Heiberg, Johanne Luise

Christianshavn d. 28. Junii 1829.

Min kjære lille Hanne! Vi talte engang om hvad vi ansaae for de gode Ting, som mødte os i Livet, og jeg erindrer at jeg sagde: at noget af det jeg 95 regnede blandt de høieste Nydelser, var at vandre en skjøn Sommeraften Arm i Arm med en kjær og trofast Ven eller Veninde og fortrolig udøse sit Hjerte for denne. Erindrer du denne Samtale? Jeg kommer til at tænke derpaa i dette Øieblik fordi jeg nyder en vel langt ringere, men dog lignende Fornøielse. Jeg sidder nemlig i Haven, paa den Bænk, hvor jeg nogle Gange ifjor sad hos dig og vil nyde denne skjønne Sommeraften ved at skrive til dig, min lille Yndling, og indbilde mig at jeg saaledes er dig nærmere,

"thi Bark og Træ er ei mere nær
end Tvende, der have hinanden kjær,"

staaer der i et Vers af Grundtvig, og jeg vil indtil videre smigre mig med, at du har mig lidt kjær og at disse Linier ikke ville være dig ganske uvelkomne. Den gode Dr. Møhl bragte mig en meget kjærkommen Afskedshilsen fra dig, hvorfor jeg takker dig. Ludvigs og Winthers høimælede Afskedshilsen fra Bellevue var en lykkelig Idee af dem. Jeg vilde gjerne været tilstæde og seet dig i Kikkerten ligesom de. - Vi tale hver Dag om dig og dersom du ikke med næste Dampskib faaer det belovede Digt er Skylden ikke min og maaskee heller ikke Ludvigs*. Dog lad ham selv fremføre sine Undskyldninger, eller hvad bedre er sit Digt! Tænke paa det gjør han, men om hans Tanke ikke bliver til Ord, saa kommer det vist blot af, at han vilde sende dig et Digt som han ret vilde skulde behage baade dig og det norske Publicum og til en saadan Frembringelse er den gode Villie vel ikke nok. - Igaar mødte jeg paa Østergade din smukke Søster Madame Kett. Med sin medfødte smilende Godmodighed kom hun hen til mig, der gaaer paa Gaden som en Muldvarp uden at see noget Menneske. Hun var saa god at hilse mig fra dig og fortælle mig om din Reise og dit Befindende, og uagtet jeg i Forveien vidste hvad hun kunde sige mig, da Ludvig havde været baade hos hende og hos dine Forældre for at faae Efterretninger fra dig, saa glædede det mig dog saameget at see hende og høre fra dig, at jeg har sat mig for at besøge hende en Dag med det første for at tale om dig med hende.

Idag læste jeg i Kjøbenhavnsposten en vidtløftig Beretning om Eders Aftenunderholdning derovre. - Jeg kunde slaae de Nordmænd paa Øret! De tager mod Wexschalls med Applaus! Det er meget ret og billigt! og det kan jeg finde mig i. De ere gamle Bekjendtere for Nordmændene. - Men Nielsen hilser de paa samme Maade da han har sagt sin Prolog og applauderer stærkt de daarlige Digte af Castelli, hvormed han siden tracterer dem, *

96 baade paa tydsk og paa dansk, og derimod taler Kjøbenhavnsposten intet om at de med nogen Slags Varme har modtaget Winthers nydelige Sauvegarden, fremsagt med al den Forstand og uimodstaaelige Gratie, hvormed du vist har sagt den i Christiania, som i Kjøbenhavn. Dersom der nu ikke i næste Efterretning fra Eder staaer, at Publicum har modtaget dig med Applaus, da du anden Gang kom frem, saa skal jeg da aldrig tilgive Nordmændene, men hade dem Allesammen, ligetil Hansen med, hvor svært, ja næsten umuligt det vilde være for mig ikke at holde ret hjertelig af denne unge Mand, som jeg imidlertid beder dig hilse fra mig. - Jomfru Ljunges norske Reise, bør virkelig betales af Kjøbenhavnsposten, thi den er mange Penge værd for dette berømmelige Blad, i det mindste griber jeg efter det med usædvanlig Begjærlighed for at see norske Nyheder i denne Tid. - Har du hørt al den Triumf som er bleven Oehlenschläger til Deel i Sverrig? Det er meget smukt og maa glæde enhver Dansk og enhver Digter især. Men hvad der maa bedrøve enhver Dansk er at læse de svenske Digte i denne Anledning der ere saa skjønne, især Tegners deilige Digt, og Oehlenschlägers "Til mine svenske Venner", der tager sig ud ved Siden af de svenske som en Landsbye-Degn ved Siden af Dr. Mynster, eller en anden saadan Biskop der med Værdighed og fiin Dannelse staaer i sit fulde Ornat.

Jeg ønsker, jeg havde noget interessant at fortælle dig fra Hjemmet, men jeg sidder her i min lille Hule som et andet stille, eensomt Kreatur og hverken hører eller seer andet end det daglige eet og samme. Man bør sige Gud skee Lov! naar Livet gaaer eensformigt hen, thi Forandringer ere næsten oftere Uroligheder end Fornøielser. Alting hos mig er ved det Gamle, baade omkring mig og i mig selv. Georg hilser dig kjærligt og ærbødigt. Paa Onsdag er det hans Fødselsdag. Erindrer du den Dag ifjor? - Den skjønne Sommer gjør mig saa lykkelig. Naar Solen skinner varmt, Træer og Planter blomstre og Aftenen er saa stille og saa balsamisk, saa behøver man ingen synderlig anden Lykke end dette Sommerliv. Udvortes Lykke, at sige, thi det indvortes Menneske er ikke saa nøisomt. Dog selv de indvortes Lidelser, Savn, Længsel o s v. lindrer den milde Natur. De Fraværende synes mig altid langt nærmere om Sommeren end naar den fæle Iis og de mørke Nætter ligge imellem os. Forleden kom en venlig Vind ind ad Vinduet ved Volden og bevægede den deilige Blomsterguirlande som du har givet mig til Klokkestreng. Det forekom mig som om Blomsterne vinkede af mig og hilsede fra dig. - Men jeg frygter for at kjede dig i dette mit allerførste Brev. - Lev vel min Hanne! Camilla Buntzen har bedet mig hilse dig. Ludvig vil selv skrive. Jeg beder dig bringe Madame Wexschall min hjerteligste Hilsen. Jeg ønsker baade dig og hende al den Lykke og Ære som jeg ikke tvivler paa maa blive Eder begge til Deel.

97

I Haab om at du holder dit Løfte og snart skriver til mig venter jeg med Længsel et lille Brev fra dig, og omfavner dig i Tankerne.

Din hengivne Th. Gyllembourg.