Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Det var Thorvaldsen. Jeg havde i de år, Thorvaldsen atter opholdt sig i sit fædreland, haft disputer snart med en, snart med en anden om hans intelligens. Man beundrede hans geni, man elskede denne stille, godmodige personlighed. »Han er mageløs,« sagde man, »men ånd har han ikke meget af udenfor sin kunst.« Ja, ikke få anså ham endog for enfoldig. Jeg havde aldrig kunnet tiltræde denne mening. Man kan ikke være enfoldig, når man har tænkt og udført de værker, Thorvaldsen har skænket verden; geniet kan ikke i den grad være skilt fra personligheden. Men Thorvaldsen var i den grad geni, at han på vandringen mod sit mål ikke havde lyst til at sprede sig til andre sider. Når han ikke arbejdede i sin kunst, da hvilede han sig, enten han så stod lige overfor en enkelt, eller han var genstand for tusinders hylding. Hans natur trængte ikke til denne idelige pludren med andre mennesker; han talte kun lidt, men han var en ypperlig hører, og den, om hvem man med sandhed kan sige, at han er i besiddelse af denne sjældne egenskab, kan aldrig stå lavt i åndelig begavelse. Thorvaldsen havde i høj grad sans for det komiske, atter et bevis for hans intelligens. Der lå en vis gemytlig humor på bunden af hans sjæl, et skælmeri, han ofte brugte i en form, som mange holdt for naivitet, men hvis brod ikke var ham ubevidst. Han vidste helt vel, hvad han sagde, og kunne i stilhed gotte sig over at have fået en sandhed sagt, uden at vedkommende tog ham det ilde op. Han havde en ædel kunstnerstolthed til trods for sit ydmyge væsen; i hjertet så han ned på mange høje og lave, der mindst anede, at han gennemskuede dem. Jeg havde oftere talt med Thorvaldsen, dels i mit hjem, dels på tredje sted, således som man kan tale med en ordknap, tilbageholdende mand i fleres nærværelse. I dag var jeg så heldig, at ingen andre visitter indfandt sig; vi var altså alene; Thorvaldsen slog sig ganske gemytlig til ro og tilbragte et par timer hos mig, et par for mig uforglemmelige timer. Han fortalte mig om sin ungdom, om sine rejser, om sit ophold i Rom, med en så livlig bevægelighed i ord og følelse, at endogså jeg, der aldrig havde villet gå ind på mængdens blindhed i bedømmelsen af 35 ham, forundredes. Med stor kærlighed og hengivenhed omtalte han Frederik den Sjette. »Han var ingen kunstkender,« sagde Thorvaldsen, »men han gav sig heller ikke ud derfor.« Og nu gik hans tale fra Frederik den Sjette over på Christian den Ottende i en så heftig bitterhed, at han her formeligt blev veltalende. »Han vil være mæcen for kunst og videnskab,« udbrød han, »og hvad har han så gjort for dem? Mine stakkels billeder, som jeg skænker mit fædreland, står her endnu i deres kasser, fordi de ikke kan få tag over hovedet, før der møjsommeligt er tigget skilling på skilling, uagtet jeg også hertil har givet en ikke ubetydelig sum. Prale med mig og mine værker for udlandet, det kan han, det vil han, på samme tid som både jeg og de er ham ligegyldige. Og så tror han, at man skal føle sig rigeligt lønnet, når han tilsiger en til sine kedsommelige tafler, hvor man naturligvis blot kommer for at pryde hans bord.« Hans ædle skikkelse blev ligesom endnu større ved disse udtalelser; hans ellers rolige, smukke, blå øje flammede af ild. »Det morer mig undertiden,« sagde han, idet et skælmsk smil spillede ham om munden, »at mishage ham; således nylig i Roskilde. Ørsted og en del andre af mine venner, som var derude ved stænderforsamlingen, havde indbudt mig til at komme derud, for at vi kunne tilbringe en glad middag sammen. Som jeg nu går på Roskilde gade, kommer kongen kørende; han lader vognen standse og kalder mig til: »Spis med mig til middag, Thorvaldsen,« sagde han da. »Det kan jeg ikke, Deres Majestæt, thi jeg skal spise med en del gode venner.« - »Ja, så må jeg stå tilbage,« svarede kongen bittert og gav kusken ordre til at køre videre. »Ja, kør du kun,« sagde Thorvaldsen med et polisk smil, »mine venner skal ikke skuffes i deres glæde for din skyld.« Denne lille begivenhed, som Thorvaldsen her fortalte mig, havde jeg hørt omtale af andre som et bevis på hans store naivitet; det faldt ingen ind, at det var en stolt kunstner, der hævdede sin personlighed lige overfor en suveræn konge. Men det er ikke mindre vist, at hans beskedenhed ofte gav ham et naivt præg. Hans ven O. Bang har fortalt mig, at byen Roskilde, hædret ved Thorvaldsens besøg, om aftenen var illumineret. Da Bang og Thorvaldsen kom ud på de oplyste gader, udbrød Thorvaldsen: »Ih, se! her må være bryllup i byen i aften!« Mindre sikker er jeg på, om Thorvaldsen ikke havde en skælm bag øret, da studenterne hyldede ham og

        

36 Oehlenschläger med en sang, da disse to ankom til Møn, hvor de unge mennesker var forsamlede, og Thorvaldsen nu, da sangen var tilende, henvendte sig til Oehlenschläger med det spørgsmål: »Har du skrevet den sang?« (Thiele IV, 73).