Heiberg, Johanne Luise 1. Del : 1812-42

EN UBESINDIGHED.

Søreisen gik heldigt, og glad hilsede jeg atter det kjære Kjøbenhavn. Jeg drog atter ind i det hyggelige, selskabelige Hus, omgivet af de gamle Omgangsvenner. Jeg hilsede Alt, Gader, Torve, Mennesker med Glæde og følte et Overmaal af legemlig Kraft i Forening med Ungdom og Lykke i Alt, hvad jeg foretog mig. Dette udartede hos mig hidtil betænksomme Pige til en Letsindighed og Tankeløshed, som jeg desværre snart maatte bøde haardt for. I Slutningen af den sidste Theatersaison var en ung, smuk Candidat bleven antaget ved Theatret. Han gjorde Lykke hos Publikum, Alle roste ham som Menneske og virkelig var han en god, dannet og forstandig ung Mand. Han havde fra det første Øieblik af udmærket mig fremfor Alle og kastede desværre sin Godhed paa mig i den Grad, at det var tydeligt for Alle, hvad hans Tanker vare, og hvor alvorlig en Interesse han havde for mig. Den megen Omtale, jeg i Norge havde været udsat for, begyndte nu ogsaa i Hjemmet, idet man snart forlovede mig med En, snart med en Anden. Snart hed det, at En havde berøvet sig Livet for min Skyld, snart at jeg havde bragt den og den til Fortvivlelse. At mangen en forrykt Tilbeder gjorde sig til Latter ved sin Opførsel og bar sin tilsyneladende Fortvivlelse til Skue, var det ikke muligt for mig at hindre, og Bysnakken gjorde en Myg til en Elefant.

Madam W. og andre af mine Venner ytrede ofte, at det vilde være godt, om jeg snart gjorde et Valg, saa fik al den Sladder en Ende. "Vælg en Skuespiller," ytrede hun da ofte, "thi det er det eneste rigtige Valg for en Skuespillerinde." (Nu veed jeg, at det er det daarligste Valg.) "Den Opmærksomhed, som nu hviler paa ethvert af dine Skridt, falder bort, naar du har en Mand ved din Side til dit Forsvar." Jeg var selv træt af alt dette og ønskede at kunne gaa nogenlunde i Fred. Jeg modtog derfor hin Skuespillers Kur og tænkte: "Ja, maaske har hun Ret." Saaledes bidrage ofte smaa, flaue Begivenheder til at bestemme os til Skridt, som kunne have Indflydelse paa vort hele Liv. Samme Skuespiller kom oftere i det Wexschallske Hus. Alle, der 105 bemærkede hans Hensigter, sloge ideligt paa, at han netop var en Mand for mig, og at jeg trængte til en Støtte. Madam W. gjentog ofte sin Mening: at kun ved at gifte sig med En, der udøvede samme Kunst, kunde man blive lykkelig; og hun lod ret til at synes om den Mand, som Alle saae var paa Vei til at tilbyde mig sin Haand. Jeg hang ved denne moderlige Veninde med mit hele Hjerte, og uden i mindste Maade at ville vælte Skylden over paa hende for det Skridt, jeg gjorde, tror jeg dog, at den Tanke: at behage hende ved dette Valg, var min fornemste om end barnagtige Grund - saafremt jeg da virkelig havde Grunde for, hvad jeg gjorde.

En Dag, da hin Skuespiller og jeg vare ene i Stuen, anholdt han om min Haand. Jeg svarede hverken Ja eller Nei. Han tænkte: "Hvo som tier, samtykker," og tog denne Taushed for et Ja. Og da de Andre i samme Øieblik kom til, erklærede han henrykt for dem, at vi vare forlovede. I samme Øieblik foer det som et Lyn igjennem mig, og en Rædsel betog mig, der tydeligt sagde mig, at jeg her havde begaaet en Daarskab. Men at udbryde i dette Øieblik, da jeg saae hans Henrykkelse og de Andres Glæde og Tilfredshed: "Nei, jeg vil og kan ikke!" - dertil havde jeg ikke Mod. Og jeg var bunden. Da jeg om Aftenen var ene i mit Sovekammer, overvældedes jeg af en Smerte, blandet med Forundring over min ubesindige Handling, der gjorde, at jeg det Meste af Natten ikke fik Søvn i mine Øine. "Er det dig," udbrød jeg ideligt for mig selv - "du, som har været saa angest og havt saa mange Skrupler ved Tanken om at binde dig til en Mand - er det dig, der her saa letsindig har indgaaet en Forbindelse af saa stor Vigtighed? Og det for hele Livet?" Jeg vendte og dreiede mig paa mit Leie den hele Nat, og da jeg stod op den næste Morgen, spurgte jeg mig selv: "Er dette en Drøm?" Jeg havde vel ikke Noget imod denne Mand - ja, jeg kunde endogsaa godt lide ham; men da han nu tillod sig en Nærmelse af fortroligere Art, da vidste jeg med Bestemthed, at jeg havde begaaet et Feilgreb. Det gjør altid stor Opsigt, naar en Pige efter en Ottedages-Forlovelse hæver Forbindelsen; og dog er dette saa naturligt, ja, det eneste Rigtige, naar et Misgreb har fundet Sted. Sagen er, at der er et saa uhyre Spring fra at omgaas med en Mand i selskabelige Forhold og til denne fortroligere personlige Tilnærmelse, at jeg tror, enhver ung Pige først i det Øieblik, da en saadan finder Sted, veed, om hun har været i en Illusion eller ikke. Har hun nu ikke i dette Øieblik Mod til at udbryde: "Nei, dette kan jeg ikke taale!" da er det rette Øieblik gaaet tabt. Jeg havde ikke Mod dertil.

