Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

»Ved kroningen,« fortalte han videre, »skulle jeg da og være med. Jeg svarede nej. Skulle jeg nu, som en anden nar, anskaffe mig og iklæde mig ridderkostume; nej, det ville jeg ikke.« [Man ser af disse historier, hvad formen har at betyde hos et menneske. Alle kendte dem, men ingen så heri andet end den naive kunstner, der som et barn sagde ja og nej efter den øjeblikkelige stemning; thi formen, den ydre, var altid mild og rolig, og det faldt ingen ind, at der bag denne milde, rolige form skjulte sig et skarpt omdømme.] Også om sit forhold til Oehlenschlager fortalte han mig mangt et træk hin formiddag. »Jeg holder af ham,« sagde han, »men hvor er han dog forfængelig. Da jeg sidst var på Nysø, fik jeg brev [på brev] om dog at gøre alvor af det med at modellere hans buste! Dog den orm har vi jo alle,« føjede han formildende til; »nylig greb jeg mig selv i det samme. En dag på Nysø, som jeg stod og arbejdede på min egen store portrætstatue, kom atter et brev fra Oehlenschlager i samme anledning; da jeg så, hvad brevet indeholdt, kastede jeg det [foragteligt] hen på bordet, men i samme øjeblik sagde jeg til mig selv: »Du er jo i alle måder lige så gal som han; står du ikke her og arbejder på dit eget billede, på samme tid som du bebrejder ham, at han ønsker sit foreviget. Jeg smed mejslen og kunne ikke arbejde mere den dag.« Denne sidste lille begivenhed fortalte han med så megen elskværdig bevægelse i stemme, blik og gebærder, at han vandt mit hjerte i en endnu højere grad, end han alt havde det; thi jeg spørger, hvad er det at have ånd, ifald der ikke i sådanne fine selvbekendelser åbenbarer sig ånd hos et menneske. Talte han til mig om teatret, om min egen virksomhed der, da var det aldrig denne hule, fade smiger, aldrig denne udelikate svingen med røgelsekarret, hvori intet inderligt, intet følt ligger; et blik, et håndtryk, en forsikring om kampen, det kostede ham at blive hjemme, når timen nærmede sig, sagde mere, end mangen en opskruet veltalenhed formåede. »Når jeg ikke kan komme i teatret,« sagde han, »så glæder jeg mig over at have Deres billede på min væg (det var det samme billede, der senere blev ophængt i hans værelse i museet); det

        

37 tilfredsstiller mig ikke, men det er dog bedre end intet.«