Heiberg, Johanne Luise

Man ser, hvor Alle vare gode imod mig, og mange Privates Opmærksomhed forøgede den offentlige, men den vil jeg her forbigaa. Dog, netop naar Lykken fulgte mig, overvældedes jeg ofte i Stilhed af en stor Ydmyghedsfølelse, der endte med det Spørgsmaal: fortjener du virkelig ogsaa alt dette? Eller beror det Hele paa, at usynlige Væsener have forelsket sig i dig? Men man siger jo, at Lykken er ustadig ; naar vil altsaa denne Ustadighed vise sig for dig? Forbered dig derfor itide paa at kunne undvære hendes Gunst, naar hun vender dig Ryggen.

Heiberg tænkte nu virkelig for Alvor paa at skrive et Stykke om saadanne Alfer, som vor Samtale i Sommerens Løb ofte havde dreiet sig om, og da han blev anmodet af Theaterdirectionen om at skrive et Stykke til Kongens 194 Fødselsdag, besluttede han at skrive Eventyrcomedien "Alferne". Jeg selv havde i den senere Tid været en Del betænkelig over at have brudt min Taushed i den Retning. Bare mine Smaa ikke ere vrede paa mig herfor, klagede jeg ofte til Heiberg, mig synes virkelig, at jeg mindre fornemmer deres Nærhed end tidligere; jeg burde vist have bevaret min Taushed om dem for bestandigt og ikke profaneret dem ved min megen Talen om dem til Eder. Heiberg beroligede mig vel, saa godt han kunde, uden at det dog ret lykkedes ham; han skrev altsaa sine "Alfer", og Marie i Stykket var det Barn, Alferne fra lille af havde omsvævet, og som jeg skulde udføre. Det var forresten et Uheld, at dette Stykke første Gang skulde opføres til Kongens Fødselsdag, hvor hele Hofpersonalet og Alt, hvad der i fjerneste Maade gav sig Mine af at høre til Hofcirklen, optog saa godt som alle Pladser, hvilket gjorde, at kun meget faa af det egentlige Theaterpublikum kunde erholde Plads, og heraf fulgte, at Kritiken over de stakkels Aandsprodukter, der skulde have den Ære at præsenteres paa disse Festaftener, var lagt i Hænderne paa Folk, som havde deres gode Grunde til ingen Mening at have om, hvad de saae. Undertiden toge de dog Mod til sig og udtalte kjækt en Dom, men dette faldt i Reglen bedrøveligt ud for dem, da de næsten altid senere bleve tvungne af den offentlige Mening til at tage den tilbage igjen. Hvad der ogsaa bidrog til at gjøre dette fornemme Publikums Dom usikker, var den Omstændighed, at ifølge Skik og Brug paa disse Festaftener hverken Skuespillerne eller Stykket maatte applauderes, men denne Hylding alene skulde være Kongens Modtagelse i Theatret forbeholden. De fleste Tilskuere rette jo deres Dom efter, hvor stærkt eller hvor ofte der bliver applaudere! ved et nyt Stykke, og saaledes maatte altsaa denne Taushed sætte dem i den største Forlegenhed. Ved første Opførelse af "Alferne" fældedes der da rask væk den Dom, at det var en tosset Børnecomedie uden Indhold og Interesse. Ved den næste Forestilling, hvor den egentlige Dom skulde fældes af Publikum, blev det derimod til Alles Forundring modtaget med Bifald, uagtet der ved Teppets Fald lød en Pibe, som Vedkommende ikke vilde bære ubenyttet hjem igjen, da den nu engang var medtaget. Derefter spilledes Stykket mange Gange i en lang Aarrække med udelt Bifald og stigende Interesse. Oehlenschläger, Biskop Mynster og H. C. Andersen, der vare tilstede ved den første Forestilling, vare strax saa henrykte over dette Arbeide, at de ved Hoffet og udenfor samme brøde mangen en Lanse for det. J. L. Heiberg har løst en Opgave i dette Arbeide, som vistnok kun faa Digtere vilde have kunnet gjøre ham efter, nemlig: at lade et Tidsrum af 7 Aar foregaa i een Akt, uden at selv den vrangeste og mest prosaiske Tilskuer lades udenfor Illusionen at have oplevet dette Tidsløb under Stykkets Gang. Dette er, om jeg maa sige det, et lille Kunstværk i dramatisk Digtning.

