig." Klokken slog 7, og Signalet maatte gives til at begynde Forestillingen. Endnu ingen Høedt. Heiberg sendte da atter Bud op til ham i hans Paaklædningsværelse; - der blev svaret, at man kun skulde begynde, han skulde nok komme i rette Tid. I Øieblikket faldt det Ingen af os ind, at hans Udebliven var forsætlig. At begynde en Forestilling, uden at alle de Spillende vare nærværende, dette var nu aldeles mod Skik og Brug, uden at tale om, at det tillige var aldeles imod Reglementet, der endog kræver, " at alle de Spillende skulle indfinde sig i Theatrets Foyer en halv Time før Forestillingen" , Noget, man forresten til daglig Brug ikke tog saa nøie. Men at begynde en ny Forestilling uden Vished for, at alle Vedkommende vare færdige, pleiede man dog aldrig. Dog, Heiberg var alt ved saa mange Leiligheder vant til det Formløse hos Hr. Høedt, at han for ikke at give Anledning til en ubehagelig Scene gav efter og lod Forestillingen begynde.

✂ Grignons første Indtrædelse i Stykket er til Grevinden, den Rolle, jeg udførte. Jeg negter ikke, at der hørte hele min Theaterroutine til for ikke at lade mig forstyrre, da Høedt traadte ind paa Scenen modtaget af Publikum med en let Fnisen og et slet dulgt Uf! thi hans Costume var imod vor Aftale ikke alene correct, men i høi Grad overcorrect; især stødte en Kjole og en broget Vest, afskaarne under Brystet, og en tæt afskaaren Paryk, der klædte ham ganske forfærdeligt.

✂ Der er nu Intet iveien for, at det mandlige Costume fra hin Tid kan modificeres saaledes, at det endogsaa bliver smukt, hvilket oftere er viist. Men det kan ogsaa, naar Skjønhedssansen ikke tages med paa Raad, se helt absurd ud, og det var denne Virkning, Høedt opnaaede ved sit. "Se, her har De ham helt og holdent," udbrød En af Personalet, "han bryder sig kun om sig selv uden Hensyn til Andre, uden Hensyn til al Aftale, uden Hensyn til, om Ensemblet ødelægges." Costumeenheden i Stykket var saaledes ved hans Indtrædelse aldeles ophørt.

✂ Heiberg tog Høedt dette meget ilde op; thi hvor Sligt kan ske, har Publikum Ret til at tro, at der ingen Ledelse, ingen kunstnerisk Forberedelse har fundet Sted, hvilket let giver hele Forestillingen et dilettantmæssigt Udseende og Characteren af et Privattheaters Sjuskeri og Uvidenhed. Han besluttede da at forbyde Høedt at vise sig oftere i dette Costume. Til Lykke undgik man, hvad heraf vilde følge, idet Alle ved Theatret, saa vel Herrer som Damer, ja selv Fru Nielsen, kom til Høedt og sagde: "Nei, hvor denne Dragt dog klæder 258 Dem forfærdeligt! Tag den dog for Guds Skyld ikke oftere paa." Nu kom Forfængeligheden med i Spillet, og da den Mening, at Dragten havde klædt ham forfærdeligt, ogsaa kom til ham fra Flere i Publikum, blev den stærkt modereret til næste Forestilling og samstemmede saaledes med de øvrige i Stykket. Men denne Costumehistorie var kun et lille Bevis paa den Formløshed, som Høedt senere saa ofte lagde for Dagen, og som aldeles forhindrede ham i at underordne sig den nødvendige Disciplin.

✂ Der er Intet, der snakkes mere frem og tilbage om end om Costumets Correcthed, uden at man er kommen til Klarhed om, naar det strengt Correcte skal anvendes, og naar det skal modereres, ja helt forlades; naar det er en Hovedsag, og naar det er en Bisag, naar der kan phantaseres i Costumet, og naar Strengheden i de mindste Dele bør iagttages og bibeholdes. Man tror som oftest, at det ved Costumeringen kommer an paa strengt at holde sig til det Aarstal , hvori Stykket spiller; men meget ofte slaar dette aldeles ikke til. I mange Tilfælde er det Digterværkets Farve og Tone, der bør gjøre Udslaget.

✂ Et Digterværk som "Hakon Jarl" kan aldrig udstyres correct nok med Hensyn til Dragt, Vaaben, Decoration og alle øvrige Rekvisiter, thi her fremstilles et historisk Billede fra en hel Tidsperiode, der ikke ligger os fjernere, end at vi vide god Besked om alt det, der hører til for at sætte Tilskuerne ind i denne, og det er dette, Digterens Værk bestemt kræver. Det vilde f. Ex. være galt, om det Guldhorn, som Trællene have fundet i Jorden, og som bringes Hakon Jarl, havde en anden Form end den, Drikkehornene havde i Oldtiden, eller om Thora og Smedens Døtre vare iførte Silke i Stedet for Uld, om den Tids Vaaben bleve ombyttede med Nutidens, - thi Digtningen "Hakon Jarl" er helt og holdent, indvortes og udvortes, et Tidsbillede, som Alt bør bidrage til at faa levende frem i de rette Former og Farver. Iagttages dette ikke, saa sker der et Brud og en Forsyndelse mod Digterværket, thi det er netop denne Sandhed, denne Eenhed, som Digteren kræver og stoler paa, for at Digtningen skal komme til sin fulde Ret. Og her er heller Intet iveien for at bruge det hele Costume fuldkommen correct, thi det er malerisk nobelt og skjønt .

✂ Men naar nu et Stykke som f. Ex. Shakespeares "Cymbeline" skal opføres, hvad da? Hvem veed, hvorledes Kong Cymbeline, hans Hof, hans Mænd og Damerne paa den Tid vare klædte? Efter al Rimelighed hæsligt og tarveligt, i alt Fald hvis man skal dømme efter Tonen, hvori de tiltalte hinanden, thi den er raa, hensynsløs, ofte plat, baade hos Hoffolkene og de kongelige Personer. Men nu har Digteren stillet disse Figurer hen, saa romantisk, og i en saa poetisk Belysning, at saa vel Costumet som Decorationerne nødvendigt maa holdes malerisk skjønne, ifald den digteriske Belysning af Situationerne ikke skal gaa tabt. Her er altsaa et Tilfælde, hvor det vilde være helt forkert 259 at holde sig til det muligt Correcte, selv om det var tænkeligt at opspore det, i Stedet for det Phantasifulde, det Ideale. Den natlige Scene hos Imogen - Hovedscenen i Digtet - maa være skjøn i sin Udførelse; overholdes ikke dette, bliver den anstødelig, hæslig, uhyggelig: altsaa, da denne Scene ikke kan staa ene i Anordningen, maa det Hele indordnes i den Ramme, som her er nødvendig.

✂ Derfor er en virkelig kunstnerisk begavet Sceneinstructeurs Virksomhed af stor Betydning ved et Theater; thi foruden meget Andet maa han have Evne til at sætte sig fuldt ind i Aanden i ethvert af de Digterværker, som skal gaa over Scenen. Hvor mange Mord have ikke Sceneinstructeurer paa deres Samvittighed! Men i Æsthetiken har man saa daarligt Politi, at Morderne næsten aldrig blive opdagede. Man finder kun Digterværket liggende myrdet, men hvem Morderen er, opdages ikke.

✂ Men nu de saakaldte moderne Stykker! Hvad bør her iagttages? Lad os tage et Stykke som f. Ex. Vaudevillen "Nei", skrevet 1836. Naturligvis brugte man ikke dengang samme Moder som nutildags. Elskerens og Elskerindens Dragt havde et helt andet Snit dengang, end Sophie og Hammer vilde iføre sig nu. Men det hele Stykke har et aldeles moderne Præg; vilde det da ikke være galt, om de to Unge, der oprindeligt ikke havde det mindste Latterlige eller Provinsagtige ved sig, men tvertimod vare to unge moderne Folk fra Hovedstaden, nu skulde for at være i correct Costume se ud som "Guds Ord fra Landet" - thi saaledes vilde den Tids Dragt nu se ud, - og derved de To blive helt andre Personer? Her er intet Andet for end at klæde sig efter Nutiden, men, vel at mærke, ikke efter den sidste Modejournal, at iføre sig en passende Mellemting, der ikke støder i Øieblikket, men heller ikke minder for stærkt om dette. Dette er Opgaven. I det Hele taget bør Skuespillere, men især Skuespillerinder ikke holde sig for stærkt til Modejournalen, selv i moderne Stykker, men have Talent til ligesom at componere Dragter, der se ud, som om de vare moderne. Ved altfor meget at klæde sig, som man ser Damer paa Gader og Stræder, faar Personen let noget Dagligdags og Trivielt. Ligesom Theatermaleriet saaledes kræver ogsaa Costumet altid en vis Idealitet. Skuespillere maa have deres Sans for Costumering stærkt udviklet. Ligesom enhver Maler lægger Vind paa i sit Maleri, at Farverne staa harmonisk mod hinanden, bør Skuespillerne betænke det samme, thi dette er et af de mange Midler, hvorved der kan og bør virkes. Men Hovedsagen er, at Valget af Costumet paa det Nøieste hænger sammen med den Rolles Character og Individualitet, der skal fremstilles. Et galt Costume kan ganske fordærve en Rolles Virkning, et heldigt valgt i høi Grad bidrage til et heldigt Resultat. Et Skuespils Fremstilling paa Scenen er et Maleri lige saa godt som det paa Lærredet.

260

✂ Maaske man nu vil spørge: "Hvorfor skulle da de Holbergske Personer fremdeles være klædte efter Datidens Mode? Hvorfor skal da dette Costume ikke, lige saa vel som de senere Comediers, lempes efter Nutidens Smag?" - Sagen er, at enhver hel Tidsperiode, saasom hele Oldtiden, hele Middelalderen, hele Parykperioden, maa hver for sig fastholdes i sin Eenhed, og da tager man ikke Hensyn til smaa Forandringer hist og her, men enhver af disse Perioder er en afsluttet Helhed for sig, og enhver af dem afspeiles i Digternes Værker, og da Digtet ikke bør tillempes efter den vexlende Tid, maa Costumerne det heller ikke. Men i ingen Tidsperiode har Costumerne saaledes ideligt været underkastede Forandringer hvert Halvaar som i den seneste moderne Tid. Og hvorfor? Fordi de Alle ere hæslige, og man ideligt og ideligt optager i Dag, hvad man forkaster i Morgen. Thi Alt, hvad der er varigt og blivende, er skjønt; kun det Hæslige, det Abnorme, det Grelle, de af Luner opkomne Moder ere forgængelige, og een Gang brugte og forkastede lade de sig ikke mere bære, uden at den, der bærer dem, strax kommer ind under det Comiske. Vi le jo ikke ved Synet af en græsk eller romersk Dragt, ikke af Middelalderens; nei, vi le ikke af den simple Grund, at disse ere og maa til alle Tider blive skjønne og det menneskelige Legeme værdige.

✂ Mine Anelser med Hensyn til det nye Element, der med Høedt var kommen ind i vort Kunstnersamfund, havde desværre ikke bedraget mig. Hans daglige Nærværelse mellem Personalet frembragte en Tone, en Hensynsløshed, en Indblanden i de daglige Bestemmelser, der voldte Uro og Forstyrrelse i det Heles Gang.

