Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Endnu i begyndelsen af 1844, da Wiehe spillede Ranild Johnsøn i Oehlenschlågers »Erik Glipping«, kunne en kritiker uden at vække anstød udtale sig således mod Wiehes fremstilling: »i alt, hvad han fremstillede, var der noget positivt personligt, som tillige var uskønt og greb forstyrrende ind i hans præstationer.« Overskou indrømmer det berettigede heri og tilføjer, at det »positivt personlige« bestod i »snart en læspen i stemmen, snart en fremluden med hovedet, snart en cavaleeragtig appuyeren på den ene del af legemet«, og det »intetsteds gjorde en ubehageligere virkning end netop i denne rolle; thi en affekteret modedukke med en tilsats af Bournonvilles Mephistopheles og Lefebvres Rane Lange tør Oehlenschlågers Ranild Jonsøn ikke være.« Således omtaltes M. Wiehe endnu 1844, og man hørte endnu bestandigt folk udbryde: »Han er gyselig.«