Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

I palæet, hvor vi boede, var en adelig godsejerfamilie flyttet ind nedenunder os, for i vintermånederne at deltage i hovedstadens forlystelser som afveksling fra herregårdslivets stilhed på landet om sommeren. [Fornemheden bestod forresten kun i en barontitel; den egentlige fornemhed mærkede man intet til.] Denne familie medbragte to individer, Hercules og Rosas; den første en stor jagthund med et imponerende, klogt og dybsindigt fysiognomi, den anden en rødladen langhåret lady, hvis skønhed var udisputerlig; hun så noget fordringsfuld ud i bevidstheden om sin ynde og den stilling, hun indtog i familien som fruens yndling. Kort efter at familien var flyttet ind i huset, aflagde Hercules os en dag et besøg. Vi blev alle indtagne af hans anstand, af hans kløgt, hans indsmigrende venlighed. Da han i nogle timer havde glædet os med sin nærværelse, tog han afsked, idet han kyssede vore hænder, for atter at begive sig ned til sit rette hjem. Hans besøg blev efterhånden hyppigere og hyppigere; det kostede ham tilsidst øjensynlig stor overvindelse at fjerne sig fra vort behagelige selskab. Jeg klappede ham da ofte på kinden, tog hans hoved i begge mine hænder, så ham ind i de kloge øjne og sagde: »Gode Hercules! Du kommer vist til at gå ned til dit, ellers er jeg bange for, at man tager dine hyppige besøg ilde op.« Han så da på mig med de dybsindige, melankolske øjne, udstødte et suk, kyssede min hånd og gik langsomt bort. Min anelse bedrog mig ikke; den fornemme 40 familie havde virkelig taget disse hyppige besøg ilde op, og Hercules havde mange ubehageligheder, når han atter indfandt sig i hjemmet. Han tav imidlertid herom for os, og det var foreløbig kun en formodning fra vor side. Men en dag, da Hercules's længsel havde drevet ham fra stueetagen op til vore højere regioner, og han netop gemytligt havde slået sig til ro ved mine fødder, idet de kloge øjne hvilede på mig, kom min tjener og sagde: »Her er et bud fra baronessen, at Hercules straks skal komme ned.« Min tjener betroede mig da, at man allerede i længere tid med stor misfornøjelse havde set, hvorledes Hercules fjernede sig fra familien, hans retmæssige omgangskreds, og sluttede sig til os. Det kloge dyr rejste sig uroligt, da han hørte sit navn nævne af tjeneren, som om han virkelig forstod, hvorom talen var. Han sprang med sine forpoter op i mit skød, en stilling, hvori han næsten forskrækkede mig ved sin usædvanlige størrelse, kyssede mig uden videre på munden, på hånden og gik slukøret ud ad døren, uden at tjeneren behøvede at opmuntre ham dertil. Jeg blev ganske mismodig ved tanken om, at man ikke undte mig denne vens besøg, og sukkede over, at jeg ingen rettigheder havde over ham. Som i alle mine sorger, således også i denne, var min første gang ind i Heibergs studereværelse for hos ham at hente råd og trøst. Han så ganske betænkelig ud ved min fortælling, thi også han havde vænnet sig til denne omgang og kunne ikke godt undvære den. Vi trøstede hinanden gensidigt, så godt vi kunne, og håbede på bedre tider. Kun få timer gik imidlertid, før min ven atter stod ved min side med et udtryk i det kloge fysiognomi, der sagde mig, at han ingenlunde havde haft det behageligt, siden vi sidst havde set hinanden. Jeg talte da fornuftigt med ham og sagde: »Min kære Hercules, dette går ikke an, du lægger dig jo ud med din hele omgivelse.« Omfavnelser og kys var alt, hvad han svarede på mine fornuftgrunde. Mod aften lukkede jeg ham selv ud og bad ham gå ned for ikke at tirre det strenge herskab. Han gik, men stod stille på trappen, så længe han så en flig af min kjole. Heiberg og jeg var ret forfaldne til at sidde længe oppe om aftenen. Dagens arbejde skilte os ofte ad; når da om aftenen hans moder havde sagt os godnat, og vi var blevne ene, var det os umuligt at bryde op, så meget havde vi da at meddele hinanden, så klokken blev et, undertiden to, og endnu var vi i fuld gang med at underholde

        

