Heiberg, Johanne Luise

Jeg bør ikke slutte dette Brev uden at takke dig af et rørt Hjerte, for alt det Forbindtlige og smigrende, du er saa god at sige mig. Jeg vilde blive stolt deraf, dersom jeg ikke følte hvor langt jeg desværre! er fra at fortjene dine Yttringer.

Længere hen, da Heibergs Fader af danske Reisende, der altid aflagde en Visit hos deres forurettede Landsmand, hørte mig rose, bleve hans Ytringer i Breve om denne Sag venligere og venligere, og han opfordrede nu ofte Sønnen til at komme til Paris med mig, for at han kunde lære mig personlig at kjende.

Heiberg havde nogle Aar før vort Bryllup faaet Titlen af Professor, og 152 - saa latterligt som det i vor Tid kan synes - vakte det, at en Skuespillerinde skulde staa som Frue paa Plakaten, megen Snakken i det lille Kjøbenhavn. Man mente, at dette ikke gik an, saa Theaterbestyrelsen var i stor Vaande over, hvorledes den skulde bære sig ad. Tilsidst henvendte Theaterchefen sig til Frederik den Sjette for af ham at faae en Ordre om, hvad man skulde sætte paa Plakaten. Kongen svarede kort: "Naturligvis Fru Heiberg . En Kone har sin Mands Rang, altsaa ogsaa i dette Tilfælde." Heiberg havde paa ingen Maade fundet sig i det Modsatte - ikke af Rangsyge - men fordi dette vilde have været en Krænkelse mod den Stand, til hvilken hans Hustru hørte.

Jeg havde mange romantiske Ideer om, hvorledes Ægtefolks Samliv burde indrettes for ikke at profaneres. Heibergs medfødte Finhed hjalp mig til at gjennemføre mine Ideer herom, og om de end undertiden strøifede noget henimod det Barnagtige, føiede han mig dog deri. Og jeg er endnu af den Mening, at man i dette Forhold ikke kan være varsom nok og ikke bør vise sig for hinanden hverken i aandeligt eller legemligt Negligé; især i det Sidste gjør man vistnok bedst i at blive fremmed for hinanden hele Livet igjennem.

Heibergs Moder tilligemed hendes Pleiesøn Georg boede altsaa nu hos os. Af min Barndoms Historie vil man have set, at jeg i alle boglige Kundskaber var opvoxet som et uvidende Barn. Hvad jeg vidste, havde jeg lært ved at omgaas dannede Mennesker, hvis Samtale lidt efter lidt havde udviklet mig saa meget, at jeg kunde tage Del i de fleste Samtaler uden at støde an. Ifald nu Heiberg og hans Moder havde begaaet den Feil ideligt at ville undervise mig paa Skolemaner, da havde dette vist ikke ført til noget godt Resultat, men dette var langtfra Tilfældet. Hans Moder, der selv havde lært Alt saa grundigt, at kun Faa stode over hende, satte saa liden Pris paa Lærdom hos Kvinden, at hun ofte ytrede, at den Friskhed, hun fandt hos mig i mine Domme, vilde være gaaet tabt, ifald jeg havde gaaet den slagne Skolevei. Og hos Heiberg var der end ikke mindste Spor af at ville være min Læremester. De havde begge saa megen Tillid til min Mening og indhentede begge saa ofte Raad hos mig, den Yngre, i alt Vigtigt, at jeg fra denne Side umuligt kunde føle mindste Tryk i mit Hjem. Med en kraftig Beslutning kastede jeg mig ind i Udøvelsen af en Husmoders Pligter, der maaske ere vigtigere for en Skuespillerinde end for nogen Anden, thi dette bevarer hende frisk i Virkeligheden lige overfor den Illusion, hvori hun ellers færdes; og i Heibergs Moder havde jeg heri en ypperlig Læremesterinde.

