Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Vi havde knapt fået os rigtig indrettet i vor nye bolig i Bredgaden og følt os nogenlunde hjemme der, før man talte om, at palæet skulle sælges; til hvem vidste man endnu ikke. En dag blev det os meldt, at kong Christian og hans dronning Caroline Amalie ønskede at bese huset, så vi måtte være forberedte på et besøg af dem. Jeg tilstår, at jeg aldrig kunne fatte nogen ret undersåtlig følelse for Christian den Ottende. Om det var på grund af min gamle kærlighed til Frederik den Sjette, eller fordi det ikke var faldet i min lod tilstrækkeligt at kende Christian den Ottende, ved jeg ikke ret, men jeg kunne det ikke. Når en monark gør krav på at besidde en udviklet sans for videnskab og kunst, da stiger vor fordring til ham i disse retninger. I de otte år, han var konge, mærkede man [intet i gerningen] til, at vor videnskab og kunst havde en beskytter i ham. [Alt fremmed, alt udenlandsk skænkede han sin kongelige nåde og gunst, men hans egne undersåtter mærkede ikke noget til hans særegne nåde og beskyttelse.] Et 16 mundheld var det at sige om ham: »Fagre ord har vi nok af;« jeg havde selv været genstand for disse fagre ord, men jeg tilstår, at når Frederik den Sjette halvt brummende med de plirende øjne stødte nogle nådige ord ud mod en, da lå der heri for mig uendelig meget mere, end i alle de sirlige, velvalgte, dannede ord, hvoraf Christian den Ottende vidste at betjene sig. Dronning Caroline Amalie var derimod en kvinde, som menneskenes børn ikke altid lod vederfares sin fulde ret. Når en kvinde stilles på tronen, da må hun, hvis hun ikke helt vil gå op i nydelsen af alt, hvad en sådan stilling tilbyder, absolut fordybe sig i højere åndelige interesser. Mange udmærkede kvinder, som har fået evne dertil, tyr til videnskab og kunst; de, som ikke er således organiserede, at de formår dette, søger da udelukkende til det vigtigste, til det, der ligger en ædel kvindelig natur nærmest, til religionen. Caroline Amalie hørte til dem, der valgte den bedre del. God af hjertet, uden alt kongeligt hovmod, trængte denne kvinde til noget, hun kunne virke for. Selv ikke så lykkelig at have børn kastede hun nu sin kærlighed på landets fattige, forladte små, der nøgne og hungrige mangler hjem og tilsyn, medens deres forældre må arbejde for at fortjene brødet. Her gjorde hun sin hele kongelige indflydelse gældende. Hun var den første, der rundt i landet rejste hyggelige boliger, »asyler«, for at optage de små indenfor lune vægge. De fattige børn, der tidligere havde løbet om på gaden, udsatte for al plage og fordærvelse, blev nu her undervist i de første børnelærdomme og legede glade med hverandre på de dertil indrettede legepladser. Mangen en kvinde, der følte trykket af ingen beskæftigelse at have, besøgte her de små, fortalte dem eventyr og ledede deres lege. Ofte, når jeg spadserede på den ensomme Christianshavns vold, ved hvilken der lå et af disse asyler, glædede jeg mig ved synet af de smås lege, rørtes ofte ved at høre de spæde stemmer inde i huset synge salmer og fædrelandske sange. Hvad Caroline Amalie har virket ved denne kærlighedsgerning er uberegneligt. Selv besøgte hun ofte asylerne og underholdt sig med de små; ikke sjældent fulgte hun dem og stod dem bi på deres senere vej i livet. Ikke straks, ikke i øjeblikket vandt hun den rette erkendelse herfor; menneskene er vanskelige at tilfredsstille. Gør noget godt i dit liv - og de vil have opfindsomhed til enten at gøre det latterligt eller underlægge det slette motiver. Gør noget ondt - og

        

17 bagvaskelsen vil have et varigt liv i sig. Kun de, der intet gør uden at løbe med i al dårskab, slentrer livet hen uden at efterlade noget spor, kun de har fred og ro for al forfølgelse. »Skulle man nu ikke tro,« sagde jeg ofte til Heiberg, »at denne dronnings rørende kærlighed til sine yngste undersåtter af alle ville blive betragtet og omtalt med beundring og hengivenhed? Men se, om de gør!« »Ikke så længe hun er ilive,« svarede Heiberg mig, »men når hun er død, vil dette blive den mest fremragende blomst i hendes krans.« - »Hvorfor ikke straks?« - »Fordi menneskene er ligesom uartige børn, der altid har lyst til at ødelægge, hvad der er smukt.«