Heiberg, Johanne Luise 1. Del : 1812-42

"SVANEHAMMEN", "ET GLAS VAND".

Den 24de Juni 1841 opførtes Hertz's romantiske Skuespil "Svanehammen" i Anledning af Formælingen mellem Kronprins Frederik Carl Christian og Kronprinsesse Caroline Charlotte Mariane. Aldrig er vist et Skuespil opført til Ære for en fremmed Prinsesse, hvori et finere Galanteri er udtalt igjennem et poetisk Arbeide end i Hertz's "Svanehammen". Men hvem saae det? Hvem følte det? Hvem havde Glæde deraf? Allerede det første Vers, idet Teppet rullede op, og Choret udbrød:

"Fra fjerne Lande kom hun, Dronning Dagmar.

(Ove)

Hun var saa ung, saa faur og fiin,
Talte til Hvermand mildt,
Til Ridder og til Bonde,
Til ringeste Gangerpilt.

(Chor)

Fra fjerne Lande kom hun, Dronning Dagmar."

264

Allerede dette at minde om de Danskes mest ideale og elskede Dronning, allerede heri laa en Allusion saa fin, saa hjertelig, at den maatte have grebet Alle, hvis de havde været istand til at lade sig gribe. Sætter man sig i denne fremmede Prinsesses Sted, der alt iforvejen var modtaget af de Danske, som maaske kun Dronning Dagmar i gamle Dage var modtaget - og denne Modtagelse var ikke blot, fordi det nu engang skulde være saaledes, nei, der var virkelig en Stemning i hele Folket saa inderlig, saa følt for denne unge Kvinde, der tillidsfuldt satte Foden paa dansk Grund - sætter man sig i hendes Sted, da Teppet rullede op, og disse Linier tonede hende imøde, hvor skulde man ikke tro, at de havde vibreret i hendes unge Hjerte, at de havde fremkaldt et stille Løfte, der sagde hende, hvad der var hendes Livs Opgave for Fremtiden. Og vil man nu spørge mig: "Hvor veed du, at det ikke netop saae saaledes ud i hendes Indre, som du synes, det burde set ud?" Da svarer jeg: Af Frugterne skal man kjende Træet.

"Hun var saa ung, saa faur og fiin -"

Ja, det er sandt, det var hun.

"Talte til Hvermand mildt,
Til Ridder og til Bonde, til ringeste Gangerpilt."

Nei, dette gjorde hun ikke. Medens Alle med Inderlighed kom hende imøde, forblev hun fremmed, trak sig mere og mere tilbage til Ensomheden, og man vidste tilsidst neppe, at hun var til. Der maatte dog i Kjøbenhavn have været Nogle eller Nogen , som kunde have været et Tilknytningspunkt mellem hende og den Nation, hun frivilligt havde forenet sig med for i Tiden at blive Landets Dronning, Landets Moder. Hun drog jo ikke til et Land, der laa i Maanen, hvor Alt, Forholdene, Tilstandene, Nationen var hende ubekjendt. Hun kjendte sin Gemals Rygte, og hans foregaaende Liv var hende ikke ubekjendt. Hun maatte vide, hvilke Fordringer hun med Billighed kunde stille til denne Gemal. Her kunde altsaa Intet overraske hende. Og vist er det - jeg veed det af en sanddru Person ved hendes Hof - at hendes Gemal hang ved hende, som han vist aldrig havde hængt ved nogen Kvinde tidligere, at han var utrættelig i sit Ønske om at behage hende og vinde hende for sig; hvad kunde hun da have ventet mere? En Ulykke, en uberegnelig Ulykke var det for Danmark, at denne Prinsesse ikke forstod sin Opgave. Hun var en Kvinde som hundrede andre, og dette var for lidt for at spille den Rolle, Historien havde tildelt hende. Efter faa Aar reiste hun atter tilbage til det fædrene Hus, uden at Nogen vidste Andet, end at Reisen gjaldt et Besøg, men hun kom aldrig mere tilbage.

