Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Så lad mig da nu, efter at jeg i fem år har været ude af stand til at fortsætte mit levned, atter forsøge herpå. Store smerter, hårde prøvelser har i disse fem år hjemsøgt mig. Det er nu noget stillere i mit indre. Lad mig da nu som i hine år fortabe mig i fortiden for om muligt at lette øjeblikkets mismodige stemning. Når nogle år er hengåede efter en stor sorg, befinder vor sjæl sig som en båd på vandet, efter at den rasende storm har lagt sig, og det er blevet havblik; den ligger og gynger uden at komme af stedet, thi vinden i sejlene mangler. Således går det også med det oprørte menneskebryst. Når stormen har fået tid til at lægge sig, da afløser vemodet smertens uro, det bliver stillere og stillere i os, men tankerne vugger frem og tilbage og har ondt ved at komme af stedet; de drejer sig om et og det samme. Vinden i sejlene mangler.