Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind III Syv teaterår 1849-56

Ganske uden virkning blev dog Hertz's »Et offer« ikke på publikum, hvortil fru Sødrings højst ualmindelige udførelse af den gamle fjollede tante og Phisters prægtige ritmester væsentligt bidrog; men den rette interesse for og forståelse af stykket opnåedes ikke. [Hvad der var mærkeligt ved dette stykkes udførelse, var, at barnet i stykket, måske den vanskeligste barnerolle, som nogen tid er skrevet, udførtes af en lille pige ved balletten, så yndigt, så sandt, så gribende, at hun bragte tårer i alle de medspillendes øjne - mærkeligt nok ser man ikke så sjældent, at ytringen af umiskendeligt talent hos et barn senere ligesom ganske forsvinder; sådan også her. Dette rare, lille barn gav i »Et offer« anledning til det første virkelige, personlige sammenstød mellem fru Nielsen og mig. Så snart stykket skulle indstuderes, havde Hertz bedt mig tage mig af den lille pige, som han havde betroet en så vanskelig og betydelig rolle. Dette havde jeg gjort. På en af prøverne gik jeg ned i parkettet for at få vished, om den spæde barnlige stemme kunne høres fra tilskuerpladsen. Fru Nielsen, hvis irritable sind i den sidste tid på grund af den modstand, hun mente, at hendes ven Høedt var udsat for, havde taget større og større dimensioner, var meget vanskelig at komme i nærheden af. Jeg havde ved hver prøve på »Et offer« følt mig ubehagelig berørt af den tilstand, hvori hun var, der snart ytrede sig i hovmod, snart i at vredes over det ubetydeligste ligeoverfor de medspillende. Jeg havde hidindtil lykkeligt undgået noget sammenstød med hende, idet jeg stadig havde bøjet af, når et sådant truede mig. Jeg følte mig alt helt tryg. Men da jeg nu atter kom op på scenen fra parkettet, sagde jeg til den lille pige: »Du må ikke dreje hovedet så meget opad mod baggrunden af teatret, din stemme bliver derved utydelig, og man vil ikke kunne forstå dig fra tilskuerpladsen,« en bemærkning der dagligt gøres på prøverne, især ligeoverfor alle begyndere og børn. Da udbrød fru Nielsen til min forbavselse i største heftighed: »Jeg synes ikke, at du skulle lære barnet at kokettere med publikum.« Jeg så forundret på hende og svarede: »Denne bemærkning forstår jeg ikke. At man ikke må dreje sit hoved for meget opad og tale med nakken 166 mod publikum, især et barn med en spæd stemme, tror jeg vist, at De og alle er enige om.« Hun tav og så ud som en, der ved dette uartige udbrud havde fået luft og afløb for det, hun hele formiddagen havde trængt til, et udbrud for sin heftighed. Alle på prøven misbilligede dette umotiverede angreb imod mig. Dette mærkede hun og antog lidt efter lidt et noget forlegent udtryk ligeoverfor mig. Jeg selv tav og trak mig tilbage fra hendes nærhed. Da prøven var tilende, og jeg ville gå hjem, standsede hun mig og sagde: »Du er en underlig en, hvor kunne du tage dette ilde op?« - »Jeg tror ikke,« svarede jeg, »at De ikke skulle forstå, at jeg måtte tage dette overfald ilde op, især i det barns nærværelse, for hvem jeg om muligt skulle stå som en autoritet, da det er mig som har indstuderet rollen med hende. Jeg har set tårer også i Deres øjne ved dette barns forunderlige fremstilling. De kunne altså være uden frygt.« - »Kom ind med mig i dette værelse,« vedblev hun, og nu trak hun mig ind i et påklædningsværelse blodrød i hovedet, medens jeg var ganske stille og rolig, som jo den sagtens kan være, der er den forurettede. Og nu udspandt der sig en samtale imellem os så lang og vidløftig, at jeg aldrig kan glemme den. Jeg sagde iblandt andet til hende: »Det er godt, at vi en gang kan komme til at udtale os for hinanden. Her står jeg nu beredt til i ro at høre på alt, hvad De måtte ville sige mig; da jeg ikke har mindste forestilling om, hvori jeg gør Dem imod, så tal nu oprigtig og ligefrem med mig, thi dette udbrud på prøven viser bedst, hvilken trang De har til at vise mig Deres mishag.