41 hinanden. Når vi da endelig brød op for at gå til ro, og jeg gik til vort sovekammer, hørte jeg en stille, klagende lyd udenfor døren, en lyd så bedende, så rørende, at man umuligt kunne modstå den. Jeg lukkede døren op - og Hercules havde ligget tålmodigt og stille og ventet på det øjeblik, da vi brød op, i håb om at turde tilbringe natten i vor nærhed. Hvor var det nu muligt at skuffe dette håb? I hans hjem nedenunder var alle døre lukkede for ham for længe siden; skulle jeg nu have hjerte til atter at lukke min dør uden at tilbyde ham nattely? Umuligt! Jeg bød ham da ind, redte et leje for ham, sagde ham det kærligste godnat, og beroliget sov han og vi andre ind, befalende os i Guds varetægt. Næste morgen tidligt kom atter det vrede bud og førte vor ven fra os. Atter rørende afsked, men atter og atter overtrådte Hercules det strenge forbud og fulgte sit hjertes indskydelse. En dag blev han hentet med den besked, at han, så ofte han herefter overtrådte forbudet, ville blive alvorligt, korporligt straffet ved sin tilbagekomst. Nu blev jeg bange for min vens skæbne. Jeg gav ordre til mine folk, at vi aldrig mere måtte glæde Hercules med noget ben eller nogen som helst føde hos os; jeg antog, dette ville være det sikreste middel til at fjerne ham fra vor omgang, men alt forgæves; Hercules viste, at det ikke var sådanne lave interesser, der bandt ham til os, men interesser af en højere, inderligere natur. Altså hans besøg vedblev. På hundrede måder vidste han at snige sig ind ad døren, når denne åbnedes for fremmede bude eller deslige. En dag blev han hentet med den besked, at han herefter skulle stå bunden. Hercules og jeg gøs ved denne efterretning: det dejlige, kraftige dyr bunden! - en tilstand, der altid havde opvakt min inderligste medlidenhed, når jeg så andre af hans lige i denne for dyr unaturlige tilstand. Han blev ført ned og virkelig bunden. Jeg var usigelig bedrøvet hele dagen ved tanken herom. Men hvad sker? Da jeg om aftenen ville gå til ro, kunne jeg næppe tro mine egne øren. Jeg lyttede; de samme stille suk og bønner lød udenfor min sovekammerdør; jeg åbnede døren, og min ulykkelige ven trådte mig imøde med et langt tov om halsen. Han havde sønderrevet sin lænke og ventede nu på belønningen for sin hengivenhed, der havde trodset alt, hvad der ville fjerne os fra hinanden. Lidenskabeligt faldt jeg ham om halsen og råbte: »Det var ret, Hercules! De skulle erfare dernede, at kærlighed, hengivenhed og troskab 42 lader sig ikke frembringe ved tvang; kom, min ven, og læg dig ved din venindes fod; her er dit tæppe!« Heiberg kom til; også han modtog vennen med åbne arme. Vi sagde hverandre godnat alle tre og sov ind, Hercules vist foruroliget af slemme drømme, thi jeg vågnede flere gange ved, at han i søvne stønnede og pustede, som om han i galop undveg sine forfølgere. Jeg rakte mig da ud af sengen, klappede hans hoved og sagde: »Hvad er det, stakkels Hercules?« Han vågnede, slikkede min hånd og sov da roligere ind. Dagen frembrød, o ve! Hvad forestod der os nu? Ganske rigtigt kom politibetjenten nede fra atter for at hente den undvegne. Da han havde brugt uhøflige ord til min tjener, hunden angående, gik jeg selv ud til ham og sagde: »Vil De hilse Deres herskab, at det står ikke i vor magt at hindre, at hunden tyer herop; vi frister ham ikke, hverken med brød, kød eller andre lokkemidler; det er et uegennyttigt venskab, der binder ham til os,« føjede jeg leende til. Men min spøgende tone standsede brat, da tjeneren gjorde en undskyldning og tilføjede: »Hunden skal ikke mere ulejlige fruen, thi herren har givet ordre til, at han i morgen skal transporteres hjem til gården for ikke mere at vende tilbage hertil. I aften skal jeg nok binde ham så godt, at han ikke skal kunne komme herop.« Derpå greb han hunden ublidt i skindet og trak den ud med sig, idet han dog ikke kunne forhindre, at den drejede sine store, melankolske øjne hen imod mig til afsked. Jeg blev usigelig beklemt over således efter al sandsynlighed aldrig mere at skulle se det prægtige, kloge dyr, en sorg, der meddelte sig til os alle. Samme aften skulle jeg spille. Da jeg kørte hjem efter forestillingen, der havde trukket langt ud, så at det næsten var midnat, tænkte jeg, idet jeg steg op ad trapperne: Ak, i aften springer Hercules mig ikke jublende imøde i entreen som så ofte tidligere! Han står nu bunden, den stakkels ven, og hører måske mine trin uden at kunne rive sig ud af det forhadte bånd. Jeg var virkelig ganske trist ved tanken herom. Hvor stor var da ikke min forbavselse, da man åbnede døren, og ikke alene Hercules, men skønheden Rosas kom mig springende imøde til velkomst, den første med sit lange tov slæbende efter sig. Ganske henrykt omfavnede jeg min trofaste ven, men blev helt forfærdet ved at se den nye gæst, baronessens øjesten. Jeg gav nu, endskønt med blødende hjerte, ordre til, at man straks skulle bringe begge hundene ned til

