Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

I denne sæson havde teatret det held at forøge sine gode kræfter med et ualmindeligt, et ungt, friskt og ejendommeligt talent, nemlig C. N. Rosenkildes datter Julie, siden fru Sødring. Hendes ydre, stemme, fysiognomi gjorde, at her ikke kunne være tale om at optræde som elskerinde eller blot i yngre roller, uagtet hun var ganske ung af år; men i høj grad må man dog beundre den unge pige, der intet øjeblik var uvis om, hvilken plads hun kunne og burde indtage som skuespillerinde, men straks besluttede sig til de ældre, komiske roller. Her var ingen famlen, intet forsøg i dit eller dat, men en streng adlyden i den retning, hvorhen hendes ualmindelige talent henviste. Hun begreb straks sin plads og fandt den ved et lykkeligt instinkt. Så tydeligt hendes talent end lå for dagen, var hendes fader dog ængstelig ved tanken om, at det dog måske ikke ville slå til, når det gjaldt om derpå at bygge en livsopgave. Han sagde til mig: »Ja, når man bare vidste, om hun virkeligt formår at trænge igennem; ét er med humør at kunne gengive et komisk træk, hentet ud af livet, et andet kunstnerisk at opfatte digterens billeder.« Hans ængstelse gjorde, som naturligt var, også den unge pige ængstelig, og nogen tid gik hen, uden at faderen og datteren kunne beslutte sig til at vove det store skridt, uagtet det Nielsenske hus, hvor hun kom, stærkt opfordrede hende til at lyde den indre stemme. Nu hændte det sig, at jeg i den senere tid havde ærgret mig ved at se en udpræget komisk rolle blive spillet altfor forfejlet, nemlig den gamle husholderske Jacinthes rolle i »Den sorte Domino«, et syngespil, som i de første år, det gik over vor scene, gjorde stor lykke. Det gik mig her som så ofte, at hvor jeg så et billede blive forvansket på vor scene, blev jeg grebet af en uimodståelig lyst til at oprette det forsømte ved selv at tage fat. Halvt for løjer satte jeg mig da fuldstændigt ind i rollen, som jeg mente, den kunne gøre sin tilsigtede virkning. Jeg lærte den og havde betænkt alle småtræk, lige til hvad kostume Jacinthe burde være iført, nemlig som fuldstændig pendant til det billede, hvori Phister (så udmærket) gav Jacinthes forlovede. En sådan symmetri så vel i det ydre som i det indre mellem to så latterlige figurer, især når disse er et mangeårigt forlovet par, der ligesom har dannet sig efter hinanden - (ligesom man undertiden 21 ser ægtefolk lidt efter lidt i årenes række på en påfaldende måde få hinandens træk, stemme, manerer, meninger, følelser, stundom næsten til forfærdelse, så man tilsidst får en fornemmelse af ikke at have med to mennesker at gøre, men kun med et i to legemer; har man hørt, hvad den ene siger, ved man forud den andens mening, og så fremdeles) - en sådan symmetri lagde jeg til grund for opfattelsen af Jacinthe, en opfattelse, om hvis store komiske kraft fra scenen jeg var forvisset. En dag sagde jeg til Phister, da jeg var færdig med indstuderingen af denne rolle: »Hvad ville De sige, når jeg havde lyst til at spille Deres gamle forlovede, Jacinthe?« Han så på mig med store øjne, og det var jo også en ret overraskende idé, at en, der altid spillede de unge elskerinderoller, tænkte på sligt; men man huske vel på, at det komiske ikke var det, der lå mit talent fjernest, ja, at ikke få mente, at det netop heri kulminerede. Jeg meddelte ham nu det syn, jeg havde på rollen, sagde en og anden replik for ham, og han udbrød: »O, gør det! det vil jo blive mageløst morsomt!« Imidlertid gik tiden for mig, optaget af meget andet arbejde, som først måtte være fra hånden. Da kom Julie Rosenkilde en formiddag til mig i vor bolig i Bredgade. Hun klagede sin nød for mig, at hendes fader og hun ingen bestemmelse kunne komme til med hensyn til hendes fremtræden. »Den ene,« sagde hun, »råder mig til en rolle, den anden fra den; jeg er i den største tvivlrådighed og ved hverken ud eller ind.« Ved at høre denne hendes klage havde jeg en indre kamp. Jeg tænkte ved mig selv: Skal du være så skikkelig at overlade hende det hele billede med tråd og trævl, som du har af Jacinthe. Hun vil straks forstå min opfattelse, og hun vil kunne gengive den. Jeg tilstår, at jeg kæmpede noget med mig selv, inden jeg opgav at fremstille en rolle, jeg havde opfattet som ingen tidligere. Men jeg sagde fremdeles til mig selv: Du har jo roller nok, og hende gør du en stor tjeneste ved at give hende billedet, thi så er hun ude af al vaklen. Disse stille indre tanker havde jeg, idet jeg adspredt hørte på hendes klage. Da sagde jeg til hende: »Det er det samme, jeg skal hjælpe Dem ud af forlegenheden; De skal debutere i »Den sorte Domino« som den gamle husholderske.« -»Hvad,« udbrød hun, »i den kedelige rolle!« - »Bryd Dem ikke om, hvorledes rollen hidindtil er forekommet Dem,« svarede jeg, og nu udtalte jeg min nye opfattelse og tydeliggjorde den for hende.