✂ Men smerteligst af Alt var den Virkning, som Høedts Nærværelse i det sidste Aarstid havde udøvet paa Michael Wiehe. Forinden denne Paavirkning havde Wiehe været hele Personalets som Publikums Yndling. Hans elegante, beskedne Holdning og velopdragne Tone i daglig Omgang, i Forening med hans enestaaende Talent: en Personlighed fri for al Smaalighed, alle Intriger, al Pengegridskhed, al Misundelse, alt dette gjorde, at Alle saa op til denne noble, sanddru Natur. Stille, ordknap i sin Omgang, men opmærksomt lyttende til enhver indholdsrig Samtale, var hans Omgang meget behagelig. Han havde ikke Spor af, hvad man i slet Betydning kalder Skuespillervæsen, - og jeg vilde se den Fremmede i Selskabslivet, der vilde falde paa, at han stod lige overfor En, der var vant til at glimre fra en Scene. Og som i Livet saaledes var ogsaa hans Fremtræden paa Scenen.

✂ Indtil dette Tidspunkt havde Wiehe altid været rolig, glad, ens i Omgang. Enhver, selv den Ringeste paa Theatret, turde nærme sig ham, vis paa et venligt Svar, vis paa en hjertelig Deltagelse, om nogen Nød var tilstede. Alle, Høie og Lave, elskede denne Personlighed, der stille og drømmende levede sit smukke Kunstnerliv, uforstyrret af Alt, hvad der kunde bringe Dissonanser ind 261 i det. Han kom ikke sjeldent i vort Hus, og Heiberg og hans Moder havde den største Godhed for ham, ligesom han paa sin Side ofte udtalte for mig, hvilken Pris han satte paa dem begge. Da Heiberg var bleven Directeur, sagde han:,,Hvor er det dog deiligt en Gang at faa en virkelig æsthetisk dannet Mand i Spidsen for Theatret." Efter at Heiberg havde været Directeur et Aarstid, sagde jeg til Wiehe: "Er De endnu glad ved Heiberg?" Hvorpaa han paa sin korte Maade svarede: "Jeg elsker ham!" - Den Godhed, han viste for mig personlig, var saa stor, at Ingen tvivlede om hans Hengivenhed, som han desuden ved alle Leiligheder aabent udtalte. Nu blev alt dette forandret.

✂ Det Nielsenske Hus havde allerede i nogen Tid stærkt draget Wiehe til sig. Her blev han nu paavirket i mere end een Retning, og man saae ideligt ham og Høedt næsten som de "Uadskillelige". Alle ved Theatret, ja hans nærmeste Slægt mærkede den forunderlige Forandring, der lidt efter lidt foregik med hele hans Væsen, baade det ydre og indre, og Alle talte om det Uheldige heri. Jeg saae paa alt dette med dyb Smerte. Efter Høedts Ansættelse ved Theatret kom Wiehe saa godt som aldrig mere i vort Hjem, og Alle fortalte, at han nu altid var hos Nielsens og ved Høedts Side. Men ikke nok hermed, hans hele Tone mod os var pludselig forandret. I Stedet for hans tidligere ridderligt galante Opførsel mod mig var han nu mut og tvær og forsømte ofte den simpleste Høflighed. Da jeg en Gang spurgte ham, hvad denne Forandring betød, svarede han: "Man skal ikke sige, at jeg gjør mig behagelig for Directeurens Frue for at opnaa Roller; dette er jeg kjed af at høre paa." - Jeg blev i høi Grad forbauset over at høre slige Ord af hans Mund, som om han i sin fremragende Stilling ved Theatret som dets mest uundværlige Skuespiller trængte til Nogens Frotection.

✂ Da jeg en Dag til hans Fader beklagede den Forandring, der var foregaaet med Sønnen, saa vel mod Andre som mod mig, svarede han med et Suk: "Ak, det er Nielsen og Høedt, der gaa og drille ham med hans Venskab for Dem, og De kjender dog vist hans Ømfindtlighed; gjør Nogen Nar ad ham, da kan de faa ham til, hvad det skal være."

✂ Naar Wiehe nu i nogen Tid havde været i sin Opførsel paa denne tidligere ukjendte Maner, da var det, ligesom om han med Et overvældedes af Skamfuldhed; han saae da trykket og bedrøvet ud og bad mig om Tilgivelse, ifald han havde været ubehagelig. Han kunde da ligesom for sig selv udbryde: "Ja, jeg vil have Lov at omgaas med Dem som tidligere i Deres Hjem!" Naar jeg da svarede: "Hvem forbyder Dem da dette?" tav han, og intet Ord i denne Sag kom mere over hans Læber. Undertiden bad han mig endog skriftligt om Forladelse i smaa Billetter, som han overrakte mig om Aftenen, naar vi spillede sammen. Her er en af disse: 262 Min elskede Kunstsøster! Vær mig god i Aften. Har jeg været ond, saa tilgiv mig!
Deres hengivneste, troeste og ærbødigste
af alle Deres Venner.

✂ Ogsaa paa Nielsens ømfindtlige Natur virkede Høedts Omgang æggende, og atter lød i det sidste Aar stærkere og stærkere Raabet om Afsked.

✂ Man har et lille morsomt fransk Stykke, hvor Elskeren gaar med en ladt Pistol i Lommen. Hver Gang Elskerinden, en gift Kone, ikke vil lytte til hans forelskede Tale, spænder han Hanen paa Pistolen med Trusel om at berøve sig Livet, men hver Gang hun giver ham Haab, sætter han atter Hanen paa Pistolen i Ro. En saadan Pistol i Lommen, hvis Hane ideligt blev spændt og stillet i Ro, havde alt i ikke faa Aar Nielsens Ansøgning om Afsked været. Fik han ikke strax, hvad han begjærte af Roller eller Gratialer, strax spændte han Hanen paa Pistolen og sørgede for, at Alle fik at vide, at den var spændt og det dræbende Skud nær forestaaende. Lykkeligvis blev han saa føiet og atter føiet; men Pistolen beholdt han for en Sikkerheds Skyld i Lommen.

✂ I Slutningen af den indeværende Saison spændte han Hanen ofte og høit. Denne Gang, fordi det var "livsfarligt for ham at spille Comedie" og altsaa "en Skjændsel", ja "et Mord", at man vilde negte ham hans Afsked. Paa samme Tid gik hans Klage ud paa, at Heiberg ikke lod ham spille tilstrækkeligt og ofte nok. Den ene Dag maatte Heiberg give ham Haanden paa, at han vilde skaane ham paa Grund af hans legemlige Svaghed, og den anden Dag maatte han give ham Haanden paa, at han skulde komme til at spille Stort og Smaat, da han ellers tabte for meget i Feu. Det er i det Hele taget en fortvivlet Mening hos Skuespillerne, at et Repertoire altid kan indrettes efter, om Hr. A. eller Hr. B. kan faa Leilighed til at spille. Ganske vist maa nu og da et Stykke optages, just fordi man har en Skuespiller, hvis Evner netop her kunne glimre, saaledes som Heiberg f. Ex. gjorde ved at optage "Kong Lear". I dette Tilfælde opnaaedes Hensigten da ogsaa fuldkomment; thi jeg tror ikke, at Mange, som overværede især de første Opførelser af denne Tragedie og saae Nielsens Spil heri, let atter ville kunne gleme det store, det mægtige, det gribende Billede, som Shakespeares herlige Digtning frembragte! Nielsens Kong Lear, Wiehes Edmond, Fru Holsts Cordelia vare Fremstillinger, som ethvert Theater maatte misunde os.

✂ Hvor er det dog Skade, tænkte jeg ofte, naar jeg saae Nielsen i flere af hans Roller, at han selv ideligt arbeider paa at nedbryde den Agtelse, den Godhed, den Beundring, man kunde have for ham! Naar man saae ham som Kong Lear, saae den mægtige Skikkelse, hørte den vældige, skjønne Stemme, betaget af hans glimrende Phantasi, der maatte henrive Alle, da kunde man jo 263 virkelig elske et saadant Talent! Hvor sørgeligt var det derfor, at han bestandigt nedrev, hvad han kort iforveien havde bygget op! Thi hændes kunde det. ja det var næsten uden Exempel, at det ikke hændtes, at man, naar man ønskede at gjentage Nydelsen af en Fremstilling af ham, maatte studse over den Ucorrecthed i Dictionen, det Famlende i Fremstillingen, det Hule, det med eet Ord Samvittighedsløse i hele Rollens Udførelse, der gjorde, at det første Billede, som man havde modtaget med Beundring, blev fordunklet.

✂ Da vi nu vare komne hen mod Slutningen af Saisonen, blev Hanen paa Pistolen spændt saa kraftigt, at Afskedslarmen blev mere støiende end nogensinde. Man fik Bladene med sig, og den ene Usandhed mod den skammelige Directeur afløste den anden. Mod Overskou, der offentligt havde vovet at tage Directeuren i Forsvar mod Bagvaskelserne, blev nu hele Vreden vendt. Bladene med "Fædrelandet" i Spidsen bleve nu af Vedkommende gjorte kloge paa, at Alt beroede paa, at Overskou fik Afsked som Sceneinstructeur, og at Høedt blev indsat i hans Sted; - paa den Betingelse vilde man indtil videre taale Heiberg som Directeur. Uagtet man dog vist erindrede, at Nielsen allerede i Collins Tid havde spændt Hanen paa Pistolen, saa blev nu det, at Nielsen søgte Afsked, udraabt som noget Nyt, Uhørt, ganske Forfærdeligt, som kun Heiberg havde kunnet bringe ham til, - og det blev sagt, at Sligt vilde man ikke taale. Nielsen skulde blive, Overskou skulde væk og Høedt indsættes i hans Sted som Sceneinstructeur, og vilde Heiberg ikke gaa ind herpaa, da maatte han selv bort.

✂ Endelig kunde vi trække os tilbage fra al denne Alarm, uden at der i Grunden var passeret Noget som helst, der var Omtale værd. Man spurgte sig selv: Hvad er alt dette her? Hvad er i Grunden sket? Ingen vidste at svare Noget herpaa.

✂ Hvem kjender ikke den forfriskende Luft ovenpaa en Tordenbyge? Som efter en saadan aandede Heiberg og jeg, da vi i Juli gjorde en Reise i Sverrig lige til Stockholm. Jeg saae Stockholm for første Gang og henryktes over denne skjønne, maleriske By og Omegn, som vi gjorde Bekjendtskab med ledsagede af den bekjendte Digter og Historieskriver Baron Beskow, en af de elskværdigste og interessanteste Mænd i Omgang, man kan tænke sig. Han havde levet meget ved Hoffet og i de mest intelligente Kredse i Stockholm og havde derfor utroligt Meget at fortælle, og han fortalte glimrende og høist underholdende. Han var bekjendt for sit musikalske Talent og sang smukt og udtryksfuldt, mest sine egne Compositioner. Vi vare ofte i hans Hjem hos hans elskværdige Hustru. Børn havde de ikke, men nogle unge Mennesker af Familien vare de i Forældres Sted. Undertiden kom Beskow til os om Morgenen og forlod os ikke før Midnat. Med ham besøgte vi Djurgården og opfriskede alle de Bellmanske Minder ved at se Digterens Buste opreist her som et 264 Nationalmonument over den herlige Sanger, hvis Digtervirksomhed Heiberg i sin Tid havde gjort Danmark bekjendt med.

