Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Den nærværende tilstand ved teatret var imidlertid alt andet end fornøjelig. Jeg har alt omtalt den farlige konkurrent, Nationalteatret efter Christian den Ottendes tronbestigelse havde fået i den italienske opera. Endnu vedligeholdt denne mode sig. Lige overfor Donizetti og Bellim gjaldt Mozart og Méhul, for ikke at tale om Boieldieu, fremdeles for forældede; man udtalte dette uden sky på højere steder, og denne dom godkendtes af de lavere. Man hånede formeligt den danske opera til trods for vort dengang ypperlige orkester og vor korrekte indstudering, medens man på Hofteatret lod sig nøje med et tyndt og mådeligt orkester og et latterlig slet kor, sammensat af danske sypiger og andet tyende, der aldrig havde drømt om, at de skulle komme til at synge på et offentligt teater for den fine verden, og det ovenikøbet på italiensk. Bestyrelsen ved Det kongelige Teater havde unægteligt i flere år været i høj grad slap og holdningsløs; nu viste dens vaklen sig også lige overfor det italienske virtuosvæsen. Man ville rette sig efter denne modesmag og ville nu også opføre italiensk musik. Herved fordærvede man efterhånden den sidste rest af vore sangere, idet man ville lade dem kappes med indfødte italienere, mod hvilke de tog sig ud som en hund, der vil danse på line. Det var mig en virkelig sorg, at min faderlige ven Collin, på hvem jeg satte så megen pris, ikke tog sig bedre af teatret. En formiddag, da han aflagde mig besøg, udtalte jeg på min frimodige måde min hele række af anklager imod ham, anklager, der også gik ud på, hvor lidt han forstod at drage nytte af Heibergs kræfter. Men hvor rørt blev jeg ikke, da denne ældre, ansete mand ikke blot roligt og stille hørte på mine klager, men tilsidst med tårer i øjnene tog min hånd og forsikrede, at intet smertede ham dybere, end om han virkelig handlede mod de to menneskers ønske og interesse, som han af alle ved teatret satte mest pris på. Dette afvæbnede mig fuldstændigt. Collin var ellers ikke den mand, der tålte irettesættelser af nogen; at han altså fromt og elskværdigt hørte på mine, viste 34 mig tydeligt hans hengivenhed, en hengivenhed, der ikke endte før hans død.