Heiberg, Johanne Luise "CORSAREN". THEATERBESTYRELSEN.

"CORSAREN". THEATERBESTYRELSEN.

I Anledning af Christian den Ottendes Kroning skrev Heiberg paa Theaterdirectionens Opfordring Skuespillet "Syvsoverdag", med Musik af Hartmann, som blev opført paa det kongelige Theater 1ste Juli 1840. Som alt berettet havde dette Stykke ved sin første Opførelse den samme Vanskæbne, som saa ofte er bleven Festforestillinger til Del. Hertil bidrog vel ogsaa den Omstændighed noget, at der paa dette Tidspunkt var saare liden Sympathi for den nys kronede Konge.

Sommeren, den korte, den forhaabningsfulde, den vederkvægende, flygtede kun altfor let og hurtigt forbi; med et Suk vendte man atter tilbage til den travle Menneskevrimmel, til Theater og Publikum, til Bladlitteraturens Nyheder, Kritik og Skjenderier; man læste atter sin Adresseavis til Morgencaffen, saae de Bunker af Blade ligge gjemte, som man i Fraværelsen ikke havde fulgt, besluttede at løbe dem igjennem, men følte efter nøiere 258 Eftertanke en Lettelse ved at opgive denne Beslutning. Øieblikket, hvori de havde Betydning, var jo nu forbi, det Læste var glemt, og det var altsaa overflødigt at sætte sig ind i det.

Lige saa stor som Forskjellen var imellem den nye Kong Christian den Ottendes og den afdøde Kong Frederik den Sjettes Personligheder, lige saa stor var Forskjellen i Alt; i det offentlige Liv, i Tonen i Litteraturen, i Pressen. Det unge Danmark, som i Frederik den Sjettes Tid endnu gik i Trøie, fik pludselig Kjole paa, Stok i Haand og Hat paa Hovedet; og denne Hat sad fast og kjækt og blev kun lettet af til flygtig Hilsen for ligestemte Sjæle og dem, der gave tilkjende, at de vilde slutte sig til det unge dristige Corps, der fra nu af vilde have Sæde og Stemme med i offentlige Anliggender. Den Pietet og Ærefrygt, som Folket var opvoxet med for den gamle patriarkalske Konge, blev skrinlagt i Roskilde Domkirke tilligemed den sidste Repræsentant for samme. Endnu stod der en lille Kreds af Mænd i Spidsen for Nationen, til hvem man var nødt til at se op, hvor meget det end generede. Endnu gaves der Personligheder, hvem Ingen havde vovet at trække ned fra deres Høide, hvem Ingen endnu havde fordristet sig til at kaste litterairt Skarn paa; endnu var der en Følelse af, at ikke Alle vare lige, at nogle ved Aandens Gaver, ved Guders Gunst stode over Massen og udgjorde en Klasse for sig selv, til hvilken Mængden saae op med en gammel Ærefrygt; der var endnu i Folket et Vanebegreb om, at de udmærkede Personligheder vare en Ære for Nationen, og at den ved disse selv blev hævet og hædret. Da fremstod i Efteraaret 1840 Bladet "Corsaren" med hele sin Tøilesløshed og Hensynsløshed og kastede sig over enhver Personlighed, som havde vovet paa en eller anden Maade at rage frem. Som Lynet, der hjemsøger Kirkespirene og de høie Punkter med sit dræbende Stød, saaledes vidste "Corsaren" at finde Gjenstandene for Folkets Veneration, og Arbeidet gik ud paa, at Alle ved dens Bestræbelser kunde blive lige gode. Da der gik Vittighed og Kaadhed igjennem dens smaa, personlige Angreb, saa fandt det store Publikum megen Behag i denne nye, underholdende Litteratur, hvori Skandale paa Næstens Bekostning hørte til Dagens Orden. Denne nye Maade at angribe Private paa gjorde en stor Opsigt og skaffede Bladet en overordentlig Afsætning. Alle, som ikke vare Gjenstand for disse Angreb, fandt det "uhyre morsomt", indtil de selv kom med, da fandt de det infamt og skandaleust, at en saadan Tone skulde taales. Bladet blev, ved den Lykke det gjorde, kaadere og kaadere, indtil det forløb sig, saa at den ene Pressesag efter den anden blev anlagt imod det, og Udgiveren tilsidst blev dømt paa Vand og Brød. Fra dette Øieblik af var Bladets Magt for en Del knækket, Vittigheden ophørte, og Bitterheden traadte i Stedet, men denne Sidste var ikke nær saa morsom som den Første, og lidt efter lidt hørte dets Virkning

        

259 op; hermed hengik dog nogle Aar. Imidlerid havde dette Blad slaaet en Tone an, som desværre mere eller mindre fik Indgang i næsten hele Bladlitteraturen; og dette virkede demoraliserende paa den Del af Folket, som trænger til at have Noget at se op til, Nogen, lige overfor hvem det nødes til at underordne sig. Imidlertid var alt dette endnu i sin Barndom; men det voxede mere og mere ved ulykkelige Omstændigheder i Tidernes Løb. Endnu vare Alle i godt Humeur; man strømmede til det nyindrettede Tivoli, man dansede, man gik paa Maskerader, fremmede Kunstnere søgte til Kjøbenhavn ved Rygtet om den kunstelskende Konge, der lønnede dem med Diamantringe, Brystnaale, Daaser o.s.v.