        

195

Den Hjælp og Bistand, som Heiberg altid har ydet mig i Udførelsen af mine Roller, kom mig til stor Nytte i "Alferne". Det Usædvanlige i Maries Fremstilling, at skulle afbryde Prosaen i Udbrud af to lange, eiendommelige lyriske Digte, havde jeg ikke formaaet at opfatte og gjengive, som Digteren havde tænkt sig det. Uforglemmelig er mig derfor den sidste Prøve paa Stykket, Aftenen forinden det skulde opføres. Da vi vare komne hjem efter Generalprøven, sagde Heiberg til min Fortvivlelse: "Saaledes kan du ikke recitere disse Digte; de blive matte og uden Interesse paa denne Maade. Du declamerer dem, som man declamerer et Digt af en Anden , men ikke som en Improvisation af Marie selv ." "Min Gud," udbrød jeg, "hvorledes da? Det er mig umuligt at gjøre det anderledes." Jeg bad og tiggede ham da at recitere dem for mig, saaledes som han havde tænkt sig dem. Og nu gjennerngik vi Linie for Linie, og jeg vedblev at fremsige dem atter og atter efter hans Anvisning til langt ud paa Natten. Med et tungt Sind lagde jeg mig omsider i min Seng uden at kunne sove, thi Digtenes Fremsigelse plagede mig uophørligt, og uroligt kastede jeg mig paa Leiet hid og did, thi Stykkets Virkning beroede saa meget paa denne Rolles heldige Fremstilling. Hvor lykkelig var jeg derfor efter den første Forestilling, da Heiberg gav sit Bifald tilkjende med den forandrede Maade, hvorpaa jeg nu fremsagde Digtene. Ogsaa gjorde disse Digtes Fremsigelse atter og atter et stærkt Indtryk paa Tilskuerne. Hans Mening med disse lyriske Udbrud er, at Marie, der ved sit Ord til Dronningen i Alfehaven var bundet til at bevare Alt, hvad hun havde oplevet, i dyb Taushed og saaledes ikke tør svare paa de Opfordringer, som hendes Nærmeste stille hende om, hvor hun har opholdt sig i de 7 Aar, at hun da udbryder i disse Eventyr for at redde sig ud af Forlegenheden, og i disse lyriske Udbrud ligesom sammensmelter Digt og Sandhed i sine Beretninger. De maa derfor fremsiges, som om hun improviserede dem, lidt efter lidt, ud af sin egen Phantasi. Det Maleriske og Beskrivende i Tone og Gestus maa være saa stærkt, at det ligesom opleves som noget Nærværende og ikke som noget Forbigangent. Med hvilken Glæde har jeg ikke atter og atter fremsagt disse yndige Eventyr! Hvor lykkelige vare ikke de Øieblikke, naar jeg paa Scenen fordybede mig i Fremsigelsen, saa at jeg virkelig havde en Følelse af, at de udsprang af mit eget Indre. Og aldrig havde jeg en saa levende Fornemmelse af, at mine smaa Venner omringede mig, som her, hvor Scenen jo ogsaa var lagt i deres egen Alfehave. Et ubeskriveligt Sværmeri var over mig i dette Stykke, saa ofte det gik over Scenen. Ved min første Indtrædelse, hvor jeg løbende hjem fra Alfehaven, var det mig, som om jeg ikke hørte Jorden til, som om jeg bar Vinger, der kunde føre mig, hvorhen det skulde være. Og naar de smaa Alfer i Stykkets sidste Scene fremtraadte med deres Vandringsstave i Haanden, med Reisetaskerne 196 paa Siden, med de runde Hatte paa Hovedet for at tage Afsked med Marie og da vandrede over Fjeldet bort til "Østerland", ja, da steg min Vemod saa stærkt, som om mine egne Alfer forlode mig for bestandigt og sagde mig deres sidste Farvel. Og atter trykkede det mig, at jeg havde røbet for Andre, hvad jeg vist burde have fortiet for Alle, og jeg kunde da ikke lade være at gjentage, hvad Heiberg havde ladet de smaa Alfer sige til Marie:

"Men hvis du røbed vor Hemmelighed,
Da maatte vi flygte fra dette Sted,
Da maatte vi drage til Østerland;
Hvor aldrig med dig vi samles kan."

Ofte, naar Noget gik mig imod, da tænkte jeg: Ak, mine Alfer ere vist ligesom i Heibergs Stykke "dragne til Østerland, hvor aldrig med mig de samles kan." - "Det er Sværmeri," siger Skolelæreren til Henrik i "Alferne", hvor ogsaa han sværmer. "Det er et Bedrag," sige Andre:

"Men gives der dog ei et skjønt Bedrag?
- - -
Og er et skjønt Bedrag da ikke bedre
End Det, som Verden daarlig kalder Sandhed?"