Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Den sidste måned af sæsonen slæbte sig døsigt frem. Jeg længtes usigeligt efter den sidste maj, da sæsonen ophører. Det var nu afgjort, at palæet, hvor vi boede, skulle rømmes ved flyttedag, og vi måtte således være betænkte på en ny bolig, hvad der var en rigtig sorg for os, der afskyede enhver flytning. Men en lille begivenhed, som hændtes os her i Bredgade denne sidste vinter, må det dog endnu være mig tilladt at omtale. Havde vi i denne vinter måttet sørge over vor smukke boligs tab, så havde vi derimod i denne erhvervet os en ny, trofast, hengiven ven, den mest hengivne vi måske nogensinde har haft, thi denne ven ofrede stilling, gunst, ja tilsidst sit liv for vor skyld. Denne ven hed Hercules. Jeg må have lov til at give et lille levnedsløb af denne vor for tidlig tabte ven.