Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Så meget min sjæl end hang ved den kunst, som jeg så at sige fra fødslen af blev båren ind i, har jeg dog aldrig i den grad kunnet gå op i den, at jo min uroligt higende sjæl bestandigt søgte noget udenfor den, søgte at stå fyldig i virkeligheden, i livet, og ingen tanke var mig utåleligere end den at fortabe mig i illusionernes verden og lade det virkelige liv glide mig af hænderne. Jeg ønskede ikke at fritages for nogen af det virkelige livs kampe og anstrengelser; jeg ville kende det alt, ondt og godt. Med vemod beklagede jeg ofte, at jeg ingen børn havde; ofte hørte jeg med mishag en eller anden sige: »Hvilken lykke, at De ikke har børn! Hvor skulle De overkomme alt dette!« Tåbelige tale! Hvad kan ikke kærligheden overkomme? Jeg har aldrig manglet tid til det, min lyst og hu stod til. Heiberg følte ikke dette savn. Når jeg sagde: »Det var dog en lykke at have børn,« da plejede han spøgende at svare: »Nej tak! så brød du dig kun om dem, og jeg gik for lud og koldt vand.« Jeg tror virkelig, at han mente, hvad han sagde, og intet savn følte i denne retning; og dog er jeg vis på, at havde han haft børn, ville disse have udgjort en stor lyksalighed for ham. Børn hang ved ham, og han havde et mageløst talent til at underholde sig med dem i leg, hvori der dog altid lå noget belærende for dem. Halvvoksne småpiger havde han en egen kærlighed for; det var den rige mulighed, der interesserede ham i de unge knopper; i hans komedier er de kommet til orde i hans Trine, hans Caroline, hans Marie, hans Christine. Ganske små børn har jeg rigtignok aldrig mærket, at han brød sig om. Mærkelig nok sagde også hans moder tit: »Jeg synes, det er en lykke, at her ingen børn er!« Jeg tror, at også hun frygtede for, at de skulle fortrænge hende i vor kærlighed. Det var således kun mig, som ofte tænkte herpå, ikke med sorg, thi jeg vovede ikke at gå i rette med Gud for, hvad han havde nægtet mig, men ofte havde jeg en følelse af, at kvindens vigtigste bestemmelse var det ikke blevet mig forundt at opfylde. I ikke få år var det i stilhed løbet om i mit hoved at antage mig nogle forladte børn. Jeg sværmede formeligt for denne tanke, lagde i stilhed vidtløftige planer om, hvorledes jeg ville opdrage dem o.s.v. På dette tidspunkt af mit liv var ønsket herom blevet så levende, at jeg - ja jeg undres ikke, om du, 9 min læser, smiler ad mig - strikkede flere par børnestrømper til de børn, jeg engang i tiden håbede at få Heibergs tilladelse til at antage mig; jeg købte små sølvspiseskeer til disse forventede børn, thi jeg syntes ikke, det kunne skade at samle ind til dem itide. Dette gjorde jeg i al hemmelighed; ingen vidste noget om denne min forsynlighed. Ofte sagde jeg i spøg til Heibergs moder: »Jeg tager dog engang 7 børn til mig på én gang!« Ved denne tale så hun altid ganske forfærdet ud og sagde i komisk alvor: »Ja det kunne ligne dig, men jeg håber da, at Ludvig er så fornuftig at sætte sig derimod.« - »Ja, ja,« plejede jeg da at svare, »det hjælper dig ikke, børnene kommer nok.« Jeg kunne ikke lade være at tænke på, hvad der skulle kunne udfylde min daglige tilværelse, min arbejdsdrift, når jeg engang ophørte med min virksomhed ved teatret; jeg syntes, at intet formåede det, uden en stor børneflok.