« Hun gav sig nu til at græde og sagde, at jeg og alle ligesom med forsæt undgik hende og trak sig tilbage fra hende. Jeg svarede: »Ja, ganske vist trækker jeg mig tilbage af frygt for et sammenstød. De ligner ikke Dem selv i de sidste år. Det er ikke først i dag, at De har været heftig, udfordrende og fornærmelig imod mig, men De ved også, at jeg har tålt det stiltiende; thi jeg ville ikke være uhøflig imod Dem, der har holdt af mig og vist mig godhed fra min barndom af, jeg ville ikke også blive heftig og sige noget uhøfligt til Dem, som De i den senere tid så ofte har gjort ved mig, jeg ville afbetale noget af min gamle gæld til Dem ved at tåle og tie. Men der er grænser for alt, og jeg vidste ikke så lige med mig selv, hvor langt min tålmodighed ville række, og derfor greb jeg den udvej at undgå Dem for ikke at komme i fristelse. Men som De selv siger: 167 alle undgår Dem på de par nær, hvis sag De har gjort til Deres egen. Alle, thi alle føler det samme tryk og den samme frygt som jeg.« Da slog hun sine hænder sammen, min stakkels forvildede veninde, og udbrød med oprigtige tårer: »Jeg ved heller ikke, hvorledes jeg er blevet således,« og sank ned på en stol. Jeg tænkte ved mig selv: Jeg ved det, thi der er noget smittende ved slet selskab. Hun sagde da: »Alle kommer dig imøde, alle gør sig behagelig for direktørens frue, det er modbydeligt at se på.« Da svarede jeg: »Nej, fru Nielsen, nu må jeg virkelig smile. Inden jeg var direktørens frue, da kom alle mig imøde. De ved det så godt, som jeg kan sige det, hvor lykkelig, glad og fornøjet mit samliv har været med alle her. Men efter at jeg blev direktørens kone, da begyndte modstanden fra en kant, jeg mindst drømte om, fra Dem og Wiehe. Da jeg en gang spurgte ham, hvad denne forandrede opførsel skulle betyde, svarede det svage menneske: »Man skal ikke sige, at jeg gør mig behagelig for direktørens frue for at opnå fordele.« Og hvem turde v ove at sige ham sligt? Ingen uden De og Deres, der hjemme i Deres dagligstue gør alt for at skade Heiberg og mig. Jeg tænker, at det ender med, at man ikke længer tør tage hatten af for mig, eftersom direktøren er min mand. Og nu vil jeg bede Dem gengælde min oprigtighed helt ud. Sig mig: er der kommet noget hos mig, noget fremmed, noget anderledes, noget anmassende i min hele opførsel, efter at Heiberg er blevet direktør? Sig mig det nu for gammel venskabs skyld, og jeg skal visselig ændre det; thi alt sligt er mig en afsky. Sig mig, hvori det består?« Da svarede hun, lidt forlegen: »Nej, jeg ved ikke, hvad det skulle være.« »Men Herre Gud,« udbrød jeg, »når j e g er den samme, den gamle, hvorfor kunne I da ikke alle være imod mig som tidligere, hvor I næsten bar mig på hænderne?« - »Nej, mod direktørens frue kan man ikke være, som vi plejede.« - »Direktøren?« sagde jeg, »har De rent glemt, hvor meget denne samme direktør har holdt af Dem? Hans venskab, hans beundring? Har De glemt hans henrykkelse over Dem i hans første arbejder, Heiberg er en trofast natur; den han een gang har holdt af, svigter han ikke, med mindre han tvinges dertil.« - »Nu er han stolt og fornem imod mig,« svarede hun. »Fordi De er stolt og fornem mod ham, hvilket De i det hele taget er tilbøjelig til at være imod alle. Erindrer 168 De, hvad jeg tidligere i vort venskabsforhold ofte halvt i spøg, men bag hvilket De godt mærkede alvoren, sagde? Hvem der ser Deres smægtende blå øjne, tror vist, at De er fromheden selv, men De er meget heftig og især behersket af et stort kunstnerhovmod. De siger, at Heiberg er stolt ligeoverfor Dem? Synes De, at gamle Collin var en stolt direktør?