Heiberg, Johanne Luise "NEI".

"NEI".

Siden Heibergs og min Forening havde der ofte været Tale om, at vi burde se at komme til Paris for at besøge hans Fader, der jo havde bosat sig der og levede af en Pension, som han havde fra Keiser Napoleon den Førstes Tid, da han under Talleyrand og andre Ministre var ansat som Bureauchef i Udenrigsministeriet. Han levede nu der som en blind Olding og havde ofte ytret i sine Breve, at han inden sin Død dog ønskede at gjøre sin Svigerdatters Bekjendtskab. Vi havde derfor besluttet at reise til ham førstkommende Sommer, en Beslutning, som han udtalte sin Glæde over i Brevene til Sønnen. Ogsaa med min Svigermoder, hans fraskilte Kone, havde han corresponderet herom.

De kongelige Skuespillere havde dengang Lov til i Ferietiden at give Forestillinger til egen Indtægt, en Tilladelse, som jeg aldrig havde benyttet, dels fordi jeg var saa anstrengt af Vinterens Arbeide, at jeg i høi Grad trængte til Hvile om Sommeren, dels fordi denne Opfordring til at trække en Vexel paa den Gunst, man stod i hos Publikum, var Heiberg og mig imod. Men for at gjøre det muligt at besøge P. A. Heiberg i Paris besluttede vi os til for denne ene Gang at give en privat Forestilling. Vi havde længe talt frem og tilbage om, hvad vi skulde lade opføre. Ideligt havde jeg plaget Heiberg om at skrive et nyt Stykke til denne Aften. Det blev besluttet, at vi skulde give hans Skuespil "Nina", men det udfyldte ikke en hel Aften; jeg bad ham da ret indstændigt at skrive en lille Vaudeville til at ende Forestillingen med. Ved et Tilfælde var det faldet mig ind, hvor mange Nuancer der kunde lægges i det lille Ord "Nei", og nu opstod Ønsket hos mig, at han vilde skrive en Vaudeville, der skulde hedde "Nei", og hvori dette Ord var indflettet i Intrigen. Jeg tænkte paa, hvilke Melodier der kunde bruges o. s. v., og hver Dag talte jeg for ham om Vaudevillen "Nei". Da han blev ved at sige, at han ikke kunde eller vilde skrive dette Stykke, blev jeg tilsidst ganske vred og taug. En Dag henimod Foraaret vilde jeg aabne Claveret for at synge og spille, da mine Øine i det samme faldt paa en trykt Bog, som laa derpaa; jeg vilde se, hvad det var for en Bog, og da jeg aabnede den, stod der paa Titelbladet: "Nei, Vaudeville i en Akt af Johan Ludvig Heiberg."

201

Jeg vilde neppe tro mine egne Øine - foer ind til Heiberg og sagde: "Hvad er dette?" - "Det veed jeg ikke," svarede han med sit ironiske Smil. "Du har jo skrevet denne Vaudeville," vedblev jeg. "Saa?" gjentog han. "Ja, der staar jo, den er af dig." - "Ja, saa maa den vel ogsaa være af mig," svarede han paa sin rolige, ironiske Maade. Jeg blev usigelig glad, allerede inden jeg havde læst den, saa man kan tænke, hvad jeg blev bagefter.

Nogle Dage efter indbød Heiberg Phister, som skulde udføre Hovedrollen: Klokker Link, til at komme til os en Aften for at høre Stykket. Heiberg læste det nu høit for os og sang alle Viserne for at give Phister en Idee om Vaudevillen i sin Helhed. Uforglemmelig for Heiberg var Phisters Glæde over Stykket og hans Rolle deri. Han lo, han græd, omfavnede Heiberg til Tak og blev hos os til langt ud paa Natten i den mest overgivne Stemning. Nogle Dage efter, da Rollen var ham tilsendt, kom han atter til os en Formiddag for at udtrykke sin Henrykkelse, Glæde og Taknemmelighed. Phister var den af alle Skuespillerne, som Heiberg satte høiest. Han beundrede denne hurtige og sikre Opfattelse, hans Smag og samvittighedsfulde Gjengivelse indtil det mindste Ord, hans Moderation og Troskab i Digterens Tjeneste. Da Saisonen var tilende, gave vi os nu til vor Sommerforestilling, Heibergs Skuespil "Nina" og Vaudevillen "Nei". Det interesserede mig i Heibergs "Nina" at kunne udtale i Ord, hvad jeg tilforn i Balletten "Nina" kun havde udtalt i Minespil. Da Heiberg udgav sine samlede Skrifter, gjorde han mig den Glæde foran Stykket "Nina" at lade dette lille Vers trykke: *

De Følelser, hvormed tilforn saa tidt
Mig Nina fængslede, med Ord jeg malte,
Men mærked, da det stod der, Sort paa Hvidt,
At Bigottinis Taushed bedre talte.

Da siden jeg den yngste Nina saae,
Mit Hjertes egen, meer end den, jeg digted,
Jeg saae mit Tankebilled for mig staae,
Men fatted klart, at Ord ei kunde naae
Det Udtryk, hvortil her de sig forpligted.

Og sandelig, der gives Lidenskaber saa dybe og indadvendte, at Ordet, som forklarer, næsten svækker dem. I Taushedens lidenskabelige Udtryk, ledsaget af skjønne Toner, gives ligesom et større Spillerum for Tilskuernes Phantasi.

* 202

Saadanne Lidenskaber kunde man kalde musikalske; de gjøre ligesom Musiken størst Virkning just ved det Ubestemte, som Enhver efter sin egen Følelse og Phantasifylde kan lægge Ordene under; det bestemte, klare Ord tvinger Phantasien indenfor Ordets Grænser. Derfor er Sujettet til "Nina" sikkert bedre skikket til Ballet eller Opera.

Den talende "Nina" blev imidlertid modtaget med Bifald. Derefter fulgte "Nei", og vanskeligt vil man kunne forestille sig Publikums Jubel. Phisters Klokker Link er noget af det Fortrinligste - maaske det Fortrinligste, denne Kunstner paa sin lange Theaterbane har leveret. Det Ensemble, hvormed dette lille Stykke, der kun har fire Personer, gik over Scenen, skal man vist søge Mage til paa hvilket som helst Theater i Europa. Dets Gunst i Publikum har fremdeles holdt sig usvækket, indtil jeg ved min Bortgang fra Theatret indtil videre standsede Opførelsen af "Nei". Det var en forunderlig Magt, dette Stykke udøvede paa Tilhørerne. Den Tilskuer, som den sidste Gang, det opførtes, saae dette Arbeide og ikke vidste, det var et gammelt Stykke, maatte absolut tro, at det var en Førsteforestilling; thi Publikums Enthousiasme, Skuespillernes Lune, Alt var endnu saa friskt som første Gang. Man lo, man klappede ad Repliker, som de fleste af Tilskuerne kunde udenad lige saa godt som Skuespillerne, og ligesom hver af de foregaaende Gange, da jeg traadte frem med Slutningscouplettet, havde Jubelen næsten ingen Ende.

Efter denne fornøielige Fremstilling reiste Heiberg og jeg til Paris og toge Erindringen om denne Aftens Glæde med paa Reisen.