✂ I Sverrig kjendte man tilfulde Heibergs Fortjenester i denne Retning, og da det nu rygtedes, at Heiberg var i Stockholm, kom der en Deputation fra den bekjendte Klub "Par Bricol" og indbød ham til den aarlige Fest i Djurgården den 26de Juli. Da Deputationen var gaaet, maatte jeg le over det ulykkelige Ansigt, Heiberg satte op. Hans første Ord vare: "Jeg sender Afbud; gaar jeg derhen, saa skal man naturligvis féteres, og alt Sligt er mig modbydeligt." Det kostede mig ikke faa Ord og ikke liden Overtalelse at faa ham fra at sende Afbud og unddrage sig disse Herrers Høflighed. Aftenen kom, han blev høitideligt afhentet af nogle Herrer, men saae ud som en Forbryder, der føres bort for at udstaa sin Straf. Først langt ud paa Natten kom han hjem, ledsaget af en Del Herrer, der omfavnede ham ved Afskeden og tiltalte ham med det fortrolige Du.

✂ Han saae forresten ved sin Tilbagekomst helt kongelig ud, med et purpur Axelskjærf om Skulderen, hvorpaa var broderet meget skjønt med Guld en Slange, der bider sig selv i Halen; og ved Enden af Skjærfet hang et temmelig stort, forgyldt Emblem i Form af en Le; han var nemlig bleven Æresmedlem af Selskabet. Og nu fortalte han mig om alle Skaalerne, Talerne og Sangene, og hvorledes man over en lav Sko, som man siger, havde drukket Dus med ham og til Slutning afsunget en Sang til hans Ære, paa hvis Titelblad der stod: "Til Johan Ludvig Heiberg, den 26de Juli. P. B."

✂ Til Trods for den ringe Lyst han havde røbet til at deltage i denne Fest, saae han dog ved sin Hjemkomst meget oplivet ud og sagde, at det dog var godt, at han var gaaet derhen. Han var ganske rørt over al den Venlighed, der var viist ham. Det var noget Nyt, han var ikke vant til slig Udmærkelse i sit Fædreland.

✂

IV
1852-53.

✂ En constitutionel Stat kan i og for sig være meget fortræffelig, men en Ulempe er det unegteligt, naar der i denne ideligt skiftes Ministre, thi neppe faar den nye Minister nogenlunde sat sig ind i Forretningerne, før han afløses af en anden, og det hele Arbeide maa begyndes forfra. Dette gjælder ganske særlig om en Ministers Forhold til et Theater. En Cultusminister vælges mindst af den Grund, om han har Kjendskab til eller Interesse for Theatret, og der er jo ogsaa vigtigere Ting at betænke ved Valget af en saadan end Theatrets 265 Skjæbne. Det har ogsaa været en ofte gjentagen Udtalelse af de nye Cultusministre, at de Intet kjendte til eller ingen Interesse havde for Theatret. For dettes Vedkommende beror da Alt paa, om den nye Minister har Tillid til, Agtelse og Respect for den Directeurs Personlighed, der staar i Spidsen for Nationaltheatret. Madvig havde en saadan Tillid til den Directeur, han selv havde valgt, saa det var vanskeligt at sætte nogen Intrige igjennem mod Heiberg, saa længe Madvig var Minister. Dette vidste man, og man nærede intet Haab om, at de skjulte Planer mod Heiberg for Øieblikket vilde lykkes. Et stort Uheld for Heiberg var det derfor, at Madvig midt i forrige Saison af politiske Grunde var gaaet af som Cultusminister; thi Madvig, der i mange Aar havde kjendt Heiberg, maatte snart komme til at gjennemskue den Intrige, som enkelte Skuespillere Dag for Dag bleve dristigere i at iværksætte. Under ham følte Skuespillerne nok, at deres Bestræbelser for selv at komme til Styret og fortrænge Heiberg ikke let lod sig iværksætte; de vare altsaa meget tilfredse med, at han ophørte med at være Minister for Theatret.

✂ Hans Efterfølger blev P. G. Bang. Heller ikke under ham lod det imidlertid til, at Urostifternes Plan vilde faa Fremgang. Bang var en retskaffen, arbeidsom, men tør Mand, der ikke brød sig synderligt om Kunst eller havde nogen overdreven Respect for Kunstnerdeclamationer. Som sædvanligt tyede den til alle Tider misfornøiede Nielsen strax til den nye Minister og klagede over sin Stilling med Ønsket om øieblikkelig Afsked. Bang havde til Nielsens store Harme ganske roligt hørt paa dennes Ønske og Beslutning og, idet han stirrede op over Brillerne, ligegyldigt kun sagt ved Slutningen af Nielsens med megen Svada holdte Tale: "Har De Deres Ansøgning med?" Nielsen styrtede ud ad Døren, idet han fortalte til den Første den Bedste, han stødte paa, hvad der var hændt ham, med det Udbrud: "Sikken en Tølper!" - Hver Gang Nogen henvendte sig til den nye Minister med Ønsker, fik de kun det correcte Svar: "De har jo en Directeur, til ham maa De holde Dem for at faa Deres Ønsker opfyldte." For saa vidt var dette Ministerskifte uden Virkning paa Heibergs Stilling, men Madvigs Autoritet til at støtte Heiberg havde Bang ikke.

✂ Heiberg var et af de lykkelige Mennesker, der paa ethvert givet Punkt kunde gaa Ubehageligheder og Modgang imøde med et roligt Overblik over den øjeblikkelige Situation, et Overblik, som de Fleste først kunne tilkæmpe sig, naar Alt er gammelt og tilbagelagt. Han tog sig derfor alle disse Theatervrøvlerier let og kunde med største Koldblodighed læse snart i det ene Blad og snart i det andet alle fordreiede og usandfærdige Beretninger, der kun vare hentede fra Sladderen bag Coulisserne og førte videre ud i Byen. I Hjemmet som paa Theatret lige over for Enhver, var Heiberg under alt dette altid den Samme; men denne Ligevægt i Sindet, der var ham naturlig, pinte end mere, tror jeg, disse med deres eget Jeg altid beskjæftigede Modstandere. Hans gode 266 Tone, hans Høflighed, hans livlige Lune, alt dette gjorde, at de ligesom ikke rigtig kunde faa fat i ham, men i den daglige Tjeneste bleve tvungne til at iagttage en lignende Form af god Tone lige overfor ham. Mig berørte alle disse Forhold, al denne Misfornøielse, som jeg ingen Grund saae til, høist smerteligt. Mit Sind var ligefrem oprevet over al den Uret, som Heiberg led, og mit forrige glade Humeur var tilintetgjort. Jeg forbausedes over al den Raahed, al den Pirrelighed, der dagligt gav sig Luft mellem en Del af Personalet indbyrdes, og som jeg ideligt maatte gaa afveien for. Man har bestandigt sagt om mig, at jeg i høi Grad kunde beherske mig. Saa meget er vist, at er der Noget i mit Liv, som jeg har følt en virkelig Stolthed over, da er det, at jeg i de 7 Aar, Heiberg var Theaterdirecteur, ikke har været i nogen personlig Strid med en Eneste af Personalet ; og man maa ikke tvivle paa, at der i disse Aar jo fandtes Anledning nok.

✂ Man vil maaske undre sig over, naar jeg fortæller, hvad der gjorde mig Opholdet paa Theatret i hine Aar nogenlunde taaleligt. Det var ikke Publikums Gunst, ikke Udøvelsen af min Kunst, der jo paa mere end een Maade blev mig forbitret, nei det var et stille, trofast Hjertes Hengivenhed, en skjøn, i al Enfoldighed mærkelig Personlighed; med andre Ord, det var min gamle Paaklæderske, Madam Grethe Gram. Naar jeg om Aftenen paa Theatret traadte ind i mit Paaklædningsværelse, modtaget altid ens, stille, hjerteligt af dette velsignede gamle Menneskes milde Øine, og hendes: "God Aften!" lød mig imøde, ikke som en conventionel Hilsen, men i en Tone, hvori der laa en inderlig Hengivenhed, som om de vare udtalte af den kjærligste Moder, da følte jeg en Tryghed, en Hygge i dette lille Rum, som hun havde ordnet til mig, der virkede høist velgjørende paa mig og ofte bragte de oprørte Bølger i Sjælen til Ro.

✂ Disse Paaklædnings- eller Pyntemadammer, som de sædvanligt kaldes, vare som oftest Haandværkeres Koner, der sade i fattige Kaar, og som derfor benyttede Aftentimerne til at skaffe sig en lille Indtægt paa Theatret. Enhver Skuespillerinde havde en saadan til sin Hjælp, men ikke Alle havde den Lykke som jeg at have en Grethe Gram. Jeg kunde fristes til at sammenligne hende med Alma i Paludan-Müllers "Adam-Homo"; som denne, der ogsaa ender i den ringe Stilling som Pleierske paa et Hospital, stod hun alt dengang bestandigt for mig.

✂ I henved 7 Aar havde hun alt udført sit beskedne Arbeide, saa ofte jeg spillede. Der havde udviklet sig en Slags Fortrolighed imellem os, men aldrig et Øieblik havde hun misbrugt den Tillid, jeg viste hende, men altid iagttaget den jomfruelige Ydmyghed, der var uadskillelig for hele hendes Natur. Hun var et af disse Væsner, der have - om jeg saa maa sige - de fineste Følehorn til at fornemme, naar man ønskede at tale, og naar man ønskede at tie. Hun 267 havde, efter hvad Andre have fortalt mig, der have kjendt hende i hendes Ungdom, været en meget smuk Tjenestepige, der var afholdt af Alle. En af hendes sidste Conditioner havde været hos det ældre Kunstnerpar Liebe, der satte megen Pris paa hende.

✂ Da Dr. Ryge havde mistet sin første Kone, boede han en Tid hos Liebes, hvor Grethe da var Stuepige. Ingen maatte komme i hans Værelse eller røre ved Noget undtagen den altbetroede Grethe. Kun lige overfor hende blussede aldrig hans heftige Natur frem. Ved sin Fromhed, Orden, Stilhed og Paapassenhed var hun ogsaa bleven ham uundværlig.

