Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Sommeren 1845 med dens glæder, små sorger, ængstelser, forhåbninger, drømme, planer for fremtiden, kort alle disse stemninger, hvori dette vort jordiske liv bevæger sig, var forbi, og de døde, malede skove, bække, blomster skulle atter for mig træde i stedet for de grønne, friske, levende. Og dog, hvilket liv formår ikke illusionen at give alle disse såkaldte døde, malede skærmbrætter! Medens sjælen i den virkelige natur drømmende indsuger duften af dens skønhed, idet den hviler ligesom ubevidst i ro, medens alt dette liv, denne vækst, dette mylder af frembringelser foregår i rastløs travlhed, i en ustandselig fremadstræben; medens man ligesom vugges i stilhed og hvile og føler, her er intet at gøre, som behøver din hjælp, alt går sin gang efter bestemte, faste love, og du har intet at gøre uden at modtage i tryghed, hvad han, den mægtige, giver, - hvilken forskel mellem denne rolige, nydende, modtagende tilværelse og den tilværelse, der kræves af os i den udøvende kunst! I dette musernes rige er vi den skabende magt, her er det os, der skal frembringe, os, der med vor ånd skal opvarme og sætte liv i alt dette døde; os, der skal gøre illusion til sandhed og sandhed til illusion; her består vor nydelse ikke i hvilen, men i arbejdet, og det i et arbejde, der sætter de mindste fibre, de mindste nerver i bevægelse, der sætter vor sjæl i en spænding, som de uindviede lige så lidt forstår i dette kunstens værksted, som de forstår det hist i naturens. En kunstner har salige smerter, der er ham uundværlige, thi i disse smerter arbejder han for at nå og gribe skønhedsidealet; dette er hans ulykkelige, lidenskabelige kærlighed; han opgiver den ikke, men sætter livet ind på at vinde den elskede. [Jeg har fortalt, hvorledes M. Wiehes talent 127 atter havde vakt min lyst til at virke i teatrets tjeneste med fornyet styrke. Livet på teatret havde atter fået friskhed og betydning for mig. Jeg glædede mig igen til det daglige ophold der, og som i yngre år blev det atter mit andet hjem. Mit livlige lune formåede at bringe munterhed og liv tilveje; man var glad, når jeg kom; af Wiehe og mange andre havde jeg den glæde at høre de ord: »Det er så dejligt, når De er med i stykkerne; når De ikke er her, da er alt så trivielt og dødt.« Ja, således sagde så vel damerne som herrerne, og jeg har haft mange beviser på, at det ikke var smiger, men sagt i inderlig alvor.]