Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Sommermånederne svandt kun altfor hurtigt på den yndige Bakkegård. Efteråret, der altid for mig har været den kæreste årstid, mindede os om, at vort rolige sommerliv nu skulle ombyttes med teatrets travlhed; prøver og forestillinger stod for døren. Farvel, I dejlige efterårsdage og aftener! Farvel, du lette efterårsluft, fri for fluer og så meget andet sommerkryb! Farvel, I septembermåneskinsaftener med eders tindrende stjerner! Farvel, du dejlige Søndermark, hvis træer nu står rødmende i de tusinde nuancer, medens endnu det friske grønne på tjørnen danner en modsætning, der i sollyset frembringer en magisk virkning! Farvel, du hele natur! Kunsten kalder på sine børn for om muligt at erstatte dig, når det sidste blad er faldet til jorden! - Alt tidligt i mit liv var det mig en overvindelse om efteråret at gøre overgangen fra mit liv i naturen til livet i kunsten, og denne overvindelse blev større og større for mig, jo ældre jeg blev. Når jeg i smukke efterårsdage, medens solen endnu stod på himlen, kørte til teatret, da forekom denne beskæftigelse mig helt unaturlig og kostede mig en overvindelse så stor, at man næppe ville tro mig, ifald jeg begyndte at udmale den. Om foråret gik det mig omtrent ligeså, men dog lidt bedre, thi ved den lange vinter var jeg igang hermed; det var således en fortsættelse, og den er altid lettere end en begyndelse.