Heiberg, Johanne Luise 1. Del : 1812-42

Christiansh. d. 26de Sept. 1831.
Kjære Heiberg!

Det er meget længe siden jeg havde den Fornøielse at skrive dig til. Jeg vil ikke kjede dig med at opregne de Forhindringer som have afholdt mig derfra, men blot forsikre dig at mine Tanker daglig omsvæve dig og tage den inderligste Deel i alt hvad der angaaer dig. Megen Anledning har jeg ogsaa havt til at tænke paa dig i den seenere Tid, deels ved dine Erindringer , hvorfor jeg ret hjertelig takker dig for at have betænkt mig med et Exemplar af denne høist interessante Bog, som jeg med stor Fornøielse har læst og endnu ofte læser i; deels kan du nok tænke, at jeg meget har tænkt paa dig, i Anledning af vor Søns Giftermaal; og om denne Sag er det især at jeg idag ønsker at tale fortroligt med dig, og sige frit min Meening til Svar paa to Breve, Ludvig har modtaget fra dig, og af hvilke han fik det sidste for en Time siden:

Du veed selv kjære Heiberg! at der gives Forhold, som man umulig kan gjøre sig ret tydelige uden at have seet dem med egne Øine; Mennesker om hvis Væsen man umulig kan gjøre sig en klar Forestilling uden at man personlig kjender dem. Disse Sætninger troer jeg med Sandhed at kunde anvende paa vores Svigerdatter og paa hendes Forhold til Publicum, til Theater-Directionen, til sin Mand og til sit Huus. - Hvor megen Sandhed der end kan være i de Bemærkninger du i dit Brev af 17de Sept. har gjort din Søn; saa maa jeg dog oprigtig tilstaae at jeg vover at bestride dem med den eeneste Indvending: At for det Overordentlige gjælder ingen Regler; og ikke blot jeg, men Enhver der kjender min Hanne, anseer hende for noget overordentligt, noget af det som Naturen synes at frembringe i sit bedste Lune. Vor afdøde Ven Møhl, kaldte hende et Mirakkel og Etatsraad 150 Ørsted sagde til mig for kort siden: "Man behøver kun een Gang at see hende for at see den ædle Natur som imponerer Enhver." - Gud give gode Heiberg! at du maatte lære hende at kjende, hun vilde ganske indtage dig, og du vilde som jeg, takke Gud for den Lykke som han har skjænket Ludvig ved at lade ham vinde en saadan Piges Kjærlighed. Hun hedder Johanne Louise, ligesom han, og jeg holder mig overbeviist om, at Ingen i Verden kunde passe for ham som hun. Troe ikke at jeg paa mine gamle Dage er overspændt og forblindet i hende. I mange Aar har jeg kjendt hende, siden hun var et Barn, og i to Aar har jeg levet Dag og Nat hos hende. Den Enthousiasme, som udholder denne Prøve er ikke af den falske Slags. Hendes Personlighed lader efter mine Tanker, intet tilbage at ønske, og hvad nu hendes Forhold til Theatret angaaer, saa synes mig virkelig at det var meget urigtigt af Ludvig om han tog hende derfra: For at møde dine Indvendinger begynder jeg med en Sætning jeg har hørt af dig selv og endnu erindrer: Du sagde nemlig engang: "Intet som man gjør godt kan vanære Den der gjør det." - Hvor fortræffelig Hanne er som Skuespillerinde, behøver jeg ikke at sige dig. Bedre Dommere end jeg vil vist have sagt dig dette. Den Kunst man til en saadan Fuldkommenhed udøver, maa jo naturligviis være kjær og hellig for Den som udøver den. Vilde det ikke være grusomt at rive den fra hende og hende fra den? Var dette ikke en lignende Grumhed som den, at skjære Tungen af Nattergalen?

