Heiberg, Johanne Luise 1. Del : 1812-42

LYS OG SKYGGER.

Hos Personalet ved Skuespillet vandt jeg imidlertid mange Velyndere og især Velynderinder mellem de ældre Damer; blandt dem daværende Madam Wexschall (siden Fru Nielsen), hvis Godhed og Venlighed jeg satte stor Pris paa. Hun indbød mig ofte til sig i sit Hjem, hvor flere aandrige Personligheder havde Adgang, som jeg alt havde lært at kjende hos Fru Gyllembourg; ogsaa hun og Sønnen kom i dette Hus, samt flere af deres Omgangsvenner som Professor Møhl, Professor v. Schmidten og Dr. David. Da Saisonen var tilende, indbød Madam Wexschall mig til at følge med dem og blive hos dem en Maanedstid i Ermelundshuset, hvor de i Ferien vilde ligge paa Landet. Dette var en stor Lyksalighed for mig, der i høi Grad elskede Skov, Sø og Mark; min Længsel efter at opholde mig i længere Tid midt i en deilig Natur skulde jeg faa stillet for første Gang, og det i hendes Selskab. Hjertet hoppede af Glæde i mig ved Tanken herom. Jeg drog da ud med dem paa den bestemte Dag, og uforglemmelig er mig dette Ophold. Naar jeg her vandrede ene om i Skov og Mark, gjenkjendte jeg neppe mig selv. En Følelse, en ubeskrivelig Følelse af Lykke og Glæde gjennemstrømmede da mit hele Væsen, og idet jeg gik og plukkede de utallige smaa Blomster og Græsarter, som snart bleve bundne i Bouqetter, snart i Kranse, ønskede jeg, at jeg saaledes kunde blive gaaende hele mit Liv - en saadan Fylde laa der for mig i denne Ensomhed - en Fylde, syntes mig, som intet Selskab kunde erstatte. Mange smaa romantiske Sværmerier faldt mig ind; jeg talte til Fuglene, til Blomsterne, til Skyerne og saae Vink af noget Overnaturligt i det, de Fleste vel ikke vilde have ænset. Undertiden gik denne stille Lykke over til et Vemod, der fremkaldte hede, men velgjørende Taarer.

Under dette Ophold hos Wexschalls saae jeg første Gang Digteren Adam Oehlenschläger, der en Dag kom med sin Datter Charlotte for at gjøre et Besøg. Hvilken Betydning denne Mand havde for enhver Dansk var mig dengang næsten ubekjendt, men desuagtet gjorde hans Personlighed et dybt Indtryk paa mig, og jeg erindrer, at jeg stillede mig bag et stort Træ for ubemærket af ham og de Andre at kunne betragte ham. Trægruppen, Belysningen, Bordet, hvorved han sad med Madam Wexschall - Alt ser jeg endnu saa tydeligt, som om det havde været i Gaar. Hans Datter tiltrak sig ogsaa min Opmærksomhed. Hendes Livlighed og Frihed forundrede mig. Jeg ser hende endnu for mine Øine, saaledes som hun om Aftenen i det klare Maaneskin for at fornøie Madam W. havde løsnet sit lange gule Haar, traadte ud af Huset og skred hen imod os, der sade i et Lysthus. Hendes 63 Øine glimrede saa stikkende, at jeg syntes, jeg blev ganske bange for hende, uagtet jeg fandt hende smuk paa sin Maade. Der var noget i hendes Udtryk i dette Øieblik, som jeg fandt upassende uden at kunne gøre mig Rede for, hvad det var, og talte hun til mig, maatte jeg uvilkaarligt slaa mine Øine ned.

Stakkels Lotte Oehlenschläger! Hvem havde kunnet ane, naar man hin Aften saae den kjække, overmodige Pige, at Skjæbnen havde bestemt hende en saadan Række af Ydmygelser og Modgang som den, hendes senere Liv førte med sig, og som upaatvivleligt lagde hende i Graven i den unge Alder. Hun var en Slags Ragnhild, der enten maatte seire eller dø; hun seirede ikke. Oehlenschläger tiltrak sig især min Opmærksomhed ved sit skjønne Hoved. Det blanke, bløde, sorte Haar faldt saa smukt om den høie, ædle Digterpande; de smukke Øine lyste af Ild, og han udbredte en elskværdig Gemytlighed ved sin Tone og hele sit Væsen. Han betragtede mig flere Gange stift og med en vis Nysgjerrighed og sagde mig, førend han gik, nogle forbindtlige Ord om, hvad han alt havde set mig udføre paa Scenen. Da de vare borte, og jeg laa i min Seng, kunde jeg længe ikke falde i Søvn for Tanken om Digteren og hans Datter.