Hoffest fulgte paa Hoffest, Forlystelse paa Forlystelse, og under alt dette drønede den fjerne Torden fra Holsten og Slesvig, endnu tilbagetrængt, men for et nogenlunde skarpt Øre mere og mere nærmende sig med stærk og uundgaaelig Fart til den sorgløse, forlystelsessyge Hovedstad, der for lutter Sang og Leg ikke kunde høre den fjerne Bragen og Buldren, før det som et Lyn slog ned en solklar Dag. Man mærkede som sagt endnu Intet eller vilde Intet mærke for i uforstyrret Ro at kunne hengive sig til sin Glæde, til sine Adspredelser.

Saisonen 1840 til 1841 frembød Intet af saadan Interesse, at jeg her vil dvæle derved i det Enkelte. Heri kan der jo være noget Tilfældigt, men jeg kan dog ikke betvivle, at det hang sammen med den Aand, hvori Theatret blev bestyret.

Et Thronskifte berører saa godt som alle Forhold, og Theatret var heller ikke blevet, uberørt heraf. Excellencen Holstein blev strax efter Thronskiftet afløst som Theaterchef af Kammerherre og Hofmarchal Levetzau, en sand Modsætning til den ligefremme, fordringsløse, danske Holstein. Holstener af Fødsel havde den nye Chef et stærkt tysk Element i sin hele elegante Optræden og Dannelse; det danske Sprog generede ham ikke saa lidt, og jeg tror vist ikke, at jeg gjør ham Uret, naar jeg siger, at den danske Litteratur saa vel som den danske Nationalcharacter var ham saa godt som fremmed, Egenskaber, der just ikke gave ham Adkomst til hans nuværende Stilling. Det glatte Hofmandsvæsen med alle dets ydre Former var ham saa at sige i Kjødet baaret. Han var imidlertid god og human imod Personalet, men han betragtede sin nye Stilling som en Biting til sin egentlige Hofstilling og kunde Intet udrette for Theatret i kunstnerisk Henseende. Det mandlige Personale ved Theatret var uudtømmeligt i at copiere denne Hofmand i hans Gang, Tale og Manerer; kaldte ham et Hofkryb, under hvis Scepter det var utaaleligt at staa; beskyldte ham for latterlig Fornemhed imod dem. Hvad mig selv angaar, da har jeg aldrig mærket til Sligt. Naar han aflagde mig Visit, fandt jeg i ham en forunderlig blød Natur, der ideligt fik Taarer i 260 Øinene, saa snart Samtalen kom ind paa Noget som helst, der berørte hans Gemyt. At han var en forfængelig Mand, formaaede han vel ikke at skjule, men jeg veed aldrig, at hans Forfængelighed bragte ham til at foretage Noget lige overfor Personalet, der fortjener at dadles. Han stod paa denne Plads mere for Stads, om jeg saa tør udtrykke mig, end for Nytte, thi Collin, der rigtignok kun var første Directeur under Chefen, var og blev den egentlig Styrende i hele Theaterstyrelsen paa Grund af hans overordentlige Arbeidsdygtighed og Arbeidshurtighed. Han var en afgjort Fjende af Alt, hvad man kunde kalde Vrøvl, og for at undgaa dette var det hans Vane at gribe rask ind i, hvad der laa for, og paa egen Haand afgjøre, helst mundtligt, helst strax, hvad hans Colleger først troede burde drøftes vidt og bredt. At denne Hurtighed, denne Selvraadighed ofte stødte de andre Directeurer, fulgte af sig selv, men det hjalp ikke, de maatte finde sig heri. At disse Collins Egenskaber gjorde, at Alle helst henvendte sig til ham for hurtigt at opnaa, hvad der laa dem paa Hjerte, lader sig let forklare. Og Collin var Mand for at sætte sine Beslutninger igjennem til Trods for enhver Modstand. Han var og blev saaledes den egentlige Herre, hvem der saa var Chef.

