Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Hvad Tryde var som præst i de mange år, han havde virket, tilkommer det vægtigere stemmer end mig at bedømme. Men hovedsagen til sit kalds udøvelse havde han, en usigelig kærligheds fylde. De unge trak han til sig, og de havde altid i hans hus et hjem, hvor de blev modtagne af en ven, en fader. Ydmyg i sindet lyttede han gerne til de yngres tale, og hvor han troede at spore åndig begavelse, var han altid tilrede med råd og bistand. Mange fandt ham altfor anerkendende mod alt. Nu vel! der er nok, som ikke anerkender noget.