Heiberg, Johanne Luise 1. Del : 1812-42

FØRSTE SELVSTÆNDIGE OPTRÆDEN.

Nu var jeg altsaa atter i Hjemmet - i mit ulykkelige, af saa mange Tryk triste og dog savnede Hjem. De daglige Vandringer om Morgenen med min syge Søster til Danseskolen, hvor de gamle Ydmygelser ikke udebleve, toge atter deres Begyndelse. Nogle Dage efter min Hjemkomst underrettede min gode Danselærer mig om, at det Linned, jeg havde modtaget af ham, kunde jeg beholde - og dette var saaledes det hele Honorar for god og tro Tjeneste. Jeg havde forresten intet Andet ventet af ham; kun dette ventede jeg, at han ikke oftere skulde berøre denne Sag, da jeg i høi Grad havde følt den ydmygende for mig; og jeg var glad, da disse faa Klædningsstykker vare opslidte; thi jeg tog dem aldrig paa uden med et stille Suk.

En Dag, idet jeg vilde gaa fra Danseskolen, kom Solodanser Funck hen til mig, klappede mig paa Kinden og sagde: "I mit lille nye Divertissement har jeg betænkt at anvende dig til at danse en lille Solo. Vi skulle snart begynde paa at indstudere den." Jeg blev forbauset, og Hjertet bankede i mig af Glæde, men jeg svarede kun med en dyb Neien. Denne lille Solo var min første Debut for Publikum.* Jeg husker endnu den Dag i Dag Pas for Pas deri; Publikum lønnede den med Bifald, og mange af Theaterpersonalet kom hen til mig, klappede og kyssede mig og sagde, at jeg havde danset nydeligt. Jeg var lykkelig, uden at jeg selv rigtigt vidste hvorfor. Jeg blev nu tillige benyttet til alle Slags Barneroller i Skuespillet, baade Drenge- og Pigeroller; og den lille Skuespillerinde med det sky og ydmyge Væsen vandt sig alt dengang ikke faa Venner. Saaledes gik da et Aarstid. Da skulde Nielsen have en Aftenunderholdning til egen Indtægt. Han kaldte mig til sig og spurgte, om jeg kunde saa meget Tysk, at jeg kunde fremsige et Digt i dette Sprog til hans Aftenunderholdning? Jeg svarede, at det vidste jeg ikke ret. Han læste nu: "Lob der Kleinen" af Castelli for mig og spurgte, om jeg forstod det? Herpaa svarede jeg ja. "Saa tag det hjem med," vedblev han, "og kom til mig, naar du kan det." Da jeg kom hjem og fortalte denne Nyhed, bleve mine Forældre meget glade, men Herman trak Brynene sammen og sagde, det var ham meget imod, at jeg skulde undervises af Nielsen. Ved Hermans Hjælp lærte jeg nu at læse det rigtigt op, og da jeg kunde det udenad, gik jeg til Nielsen for at lade ham bestemme, om det lod sig gjøre at lade mig fremsige det. Han blev meget glad og rørt ved at høre det smukke Digt i min barnlige * 42 Fremsigelse, rettede mig i Et og Andet, og jeg maatte flere Gange gjentage det for ham. Da jeg gik, kyssede han mig i sin Glæde, et Kys, hvoraf jeg mærkede, at jeg i mit 14de Aar var mere Jomfru end Barn. Aftenen den 8nde Januar 1826 gjorde det lille tyske Digt formeligt Furore. At det var mig, al denne Jubel gjaldt, gjorde jeg mig kun dunkelt Rede for. Nu blev det Mode at bruge mig paa de Aftenunderholdninger, som snart En, snart en Anden af Personalet gav. Kort efter Nielsens Aftenunderholdning kaldte Frydendahl mig til sig en Eftermiddag i samme Maaned. Da det var mørkt paa denne Tid af Dagen i Januar, tog Herman mig som sædvanligt, naar han fulgte mig, ved Haanden som et lille Barn og ledsagede mig til Porten. Da jeg kom ind til den store, smukke og af Udseende fornemme Mand - jeg var meget undselig ved at staa lige overfor ham - sagde han: "Hør, min lille Pige, jeg skal i Februar Maaned have en Aftenunderholdning paa Hoftheatret, og jeg ønsker, at du paa denne skulde udføre en Scene med Hr. Rosenkilde." Jeg takkede og neiede. Han gav mig nu en Bog, hvori der stod Poul Møllers Digt: "Hans og Trine, en Scene i Rosenborghave", bad mig lære den, da skulde han sige mig nærmere Besked, naar Prøverne skulde være. Jeg neiede atter, sagde mange Tak og gik. I Porten stod Herman endnu og ventede for at følge mig hjem. Da han hørte, hvad Frydendahl havde villet mig, sagde han: "Det er en underlig Maner af disse Herrer uden videre at sende Bud efter dig i Mørke, Regn og Slud, for at du skal gjøre dem Tjenester; ville de Noget, kunne de jo komme til dig." Jeg syntes, det var en urimelig Tale, og begreb ikke, hvor det kunde falde ham ind, at disse Mænd skulde komme til mig. Naar Herman saaledes hentede og fulgte mig, havde jeg altid en uhyggelig Følelse, som om jeg foretog mig Noget, der var en Skam for mig; og hvad der i høi Grad forøgede denne Følelse var, at jeg godt mærkede, ogsaa han var forlegen og gjorde, hvad han kunde, for at ingen Forbigaaende skulde kjende ham med den lille Pige ved Haanden. Han drilledes vel af sine Venner for sin Interesse for mig, ligesom hin Samtale i Gjæstestuen endnu laa paa mig med hele sin Vægt. Den rare, godmodige Lindgreen, hvem jeg paa Hermans Opfordring havde bedet gaa denne Scene igjennem med mig, endte enhver Undervisning, idet han klappede mig paa Kinden, med de Ord: "Kan du gjøre det saaledes om Aftenen, min Pige, saa er det godt." Den 12te Februar samme Aar gav Frydendahl sin Aftenunderholdning paa Hoftheatret; den blev af afgjørende Betydning for min Fremtid.