✂ En Aften, da hun og jeg vare komne rigtig ind i Samtale, kom ogsaa Ryge, der da alt i flere Aar havde været død, paa Tale. Hun fortalte mig da med sin milde, bløde Stemme og med en Jomfrues Blufærdighed, at Ryge, da hun var hos Liebes, en Dag havde sagt til hende: "Hør Grethe! Ingen har nogensinde kunnet omgaas mig som du, og Ingens Nærværelse har været saa behagelig og beroligende for mig som din. Vil du være min Kone, passe mit Hus og tage dig af mine Børn? Betænk dig paa Svaret i tre Dage." - "Jeg sov ikke den Nat," vedblev hun. Da de tre Dage vare gaaede, sagde han: "Naa Grethe, hvad Svar giver du mig?" I høi Grad forlegen svarede hun: "Ak, Hr. Doctor, det vilde være Uret af mig at gaa ind herpaa. Jeg simple Pige skulde være Moder for Deres Børn? Hertil har jeg jo ikke Dannelse nok, og dette Forhold vilde aldrig føre til Lykke, hverken for Dem, Deres Børn eller mig; og jeg anser det derfor som en Pligt ikke at gaa ind paa en saadan Plan." - Og ved denne Beslutning blev hun. Ryge tog sig dette Afslag saa nær, at han inden faa Dage flyttede fra Liebes. "Det vilde jo have været Uret baade mod ham og hans Børn," fortsatte hun, "især da jeg jo ikke elskede ham." - "Tror De da ikke," spurgte jeg, "at De kunde kommet til at elske ham?" - "Nei, Frue," svarede hun, idet Stemmen brast, "man elsker kun een Gang." - Og nu vedblev hun efter en Pause omtrent med følgende Ord: "Da jeg var meget ung, elskede jeg en ung Mand af min Stand og han mig, vi vare forlovede. En Dag kom en ung, mig ubekjendt Pige til mig og spurgte, om jeg var denne Mands Forlovede? Da jeg svarede Ja hertil, sagde hun: "De ser, i hvad Tilstand jeg er, og Deres Forlovede er Fader til det Barn, jeg snart skal føde; altsaa kan han ikke blive Deres Mand." Jeg svarede hende: "Nei, hvis det er sandt, da har De Ret, da har han kun Pligter mod Dem, og jeg maa opgive ham." Dagen efter kom min Forlovede til mig ude af sig selv over denne Samtale, der var bleven ham berettet. Han udbrød i Heftighed: "Aldrig forener jeg mig med hende! kun du skal blive min Kone." "Ak kjære Frue!" vedblev hun, "hvilken Scene fulgte ikke herpaa! "Gjør din Pligt mod hende," sagde jeg til ham og forlod ham." Taarerne løb langsomt ned ad den Gamles Kinder. "Har De aldrig set ham siden?" spurgte jeg. "Jo, een Gang nogle Aar efter. Jeg kom 268 gaaende ved Børsen og saae pludselig, at han kom hen imod mig længere nede i Gaden; og, ja," vedblev hun forlegen, "det er skrækkeligt at bære sig saaledes ad! jeg faldt om og blev af Folk baaren ned i en Kjælder. Da jeg vaagnede efter min Besvimelse, var jeg glad ved ikke at se ham staa hos mig; jeg formoder, at han altsaa var gaaet forbi uden at have mærket min Tilstand, der vilde have viist ham, hvorledes mit Hjerte endnu hang ved ham. Ti Aar efter kom min nuværende Mand, der er Murer, og begjærede mig. Jeg sagde ham strax, at elske ham kunde jeg ikke, jeg kunde Ingen elske mere; men ifald han vilde nøies med, at jeg blev ham en god og stræbsom Kone, da vilde jeg give ham mit Ja. Han gik ind herpaa og har altid været god imod mig, men det Bedste havde jeg dog mistet. Da jeg fik min Søn og derefter min lille Marie, da kom mit Sind først ret til Ro, nu havde jeg jo dem at elske. Vore Kaar vare smaa, men Gud har jo dog hjulpet os." - Nu forstod jeg først Grethe Grams Rørelse, naar hun stod i Coulissen og fulgte Elskerscenerne i Skuespillene, og ofte, naar jeg kom ud fra Scenen, kyssede min Haand med Taarer i Øinene. Ogsaa hun havde følt, maaske varmere, inderligere end mangen dannet Dame ude blandt Tilskuerinderne, hvad det vilde sige at skulle opgive den første varme og dybe Følelse, der i Ungdommen griber en stakkels Pige, som da i det øvrige Liv maa leve af en bitter Erindring.

✂ Dette om end kun blege Billede af min elskværdige Grethe Gram har jeg ikke kunnet modstaa at hensætte her ved Skildringen af den Tid, da hun især var mig til Trøst og Opmuntring.

✂ Jeg havde i Grunden hele den foregaaende Saison været lidende og syg; desuagtet havde jeg ideligt spillet, men en indvortes forfærdelig Smerte havde tidt og ofte plaget mig. Lægen sagde, at det skulde jeg ikke bryde mig om, det var kun Nerveusitet, - saa at der Intet blev gjort for at modarbeide den Sygdom, der var i Udvikling. Ofte laa jeg det Meste af Dagen i de største Smerter, især saa snart jeg havde nydt det Mindste, og kjørte da om Aftenen saa godt som fastende, sammenbøiet, over paa Theatret for at udføre de mest anstrengende Roller. At dette ikke kunde holde i Længden, var kun altfor vist. I den Theatersaison, der nylig var begyndt, forværredes dette mit Ildebefindende og tog med hver Dag mere og mere Overhaand. Jeg sagde da til min Læge: "Nu skal jeg sige Dem Noget, enten De nu tror det eller ikke. Om ganske kort Tid bryder en eller anden stor Sygdom frem hos mig." Han rystede paa Hovedet og smilte.

✂ Jeg spillede imidlertid ufortrødent, men i en Tilstand, som Ingen kan forestille sig - uagtet man altid forsikrede, at der Intet var at se eller bemærke paa mit Spil, hvilket var mig selv ubegribeligt. Tirsdagen den 12te October, altsaa en Maaned efter Saisonens Begyndelse, stege mine Smerter og mit Ildebefindende om Aftenen i den Grad, at det ikke var mig muligt at 269 staa opreist. Jeg lagde mig da i Sengen for ikke at forlade den i mange Maaneder.

✂ Aftenen efter skulde "Qvindens Vaaben" gives uden Abonnement. Hele Huset var alt udsolgt, og den Forlegenhed, hvori jeg satte Heiberg, var mig høist pinlig; thi jeg vidste, at naar jeg ikke kunde spille Dagen efter, maatte hele Forestillingen gaa ind, uden at en anden saa hurtigt kunde træde i Stedet, der kunde blot nogenlunde fylde det hele Hus. Jeg haabede derfor endnu, at Natten kunde bringe Bedring; men næste Dag efter en frugtesløs Kamp for at staa op maatte jeg endelig Kl. l melde, at det var mig umuligt at spille. Bagefter hørte jeg, at de "Sammensvorne" - saaledes havde man nu døbt Skuespillercôteriet - havde udbredt, at det var et Paafund af mig at melde mig syg, fordi jeg ikke ønskede at spille den Aften med Høedt. Senere maatte de dog nok erkjende, at de i det mindste paa dette Punkt havde gjort mig Uret. Slige Bagvaskelser troede Vedkommende i Grunden ikke selv; thi det var noksom bekjendt, at jeg i de mange Aar, jeg havde været ved Theatret, aldrig havde nedladt mig til slige Primadonnanykker, da alt Sligt var mig en Afsky; jeg led snarere af en altfor øm Samvittighed, der ofte gik ud over mit Helbred. - Her laa jeg nu i de forfærdeligste Lidelser og i den stærkeste Feber, thi min Sygdom bestod i en heftig Underlivsinflammation. Jeg sagde til Heiberg: "Hvorledes skal det dog gaa dig, naar jeg i længere Tid svigter?" Han beroligede mig, saa godt han kunde. Med hver Dag blev min Tilstand værre og værre til Trods for alle de stærke Lægemidler, der nu endelig anvendtes derimod. Medens Heiberg saaledes i Hjemmet havde Sorg og Bekymring og neppe nogen Nat rigtig Søvn og Ro, blev denne Tid sandelig ikke gjort ham lettere paa Theatret af de Sammensvorne, hvorimod den Del af Personalet, der altid havde været ham oprigtig hengiven, viste en varm Medlidenhed lige overfor hans Angest og Uro over min Tilstand, og de have senere fortalt mig, hvor det rørte dem, naar han om Aftenen kom over paa Theatret, at se den ellers freidige Mand saa nedslaaet.

✂ Hr. Høedt, der længtes efter atter at fremtræde i en tragisk Rolle, der kunde gjøre en lignende Virkning som Hamlet, følte godt, at denne maatte søges i noget stærkt Markeret; og han udfandt da, at af alle markerede Roller var nok omtrent "Richard den Tredie" af Shakespeare den stærkeste. Hvilken Virkning kunde han ikke vente af denne pukkelryggede lille Djævel! Han havde derfor i Sommerens Løb forkortet og indrettet dette Stykke for sig og Scenen. Men da han uophørligt snakkede om Alt, havde man allerede længe hørt om, at "Richard den Tredie" skulde opføres, og Mange spurgte Heiberg, hvornaar den første Opførelse skulde finde Sted - endnu førend Høedt havde indleveret Stykket -, saa at Heiberg altid svarede, at han ikke vidste, hvorfra Rygtet om dette Stykkes Opførelse kom, da han ikke havde 270 tænkt derpaa. Naar nu de andre Skuespillere sagde til Høedt, der rask gik og uddelte Rollerne: "Ja, men veed du da, om Heiberg i det Hele taget vil opføre dette Stykke?" - da svarede han: "Det skal han nok blive nødt til. Naar Stykket er af Shakespeare, og jeg har bearbeidet det og vil spille Hovedrollen, saa kan han ikke modsætte sig dets Opførelse." Se, det var heri, han tog feil. Heiberg sagde: "Saa længe jeg er Directeur, er det mig, der raader, og mine æsthetiske Principer. Er jeg ikke mere Directeur, da lad den, der kommer i mit Sted, sætte sine igjennem; men jeg har ikke Lyst til at lægge min æsthetiske Samvittighed i Hr. Høedts Haand."

✂ Endelig, efter at Saisonen var i fuld Gang, indleverede Høedt "Richard den Tredie" med Anmodning om strax at faa det opført.

✂ Heiberg gjorde nu Høedt den Ære, hvilket ingen Bestyrelse er pligtig til, at meddele ham skriftligt i en motiveret Dom Grundene, hvorfor "Richard den Tredie" ikke "for det Første", i denne Saison kunde komme til Opførelse. Heibergs Brev til Høedt lød i sin Helhed saaledes:

✂ Fra Theaterdirecteuren.
Kbhavn, d. 26de Novbr. 1852.
Under 5te f. M. har jeg modtaget et af Dem besørget Sammendrag af P. Wulffs Oversættelse af Shakespeares "Richard den Tredie", til Brug for Scenen.

✂ Hvad selve den berømte Tragedie angaaer, da er jeg ikke uden Betænkelighed ved at optage den i Repertoiret, og Grundene til min Betænkelighed vil jeg ikke undlade at meddele Dem.

✂ Den sorte Colorit, som hviler over dette Stykke, er i stærk Modsigelse med den danske Nations Temperament og Charakteer, som selv i det Alvorlige foretrækker lysere Billeder. Jo sandere det er, at et Nationaltheater bør betragtes som en æsthetisk OpdragelsesAnstalt for Nationen, desto vigtigere er det, at man her, som i al Opdragelse, gaaer ud fra de naturligt givne Evner og Tilbøieligheder, og ikke forsøger paa at indpode noget Fremmed, som er ufordrageligt med de naturlige Sympathier. Jeg maa derfor befrygte, at naar "Richard" bragtes paa Scenen, og først Nysgjerrighedens Fordringer vare tilfredsstillede, vilde, seent eller tidligt, den Indvending mod Theaterbestyrelsen opstaae, at denne havde miskjendt Theatrets nationale Betydning, og hvad jeg endnu mere maa befrygte er, at jeg i det Tilfælde ikke i mine egne Tanker vilde kunne møde eller gjendrive Beskyldningen. At den omtalte Tragedie opføres i England, hvor den maaske er i Harmoni med den hypochondre engelske Charakteer, er ikke noget Exempel for os, og lige saalidt, at den gives i Tydskland, der selv ingen egentlig dramatisk Literatur har, og derfor, naar det alligevel vil have et Theater, maa grunde det i Laan fra de fremmede Literaturer. Men i Danmark, hvor der er og kan være et Nationaltheater, fordi den uundgaaelige Betingelse for samme er tilstede i en nationaldramatisk Literatur, er der Noget at tabe ved et uheldigt Valg af fremmede Værker. Hos os har den oehlenschlägerske Tragedie, tiltrods for alle sine Mangler, forstaaet at træffe den nationale Tone og tiltale de nationale Stemninger, og jeg tvivler paa, at vi nu nogensinde kunne vænne os til at see Melpomenes Dolk forvandlet til en Slagterkniv.

