Heiberg, Johanne Luise 1. Del : 1812-42

DET LYSER MERE OG MERE OP.

Denne for mig trykkende og triste Saison var nu tilende. Ved Begyndelsen af den var min Forlovelse sket; i Midten min Bortflytning fra Wexschalls Hus, og Slutningen var optagen af Arbeide, min Angest og Anstrengelse med at indstudere "Den Stumme i Portici". Sommerferien var nu indtraadt, og jeg derved i tre Maaneder udenfor det offentlige Liv. Jeg besluttede nu at tage Mod til mig og gjøre Ende paa dette Forhold, og Øieblikket kom, da min Forlovede en Dag skrev til mig og opfordrede mig til at være sanddru imod ham og sige ham, om jeg følte mig ulykkelig ved vor Forbindelse, og om denne var Skyld i det Mismod, den Sorg, der saa ofte lyste ud af mine Øine og gjennem mit hele Væsen; isaafald bad han mig om, at jeg aabenhjertigt vilde udtale dette for ham. Dagen efter dette Brev, da han indfandt sig hos mig, brød jeg min Taushed. Ordet, der saa længe havde svigtet mig, lød nu roligt og klart fra mine Læber. Med fuldkommen Ærlighed sagde jeg ham nu Alt, hvad der saa længe havde trykket mit Sind, og bad ham tilgive mig min Letsindighed at binde mig, inden jeg kjendte mine egne Følelser. Stille og rolig hørte han paa mig, og idet vi hævede vor Forbindelse, skiltes vi som Venner.

Dagen efter skrev jeg til ham, bad ham endnu en Gang om Forladelse og takkede ham for det broderlige Venskab, han i Fremtiden havde lovet 124 mig. Han svarede mig samme Dag paa mit Brev, og Overskriften paa dette var:

"Min inderlig elskede Søster!"
Han tilgav mig af sit fulde Hjerte - bad om at maatte beholde de smaa Gaver, han havde modtaget af min Haand, og at ogsaa jeg til Erindring om hans Venskab vilde gjemme, hvad han i Kjærlighed havde skjenket mig, - forsikrede mig, at han vilde følge alle mine Veie og glæde sig over min Fremtids Lykke o. s.v. Brevet var underskrevet:
"din trofaste Broder".

Saa venligt og kjærligt skiltes vi ad. Jeg var nu for anden Gang i mit Liv befriet for et Forhold, under hvis Tryk jeg havde gjennemgaaet tunge Lidelser. Jeg var blevet ældre end første Gang, og derfor efterlod dette Brud et varigt og smerteligt Indtryk paa mig. Ikke jublende i Ungdomsovermod som første Gang, men stille og bebreidende mig selv min Overilelse var jeg falden tilbage i mit oprindelige Tungsind. Dog følte jeg mig usigelig let om Hjertet; men denne Gang var der en Følelse af Anger i min Befrielse.

Paa samme Tid, som denne for mig vigtige Begivenhed indtraf, hørte jeg en Dag til min store Forundring, at Madam Wexschall skulde skilles fra sin Mand, at hun alt var flyttet bort fra ham og taget til nogle Venner, der boede flere Mile fra Byen. Nu begreb jeg, hvorfor jeg ikke længere kunde blive i hendes Hus, da Planen til dette Skridt formodentligt alt dengang var besluttet. At noget Saadant forestod, derom havde jeg ikke havt fjerneste Anelse. Jeg hørte studsende paa Alt, hvad herom blev berettet. Dunkelt anede jeg nu, hvad der stod i Forbindelse dermed, og det smertede mig dybt for hendes Skyld; thi at dette ikke vilde føre til hendes Lykke, det følte jeg mig overbevist om. En Lidenskab havde grebet hende for den Mand, jeg alt længe havde gjennemskuet, og som jeg fandt ikke var hende værdig. Sørgeligt er det i de unge Aar at gjøre et Feilgreh, men bitrere i de ældre; og at hun i Tiden vilde komme til at smage denne Bitterhed i al sin Kraft, vidste jeg var uundgaaeligt. Da hun hele Sommeren blev paa Landet, saae jeg hende ikke. Hun havde hidtil været i stor Yndest hos Publikum, ja, man havde set op til hende som til et Ideal. Man havde beundret hendes Holdning lige overfor en Mand, som Alle vare enige om stod under hende. Man hørte ofte Folk sige: "Det er Skade, at hun har den Mand! Bare hun ikke havde den Mand!" Da nu Rygtet udbredte sig, at hun vilde skilles fra samme Mand, vendte det Hele sig om. Man anklagede hende haardt og ubarmhjertigt, og Publikum - og hvad der var værre - ikke faa af hendes Venner svigtede hende i et Øieblik, hvor hun netop trængte mere end 125 nogensinde til Begge. Og da Nielsen kort efter ogsaa skilte sig fra sin Kone, vakte dette en saadan Forargelse, at den Yndest, hun hidtil havde staaet i, var som blæst bort; og man viste sig kold og skaanselløs imod hende, da hun atter betraadte Scenen. Denne Stemning forøgedes, da hun tre Aar efter giftede sig med Nielsen, og flere Aar hengik, inden hun atter indtog sin gamle Plads i Publikums Gunst.