265

Nogle Aar efter blev hun og Kronprinsen lovformeligt skilte. Dronning Dagmar havde ikke valgt denne Udvei. Mange ærerørige Rygter om det danske Kongehus vare udspredte for at retfærdiggjøre dette Skridt af hende; men man sige om det danske Kongehus, hvad man vil - Lavhed, Raahed og Slethed kunde ikke udgaa fra Christian den Ottendes og hans ædle Dronning Caroline Amalies Hof. Den tyske Prinsesse havde kunnet faa Alt, som hun ønskede det, ifald hun selv havde vidst, hvad hun ønskede, og hvad hun burde have ønsket. En Kvinde, der stilles i Spidsen for en Nation, har en anden Opgave end en anden skikkelig Hustru; hun maa kunne hæve sit Blik til noget Universelt og ikke have en Horizont, der kun rækker indenfor et Boudoir. Ulykkeligt for Danmark var det, at denne unge Kvinde ikke havde en større Sjæl.

Skuespillerne gave i Juni en Række Forestillinger uden mig, og derimellem Scribes: "Et Glas Vand". Jeg veed vel, at det store Publikum syntes godt om dette Stykke, men heri er jeg ikke enig; thi af alle de futile og barnagtigt efter Historien sammensatte franske Stykker forekommer dette mig at være det futileste, urimeligste og mest umoralske, skjøndt Umoraliteten ligger indsvøbt som et Bonbon i Sukker og Liqueur. At se tre Damer og derimellem En, som er eller skal være aandrig, begavet og, for at gjøre det end mere anstødeligt, ikke engang ung længer - at se disse tre Damer, hvorimellem Englands Dronning, paa Jagt efter et ungt Flødeskjæg, om hvem der ikke er det mindste at sige. undtagen at han er 20 Aar - det er dog virkelig at gjøre Mand til Kvinde og Kvinde til Mand. Det er imidlertid Dialogens Livlighed, der holder dette som de fleste franske Stykker af denne Art oppe; thi, man sige hvad man vil, en Del af de Scribeske Stykker, saasom "Den første Kjærlighed", "Familien Riquebourg", "Formynder og Myndling", "Kjærlighedsdrømme", "De Uafhængige", "Den hemmelige Lidenskab", "Enten elskes eller døe!" og fremfor alle: "Kammeraterne" - et Stykke, som ethvet Theater i vor nyere politiske Periode burde opføre een Gang om Ugen, ligesom man hver Søndag prædiker i alle Kirker i Haab om at vække visse Folks Samvittighed til Selvbetragtning - kunde tjene enhver ung Digter til et Studium, som han ingenlunde vilde have Skade af. Jeg deltog altsaa ikke i den første Opførelse af "Et Glas Vand" ved Skuespillernes private Sommerforestillinger; men i den paafølgende Saison formaaede de Directionen til at optage dette Stykke paa Repertoiret. Nu henvendte Directionen og især alle de Spillende, som havde Roller i "Et Glas Vand", sig til mig og bade mig overtage Abigaels Rolle, da denne ved Sommerskuespillene havde maattet lade sig nøie med en Fremstillerinde, som ingenlunde var Rollen voxen. Jeg havde hellere end gjerne været fritaget derfor, men af Føielighed mod mine Kunstfæller samtykkede jeg i at 266
forene mine Kræfter med deres i et Stykke, de Alle vare henrykte over. Og Lønnen for denne Føielighed udeblev ikke, som man nu skal se. Prøverne vare begyndte med mig som Abigael. Da jeg nu fandt, at Costumet i første Akt, som den anden Skuespillerinde havde benyttet ved Sommerforestillingen, ikke passede til den lille Borgerpige Abigael, aftalte jeg med Fru Ryge, der forestod Damegarderoben, et andet efter mit Sind. Hun sagde mig nu, at alle Costumerne, som vare benyttede til Sommerforestillingen, vare anskaffede af samtlige Skuespillere, og at de gjerne ønskede at sælge disse til Theatergarderoben for at faa Pengene ind igjen herfor, "men", lagde hun til, "da det er det første, simple Costume, De ønsker forandret, og det Hele, som de kan faa ind derfor, er en halv Snes Daler, der, fordelt paa Flere, jo ikke er Noget at tale om, saa er det vist Skuespillerne ligegyldigt." Det samme mente jeg. Men heri toge vi begge feil. For imidlertid at spare Theatret en forøget Udgift bestred jeg for egen Regning et hvidt og rødt stribet Skjørt, som jeg brugte til det første Costume, uden at ane, at dette ringe Skjørt skulde give Anledning til, at saa mange Penne i Bladlitteraturen skulde komme i Bevægelse. Jeg blev derfor høist forundret efter min første Optræden som Abigael, over at forskjellige Blade holdt sig - ikke til mit Spil men til mit Skjørt og udtalte sig med Bitterhed om det, hvilket forekom mig i høi Grad latterligt. Der var - Gud bedre det! - et Blad i denne Periode, som hed "Portefeuillen", udgivet