Heiberg, Johanne Luise 1. Del : 1812-42

MIN FADERS SIDSTE AAR.

Da jeg forlod mit gamle Hjem, var det mig en Beroligelse at vide, at det Forhold, som mere end noget Andet havde formørket min Barndom, var ved at forandre sig paa en glædelig Maade. Min stakkels Faders Kraft var brudt, og hans Stemning var nu som oftest en stille Melancholi. Han hjalp nu min Moder, saa godt han kunde, ved hendes strenge Arbeide og rørte mig ofte ved den Resignation, hvormed han taalte og lød hendes Villie. For min Fader som streng Katholik var det en stor Sorg, at Børnene af et blandet Ægteskab i et protestantisk Land dengang ved Loven vare forpligtede til at blive Protestanter. Naar han om Søndagen kom hjem fra den katholske Gudstjeneste, tilbragte han den øvrige Del af Dagen med at gaa op og ned i vor store Sal og med sin veltonende Stemme synge latinske Psalmer. Jeg lyttede ofte med Glæde til disse dybe, høitidelige Toner. Det laa ham meget paa Hjerte at faa mig til den katholske Gudstjeneste, og ideligt lokkede han for mig for at faa mig til at følge sig og overvære den. Rørende var den nu blege, magre Skikkelse, naar han med en bønlig Mine og indsmigrende Ord kom hen til mig og sagde: "I Morgen er der en stor Fest i vor Kirke; Musik med Pauker og Trompeter - følger du ikke nok med?" Ofte fulgte jeg ham da og tænkte: "Gud vil vist høre min Bøn lige saa godt her som i min egen Kirke." Imidlertid var det mig imod at bestænke mig med Vievandet, og det sagde jeg ham, at dette vilde jeg ikke. "Ja, som du vil," svarede han da ganske sagtmodig, "følg blot med." Men aldrig saa snart traadte vi ind i Capellet, før han paa den behændigste Maade vidste at bibringe mig et Par Stænk paa Pande og Bryst. Jeg lod, som om jeg ikke mærkede dette, satte mig stille ved hans Side i mine egne Tanker, bad til Gud om det, der laa mig paa Hjerte, og gik ofte lettet, beroliget og styrket fra Capellet. Naar han kom hjem, gik han ofte venlig hen og rakte min Moder Haanden; men faa ham til at tage Del i hendes Arbeide paa en Søndag, det formaaede hun ikke. Desmere ufortrøden udførte han de andre Dage alt, hvad hun ønskede hans Hjælp til, og arbeidede ofte til langt ud paa 83 Natten. Naar han da sad der, den høie, blege Mand, blev jeg tidt vemodig ved at betragte det svækkede Legeme og de sørgmodige Træk. Og saaledes henrandt hans sidste Aar, Gud være lovet, mer og mer forberedende ham til et bedre Liv, indtil han i 1834 stille hensov af en Brystbetændelse.