Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra 1. Del : 1812-42

Oehlenschlägers forsonlige, barnlige Sindelag var virkelig af en rørende Natur. Desværre havde Forsonliglieden ikke nogen fast Grund, lige saa lidt som Vreden. Som hos et Barn gik det derfor op og ned med hans Venskab for Heiberg. Var han vred, vilde han ikke hilse ham, var han god, trykkede han ham op til sit Hjerte. Slige Overgange vare Heibergs Natur imod, og han kunde ikke andet end betragte dette som noget Comisk. Vi Damer - min Svigermoder og jeg - toge naturligvis ikke Del i deres Stridigheder. Vi lode lige overfor Oehlenschläger, som om vi Intet kjendte dertil, og med os var Oehlenschläger derfor altid paa den venskabeligste Fod. Min Svigermoder bevarede altid en virkelig uforandret Hengivenhed for ham og havde altid et godt og kjærligt Ord paa rede Haand, hvormed hun undskyldte hans smaa Digterbarnagtigheder for Sønnen. Ogsaa Heiberg var ham i Grunden hengiven, men kunde ifølge sin kritiske Natur ikke forstaa, at man skulde være Fjender, fordi man i æsthetisk Henseende var af en anden Mening. Han selv havde ikke ringeste Ømfindtlighed for Kritik og kunde derfor ikke sætte sig ind i denne Svaghed hos Andre; og kunde han endog sætte sig ind deri, saa havde han ingen Medlidenhed med denne forfængelige Ømfindtlighed. "Naar Raaheden og Dumheden kritisere mig, og dette vinder Bifald hos Massen, da kan jeg vel harmes derover, ifald jeg gider være over det; men naar en virkelig æsthetisk Kæmper, han være sig for eller imod, med Interesse for Sagen drøfter mit Digterværk med Aand og Smag, da kan jeg vel modsige ham og forsøge paa at overbevise ham om Vildfarelsen; men harmes paa ham og strax betragte ham som en personlig Fjende, der vil mig tillivs af Nid, er latterligt." Saaledes var omtrent Heibergs Raisonnement; men de Færreste formaa at følge de Anskuelser, som Heiberg herom har ytret og levet efter. Det pirrelige Sind og Kunstnerforfængeligheden sætter Phantasien i Bevægelse; og er dette først sket, da ser og tror den Alt, hvad den letbevægelige Tanke tilhvisker den, og det er ikke muligt for det rolige, besindige Ord at trænge igjennem denne hede, kogende Kunstnerforbitrelse. Dette har jeg desværre havt Leilighed til at sanke en grundig Erfaring i. Det er svært at være Kunstner og ved Siden af dette et fornuftigt, beskedent Menneske. Det er svært ikke at lade sin Kunstnersjæl opsluge sin borgerlige 216 Menneskesjæl; og dog er dette Opgaven, den store, nødvendige, den absolute Opgave, - dog herom vil jeg længere hen udtale mig udførligt, som noget af det Vigtigste i min egen og andre Kunstneres Livsopgave.