af Tivolis Grundlægger^ Lieutenant Carstensen, en Ven af adskillige Skuespillere ved Theatret og en stadig Theaterrecensent, der paa litterair Røvermaner uddelte Hug og Stik til de Kunstnere, der ikke vare hans Omgangsvenner. Jeg var saa heldig ikke at høre til disse, og nu paatog denne Herre sig igjennem Pressen at ville afføre mig mer omtalte Skjørt og iføre mig et efter hans og hans Venners Smag, nemlig det, som Skuespillerne havde anskaffet, og som de atter ønskede solgt. Han havde formeligt sat sig dette til Opgave, og efter at han i sit Blad havde skrevet den ene uforskammede Artikel efter den anden om dette Skjørt, truede han tilsidst med, at hvis jeg næste Gang, Stykket blev opført, endnu traadte ind med bemeldte Skjørt, da skulde jeg føle, hvad et Publikum havde Ret til. Denne nye Tone imod mig havde "Corsaren" for første Gang angivet, og nu fulgte Smaaravnene efter. Enhver kan vel begribe, at jeg ikke paa slige Opfordringer vilde forandre et Costume, som jeg selv og Flere med mig fandt smukt, passende og svarende til Rollen. Men jeg vidste ogsaa, hvad en saadan Herre med et Par gode Venner til Hjelp formaar imod en Dame, der træder offentligt frem. Der maatte altsaa tages en Beslutning, hvad jeg vilde gjøre, ifald nogen Raahed mødte mig ved min Indtrædelse paa Scenen. Heiberg lagde da følgende Plan, som han meddelte mig om Formiddagen paa den Dag, Stykket atter stod til 267 Opførelse: "Jeg møder i Aften," sagde han, "paa Theatret, paaklædt som sig hør og bør for at træde frem paa et Theater for et stort Publikum; sker der nu det Mindste, som er fornærmende for dig ved din Indtrædelse, da træder jeg ind paa Scenen og fører dig ud af den, og saa betræder du den ikke oftere, medmindre du faar en saadan Opreisning, som du og jeg kan være tjent med." Denne Beslutning talte vi ikke om til noget Menneske. Heiberg kom hen til mig, forinden jeg traadte ind, og viste mig smilende sine nye, hvide Glacéhandsker, som han havde kjøbt til sin Debut paa den kongelige danske Skueplads, der, hvis den var bleven til Alvor, vist ikke havde været uden Virkning. "Han (Hr. Carstensen) sidder nede paa sin Plads," sagde Heiberg, "med et Par andre gode Venner for at modtage dig og dit Skjørt." Jeg traadte nu ind med samt mit forfulgte Skjørt; men enten nu Modet svigtede disse tapre Herrer i det afgjørende Øieblik, eller det Hele kun var en Trusel - Heiberg kom ikke til at debutere den Gang. Carstensen fortalte i Bladet, at jeg havde havt Dristighed til atter at vise mig med det mærkelige Skjørt; man kunde altsaa ikke vide, om Angrebet kun var udsat. Saa ofte jeg derfor udførte Abigaels Rolle, mødte Heiberg bag Scenen med sine hvide Handsker, i Forventning om, at de dog engang skulde komme til at opfylde deres Bestemmelse. De stakkels Handsker bieve tilsidst smudsige, uden at Nogen havde faaet Leilighed til at beundre deres Hvidhed. Denne Historie var Lønnen for min Beredvillighed til, imod min Lyst, kun for at tjene mine Kunstfæller, at udføre Rollen i "Et Glas Vand". Det er forunderligt, hvorledes der til alle Tider findes mislykkede Subjecter, der spille en ikke saa lille Rolle i Moden, i Litteraturen og især i de offentlige Organer, i Bladlitteraturen. De ere som Ukrudtet i en Have: lug det bort, hug Hovedet af den ene af disse Væxter efter den anden, der voxer i samme Nu nye op; de ere uforgjængelige. Alverden kjender dem og deres Motiver, de nyde ikke Agtelse hos Nogen, om hvis Dom man behøver at bekymre sig, og dog udøve de en Virkning. Det forstaar sig, den er kun en øieblikkelig; inden kort Tid er deres Rolle udspillet. Men der ligger ingen videre Trøst heri, thi man veed med Vished, at ikke saa saare er En død, fulgt til Jorden med behørig Ligegyldighed, før der strax opstaar en Anden af samme Legion, som da skyder sig frem en lille Tid, indtil han ogsaa bliver fulgt til Jorden paa samme Maade, og saaledes fremdeles. Det hjælper altsaa ikke, at de dø bort, thi ethvert Dødsfald er tillige en Fødsel. Det heldigste er altsaa, at enhver af dem lever saa længe som muligt, thi jo ældre de blive, desmere kjendte og desmere uskadelige ere de; dø de derimod, og der kommer en Ny, da maa der atter gaa en Tid, hvori de Svage lytte til hans Ord og komme paa Vildspor, forinden Aanden og Motiverne ere veiede og befundne for lette. Gud give altsaa hver af dem et langt, langt Liv!

