Heiberg, Johanne Luise 1. Del : 1812-42

THRONSKIFTET.

H. C. Andersen havde skrevet sit Skuespil "Mulatten", og paa hans Bøn overtog jeg Cecilies Rolle, som var skrevet for mig. Det er, om man vil, en Ulykke for en Skuespiller at staa paa et nogenlunde fornuftigt kritisk Standpunkt. Det vilde være en ubetinget Lykke, ifald der blot blev budt os Mesterværker at fremstille, da vilde jo vor vakte Kritik forhøie Nydelsen af at være Organ for disse; men desværre, dette hører til de Dage i Theateralmanaken, 239
ved hvilke man sætter et Kryds. Sædvanligt bruges man til at bære alt det Skyllevand frem for Publikum, som Døgnets Poeter opvarte med, og som Publikum modtager, fordi det er nyt, thi Nyt vil man have, om dette Nye end er aldrig saa gammelt. Og det kan ikke godt være anderledes; thi et Theater maa unegteligt. hvis der skal være Liv i det, have Noget af Tidens Frembringelser, af Øieblikkets Digtere. Kun at leve af gamle, anerkjendte Mesterværker vilde være det Samme, som om et Menneske skulde leve et helt Liv ved blotte Erindringer, men Intet opleve i selve Øieblikket. Altsaa nogle nye Frembringelser høre til, og der bliver da intet Andet for, end at man i Kunsten som i Livet maa være resigneret i sine Tilskikkelser, finde sig i de golde Perioder, i dette som i hint, og søge at holde Sjælen frisk, for at den kan være modtagelig for, hvad der vil komme af Godt i lykkeligere Tider. Men Ingen kan fordre eller ønske, at Kunstneren skal være lige saa henrykt over det ringere, som over det fuldendte Digterværk. Det er Ens Embedspligt at udføre, naar det kræves, det ene som det andet; men man maa have Lov til i sin Sjæls Inderste at le ad, hvad Mængden græder over, og stundom græde over, hvad Mængden ler ad, for derved ligesom at frigjøre sig for den Kval at skulle øde sine Kræfter og sin Phantasi paa det, hvori der hverken er Kraft eller Phantasi. Dette gjelder nu vel ikke ganske om Andersens "Mulat", men jeg tilstaar, at jo mere jeg satte mig ind i, og jo mere jeg fordybede mig i dette Arbeide, i denne Rolle, des hulere fandt jeg denne lyriske Poesi, disse forcerede Digte, hvormed især jeg arme Menneske i dette Stykke var belemret. Medens vi prøvede dette Skuespil, der af Publikum imødesaaes med stor Interesse, var Hovedstaden bekymret for Frederik den Sjette, der alt i nogen Tid havde været betænkelig syg. Prøverne vare holdte og Stykket lige ved sin Opførelse, da dette pludseligt blev afbrudt ved den Efterretning, som vi modtoge om Morgenen den 3die December 1839. Vi bleve vakte af vor Pige, der fra Værelset ved Siden af sagde: "Jeg vil lade Herskabet vide, at Kongen er død i Nat." Vi blev ganske forfærdede, og Heiberg var i et Nu ude af Sengen. Saa dybt end dette Dødsfald smertede mig paa Grund af min Kjærlighed til den gode, gamle Konge, var jeg dog for uerfaren til ret at forstaa Betydningen af en Konges Død og den Virkning, den formaar at udøve paa saa godt som alle Forhold. Under hans Sygeleie havde jeg kun næret det Ønske at turde pleie ham og være ham til Nytte. Ved Efterretningen om hans Død havde jeg en Følelse, som om jeg havde mistet en kjærlig Fader. Og disse Følelser bevægede sig i Tusinders og atter Tusinders Hjerter ligesom i mit. Hvad Vigtighed dette Dødsfald havde for Staten, herpaa tænkte jeg ikke. Jeg blev derfor meget forundret over den Alvor, hvormed Heibergs Sorg udtalte sig. "Det er et vigtigt Afsnit i Danmarks Historie, der nu begynder - men," tilføiede han, 240