Jeg henlevede denne Sommer stille hos Fru Gyllembourg og glædede mig fra Morgenstunden af til, at Heiberg skulde komme og spise til Middag med os. Det usigeligt Behagelige, Livlige og Interessante i Heibergs Omgang, som Enhver, der har kjendt ham nøiere, har følt, virkede velgjørende paa mig. At kjede sig i hans Selskab var en Umulighed. Hans ungdommelige, livsglade, ja næsten barnlige Sind i Forening med hans Vid, Kløgt og fine, ridderlige Tone havde en Tillokkelse for Alle, der stode ham nær. Dag for Dag vandt disse Egenskaber en saadan Tiltrækning for mig, at hans Omgang efterhaanden forekom mig uundværlig. I det stille Hus fik jeg min første egentlige litteraire Dannelse. Heiberg læste ofte høit om Aftenen af forskjellige Digtere, hvis Tilværelse hidtil havde været mig ubekjendt. Og jeg var en opmærksom og taknemmelig Tilhører, der havde en brændende Tørst efter at kjende Alt, og da jeg til Dato saa godt som Intet kjendte, saa var Alt nyt og belærende for mig. Disse tidligste Aftener i Selskab med ham, hans Moder og deres Venner tænker jeg endnu paa med inderlig Glæde.

Det meste af Dagen var jeg forøvrigt overladt til mig selv, og her lærte jeg, hvor tiltalende Ensomheden kan være. Her fik jeg Smag for denne stille Trækken sig tilbage i sig selv, hvor vore Tanker fødes, modnes og befæstes. Efter at jeg her fik Begreb om, hvor velgjørende Ensomheden kan være, blev denne mig en Nødvendighed mit øvrige Liv, og jeg er maaske stundom gaaet for vidt i Nydelsen af den. Af og til gjorde dog min ungdommelige Natur sig gjældende, og der overfaldt mig da rigtignok en utaalmodig Higen efter en friere Tumlen, en raskere Bevægelse, end dette stille Hjem frembød, uden at jeg ret vidste, hvori dette skulde bestaa. Men min Omgangskreds, der stod saa høit over mig, erstattede mig da hine Savn, og jeg blev efterhaanden igjen mere mig selv, som jeg var i min Barndom, hvor Trangen til at omgaas Mennesker, der stode over mig, var saa levende.

Fru Gyllembourg havde en Pleiesøn, dengang omtrent 15 Aar gammel, en Søn af hendes Fætter, Grosserer Buntzen, en livlig, smuk og opvakt Dreng. Denne Dreng havde kastet sin særdeles Godhed paa mig og ytrede ofte i bamagtig Alvor til Fru Gyllembourg, at naar han ret var flittig og ilede med at blive Student, da saae han Intet til Hinder for, at jeg kunde blive hans Kone. Naar hun da foreholdt ham ganske godmodigt, at jeg jo var ældre end han, og at Sligt var Børnestreger, da udbrød han heftig: "Hvad 126 gjør det? Hvor mange ere ikke gifte med en Kone, som er ældre end de selv, og Hanne er jo kun 3 Aar ældre end jeg." Denne barnagtige Følelse hos den livlige Dreng udviklede en heftig Skinsyge over den Opmærksomhed, som Heiberg lagde for Dagen imod mig. Han forhindrede saa meget som det stod i hans Magt, at vi nogensinde vare ene i Stuen, af Frygt for at noget hemmeligt Ord skulde blive vexlet imellem os. Naar Fru Gyllembourg ikke var hos os, da satte han sig med en barnagtig Trods i en Krog uden at blande sig i Samtalen, men veg ikke fra sin Plads. Naar saa Heiberg blev kjed af dette Hængeri og spurgte ham: "Har du slet Intet at læse paa til Skolen i Morgen?" da styrtede han heftig ud ad Døren, og Fru Gyllembourg, hvis Kjæledægge han var, fandt ham ofte grædende paa hans Kammer over at blive behandlet som Skoledreng i min Nærværelse, hvilket jo heller ikke var behageligt for en Elsker at finde sig i. Ja, undertiden fandt hun ham ligge grædende paa Gulvet i formeligt Raseri og havde da stor Møie med atter at stille ham tilfreds. Han elskede forresten Heiberg høit; de legede tidt sammen, som om de havde været af samme Alder; og ethvert pudsigt Indfald af Heiberg fremkaldte hans skingrende Latter, saa man kunde høre ham over hele Huset. Ofte ytrede hans Skinsyge sig paa modsat Maade, idet han sagde: "Ludvig holder vist mere af Hanne end af mig, og det kan jeg ikke taale."

