Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Michael Wiehe, der straks efter sin første optræden på teatret havde giftet sig - et rent inklinationsparti fra begge sider - med en pige, med hvem han alt som dreng havde trolovet sig, var af en højst indesluttet natur. Forlegen, man kunne gerne sige undselig som en pige, uden derved at miste en ædel mandighed i sin fremtræden, behagede han alle ved sit beskedne, noble væsen. En stille alvorlighed, der ofte bar tungsindighedens præg, havde været ham egen alt som lille dreng. Hans moder fortalte mig engang, at han altid som lille barn, når nogen så på ham, holdt begge hænderne for ansigtet og sagde: »Ingen må se på mig.« - »Hvem skulle troet,« sagde hun leende, »at det var bestemt, at han netop skulle blive set på af så mange øjne.« - En overordentlig indesluttethed fulgte ham gennem hele livet. At få disse læber åbnede, at få dette indre til at udtale sig, var meget få givet; jeg smigrer mig med, at jeg var en af disse få. Der hørte ikke megen skarpsindighed til bag dette stille, tilbageholdne væsen at opdage en meget stor lidenskabelighed og en stor ømfindtlighed og pirrelighed. Når jeg i de første år, hvori vi spillede sammen, roste ham og udtalte 31 min glæde over at arbejde med ham, da så han ofte på mig som med et barns bedende blik og sagde: »Ak, mener De også dette? Gør De ikke nar ad mig?« Det lykkedes mig lidt efter lidt at erhverve hans fulde tillid, og jeg tror ikke at bedrage mig, når jeg mener, at næst efter hans nærmeste blev jeg vist den, for hvem dette indesluttede menneske udtalte sig lettest og friest. En vis langsomhed i opfattelsen, en vis kortsynethed, så vel i kunsten som med hensyn på andre mennesker, bedrøvede mig ofte hos ham, og mangen en samtale imellem os gik ud på dog at åbne hans øjne, et arbejde, der ingenlunde var let, thi ved siden af hans beskedenhed og tilbageholdenhed viste sig ofte en stædighed, som intet kunne rokke. Da jeg lærte ham personligt nærmere at kende, havde han alt en betydelig læsning i den skønne litteratur, så vel vor egen som andre landes. Han læste tysk, engelsk, fransk, så vidt jeg kunne mærke, med lethed. Men dommen over det læste så ofte ud som en tilfældighed. Ræsonnementet var hans svage side. Alt beroede på, hvad virkning det læste havde haft på hans rige følelse, der ofte er en ypperlig læremester, men mangen gang også leder på vildspor. Det stille drømmende i hans natur gjorde, at hans fremstillinger ikke sjældent led af en mathed, der trængte til et incitament fra hans medspillendes side. Ofte, når han således faldt hen, gav jeg ham et for publikum ubemærket tegn, et tegn, han forstod, og som da fremkaldte en spøg imellem os, der hjalp til atter at sætte liv i ham. Han var i høj grad afhængig af sine medspillende; ofte bebrejdede jeg ham, når han spillede med andre end mig, hans kulde lige overfor stykkets elskerinde, en kulde, som undertiden formeligt kunne være latterlig. Han tog da mildt og venligt imod min dadel og svarede blot: »Jeg kan ikke med hende.« Denne forskel i spillet med mig og med andre var så stor, at det ingenlunde undgik tilskuernes opmærksomhed, og det blev en almindelig tale, at han var en, når han spillede med mig, og en anden, når han spillede med andre.* Så smigrende dette *

32 nu i og for sig var for mig, lå hans kunstnerære mig dog således på hjerte, at jeg med bedrøvelse så denne mangel på herredømme over sig selv og ofte bebrejdede ham det. Ofte kunne han en hel aften bevæge sig igennem et stykke som en søvngænger. En åndrig dame sagde engang til mig: »Når man ser Wiehe spille, uden at De er med i stykket, ser han ud som en ung fyrste, der for morskabs skyld blander sig i en skuespillertrup, som han har indbudt til at spille på sit slot.« Denne bemærkning var virkelig træffende; thi unægteligt så han som oftest ud, som om han i fornemhed - i god betydning - stod langt over de omgivelser, hvorimellem han bevægede sig på scenen. Det ædle, det kyske, det rene i hans kærlighedsudbrud i elskerroller i forening med den vidunderlige dybde af inderlighed i stemmens bøjninger var især det, der henrev så vel unge som gamle. Hos ham var der intet komediantagtigt; alt sandt og besjælet af ædel naturlighed, der frembragte den højeste grad af illusion. Mange på teatret, der på prøverne havde været vidne til min indflydelse på hans fremstillinger, mente, at Wiehe aldrig kunne være mig taknemmelig nok. Han var mig også taknemmelig, og han udtalte ofte dette for mig på den mest uforbeholdne måde. Men vist er det, at jeg, idet jeg gav, også modtog meget af ham, hvorfor jeg burde være taknemmelig; og jeg var det og bekendte det med glæde. Således var vor stilling til hinanden; hvad under da, at der af dette sammenspil frembragtes noget, som var lykkeligt for ham, lykkeligt for mig, lykkeligt også for digteren, lykkeligt for teatret og for publikum. I årenes løb bidrog således Wiehes teatervirksomhed og det nye liv, som han bragte med sig, til mere og mere atter at opflamme min lyst til udøvelsen af min kunst, der i nogle år betydeligt havde været svækket. Vi kæmpede om at overgå hinanden, og ingen af os misundte den sejrende kampens løn. Han sagde ofte ganske rørende: »Jeg vil gerne stå tilbage for Dem, når jeg kun må være med i Deres triumfer.« Jeg siger i årenes løb; thi der hengik nogle år * 33 endnu, inden Wiehe ret kunne sætte sig fast i publikums gunst; da disse var gået, var han selvskreven til enhver elskerrolle, så vel i lystspillet som i tragedien.