Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Teaterdirektionen havde besluttet denne vinter at opføre Halms »Griseldis«. Jeg havde på det indstændigste bedt mig fritaget for at spille hovedrollen i dette uhyggelige, affekterede spektakelstykke, og man havde føjet mig heri. Jeg tror virkelig, at min sædvanlige evne til forud at ane ulykken, hvor den var i anmarch, gjorde mit ønske om at blive fri for at være med i dette stykke så heftigt. Den 24de marts 1844 opførtes det for første gang. Hverken Heiberg eller jeg overværede denne forestilling. Først næste dag erfarede vi med dyb smerte, at Thorvaldsen alt under ouverturen pludseligt var besvimet i parkettet og båret halvdød ud af nogle af sine venner, der sad i nærheden. Inden han endnu havde nået sit hjem, 38 havde den store kunstner udåndet sit sidste suk. I teatret gik denne begivenhed som et lyn rundt over det hele hus. Smukt, naturligt havde det været, om forestillingen var blevet afbrudt, om publikum i stilhed havde begivet sig bort; men hvem er et publikum? Dagen efter følte hver enkelt af de tilstedeværende, at en taktløshed var begået. Stykkets uhyggelighed forøgedes ved dette uhyggelige optrin i parkettet og bidrog vel sit til, at forestillingen forfejlede sin virkning, uagtet jeg rigtignok troede, at selv uden denne katastrofe ville det danske publikum være for dansk til at nyde denne tyske, sentimentale ret. Stykket slæbte sig 3 gange over scenen og blev derpå henlagt. Thorvaldsens pludselige død havde grebet alle, store og små. Hvad mig angår, da var jeg usigelig bedrøvet, så bedrøvet, at det var med en sand overvindelse, at jeg udførte min pligt ved teatret. En nær ven af Thorvaldsen sendte mig en lok af hans hår. Det visitkort, han havde i lommen i teatret hin sidste aften, bevarer jeg endnu i et [pragtfuldt rødt fløjlsalbum] af håndtegninger, som flere kunstnere med Libert i spidsen sendte mig på min fødselsdag; på det første blad midt i en smuk randtegning var anbragt en håndtegning af Thorvaldsen, forestillende nogle genier, og over denne hint visitkort. Efter at Thorvaldsen havde fået en ligbegængelse, som ellers kun konger beæres med, blev der på teatret den 9de april givet en sørgefest for ham, en prolog af Heiberg, som jeg fremsagde, og »Hakon Jarl«. Den skønne prolog fremsagde jeg ikke, som jeg havde ønsket. Jeg var for betagen og stod endnu for lidt over min sorg, til at jeg med kunstnerisk ro kunne udtale den sorg, der føltes så dybt af alle. Et er kunst, et andet er virkelighed. Teatret havde ikke alene tabt en af sine varmeste tilskuere, men salen havde tabt synet af denne ædle skikkelse, hvis blotte nærværelse havde noget forædlende overfor det hele publikum. Han og Oehlenschläger udgjorde et midtpunkt på tilskuerpladsen, der frydede øjet og indgød respekt. Hvor ofte havde jeg ikke glædet mig fra scenen over at se den skønne skikkelse med det hvide hår omkring [hans Jupiterhoved] sidde der og være en af dem, for hvem jeg især spillede. Forbi! Forbi! Pladsen stod nu tom for bestandigt.