        

43 deres ejerinde, men mine folk sagde, at alle alt var gået til ro, så det kun ville gøre forstyrrelse. Der var da intet andet for end at huse begge hundene. »Lad det da bero til i morgen tidlig,« sagde jeg, »men ingen af eder må give Rosas det mindste at spise, for at ikke også hun skal få vane til at ty herop.« Jeg gik ind til Heiberg, ledsaget af begge hundene, og sagde: »Se her, hvad synes du? Hercules har sagt til Rosas: »Kom du med mig, så skal jeg introducere dig hos pæne, dannede folk, hos hvem det er godt at være«.« Rosas lagde sig ganske fornemt og roligt ned ved siden af Hercules på det tæppe, som vi havde ofret til vor ven, når han gæstede os, og sov snart ind som den, der ikke tyngedes af ond samvittighed; hun var for fornem til at kende noget til denne åndelige plage, men den stakkels Hercules så rigtig bekymret ud, vendte og drejede sig ideligt på sit leje, inden han kunne finde hvile for sine urolige tanker. Næste morgen blev han virkelig transporteret bort fra byen. Vi talte ofte om vor tabte ven og sørgede oprigtigt. Det er utroligt, i hvilken grad man kan binde sig til et sådant dyr, hvis hengivenhed viser sig så umiskendeligt som hos Hercules. Her må man virkelig tro mig på mit ord, at andre hunde var kun som »kanaljer« at ligne med vor savnede ven. Et stort bevis på hans uimodståelige elskværdighed var, at selv Heibergs moder fandt sig i, at det store bæst, som hun plejede at kalde ham, om morgenen ved tetiden trådte ind i hendes sirlige stue, uagtet hans fødder ikke altid var så rene, som man vel kunne ønske, og en eller anden lille forstyrrelse i stuen heller ikke altid udeblev. Hvor ofte brast jeg ikke i latter, når jeg åbnede døren for at bede om, at Hercules måtte aflægge hende en lille visit, og Hercules da, inden tilladelsen var givet, sprang op ad den lille kone, der i størrelse så ud som et barn mod ham, når han i glæde rejste sig på bagbenene. Den første velkomst var ikke den hjerteligste fra hendes side, men snart sejrede hendes gode hjerte, Hercules blev klappet, der blev budt ham mad og drikke, alt sirligt anrettet på en tallerken, hvorunder der omhyggeligt blev bredt et viskeklæde som beskyttelse for gulvtæppet. Hercules fandt, at han blev overordentlig godt behandlet, og Heibergs moders frokostbord havde en stor tillokkelse for ham. Imidlertid må ingen tro, at han, som andre ved menneskenes pjat fordærvede og byrdefulde hunde, klynkede, peb og klagede, for ikke at tale om at kradse med poterne, for at erholde

        

44 noget af det vellugtende måltid. Nej, alle disse unoder var Hercules altfor nobel til at nedlade sig til. Tavs, men med et ubeskriveligt udtryk i øjet ventede han på, hvad bordets herskerinde ville unde ham. Ak, ved nedskrivningen af disse små morgenscener, så mange år efter, står Heibergs moder atter så levende for mig, som om det var i går! Den hjertelighed, hvormed hun modtog mig, når jeg således uventet trådte ind til hende; den venlighed, hvormed hun bad mig sætte mig ned og slå mig lidt til ro hos hende; den utrolige evne, hun havde til øjeblikkeligt at give samtalen en livlig og interessant retning; den trang, hun altid viste til at rådføre sig med mig om sine små anliggender; den hele hyggelighed, som hun forstod at give en sådan time, alt dette mindes jeg i dette øjeblik med et suk og med den stille bebrejdelse, at jeg i momentet vel så og følte det, men dog måske ikke skønnede derpå i så høj grad, som jeg burde have gjort. Gid hun nu kunne læse denne tilståelse, hvor ville den ikke fryde hendes kærlige hjerte! Jeg ved, hvad hun da ville sige til mig, idet hun ville slutte mig i sine kærlige arme; hun ville sige: »Ak, min kære Hanne, sådanne stille bebrejdelser kender jeg fra mig selv.« Og hvem kender ikke dem?