"det maatte jo komme. Jeg var træt af det Gamle. Vi trænge til noget Nyt," og han forblev hele Dagen i dybe Tanker. Dagen før Kongens Død havde Heiberg i Directionsværelset paa Theatret været sammen med Adler - der dengang var en af det kongelige Theaters Directeurer - og som bekjendt Prins Christians fortrolige Ven og Privatsecretair. De talte her om Muligheden af Frederik den Sjettes Død. "Ja," udbrød Adler, "døer Kongen i Dag, saa skal Fanden tage mig, om min Prins eller jeg ere forberedte paa det Mindste." Disse mærkelige Ord, udtalte af ham, frapperede Heiberg, som de vel vilde have frapperet Enhver, der havde hørt dem; thi det havde alt i flere Aar været en almindelig Mening, at Prinsen og hans dannede Ven havde en hel Forfatning liggende fix og færdig, for det Tilfælde at et Thronskifte skulde indtræffe. De liberale Grundsætninger og Anskuelser havde alt i flere Aar rørt sig stærkt i Folket, og det var kun Pietet mod den gamle Konge, der holdt dem indenfor Skrankerne og gjorde, at man fandt sig i en streng monarkisk Regjeringsform. Af Prins Christian, under hvis Styrelse Norge havde forstaaet at give sig en fri Constitution, i hvis Udarbeidelse Adler havde havt en væsentlig Del, haabede man nu, at en ny Tid skulde oprinde for Danmark, og Kong Christian den Ottendes Udraabelse til Konge den 3die December blev derfor hilset med spændt Forventning om, hvad den nærmeste Tid vilde bringe. Imidlertid viste det sig snart, at Adlers Ytring havde været Sandhed, thi Kong Christian den Ottende overtog Kronen uden Forandring i Regjeringsformen. Dette gjorde, at Oppositionspartiet sluttede sig fastere sammen, og hvad man i Stilhed havde holdt tilbage under den gamle Konge, begyndte nu at give sig mere og mere Luft i høirøstede Stemmer, mundtligt, i Pressen og i Adresser til den nye Konge. Til samme Tid var man dybt greben af Frederik den Sjettes Død. Taarer fløde ved hans Baare som ved en elsket Faders; hele Landets Befolkning gik i dyb Sørgedragt et Aar, og selv den ringeste i Almuen lod sig ikke betage denne Ret. Det var ingen Etiquettesorg, den var følt og sanddru og kun fremkaldt ved Hjertets Røst og dybe Bevægelse ved Tabet af en elsket Monark, der i de mange Regjeringsaar havde levet sig sammen med sit Folk. I to Maaneder lukkedes Theatret, og alle Forlystelser standsede. Kirkeklokkerne ringede dagligt i disse to Maaneder, som ved hans pompeuse Begravelse, hvor den ensomme Vei fra Kjøbenhavn til Roskilde forvandledes til en befærdet Gade ved de Skarer, der bare og fulgte hans Støv til det sidste Hvilested. Mange rørende Træk fortaltes der om den simple Mands Deltagelse paa denne sidste Vandring. I Roskilde Domkirke holdt Biskop Mynster sin herlige Tale, som begyndte med "I Frederik den Sjettes Mænd", og som fandt Gjenklang hos Alle, der bivaanede den ophøiede Akt. Cantater bleve sungne, og den imposante Kirke med sit alvorlige, høitidelige Physiognomi gjenlød af det 241 mægtige Orgels Toner. Heiberg var bleven anmodet om at skrive en Sørgecantate for Universitetet; man behøver vist kun at læse denne for at føle, at her skrev en Digter en Cantate, ikke fordi den var bestilt; her skrev en Digter for mere end for en Konge, han skrev for En, til hvem hans eget Hjerte var knyttet med faste, inderlige Baand. Weyse satte sin mageløse Musik dertil, og man maa have hørt denne Text og disse Toner i Forening udførte i en Kirke for at gjøre sig Begreb om Virkningen.