✂ En anden ikke mindre Hindring for at bringe Stykket paa Scenen er, at det er uforstaaeligt for et Publicum , uforstaaeligt saavel i Motiverne som i de blot ydre 271 Forbindelser. Dette kommer deraf, at det hele Stykke kun er et Fragment, nemlig af den store Cyclus af Shakespeares engelsk-historiske Tragedier. Hvo som ikke iforveien har gjort sig bekjendt med de 15 Acter af "Henrik den Sjette", forstaaer ikke de 5 Acter af "Richard den Tredie". Naar Richard i den allerførste Scene af Stykket optræder med den Erklæring, at han har "besluttet at være Nidding", da er det allerede tvivlsomt nok, hvorvidt dette Træk er psychologisk muligt; men savnes endog alle de Præcedentia, gjennem hvilke man skulde see ham gaa til et saadant Maal, bliver Sætningen parodisk. Selv det Punkt, hvorom den hele Tragedie dreier sig, er uforstaaeligt, fordi det historiske Fundament, nemlig Striden mellem de forskjellige Fyrstehuse, mellem den røde og hvide Rose, ikke kan forudsættes som bekjendt for et dansk Publicum, ialtfald ikke i de her nødvendige Details. De talrige Personer i Stykket maae, da man ikke har seet dem i de foregaaende Tragedier, for en stor Deel optræde som blege Skygger, hvis Contourer løbe i hinanden; og inden man endnu formaaer at skjelne den ene fra den anden, hører man, at de ere henrettede, og nærmere Bekjendtskab saaledes afbrudt. Er det forkasteligt - hvorom vel ingen smagfuld Dommer tvivler - at opføre enkelte Acter af et Stykke, Fragmenter, hvori Effecten koncentrerer sig, medens dens nødvendige Forbindelser mangle, da maa den samme Forkastelsesdom ramme et Stykke, der, uagtet det er i fem Acter, dog ikke er Andet end Catastrophen af en stor, omfangsrig Tragedie. I England, hvor Kundskab til Shakespeares Værker, eller ialfald Kundskab til den engelske Historie kan forudsættes efter en langt større Maalestok end hos os, er Forholdet et andet.

✂ Der er kun eet Synspunkt, hvorfra Optagelsen af dette Stykke paa det danske Theater kan forsvares, og det er at betragte dets Opførelse som et dramaturgisk Experiment. Men selve dette Forsvar er neppe fyldestgjørende; thi Experimenter høre ikke hjemme paa et offentligt Theater, men kun i en privat Kreds af udvalgte Kjendere. Jeg vil imidlertid ikke nægte, at naar man ikke ganske vil opgive Indførelsen af ældre, berømte Værker - hvilket man vistnok ikke bør gjøre - vil man i mange Tilfælde komme til at streife noget ind paa Experimentets Enemærker. Jeg vil af dette Hensyn, og desuden fordi De selv interesserer Dem for at fremstille Richard den Tredie, da heller ikke ubetinget bestemme, at Stykket ikke maa komme til Opførelse, men kun, at det ikke kan ske for det Første, da der er andre Arbeider, som først skulle sættes igang. Fornemmelig har Publicum Krav paa, at een eller om muligt to af Oehlenschlägers henlagte Tragedier fremføres for det, inden man byder det en saa tvivlsom Erstatning for det Savnede. Betænker jeg nu tillige den meget lange Tid og Forberedelse og de store Bekostninger, som "Richard den Tredie" vil medtage, finder jeg det sandsynligt, at denne Tragedies Opførelse ialfald ikke kan finde Sted før i næste Saison.

✂ Imidlertid vil der være nogle Forandringer at foretage i Deres Redaction af Oversættelsen. De vil finde dem angivne i Manuskriptet, fornemmelig i den femte Act af Stykket.

✂ Men dernæst maa jeg endnu foreslaae en anden Forandring, der, om den end ikke er absolut nødvendig, dog udentvivl er meget ønskelig. Min oven anførte Bemærkning om de mange Personers altfor løse Charakteristik, hvorved det bliver vanskeligt at skjelne den ene fra den anden, finder blandt Andet Anvendelse paa Hastings, som dog Shakespeare har udhævet med nogle charakteristiske Træk, der saa meget mindre bør savnes, som Hastings er mellem dem, hvis Aander aabenbare sig i sidste Act, hvilket bliver saa meget betydningsfuldere, som Personen iforveien har havt Betydning for Tilskuerne. Nogle af de Scener, som nu ere udeladte, for at undgaae Sceneforandring, maae, efter min Mening, bibeholdes, ialfald i Omarbeidelse, og dette vil kunne skee uden Sceneforandring, naar den Gade, som er foreskreven i Begyndelsen af 3die Act (i Manuskriptet) nærmere bestemmes som en Gade udenfor Tower. Herved kan Meget vindes, da Tower netop er 272 det beqvemmeste Midtpunkt for en Handling, som bevæger sig mellem Fængsel og Rettersted. Der maa da fortælles, at Rivers, Grey og Vaughan, som ere arresterede i Pomfret, ville blive førte til Tower for der at lide Døden; thi saaledes motiveres deres ellers umotiverede Optræden paa Londons Gader. Paa dette Sted kan man da ligeledes see Hastings gaae til Tower tiltrods for Stanleys Raad, og, med Forbigaaelse af Scenen, hvori han dømmes til Døden, kan man fremstille den, hvori Dødsdommens Fuldbyrdelse meddeles Richard, samt dennes næsten comiske Retfærdiggjørelse for Lord-Mayoren. Skriverens Scene kan da ganske falde bort. Men derimod kan den Scene anbringes, hvor Dronning Elisabeth forgjæves søger at komme til sine Børn i Tower, og hendes smukke Slutningsreplik, hvori hun tiltaler Tower - en af de faa formildende Toner i den vilde Dissonants, som opfylder Stykket - behøver da ikke at udelades.
J. L. Heiberg .
Til Hr. Skuespiller Høedt .

✂ Heiberg brugte sædvanligt Mai Maaned til udførligt at udarbeide et helt Repertoire for den kommende Saison, saa vel af ældre som nyere Arbeider, nøie betænkende de forskjellige Digtarter, der i Saisonens Løb skulde afløse hinanden, saa der kunde komme Variation i Rækken af Forestillingerne. Denne sin Ordning af hele Saisonen holdt han strengt fast ved, for at det Vaklende og Urolige i Virksomheden saa vidt muligt kunde undgaas. Denne Fremgangsmaade var tillige en stor Fordel for Skuespillerne, da de saaledes forud vidste, hvilke Roller de i Ferietidens halvtredie Maaned havde at indstudere, og naar omtrent disse vilde komme til Opførelse. Derfor holdt han fast ved sin een Gang tagne Bestemmelse, for at ingen Rolle skulde indstuderes forgjæves i Ferietiden; og derfor kunde han ikke kuldkaste hele sin Plan for at føie en enkelt Skuespiller i at opføre et Stykke, han slet ikke havde paatænkt at give. Til saadanne store Værkers Opførelse kræves mere omfattende Forberedelser, end de Fleste tænke. Først til Indstuderingen af de mange store Roller, dernæst til at forfærdige de mange Costumer og fremfor Alt til at male de nye Decorationer, hvoraf der altid kræves nogle i et større Arbeide. Til alt dette bliver der vanskeligt Tid og Rum, medens Saisonen er i fuld Gang, og der hver Aften skal spilles. Men fremfor Alt maa Directeuren have Tid til at betænke først, om han i det Hele taget ønsker at drage et saadant Arbeide frem. Bestemmer han sig nu hertil, da maa et saadant ældre Digterværk omhyggeligt gjennemgaas med Hensyn til Sproget og andet mere, saaledes som Heiberg havde gjort forud for Opførelsen af "Hamlet", thi at Høedt alt paa egen Haand havde paataget sig dette Arbeide med "Richard den Tredie" var, efter de Erfaringer Heiberg havde gjort ved hans Arrangement med "Hamlet", ingen Betryggelse, man kunde slaa sig til Ro ved. Dernæst maa nøie betænkes, i hvilke Hænder de mange vanskelige Roller kunne betros; heller ikke heri kan man stole paa Skuespillernes indbyrdes Kammeratskab. Det er Directeuren, der til syvende og sidst bærer 273 Ansvaret, og dette Ansvar kan ikke uden videre en Anden paatage sig. Mislykkes et saadant stort og kostbart Arbeide, da gaa Alle afveien for Kritiken og skulle vel forstaa at kaste hele Skylden over paa Directeuren.

✂ Ved denne Heibergs Vægring ved strax at opføre "Richard den Tredie" var nu imidlertid Hundrede og Et ude, som man siger. Nu blev der holdt et stort Raad om, hvad der var at gjøre. Først sørgede man naturligvis for, at denne Sag kom tilstrækkeligt ud i Publikum. Overalt talte man om, at det Utrolige var sket, at Heiberg negtede at opføre "Richard den Tredie", uagtet Høedt ønskede det. De kjøbenhavnske Damer vare daanefærdige over dette uventede Slag. Man hørte saadanne Ytringer: "Tænk, at se den yndige Høedt spille en Rolle, hvor han skal være pukkelrygget og desuagtet uimodstaaelig for Stykkets Kvinder! - At negte at opføre et saadant Mesterværk! er det dog ikke oprørende!" Slige Ytringer hørte man af Mange, for hvem samme Mesterværk var saa ubekjendt, at man gjerne kunde bildt dem ind, at det foregik i Maanen. Men at Richard den Tredie var pukkelrygget, det havde de nu ved al den Larm faaet at vide.

✂ Ved denne Tid var P. G. Bang bleven afløst som Cultusminister af Simony, en venlig, human, stille Mand, der hidtil saa lidt som Bang havde fulgt eller interesseret sig for Theatret. Han blev derfor noget alarmeret, dels ved at høre de mange Skrig, dels ved at Høedt indfandt sig hos ham med en Klage over Heibergs utrolige Beslutning. I Samtalen med Ministeren havde han blandt Andet ytret: "- og saa uden videre at negte et saadant Stykkes Opførelse uden engang at gjøre mig den Ære at meddele mig sine Grunde, som dog var en billig Fordring fra min Side." Dette fandt ogsaa Simony for haardt. Samtidig med at Høedt udtalte dette for Ministeren, indrykkede imidlertid Heiberg i "Berlingske Tidende" den skrevne Motivering, han tidligere havde meddelt Hr. Høedt om Grundene, hvorfor han ikke nu kunde opføre "Richard den Tredie", et Skridt, fremkaldt ved "den latterlige Allarm", som Sagen havde afstedkommet i Pressen.* Ministeren læste nu til sin Forbauselse Sagens rette Sammenhæng i "Berlingske Tidende", og man kan vel ** Heiberg ledsagede sit Brev til Høedt med følgende Billet til Redacteuren: Hr. Redacteur!
Til den rette Bedømmelse af en Sag, hvorover visse Blade have gjort store Ophævelser, endskjøndt den hører til de sædvanlige Censur-Expeditioner, som idelig forefalde ved Theatret, beder jeg Dem optage det officielle Actstykke, som har foraarsaget hele den latterlige Allarm.
1ste December 1852.
Ærbødigst
J. L. Heiberg . 274 ikke undres over, at Tiltroen til Høedts Klager herved for en stor Del blev svækket, saa at han herefter ikke med nogen særlig Tillid lyttede til dennes Ord. Simony udtalte selv for Heiberg sin Forundring over denne Sag og sin Misbilligelse af Høedts Opførsel. Jeg blev derfor noget overrasket ved at høre af en gammel Veninde, der besøgte mig paa mit Sygeleie, at Ministeren dog vist maatte staa paa Høedts Side, da denne efter det Passerede havde gjort ham en Visit i hans Hjem. "Det er Usandhed," svarede jeg, "det har Ministeren ikke gjort." - "Jeg saae ham jo selv i Gaar hos Høedt!" udbrød hun, "en Herre, hvem Høedt fulgte til Døren, gik igjennem Værelserne, og paa mit Spørgsmal, hvem denne Herre var, svarede Høedt: den nye Cultusminister Simony." - "Det er alligevel ikke sandt!" vedblev jeg. "Sig til Høedt, at De har fortalt mig dette, og at jeg har erklæret det for usandt, saa skal De se!" - Ganske rigtigt; da hun gjorde, som jeg sagde, gik Høedt fra sin Fortælling.