Collin var egentlig ikke nogen æsthetisk dannet Mand, og han gjorde heller ikke Fordring herpaa; men han havde - især i yngre Aar - et ligefremt Instinkt til at gribe det Rette. Al Vigtighed, al Affectation var hans stille, bramfri Væsen en Modbydelighed, og han gjennemskuede let sine Folk. En ubeskrivelig Hjertensgodhed udgjorde Grundtrækket i hans Character. Alt Smaaligt var ham fremmed. Han, som i hele sit Liv intet havde kjendt til trange Kaar, gik aldrig i Rette med Nogen om, hvad de burde komme ud af det med. De vare trængende, bedrøvede, dette var ham nok, og han hjalp Alle, hvor det var ham muligt. Og hvor megen Utaknemmelighed skulde han ikke opleve, især af dem, han allertroest havde staaet bi. Jeg elskede denne ædle Personlighed som en Fader, og ofte naar han skrev mig sine korte, eiendommelige Breve til, underskrevne "Din faderlige Ven", var jeg stolt og glad over denne Underskrift. Og dog, til Trods for denne min store Hengivenhed for min faderlige Ven, var jeg paa dette Tidspunkt bedrøvet over, at Collin ikke kraftigt modsatte sig mangen en uværdig Bestemmelse ved Theatret, der truede med rent at tage al Respect bort fra vor Scene. Og da han nu atter, som for 8 Aar siden, tillod en tysk omreisende Gøgler, en Hr. Kirchner, at give Gjæsteforestillinger i Saisonen paa Tysk, Forestillinger af den plumpeste og laveste Art; rene Fjællebods Narrestreger, men som rigtignok fyldte Huset, da maatte jeg vel sørge over vort Theaters Skjæbne. Man tænke sig et stort, tykt, halvgammelt Mandfolk, klædt som Fruentimmer med bar Hals og bare Arme, spille "Die falsche Catalani", et Stykke - om det forresten kan kaldes saaledes - af den allerraaeste og 261 platteste Natur. Man tænke sig dette Mandfolk i korte Skjørter dansende og svingende sig paa den anstødeligste Maade, hvinende med en høi, skjærende Fistelstemme, og alt dette paa Tysk!! Ja, Collin gav sandelig sit Samtykke til, at en omreisende Taskenspiller, Hr. Döbler, gjorde sine Tryllekunster og sine Hokuspokus paa det kongelige Theater. Saa vidt kan det gaa, naar en Theaterbestyrelse vil føie et Publikum i sine raa Lyster, saa vidt, naar Publikum bliver Herre over Smagen og Bestyrelsen dets lydige Tjener.

Over alt dette kølnedes mere og mere Heibergs Lyst til at virke i Theatrets Tjeneste. Han sørgede over dets Tilstand. Han skammede sig over disse Indrømmelser og syntes, at alle Principer bleve stillede paa Hovedet. Han kunde ikke længer være taus Tilskuer til alt dette Uvæsen. Han skrev altsaa en Række Theaterartikler i Bladet "Fædrelandet" for om muligt atter at orientere Publikum og Theaterbestyrelsen om, hvilke Pligter der paahvilede dem begge, naar det kongelige Theater med Rette skulde kunne gjøre Krav paa Agtelse og Interesse; men Alt forgjæves.

Hvad der nu til en vis Grad tjente Collin til Undskyldning for disse forcerede Anstrengelser for at skaffe Theatrets Kasse Indtægter, var Skuespillernes utrolige Dovenskab, for ikke at sige Frækhed i Forsømmelsen af deres Pligter. Et Stykke kunde vente Maaneder, ja halve Aar, efter at Rollerne vare uddelte, uden at det var muligt at bringe Stykket til Opførelse, fordi især de første Skuespillere ikke gade lære deres Roller. Man meldte sig syg, paa samme Tid som man deltog i selskabelige og offentlige Forlystelser. Man ytrede rent ud: Pokker skulde have det Slid; vi faa lige meget, enten vi spille eller ikke. I de sidste Maaneder af Saisonen var det aldeles umuligt at faa et nyt Stykke indstuderet, thi da ytrede man uden mindste Undseelse: Vi have ikke Tid, vi forberede os til vore private Forestillinger i Sommermaanederne. Bestyrelsen blev saaledes tvungen til at tænke paa et Middel til at fremkalde Flid hos Skuespillerne, og den vidste af Erfaring, at det eneste Middel hertil var at forskaffe dem - Penge. Med andre Ord, den maatte tænke paa at indføre Feu (en Spillepræmie for hver Aften). Jeg indsaae vel, at denne Foranstaltning vilde blive nødvendig, men jeg var dog bedrøvet herover, thi jeg forudsaae, at havde man tidligere ingen Roller villet spille, da vilde man, efter at Spillepræmien var indført, spille alle Roller, enten de passede for Vedkommende eller ikke, og dette kunde aldrig være til Gavn for Kunsten eller til Bevarelsen af Freden indenfor de af Lidenskaberne ofte rystede Mure. Erfaringen har siden lært mig, at jeg heri tog Feil. Sandheden til Ære maa jeg udtale, at det kvindelige Personale ved vort Theater i Flid, i Interesse for deres Kunst, uden Hensyn til den øieblikkelige Gevinst, altid har staaet høit over det mandlige. Naar jeg tillægger 262 det mandlige Personale disse Feil, da maa de især søges hos de høiere stillede. De mere Underordnede ere som oftest beskedne og føle Trang til at udfolde deres Evner uden Hensyn til Pengeerstatning, men neppe ere de komne op i første Række, neppe ere de blevne uundværlige , før Kunstnerhovmodet griber dem som en snigende Gift, og da er det, at de let blive demoraliserede. Hvori det ligger, at Kvinden bedre end Manden formaar at bøie sig under Pligten, det Moralske, derom agter jeg længere hen at udtale mig udførligt.