Den politiske Bevægelse, som strax ved Frederik den Sjettes Død begyndte i Adresser og i Pressen, vedblev. Man talte allerede nu om skuffede Forventninger, om uopfyldte Løfter, og Pressen blev bitrere og bitrere. Det var navnlig det nye Dagblad "Fædrelandet", som her spillede Hovedrollen; det tidligere af Professor David redigerede Ugeblad af samme Navn omdannedes faa Dage efter Christian den Ottendes Thronbestigelse til et Dagblad under Redaction af B. Christensen, David, Giødwad, Lehmann og Wessely. Efter kort Tid traadte David ud, og Monrad traadte i hans Sted. Senere overtog Ploug Hovedrollen i dette Blads Virksomhed. Bladet vandt som politisk Blad en Anseelse, der gjorde, at Regjeringen ikke med Ligegyldighed kunde se paa dets Virksomhed og Indflydelse paa den offentlige Mening. Mange af Landets første Mænd valgte dette Blad til deri at udtale deres Anskuelser om Landets Stilling og den Maade, hvorpaa Regjeringen styrede Riget indad og udadtil. Navnlig blev Bladet et Organ for alle de Mænd, der arbeidede for en friere Forfatning. Under denne Bevægelse kaldte Christian den Ottende en Dag Heiberg til sig og anmodede ham om at træde i hans Tjeneste med sin Pen mod de Angreb, han dagligt var udsat for. "Jeg skal da sørge for," sagde Kongen, "at De bliver sat istand til at faa alle de Oplysninger, som De kunde ønske, for at føre min Sag her og i Udlandet. Ingen dansk Skribent har sin Pen i sin Magt som De" o. s. v. Til at overvinde sin Ulyst til et saadant Hverv følte Heiberg ikke Sympathi nok for den nye Konge. Det forekom ham, som om dette var at sælge sin Overbevisning, og han undskyldte sig med. at hans Tid var optagen af andre Arbeider, og at han desuden ikke besad det Talent, som hertil udkrævedes, en Undskyldning, som just ikke blev taget ham naadigt op. At Heiberg ikke alene negtede Kongen at arbeide i hans Interesse, men endog selv skrev Artikler i "Fædrelandet", der var meget ilde set paa høiere Steder, bidrog ikke til at sætte ham i Gunst ved Hove, hvilket han heller ikke videre attraaede. Det gik ham som mig, sin Hengivenhed for Frederik den Sjette formaaede han ikke at overføre paa Christian den Ottende. Hans Kjendskab til Stemningen hos den tyske Befolkning i Hertugdømmerne, som han havde havt god Leilighed til at gjennemskue under sit Ophold som Lector i Kiel, gjorde, at han misbilligede mange af de Forholdsregler, som Christian den 242 Ottende tog, og han sagde ofte: Var jeg Konge, skulde min første Gjerning være at udrydde den giftige Svamp i Kiel, som, hvis den faar Lov at brede sig, vil fortære al Danskhed. Jeg erindrer tydeligt Heibergs Mismod, da Christian den Ottendes Regjering indsatte Prinsen af Augustenborg til Statholder i Slesvig og Holsten. Samme Aften som denne Udnævnelse stod i Berlingske Tidende, kom Andræ til os. Heiberg udbrød, da han traadte ind ad Døren: "Hvad siger De om noget saa Vanvittigt? Fra denne Dag anser jeg Hertugdømmerne for tabte." Man sagde den Gang, at Kongen vel kjendte Prinsens onde Sindelag, men at han mente, at han ved at vise ham en saadan Tillid vilde vende Ondt til Godt i hans Sindelag mod Danmark. Tiden har viist, om denne Beregning var falsk eller rigtig.

Det var forresten slemt, at Heiberg ikke saae sig istand til at staa Kongen bi, thi Christian den Ottende henvendte sig nu til Mænd, hvis Virksomhed for ham baade var mat og ikke uden Tvetydighed, og der var noget Ængsteligt i, at man betroede disse Mænd, der vare fødte Tyskere, Adgang til Archiverne, hvad der under vore ulykkelige, forviklede Forhold med Hertugdømmerne kunde være af betænkelig Natur. Kongen stod ifølge sin Character let Fare for at slutte sig til Personer, der vare istand til ved krybende Smiger at vinde hans Tillid, og Enhver, der afholdt sig fra denne Féteren, var han tilbøielig til at anse som sin Modstander - en ulykkelig men almindelig Egenskab hos Kongerne. De ere fra smaa af vante til at betragte sig selv i dette tilslørede Speil, hvori deres Billede vel ses, men uden bestemte Contourer. Imidlertid kan man ikke negte, at Danmark under Christian den Ottendes otteaarige Regjering tog et mærkeligt Opsving; de vare heldige for Landmanden; Handel og Industri blomstrede, og der kom en raskere og livligere Bevægelse i Alt. Kongen elskede Luxus og Adspredelser, og dette meddelte sig til Befolkningen. Forlystelsessteder reiste sig som ved et Trylleslag, Tivoli og Casino byggedes. Kongen gjorde selv store Balparéer paa Christiansborg Slot, hvori alle Stænder deltoge, Alt til Harme for det liberale Parti, der syntes, at Folket blev dysset i Slummer ved intetsigende ødsel Glimmer.