Hvad det nu angaaer at hun er afhængig af en Direction ja endogsaa af Publicum, saa synes mig at det er en Skjæbne hun deler ikke blot med alle Embedsmænd (og jo høiere i Rang jo mere er de udsat derfor) men ogsaa med mange Fruentimmer. Hofdamer, f. Ex. ere i langt større Tvang langt mere udsat for uværdig og uretfærdig Behandling end hun. Fyrstelige Fruentimmer ere ogsaa afhængige af den Uslestes Luner. Og her er dog den Fordeel paa Skuespillerindens Side, at Directionen kan endnu mindre undvære hende end hun den, og at Publicum om det ogsaa undertiden er en Magt man maa frygte, dog ogsaa paa den anden Side, er den bedste Støtte og Beskytter. Hanne nyder en saadan Agtelse, saavel hos Publicum som hos Directionen og mellem Personalet, at neppe nogen vilde vove at fornærme hende; og i det Tilfælde, som du anfører at en Skuespiller vilde fordriste sig til at behandle hende med Udelicatesse, er jeg vis paa, at den Sjælsreenhed der fremlyser af hvert hendes Ord og Bevægelse vilde være saa godt et Skjold at hun ikke trængte til noget andet Forsvar. Desuden, kjære Heiberg! Er ikke ethvert ungt Fruentimmer udsat for at kunne møde slige Fornærmelser? Jeg selv kunde fortælle dig Exempler af denne Natur som maaskee vilde forundre dig. Det vilde, efter min Meening see galt ud for den qvindelige Værdighed om den ved slige Leiligheder behøvede anden Beskyttelse end sin 151 egen. - Hvad det angaaer at en Skuespillerinde ikke kan leve for sin Mand og sit Huus, saa svarer jeg dig og Enhver: "See min Hanne! See hvorledes hun faaer Tid til alting! hvilken Veninde, hvilken yndig Elskerinde hun er for sin Mand, hvilken klog og indtagende lille Huusmoder for sit Huus, hvilken elskværdig Datter for mig; og hvilken søsterlig ja moderlig Veninde for min unge Pleiesøn, Buntzens faderløse Søn som vi have i Huset. Kunde du dog see alt dette kjære Heiberg! da vilde du for hendes Skyld tilgive Ludvig hvad Uret han kan have i Henseende til det Parti du engang foreslog ham; thi jeg troer at han allerede den Gang elskede sin nuværende Kone. - Betænk nu paa den anden Side, hvor urigtigt det vilde være om Ludvig berøvede sin Kone og sig selv en Indtægt som bestandig vil tiltage. Hun er selvstændig i alle paakommende Tilfælde, som intet Menneske kan forudsee. Tænk hvor behageligt dette er for hende! hvor mange Ægteskaber der vilde være lykkelige, som nu ere det modsatte, ifald Konen i denne Henseende var mindre afhængig af sin Mand. Desuden vil Ludvigs Financevæsen ikke tillade en saadan Opofrelse. Kun ved en fornuftig Oeconomie er det os muligt at leve sammen, i al Stilhed og Beskedenhed.

At jeg ikke var tilstede ved min Ludvigs Brøllup kom sig af den simple Grund at jeg ikke kunde nyde denne Glæde og udelukke Hannes Forældre der jo havde samme Ret dertil som jeg. Ogsaa hendes Sødskende ville i saa Fald gjort Fordring paa at være med, og den Stilhed og Eensomhed som Brudeparret ønskede sig, var da gaaet tabt. Jeg bragte da frivillig dette lille Offer, der virkelig heller ikke syntes mig stort.

Give Gud gode Heiberg! at disse mine velmeente Ord maa berolige dit faderlige Hjerte, at jeg ikke maa have trættet din Taalmodighed eller dine Øine, hvis svagelige Tilstand inderlig bedrøver mig. Jeg vil spare en lille Plads paa Papiret til Ludvig og ende dette lange Brev, med de kjærligste Hilsener fra alle mine og især fra

Din hengivne Thomasine .