Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Som sagt drejede mine tanker i hine år sig ofte om, hvorledes jeg skulle indrette det med mine børn. Thi det var jeg bestemt 12 på, at ét barn ville jeg under ingen omstændigheder antage mig; det måtte være flere, for at de kunne udgøre et lille selskab for sig og ikke blive fordrevne planter ved ideligt at høre på de voksnes tale. Jeg uddannede mig lidt efter lidt i mine stille tanker et helt system om børneopdragelse. En del af dette findes i en afhandling, som står i Hertz's »Ugentlige Blade« (1859). Denne afhandling er skreven mange år efter det tidspunkt, jeg nu taler om (1843), men bekende må jeg, at jeg netop nu pludseligt fik en uimodståelig lyst til at nedskrive mine tanker, snart om én genstand, snart om en anden. Jeg havde ingen ro, før jeg befriede mit hoved for, hvad der spøgte i det, ved at nedskrive de tanker, som for øjeblikket plagede mig. Snart blev det ikke engang herved. Ved den tid udgav Heiberg endnu sine »Intelligensblade«, og da var det, jeg vovede at sætte pen til papiret i den hensigt at lade det skrevne trykke, ifald Heiberg ikke forkastede det. Jeg skrev ganske hemmeligt; jeg ville ikke meddele Heiberg noget herom, før det var færdigt; det handlede om klædedragten og artiklen hed: »Mode-Artikel«. Da Heiberg nu en gang var i forlegenhed med at fylde bladet, sagde jeg til ham, om han ønskede en ypperlig artikel til sit blad. »Hvorom?« spurgte han, »og af hvem?« - »Om klædedragten,« svarede jeg, »og skrevet af Johanne Luise Heiberg.« Da han hørte dette, var han så lidet galant, at han udbrød: »Nej mange tak! Hverken emnet eller forfatteren har jeg brug for.« Under megen lystighed fik jeg ham til at love mig, at han i det mindste skulle læse dette mit første åndsprodukt. Jeg gav ham det uden hjertebanken, thi den hele sag var for mig en leg, hvis skæbne ikke lå mig videre på sinde. Dagen efter havde jeg så godt som glemt min skribentvirksomhed, da Heiberg trådte ind til mig fra sit studereværelse med en mine, som jeg godt kendte, når noget havde berørt ham behageligt. Idet jeg så spørgende på ham, sagde han: »Du er jo en ypperlig medarbejder! Jeg tager med taknemmelighed imod modeartiklen.« Jeg blev så stolt og glad som et barn over denne ære. Jeg skulle virkelig have den glæde at se mine tanker og ord trykte, og det i Heibergs blade, ved siden af hans afhandlinger, det var jo mageløst! »Nu gælder det blot at holde det hemmeligt,« sagde han; »intet menneske må ane, at du skriver.« Da jeg ingen fortrolig havde i denne verden uden ham, i dette som i alt andet, så tvivlede jeg meget på, at nogen skulle 13 kunne tænke på mig ved dette lille arbejde. Da bladet var kommet ud, modtog jeg et eksemplar i en forseglet pakke, og ved dette lå følgende ord, skrevet med en fordrejet hånd (tilligemed honora-ret):