I denne min Nød var atter min indesluttede Natur min Ulykke; thi til Ingen kunde jeg faa min nye, selvforvoldte Sorg over mine Læber. Har du nogensinde, du, som læser dette, set en Sommerfugl, der flyver om og boltrer sig glad i Solskinnet, pludselig blive nappet af en Spurv, der ubarmhjertig 106 river dens ene Vinge af, medens den lille Stakkel uafladeligt bevæger den tiloversblevne Vinge til Flugt uden at kunne hæve sig en Tomme fra Jorden, da har du et Billede af mig, som jeg nu følte mig. Jeg følte mig tung som Bly og anstrengte mig forgjæves til Flugt; og om jeg end ikke aldeles forfaldt til min gamle Tungsindighed, saa var dog mit glade, livsfriske Sind borte, uagtet jeg bestræbte mig for, at Ingen skulde mærke det - undtagen maaske den Mand, der havde valgt mig - thi unegteligt blev han sat paa smal Kost, og han skal i det mindste ikke bebreide mig, at jeg hyklede Elskov for ham, da jeg var mere kold og tilbageholdende imod ham end nogensinde før. Han var desuagtet god og from og var glad, naar han kun fik Lov til at sidde ved min Side og betragte mig. Og vore Sammenkomster bestode i Grunden kun heri, thi saa snart han traadte ind ad Døren, overfaldt der mig en Flid, som om jeg syede for det daglige Brød. Da han nu ikke var synderlig conversabel, og jeg Intet havde at sige ham, gik al Samtale strax istaa. Denne Taushed sammensnørede mit Bryst og gjorde disse Timer til de tungeste i Døgnet. Min eneste Trøst var, at der kom saa mange Besøg hos Wexschalls, at det, at være ene med ham, derved blev forhindret. En Dag om Ugen var jeg hos hans Moder, hvis eneste Søn han var. Denne lille, choleriske Kone, der var svensk af Fødsel, mishagede mig i høi Grad, og jeg vist ikke mindre hende. Tænkte jeg da stundom paa at skulle henleve Livet med disse To, da var jeg Fortvivlelsen nær. Det kunde ikke slaa feil, at Alle i det Wexschallske Hus bemærkede min Forstemthed ved hans Indtrædelse i Stuen, og naar han gik bort, forvandlede denne Forstemthed sig til en feberagtig Lystighed, som maatte være paafaldende for Alle. Desuagtet nærmede ingen kjærlig og fortrolig Sjæl sig til mig for at løse min Tunge og faa mig til at lette mit Bryst ved at udtale, hvad Alle godt saae: at dette Valg var ulykkeligt for mig, ulykkeligt for ham.

Heiberg og hans Moder vare forundrede og bedrøvede over denne Forbindelse. Uagtet de Intet ytrede til mig derom, vidste jeg det gjennem Andre. De vare begge vrede paa Madam Wexschall, da de troede, det var efter hendes Tilskyndelse, dette var sket. Til min Fødselsdag i Novembar sendte den trofaste Heiberg mig som sædvanligt en Gave, denne Gang et Guldfingerbøl med følgende lille Vers:

"I Aar den lille Gud med Vinger
Har bundet Deres Haand til Haanden af en Ven,
Men hvis tilovers er blot Spidsen af en Finger,
Min Gave sig udbeder den."

Denne Gave og dette lille Vers bragte mig Taarer i Øinene, og jeg tænkte: Ak, hvilken Forskjel! Mange Mennesker have vist erfaret med mig, at der 107 gives Øieblikke i vort Liv, hvor vi med dyb Skamfuldhed maa erkjende, at vi have været utro mod vort eget høiere Jeg, utro mod det Ideal, der hviler paa Bunden af vor Sjæl, og som nu raaber til os: "Hvor kunde du? hvor kunde du saaledes forglemme dig?" Hvilken ond Magt gjorde, at jeg i dette Øieblik kunde glemme, hvilken Mand der for kort Tid siden havde tilbudt mig sin Haand, og som alt længe havde givet mig saa store Prøver paa, i hvilken Grad han var gaaet og fremdeles gik op i mit hele Væsen, og i hvis blotte Nærværelse jeg jo havde følt mig stillet høit over det Maal, hvortil mine dristigste Ønsker higede. Var jeg nu bleven ligesom den Mand, der havde fundet en kostbar Skat af ædle Perler paa sin Vei, og som solgte disse for Kampestene, hvorpaa han slæbte sig ihjel? Ak, skamme maatte jeg mig, og skamme mig gjorde jeg, og saa ofte jeg satte min ædle Vens lille Gave paa min Finger, følte jeg en stikkende Smerte i mit Bryst, og atter og atter lød der en Stemme fra mit Indre: "Hvor kunde du? hvor kunde du?" - Og dog, maaske var det en Nødvendighed for min letsindige og overmodige Sjæl, at den maatte gjennemgaa den Skærsild, jeg nu selv havde beredt mig, for at jeg med hele min Sjæls Kraft kunde gribe, forstaa og vurdere den høiere Tilværelse, som fulgte ovenpaa min Fornedrelse i Øieblikket. Vi tugtes ofte af en usigelig Kjærlighed!