Havde Skuespillernes Dovenskab og Mangel paa Pligtfølelse nu hæmmet Alt i Saisonens Løb om Vinteren, da udviklede disse samme næsten en fabelagtig Flid og Udholdenhed ved deres egne Forestillinger om Sommeren. Det var morsomt at lægge Mærke til, at de samme Skuespillere, der om Vinteren rasede over de franske Skuespil som noget, der rent fordærvede Smagen, valgte netop disse Stykker fortrinsvis til deres egne Forestillinger. Nu vidste de, hvilken Virkning der lod sig frembringe i dem, naar Skuespillerne arbeidede for i Steden for imod Virkningen. Det overordentlige Bifald, som disse Forestillinger glædede sig ved om Sommeren, havde imidlertid en Hage ved sig. Det store Publikum har altid en særdeles Tilbøielighed til at tage Parti mod enhver Bestyrelse og for de saakaldte Underordnede. Vist er det, at mangt et Stykke, mangt et Spil i disse Stykker blev i Sommerheden modtaget med et Bifald, som ingenlunde var blevet dem til Del, ifald de vare opførte om Vinteren under Theaterbestyreisens Ægide. Dette Bifald om Sommeren var et Slags Mistillidsvotum til Theaterdirectionen. Det hjalp unegteligt ogsaa i Modsætning til Skuespillernes Dadel over Stykkerne om Vinteren, at disse om Sommeren udbasunerede deres Roes paa Gader og Stræder. Theaterkritikerne i vore Dagblade vare fromme, godmodige, rørende, hjertelige, anerkjendende, blide som Lam om Sommeren; angribende, glubende Ulve om Vinteren. Lutter Affectation! Medens den ene røde Plakat afløste den anden paa Gadehjørnerne om Vinteren paa Grund af den utrolige Svaghed, som det kongelige Theaterpersonale led af, spillede de samme Skuespillere i Sommermaanedernes Hede den ene store anstrengende Rolle efter den anden. Man hævede Skuespillernes Flid og Udholdenhed til Skyerne og var saa god at slaa en Streg over deres Dovenskab, deres Mangel paa Pligtfølelse om Vinteren. Bladlitteraturen og en stor Del af Publikum har altid været Skuespillernes moralske Ødelæggere.

Medens man saaledes berusede sig i den Virak, som mangt et maadeligt Stykke, mangt et maadeligt Spil indhøstede i det gode, gamle Hus paa Kongens Nytorv, takkede jeg Gud for, at jeg ved Heibergs Side kunde indaande Sommervarmen og bytte de malede Træer med de friske, virkelige. Det er 263 Extremerne, hvori vi Mennesker søge vor Adspredelse; den, der altsaa som jeg var nødt til den lange Vinter at arbeide stærkt i Illusionens Tjeneste, den trænger til atter at drikke af Livets virkelige Kilder, til at samle og fæstne sin inderste Individualitet, for at den ikke ubemærket skal glide ud af sine Fuger og blive til noget helt Andet end det, Forsynet oprindeligt har bestemt den til. Jeg havde den Evne, den Lykke, at jeg saa aldeles kunde kaste den kunstneriske Virksomhed bag mig, saa snart den sidste Aften i Saisonen var overstaaet, saa at jeg inden faa Dage havde en Følelse, som om jeg Intet havde med den hele Sag at gjøre, selv om det kun gjaldt en kort Udflugt som i Sommer. Naar vi da i den aarle Morgen efter at have udhvilet os atter satte os paa Vognen for at drage videre ud i den skjønne Natur, da kunde jeg af fuldt Hjerte synge:

"O Lykke, naar man let i Sind,
Saa let ad Veien ruller,
Foran os Alt i Rosenskin,
Det Mørke bag vor Skulder!
Kun fremad higer Længslens Magt;
Ad Alt, som er tilbagelagt
Man blæser, man blæser:
Duidu, duidu, duidu dudu du."