268

Saa ubetydelige disse Angreb imod mig i og for sig selv end vare, gjorde de dog et Indtryk. Jeg havde vel tidligere sagt mig selv, at en Skuespillerinde ganske naturligt blev Gjenstand for offentlig Kritik, men jeg havde ikke tænkt mig den Art af personlig Kritik, som ikke gav sig af med den Maade, hvorpaa jeg udførte min Kunst, men holdt sig til, hvilket Skjørt jeg valgte til min Klædedragt. Det var første Gang, at man havde taget Mod til sig, til Trods for den offentlige Mening, at angribe mig personligt. Saadanne Angreb vare mig nye; og jeg følte for første Gang det Uhyggelige, Betænkelige i, at en Kvinde træder offentligt frem for et Publikum, hvor To eller Tre formaa af de laveste Grunde at tilføie hende en Fornærmelse; hvilket ikke godt kan forenes med hendes Værdighed, hverken som Menneske eller Kunstnerinde. Sagen er, at disse litteraire Drivere, som sætte sig paa Dommersædet i Kunst og Litteratur, de ønske altid at staa i et intimt Venskabsforhold til Kunstnerne udenfor deres Kunst, i Livet, i Hjemmet. Negter man dem nu Adgang, lukker man sin Dør for dem og derved ligesom lader dem føle, at det ikke er deres Selskab man attraar, da hævne de sig for Tilbagevisningen ved at forfølge En, saa godt de kunne, i deres umodne Domme om Ens Kunstnerværd, som da er det Eneste de formaa at komme i Berøring med; disse Domme gjælde saaledes som oftest mere den private Personlighed end Kunstneren; og Hadet til den private Personlighed er netop opstaaet ved, at de ikke trods al deres Umage have kunnet komme i nærmere Berøring med Kunstnerens private Person, som i Grunden er den, der mest interesserer dem. Men at vinde deres Roes for en saadan Pris vilde dog virkelig være for dyrt betalt. Jeg begyndte nu saaledes at faa Øinene op for alle disse Mysterier imellem Kunstnere og Bladredacteurer - Mysterier, der hidtil havde været lukkede for mit uerfarne Blik - jeg begyndte for Alvor at se det Tomme i en Kunstners Liv. Det bedrøvede mig dybt, at Heiberg maatte ofte sætte Mod i mig og styrke mig, for at jeg ikke rent skulde tabe al Lyst til en Virksomhed, der hidtil ganske havde opfyldt mig og udgjort min Lykke. Det var mit Held, at naar jeg fra Theatret vendte tilbage til mit Hjem, da kom jeg her til andre Mennesker og andre Interesser, hvilket bevirkede, at min Tankegang blev tvungen til at kaste sig ind i andre Retninger og ikke at dvæle ved Et og det Samme, hvorved nødvendigt en stor Ensidighed maatte være fremkommet hos mig.