Ved Fru Gyllembourgs Bolig var en lille Have, som vi havde Adgang til, og som hun havde ladet sætte smukt istand. Denne lille Plet udgjorde min og Alles Glæde i denne Sommer. Under et stort, skyggefuldt Træ drak hun og jeg hver Morgen Caffe, medens jeg morede mig med at lokke Spurvene til mig ved at kaste Brødkrummer til dem. Hele Formiddagen sade vi to her og syede. Hun manglede aldrig Stof til Samtale og havde et eget Talent til ogsaa at faa Andre til at tale. Jeg havde, hvad man kalder en heldig Haand til Plantning og Saaning, saa jeg var ikke uden Nytte for vor lille Have. Hele Timer kunde jeg gaa her i travl Virksomhed, og jeg var aldrig lykkeligere, end naar jeg ene gik ved disse Beskjæftigelser; da var mit Sind let og befriet. Om Middagen kom Heiberg. Hans Moder, der hang ved denne Søn, hendes eneste Barn, var af en meget ængstelig Natur. Nærmede Tiden sig, og han ikke kom, da opstode hundrede Ængstelser hos hende, om hvad der vel kunde være hændet ham af Ulykker. Hun kunde da staa hele Timer og stirre ud ad Vinduet i en dødelig Uro. Kom han endelig, da sagde hun ikke et Ord, og han slog sin Udeblivelse hen i Skjemt og Spøg. Efter Bordet drak vi Caffe i Haven og tilbragte mangen en herlig Time der, idet Heiberg ofte læste høit for os: en Nydelse i Forening med kvindeligt Haandarbejde, jeg sætter over Alt. En Eftermiddag, da han saaledes læste for os, sad jeg ved hans Side, og det morede mig at se med i 127 Bogen, hvori han læste, uden at det faldt mig ind, at det var en stor Gunst, at dette blev taalt. Siden efter ytrede Fru Gyllembourg: "Det maa jeg sige, Du har en høi Stjerne hos Ludvig; thi dette havde han ikke taalt af nogen Anden end af dig." Og virkelig omfattede han mig med en Hengivenhed, der grænsede til Tilbedelse; og idet han satte mig saa høit, vilde han, at alle Andre skulde gjøre ligesaa. Hans fine, ridderlige Væsen imod mig var det, jeg mest af Alt satte Pris paa - thi, skjøndt jeg var opvoxet i et Hjem, hvor Tonen i Omgang var af den ringeste Slags, saa havde netop jeg, som man skulde tro ingenlunde var forvænt heri, en stor Afsky for Alt, hvad der var raat og plumpt i Formen, og mine Fordringer i den Henseende var det kun givet Faa at kunne tilfredsstille; jeg syntes, at Alverden var plump, undtagen Heiberg. Var Veiret smukt, kom han undertiden om Eftermiddagen med en Vogn, paa hvilken han selv var Kusk, og da Heste hørte til mine Passioner, satte jeg mig hos ham paa Kuskesædet for at glæde mig ved Synet af de smukke Dyr, idet jeg tillige lyttede til hans livlige Tale. Jeg følte mig ved alt dette saa stille glad, at jeg ofte havde en Fornemmelse af, at jeg mellem disse Mennesker først nu havde fundet mit rette Hjem og min rette Plads. Umiskjendelig var ogsaa den Glæde, mit Selskab skjænkede Heiberg, uden at han med Ord, der vilde have stødt mig tilbage og berøvet mig min Frihed, ligefrem udtalte det for mig. Han beskyldte mig ofte for altfor stor Ydmyghed og sagde: "Kunde jeg dog blot bibringe Dem mere Stolthed og Selvtillid." Hans Moder bebreidede ham da denne Tale og sagde: "Tag dog ikke det Bedste fra hende." Enhver Formfeil af Andre imod mig opbragte ham, da han holdt saa strengt paa min Honneur, som om jeg var en lille Fyrstinde. Han selv omgikkes mig virkelig som en saadan og fordrede, at Alle skulde gjøre ligesaa.