Jeg sympathiserede i alt Væsentligt paa en vidunderlig Maade med Heiberg og lyttede med saa stor Glæde til hans Aandfuldhed, der aldrig fremtraadte i en belærende Form, men kun som en underholdende og livlig 153 Conversation. Med den største Taalmodighed og Humanitet taalte han Modsigelser af mig og Alle, der omgikkes ham, og dette gav en Frihed i Samtalen, der var høist velgjørende. Irritabilitet var ham saa aldeles fremmed, at hans Moder og jeg ofte i Spøg kaldte ham "den fromme Ludvig". Denne Egenskab havde Andre, der kun kjendte ham fra hans skarpe og bidende Kritiker, ondt ved at tro ham i Besiddelse af; men Enhver, som kom i daglig Berøring med ham, underskrev strax denne Dom.

Alt dette var nu en Velsignelse for mig. Hvor let havde ikke en Yngre kunnet føle Trykket af de Ældres Overlegenhed. Hvor let kunde ikke den Yngres Overmaal af Ungdoms Kraft ligesom have følt Vingerne sammensnørede, især da jeg unegteligt havde noget Ustyrligt i min Natur. Var jeg i en Have, den maatte være saa stor, som den vilde, da havde jeg ikke Rist eller Ro, før jeg befandt mig udenfor den Skranke, Plankeværket dannede; først udenfor dette trak jeg Veiret frit. Var jeg i en Skov, da maatte jeg se dens Grænse; først naar Lysningen viste sig, der antydede Himlen udenfor, kunde jeg slaa mig til Ro under et Træ; saae jeg ud over Havet, da var det de fjerneste Punkter, hvorpaa Øiet søgte Hvile, og da mit Syn var saa skarpt, var det som oftest Punkter, som ingen Anden kunde se. Og da opstod hine blaa Længsler - efter hvad? Efter et Noget, som vi først paa hin anden Strandbred ville finde Ord for, men som paa denne kun staar som en Anelse i vor Sjæl. Men lige saa vist som et Speilbillede i Havet kun kan komme af en virkelig Gjenstand - selv om vi ikke kunne se den - lige saa vist haaber og tror jeg, at hint Billede i Sjælen kun kan komme af et tilsvarende hinsides.

Vort huslige Hjem var altsaa nu ordnet til alle Medlemmernes Tilfredshed. Heiberg og hans Moder havde den største Tillid til Alt, hvad jeg besluttede, saa vel i det Ene som i det Andet. "Spørg Hanne," lød det fra Heiberg til hans Moder; "spørg Hanne," lød det fra Moderen til Sønnen, saa snart en eller anden vigtig Beslutning skulde tages. Det var mit eget Ønske, at jeg skulde overtage Husholdningens Styrelse med alle dens Pligter, uagtet jeg vel følte, at denne Opgave var vanskelig for mig ved Siden af mine Forretninger ved Theatret, og at dette krævede Ofre fra min Side, som der vilde høre en ikke ringe Kraft til at bringe, men jeg havde fast besluttet, at jeg ikke heri vilde staa tilbage for Andre af mit Kjøn ; jeg vidste, at ifald jeg alvorlig vilde, da kunde jeg, thi jeg hørte til de Mennesker, for hvem der var et udmærket Forslag baade i Tid og Penge. Og dog tilstaar jeg, at da Heibergs Moder den første Aften i vort nye Hjem overrakte mig Husholdningsregnskabsbogen med de Ord: "Herved overlader jeg Dig Regimentet og stiger ned af min Throne," blev jeg saa betænkelig, som om man havde sagt til mig: "Herefter skal Du styre og have Ansvar for Land og Rige."

154

Dog "dristig vovet halvt er vundet", min Villie var stærk, og det gik. Heiberg syntes i det mindste, at Alt gik fortræffeligt, og det var jo det Vigtigste. Hans gamle Venner samledes i vort Hus og fandt sig hjemme og tilfredse der, og nye kom til.