Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind III Syv teaterår 1849-56

»Fædrelandet« og flere andre folkeorganer klagede tillige over, at Heiberg ikke skaffede flere nye originale stykker. Nye stykker? Hvor skulle han tage dem fra, som om han kunne ryste dem ned fra himlen? Hvem skulle skrive disse? De to eneste dramatiske forfattere, der tidligere jævnligt havde skrevet for scenen, Heiberg og Hertz, disse to vovede jo ikke i hine år at skrive et stykke med deres navn under; thi de kunne da være temmelig visse på en udpibning, Heiberg måtte skrive sin »Valgerda« anonymt og det, inden han blev direktør. Hvad ville være sket, ifald han havde vovet at lade et stykke af sig opføre, efter at han var direktør?