« - »Collin,« svarede hun forundret, »nej, hvor falder du på det?« - »Nuvel,« sagde jeg, »ikke en, men mange gange, når Collin talte med mig om et eller andet stykke, han ønskede opført, og jeg sagde: »Tal med fru Nielsen herom, hun skal jo også spille heri,« svarede han: »Nej, min tro om jeg vil, hun svarer mig altid stolt og hovmodig på alt, hvad jeg siger, det er som om man skulle tage audiens hos en dronning.« Hun så påny forundret op på mig og sagde, idet hendes øjne heftedes stift på mig: »Har Collin sagt det?« - »Ja, mer end een gang,« svarede jeg, »tror De mig ikke, så spørg ham derom, og jeg er vis på, således som jeg kender ham, at han ikke vil nægte det og gøre mine ord til usandhed.« Hun så tavs ned for sig. »De er vred, fordi De ikke spiller ofte nok, men hvad vil De, at Heiberg skal gøre? Har han ikke flere gange spurgt Dem, om der intet stykke var, De ønskede fremdraget, hvori De havde en betydelig rolle? Har De værdiget ham et svar? Ved De ikke, så godt som nogen kan sige Dem det, at når en skuespillerinde ophører, ved egen beslutning, som tilfældet har været med Dem, at spille elskerinderollerne, at der da nødvendigt bliver en standsning, en afbrydelse i hendes virksomhed, forinden hun selv og publikum vænner sig, hun til at spille de ældre roller, det til at betragte hende i samme. Hvem i verden der var blevet direktør, ville resultatet være blevet det samme for Dem. Hvorfor vil De da, som ved dette bedre end nogen anden, lytte til ord og meninger, der mere udspringer fra at lyve Heiberg på, end fra virkelig interesse for Dem. I Deres hjem arbejdes der fra morgen til aften, snart af Nielsen, snart af Høedt, snart af Wiehe, som de andre bruger, for at styrke meninger, som De godt ved selv udspringer mere af had til Heiberg og af en ubændig forfængelighed end af varmen for ret og sandhed; at de ikke alene har fået Dem med på dette, men - ja undskyld min åbenhjertighed -fået Dem således med, at det nu igrunden er D e m, som holder ilden vedlige, og mest Dem.« Hun tav længe med hovedet hvilende i sine hænder. Jeg gik nærmere til hende, tog hende om 169 livet, kyssede hendes kind og sagde: »De er for god, for sanddru til at være med i alt dette, tro mig, hvad øjeblik De vil, har De Heiberg påny som Deres trofaste ven. De har ofte i tidligere tider, da her var fred og ro, sagt: »Heiberg er en sand, ridderlig karakter.« Hvad har han da gjort, som har forandret Deres mening om ham? Kun dette, at han ikke har villet tålt Nielsens luner, Høedts anmasselse og uforskammethed.« Hun græd endnu heftigere og sagde: »En direktør skal føje et sådant talent, hvor han kan.« -»Ja,« svarede jeg, »visselig, hvor han kan, men når et sådant talent ved sin anmasselse tilintetgør al orden, al disciplin og dagligt undergraver den autoritet, som er uundværlig for den daglige tjeneste, smitter og belærer alle, selv de små ubetydeligheder, til at sætte sig op imod enhver befaling, enhver bestemmelse, der udgår fra bestyrelsen, da kan den mand, hvem teatrets vel og ve er betroet, ikke bøje sig som et siv for alt dette, men må, hvad følgen så end bliver, vise, at det ikke er en dukke, de har for sig, men en mand med principper, vilje og kraft til at sætte disse igennem. Ved at bøje sig som et siv bliver han til alles latter, ved at vise kraft kan han måske komme til at opgive sin stilling; men da står han i det mindste ikke i sine egne øjne latterlig og svag, og hvorledes man står for sig selv og sin inderste samvittighed, er jo dog det vigtigste, så må resten gå, som det kan.«