Ogsaa Componisten Kuhlau saae jeg her for første Gang. Han gjorde et godt Indtryk paa mig, da jeg først havde forsonet mig med, at han kun havde eet Øie; men dette ene var saa smukt, at man maatte sørge over, at der ikke var to i det ellers velformede Ansigt. Han var gemytlig, ligefrem og havde et saa godmodigt Præg, at endog jeg indlod mig i Spøg med ham. Han og Wexschall kom i Passiar til langt ud paa Natten. Kuhlau var som bekjendt en Ven af Druesaften, og i Talens Løb sade de og drak og drak saaledes, at da Kuhlau endelig brød op for at gaa, var det kjendeligt, at den gode Musicus havde drukket mere end vel var. Wexschall bemærkede dette og sagde: "Kom, jeg vil følge Dem hjem! Natten er smuk." Han boede nemlig i Lyngby. Med Ængstelse saae jeg efter dem, da de vandrede op ad Veien, som dengang høinede sig temmelig stærkt, og jeg saae, hvor besværligt det faldt Kuhlau at holde Takt med sin Ledsager. De Andre lo heraf, men jeg hade set for meget af Sligt i mit Hjem, til at jeg kunde faa fat paa den comiske Side. Dagen efter kom den geniale Kuhlau atter, og idet han traadte ind i Stuen, gik han hen til Madam Wexschall, kyssede hende paa Haanden og sang:

"Wer niemals einen Rausch gehabt,
Der ist kein braver Mann!"

Hermed opløste Scenen fra forrige Aften sig i Spøg og Latter.

64

Den Tid, jeg opholdt mig her, gik kun altfor hurtigt; da den endte, begyndte mine gamle Sorger, og nye kom til. Overgangen fra dette yndige Opholdssted til mit ulykkelige Hjem følte jeg kun altfor dybt og tungt. Jeg havde været tilmode som en Fange, der var sluppen ud i det Frie og nu atter skulde indespærres; jeg havde faaet en Forsmag paa, hvorledes man har det, naar man gaar rolig i Seng og staar rolig op uden Frygt for alle de urolige Aander, der desværre huserede i mine Forældres Bolig. At jeg selv var bleven voxen og havde set noget mere af Livets lysere Sider, maatte jo kun bidrage til at lade mig føle vore ulykkelige Forhold saa meget dybere. Min eneste Trøst var ved denne Tid min gifte Søsters lille Datter; med dette Barn paa mit Skjød - ak! hvor ofte har jeg ikke grædt hende og mig i Søvn i en Krog af Stuen for atter at vaagne til de uhyggelige, huslige Scener, ved hvilke jeg maatte stille tilfreds mellem mine ophidsede Forældre, og hvor jeg baade ønskede og frygtede Hermans Komme, da han var den eneste, hvis Nærværelse bragte Stilhed tilveie. Fra denne Side begyndte der nu imidlertid at melde sig en ny Række Lidelser. Hermans Følelser for mig traadte efterhaanden tydeligere og tydeligere frem. Hans Skinsyge og Sorg over min Kulde tiltog med hver Dag. Hans Lidenskab - thi, som hans Følelse nu viste sig, kan den kun kaldes saaledes - satte min Standhaftighed og Villiekraft paa saa haarde Prøver, som der neppe ofte kræves af en Pige i min Alder. Jeg er fuldt og fast overbevist om, at dette Menneske kunde ofret sit Liv for mig; han satte mig saa høit og nærede saa stor Ærbødighed for mig, at han ofte udtalte sig om mig, som om jeg var et høiere Væsen - og dog! - - Ak, hvilke Forvildelser og Modsigelser kan et Menneske ikke indvikles i, naar en Lidenskab ret har grebet ham! Men med hvilken Rædsel opfyldes ikke en stakkels Pige, der staar lige overfor en saadan Lidenskab, som hun ikke deler og altsaa ikke kan forstaa! Hvor gyser man tilbage for et Sprog, man ikke ret fatter, men hvori man aner noget Forfærdeligt, som man ikke selv kan gjøre sig Rede for! At undgaa hans heftige Lidenskabelighed, at vogte mig for at være ene med ham, derpaa gik nu alle mine Bestræbelser ud. Dette vilde imidlertid næsten have været en Umulighed i vort Hjem, hvor min Fader og min Moder hver paa sin Side vare beskjæftigede med husligt Arbejde, hvis ikke til min Lykke min Søster ideligt havde været ved min Side. Og dog vidste han paa mange Maader at fjerne hende, og da gjennemgik jeg Øieblikke med ham, som jeg regner til de tungeste i mit Liv. Bleg som Døden, badet i sine Taarer styrtede han efter en saadan Scene ud ad Døren og lod mig forfærdet og skjælvende tilbage. Ene, uden Støtte og Hjælp, især derved at jeg ikke kunde faa Ordene over mine Læber, stod jeg svage Barn der, overladt til min egen Kraft og Styrke. Hvem skulde jeg henvende mig til? Hvad skulde jeg 65 sige? Hvorledes finde Ord for, hvad jeg neppe selv forstod, men som fyldte mig med den dybeste Undseelse. Anklage ham. der fra vi vare smaa havde staaet os bi som en Broder, som en Fader, hvor kunde jeg det? Og til hvem skulde jeg klage min Nød? Der var Ingen, i hvis Favn jeg kunde kaste mig med Tillid og Vished om at blive forstaaet, og som vilde tage varligt og besindigt paa en saa mislig Sag. Jeg taug derfor og gjemte alt hos mig selv. Kun til Gud i Himlen klagede jeg min Nød, bad ham af hele mit ængstede Hjertes Fylde om at staa mig bi og knugede mine Hænder fastere ved de Ord i Bønnen: "Led os ikke i Fristelse, men frels os fra det Onde." Nu havde disse Ord afløst de tidligere: "Giv os i Dag vort daglige Brød."