✂ Det var forresten en stor Tjeneste, Heiberg gjorde Høedt ved at negte ham "Richard den Tredie"s Opførelse. Høedt kunde nemlig ikke spille denne Rolle i sin Helhed . De første grelle Scener og i det Hele taget til Midten af Stykket lod Rollen sig vel nøie med, hvad han kunde præstere. Men saa snart Richard hæver sig i høi tragisk Pathos, vilde Alle have følt en stor Mangel og Fattigdom ved Udførelsen. Saa længe Høedts Fremstilling kunde hvile i den rænkefulde, diaboliske Kulde, Sanselighed og Ondskab, vilde hans "Richard den Tredie" maaske være bleven fulgt med Interesse, men saa snart denne Aand udfolder sine Vinger, der forvandler den sammenrullede Skikkelse til Heltestorhed og Kraft, manglede Høedt alle Naturbetingelser for at levendegjøre dette Billede: Stemmestyrke, Lidenskab, Pathos. Hvis kun den Første har sin Repræsentant i Skuespilleren, da bliver "Richard" kun et vildt, modbydeligt Dyr, der ingen Berettigelse har til at være Hovedpersonen i en Tragedie; han bliver da kun en Theaterskurk, man med Væmmelse vilde vende sig bort fra. Dette vidste Shakespeare ret vel, og derfor fik han begge Sider frem med lige Styrke. Men hertil forslaar intet Studium. Goethe siger: "Das Studium ist nicht genügend ohne Einbildungskraft, und Studium und Einbildungskraft nicht hinreichend ohne Naturell . Alle körperlichen Mittel mussen dem Schauspieler zu Gebothe stehen." At Høedt i Hemmelighed havde Følelsen af, at han med de Midler, der stode til hans Raadighed, let vilde kunne opvække Latter hos Tilskuerne i Stedet for den høieste Grad af Forfærdelse, naar han som Richard, hvis Hest er dræbt under ham i Slaget, i Kampens vildeste Brændpunkt og i Afgjørelsens Moment styrter ind paa Scenen med sit dragne Sværd og i en Lidenskab og Angest, der grænser til Vanvid, udraaber de bekjendte Ord: "En Hest! en Hest! mit Kongerige for en Hest!" - et Udraab, der fremtræder med en 275 Styrke, som om han henvendte det til hele Jordkloden, - derom vidnede hans Udtalelser paa Tryk nogle Aar efter i et Raisonnement om, hvorledes dette Sted, dette Udraab hos Digteren hør forstaas og udtales.

✂ Han underretter os nemlig her om, at disse Ord ikke skulle udraabes i høieste Lidenskab, men at tvertimod Richard skal komme langsomt ind i dybe Tanker og i en stille, reflecterende Tone sige spørgende, som hen for sig selv: "En Hest? en Hest? mit Rige for en Hest?" Alle Udraabstegn hos Forfatteren skulde saaledes forvandles til Spørgsmaalstegn. Ja, unegteligt vilde det convenere Hr. Høedts Talent og Begavelse her at bytte disse Tegn om med hinanden.

✂ Richard kommer ind midt under Slagets Tummel. Hans Sind er endnu betaget af de Myrdedes Aander, der under hans Hvile i Teltet, inden Slaget er begyndt, have en og hver raabt til ham under hans urolige Søvn: " Fortvivl og dø! " Efter denne Vision vaagner han op i Forfærdelse, og for første Gang føler han Samvittighedens Bid i sit Bryst. Og da han nu faar Bud paa Bud om Fjendens Fremrykning, da er det, at denne Djævel, der har frasagt sig Gud og vil være sig selv nok, bliver større og større i Retning af det Sataniske, og Ordene fare nu som Lansespidser fra hans Mund; han udbryder, idet han styrter ud i Slaget:

✂ "Vel tusind Hjerter svulme i min Barm.
Frem, frem med Bannerne, styrt mod Fjenden!
Lad nu vort gamle Seiers Ord: Sankt George,
besjæle os med Flamme-Dragers Rasen!
Afsted! Paa vore Hjelme hviler Seiren."

✂ Han og Alle ile ud i Slaget, og han ses ikke igjen, førend han, kommende fra dets rasende Kamp, farer ind, raabende: "En Hest! en Hest! mit Kongerige for en Hest!" - Det er denne Gjenkomst, Høedt tror at kunne affinde sig med ved Ro og Reflexion i Udtrykket! Men sæt, at han virkelig kunde have faaet de Uvidende bildt ind, at denne Tone var tilstrækkelig, da han første Gang udbryder i disse Ord; hvorledes vilde han da komme ud af det, naar Ordene et Øieblik efter gjentages? Da nemlig Catesby nu styrter ind paa Scenen med de Ord: "Bort, Herre, bort! Jeg skaffer Jer en Hest!" svarer Richard:

✂ "Træl, jeg har sat mit Liv paa denne Tærning,
det sidste Kast jeg end forsøge vil;
jeg troer, der er sex Richmonder i Marken;
fem i hans Sted, jeg har til Døden sendt. -
En Hest! En Hest! mit Rige for en Hest!"

(styrter ud i Slaget.)

276

✂ Kunne disse Ord i Forbindelse med den hele Replik ogsaa her udtales med indadvendt Reflexion? Behøver man at kjende mere end dette Raisonnement for at berolige sig over at være gaaet glip af Hr. Høedts Fremstilling af "Richard den Tredie"?

✂ Der er kun een rigtig Maade at udtale disse Ord paa, og den er stik imod al Reflexion, thi i den høieste Pathos vidste Shakespeare godt, at Raisonnementet, Besindigheden ikke hører hjemme, og derfor maa Ordene første Gang raabes i Raseri og en frygtelig Angest, uden at den Rasende selv veed, hvad der ligger i Ordene, og dette Raseri vedbliver under den korte Replik, der følger efter, indtil de samme Ord anden Gang fare fra Læberne, inden han paany styrter ud i Slaget. At ville trevle disse Ord op er characteristisk for det Standpunkt, hvorpaa Hr. Høedt stod som stor tragisk Skuespiller.

✂ Det var en Uforsigtighed, et Uheld for Høedt, at han gav dette sit splinternye Syn paa den berømte Replik hos Shakespeare tilbedste for Alle, thi saa uvidende, saa lidt bekjendte med Shakespeares Værker vare dog ikke de litteraire Mænd i Landet, at jo det hele Høedtske Raisonnement blev til Latter. Heiberg forenede sin Latter med de Andres og ytrede: "Fra i Dag bør Hr. Høedt have en Hest i sit Vaaben!"

✂ Altsaa: Heiberg vilde ikke for Øieblikket opføre "Richard den Tredie"; men Høedt vidste at hævne sig; thi vilde Heiberg ikke lade ham spille Richard den Tredie, da vilde han til Gjengjæld intet Nyt spille, af hvad Heiberg ønskede, - og den svage Wiehe fulgte hans Exempel.

✂ Fra dette Øieblik fik Pressens Angreb paa Heiberg ny Fart; snart bebreidede man ham, at han ikke opførte klassiske Værker, og snart, at han burde indse, at disse vare forældede. I September klagede man over, at Holberg ikke gaves ofte nok; i November klagede man over, at man fik for mange Holbergere. Saa var det en "Skjændighed", at Oehlenschläger ikke blev opført, og paa samme Tid rasede man over, at Heiberg ikke vilde opgive "Palnatoke" for "Richard den Tredie". Saa vilde man have Operaer, saa fik man for mange Operaer. Saa vilde man have unge Talenter frem, saa klagede man over, at for mange unge Talenter fik Lov at forsøge deres Kræfter. Saa vilde man have en kraftig Mand i Spidsen for Theatret, der kunde sætte sin Villie igjennem lige overfor de gjenstridige Skuespillere, saa udtaltes atter - med "Fædrelandet" i Spidsen -, at Skuespillerne kun skulde gjøre Oprør mod deres Directeur og modsætte sig hans Villie; thi hos Bladet skulde de finde Medhold og Støtte . Og Skuespillerne lode sig ikke dette sige to Gange, men gjorde al den Modstand og Fortræd, der stod i deres Magt. Idelige Sygeanmeldelser indløb, hvilke Alle vidste vare usande, og som standsede saa godt som alle de Forestillinger, 277 Heiberg havde bestemt og stolet paa. Ja, nogle Skuespillere forsøgte paa at betale andre for at kuldkaste Forestillingerne.

✂ En Skuespiller, paa hvis Ord jeg tror, fortalte mig, at en Aften, da "Hamlet" skulde opføres, havde en af Theatrets mest intrigante Skuespillere, der ikke spillede i "Hamlet" og altsaa ingen Magt havde til selv at kaste Forestillingen overende, sagt til ham, der spillede i Stykket, og som netop havde klaget over at være i Forlegenhed for Penge: "Jeg giver den, der vil forhindre Forestillingen, 15 Rdl." - "Men hvilken honnet Mand," svarede den anden, "vilde modtage Penge paa den Betingelse?"

✂ Allerede i forrige Saison havde Heiberg anmodet M. Wiehe om at overtage Correggios Rolle i Oehlenschlägers Tragedie af samme Navn og tillige anmodet Høedt om at spille Giulio Romano. Wiehe trak bestandigt Svaret herpaa i Langdrag, thi ved Høedts idelige Drillerier over lyrisk Følelse var han formeligt bleven angest for slige følsomme, lyriske Roller, uagtet han netop heri havde en Styrke, der aldrig forfeilede sin Virkning paa nogen Tilskuer. Da Heiberg endelig tabte Taalmodigheden over intet Svar at faa af Wiehe, og en Aften udbad sig dette, udbrød denne, - der altid, naar han manglede Ord til at forsvare sin Mening, blev trodsig og hidsig - i en uartig Tone: "Nei, jeg spiller den ikke, fordi jeg vil ikke spille den ." - Heiberg, der endnu bestandigt havde Godhed for Wiehe, blev ligefrem bedrøvet over denne hans Tone og sagde, at han ikke havde forskyldt en saadan Opførsel af ham, hvem han bestandigt havde viist Godhed, og til hvis Ønsker han, hvor det var muligt, havde taget ethvert Hensyn.

✂ Endnu et Forsøg paa at omstemme Wiehe i denne Sag gjorde Heiberg, idet han henvendte sig til Høedt, om han ikke vilde tale Wiehe tilrette, og lige overfor Heiberg mente ogsaa Høedt, at det kun var et øieblikkeligt Lune. Men Wiehe vedblev som eneste Grund til Afslaget at gjentage: " jeg vil ikke ," og den af Bladene dagligt for Despot udskjældte Directeur maatte tie og finde sig i en saadan Modstand for ikke end mere at give Stof til den Opposition, der kom til Orde imod ham i Pressen.*

✂ Som jeg tidligere har fortalt, var det en Ynk at bemærke de ofte tilbagevendende Anfald af Anger og Fortrydelse hos Wiehe over alt det, som de Sammensvorne fik ham ind i stik imod hans Natur. Et saadant Anfald maa maa han have faaet, da han i denne Sag sendte Heiberg følgende Brev:

✂ "Hrr. Etatsraad!
Maa det være mig tilladt at henvende nogle faa Ord til Dem i et personligt Anliggende. - Høedt har samvittighedsfuldt udført det Hverv, ** Da Heiberg ikke længer var Directeur, spillede Hr. Wiehe Correggio uden Indvending. 278 Etatsraaden havde bedt ham om at overtage, men jeg har ikke havt Ro til at svare i disse Dage.

✂ Det smerter mig, at Etatsraaden staaer i den Formening, at jeg ikke har bedt mig fritaget for den omtalte Rolle, da jeg har havt den Tro, at det først var efter Etatsraadens rene Afslag paa mine gjentagne indstændige Bønner, at jeg - med Bedrøvelse - greb til det sidste Middel. At dette Middel var ulovligt, at jeg følgelig har fuldkommen Uret ligeoverfor Directeuren, det veed jeg, og det yttrede jeg allerede gjentagne Gange under den Samtale, jeg havde med Directeuren.

✂ Det er derfor heller ikke om denne Sag, jeg ønsker at tale. Derimod er der en Yttring af Etatsraaden, der gjør mig personlig ondt, og det er den, at De ikke har forskyldt en saadan Opførsel af mig. Thi for at Etatsraaden skal kunne bruge dette Udtryk, maa den Anskuelse staae bagved, at Grunden til min Opførsel skulde være at søge i eller staae i Berørelse med Deres Forhold til mig, at jeg skulde have en anden Hensigt, end at blive Rollen qvit, en Hensigt imod Dem, og i saa Tilfælde er det mig, der maa sige: en saadan Anskuelse har jeg ikke forskyldt af Dem. Selv om De er saa vred paa mig, at De slet ikke bryder Dem om at vide dette, vil jeg dog for min egen Skyld udtale det for Dem, at Intet i lang Tid har gjort mig saa ondt, som denne Modstand, og at hvad der end skeer, saa ville mine personlige gode Følelser imod Dem, Hr. Etatsraad, ikke forandres.

✂ Jeg slutter med det Haab, at Etatsraadens Vrede ikke vil vare altfor længe, og med det Ønske, at jeg maatte faae Leilighed til at gjenoprette, hvad jeg ved denne Leilighed har nedbrudt.
Den 29de October 1852.
Ærbødigst
M. R. Wiehe .

✂ Uagtet dette Tegn, som det syntes, paa en Anger over Wiehes Opførsel lige overfor Heiberg, gik det ikke bedre med Heibergs Plan at opføre Shakespeares "Julius Cæsar", som han i lang Tid med megen Omhu havde forberedt. Wiehe vilde ikke spille heri, Høedt vilde ikke spille heri, paa samme Tid som de begge dristigt udbredte Klager i Publikum over, at de ikke i virkelige Digterværker fik Leilighed til større Opgaver i deres Kunst, og disse Klager bleve troet af Alle, fordi Heiberg ikke offentligt vilde stille dem blot og bevise det Ugrundede heri.

✂ Alle disse indre Stridigheder gjorde, at den offentlige Modstand føltes dobbelt i denne Tid, da jeg laa dødssyg og ofte med Ængstelse ventede Heiberg om Aftenen hjem fra Theatret af Frygt for at høre Beretninger, der paa een Gang vilde smerte og ængste mig. Det forekom mig som noget 279 usædvanlig Ondt af dem i Personalet, der nu engang havde stillet sig i Opposition mod Heiberg, at de ikke under saadanne Omstændigheder, hvor de vidste, at han gik i Angest og Sorg, bøiede af fra yderligere at fortrædige ham; - ogsaa at Pressen - atter med "Fædrelandet" i Spidsen, for ikke at tale om "Dagbladet", der nu var kommet til - fortsatte paa denne Tid at gjøre Alt, hvad der stod i dens Magt, for at ophidse Alle imod ham. Dog, det er Intet at taale Fornærmelser af Folk, der ere os ligegyldige; og derfor stod det hverken i Høedts, Nielsens eller Phisters Magt at bedrøve mig. Men Wiehe! dette Menneske, som jeg havde baaret frem for Publikum med en Interesse, en Godhed, som om han havde været en af mine Nærmeste, som jeg havde levet mit lykkeligste Kunstnerliv med, som tidligere saa ofte havde ytret, ikke alene til mig men til Alle, som vilde høre derpaa, at han kun formaaede at løftes i Kunsten ved min Side, at naar jeg ikke spillede i et Stykke, forekom ham Alt dødt og tomt. Han, der saa ofte havde udtalt sin store Hengivenhed, ikke alene for mig men ogsaa for Heiberg, denne stille, beskedne Wiehe, der havde været elsket af Alle, - om ham hørte jeg nu i den ene Beretning efter den anden, at han ikke var til at komme nær. Som et uartigt, hidsigt Barn vrængede han ad Alle og vilde ikke taale, at Nogen henvendte et Ord til ham; ja, dette gik saa vidt, at, da en Dag en af hans Kammerater havde ytret, at Veiret var raat, han i Heftighed vendte sig imod ham og sagde: "Reis ad H...... til! hvad kommer det mig ved." Michael Wiehe saaledes! ak, naar jeg paa mit smertefulde Leie hørte Heibergs Meddelelser om alt Sligt, da vidste jeg ikke, hvilke Smerter der vare størst, de legemlige eller de sjælelige.

✂ Vi vare alt naaede ind i November Maaned, og bestandigt laa jeg mellem Liv og Død og under Lideiser, der ikke lade sig beskrive; men hvad der lige saa lidt lader sig beskrive, var den Deltagelse, der blev viist mig. Utrolig mange, kjendte og ukjendte Mennesker, kom dagligt for at høre til mit Befindende. Folk af alle Stænder, fra de Laveste til de Høieste, sendte deres Bud for at faa Underretning. Taarerne kom mig i Øinene, naar jeg hørte, at mine gamle Venner, deriblandt min faderlige Ven, Geheimeraad Collin, selv gik den lange Vei til Søkvæsthuset for ved Døren personlig at faa nøiagtig Underretning. Min Læge sagde ofte: "Jeg kommer saa sildigt, thi Folk standse min Vogn paa Gaden for at høre til Deres Befindende." - Og nu dette forunderlige Menneske, denne Michael Wiehe! medens han i Tykt og Tyndt fulgte Høedt og det Nielsenske Hus, medens han var med at fortrædige Heiberg og gjennem ham mig og paa Theatret optraadte som en Fjende imod os, listede han sig i Skumringen op ad Husets Bagtrappe for at beroliges med Hensyn til min Tilstand. En sildig Aften kom min Pige hen til min Seng, og jeg saae paa hendes Øine, at hun havde grædt. "Hvad feiler 280 dig?" spurgte jeg, "du har jo grædt." - "Ak," svarede hun, "Hr. Wiehe var derude ved Kjøkkendøren, og da han hørte, hvor daarligt det var med Fruen, brast han i Graad, den Stakkel. Det er saa rørende at se en Mand græde, og saa maatte jeg græde med."

✂ Jeg tænkte: "Ja, dette var Wiehe selv. Hvad de Andre have lavet ham til, er hans Sjæl fremmed."

✂ Michael Wiehe var som en Lotusplante, der i Fred og Ro burde havt Lov til at svømme i de stille Vande. At tvinge en Natur som hans ind i en uværdig, lidenskabelig Intrige var at rykke ham op med Rode, var at - ja rent ud sagt - at dræbe ham. Han var, inden disse ham modsatte Naturer dryssede deres Gift over hans hele Væsen, en stille, i Inderlighed fordybet Kunstner. Den ideale Kunstverden var hans rette Hjem. I dette Rige kunde han trives, men ikke i et lidenskabeligt Côteries hule Pathos. Hans Natur var i al Beskedenhed at virke til det fælles Maal, ikke i Hovmod og Indbildskhed at træde frem som Styrer, som Reformator med confuse Maal for Øie. Ved at drages ind i alt dette var han helt kommen ud af sin Ligevægt og var paa Grund af al den Usikkerhed og Uklarhed, der sled i ham ved Tvivlen om, hvorvidt alt det, man fik ham til, virkelig var Ret, bleven et egensindigt, hovmodigt Menneske, der handlede mod sin egen ædlere Natur.

✂ - "Hovmod! denne Synd, der styrtede Englene, og som af alle Synder lettest fanger de Dødelige, der staa Englene nærmest." -

✂ Den 22de November var det min Fødselsdag. Sygdommen havde i de foregaaende 14 Dage antaget en mildere Character, Smerterne vare mindre, Feberen i Aftagende, og allerede gik Rygtet, at Faren var ovre. Paa denne Dag vare mine Venner og Veninder og Alle, der stode i Forhold til mig, ja mange i Publikum, som jeg ikke havde Anelse om vare til, uudtømmelige i at vise mig deres Deltagelse. Lige fra den tidligste Morgenstund modtog jeg paa Sengen Gaver, Blomster, Breve, Vers, det ene mere kjærligt end det andet. Jeg var rørt og tænkte: "Herre Gud, er der virkelig saa Mange, der holde af mig?" - Naturligvis vil jeg ikke plage Nogen med at læse alt dette; kun et Brev fra min gamle Ven Collin vil jeg her meddele:

✂ "Kiæreste Hanne
næsten i hvert Brev, jeg faaer fra Ingeborg, som nu i 6 Uger har været hos Jonna, der hver Dag venter sin Nedkomst, spørger hun: hvorledes er det med Fru Heiberg? i det Brev, jeg fik i Dag, hedder det: "Har Fader seet noget til Fru Heiberg? Jeg drømte forleden Nat at jeg gik og passede hende; det har jeg tænkt saa meget paa at jeg saa gierne vilde have giort, dersom jeg havde været i Kjøbenhavn; jeg husker nok, hvor kiærligt hun passede Louise og mig, da vi vare syge i Ems." - 281 Jeg skriver til hende i Dag, og ønskede jeg kunde have sendt hende en Hilsen fra Dig.

✂ God Bedring! søde Hanne, og Lykke til den 22. Nov.!
20. Nov. 1852.
Din trofaste Ven
Collin .

✂ Heiberg og alle mine Nærmeste vare naturligvis glade over, at Lægen mente, at al Fare var overstaaet, - da Sygdommen atter pludselig antog en voldsom Character. Vor gamle Ven og forrige Huslæge, O. Bang, der omsider var blevet tilkaldt, anvendte nu Kure af den forfærdeligste Art, som jeg ikke vil plage Nogen med at udmale og mig selv med at mindes paany; disse gjorde mig saa mat og afkræftet, at jeg laa hen i en Døs, der for mine Nærmeste mere lignede Død end Liv.

✂ Min kjære Grethe Gram var helt utrøstelig over min Sygdom og bad Heiberg saa inderligt om at maatte pleie mig. Hun kom da til min Glæde, men da jeg i nogen Tid saae, hvor min Tilstand angreb hende, hvorledes hun om Natten sov lige saa lidt som jeg, hvor bleg og udmattet den fine Skikkelse Dag for Dag blev, da overtalte jeg hende til at opgive min Pleie, Men naar Heiberg om Aftenen kom over paa Theatret, stod altid Grethe Gram paa Trappen og ventede for at høre, hvorledes det gik mig, og naar hun ingen Trøst fik, forlod hun ham atter med et dybt Suk.