Min Moder gik aldeles op i sit Arbeide og havde kun Interesse herfor, hendes Utrættelighed i at arbeide var saa stor, at hun ikke alene efterhaanden havde afbetalt sin Gjæld, men endogsaa havde begyndt at lægge Penge op. Lykken var bestandigt med hende i hendes Foretagender - og, som det altid gaar, naar Lykken først har indfundet sig, da mærker man i forskjellige Retninger dens Nærværelse. Min Moder havde den Passion af og til at forsøge sin Lykke i Tallotteriet, og her vandt hun en Gang 700 Rdlr. og en anden Gang 400 Rdlr. Denne Capital forøgede hun efterhaanden ved dagligt at lægge lidt og lidt tilside, af hvad hun ved sit Arbeide erhvervede. For dette Formaal syntes hun mere og mere at leve, saa hun negtede sig Alt, hvad der i nogen Retning kunde forskjønne Livet. Min Fader var jo heri meget forskjellig fra hende, og i en Ordstrid, som opstod af denne Uoverensstemmelse imellem dem, lod han en Gang i sin Hidsighed Ordet "Jøde" undslippe sig. Ved at høre dette sprang jeg forfærdet op fra min Krog, saae paa min Moder og paa ham og skjælvede over hele mit Legeme. Min Moders Udtryk i dette Øieblik kan jeg aldrig glemme. Bleg og med funklende Øine, men tillige skamfuld sagde hun: "Det er første Gang, du har ladet mig dette høre!" Jeg vilde ikke tro mine egne Øine, thi virkelig havde vi Børn ikke mindste Anelse om, at vor Moder var født Jøde. Hun havde fra sin Barndom været skilt fra alle Sine og stod ikke i mindste Berøring med den jødiske Menighed her i Byen; jeg havde saa ofte hørt hende udtale sin Ringeagt for Jøder, at Sligt aldrig var kommen i mine Tanker. For mig var denne Opdagelse Kilden til stor Sorg. En dyb Skam betog mig, og jeg tilstaar, at jeg aldrig senere blev fuldstændig Herre over denne Følelse.

Mange, mange Aar efter denne Scene erfarede jeg følgende. I de første Aar af deres Ægteskab havde det ligget min Fader overordentligt paa Hjerte, at hans Hustru som han skulde blive Katholik, og hun var med Glæde gaaet ind herpaa. Han henvendte sig da til den katholske Præst her i Landet og bad ham forberede hende dertil. Præstens Indøvelse til 66 Christendommen med hende havde alt varet nogen Tid, men nu vilde Ulykken, at samme Præst fandt min Moder smuk, som hun ogsaa efter Alles Sigende, der havde kjendt hende i hendes Ungdom, skal have været. Og nu misbrugte denne Mand sin Stilling ved hyppigere og hyppigere i deres ensomme Læretimer at overfalde hende med en Kur, der antog en saadan Character, at hun følte Nødvendigheden af at fortælle min Fader om hans Opførsel og erklære, at hun ikke mere turde indfinde sig til Læretimerne. Herover blev min Fader aldeles rasende, foer hen til Præsten, og den Scene, som nu forefaldt iraellem dem, endte med, at min Fader pryglede ham saaledes igjennem, at Præsten tilkaldte Politiet, og min Fader blev arresteret. Der udspandt sig en Retssag om det Passerede, som dog endte uden synderlig Ulempe for min Fader, da man ønskede saa meget som muligt at neddysse den hele Sag. Men saaledes gik min Moder glip af, hvad der havde været hendes høieste Ønske, at blive døbt og optaget i det christne Samfund. I hendes Hjerte maa denne Undervisning i den christne Tro dog have slaaet Rod, thi af faa Mennesker har jeg saa ofte hørt Christi Navn nævnet som af hende lige indtil hendes sidste Dage. Og i Samtalens Løb med os Børn mindede hun os ofte om Herrens Gang paa Jorden, hvorimod der udtalte sig hos hende en formelig Afsky for alle Jøder. I de allersidste af hendes Leveaar mærkede jeg stundom i hendes forblommede Tale, at noget Vigtigt trykkede hendes Sind, og det gik da op for mig, at hun af en vis Undseelse ikke turde udtale, hvad dette var, men at Sukket gjaldt, at hun ikke ved sin Død kunde komme i christen Jord. Jeg talte derfor hemmeligt med en af vore Præster, som jeg stod i Venskabsforhold til, om det ikke endnu kunde lade sig gjøre at forberede hende til Daaben. Han raadede mig til min Sorg at opgive dette. Han sagde: "Deres Moder er over 80 Aar, kan ikke læse eller skrive; tro mig, det er nu for silde." Aldrig er jeg gaaet bort mere bedrøvet efter nogen Samtale end efter denne.