✂ Saadanne Prøvelsens Tider, som jeg her i Smerte gjennemgik, ere gode for os Mennesker; vi vende os med hele vor Sjæl til Ham, den Almægtige, der har Liv og Død i sin Haand; vi rykke ham med Et saa nær, saa nær! Vi føle, at der kan ligge den usigeligste Kjærlighed i Modgangen og Prøvelsen. Det synger i os:

✂ "Stilla, o stilla!
Somna från storm och snö!
Ensliga lilla,
Nu är det tid att dö!
Kallt är kring dal och sjö;
Stilla, o stilla!"

✂ Saaledes laa jeg endnu hen et Par Uger; men disse Uger ere mig uforglemmelige paa Grund af det indre Liv, jeg førte. I min stille Tanke sagde jeg til mig selv: "Dette er Døden", og jeg var henrykt ved Tanken herom. En salig, ubeskrivelig Følelse greb mig. Jeg glædede mig til at skulle forlade denne Jord, dens Uretfærdighed og alt det Onde, der faar Lov at trives paa den. Der var ingen Vrede, ingen Bitterhed i mit Sind, der var kun Glæde og Taknemmelighed mod Gud, som jeg haabede i Naade vilde annamme min 282 stakkels Sjæl. Heri bestod min Salighedstilstand, at jeg havde en mærkelig Vished om, at mine Synder vare mig forladte, og at jeg vilde blive optaget i Guds Børns Samfund for endelig at komme til Ro. Jeg var, saa at sige, aldeles ikke mere hernede, men svævede i Haabet om et høiere Livs Renhed og Glæde; jeg følte, at Fjerene paa Sjælens Vinger vare ligesom begyndte at voxe ud.

✂ Mine Tanker dvælede vel ved Heibergs Sorg, naar jeg gik bort, men saa tænkte jeg: Han har sin Digtekunst, sine mange videnskabelige Interesser, er saa sjælsstærk, at han nok vil forvinde Tabet, naar nogen Tid er gaaet. Og hvad min Kunst angaar, da har jeg jo vel alt faaet ud heraf, hvad mine Evner formaa; er det da ikke lykkeligt at gaa bort itide? Saaledes laa jeg i stille Betragtninger, lykkelig, salig som ingensinde. Der var ingen Feberphantasi i alt dette, thi under hele denne smertelige Sygdom var mit Hoved aldeles frit; - men min Sjæl var alt et godt Stykke paa Veien til mit egentlige Hjem.

✂ Som jeg nu en sildig Eftermiddag laa saaledes, stille og glad, kom Heiberg ind til mig og satte sig hos mig ved Sengen. Jeg tænkte: Mon mit Øie alt er sløvt? mig synes, at Heiberg er helt forandret af Udseende. Da brast han paa een Gang i den heftigste Graad, kastede sig over mig og udbrød: "Nei, nei, du maa ikke forlade mig! Jeg kan ikke undvære dig! Du maa blive hos mig; jeg vil gjøre Alt for at behage dig hele mit øvrige Liv; ethvert Ønske du har, skal jeg opfylde, hvis det staar i min Magt!" - og han kyssede mine Hænder, løftede mit matte Hoved fra Puden og trykkede det til sit Bryst, medens hans Taarer vædede mine Kinder, idet han vedblev: "O, forlad mig ikke, bliv hos mig!"

✂ Jeg blev ganske forfærdet, men dog usigelig rørt over at se ham i en saadan Tilstand; men Alt, hvad mine Kræfter tillode mig at svare, var: "O, Heiberg, jeg er saa usigelig mat, at jeg ikke har Kræfter til at svare dig; men fat dig, Gud kan jo endnu have Medlidenhed med os." Lægen havde i denne Eftermiddag sagt ham, at han maatte være forberedt paa min Død, der snart vilde indtræde.

✂ Da Heiberg havde forladt mig for at begive sig over paa Theatret til al den Modstand, han der var underkastet, tænkte jeg: Nei, hvor skammeligt det dog er af dig at ligge her og sværme for den Tanke at gaa bort, medens din stakkels Ven er ude af sig selv af Frygt derfor. Nu vel da, hvis du vil, Herre, - bad jeg - saa lad mig da endnu i nogen Tid blive hernede og atter tage Livets Kamp op! skjøndt - nu var jeg saa forberedt. Mon jeg nogensinde senere vil blive det i den Grad? - Og se, Herren besluttede, at jeg endnu i nogen Tid skulde blive hernede, thi han havde endnu et Arbeide for mig at udføre, hvorom jeg ingen Anelse havde, da jeg troede, at min Nærværelse 283 her var overflødig; et Arbeide for tre elskelige, unge, forladte Børn, som han vilde sende mig over Havet, for at jeg skulde være en Moder for dem.

✂ Dag for Dag, Time for Time vendte Livet efter hin Dag tilbage. Men lang var Reconvalescenstiden, thi der var saa Meget, der skulde læges og heles i det stakkels Legeme. Hvad vor trofaste Ven Martensen og hans elskelige Hustru vare for Heiberg i denne Sorgens Tid, kan kun den fatte, der i lignende Tilfælde har modtaget trofaste Venners kjærlige Bistand! Martensen kom ofte i stille Aftentimer og talte beroligende til Heiberg og hans bekymrede Moder.

✂ Det er en forunderlig Følelse at vende tilbage til Livet, naar man alt var paa Veien til at forlade det. Det er, som naar man ser et Landskab indhyllet i Taager, og disse da pludselig løfte sig, saa der lidt efter lidt viser sig for En saa den ene Gjenstand og saa den anden, tydelige og klare. Meget i Livet, som man før kun formaaede at se trist og sørgeligt, ser man nu i et helt andet Lys, idet nu det gjenvundne Livs Solstraaler kastes derover, og man udbryder: "Ja, vist er Livet skjønt!"

✂ Al den Kjærlighed og Godhed, jeg paa dette Punkt af mit Liv var Gjenstand for, kunde ikke andet end røre mig og gjøre, at det tilbagevendende Liv opfyldte mig med Glæde. "Gud være lovet," sagde Heibergs Moder til mig, "at du nu atter bliver rask, thi det var ikke til at udholde at se paa Ludvigs Sorg." At slige Ord maatte glæde mig, kan vel Enhver forstaa!

✂ Mange Tegn paa mine Venners inderlige Hengivenhed ere mig uforglemmelige, jeg vil kun nævne to Venskabsytringer, som jeg altid i Ydmyghed vil være stolt og taknemmelig for.

✂ Det var en gammel Skik i Biskop Mynsters Hus, at hans Fødselsdag blev feiret, idet hans hele, store Familie samledes, medens saa godt som Ingen udenfor Familien blev indbudt. I de senere Aar, da vor elskelige Ven Præsten Paulli var bleven Mynsters Svigersøn, holdtes denne aarlige Fest for Mynster i hans Hus. Mynster havde i de senere Aar udtrykkeligt udbedet sig, at Heiberg og jeg maatte være blandt de faa Indbudne, og vi havde alt i flere Aar været tilstede ved denne Fest. Da den 7de November atter kom - paa min Sygdoms Højdepunkt -, og Paulli som sædvanligt et Par Dage iforveien gik til Mynster for at indbyde ham til Festen, sagde Mynster: "Nei, min kjære Paulli, denne Fest falder bort i Aar. Vi ville ingen Glædesfest holde, naar vor Veninde ligger for Døden." Denne Beretning af Paulli gjorde et stærkt Indtryk paa mig; at en Mand, hvem jeg i saa høi Grad saae op til med Beundring og Ærbødighed, havde et saa inderligt Sindelag for mig, fyldte mig med Glæde og Stolthed.

✂ Et andet Tegn var, at Hall, da han besøgte mig i min Reconvalescenstid, fortalte, at paa den farligste Tid af min Sygdom sad han og Madvig en Dag 284 i Rigsdagen, da En kom og berettede, at jeg neppe kunde leve til Aften. Madvig reiste sig da og sagde stærkt bevæget: "Hvor forfærdeligt; her sidde vi og skjændes, medens hun ligger og dør! Jeg bliver her ikke et Øieblik længer!" - Og han gik.

✂ Jeg kunde ikke uden Taarer høre disse Kjærligheds- og Venskabsytringer af saadanne Venner. Hvor trofast har dog ikke Madvig, denne udmærkede, ædle Ven, været imod mig i de mange Aar indtil den Dag i Dag, da jeg sidder her i min Ensomhed og nedskriver disse Linier; hvor har ikke hans Venskab smigret og rørt mig, og hvor ofte har jeg i Stilhed takket ham herfor i mit Hjerte!

✂ Saa snart det rygtedes sidst i Februar, at jeg var kommet saa meget til Kræfter, at der kunde tænkes paa, at jeg atter skulde optræde paa Scenen, strømmede Begjæringer ind til Theatret om Billetter til denne Aften. Jeg gjemmer endnu af denne Mængde flere Hundrede, der vare skrevne i en eiendommelig Form med Bøn til Heiberg om ikke at afslaa Begjæringen. Igjennem disse gjorde jeg første Gang Bekjendtskab med Folk, der, som de skrev, med usvækket Interesse havde fulgt mig paa min lange Theaterbane, lige fra min første Optræden som Trine Rar, og af den Grund lagde Heiberg paa Hjerte ikke at glemme dem, for at de kunde være mellem de Første, der hilste paa mig ved min Gjenoptræden paa Scenen.

✂ Det var meget vanskeligt for mig paa Grund af Forholdene at vælge, hvilket Stykke jeg vilde optræde i, thi her var meget at betænke. En af mine store, betydelige Roller kunde der ikke være Tale om, naar man har været saa syg og indespærret henved fem Maaneder. Hvad der imidlertid fremfor Alt laa mig paa Hjerte, var, at der i Stykket ikke maatte være mindste Hentydning, mindste Replik, der kunde minde om de daværende Forhold ved Theatret og fremkalde nogen Demonstration for mig mod Andre, thi Fred! Fred var af Alt det, jeg mest ønskede og trængte til. Men saa utroligt det kan synes, var det umuligt mellem de ældre Stykker at finde en Rolle, hvor ikke et eller andet Sted, en eller anden Replik kunde gribes af Publikum, naar dette havde Lyst dertil. Ogsaa vilde jeg nødigt komme ene ind i den første Scene og derved ligesom opfordre til en Modtagelse, der let kunde blive mere tumultuarisk, end jeg ønskede, og derved irritere det Parti ved Theatret, der var imod os. Alt dette være Undskyldningen for, at Valget faldt paa en lille uskyldig Vaudeville, hvormed jeg nogle Aar iforveien havde forøget mit Synderegister i mine ensomme, sildige Aftentimer, og som hed "En Sommeraften". I denne lille, ubetydelige Vaudeville fandt jeg de Betingelser, jeg ønskede til min første Optræden. Rollen var ikke stor, der var i ingen Replik nogen Hentydning til min lange Fraværelse, og jeg behøvede ikke heri at indtræde ene. thi Therese - saaledes hed det lille Pigebarn, jeg her skulde 285 fremstille, - saas, idet Teppet løftedes for Stykket, i Klynge med andre unge Piger, dansende om et stort Træ. Denne Begyndelse behagede mig, da den aldeles tilintetgjorde al Hentydning til Svaghed og Sygdom. Det har altid været mig en Afsky fra Scenen at blande det Private ind i Kunsten, thi hvad tilintetgjør mere den Illusion, man fremfor Alt eftertragter!

✂ Onsdagen den 30te Marts 1853 blev bestemt til min første Optræden. Fra den tidlige Morgenstund strømmede paa denne Dag Blomster, Lykønskninger, Vers og smaa Gaver ind i mit Hjem. Da jeg om Aftenen kom over paa Theatret, blev jeg ved min Indtrædelse i Foyeren modtaget af en meg